Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Fik en mere positiv indstilling til livet; udvidede sin horisont #Stræben efter meningsfuldt arbejde; genvandt selvværdet #Oplevede lykke gennem relationer til andre
Jeg kan ikke storslået hævde, at mit liv blev fuldstændig forandret af mit sabbatår, men min indstilling og mit syn på livet blev mere konkrete og positive, og der kom flere farver ind i mit før så ensformige liv. Det er stadig uklart, hvad jeg vil gøre, når jeg vender tilbage til Korea, men uanset hvad det bliver, vil jeg gerne leve af at udføre meningsfuldt og værdifuldt arbejde.
- Frivilligt arbejde i Bangkok i Thailand, en varm by, hvor ngo’er fra hele verden mødes / Park So-yeon, Gap Year Tribe, gapper / 12 ugers sabbatår |
I øjeblikket er der i Sydkorea,
60.000 elever på mellemtrinnet og i gymnasiet dropper ud hvert år; 346.000 mennesker i tyverne driver rundt uden at foretage sig noget, fordi de ikke har nogen drømme; og andelen, der skifter job inden for det første år efter ansættelsen, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og over 80 % af de ansatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte, vil vi også gerne introducere ”sabbatåret” i Sydkorea.
”Sabbatår”betegner en periode, hvor man holder pause fra eller skaber balance mellem studier og arbejde og deltager i forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteri,for at finde en retning for fremtiden; det er en kultur, der anbefales i USA, Europa, Japan og andre steder.
# Da jeg faktisk besluttede mig for at sige op, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det ville være dumdristigt at begynde på den måde midt i den nuværende krise på arbejdsmarkedet, så jeg udsatte endda min opsigelse.
Jeg var heldig at få et job lige efter min dimission og arbejdede i virksomheden i næsten to år. Før der gik mere tid, og før jeg nåede at fortryde det, ville jeg prøve noget nyt. Til at begynde med besluttede jeg mig for at sige op for at gå på en videregående uddannelse, og fordi det var et fagområde, jeg virkelig brændte for, planlagde jeg straks at forberede mig på studierne.
Men da jeg faktisk besluttede mig for at sige op, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det ville være dumdristigt at begynde på den måde på dette arbejdsmarked, så jeg udsatte min opsigelse. Mens jeg gik og bekymrede mig, var jeg heldig at høre om sabbatår, og der fandtes et program, der passede til det fagområde, jeg var interesseret i. Efter mange overvejelser besluttede jeg mig derfor for at deltage i sabbatåret.
Da jeg sagde: ”Jeg vil gerne studere videre og prøve de ting, jeg har haft lyst til, i et år. De projekter, jeg arbejdede på, er nu ved at blive afsluttet ét efter ét, og de presserende forretningsrejser er overstået … Jeg vil fortælle dem, at jeg siger op,” forventede jeg faktisk at få skældud,men en erfaren kollega sagde oprigtigt: ”Ja. Hvis ikke nu, får du måske aldrig chancen. Du begyndte at arbejde alt for ung og har knoklet. Gør de ting, du har lyst til, og læs det, du gerne vil; det er ikke for sent at begynde igen. Du har arbejdet hårdt.” De oprigtige ord gav mig mod til at komme i gang.
#Takket være børnene så det ud til, at alle kunne nyde engelsktimerne hver dag.
Der skete mange ting i løbet af de tre måneder, jeg tilbragte sammen med børnene. I en af klasserne var der en lille ven med et udviklingshandicap,og jeg blev dybt rørt over at se, hvordan alle klassekammeraterne uden at blive bedt om det tog sig af barnet med én fælles indsats.Når de legede, hjalp børnene barnet omkring sig, og under taleøvelser hviskede de også svarene for at hjælpe.Takket være børnene så det ud til, at alle kunne nyde engelsktimerne hver dag.
En anden gang var der blandt de små venner, der lavede lektier sammen, et barn, som ikke gik tilbage til centerets sovesal, selv efter at have lavet lektierne færdige. Da jeg spurgte, hvorfor barnet ikke gik hjem, sagde det: ”Min mor sagde, at hun kommer i dag. Så min mor tager mig med tilbage til sovesalen i dag.” Barnet sad foran centeret og stirrede ud på gaden, og det gjorde ondt i hjertet. Jeg spekulerede på, hvor længe barnet havde ventet, og så dukkede barnets mor op,og den lille dreng, som normalt ikke engang brød sig om at kramme mig, løb med fuld fart hen til sin mor, klamrede sig til hende og opførte sig forkælet. Da jeg så det, tænkte jeg, at børn stadig er børn, uanset hvor modige de virker, og det var så hjerteskærende, at jeg stadig husker scenen tydeligt..
Det gjorde mig endnu mere ked af det og knyttede mig endnu mere til dem, da det gik op for mig, at ikke kun den lille ven, men sikkert alle børnene på centret havde det sådan.
Området, hvor centret ligger, var indtil for få år siden et farligt kvarter, som selv taxaer tøvede med at køre ind i. Det var fyldt med kriminalitet som røverier og narkohandel, og forældrene efterlod deres børn, mens de arbejdede for at forsørge familien, så børnene strejfede rundt på gaden. Takket være hjælp fra ngo’er fik børnene undervisning, og de voksne lærte færdigheder som håndarbejde, så de kunne få mere stabile jobs.
Hvert år begyndte nogle af børnene også på internationale skoler med støtte fra sponsorer, og nogle rejste til udlandet for at studere. Nu er de børn vendt tilbage og arbejder igen på centret, hvor de underviser i engelsk.Jeg havde læst i bøger og set i dokumentarer, at ”det, der virkelig er brug for, ikke blot er penge, men også måder at tjene penge på og små ting, der kan ændre deres liv”, men da jeg selv boede et sted, hvor dette arbejde udføres i praksis, indså jeg, hvor vigtigt det er.
#Jeg vil gerne leve af at udføre meningsfuldt og værdifuldt arbejde, uanset hvad det måtte være.
I juni er det lærernes dag, og i modsætning til i Korea er der en begivenhed, hvor børnene giver lærerne blomster og udfører en wai, en hilsen med et buk. Jeg vidste ikke, at det var lærernes dag, da jeg kom, og blev derfor uventet rørt. Desuden løb børnene hver dag hen for at give highfives og kram, når timen var slut, og jeg var så taknemmelig over for dem, at jeg spekulerede på, om jeg overhovedet fortjente al den kærlighed.
I Bangkok var jeg udlænding, lærer, studerende og rejsende. Jeg fik masser af kærlighed, gav masser af kærlighed, lærte en masse og havde en lykkelig tid uden en eneste fortrydelse – så meget, at jeg ikke kan sige, hvilken af rollerne der var bedst.
Jeg kan ikke storslået hævde, at mit liv blev fuldstændig forandret af mit sabbatår, men min indstilling og mit syn på livet blev mere konkrete og positive, og der kom flere farver ind i det, der før havde været et ensformigt liv. Det er stadig uklart, hvad jeg vil gøre, når jeg vender tilbage til Korea, men jeg vil gerne leve af at udføre meningsfuldt og værdifuldt arbejde, uanset hvad det bliver.
Tips til dig
(Indkvartering)
Jeg vil sige: Kom ikke med forventning om at bo i et koreansk hus på landet. Selv om jeg er meget modig, var den første uge et rent chok og rædsel. Selvfølgelig vænnede jeg mig hurtigt til det og endte endda med at kunne hilse på de små øgler, der sneg sig ind i brusebadet.
Bangkok er ganske vist prangende og et paradis for rejsende, men slumområdet er en helt anden verden. Om dagen er det et fredeligt kvarter, og alle virker venlige og trygge, men når solen går ned, er det et sted, hvor man skal være meget forsigtig. Jeg var aldrig i fare, fordi jeg ikke går ud alene efter mørkets frembrud, men mine thailandske venner, taxachauffører og andre lokale sagde igen og igen, at jeg skulle passe på.
(Måltider)
Du får aldrig serveret såkaldt ulækker mad (som insekter, der er uvante for koreanere). Det er bare sådan, at nogle retter måske ikke falder i din smag. Jeg undgår ikke andre fødevarer end dem, jeg er allergisk over for, så jeg nød alt, hvad der blev serveret, men der er retter, som ikke falder i koreansk smag (for eksempel supper fyldt med koriander eller meget stærke retter med masser af thailandske chilier). I de tilfælde behøver du ikke tvinge dig selv til at spise det og blive stresset.
Selv ved at købe en eller to slags tilbehør på det lokale marked og spise det med ris kan måltiderne blive lækre. Uanset om det gælder indkvarteringen eller maden, er det vigtigste at have indstillingen: ”Bare tag imod det.” Hvis du gør det, vil du opdage, at du faktisk vænner dig til det og kan spise det med glæde.
(Eksperttip)
Du skal selvfølgelig ikke bruge thai i undervisningen, men det er en god idé at lære nogle grundlæggende thailandske hilsner og hverdagsfraser til brug på skolen, over for centrets personale og i hverdagen! Måske får du lyst til at spise noget bestemt eller besøge bestemte steder, og det ville være så ærgerligt at gå glip af det, fordi du ikke kan kommunikere.
Mit sabbatår:
Oplevelse★★★★★
Jeg havde mange bekymringer, før jeg sagde mit job op og begyndte at arbejde frivilligt, men i det øjeblik jeg gik i gang, var det en så lykkelig oplevelse, at jeg glemte alle mine bekymringer. Folk sagde tit, at jeg grinede meget mere, mens jeg boede sammen med børnene. Selv da jeg øvede mig på at smile i Korea, føltes det unaturligt, men når jeg ser på billederne fra Thailand, synes jeg, at mit smil er blevet meget mere naturligt.
Læring★★★★★
Jeg lærte meget af at bo sammen med børnene, og i min fritid gik jeg også på en thailandsk sprogskole. Børnenes naturlige væsen fik mig til at tænke over tingene, og jeg tænkte meget over, hvordan jeg kunne gøre undervisningen sjov, hvilket udvidede min horisont.
Miljø★★★☆☆
Da jeg først ankom, var det på højdepunktet af varmen med temperaturer på over 40 grader – varmt nok til at smelte selv vandfast makeup. Og fordi stedet ligger tæt på havnen, kommer man ud på store veje, hvor store lastbiler kører forbi, bare man går lidt væk. Det kan nogle gange være farligt. Når det regnede kraftigt, blev vejen foran skolen oversvømmet helt op til midt på skinnebenet, så vi måtte rulle bukserne op for at gå igennem. Nu kan jeg grine af det, men det var virkelig forfærdeligt at gå gennem de oversvømmede gader.
Sikkerhed★★★☆☆
Faktisk er de fleste udlændinge, man ser i området, frivillige, så det er usandsynligt, at man bliver udsat for kriminalitet, men der er miljømæssige risici.
Fritid★★★★☆
Jeg lærte at dykke til en vis grad, tog endda alene fly og bus til en anden by for at deltage i en vens bryllup, og gik til thailandskundervisning hver dag, så jeg synes, at jeg brugte min fritid ret godt.
Jeg kan ikke storslået hævde, at mit liv blev fuldstændig forandret af mit sabbatår, men min indstilling og mit syn på livet blev mere konkrete og positive, og der kom flere farver ind i mit før så ensformige liv. Det er stadig uklart, hvad jeg vil gøre, når jeg vender tilbage til Korea, men uanset hvad det bliver, vil jeg gerne leve af at udføre meningsfuldt og værdifuldt arbejde.
- Frivilligt arbejde i Bangkok i Thailand, en varm by, hvor ngo’er fra hele verden mødes / Park So-yeon, Gap Year Tribe, gapper / 12 ugers sabbatår |
I øjeblikket er der i Sydkorea,
60.000 elever på mellemtrinnet og i gymnasiet dropper ud hvert år; 346.000 mennesker i tyverne driver rundt uden at foretage sig noget, fordi de ikke har nogen drømme; og andelen, der skifter job inden for det første år efter ansættelsen, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og over 80 % af de ansatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte, vil vi også gerne introducere ”sabbatåret” i Sydkorea.
”Sabbatår”betegner en periode, hvor man holder pause fra eller skaber balance mellem studier og arbejde og deltager i forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteri,for at finde en retning for fremtiden; det er en kultur, der anbefales i USA, Europa, Japan og andre steder.
# Da jeg faktisk besluttede mig for at sige op, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det ville være dumdristigt at begynde på den måde midt i den nuværende krise på arbejdsmarkedet, så jeg udsatte endda min opsigelse.
Jeg var heldig at få et job lige efter min dimission og arbejdede i virksomheden i næsten to år. Før der gik mere tid, og før jeg nåede at fortryde det, ville jeg prøve noget nyt. Til at begynde med besluttede jeg mig for at sige op for at gå på en videregående uddannelse, og fordi det var et fagområde, jeg virkelig brændte for, planlagde jeg straks at forberede mig på studierne.
Men da jeg faktisk besluttede mig for at sige op, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt det ville være dumdristigt at begynde på den måde på dette arbejdsmarked, så jeg udsatte min opsigelse. Mens jeg gik og bekymrede mig, var jeg heldig at høre om sabbatår, og der fandtes et program, der passede til det fagområde, jeg var interesseret i. Efter mange overvejelser besluttede jeg mig derfor for at deltage i sabbatåret.
Da jeg sagde: ”Jeg vil gerne studere videre og prøve de ting, jeg har haft lyst til, i et år. De projekter, jeg arbejdede på, er nu ved at blive afsluttet ét efter ét, og de presserende forretningsrejser er overstået … Jeg vil fortælle dem, at jeg siger op,” forventede jeg faktisk at få skældud,men en erfaren kollega sagde oprigtigt: ”Ja. Hvis ikke nu, får du måske aldrig chancen. Du begyndte at arbejde alt for ung og har knoklet. Gør de ting, du har lyst til, og læs det, du gerne vil; det er ikke for sent at begynde igen. Du har arbejdet hårdt.” De oprigtige ord gav mig mod til at komme i gang.
#Takket være børnene så det ud til, at alle kunne nyde engelsktimerne hver dag.
Der skete mange ting i løbet af de tre måneder, jeg tilbragte sammen med børnene. I en af klasserne var der en lille ven med et udviklingshandicap,og jeg blev dybt rørt over at se, hvordan alle klassekammeraterne uden at blive bedt om det tog sig af barnet med én fælles indsats.Når de legede, hjalp børnene barnet omkring sig, og under taleøvelser hviskede de også svarene for at hjælpe.Takket være børnene så det ud til, at alle kunne nyde engelsktimerne hver dag.
En anden gang var der blandt de små venner, der lavede lektier sammen, et barn, som ikke gik tilbage til centerets sovesal, selv efter at have lavet lektierne færdige. Da jeg spurgte, hvorfor barnet ikke gik hjem, sagde det: ”Min mor sagde, at hun kommer i dag. Så min mor tager mig med tilbage til sovesalen i dag.” Barnet sad foran centeret og stirrede ud på gaden, og det gjorde ondt i hjertet. Jeg spekulerede på, hvor længe barnet havde ventet, og så dukkede barnets mor op,og den lille dreng, som normalt ikke engang brød sig om at kramme mig, løb med fuld fart hen til sin mor, klamrede sig til hende og opførte sig forkælet. Da jeg så det, tænkte jeg, at børn stadig er børn, uanset hvor modige de virker, og det var så hjerteskærende, at jeg stadig husker scenen tydeligt..
Det gjorde mig endnu mere ked af det og knyttede mig endnu mere til dem, da det gik op for mig, at ikke kun den lille ven, men sikkert alle børnene på centret havde det sådan.
Området, hvor centret ligger, var indtil for få år siden et farligt kvarter, som selv taxaer tøvede med at køre ind i. Det var fyldt med kriminalitet som røverier og narkohandel, og forældrene efterlod deres børn, mens de arbejdede for at forsørge familien, så børnene strejfede rundt på gaden. Takket være hjælp fra ngo’er fik børnene undervisning, og de voksne lærte færdigheder som håndarbejde, så de kunne få mere stabile jobs.
Hvert år begyndte nogle af børnene også på internationale skoler med støtte fra sponsorer, og nogle rejste til udlandet for at studere. Nu er de børn vendt tilbage og arbejder igen på centret, hvor de underviser i engelsk.Jeg havde læst i bøger og set i dokumentarer, at ”det, der virkelig er brug for, ikke blot er penge, men også måder at tjene penge på og små ting, der kan ændre deres liv”, men da jeg selv boede et sted, hvor dette arbejde udføres i praksis, indså jeg, hvor vigtigt det er.
#Jeg vil gerne leve af at udføre meningsfuldt og værdifuldt arbejde, uanset hvad det måtte være.
I juni er det lærernes dag, og i modsætning til i Korea er der en begivenhed, hvor børnene giver lærerne blomster og udfører en wai, en hilsen med et buk. Jeg vidste ikke, at det var lærernes dag, da jeg kom, og blev derfor uventet rørt. Desuden løb børnene hver dag hen for at give highfives og kram, når timen var slut, og jeg var så taknemmelig over for dem, at jeg spekulerede på, om jeg overhovedet fortjente al den kærlighed.
I Bangkok var jeg udlænding, lærer, studerende og rejsende. Jeg fik masser af kærlighed, gav masser af kærlighed, lærte en masse og havde en lykkelig tid uden en eneste fortrydelse – så meget, at jeg ikke kan sige, hvilken af rollerne der var bedst.
Jeg kan ikke storslået hævde, at mit liv blev fuldstændig forandret af mit sabbatår, men min indstilling og mit syn på livet blev mere konkrete og positive, og der kom flere farver ind i det, der før havde været et ensformigt liv. Det er stadig uklart, hvad jeg vil gøre, når jeg vender tilbage til Korea, men jeg vil gerne leve af at udføre meningsfuldt og værdifuldt arbejde, uanset hvad det bliver.
Tips til dig
(Indkvartering)
Jeg vil sige: Kom ikke med forventning om at bo i et koreansk hus på landet. Selv om jeg er meget modig, var den første uge et rent chok og rædsel. Selvfølgelig vænnede jeg mig hurtigt til det og endte endda med at kunne hilse på de små øgler, der sneg sig ind i brusebadet.
Bangkok er ganske vist prangende og et paradis for rejsende, men slumområdet er en helt anden verden. Om dagen er det et fredeligt kvarter, og alle virker venlige og trygge, men når solen går ned, er det et sted, hvor man skal være meget forsigtig. Jeg var aldrig i fare, fordi jeg ikke går ud alene efter mørkets frembrud, men mine thailandske venner, taxachauffører og andre lokale sagde igen og igen, at jeg skulle passe på.
(Måltider)
Du får aldrig serveret såkaldt ulækker mad (som insekter, der er uvante for koreanere). Det er bare sådan, at nogle retter måske ikke falder i din smag. Jeg undgår ikke andre fødevarer end dem, jeg er allergisk over for, så jeg nød alt, hvad der blev serveret, men der er retter, som ikke falder i koreansk smag (for eksempel supper fyldt med koriander eller meget stærke retter med masser af thailandske chilier). I de tilfælde behøver du ikke tvinge dig selv til at spise det og blive stresset.
Selv ved at købe en eller to slags tilbehør på det lokale marked og spise det med ris kan måltiderne blive lækre. Uanset om det gælder indkvarteringen eller maden, er det vigtigste at have indstillingen: ”Bare tag imod det.” Hvis du gør det, vil du opdage, at du faktisk vænner dig til det og kan spise det med glæde.
(Eksperttip)
Du skal selvfølgelig ikke bruge thai i undervisningen, men det er en god idé at lære nogle grundlæggende thailandske hilsner og hverdagsfraser til brug på skolen, over for centrets personale og i hverdagen! Måske får du lyst til at spise noget bestemt eller besøge bestemte steder, og det ville være så ærgerligt at gå glip af det, fordi du ikke kan kommunikere.
Mit sabbatår:
Oplevelse★★★★★
Jeg havde mange bekymringer, før jeg sagde mit job op og begyndte at arbejde frivilligt, men i det øjeblik jeg gik i gang, var det en så lykkelig oplevelse, at jeg glemte alle mine bekymringer. Folk sagde tit, at jeg grinede meget mere, mens jeg boede sammen med børnene. Selv da jeg øvede mig på at smile i Korea, føltes det unaturligt, men når jeg ser på billederne fra Thailand, synes jeg, at mit smil er blevet meget mere naturligt.
Læring★★★★★
Jeg lærte meget af at bo sammen med børnene, og i min fritid gik jeg også på en thailandsk sprogskole. Børnenes naturlige væsen fik mig til at tænke over tingene, og jeg tænkte meget over, hvordan jeg kunne gøre undervisningen sjov, hvilket udvidede min horisont.
Miljø★★★☆☆
Da jeg først ankom, var det på højdepunktet af varmen med temperaturer på over 40 grader – varmt nok til at smelte selv vandfast makeup. Og fordi stedet ligger tæt på havnen, kommer man ud på store veje, hvor store lastbiler kører forbi, bare man går lidt væk. Det kan nogle gange være farligt. Når det regnede kraftigt, blev vejen foran skolen oversvømmet helt op til midt på skinnebenet, så vi måtte rulle bukserne op for at gå igennem. Nu kan jeg grine af det, men det var virkelig forfærdeligt at gå gennem de oversvømmede gader.
Sikkerhed★★★☆☆
Faktisk er de fleste udlændinge, man ser i området, frivillige, så det er usandsynligt, at man bliver udsat for kriminalitet, men der er miljømæssige risici.
Fritid★★★★☆
Jeg lærte at dykke til en vis grad, tog endda alene fly og bus til en anden by for at deltage i en vens bryllup, og gik til thailandskundervisning hver dag, så jeg synes, at jeg brugte min fritid ret godt.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
