Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Erfaring med at bo alene og større selvtillid #Gode mennesker og en læsevane #En dyrebar tid til selvrefleksion
I løbet af en måned, der kunne føles både lang og kort, gjorde jeg en masse ting på egen hånd. Hvis jeg lige nu blev bedt om at tage et andet sted hen og bo alene i endnu en måned, ville det være svært, fordi der er mange ting, jeg ikke nåede at gøre i den tid.Hvis nogen efter noget tid spurgte mig: »Har du lyst til at rejse af sted igen?«, tror jeg, at jeg ville spørge tilbage, om det denne gang kunne være i mere end en måned. |
Et øjeblik til eftertanke med udsigt over havet, Busan Gap Year Stay
Choi Ji-won — gap year-deltager og del af gap year-familien
Et gap year på fire uger
I øjeblikket er situationen i Sydkorea sådan her:
Hvert år dropper 60.000 elever i udskolingen og på ungdomsuddannelserne ud, 346.000 personer i 20’erne går i stå uden drømme, og andelen af ansatte, der skifter job inden for det første år, er kommet op på 40 %.75 % af universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og over 80 % af kontoransatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Selvom mange siger til dem, at de skal drømme, vil vi løse dette problem, hvor der mangler realistiske metoder og støtte, ved også at introducere »gap year« i Sydkorea.
»Gap year« (sabbatår)betyder, at man tager en pause fra eller finder en balance mellem studier og arbejde og bruger tiden på forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteri,som en periode til at finde retningen fremad. Det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
#Jeg var nysgerrig efter, hvordan det ville være at bo alene et ukendt sted.
Mens jeg gik i skole, havde jeg altid lyst til at tage orlov. Kort før eksamenerne, mens jeg overvejede at tage orlov og surfede på internettet, fandt jeg ud af, at der fandtes et gap year-projekt, og jeg søgte om at deltage.
Jeg havde ikke noget særligt ønske om at forandre mig gennem mit gap year.Jeg ville bare prøve noget andet end at tage småjobs eller blive hjemme i ferien. Jeg ville bo alene et andet, ukendt sted og se, hvordan det ville være.
#Jeg tænkte: »Jeg er virkelig kommet til et fantastisk sted.«
Efter at jeg havde søgt om at deltage i projektet og var blevet udvalgt, glædede jeg mig hver dag til at finde ud af, hvilke aktiviteter jeg skulle deltage i. Da deltagelsesdatoen nærmede sig, og jeg tog KTX-toget ned til Busan, følte jeg en spænding og nervøsitet, som var anderledes end normalt.
Selvom jeg normalt boede væk hjemmefra, var der ikke så langt hjem, så jeg kunne nemt tage frem og tilbage, hvis jeg havde lyst. Det var første gang, jeg boede alene uden nogen, jeg kendte. Da jeg ankom til gæstehuset, var det anderledes end alle de andre gæstehuse, jeg havde været på. Det var så stort, at man næsten kunne kalde det et lille hotel — der kunne være næsten hundrede mennesker, når alle var der.
Den første dag gik jeg i seng tidligere end normalt, fordi jeg var nervøs for, at jeg skulle have en masse aktiviteter her, og gerne ville tidligt op næste morgen. Men i virkeligheden var der ikke mange opgaver for personalet, jeg skulle hjælpe med, og mange dage var der slet ingen.Jeg tænkte virkelig, at jeg var kommet til et fantastisk sted. Bestyreren var sød, og alle de andre medarbejdere, jeg arbejdede sammen med, var tilfældigvis på min alder, så jeg kom godt ud af det med dem alle.
#Hvis nogen efter noget tid spurgte: »Har du lyst til at rejse af sted igen?«, tror jeg, at jeg ville spørge tilbage, om det denne gang kunne være i mere end en måned.
Det sted, jeg besøgte oftest, var stormagasinet. I begyndelsen af turen regnede det kraftigt på grund af monsunen, og senere var det så varmt, at jeg ikke havde lyst til at gå udenfor. For mig var stormagasinet det perfekte sted. Der var alt, hvad man kunne ønske sig — biograf, boghandlere, restauranter og caféer — og jeg besøgte især boghandlen tit.
Det, der overraskede mig i Busan, var, at mange af de boghandlere, jeg besøgte, havde borde og stole, så man kunne sidde og læse i ro og mag. Når jeg normalt går i en boghandel, er der kun nogle få siddepladser, eller også ender jeg med at sidde på gulvet og læse. Men her havde boghandlerne lamper og opladere, så det var virkelig behageligt at læse. Takket være det læste jeg mange bøger i denne periode, selvom jeg ikke havde læst ret meget de seneste år.Man kunne måske tænke: »Hvad laver du i Busan, hvis du ikke besøger turistattraktionerne?« Men det var en stor hjælp for mig at have tid til at læse bøger, ikke kun at gå rundt i lang tid.
På grund af gæstehusets karakter mødte jeg også mange mennesker. De fleste var rejsende på »Naeil-ro«, som kun blev en dag eller to. Hvis vores tider på overnatningsstedet ikke passede sammen, mødtes vi ofte ikke, men efterhånden som mit ophold blev længere, mødte jeg flere og flere, selvom det kun var få ad gangen.
Jeg er normalt meget genert og synes, det er svært at starte samtaler, men stemningen her gjorde, at jeg nemt kunne tale med folk, og jeg fik indblik i mange forskellige menneskers tanker. Gæstehuset holdt fest hver uge, men hver gang blev festen så overfyldt, at personalet på grund af pladsmangel måtte holde sig udenfor — det var lidt ærgerligt.
I løbet af den måned — lang, hvis man ville, kort, hvis man ville — gjorde jeg en masse ting på egen hånd. Hvis nogen lige nu bad mig om at tage et andet sted hen og bo alene i endnu en måned, ville det være for meget, fordi der er mange ting, jeg ikke nåede at gøre.Hvis der går noget tid, og nogen spørger: »Har du lyst til at rejse af sted igen?«, tror jeg, at jeg ville svare ved at spørge, om det denne gang kunne være i mere end en måned.
# Mit eget rejsemål!
Jeg anbefaler kyststien Igidae. Gangstierne er godt anlagt, og udsigten er fantastisk. Den ligger tæt på stationen Kyungsung University–Pukyong National University, så det er også nemt at finde et sted at spise.
# Mit tip!
(Sprog)
Da det var et projekt i Sydkorea, var der ingen større sprogbarriere, men der var en del udenlandske gæster. Det er vigtigt at kunne føre en samtale, hvis man vil tale med de udenlandske gæster!
(Overnatning)
Overnatningsstedet var virkelig stort, så det føltes aldrig trangt eller ubehageligt.
(Måltider)
Vi lavede mad sammen med personalet, men jeg kunne ikke finde ud af noget som helst … Jeg var bare deres hjælper.
(Bagage)
Jeg skulle bruge en bærbar computer under opholdet, så jeg tog en med. Som forventet var den ret stor og besværlig at have med. Jeg var også bekymret for, at nogen kunne tage den … men jeg kunne bruge den, når jeg kedede mig, og den kunne klare opgaver, som er svære på en telefon. Det var praktisk at have den med, men også upraktisk.
Når man er i Busan, er det nemt at skaffe alt. Ting, jeg havde glemt at tage med, kunne købes i Daiso eller erstattes med det, der var til rådighed i gæstehuset.
(Godt råd)
I begyndelsen syntes jeg, at en måned ville være virkelig kort. Men en måned alene føltes meget lang. Når jeg ser tilbage, gik den, før jeg vidste af det … Alligevel havde jeg så meget tid, at jeg nåede at læse flere bøger i løbet af måneden, selvom jeg ikke havde læst i omkring tre år. Man kan ikke hænge ud med fremmede hver dag, så det er en god idé at tage noget med, man kan underholde sig selv med.
#Jeg synes, jeg boede her i en måned som en lokal fra Busan og ikke som en typisk turist.
Gennem gap year-projektet var jeg ude hver dag. Jeg er normalt meget hjemmekær og har brug for at være hjemme fem-seks dage om ugen, så det var virkelig hårdt for mig. At gå ud hver eneste dag … Efterhånden som dagene gik, tog jeg mig selv i at tænke: »Er jeg allerede nået så langt? Jeg må hellere skynde mig ud!« Det blev en vane at gå ud hver dag. Men jeg var så meget ude, at der ofte ikke var noget sted, jeg faktisk skulle hen.
Jeg kunne oprindeligt godt lide at gå rundt alene. At se en film alene i folkeskolen var første gang, jeg besluttede mig for at bruge tid på egen hånd. Siden da har forholdet mellem at mødes med venner og at bruge tid alene været cirka 4 til 6 i mit liv. Sådan er forholdet altså — jeg er en total hjemmemenneske, der endda har svært ved at komme ud én gang om ugen. Men jeg nyder faktisk at gå rundt alene...
Nå, selv jeg synes, det er mærkeligt, men efter jeg kom hertil, gik jeg virkelig meget rundt. Senere varede hedebølgen i flere dage, så jeg kunne ikke gå så meget rundt, som jeg havde planlagt.Jeg synes virkelig, at jeg levede en måned her som en lokal fra Busan snarere end som en almindelig rejsende.
Mit sabbatår er |
Erfaring★★★★★
Læring★★★★☆
Omgivelser★★★★☆
Sikkerhed★★★★★
Fritid★★★★★
Det var virkelig svært at tilbringe en måned et ukendt sted og være omgivet af fremmede, men mødet med mange gode mennesker gjorde mig mindre bekymret. Desuden er det en anden stor fordel, at jeg kan bruge en masse tid helt for mig selv.
I løbet af en måned, der kunne føles både lang og kort, gjorde jeg en masse ting på egen hånd. Hvis jeg lige nu blev bedt om at tage et andet sted hen og bo alene i endnu en måned, ville det være svært, fordi der er mange ting, jeg ikke nåede at gøre i den tid.Hvis nogen efter noget tid spurgte mig: »Har du lyst til at rejse af sted igen?«, tror jeg, at jeg ville spørge tilbage, om det denne gang kunne være i mere end en måned. |
Et øjeblik til eftertanke med udsigt over havet, Busan Gap Year Stay
Choi Ji-won — gap year-deltager og del af gap year-familien
Et gap year på fire uger
I øjeblikket er situationen i Sydkorea sådan her:
Hvert år dropper 60.000 elever i udskolingen og på ungdomsuddannelserne ud, 346.000 personer i 20’erne går i stå uden drømme, og andelen af ansatte, der skifter job inden for det første år, er kommet op på 40 %.75 % af universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og over 80 % af kontoransatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Selvom mange siger til dem, at de skal drømme, vil vi løse dette problem, hvor der mangler realistiske metoder og støtte, ved også at introducere »gap year« i Sydkorea.
»Gap year« (sabbatår)betyder, at man tager en pause fra eller finder en balance mellem studier og arbejde og bruger tiden på forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteri,som en periode til at finde retningen fremad. Det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
#Jeg var nysgerrig efter, hvordan det ville være at bo alene et ukendt sted.
Mens jeg gik i skole, havde jeg altid lyst til at tage orlov. Kort før eksamenerne, mens jeg overvejede at tage orlov og surfede på internettet, fandt jeg ud af, at der fandtes et gap year-projekt, og jeg søgte om at deltage.
Jeg havde ikke noget særligt ønske om at forandre mig gennem mit gap year.Jeg ville bare prøve noget andet end at tage småjobs eller blive hjemme i ferien. Jeg ville bo alene et andet, ukendt sted og se, hvordan det ville være.
#Jeg tænkte: »Jeg er virkelig kommet til et fantastisk sted.«
Efter at jeg havde søgt om at deltage i projektet og var blevet udvalgt, glædede jeg mig hver dag til at finde ud af, hvilke aktiviteter jeg skulle deltage i. Da deltagelsesdatoen nærmede sig, og jeg tog KTX-toget ned til Busan, følte jeg en spænding og nervøsitet, som var anderledes end normalt.
Selvom jeg normalt boede væk hjemmefra, var der ikke så langt hjem, så jeg kunne nemt tage frem og tilbage, hvis jeg havde lyst. Det var første gang, jeg boede alene uden nogen, jeg kendte. Da jeg ankom til gæstehuset, var det anderledes end alle de andre gæstehuse, jeg havde været på. Det var så stort, at man næsten kunne kalde det et lille hotel — der kunne være næsten hundrede mennesker, når alle var der.
Den første dag gik jeg i seng tidligere end normalt, fordi jeg var nervøs for, at jeg skulle have en masse aktiviteter her, og gerne ville tidligt op næste morgen. Men i virkeligheden var der ikke mange opgaver for personalet, jeg skulle hjælpe med, og mange dage var der slet ingen.Jeg tænkte virkelig, at jeg var kommet til et fantastisk sted. Bestyreren var sød, og alle de andre medarbejdere, jeg arbejdede sammen med, var tilfældigvis på min alder, så jeg kom godt ud af det med dem alle.
#Hvis nogen efter noget tid spurgte: »Har du lyst til at rejse af sted igen?«, tror jeg, at jeg ville spørge tilbage, om det denne gang kunne være i mere end en måned.
Det sted, jeg besøgte oftest, var stormagasinet. I begyndelsen af turen regnede det kraftigt på grund af monsunen, og senere var det så varmt, at jeg ikke havde lyst til at gå udenfor. For mig var stormagasinet det perfekte sted. Der var alt, hvad man kunne ønske sig — biograf, boghandlere, restauranter og caféer — og jeg besøgte især boghandlen tit.
Det, der overraskede mig i Busan, var, at mange af de boghandlere, jeg besøgte, havde borde og stole, så man kunne sidde og læse i ro og mag. Når jeg normalt går i en boghandel, er der kun nogle få siddepladser, eller også ender jeg med at sidde på gulvet og læse. Men her havde boghandlerne lamper og opladere, så det var virkelig behageligt at læse. Takket være det læste jeg mange bøger i denne periode, selvom jeg ikke havde læst ret meget de seneste år.Man kunne måske tænke: »Hvad laver du i Busan, hvis du ikke besøger turistattraktionerne?« Men det var en stor hjælp for mig at have tid til at læse bøger, ikke kun at gå rundt i lang tid.
På grund af gæstehusets karakter mødte jeg også mange mennesker. De fleste var rejsende på »Naeil-ro«, som kun blev en dag eller to. Hvis vores tider på overnatningsstedet ikke passede sammen, mødtes vi ofte ikke, men efterhånden som mit ophold blev længere, mødte jeg flere og flere, selvom det kun var få ad gangen.
Jeg er normalt meget genert og synes, det er svært at starte samtaler, men stemningen her gjorde, at jeg nemt kunne tale med folk, og jeg fik indblik i mange forskellige menneskers tanker. Gæstehuset holdt fest hver uge, men hver gang blev festen så overfyldt, at personalet på grund af pladsmangel måtte holde sig udenfor — det var lidt ærgerligt.
I løbet af den måned — lang, hvis man ville, kort, hvis man ville — gjorde jeg en masse ting på egen hånd. Hvis nogen lige nu bad mig om at tage et andet sted hen og bo alene i endnu en måned, ville det være for meget, fordi der er mange ting, jeg ikke nåede at gøre.Hvis der går noget tid, og nogen spørger: »Har du lyst til at rejse af sted igen?«, tror jeg, at jeg ville svare ved at spørge, om det denne gang kunne være i mere end en måned.
# Mit eget rejsemål!
Jeg anbefaler kyststien Igidae. Gangstierne er godt anlagt, og udsigten er fantastisk. Den ligger tæt på stationen Kyungsung University–Pukyong National University, så det er også nemt at finde et sted at spise.
# Mit tip!
(Sprog)
Da det var et projekt i Sydkorea, var der ingen større sprogbarriere, men der var en del udenlandske gæster. Det er vigtigt at kunne føre en samtale, hvis man vil tale med de udenlandske gæster!
(Overnatning)
Overnatningsstedet var virkelig stort, så det føltes aldrig trangt eller ubehageligt.
(Måltider)
Vi lavede mad sammen med personalet, men jeg kunne ikke finde ud af noget som helst … Jeg var bare deres hjælper.
(Bagage)
Jeg skulle bruge en bærbar computer under opholdet, så jeg tog en med. Som forventet var den ret stor og besværlig at have med. Jeg var også bekymret for, at nogen kunne tage den … men jeg kunne bruge den, når jeg kedede mig, og den kunne klare opgaver, som er svære på en telefon. Det var praktisk at have den med, men også upraktisk.
Når man er i Busan, er det nemt at skaffe alt. Ting, jeg havde glemt at tage med, kunne købes i Daiso eller erstattes med det, der var til rådighed i gæstehuset.
(Godt råd)
I begyndelsen syntes jeg, at en måned ville være virkelig kort. Men en måned alene føltes meget lang. Når jeg ser tilbage, gik den, før jeg vidste af det … Alligevel havde jeg så meget tid, at jeg nåede at læse flere bøger i løbet af måneden, selvom jeg ikke havde læst i omkring tre år. Man kan ikke hænge ud med fremmede hver dag, så det er en god idé at tage noget med, man kan underholde sig selv med.
#Jeg synes, jeg boede her i en måned som en lokal fra Busan og ikke som en typisk turist.
Gennem gap year-projektet var jeg ude hver dag. Jeg er normalt meget hjemmekær og har brug for at være hjemme fem-seks dage om ugen, så det var virkelig hårdt for mig. At gå ud hver eneste dag … Efterhånden som dagene gik, tog jeg mig selv i at tænke: »Er jeg allerede nået så langt? Jeg må hellere skynde mig ud!« Det blev en vane at gå ud hver dag. Men jeg var så meget ude, at der ofte ikke var noget sted, jeg faktisk skulle hen.
Jeg kunne oprindeligt godt lide at gå rundt alene. At se en film alene i folkeskolen var første gang, jeg besluttede mig for at bruge tid på egen hånd. Siden da har forholdet mellem at mødes med venner og at bruge tid alene været cirka 4 til 6 i mit liv. Sådan er forholdet altså — jeg er en total hjemmemenneske, der endda har svært ved at komme ud én gang om ugen. Men jeg nyder faktisk at gå rundt alene...
Nå, selv jeg synes, det er mærkeligt, men efter jeg kom hertil, gik jeg virkelig meget rundt. Senere varede hedebølgen i flere dage, så jeg kunne ikke gå så meget rundt, som jeg havde planlagt.Jeg synes virkelig, at jeg levede en måned her som en lokal fra Busan snarere end som en almindelig rejsende.
Mit sabbatår er |
Erfaring★★★★★
Læring★★★★☆
Omgivelser★★★★☆
Sikkerhed★★★★★
Fritid★★★★★
Det var virkelig svært at tilbringe en måned et ukendt sted og være omgivet af fremmede, men mødet med mange gode mennesker gjorde mig mindre bekymret. Desuden er det en anden stor fordel, at jeg kan bruge en masse tid helt for mig selv.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
