Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Fik mit selvværd og min selvkærlighed tilbage #Helende oplevelse med reddede dyr; frivilligt arbejde #Mærkede skønheden ved at gøre det, jeg elsker
|
»Hvorfor er der ikke nogen, der tager sig af de her børn? Jeg tænkte, at det ville være dejligt, hvis nogen kunne tage dem til sig og passe på dem, men så gik det op for mig, at jeg selv kunne være den person, og jeg besluttede at oprette et center, der kunne gøre netop det.« Det er en enkel ændring af perspektiv, men det må have været en svær beslutning at træffe. Jeg følte stor respekt og var glad for at kunne arbejde sammen med sådanne mennesker.
Et enkelt hverdagsliv blandt vilde dyr: Frivilligt arbejde med pleje af herreløse dyr i Tokushima, Japan / Yoo Hyowons sabbatår / 8 ugers sabbatår |
I maj sidste år, under en usædvanligt lang Golden Week, gik jeg ind i det, man ofte kalder en »kriseperiode«. Ifølge mine oprindelige planer skulle jeg have været på rejse i Europa, haft orlov eller i det mindste være godt i gang med at forberede mig på et praktikophold, jeg gerne ville have. Men på det tidspunkt havde jeg opgivet min Europarejse, gik formålsløst i skole, selvom jeg ikke havde lyst, og følte, at jeg ikke opnåede noget.
Var det, fordi jeg følte mig fri i maj, som normalt var en travl tid, fordi jeg var så engageret i skolelivet?
»Mor, kan du låne mig 300.000 won? Hey, kan du låne mig 100.000 won?« Med deres hjælp besluttede jeg mig for at tage af sted, sad i lufthavnen i tre timer og tog derefter til Seoul. Sådan begyndte min allerførste spontane solorejse.
Da jeg ankom til Seoul, var sabbatårsrådgivning det første, jeg tænkte på. Med en stemme, der rystede, som om jeg var ved at bryde ud i gråd, bad jeg om at få en rådgivningssamtale hurtigst muligt, og sådan begyndte min sabbatårsrejse. Et firepersonersværelse helt for mig selv, øllen, jeg drak den aften, føltes usædvanligt stærk og fik mig til at vende og dreje mig indtil morgen. Jeg tilbragte dagen med at spise alene og få tiden til at gå et ukendt sted. Til sidst gik jeg ud fra udgang 4 på Sadang Station med hjertet fuldt af nervøsitet. I to timer konfronterede jeg de sår, jeg havde forsøgt at undgå, og mens tårerne strømmede ned ad kinderne, lovede jeg mig selv at afsætte tid kun til mig.
Derefter søgte jeg ivrigt om at deltage i projektet »21 glade dage, hvor jeg finder mig selv på Jeju« takket være Korea Gap Year og Jejus provinskontor. I løbet af de 21 dage deltog jeg i yderligere tre rådgivningssamtaler. Jeg brugte meget tid på at reflektere over mig selv. Da jeg så sider af mig selv, jeg ikke kendte, og indså, hvor hård jeg havde været mod mig selv, blev jeg både ked af det og overvældet. Uden den mindste tvivl besluttede jeg mig for at tage et sabbatår, når projektet var slut. Som anbefalet under rådgivningen brugte jeg dette semester på to sabbatårsplaner: at studere engelsk i Filippinerne og arbejde frivilligt med herreløse dyr i Japan.
# Mit selvværd var lavt, fordi jeg ikke kunne elske mig selv, og jeg havde så travlt med at bekymre mig om, hvad andre tænkte, at jeg ikke vidste, hvad jeg egentlig kunne lide.
Mit vigtigste mål i løbet af sabbatåret var at finde ud af, hvad jeg virkelig kunne lide, og genopbygge mit lave selvværd. Gennem sabbatårsrådgivningen indså jeg, at jeg altid forsøgte at være et godt menneske over for andre, men ikke var god mod mig selv. Mit selvværd var lavt, fordi jeg ikke kunne elske mig selv, og jeg havde så travlt med at bekymre mig om, hvad andre tænkte, at jeg ikke vidste, hvad jeg egentlig kunne lide. Jeg var ked af, at jeg var sådan, og ville gerne forandre mig, og derfor besluttede jeg mig for at deltage.
Et andet mål var at trøste mit trætte jeg og give mig selv tid til at hvile. Jeg ville gerne slippe væk fra presset om altid at have travlt og lade mig selv slappe af efter den mentale udmattelse ved at omgås andre mennesker.
# De fortalte mig, at jeg måske ville føle, at dyrene helbredte mig, i stedet for at jeg helbredte dem.
Efter min første uge i Tokushima tog jeg mig selv i at tænke: »Hvad er det egentlig, jeg skal føle her?« Det eneste, jeg kunne gøre, var at gå tur med hundene. Jeg blev ved med at spekulere på: »Hvad kan jeg dog lære af at gentage den samme oplevelse og gå den samme rute med de samme hunde hver dag?«
Da rådgiverne anbefalede denne aktivitet, fortalte de mig, at frivilligt arbejde med herreløse dyr får én til at føle, at man ikke kun hjælper dyrene, men også heler sig selv gennem dem. Med tiden forstod jeg, hvad det betød. I begyndelsen blev jeg irriteret, når hundene trak i snorene, mens vi gik, men så indså jeg, at det skyldtes deres territoriale instinkter. Men da de sky hunde langsomt begyndte at sænke paraderne og åbne deres hjerter, følte jeg mig virkelig taknemmelig.
Da jeg ikke kunne kommunikere med dem, kunne jeg kun betragte dem med kærlighed og passe på dem. Men jeg blev altid rørt, når hundene genkendte mig, reagerede på min stemme og hilste varmt på mig. Efterhånden begyndte jeg at huske hundenes ansigter og endda nogle af deres navne. Selv hvis jeg ikke kunne huske navnene, kunne jeg huske deres personligheder, og lidt efter lidt begyndte jeg at knytte mig til hver enkelt. Gåturene, som før virkede kedelige, blev mere og mere fornøjelige.
Hver hund har sin egen personlighed, og nogle gange opfører de sig virkelig fjollet, og deres humør skifter fra dag til dag. Jeg lovede mig selv, at når jeg får en stabil indkomst i fremtiden, vil jeg donere penge til og adoptere disse hunde.
De to måneder, jeg tilbragte her, viste mig, at det slet ikke er lang tid. Der skete så meget, mens jeg arbejdede frivilligt. En af hundene løb væk og blev væk. Jeg så også en hund blive efterladt foran centret. Jeg fandt den hund, jeg havde mistet, og jeg var endda vidne til, at en hund blev adopteret. Jeg føler, at jeg oplevede alt, hvad der kunne ske her. Det var en periode, der mindede mig om livets kostbarhed og det ansvar, vi har for det.
# Jeg indså, at mennesker, der gør det, de elsker, er smukke.
Det, jeg oplevede under det frivillige arbejde, var, at arbejdet var mere intenst, end jeg havde forventet. Jeg har personligt mere udholdenhed, end jeg troede, så jeg klarer som regel krævende skemaer fint, men den første dag, jeg arbejdede frivilligt, havde jeg muskelsmerter i hele kroppen. Personalet og arrangørerne dér holder dog sjældent fri eller har kun én fridag om ugen. De smilede altid og udførte stille og roligt endnu mere krævende opgaver, og jeg tænkte, at jeg gerne ville følge deres eksempel.
Da jeg så på dem, indså jeg, at mennesker, der gør det, de elsker, er smukke. Jeg elsker virkelig hunde, men jeg ville ikke gøre det til mit erhverv. Men da jeg så arrangørerne dér, kunne jeg mærke, at de behandlede dyrene med en kærlighed, der kom dybt fra hjertet, og i det øjeblik vidste jeg, at jeg ville beskæftige mig med noget, jeg virkelig elsker.
Jeg så engang en video, der forklarede, hvorfor lederne af dette center besluttede at oprette det, og da jeg hørte begrundelsen, føltes det, som om jeg blev slået i hovedet med en hammer. De fortalte, at de havde tænkt: »Hvorfor er der ingen, der tager sig af de her børn? Jeg ville ønske, at nogen ville tage dem til sig og passe på dem.« Så besluttede de at oprette centret med tanken om, at »en af de mennesker burde være mig, og det burde være mig, der passer på dem«.
Det var en enkel ændring af tankegang, men jeg følte respekt, da jeg tænkte på, hvor svært det måtte have været at træffe den beslutning, og jeg var glad for at kunne slutte mig til sådanne mennesker.
|
»Hvorfor er der ikke nogen, der tager sig af de her børn? Jeg tænkte, at det ville være dejligt, hvis nogen kunne tage dem til sig og passe på dem, men så gik det op for mig, at jeg selv kunne være den person, og jeg besluttede at oprette et center, der kunne gøre netop det.« Det er en enkel ændring af perspektiv, men det må have været en svær beslutning at træffe. Jeg følte stor respekt og var glad for at kunne arbejde sammen med sådanne mennesker.
Et enkelt hverdagsliv blandt vilde dyr: Frivilligt arbejde med pleje af herreløse dyr i Tokushima, Japan / Yoo Hyowons sabbatår / 8 ugers sabbatår |
I maj sidste år, under en usædvanligt lang Golden Week, gik jeg ind i det, man ofte kalder en »kriseperiode«. Ifølge mine oprindelige planer skulle jeg have været på rejse i Europa, haft orlov eller i det mindste være godt i gang med at forberede mig på et praktikophold, jeg gerne ville have. Men på det tidspunkt havde jeg opgivet min Europarejse, gik formålsløst i skole, selvom jeg ikke havde lyst, og følte, at jeg ikke opnåede noget.
Var det, fordi jeg følte mig fri i maj, som normalt var en travl tid, fordi jeg var så engageret i skolelivet?
»Mor, kan du låne mig 300.000 won? Hey, kan du låne mig 100.000 won?« Med deres hjælp besluttede jeg mig for at tage af sted, sad i lufthavnen i tre timer og tog derefter til Seoul. Sådan begyndte min allerførste spontane solorejse.
Da jeg ankom til Seoul, var sabbatårsrådgivning det første, jeg tænkte på. Med en stemme, der rystede, som om jeg var ved at bryde ud i gråd, bad jeg om at få en rådgivningssamtale hurtigst muligt, og sådan begyndte min sabbatårsrejse. Et firepersonersværelse helt for mig selv, øllen, jeg drak den aften, føltes usædvanligt stærk og fik mig til at vende og dreje mig indtil morgen. Jeg tilbragte dagen med at spise alene og få tiden til at gå et ukendt sted. Til sidst gik jeg ud fra udgang 4 på Sadang Station med hjertet fuldt af nervøsitet. I to timer konfronterede jeg de sår, jeg havde forsøgt at undgå, og mens tårerne strømmede ned ad kinderne, lovede jeg mig selv at afsætte tid kun til mig.
Derefter søgte jeg ivrigt om at deltage i projektet »21 glade dage, hvor jeg finder mig selv på Jeju« takket være Korea Gap Year og Jejus provinskontor. I løbet af de 21 dage deltog jeg i yderligere tre rådgivningssamtaler. Jeg brugte meget tid på at reflektere over mig selv. Da jeg så sider af mig selv, jeg ikke kendte, og indså, hvor hård jeg havde været mod mig selv, blev jeg både ked af det og overvældet. Uden den mindste tvivl besluttede jeg mig for at tage et sabbatår, når projektet var slut. Som anbefalet under rådgivningen brugte jeg dette semester på to sabbatårsplaner: at studere engelsk i Filippinerne og arbejde frivilligt med herreløse dyr i Japan.
# Mit selvværd var lavt, fordi jeg ikke kunne elske mig selv, og jeg havde så travlt med at bekymre mig om, hvad andre tænkte, at jeg ikke vidste, hvad jeg egentlig kunne lide.
Mit vigtigste mål i løbet af sabbatåret var at finde ud af, hvad jeg virkelig kunne lide, og genopbygge mit lave selvværd. Gennem sabbatårsrådgivningen indså jeg, at jeg altid forsøgte at være et godt menneske over for andre, men ikke var god mod mig selv. Mit selvværd var lavt, fordi jeg ikke kunne elske mig selv, og jeg havde så travlt med at bekymre mig om, hvad andre tænkte, at jeg ikke vidste, hvad jeg egentlig kunne lide. Jeg var ked af, at jeg var sådan, og ville gerne forandre mig, og derfor besluttede jeg mig for at deltage.
Et andet mål var at trøste mit trætte jeg og give mig selv tid til at hvile. Jeg ville gerne slippe væk fra presset om altid at have travlt og lade mig selv slappe af efter den mentale udmattelse ved at omgås andre mennesker.
# De fortalte mig, at jeg måske ville føle, at dyrene helbredte mig, i stedet for at jeg helbredte dem.
Efter min første uge i Tokushima tog jeg mig selv i at tænke: »Hvad er det egentlig, jeg skal føle her?« Det eneste, jeg kunne gøre, var at gå tur med hundene. Jeg blev ved med at spekulere på: »Hvad kan jeg dog lære af at gentage den samme oplevelse og gå den samme rute med de samme hunde hver dag?«
Da rådgiverne anbefalede denne aktivitet, fortalte de mig, at frivilligt arbejde med herreløse dyr får én til at føle, at man ikke kun hjælper dyrene, men også heler sig selv gennem dem. Med tiden forstod jeg, hvad det betød. I begyndelsen blev jeg irriteret, når hundene trak i snorene, mens vi gik, men så indså jeg, at det skyldtes deres territoriale instinkter. Men da de sky hunde langsomt begyndte at sænke paraderne og åbne deres hjerter, følte jeg mig virkelig taknemmelig.
Da jeg ikke kunne kommunikere med dem, kunne jeg kun betragte dem med kærlighed og passe på dem. Men jeg blev altid rørt, når hundene genkendte mig, reagerede på min stemme og hilste varmt på mig. Efterhånden begyndte jeg at huske hundenes ansigter og endda nogle af deres navne. Selv hvis jeg ikke kunne huske navnene, kunne jeg huske deres personligheder, og lidt efter lidt begyndte jeg at knytte mig til hver enkelt. Gåturene, som før virkede kedelige, blev mere og mere fornøjelige.
Hver hund har sin egen personlighed, og nogle gange opfører de sig virkelig fjollet, og deres humør skifter fra dag til dag. Jeg lovede mig selv, at når jeg får en stabil indkomst i fremtiden, vil jeg donere penge til og adoptere disse hunde.
De to måneder, jeg tilbragte her, viste mig, at det slet ikke er lang tid. Der skete så meget, mens jeg arbejdede frivilligt. En af hundene løb væk og blev væk. Jeg så også en hund blive efterladt foran centret. Jeg fandt den hund, jeg havde mistet, og jeg var endda vidne til, at en hund blev adopteret. Jeg føler, at jeg oplevede alt, hvad der kunne ske her. Det var en periode, der mindede mig om livets kostbarhed og det ansvar, vi har for det.
# Jeg indså, at mennesker, der gør det, de elsker, er smukke.
Det, jeg oplevede under det frivillige arbejde, var, at arbejdet var mere intenst, end jeg havde forventet. Jeg har personligt mere udholdenhed, end jeg troede, så jeg klarer som regel krævende skemaer fint, men den første dag, jeg arbejdede frivilligt, havde jeg muskelsmerter i hele kroppen. Personalet og arrangørerne dér holder dog sjældent fri eller har kun én fridag om ugen. De smilede altid og udførte stille og roligt endnu mere krævende opgaver, og jeg tænkte, at jeg gerne ville følge deres eksempel.
Da jeg så på dem, indså jeg, at mennesker, der gør det, de elsker, er smukke. Jeg elsker virkelig hunde, men jeg ville ikke gøre det til mit erhverv. Men da jeg så arrangørerne dér, kunne jeg mærke, at de behandlede dyrene med en kærlighed, der kom dybt fra hjertet, og i det øjeblik vidste jeg, at jeg ville beskæftige mig med noget, jeg virkelig elsker.
Jeg så engang en video, der forklarede, hvorfor lederne af dette center besluttede at oprette det, og da jeg hørte begrundelsen, føltes det, som om jeg blev slået i hovedet med en hammer. De fortalte, at de havde tænkt: »Hvorfor er der ingen, der tager sig af de her børn? Jeg ville ønske, at nogen ville tage dem til sig og passe på dem.« Så besluttede de at oprette centret med tanken om, at »en af de mennesker burde være mig, og det burde være mig, der passer på dem«.
Det var en enkel ændring af tankegang, men jeg følte respekt, da jeg tænkte på, hvor svært det måtte have været at træffe den beslutning, og jeg var glad for at kunne slutte mig til sådanne mennesker.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
