Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Jeg begyndte at løse problemer mere positivt #Styrken til at stå på egne ben #Lykke handler om perspektiv
Det var en periode, hvor jeg kunne komme et skridt nærmere det, jeg gerne vil gøre. Da jeg afsluttede et virkelig meningsfuldt to måneders sabbatår i mit liv, tror jeg, at jeg kunne få styr på mine spredte og sammenfiltrede følelser.
Jeg vil gerne blive en person, der støt bygger videre på de tanker, jeg har fået styr på, og videreudvikler de værdier, jeg har opdaget.
Et enkelt hverdagsliv tæt på naturen — frivilligt arbejde med at passe efterladte dyr i Tokushima, Japan / Yoo Hyowon, deltager på sabbatår / 8 ugers sabbatår. |
Læs først Yoo Hyowons anmeldelse af sabbatåret, del 1.< Klik
# Når der opstod små problemer, kunne jeg mærke, at jeg løste dem lidt mere positivt og på andre måder end før.
Tanken om ikke at kunne tale japansk og ikke at have nogen, der forstod mig, føltes tom, og jeg ville også gerne hurtigt tilbage til Korea, hvor folk ville forstå mig. Men jeg besluttede at betragte cirka to måneders pause som en gave til mig selv – efter 23 år, hvor jeg havde skyndt mig af sted uden at vide, hvad jeg ville – og besluttede mig for at nyde tiden.
I begyndelsen afspejlede sporene af at have levet i et præstations- og resultatorienteret samfund sig tydeligt i min personlighed. Jeg følte et pres for at få noget synligt ud af det, når jeg nu havde brugt tid og penge på at komme hertil.Derfor tror jeg, at jeg i starten bekymrede mig meget om, hvad jeg kunne lære her. Og når jeg følte, at jeg slet ikke forandrede mig eller fik noget ud af det, blev jeg indimellem deprimeret.Men jeg indså, at det var en tåbelig tanke. Når jeg ser tilbage, voksede jeg lidt efter lidt i hvert eneste øjeblik og blev stærkere.
Når der opstod forskellige små problemer, kunne jeg mærke, at jeg løste dem mere positivt og på andre måder end før.Før var jeg bange for at sove alene i et tomt hus, men jeg sov fint uden problemer. Jeg kunne ikke finde rundt uden navigation, men jeg fandt selv vej. Før plejede jeg at få afløb for mine tunge følelser ved at støtte mig til andre, men jeg lærte at overvinde og håndtere dem på egen hånd. Jeg lærte også at ryste den uendelige nedtrykthed af mig, indså, at jeg burde gøre det, jeg elsker, udviklede udholdenhed, og mit mod til at tage udfordringer op blev ved med at vokse.
Korea og Japan har lignende sociale skikke og kulturer, mange ord har samme udtale og betydning, og ansigtstrækkene ligner hinanden. Derfor følte jeg nogle gange, at der ikke var den store forskel ud over sproget. Normalt ville jeg gerne væk fra den koreanske forventning om, at man skal følge de ældres ord, uanset om de har ret eller ej, og kulturen med hele tiden at skulle være påpasselig på arbejdet. Men i Japan fandtes alt dette også.
Da jeg havde det sådan, tænkte jeg, at jeg burde have taget på sabbatår i et andet land, men jeg besluttede at lægge fortrydelsen til side, fordi jeg må blive en person, der kan acceptere den kultur og håndtere den klogt. En af de ansatte var canadier, og måske derfor mødte jeg mennesker, der ændrede disse skikke på en positiv måde eller anvendte andre metoder. At kunne lære måder at overvinde dem på gjorde oplevelsen mere meningsfuld.
# Jeg føler, at jeg er kommet et skridt nærmere at være en person, der kan stå helt på egne ben.
Efterhånden som de otte uger gik, kunne jeg se den forandrede udgave af mig selv. Tidligere blev jeg altid urolig, når jeg oplevede lykke. Jeg troede altid, at jeg var et uheldigt og ulykkeligt barn, så jeg mente, at ulykker ville ramme mig i samme grad, som jeg følte lykke. Nu synes jeg, det er en så tåbelig tanke. Jeg lever i dag; ungdommen er for kort til at gå glip af dagens glæde på grund af morgendagens ukendte ulykker.Jeg plejede at tro, at lykke var en følelse, der opstod, når man var sammen med andre.
»Denne person gør mig glad. Jeg er glad, når jeg er sammen med denne person.« Jeg var meget afhængig af den tanke og havde næsten ingen selvstændighed. Men gennem dette program indså jeg, at lykken afhænger af mig, og de glade følelser, jeg oplever, når jeg er alene ...Jeg indså, at de kommer fra de ting, jeg virkelig holder af. På den måde føler jeg, at jeg ...er kommet et skridt nærmere at kunne stå på egne ben.
Grunden til, at dette sabbatår var så godt, er, at selvom der var meget at lære af det frivillige arbejde,så var det, at jeg følte og oplevede meget i den tid, jeg var alene.For at udføre opgaverne havde jeg altid brug for tid til at tænke selv.I den tid kunne jeg tale med mig selv og få styr på forskellige tanker, og jeg føler, at det gjorde mig stærkere og hjalp mig med at vokse.Det hyggeligste sted på mit værelse— når jeg sad ved kotatsuen og trak gardinerne helt fra, strømmede det varme sollys ind i en sådan grad, at det var svært at tro, at det sneede i Korea.
SneJeg kunne et øjeblik glemme det skarpe, bekymrende sollys og UV-strålerne samt de fregner, der måske ville dukke op over hele mine kinder, og ...jeg kunne nyde en fredfyldt stund.»Hvordan ser andre mig?« var ikke længere det vigtigste – »Hvordan har jeg det lige nu?« blev det vigtigste spørgsmål for mig.Det at møde mange mennesker fik mig til at tænke: »Der findes mennesker som denne! Man kan også tænke sådan!« Da jeg tilbragte tid alene, indså jeg, at jeg også havde denne side, og at jeg kan lide disse ting.
Det var også en periode, hvor jeg kunne komme et skridt nærmere det, jeg gerne vil gøre. Da jeg afsluttede et virkelig meningsfuldt to måneders sabbatår, føler jeg, at jeg kunne få styr på mine spredte, sammenfiltrede følelser.
Jeg vil gerne blive en person, der støt bygger videre på disse tanker, som jeg har fået styr på, og fortsætter med at udvikle de værdier, jeg har opdaget.
# Mine personlige tips til sabbatåret
(Sprog)
De to koordinatorer kunne både japansk og engelsk, så der var ingen problemer med at kommunikere på engelsk. De andre medarbejdere og lokale frivillige talte dog slet ikke engelsk, så det var svært at kommunikere. Det påvirkede ikke det frivillige arbejde, men det var ærgerligt, at vi ikke kunne tale mere sammen. Derfor bør andre deltagere på sabbatår om muligt lære lidt japansk hverdagssamtale, inden de kommer.
(Indkvartering)
Mænd og kvinder deler badeværelse, toilet og køkken som fællesområder, så det kan være lidt ubehageligt. Indkvarteringen stilles desuden til rådighed af laboratoriet, så hvis der er et møde eller et andet arrangement dér, kan man risikere uforberedt at gå ind i køkkenet, hvor mange mennesker holder møde, hvilket kan være pinligt. Men huset er rummeligt og rent, så hvis man holder det ryddeligt, kan man bo der uden de store problemer.
(Måltider)
Jeg kan slet ikke lave mad, så jeg blev overrasket over, at jeg selv skulle tilberede alle tre måltider. Jeg kunne heller ikke bruge koreanske krydderier som gochujang eller kimchi, hvilket begrænsede, hvad jeg kunne lave. Det gør madlavningen lidt lettere at tage ingredienser som gochujang, kimchi eller konserves med!
(Ting, du bør tage med)
Min bærbare computer var en god ven, når jeg skulle fordrive kedsomheden. Og et internationalt kørekort var så vigtigt, at jeg spekulerer på, hvordan jeg skulle have klaret mig uden det. Huset ligger afsides, og det kan tage 30 minutter eller mere i bil at komme til centrum, supermarkedet eller byen, så det er praktisk at kunne køre. Der går busser, men en returbillet til Tokushima Station koster omkring 15.000 won, hvilket er en belastning, så jeg anbefaler at forberede sig på forhånd.
# Til kommende deltagere
Jeg troede ikke, at det kunne være så svært at være frivillig med hunde. Men arbejdet var hårdere, end jeg havde forventet, og det foregår i mere naturlige omgivelser, end jeg havde forestillet mig.Derfor er det en god idé at tage tøj med, der gerne må blive beskidt, behageligt tøj og varmt tøj, alt efter årstiden. Det er også en hjælp at tage bøger eller japansk studiemateriale med til fritiden, så man kan bruge sin ledige tid mere fornuftigt.
# Til kommende deltagere
Alle mine venner bor i Yokohama, så jeg tog til Tokyo to gange. Men det vil jeg ikke anbefale specielt. Man skal tage en ti timer lang natbus, og det er lidt presset at tage af sted på en tredages ferie. Men man kan komme til Kobe eller Osaka med bus på tre timer, og Tokushima på Shikoku har flere steder, man kan besøge, og er faktisk bedre egnet til at opleve det ægte Japan. Hvis du kan tale lidt bedre japansk, er Shikoku-præfekturet rejsebestemt værd at anbefale!
Der ligger også en ramenrestaurant 2 minutters gang fra Tokushima Station. De serverer en særlig ramen, der tilberedes på en måde, som er unik for Tokushima-området, så jeg anbefaler varmt, at du prøver den mindst én gang!
Det var en periode, hvor jeg kunne komme et skridt nærmere det, jeg gerne vil gøre. Da jeg afsluttede et virkelig meningsfuldt to måneders sabbatår i mit liv, tror jeg, at jeg kunne få styr på mine spredte og sammenfiltrede følelser.
Jeg vil gerne blive en person, der støt bygger videre på de tanker, jeg har fået styr på, og videreudvikler de værdier, jeg har opdaget.
Et enkelt hverdagsliv tæt på naturen — frivilligt arbejde med at passe efterladte dyr i Tokushima, Japan / Yoo Hyowon, deltager på sabbatår / 8 ugers sabbatår. |
Læs først Yoo Hyowons anmeldelse af sabbatåret, del 1.< Klik
# Når der opstod små problemer, kunne jeg mærke, at jeg løste dem lidt mere positivt og på andre måder end før.
Tanken om ikke at kunne tale japansk og ikke at have nogen, der forstod mig, føltes tom, og jeg ville også gerne hurtigt tilbage til Korea, hvor folk ville forstå mig. Men jeg besluttede at betragte cirka to måneders pause som en gave til mig selv – efter 23 år, hvor jeg havde skyndt mig af sted uden at vide, hvad jeg ville – og besluttede mig for at nyde tiden.
I begyndelsen afspejlede sporene af at have levet i et præstations- og resultatorienteret samfund sig tydeligt i min personlighed. Jeg følte et pres for at få noget synligt ud af det, når jeg nu havde brugt tid og penge på at komme hertil.Derfor tror jeg, at jeg i starten bekymrede mig meget om, hvad jeg kunne lære her. Og når jeg følte, at jeg slet ikke forandrede mig eller fik noget ud af det, blev jeg indimellem deprimeret.Men jeg indså, at det var en tåbelig tanke. Når jeg ser tilbage, voksede jeg lidt efter lidt i hvert eneste øjeblik og blev stærkere.
Når der opstod forskellige små problemer, kunne jeg mærke, at jeg løste dem mere positivt og på andre måder end før.Før var jeg bange for at sove alene i et tomt hus, men jeg sov fint uden problemer. Jeg kunne ikke finde rundt uden navigation, men jeg fandt selv vej. Før plejede jeg at få afløb for mine tunge følelser ved at støtte mig til andre, men jeg lærte at overvinde og håndtere dem på egen hånd. Jeg lærte også at ryste den uendelige nedtrykthed af mig, indså, at jeg burde gøre det, jeg elsker, udviklede udholdenhed, og mit mod til at tage udfordringer op blev ved med at vokse.
Korea og Japan har lignende sociale skikke og kulturer, mange ord har samme udtale og betydning, og ansigtstrækkene ligner hinanden. Derfor følte jeg nogle gange, at der ikke var den store forskel ud over sproget. Normalt ville jeg gerne væk fra den koreanske forventning om, at man skal følge de ældres ord, uanset om de har ret eller ej, og kulturen med hele tiden at skulle være påpasselig på arbejdet. Men i Japan fandtes alt dette også.
Da jeg havde det sådan, tænkte jeg, at jeg burde have taget på sabbatår i et andet land, men jeg besluttede at lægge fortrydelsen til side, fordi jeg må blive en person, der kan acceptere den kultur og håndtere den klogt. En af de ansatte var canadier, og måske derfor mødte jeg mennesker, der ændrede disse skikke på en positiv måde eller anvendte andre metoder. At kunne lære måder at overvinde dem på gjorde oplevelsen mere meningsfuld.
# Jeg føler, at jeg er kommet et skridt nærmere at være en person, der kan stå helt på egne ben.
Efterhånden som de otte uger gik, kunne jeg se den forandrede udgave af mig selv. Tidligere blev jeg altid urolig, når jeg oplevede lykke. Jeg troede altid, at jeg var et uheldigt og ulykkeligt barn, så jeg mente, at ulykker ville ramme mig i samme grad, som jeg følte lykke. Nu synes jeg, det er en så tåbelig tanke. Jeg lever i dag; ungdommen er for kort til at gå glip af dagens glæde på grund af morgendagens ukendte ulykker.Jeg plejede at tro, at lykke var en følelse, der opstod, når man var sammen med andre.
»Denne person gør mig glad. Jeg er glad, når jeg er sammen med denne person.« Jeg var meget afhængig af den tanke og havde næsten ingen selvstændighed. Men gennem dette program indså jeg, at lykken afhænger af mig, og de glade følelser, jeg oplever, når jeg er alene ...Jeg indså, at de kommer fra de ting, jeg virkelig holder af. På den måde føler jeg, at jeg ...er kommet et skridt nærmere at kunne stå på egne ben.
Grunden til, at dette sabbatår var så godt, er, at selvom der var meget at lære af det frivillige arbejde,så var det, at jeg følte og oplevede meget i den tid, jeg var alene.For at udføre opgaverne havde jeg altid brug for tid til at tænke selv.I den tid kunne jeg tale med mig selv og få styr på forskellige tanker, og jeg føler, at det gjorde mig stærkere og hjalp mig med at vokse.Det hyggeligste sted på mit værelse— når jeg sad ved kotatsuen og trak gardinerne helt fra, strømmede det varme sollys ind i en sådan grad, at det var svært at tro, at det sneede i Korea.
SneJeg kunne et øjeblik glemme det skarpe, bekymrende sollys og UV-strålerne samt de fregner, der måske ville dukke op over hele mine kinder, og ...jeg kunne nyde en fredfyldt stund.»Hvordan ser andre mig?« var ikke længere det vigtigste – »Hvordan har jeg det lige nu?« blev det vigtigste spørgsmål for mig.Det at møde mange mennesker fik mig til at tænke: »Der findes mennesker som denne! Man kan også tænke sådan!« Da jeg tilbragte tid alene, indså jeg, at jeg også havde denne side, og at jeg kan lide disse ting.
Det var også en periode, hvor jeg kunne komme et skridt nærmere det, jeg gerne vil gøre. Da jeg afsluttede et virkelig meningsfuldt to måneders sabbatår, føler jeg, at jeg kunne få styr på mine spredte, sammenfiltrede følelser.
Jeg vil gerne blive en person, der støt bygger videre på disse tanker, som jeg har fået styr på, og fortsætter med at udvikle de værdier, jeg har opdaget.
# Mine personlige tips til sabbatåret
(Sprog)
De to koordinatorer kunne både japansk og engelsk, så der var ingen problemer med at kommunikere på engelsk. De andre medarbejdere og lokale frivillige talte dog slet ikke engelsk, så det var svært at kommunikere. Det påvirkede ikke det frivillige arbejde, men det var ærgerligt, at vi ikke kunne tale mere sammen. Derfor bør andre deltagere på sabbatår om muligt lære lidt japansk hverdagssamtale, inden de kommer.
(Indkvartering)
Mænd og kvinder deler badeværelse, toilet og køkken som fællesområder, så det kan være lidt ubehageligt. Indkvarteringen stilles desuden til rådighed af laboratoriet, så hvis der er et møde eller et andet arrangement dér, kan man risikere uforberedt at gå ind i køkkenet, hvor mange mennesker holder møde, hvilket kan være pinligt. Men huset er rummeligt og rent, så hvis man holder det ryddeligt, kan man bo der uden de store problemer.
(Måltider)
Jeg kan slet ikke lave mad, så jeg blev overrasket over, at jeg selv skulle tilberede alle tre måltider. Jeg kunne heller ikke bruge koreanske krydderier som gochujang eller kimchi, hvilket begrænsede, hvad jeg kunne lave. Det gør madlavningen lidt lettere at tage ingredienser som gochujang, kimchi eller konserves med!
(Ting, du bør tage med)
Min bærbare computer var en god ven, når jeg skulle fordrive kedsomheden. Og et internationalt kørekort var så vigtigt, at jeg spekulerer på, hvordan jeg skulle have klaret mig uden det. Huset ligger afsides, og det kan tage 30 minutter eller mere i bil at komme til centrum, supermarkedet eller byen, så det er praktisk at kunne køre. Der går busser, men en returbillet til Tokushima Station koster omkring 15.000 won, hvilket er en belastning, så jeg anbefaler at forberede sig på forhånd.
# Til kommende deltagere
Jeg troede ikke, at det kunne være så svært at være frivillig med hunde. Men arbejdet var hårdere, end jeg havde forventet, og det foregår i mere naturlige omgivelser, end jeg havde forestillet mig.Derfor er det en god idé at tage tøj med, der gerne må blive beskidt, behageligt tøj og varmt tøj, alt efter årstiden. Det er også en hjælp at tage bøger eller japansk studiemateriale med til fritiden, så man kan bruge sin ledige tid mere fornuftigt.
# Til kommende deltagere
Alle mine venner bor i Yokohama, så jeg tog til Tokyo to gange. Men det vil jeg ikke anbefale specielt. Man skal tage en ti timer lang natbus, og det er lidt presset at tage af sted på en tredages ferie. Men man kan komme til Kobe eller Osaka med bus på tre timer, og Tokushima på Shikoku har flere steder, man kan besøge, og er faktisk bedre egnet til at opleve det ægte Japan. Hvis du kan tale lidt bedre japansk, er Shikoku-præfekturet rejsebestemt værd at anbefale!
Der ligger også en ramenrestaurant 2 minutters gang fra Tokushima Station. De serverer en særlig ramen, der tilberedes på en måde, som er unik for Tokushima-området, så jeg anbefaler varmt, at du prøver den mindst én gang!
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
