Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Positiv energi og en mere regelmæssig livsstil #Værdifulde relationer, trøstende mad og bedre engelskkundskaber #Tog mig tid til selvrefleksion
- Praktikophold hos en NGO i Vietnam for at udvikle mig til ekspert i uddannelsesudvikling Kim Soyeon, deltager i sabbatår — 4 ugers sabbatår
|
# Det, jeg virkelig godt kan lide, er, at man arbejder hårdt på hverdage og får masser af hvile i weekenden.
Jeg er normalt meget aktiv og kan godt lide at møde nye mennesker, så jeg hader virkelig at kede mig hver dag. Men,Efter min eksamen fik jeg ikke de karakterer, jeg ønskede, og besluttede at søge ind på universitetet igen. Så endte jeg med at bruge dagene på at hvile og studere uden klare mål eller motivation.
Så fandt jeg Korean Gap Year. Først overvejede jeg at søge frivilligt arbejde. En periode på over en måned føltes meget lang for mig, og frivilligt arbejde virkede mindre forpligtende og mere frit end et praktikophold.
Men efter at have talt med programlederen og tænkt meget over det selv valgte jeg praktikopholdet hos NGO'en, fordi det krævede de engelskkundskaber, jeg havde opbygget, mens jeg studerede i Storbritannien, og fordi det var et projekt, der kunne være en hjælp inden for det uddannelsesområde, jeg gerne vil studere senere.
Og Vietnam — Hanoi! Jeg har været i mange lande med min familie, mere end ti, men jeg havde aldrig været i Vietnam. Min far rejser også ofte til Vietnam i forbindelse med sit arbejde, så jeg var nysgerrig på stedet, og på mange måder var jeg stærkt tiltrukket af det... Jeg havde ikke truffet en fast beslutning, men med en måned tilbage til ugen med juleferien besluttede jeg mig, halvt i tvivl, for at tage til Vietnam.
I Vietnam fandt jeg gode mennesker — dyrebare forbindelser, værdifulde minder, mad, der gør godt, sjove øjeblikke, muligheder for mange forskellige oplevelser, og med en lille indsats kunne mine engelskkundskaber blive bedre. Jeg lærte at lytte og vise empati, når folk taler, og jeg kunne godt lide, at jeg begyndte at leve et mere regelmæssigt liv. Det, jeg virkelig godt kunne lide, var, at man arbejder hårdt på hverdage og får nok hvile i weekenden. Maden var også så lækker, at jeg blev glad.
# Jeg havde det virkelig godt, som om jeg var faldet godt til i den lokale organisation.
Da jeg satte mine ben i Hanoi for første gang, tænkte jeg kun på at få mit visum, hente min bagage, komme ud og hurtigt mødes med taxachaufføren.
Fordi jeg gentagne gange havde ladet chauffører vente, da jeg studerede i udlandet (…), sagde jeg til mig selv, at jeg denne gang helt sikkert ville komme ud til tiden. Jeg ventede ved visumskranken på, at mit navn skulle blive råbt op, men det skete ikke i en hel time. Til sidst var jeg den allersidste, fik udleveret et visum med en rød kvitteringslignende seddel og ankom en time for sent til overnatningsstedet i taxa.
Det første, jeg så, var en kvinde, der netop var på vej ind på overnatningsstedet. Jeg troede, at alle ville sove, fordi det var sent om aftenen, men jeg undrede mig... og ganske rigtigt var hun koreaner.Vi hilste akavet på hinanden og talte formelt sammen et stykke tid, men det viste sig, at hun var på min alder.
Indenfor så jeg en anden koreansk mand og en, der lignede en medarbejder. De hjalp mig med at flytte min bagage, og den første aften lærte vi tre koreanere hinanden at kende, talte om forskellige ting og stillede spørgsmål for at bryde isen.Det trak ud til sent på aftenen, så jeg var lidt nervøs og forsigtig, da jeg pakkede ud, for ikke at vække mine roomies.
Næste morgen vågnede jeg halvt i søvne til lyden af liv og røre på værelset. Jeg kunne egentlig godt have sovet længere, da det var den første dag, men jeg tænkte, at jeg i det mindste burde hilse kort på mine roomies. Det, jeg mente med »kort«...Jeg endte med at præsentere mig selv og stille forskellige spørgsmål, hvilket fik mig helt vågen, men jeg var virkelig glad for, at jeg var faldet godt til i den lokale organisation. Den dag hvilede jeg mig efter introduktionen fra den lokale kontaktperson.
# Kontoret havde en familieagtig atmosfære, så jeg tror, det var meget lettere for mig at falde til.
Fredag besøgte jeg kontoret hos den lokale organisation, hvor jeg skulle arbejde.Fredagens program sluttede forholdsvis tidligt, men de andre frivillige arbejdede stadig, så jeg tog en lur alene og ringede hjem til min familie for at høre, hvordan de havde det. Da aftenen kom, vendte de tilbage én efter én, og jeg brugte tid på at lære de frivillige bedre at kende, mens vi spiste kød udenfor.
Lørdag var dagen for en byrundtur.Det var den. Vi besøgte Hanois seværdigheder sammen med guiderne, og jeg husker især Cafe Giangs æggekaffe og Hoan Kiem-søen i den gamle bydel.
Fra mandag af hilste jeg officielt på medarbejderne i den lokale organisation og fik mine arbejdsopgaver. Det, der virkelig overraskede mig, varat alle var så venlige, og at kontoret havde en familieagtig atmosfære. Jeg tror, det var meget lettere for mig at falde til.
Der var en international frivillig i den lokale organisation, som plejede at følges med mig på arbejde, og vedkommende gik til kontoret hver dag. Jeg gik selvfølgelig også selv den 35–40 minutter lange vej til og fra arbejde. Det gav mig ikke kun motion, men lod mig også opleve, hvordan Hanois gadebillede ændrede sig lidt efter lidt, så jeg gik af sted med glæde uden at synes, det var hårdt.
Omkring slutningen af november fik jeg mulighed for at besøge Vietnam Fine Arts Museum sammen med elever fra en skole, som den lokale organisation støttede. Det er et af landets førende museer, og selvom besøget var kort, gjorde det stort indtryk på mig at være sammen med vietnamesiske elever.
I begyndelsen tøvede eleverne med at tale med mig, og eftersom jeg ikke kunne så meget vietnamesisk, havde jeg ikke modet til at tage kontakt til dem,men da jeg tog initiativet, begyndte de straks at stille mig en masse spørgsmål, hilste på mig på koreansk, og mens vi talte sammen, gik det op for mig, at de var ret gode til engelsk.
Senere bad de endda om min Facebook-profil, og jeg tog derfra fuld af energi fra deres ungdommelige gåpåmod. Den dag prøvede jeg også at køre på motorcykel for første gang. En medarbejder, der var med os, tilbød venligt at køre mig fra mit overnatningssted til skolen. Selvom luften i Hanoi var dårlig, følte jeg mig frisk og fri, mens jeg sad bag på motorcyklen.
Hverdagen er selvfølgelig vigtig, men jeg kan vel ikke skrive en anmeldelse uden at nævne maden?For en, der elsker madlavning og mad, var Vietnam et næsten utænkeligt, skjult mekka. Jeg kan stadig smage den vidunderlige umami, der bliver hængende på læberne.
#Mine anbefalinger til steder at besøge i Hanoi
- Hoan Kiem-søen (den gamle bydel) – Tænk på den som Hanois svar på Gangnam Station/Myeong-dong/Express Bus Terminal-markedet.
- IPH (Indochina Plaza Hanoi) – Et shoppingcenter med restauranter, biograf, caféer, butikker og et supermarked... det føles som et lille COEX. Det er ingen overdrivelse at sige, at jeg tilbragte to tredjedele af min tid i Hanoi på IPH, for jeg kom der så ofte. Man kan købe dagligvarer dér, og der er også nogle få koreanske restauranter, hvilket er skønt. De andre restauranter er også virkelig gode. Åh, hvor jeg savner det..
Lotte Centre (Lotte-varehus + Lotte Mart)
Royal City
Gode spisesteder – prøv bun cha fra gaden og mien luon (Mien luon). Banh xeo på den vietnamesiske restaurant Quan An Ngon er også virkelig lækker. Vietnamesisk mad er fantastisk!!
#Mine tips til sabbatåret
#Man får masser af god energi, når man kommer til Hanoi.
Efter at have afsluttet gymnasiet i juli og besluttet ikke at begynde på universitetet i år havde jeg ingen motivation, og personligt oplevede jeg en tredobbelt kombination af studier, en uregelmæssig døgnrytme og isnende kulde.
Man får masser af positiv energi i Hanoi: gode mennesker – dyrebare forbindelser, værdifulde minder, mad, der gør godt, sjove øjeblikke, muligheder for forskellige oplevelser, og med en lille indsats kan du forbedre dit engelsk.
Til sidst vil jeg afslutte med billeder fulde af minder om mennesker, jeg holder af. Denne rejse, som hjalp mig med at genfinde en sund indstilling og mindede mig om betydningen af relationer, vil jeg gemme i mit mindealbum som dage, jeg vil savne med glæde.
Jeg er virkelig taknemmelig over for Korea Gap Year, min familie og de lokale mennesker for at have skabt denne mulighed.
Farvel~
- Praktikophold hos en NGO i Vietnam for at udvikle mig til ekspert i uddannelsesudvikling Kim Soyeon, deltager i sabbatår — 4 ugers sabbatår
|
# Det, jeg virkelig godt kan lide, er, at man arbejder hårdt på hverdage og får masser af hvile i weekenden.
Jeg er normalt meget aktiv og kan godt lide at møde nye mennesker, så jeg hader virkelig at kede mig hver dag. Men,Efter min eksamen fik jeg ikke de karakterer, jeg ønskede, og besluttede at søge ind på universitetet igen. Så endte jeg med at bruge dagene på at hvile og studere uden klare mål eller motivation.
Så fandt jeg Korean Gap Year. Først overvejede jeg at søge frivilligt arbejde. En periode på over en måned føltes meget lang for mig, og frivilligt arbejde virkede mindre forpligtende og mere frit end et praktikophold.
Men efter at have talt med programlederen og tænkt meget over det selv valgte jeg praktikopholdet hos NGO'en, fordi det krævede de engelskkundskaber, jeg havde opbygget, mens jeg studerede i Storbritannien, og fordi det var et projekt, der kunne være en hjælp inden for det uddannelsesområde, jeg gerne vil studere senere.
Og Vietnam — Hanoi! Jeg har været i mange lande med min familie, mere end ti, men jeg havde aldrig været i Vietnam. Min far rejser også ofte til Vietnam i forbindelse med sit arbejde, så jeg var nysgerrig på stedet, og på mange måder var jeg stærkt tiltrukket af det... Jeg havde ikke truffet en fast beslutning, men med en måned tilbage til ugen med juleferien besluttede jeg mig, halvt i tvivl, for at tage til Vietnam.
I Vietnam fandt jeg gode mennesker — dyrebare forbindelser, værdifulde minder, mad, der gør godt, sjove øjeblikke, muligheder for mange forskellige oplevelser, og med en lille indsats kunne mine engelskkundskaber blive bedre. Jeg lærte at lytte og vise empati, når folk taler, og jeg kunne godt lide, at jeg begyndte at leve et mere regelmæssigt liv. Det, jeg virkelig godt kunne lide, var, at man arbejder hårdt på hverdage og får nok hvile i weekenden. Maden var også så lækker, at jeg blev glad.
# Jeg havde det virkelig godt, som om jeg var faldet godt til i den lokale organisation.
Da jeg satte mine ben i Hanoi for første gang, tænkte jeg kun på at få mit visum, hente min bagage, komme ud og hurtigt mødes med taxachaufføren.
Fordi jeg gentagne gange havde ladet chauffører vente, da jeg studerede i udlandet (…), sagde jeg til mig selv, at jeg denne gang helt sikkert ville komme ud til tiden. Jeg ventede ved visumskranken på, at mit navn skulle blive råbt op, men det skete ikke i en hel time. Til sidst var jeg den allersidste, fik udleveret et visum med en rød kvitteringslignende seddel og ankom en time for sent til overnatningsstedet i taxa.
Det første, jeg så, var en kvinde, der netop var på vej ind på overnatningsstedet. Jeg troede, at alle ville sove, fordi det var sent om aftenen, men jeg undrede mig... og ganske rigtigt var hun koreaner.Vi hilste akavet på hinanden og talte formelt sammen et stykke tid, men det viste sig, at hun var på min alder.
Indenfor så jeg en anden koreansk mand og en, der lignede en medarbejder. De hjalp mig med at flytte min bagage, og den første aften lærte vi tre koreanere hinanden at kende, talte om forskellige ting og stillede spørgsmål for at bryde isen.Det trak ud til sent på aftenen, så jeg var lidt nervøs og forsigtig, da jeg pakkede ud, for ikke at vække mine roomies.
Næste morgen vågnede jeg halvt i søvne til lyden af liv og røre på værelset. Jeg kunne egentlig godt have sovet længere, da det var den første dag, men jeg tænkte, at jeg i det mindste burde hilse kort på mine roomies. Det, jeg mente med »kort«...Jeg endte med at præsentere mig selv og stille forskellige spørgsmål, hvilket fik mig helt vågen, men jeg var virkelig glad for, at jeg var faldet godt til i den lokale organisation. Den dag hvilede jeg mig efter introduktionen fra den lokale kontaktperson.
# Kontoret havde en familieagtig atmosfære, så jeg tror, det var meget lettere for mig at falde til.
Fredag besøgte jeg kontoret hos den lokale organisation, hvor jeg skulle arbejde.Fredagens program sluttede forholdsvis tidligt, men de andre frivillige arbejdede stadig, så jeg tog en lur alene og ringede hjem til min familie for at høre, hvordan de havde det. Da aftenen kom, vendte de tilbage én efter én, og jeg brugte tid på at lære de frivillige bedre at kende, mens vi spiste kød udenfor.
Lørdag var dagen for en byrundtur.Det var den. Vi besøgte Hanois seværdigheder sammen med guiderne, og jeg husker især Cafe Giangs æggekaffe og Hoan Kiem-søen i den gamle bydel.
Fra mandag af hilste jeg officielt på medarbejderne i den lokale organisation og fik mine arbejdsopgaver. Det, der virkelig overraskede mig, varat alle var så venlige, og at kontoret havde en familieagtig atmosfære. Jeg tror, det var meget lettere for mig at falde til.
Der var en international frivillig i den lokale organisation, som plejede at følges med mig på arbejde, og vedkommende gik til kontoret hver dag. Jeg gik selvfølgelig også selv den 35–40 minutter lange vej til og fra arbejde. Det gav mig ikke kun motion, men lod mig også opleve, hvordan Hanois gadebillede ændrede sig lidt efter lidt, så jeg gik af sted med glæde uden at synes, det var hårdt.
Omkring slutningen af november fik jeg mulighed for at besøge Vietnam Fine Arts Museum sammen med elever fra en skole, som den lokale organisation støttede. Det er et af landets førende museer, og selvom besøget var kort, gjorde det stort indtryk på mig at være sammen med vietnamesiske elever.
I begyndelsen tøvede eleverne med at tale med mig, og eftersom jeg ikke kunne så meget vietnamesisk, havde jeg ikke modet til at tage kontakt til dem,men da jeg tog initiativet, begyndte de straks at stille mig en masse spørgsmål, hilste på mig på koreansk, og mens vi talte sammen, gik det op for mig, at de var ret gode til engelsk.
Senere bad de endda om min Facebook-profil, og jeg tog derfra fuld af energi fra deres ungdommelige gåpåmod. Den dag prøvede jeg også at køre på motorcykel for første gang. En medarbejder, der var med os, tilbød venligt at køre mig fra mit overnatningssted til skolen. Selvom luften i Hanoi var dårlig, følte jeg mig frisk og fri, mens jeg sad bag på motorcyklen.
Hverdagen er selvfølgelig vigtig, men jeg kan vel ikke skrive en anmeldelse uden at nævne maden?For en, der elsker madlavning og mad, var Vietnam et næsten utænkeligt, skjult mekka. Jeg kan stadig smage den vidunderlige umami, der bliver hængende på læberne.
#Mine anbefalinger til steder at besøge i Hanoi
- Hoan Kiem-søen (den gamle bydel) – Tænk på den som Hanois svar på Gangnam Station/Myeong-dong/Express Bus Terminal-markedet.
- IPH (Indochina Plaza Hanoi) – Et shoppingcenter med restauranter, biograf, caféer, butikker og et supermarked... det føles som et lille COEX. Det er ingen overdrivelse at sige, at jeg tilbragte to tredjedele af min tid i Hanoi på IPH, for jeg kom der så ofte. Man kan købe dagligvarer dér, og der er også nogle få koreanske restauranter, hvilket er skønt. De andre restauranter er også virkelig gode. Åh, hvor jeg savner det..
Lotte Centre (Lotte-varehus + Lotte Mart)
Royal City
Gode spisesteder – prøv bun cha fra gaden og mien luon (Mien luon). Banh xeo på den vietnamesiske restaurant Quan An Ngon er også virkelig lækker. Vietnamesisk mad er fantastisk!!
#Mine tips til sabbatåret
#Man får masser af god energi, når man kommer til Hanoi.
Efter at have afsluttet gymnasiet i juli og besluttet ikke at begynde på universitetet i år havde jeg ingen motivation, og personligt oplevede jeg en tredobbelt kombination af studier, en uregelmæssig døgnrytme og isnende kulde.
Man får masser af positiv energi i Hanoi: gode mennesker – dyrebare forbindelser, værdifulde minder, mad, der gør godt, sjove øjeblikke, muligheder for forskellige oplevelser, og med en lille indsats kan du forbedre dit engelsk.
Til sidst vil jeg afslutte med billeder fulde af minder om mennesker, jeg holder af. Denne rejse, som hjalp mig med at genfinde en sund indstilling og mindede mig om betydningen af relationer, vil jeg gemme i mit mindealbum som dage, jeg vil savne med glæde.
Jeg er virkelig taknemmelig over for Korea Gap Year, min familie og de lokale mennesker for at have skabt denne mulighed.
Farvel~
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
