Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Befriet fra andres meninger #En mulighed for at reflektere grundigt over mig selv #Kun handling skaber resultater
Jeg var altid bekymret for, hvordan andre så mig. Hvad nu, hvis de føler sådan? Hvad nu, hvis de tænker sådan? Jeg er ikke den slags person. Hvad nu, hvis de misforstår mig? Min opmærksomhed var rettet mod andre i stedet for mod mig selv i nuet.Jeg befandt mig i en anden tidsdimension, ikke i nutiden.Jeg gik glip af nuet og mistede mig selv. -Medicinsk frivilligt arbejde i Cambodja med behandling af børn, som alle kan udføre / Yang Hyowons sabbatårsgruppe, »gapper« / fire ugers sabbatår |
# Jeg synes virkelig, at dette frivillige arbejde passer godt til sundhedspersonale eller studerende.
# Jeg begyndte at føle mig urolig indeni.
Den første uge havde jeg svært ved at sove, efter jeg var ankommet ved daggry – halvt af begejstring og halvt af frygt. Da jeg ikke havde nogen roommate, var det en enorm frygt for mig at gå ud af værelset alene om morgenen.I det øjeblik jeg trådte ud, virkede de udenlandske venner, jeg skulle møde, så fremmede, og det skræmte mig.Jeg tror, jeg stod og tøvede foran døren i mere end 30 minutter. Efter lang tids overvejelse åbnede jeg døren og gik ud.
Jeg gik ned på første sal og var bange for, at nogen ville komme ned og møde mig ved spisebordet. Hvis nogen kom ned ad trappen og fik øjenkontakt med mig, ville jeg være nødt til at hilse på dem – hvad nu, hvis de ikke svarede? Hvad nu, hvis jeg ikke kunne få stemmen frem? Hvad nu, hvis de ikke kunne høre mig, fordi jeg talte for lavt? Alle de utallige tanker gjorde mig endnu mere bange.
Til sidst holdt jeg blikket sænket, spiste hurtigt og gik så tilbage til mit værelse, hvor jeg sikkert blev resten af dagen. Jeg havde ingen appetit og var bekymret for, hvordan jeg skulle klare den næste måned. Dagen gik, og næste dag var der introduktion sammen med andre nyankomne udenlandske venner som mig.
Personen ved siden af mig spurgte helt uformelt: »Er du fra Korea? Du ankom ved daggry, ikke?« og stillede andre spørgsmål i samme stil. Jeg var så anspændt, at jeg kun kunne svare: »Ja.«Frem for alt havde jeg aldrig hørt så meget engelsk før, så frygten for ikke at forstå noget fyldte mit hoved, og jeg kunne ikke tænke klart.
Jeg svarede kun »ja«, og jeg begyndte at føle mig urolig indeni ved tanken om, at de måske troede, jeg ikke var interesseret.Så spurgte jeg lidt forsinket: »Ankom du også i går?« og min ven svarede »ja«. Åh gud. Hun er slet ikke interesseret i mig nu. De andre venner var på samme måde.
# Jeg følte en mærkelig følelse, da jeg så de udenlandske venner stille mærkelige spørgsmål.
Introduktionen foregik på engelsk, og jeg sad stille og forstod kun halvdelen. I modsætning til mig stillede de andre venner en masse spørgsmål.Blandt dem var der nogle spørgsmål, hvor jeg tænkte: Hvorfor spørger de om det? Her er et eksempel.Da det blev forklaret, at det er uhøfligt at lade mad stå tilbage i Cambodja,
»Er det i orden at lade mad stå tilbage på en restaurant?«
Da jeg så vennen, der stillede spørgsmålet, tænkte jeg: »Hvorfor stiller de sådan et indlysende spørgsmål? De siger sikkert bare det, der falder dem ind.«
Selvfølgelig er det tilladt – det er jo mig, der betaler. Når jeg ser tilbage, indser jeg, at det spørgsmål godt kunne stilles.Men jeg ville ikke have stillet sådan et spørgsmål.Jeg var bange for, at det ville virke absurd bare at stille sådan et spørgsmål. Som forventet smilede den lokale leder og sagde, at man selvfølgelig godt må levne mad, men at man, når man bliver inviteret, kun bør tage så meget, som man kan spise, så der ikke bliver noget tilbage.Takket være det blev forklaringen mere konkret.
Jeg havde aldrig stillet den slags spørgsmål og kunne heller ikke selv finde på dem, så det vakte en mærkelig følelse i mig at se de udenlandske venner stille de underlige spørgsmål.Jeg har hørt, at vandrensningen i Cambodja ikke er særlig god – så kan man drikke vand eller smoothies på restauranter og caféer? Og så videre.Ved at stille lederen nogle ret konkrete spørgsmål fik jeg uventede oplysninger.
Børnene, der ikke skammer sig over ikke at vide noget, men stiller spørgsmål for at lære mere.Deres liste med spørgsmål indeholdt mange ting, jeg ikke engang ville turde tænke på. Spørgsmål, der kom bag på mig.
Jeg lytter bare og tager det til mig. Nå, sådan. Når jeg ikke ved noget, kan jeg ikke engang spørge direkte. Jeg har travlt med at spørge vennerne omkring mig, og hvis jeg ikke engang kan det, følger jeg bare med uden at klage.
Jeg misundte virkelig den ærlighed.
Efter introduktionen, da vi kørte til frokost i en tuk-tuk, fyrede de andre jokes af mod hinanden og sagde ting til lederen som: »Den bygning er kæmpestor – der må kun bo ekstremt rige mennesker,« og sagde bare, hvad der faldt dem ind. Jeg forholdt mig helt tavs.
Jeg spekulerede på, hvordan man sagde det på engelsk, og det føltes også mærkeligt pludselig at åbne munden efter at have været stille indtil nu. Så stille. Vi tog til en eksklusiv restaurant, der serverede khmermad (cambodjansk mad). Interiøret var stilfuldt, og retterne var så eksotiske, at jeg gerne ville forevige dem på billeder, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg tog forsigtigt et par billeder af interiøret.En anden ven sagde, at vi burde tage billeder af maden, og bad os vente et øjeblik.Jeg misundte virkelig den ærlighed.
Hvorfor kan jeg ikke engang gøre, som jeg har lyst til? Efter frokostintroduktionen følte jeg mig så ynkelig og frustreret over, at jeg havde været tavs under hele måltidet, og jeg var så vred på mig selv over stadig ikke at kunne handle, at jeg lagde mig på sengen og græd, overvældet af tanken om, hvordan jeg skulle tilbringe resten af tiden.
Mens jeg lå og græd stille for mig selv, kom den lokale leder ind. Jeg havde i forbifarten nævnt, at jeg gerne ville til Siem Reap den uge, og lederen spurgte, om jeg ville med det hold, der skulle af sted. Jeg var så taknemmelig for, at Mey huskede det og tog sig af mig. I opholdsstuen på anden sal mødte jeg Camilla fra Italien. Hun var meget venlig. Mit humør blev hurtigt bedre.
Jeg er en person, der godt kan lide at være sammen med andre. Jeg er bare bange for processen med at komme tæt på dem. Det er fint, hvis vi bliver tætte, men hvad nu, hvis de ender med ikke at kunne lide mig?Når jeg ser tilbage, var der ingen, der ikke kunne lide mig, når jeg selv tog det første skridt. Jeg husker kun, at jeg på forhånd blev bange og holdt afstand, fordi jeg tænkte: »Jeg kommer nok ikke til at kunne enes med den person.«
Derefter samlede jeg mod til mig og talte først med nogle få udenlandske venner, og de var alle så venlige.Jeg lagde de utallige tanker til side – vil de kunne lide mig, vil de hade mig, skal jeg sige noget, hvad nu, hvis de ignorerer mig – og gav mig forsigtigt til kende over for dem, og det gjorde mig glad. Kun handling fører til resultater. Den får én til at kende sandheden.
Jeg havde kun forventet at udføre opgaver på niveau med en skygge-læge, men de gav mig mulighed for at øve mig på rigtige mennesker, for eksempel ved at skifte forbindinger og give indsprøjtninger.
Dagen efter OT, to dage efter min ankomst til Cambodja, tog jeg endelig til det lokale hospital for at tage min første frivilligvagt. Alt det medicinske personale viste stor interesse for mig, fordi jeg var den eneste asiatiske person. De havde erfaring med frivilligt arbejde i Korea og ville gerne afsted igen. De viste mig endda billeder af de hospitaler, hvor de havde arbejdet frivilligt, og billeder sammen med deres koreanske venner. De tog varmt imod mig.
De sagde, at der var en stor stuegang hver tirsdag og torsdag morgen, så der ikke ville være meget at lave i omtrent en time efter ankomsten til hospitalet.De præsenterede mig også for hospitalets beboere. Det føltes meget trygt. Selv uden at jeg gjorde en indsats, var alle åbne og ærlige over for mig.
Jeg tog af sted med den tanke, at jeg kun skulle udføre opgaver på niveau med en skygge-læge, men de gav mig mulighed for at øve mig på rigtige mennesker, for eksempel ved at skifte forbindinger og give indsprøjtninger.Jeg husker, da de først spurgte: »Har du lyst til at prøve én gang?« Dengang tænkte jeg: »Mig? Tør jeg det?« Hvad nu, hvis jeg ender med at skade patienten? Jeg kan slet ikke huske trinnene i proceduren — kan jeg ikke bare se på? Situationen var virkelig skræmmende.
De svarede: »Hvorfor vil du ikke prøve? Jeg hjælper dig — prøv bare.« Selvfølgelig gik min første øvelse helt galt.Jeg havde dårlig samvittighed over for patienten uden grund og ville ikke udsætte dem for den slags klodsethed igen. Jeg var faktisk mest bange for, at de skulle synes, jeg var helt håbløs.
Efterhånden blev jeg så fortrolig med det, at jeg kunne skifte forbindinger, menjeg kunne ikke få mig selv til at prøve at give indsprøjtninger igen før den sidste dag som frivillig. De blev ved med at spørge, om jeg havde lyst til at prøve, men jeg var for bange. Til sidst endte det med, at jeg ikke gjorde det.
For første gang havde jeg den slags bekymring.
And the next week I practiced under another doctor. I was scolded a lot. I had never been scolded like that before, so it was very unpleasant. I became very discouraged. I was so afraid to face that doctor again. How would I show my face tomorrow? Whenever the situations in which I had practiced clumsily came to mind, I felt nauseous and my body trembled. Recalling it again felt so shameful.
På vej tilbage fra hospitalet til kollegiet,besluttede jeg at trodse kvalmen og se situationen i øjnene. Jeg tændte for lydoptageren på min telefon og begyndte at sige mine tanker højt, mens jeg gik.For første gang havde jeg den slags bekymring.Hvorfor kan jeg ikke acceptere min sårbare side? Hvorfor kan jeg ikke anerkende mig selv, som jeg er?
Hvorfor benægter jeg, at jeg er sådan en person, og vil leve i en illusion? Hvorfor vil jeg ikke prøve at se virkeligheden i øjnene? Er det, fordi jeg har levet sådan? Selv mens jeg boede i Cambodja, ser det i bakspejlet ikke ud til, at jeg ret mange gange levede med selvtillid.
Jeg var altid bevidst om andres blikke: Hvad nu, hvis de føler sådan? Hvad nu, hvis de tænker sådan? Jeg er ikke sådan en person. Hvad nu, hvis de misforstår mig? Min opmærksomhed var rettet mod andre, ikke mod mig selv her og nu.Jeg levede i en anden tidsdimension, ikke i nuet.Jeg gik glip af nuet og mistede mig selv.
Fortsæt til del 2< Klik
Jeg var altid bekymret for, hvordan andre så mig. Hvad nu, hvis de føler sådan? Hvad nu, hvis de tænker sådan? Jeg er ikke den slags person. Hvad nu, hvis de misforstår mig? Min opmærksomhed var rettet mod andre i stedet for mod mig selv i nuet.Jeg befandt mig i en anden tidsdimension, ikke i nutiden.Jeg gik glip af nuet og mistede mig selv. -Medicinsk frivilligt arbejde i Cambodja med behandling af børn, som alle kan udføre / Yang Hyowons sabbatårsgruppe, »gapper« / fire ugers sabbatår |
# Jeg synes virkelig, at dette frivillige arbejde passer godt til sundhedspersonale eller studerende.
# Jeg begyndte at føle mig urolig indeni.
Den første uge havde jeg svært ved at sove, efter jeg var ankommet ved daggry – halvt af begejstring og halvt af frygt. Da jeg ikke havde nogen roommate, var det en enorm frygt for mig at gå ud af værelset alene om morgenen.I det øjeblik jeg trådte ud, virkede de udenlandske venner, jeg skulle møde, så fremmede, og det skræmte mig.Jeg tror, jeg stod og tøvede foran døren i mere end 30 minutter. Efter lang tids overvejelse åbnede jeg døren og gik ud.
Jeg gik ned på første sal og var bange for, at nogen ville komme ned og møde mig ved spisebordet. Hvis nogen kom ned ad trappen og fik øjenkontakt med mig, ville jeg være nødt til at hilse på dem – hvad nu, hvis de ikke svarede? Hvad nu, hvis jeg ikke kunne få stemmen frem? Hvad nu, hvis de ikke kunne høre mig, fordi jeg talte for lavt? Alle de utallige tanker gjorde mig endnu mere bange.
Til sidst holdt jeg blikket sænket, spiste hurtigt og gik så tilbage til mit værelse, hvor jeg sikkert blev resten af dagen. Jeg havde ingen appetit og var bekymret for, hvordan jeg skulle klare den næste måned. Dagen gik, og næste dag var der introduktion sammen med andre nyankomne udenlandske venner som mig.
Personen ved siden af mig spurgte helt uformelt: »Er du fra Korea? Du ankom ved daggry, ikke?« og stillede andre spørgsmål i samme stil. Jeg var så anspændt, at jeg kun kunne svare: »Ja.«Frem for alt havde jeg aldrig hørt så meget engelsk før, så frygten for ikke at forstå noget fyldte mit hoved, og jeg kunne ikke tænke klart.
Jeg svarede kun »ja«, og jeg begyndte at føle mig urolig indeni ved tanken om, at de måske troede, jeg ikke var interesseret.Så spurgte jeg lidt forsinket: »Ankom du også i går?« og min ven svarede »ja«. Åh gud. Hun er slet ikke interesseret i mig nu. De andre venner var på samme måde.
# Jeg følte en mærkelig følelse, da jeg så de udenlandske venner stille mærkelige spørgsmål.
Introduktionen foregik på engelsk, og jeg sad stille og forstod kun halvdelen. I modsætning til mig stillede de andre venner en masse spørgsmål.Blandt dem var der nogle spørgsmål, hvor jeg tænkte: Hvorfor spørger de om det? Her er et eksempel.Da det blev forklaret, at det er uhøfligt at lade mad stå tilbage i Cambodja,
»Er det i orden at lade mad stå tilbage på en restaurant?«
Da jeg så vennen, der stillede spørgsmålet, tænkte jeg: »Hvorfor stiller de sådan et indlysende spørgsmål? De siger sikkert bare det, der falder dem ind.«
Selvfølgelig er det tilladt – det er jo mig, der betaler. Når jeg ser tilbage, indser jeg, at det spørgsmål godt kunne stilles.Men jeg ville ikke have stillet sådan et spørgsmål.Jeg var bange for, at det ville virke absurd bare at stille sådan et spørgsmål. Som forventet smilede den lokale leder og sagde, at man selvfølgelig godt må levne mad, men at man, når man bliver inviteret, kun bør tage så meget, som man kan spise, så der ikke bliver noget tilbage.Takket være det blev forklaringen mere konkret.
Jeg havde aldrig stillet den slags spørgsmål og kunne heller ikke selv finde på dem, så det vakte en mærkelig følelse i mig at se de udenlandske venner stille de underlige spørgsmål.Jeg har hørt, at vandrensningen i Cambodja ikke er særlig god – så kan man drikke vand eller smoothies på restauranter og caféer? Og så videre.Ved at stille lederen nogle ret konkrete spørgsmål fik jeg uventede oplysninger.
Børnene, der ikke skammer sig over ikke at vide noget, men stiller spørgsmål for at lære mere.Deres liste med spørgsmål indeholdt mange ting, jeg ikke engang ville turde tænke på. Spørgsmål, der kom bag på mig.
Jeg lytter bare og tager det til mig. Nå, sådan. Når jeg ikke ved noget, kan jeg ikke engang spørge direkte. Jeg har travlt med at spørge vennerne omkring mig, og hvis jeg ikke engang kan det, følger jeg bare med uden at klage.
Jeg misundte virkelig den ærlighed.
Efter introduktionen, da vi kørte til frokost i en tuk-tuk, fyrede de andre jokes af mod hinanden og sagde ting til lederen som: »Den bygning er kæmpestor – der må kun bo ekstremt rige mennesker,« og sagde bare, hvad der faldt dem ind. Jeg forholdt mig helt tavs.
Jeg spekulerede på, hvordan man sagde det på engelsk, og det føltes også mærkeligt pludselig at åbne munden efter at have været stille indtil nu. Så stille. Vi tog til en eksklusiv restaurant, der serverede khmermad (cambodjansk mad). Interiøret var stilfuldt, og retterne var så eksotiske, at jeg gerne ville forevige dem på billeder, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg tog forsigtigt et par billeder af interiøret.En anden ven sagde, at vi burde tage billeder af maden, og bad os vente et øjeblik.Jeg misundte virkelig den ærlighed.
Hvorfor kan jeg ikke engang gøre, som jeg har lyst til? Efter frokostintroduktionen følte jeg mig så ynkelig og frustreret over, at jeg havde været tavs under hele måltidet, og jeg var så vred på mig selv over stadig ikke at kunne handle, at jeg lagde mig på sengen og græd, overvældet af tanken om, hvordan jeg skulle tilbringe resten af tiden.
Mens jeg lå og græd stille for mig selv, kom den lokale leder ind. Jeg havde i forbifarten nævnt, at jeg gerne ville til Siem Reap den uge, og lederen spurgte, om jeg ville med det hold, der skulle af sted. Jeg var så taknemmelig for, at Mey huskede det og tog sig af mig. I opholdsstuen på anden sal mødte jeg Camilla fra Italien. Hun var meget venlig. Mit humør blev hurtigt bedre.
Jeg er en person, der godt kan lide at være sammen med andre. Jeg er bare bange for processen med at komme tæt på dem. Det er fint, hvis vi bliver tætte, men hvad nu, hvis de ender med ikke at kunne lide mig?Når jeg ser tilbage, var der ingen, der ikke kunne lide mig, når jeg selv tog det første skridt. Jeg husker kun, at jeg på forhånd blev bange og holdt afstand, fordi jeg tænkte: »Jeg kommer nok ikke til at kunne enes med den person.«
Derefter samlede jeg mod til mig og talte først med nogle få udenlandske venner, og de var alle så venlige.Jeg lagde de utallige tanker til side – vil de kunne lide mig, vil de hade mig, skal jeg sige noget, hvad nu, hvis de ignorerer mig – og gav mig forsigtigt til kende over for dem, og det gjorde mig glad. Kun handling fører til resultater. Den får én til at kende sandheden.
Jeg havde kun forventet at udføre opgaver på niveau med en skygge-læge, men de gav mig mulighed for at øve mig på rigtige mennesker, for eksempel ved at skifte forbindinger og give indsprøjtninger.
Dagen efter OT, to dage efter min ankomst til Cambodja, tog jeg endelig til det lokale hospital for at tage min første frivilligvagt. Alt det medicinske personale viste stor interesse for mig, fordi jeg var den eneste asiatiske person. De havde erfaring med frivilligt arbejde i Korea og ville gerne afsted igen. De viste mig endda billeder af de hospitaler, hvor de havde arbejdet frivilligt, og billeder sammen med deres koreanske venner. De tog varmt imod mig.
De sagde, at der var en stor stuegang hver tirsdag og torsdag morgen, så der ikke ville være meget at lave i omtrent en time efter ankomsten til hospitalet.De præsenterede mig også for hospitalets beboere. Det føltes meget trygt. Selv uden at jeg gjorde en indsats, var alle åbne og ærlige over for mig.
Jeg tog af sted med den tanke, at jeg kun skulle udføre opgaver på niveau med en skygge-læge, men de gav mig mulighed for at øve mig på rigtige mennesker, for eksempel ved at skifte forbindinger og give indsprøjtninger.Jeg husker, da de først spurgte: »Har du lyst til at prøve én gang?« Dengang tænkte jeg: »Mig? Tør jeg det?« Hvad nu, hvis jeg ender med at skade patienten? Jeg kan slet ikke huske trinnene i proceduren — kan jeg ikke bare se på? Situationen var virkelig skræmmende.
De svarede: »Hvorfor vil du ikke prøve? Jeg hjælper dig — prøv bare.« Selvfølgelig gik min første øvelse helt galt.Jeg havde dårlig samvittighed over for patienten uden grund og ville ikke udsætte dem for den slags klodsethed igen. Jeg var faktisk mest bange for, at de skulle synes, jeg var helt håbløs.
Efterhånden blev jeg så fortrolig med det, at jeg kunne skifte forbindinger, menjeg kunne ikke få mig selv til at prøve at give indsprøjtninger igen før den sidste dag som frivillig. De blev ved med at spørge, om jeg havde lyst til at prøve, men jeg var for bange. Til sidst endte det med, at jeg ikke gjorde det.
For første gang havde jeg den slags bekymring.
And the next week I practiced under another doctor. I was scolded a lot. I had never been scolded like that before, so it was very unpleasant. I became very discouraged. I was so afraid to face that doctor again. How would I show my face tomorrow? Whenever the situations in which I had practiced clumsily came to mind, I felt nauseous and my body trembled. Recalling it again felt so shameful.
På vej tilbage fra hospitalet til kollegiet,besluttede jeg at trodse kvalmen og se situationen i øjnene. Jeg tændte for lydoptageren på min telefon og begyndte at sige mine tanker højt, mens jeg gik.For første gang havde jeg den slags bekymring.Hvorfor kan jeg ikke acceptere min sårbare side? Hvorfor kan jeg ikke anerkende mig selv, som jeg er?
Hvorfor benægter jeg, at jeg er sådan en person, og vil leve i en illusion? Hvorfor vil jeg ikke prøve at se virkeligheden i øjnene? Er det, fordi jeg har levet sådan? Selv mens jeg boede i Cambodja, ser det i bakspejlet ikke ud til, at jeg ret mange gange levede med selvtillid.
Jeg var altid bevidst om andres blikke: Hvad nu, hvis de føler sådan? Hvad nu, hvis de tænker sådan? Jeg er ikke sådan en person. Hvad nu, hvis de misforstår mig? Min opmærksomhed var rettet mod andre, ikke mod mig selv her og nu.Jeg levede i en anden tidsdimension, ikke i nuet.Jeg gik glip af nuet og mistede mig selv.
Fortsæt til del 2< Klik
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
