Jeg, som før hadede og foragtede mig selv i ekstrem grad, kom til at kunne lide mig selv. Førhen, hvis tingene ikke gik, som jeg havde forventet, plagede og bebrejdede jeg mig selv. Men nu kan jeg bare lide mig selv, og jeg er glad. Jeg elsker denne følelse af frihed.
-Studér engelsk uden stress, og nyd det — det er det hele! Minji Lee — fællesskab for sabbatår/rejsende på sabbatår / 12 ugers sabbatår |
# Det føltes, som om jeg blev skubbet ud over en klippe, og jeg var ekstremt stresset, fordi jeg ikke kunne finde en vej frem.
Jeg ville leve som et menneske og ønskede virkelig at leve, så jeg søgte rådgivning om sabbatår.
Rådgivningen var sjov. Nej, faktisk blev jeg irriteret. Fordi en person, jeg ikke rigtig kendte eller stolede på, blev ved med at bede mig fortælle om mig selv. Men personen var den første, der tilpassede sig min måde at tale på og kunne føre samtalen videre, selv når jeg gik mine egne veje, så bagefter syntes jeg, det var sjovt (selvom det også føltes ubehageligt).
Da jeg først hørte om planen, var jeg ikke særlig begejstret. Det var dér, jeg indså det.At selvom jeg følte, at jeg ville dø lige nu, var jeg mere bange for at bryde ud af mine rammer. Faktisk ønskede jeg efter halvandet år ikke at nedbryde den persona, jeg omhyggeligt havde skabt gennem næsten 10, eller rettere 15 år — mine falske overbevisninger — og se mig selv i øjnene.
Efter rådgivningen gav konsulenten mig nogle opgaver, og på det tidspunkt følte jeg, at jeg blev skubbet ud over en klippe uden at kunne finde en vej frem, så jeg var ekstremt stresset.
# Jeg var så træt og overvældet af omgivelserne, men de ture fik mig til at føle mig levende.
Selv under forberedelserne brød jeg konstant mentalt sammen. Jeg havde aldrig været i udlandet, og jeg havde heller aldrig studeret engelsk.Desuden var den eneste gang, jeg havde talt engelsk, da jeg kortvarigt dækkede en vagt i en kiosk og brugte et par enkle engelske sætninger over for et ældre udenlandsk par.
I den periode tænkte jeg flere gange om dagen: "Kan jeg klare det her?" og "Hvad nu, hvis jeg tager af sted og får stjålet mine organer..?" og "Hvorfor gjorde jeg det her..." Dengang var jeg så bange for andres blikke og for mennesker generelt, at jeg blev helt fjern og ikke kunne samle mig, når jeg kom steder med mange mennesker.
Jeg skulle være god til alting og lykkes med alting, hvilket gjorde det endnu værre. Derfor var det første skridt altid svært. Jeg kunne ikke engang drømme om at skabe min egen vej. Mine idealer var altid høje, og virkeligheden var altid anderledes, og hver gang det skete, plagede jeg mig selv.
Men det, der fik mig til at bryde endnu mere sammen, var min daværende kæreste. Da jeg besluttede mig for at tage af sted og fortalte ham det, blev han min lænke, og jeg tvivlede endnu mere: "Er det virkelig så vigtigt for mig, at jeg vil opgive alt omkring mig?" Svaret var altid: "Det ved jeg ikke."
Efter rådgivningen gik det op for mig, at folk instinktivt siger "Det ved jeg ikke", når de allerede kender konklusionen, men ikke bryder sig om den. Jeg kendte også konklusionen på det forhold, men jeg ville bare se den anden vej, fordi jeg ikke kunne lide den.
Dengang var jeg simpelthen skrækslagen. Jeg er en person, der nærer stor frygt, fordi jeg ikke ved nok, og jeg tænkte altid på andre og tog hensyn til dem. Selvfølgelig var der ingen "mig" i den proces. Jeg var fuldstændig udeladt. Siger man ikke ofte, at man er hovedpersonen i sit eget liv? Jeg havde altid været en statist i mit liv — hverken birolle eller hovedrolle.
Når jeg ser tilbage, virker det som en dum tanke, men dengang var det mit bedste og mest indlysende valg, og i den tilstand tog jeg alligevel til Filippinerne. Jeg vidste ingenting. Jeg var alene, og min telefon virkede ikke, og jeg tror, jeg bandede alle de bandeord, jeg kendte.
Efter ankomsten til akademiet brød jeg sammen igen. Jeg troede virkelig, at jeg var blevet solgt til et eller andet sted. Først dér kom konsulentens ord til mig: "Bare tag af sted. Tænk ikke, bare tag af sted." ... hahaha... puha... sammenbruddet var kun begyndelsen. Da jeg kom ind på værelset, brød jeg sammen igen. Mine øjne blev store over de ekstremt nedslidte faciliteter, og da jeg åbnede min taske, brød jeg sammen igen. (Jeg var endda alene på værelset.)
Fordi jeg overskred grænsen på 500 g, havde jeg hældt shampoo og balsam over i min håndbagage, men shampooen var løbet ud, og jeg smed nogle af tingene i tasken væk. Mens jeg vaskede tasken, blev jeg så ked af det, at jeg hulkede uden at tænke over det. I det øjeblik hadede jeg konsulenten så meget. Næste dag kiggede jeg overalt, men kunne ikke se en eneste koreaner, og i løbet af dagen flyttede en værelseskammerat ind. Hun var en 39-årig taiwanesisk kvinde; jeg kunne forstå, hvad hun sagde, men jeg kunne ikke svare, og det var meget frustrerende.
Og den aften hørte jeg koreansk for første gang. To mænd stod og bagtalte værelseskammeraten, og dengang tænkte jeg: "Tja, jeg er stadig bedre end de mennesker. Hvorfor taler de sådan om hende bag hendes ryg?"... Jeg kunne ikke have forestillet mig, hvor heldigt det var at få min første værelseskammerat, eller hvilket sammenbrud den nye værelseskammerat ville give mig.
I tre uger var jeg et vrag. Jeg kunne hverken spise, sove, tale eller komme tæt på koreanerne. Min krop gjorde ondt, internettet var langsomt, og på grund af ting som bruseren og lugtene troede jeg, at jeg var ved at blive skør.Efter en måned begyndte jeg at lære at give slip og opnå en vis sindsro, og efter to måneder, hvor jeg havde vænnet mig helt til Filippinerne, forlængede jeg opholdet med endnu en måned.
Dengang var folks reaktioner meget sigende, for det meste: "Dig?" Ja, netop. I to måneder havde jeg fået raserianfald. MenJeg rejste rundt i to måneder — hver gang jeg prøvede noget nyt, kunne jeg høre revnerne brede sig i mine indre rammer, og det var så sjovt.
Jeg var så træt og overvældet af omgivelserne, men de ture fik mig til at føle mig levende. Det indså jeg på bare to måneder.
# I to måneder pressede jeg mig selv.
Selv det jeg kendte og så i mig selv i Korea, var blandet sammen med illusioner, jeg havde skabt. Det oprindelige jeg, jeg mødte i et fremmed land, var langt mere — nej, uforligneligt — et forfærdeligt, forkælet barn. Hun havde alle de træk, jeg hadede, og når jeg tænker tilbage, var det måske derfor, jeg hadede en til det punkt, hvor jeg følte væmmelse, når jeg så nogen, der lignede mig, men alligevel tog mig af dem.
Jeg var i hvert fald mere barnlig, end jeg havde troet. (Åh, én ting var sand: Hver gang jeg stod ansigt til ansigt med mit indre jeg, så jeg altid den niårige mig sidde på hug med ryggen til, fanget i mørket.) Jeg beklagede mig over alt, jeg var ikke ordentlig, jeg ville ikke engang røre ved noget, hvis det ikke så en smule rent ud, og jeg var frygtelig sart.
Først dér indså jeg, hvor rent og behageligt et miljø jeg havde levet i. Tidligere, når jeg boede hos min tante i Seoul eller andre steder væk hjemmefra, sagde jeg til min mor: “Mor... jeg kunne ikke bo sådan et sted. Ved du, hvor behagelige og gode mine omgivelser er?” Men det her var på et helt andet niveau.
Filippinerne. Ja, nu kravler der myrer rundt på mit hoved, og det er ikke noget problem at dele bolig med gekkoer. Noget, konsulenten sagde til mig, var: “De lever på deres egen måde og finder lykke midt i ubehaget. Se godt efter.” Dengang svarede jeg: “Hvis de havde rigeligt, ville de være ligesom os.”
Men nu tænker jeg ofte anderledes. For dem er dette miljø deres verden, og de lever og nyder deres egen form for lykke. Allerede dengang syntes jeg, at mine lærere var så fascinerende. Som kvinder holdt de ud og kom videre, selv når de blev ignoreret eller behandlet uretfærdigt, og i deres verden og på deres egen måde fandt de lykke selv i de små ting.
Derudover, gennem en anekdote med en af lærerneindså jeg: “Nå, noget, der virker indlysende for mig — noget, jeg aldrig havde tænkt kunne være mærkeligt — men ligesom jeg følte mig forvirret her, kunne deres syn på vores kultur eller omgivelser også virke mærkeligt for dem.” Selv efter at jeg var kommet hertil, blev jeg ved med at lede efter spor af Korea, adskilte mig fra stedet og så mig selv som en fremmed her.
Med andre ord hvilede jeg ikke, mens jeg vænnede mig til livet her i løbet af de to måneder — jeg arbejdede.
(I to måneder pressede jeg mig selv. ‘Jeg er på sabbatår, så jeg skal finde mig selv!’ plejede jeg at sige.)
Efter de opslidende to måneder sagde jeg til konsulenten:
"Jeg føler, at jeg nu kan opleve Filippinerne fuldt ud."
#Den person, der før hadede og afskyede sig selv så intenst, er kommet til at kunne lide sig selv.
Dengang var jeg så glad og tilfreds med at være på Filippinerne og med at være mig selv.Gennem dykning oplevede jeg mange ting, især følelsen af, at “jeg kan gøre alt”, og at der er “en anden verden under mine fødder”. Jeg vil springe de detaljerede beskrivelser over, men da jeg så op mod overfladen under vandet, følte jeg mig så taknemmelig og glad for at være i live og for at være på sabbatårsrejse — det øjeblik tror jeg aldrig, jeg vil kunne glemme.
Omkring det tidspunkt, hvor jeg begyndte at komme særligt tæt på en ældre koreansk mandlig ven, blev jeg bedre i stand til at se mig selv i øjnene, mere åbent og fuldt ud, og samtidig fortalte min ekskæreste mig, at han ville slå op. Førhen ville jeg, i det øjeblik jeg slog op med en kæreste, ikke kunne holde den følelsesmæssige belastning ud og straks have sagt, at jeg tog tilbage til Korea, men selvom jeg græd og var knust i selve øjeblikket, hvor vi slog op, klarede jeg mig bedre, end jeg havde forventet.
Jeg var uhyggeligt fattet. Og jeg hørte den indre stemme, som jeg tidligere ikke ville have lyttet til eller taget mig af: 'Det er okay. Du gjorde dit bedste; det er ikke din skyld. Træd ud af rollen som omsorgsperson, og vær fri.' Jeg havde altid været den, der tog mig af andre i forhold, samtidig med at jeg gerne ville forlade den rolle og være fri og blive passet på af en anden.
En ting mere.Den person, der før hadede og afskyede sig selv så intenst, er kommet til at kunne lide sig selv. Førhen, hvis tingene ikke gik, som jeg havde forventet, plagede og bebrejdede jeg mig selv. Men nu kan jeg bare lide mig selv, og jeg er glad.
#Lige nu elsker jeg denne følelse af frihed så højt.
Dette sted i Filippinerne er det første land på mit sabbatår, min første gang i udlandet og min første rejse uden for landet. De fire måneder var så begivenhedsrige, at jeg græd meget, men jeg var også virkelig glad. Efter denne uges præsentation og en weekend rejser jeg væk herfra næste fredag.
Jeg har forandret mig meget. Jeg er ikke længere den person, der lader som om, hun er stærk; jeg er blevet stærkere, og den sårede niårige pige indeni mig er blevet en femtenårig ung kvinde, der møder mig med et strålende smil.
Jeg kan se verden med andre øjne nu, og jeg har lært til en vis grad at håndtere den stress, der følger med at prøve og udfordre mig selv. Jeg har altid været ret følsom, og mine sanser er veludviklede. Jeg udtrykker mig gennem rum.
Før plejede jeg at bedrage og begrænse mig selv, fordi jeg var anderledes end andre, men nu kan jeg bruge min følsomhed og måde at udtrykke mig på positivt. Før troede jeg, at jeg fornemmede rummet gennem følelser; nu kan jeg mærke, at jeg bliver ét med rummet.
Lige nu elsker jeg denne følelse af frihed så højt.
#Mine personlige rejsemål i Filippinerne
Bohol — 2 nætter, 3 dage
Vi tog af sted uden guide: Den første dag var der en ildfluetur; den anden dag lejede vi en bil med chauffør og havde en aktiv dag med svævebane, frit fald, cykel-svævebane og ATV; den sidste dag tog vi to dykkerture på vejen tilbage. Det var meget indholdsrigt og sjovt, og jeg fik oplevet så meget.
Og dykning. Rådgiveren frarådede det, men det gjorde så stort indtryk på mig og forandrede mig så meget, at jeg helt klart vil anbefale det. Jeg tog mest på undervandsture =)
# Mine råd til sabbatåret
(Sprog)
Uanset om du kan ordene eller ej, anbefaler jeg ikke en engelsk-koreansk ordbog. Det er fint at studere ordforråd, men det er bedre ikke at terpe ordene udenad. Det bedste er faktisk at plage læreren, så du ender med at bruge ordene naturligt.
Udtalen, som vi kender den, lærernes udtale og brugen af ordene har i øvrigt alle forskellige accenter. Gæt ikke på ord, du ikke kender; spørg hellere læreren med det samme, og bed om eksempelsætninger.
(Måltider)
Maden er generelt kraftigt krydret. Maden i skolens kantine er mildere, men hvis man er vant til enkel mad, får man et chok. Den er generelt sød og salt. Men frituremaden er stadig bedst.
(Hvad du skal tage med)
Hvis du er sart, anbefaler jeg på det kraftigste, at du tager vådservietter, toiletpapir, bind og et personligt tæppe med.Det kan jeg anbefale. I begyndelsen blev jeg slået ud af den mugne lugt fra toiletpapiret her. Jeg havde heller ikke lyst til, at sengetøjet skulle røre min hud, så den første nat sov jeg indhyllet i et tæppe. Det er også godt for dit mentale helbred at gøre dig bekendt med Filippinerne på forhånd.
(Et råd til deltagerne)
Forvent ingenting. Lad være med at opbygge særlige fantasier eller forestille dig, at noget vil ændre sig, hvis du rejser fra Korea, og lad være med at forestille dig livet efter afrejsen. Et bjerg er et bjerg, og vand er vand.Følg bare strømmen, så lærer du helt naturligt dine egne forandringer og dig selv at kende.
Mit sabbatår var
Oplevelse ★★★★★
Det var første gang, jeg var i udlandet, så uanset om oplevelserne var gode eller dårlige, vil jeg give det fem stjerner alene for oplevelsen. Det var landet, hvor jeg fik min egen åbenbaring.
Læring ★★★★☆
Jeg studerede ikke engelsk her. Jeg følger det almindelige program, men droppede alle timerne på store hold og brugte hver time på at snakke og hygge mig med lærerne — ligesom IPS. Det er bedst, når det gælder livslektioner, især om at give slip og acceptere tingene.
Miljø ★☆☆☆☆
Det var her, jeg for første gang indså, hvor rart og rent miljøet, jeg boede i i Korea, var, og hvor kræsen og besværlig jeg kan være. Vandet efterlader kalkaflejringer. Åh, jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville støde på så enorme kakerlakker.
Sikkerhed ★★☆☆☆
Det er ikke et særligt sikkert land. Det er risikabelt. Brug aldrig din telefon på gaden, og brug helst kun din mulepose (indkøbsnet) på akademiet. Gå ikke rundt med noget i hænderne. Jeg anbefaler også en taske med lås, hvis det er muligt.
Fritid ★★★★☆
Det afhænger af, hvad du får ud af det. For mig var hele ugen min egen tid efter tilvænningsperioden. Selv i undervisningstiden bliver det både fritid og læring, hvis du formår at overtale lærerne til at hjælpe dig.
Hjem
