Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Selvstændighed, flid og studieplanlægning #Japanskkundskaber og færdigheder til hverdagen #Udvikling gennem en oplevelse uden fortrydelser
|
Projektet med et sabbatår var en periode, der skabte forandring på mange måder. Det gav mig mulighed for at udvikle vaner, så jeg kunne leve mere selvstændigt og målrettet, og det hjalp mig med at lægge klare akademiske planer for fremtiden, mens jeg overvejede, hvilken retning jeg ville gå i. Jeg er taknemmelig over for mine forældre, fordi de gjorde det muligt for mig at få denne tid, og over for Gap Year for deres støtte.
- Sprogstudier i Japan Woo Hye-eun, deltager i Gap Year Korea / 12 uger med Gap Year |
I Sydkorea er der i øjeblikket,
60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på gymnasier, der dropper ud hvert år, 346.000 unge i 20'erne, som går ledige uden en drøm, en personaleomsætning på over 40 % inden for et år efter ansættelsen, og 75 % af de studerende er utilfredse med deres universitetsliv. Derudover fortæller mere end 80 % af de erhvervsaktive, at de føler sig ulykkelige. Selvom mange taler om drømme, mangler der praktiske metoder og støtte til at håndtere disse problemer. Derfor ønsker vi at introducere begrebet »sabbatår« i Sydkorea.
»Sabbatår« henviser til en periode, hvor man holder pause fra studier eller arbejde for at engagere sig i forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse eller iværksætteri for at finde ud af, hvilken vej man vil gå i fremtiden. Det er en kultur, der opmuntres steder som USA, Europa og Japan.
# Jeg følte, at jeg ville begynde at blive urolig, hvis jeg udsatte det længere, så jeg besluttede mig for at tage det modige skridt og udfordre mig selv.
Hej, jeg hedder Woo Hye-eun, og jeg har i øjeblikket orlov fra universitetet. Jeg elsker at rejse og har en indstilling om, at jeg vil prøve alt, hvad jeg kan, som universitetsstuderende! Jeg læser japansk sprog og litteratur, og derfor besluttede jeg at søge om et sabbatår i Japan. Selvom jeg har tendens til at være forsigtig, får min nysgerrighed mig ofte til at prøve nye ting. Jeg er aktiv og udadvendt, så det er nemt for mig at komme i kontakt med både koreanske og internationale venner.
Min deltagelse i sabbatårsprojektet begyndte, da jeg blev nødt til at tage orlov. Jeg havde deltaget i et udvekslingsprogram på en anden skole, men mine karakterer blev offentliggjort for sent, så jeg kunne ikke få en plads på kollegiet. Mine forældre ønskede, at jeg skulle tage en pause og tænke mig om. De så det som en mulighed og sagde, at de ikke ville støtte, at jeg boede alene. I stedet opfordrede de mig til at tage orlov og rejse til Japan. Så begyndte jeg at overveje et sabbatår.
Jeg er en person, der går aktivt efter det, jeg ønsker, men da jobsøgningen nærmede sig, begyndte jeg at stille spørgsmål ved, hvad jeg egentlig gerne ville lave. Når jeg tænkte på arbejde, satte jeg det naturligt i forbindelse med mit fag. Desværre kunne jeg ikke sige, at jeg elskede mit fag, japansk – det var mere et had-kærlighedsforhold.
Efter mange overvejelser tænkte jeg: »Hvis jeg styrker mine japanskkundskaber og kommer til at holde mere af Japan, kan det måske udvide feltet af ting, jeg gerne vil lave.« Det var efter mit andet studieår, og jeg følte, at jeg kun ville blive mere urolig, hvis jeg ventede længere. Derfor besluttede jeg mig for at tage springet.
# Der skete så mange ting i Japan. De fleste var virkelig dejlige og sjove, men der var også mange situationer, hvor det handlede mere om at tilpasse sig end om ubehagelige oplevelser.
Der skete virkelig mange ting i Japan. De fleste var virkelig dejlige og sjove,
men der var mange ting, jeg skulle vænne mig til, snarere end ubehagelige oplevelser~
Da jeg lige var ankommet til Japan, var min telefon helt løbet tør for strøm, og jeg kunne ikke engang oplade den. Jeg var så træt, men gik ud med kun et stykke papir, tegnede billeder af det, jeg havde brug for, spurgte folk, købte tingene og vendte hjem. Jeg købte endda ingredienser til at lave mad, men da jeg satte gryden på komfuret, virkede induktionskogepladen ikke. Jeg var allerede udmattet, og sulten gjorde det endnu værre. Jeg følte mig så elendig. Mens jeg gik formålsløst rundt, så en af mine naboer mit fortvivlede ansigt og spurgte, hvad der var galt.
Jeg forklarede min situation og havde næsten opgivet håbet. Så gav en venlig ældre kvinde mig en gryde og en pakke ramen… Jeg blev så rørt, at jeg gav hende lidt stærk tun til gengæld. Senere fandt jeg ud af, at kun HI-gryder virker på induktionskomfurer.
En dag ventede jeg på en international postforsendelse, men afsenderen havde kun angivet bygningens navn, ikke etage eller værelsesnummer. Derfor kom posten aldrig, uanset hvor længe jeg ventede. Jeg skyndte mig på cykel til posthuset for at forklare situationen, og heldigvis undersøgte de det for mig. Det viste sig, at posten var ved at blive sendt retur på grund af en »uklar leveringsadresse« netop den dag, jeg besøgte posthuset.
Det var sådan en lettelse! Den aften leverede de pakken. Med den kimchi, jeg fik, lavede jeg stegte ris med kimchi til aftensmad. Haha. (Forresten var japansk kimchi slet ikke noget for mig – den smagte som sød kimchi!)
En anden dag fik jeg en kæmpe elregning – 40.000 won for en måned! Jeg spurgte en klassekammerat, hvor jeg skulle betale den, og de sagde, at jeg kunne betale i en døgnkiosk. Begejstret fandt jeg det præcise beløb frem, helt ned til den sidste yen, og øvede mig på, hvad jeg skulle sige. Men fordi regningen var for kollegiet, skulle jeg faktisk betale den på skolen. Haha, det var lidt af en skuffelse.
En gang sad jeg bag på min storesøsters cykel, og en politibetjent begyndte at løbe efter os!!!! Det viste sig, at det er ulovligt at sidde bag på en cykel i Osaka. Haha, jeg tror, jeg hørte om det under skolens trafiksikkerhedsundervisning, men jeg havde helt glemt det og endte med at bryde loven... Politibetjenten forstod, at vi ikke vidste det, og nøjedes med at advare os, før han gik. Efter det sad jeg aldrig bag på cyklen igen.
Åh! Og i Osaka sorterer de ikke affald, så det er helt i orden at smide madaffald og almindeligt affald ud sammen. Det er virkelig nemt at komme af med skraldet, og det var dejligt!~! Så en dag dukkede der en KÆMPE kakerlak op... Jeg græd den dag... Jeg var så ked af det, at jeg græd og sagde, at jeg ville hjem til Korea... Jeg gik ud for at vaske op og fandt en cikade der... Jeg gik i panik og dækkede vasken med en tallerken, og da vandet begyndte at løbe over, indså jeg, at det var en kakerlak... Nej, det var faktisk en cikade... De siger, at japanske kakerlakker er så store... Den var på størrelse med en cikade...
Jeg gik hurtigt ud med gummihandsker på og bankede på døren hos naboen, der boede to døre længere nede. Jeg havde mødt vedkommende i elevatoren samme dag. Og den person... fangede den for mig... Så venligt. De sagde, at jeg skulle sige til, hvis der dukkede en til op, og de fangede omkring to mere for mig bagefter. ㅠㅠ De satte endda en kakerlakfælde op for mig og blokerede udluftningskanalen... Jeg var så taknemmelig, at jeg købte en masse mad og hængte det på deres hoveddør.
Bestyreren af lejlighedskomplekset kom forbi og sagde, at det så ud til, at de kom fra andre lejligheder, og gav mig et middel mod kakerlakker. Det var en anordning, der skød dem ihjel. Jeg tror, kakerlakken lagde æg, for der blev ved med at dukke små kakerlakker op. Og med det middel blev jeg uovervindelig og slog dem alle ihjel helt frem til den sidste dag. Hoho.
En dag cyklede jeg hjem, da det pludselig begyndte at styrtregne! Det føltes, som om der var hul i himlen. Så viklede jeg min Adidas-jakke om hovedet som en kvinde fra Joseon-dynastiet og skyndte mig hjem... Når det er overskyet... lærte jeg, at jeg ikke skal cykle..
Der er så mange flere historier, men det ville være alt for meget at skrive! Jeg skrev kun dem ned, jeg kom i tanke om~
# Det var en tid, hvor jeg lærte om forskellige kulturer.
Kort fortalt så min hverdag i Japan sådan ud: Jeg stod op om morgenen og tog enten ud at handle, lavede husarbejde eller studerede. Derefter gik jeg på det sprogcenter, som Gap Year-holdet havde formidlet kontakt til. Efter undervisningen besøgte jeg kendte restauranter eller gik rundt i kvarteret for at opleve Japan. Det var en utrolig lykkelig tid. På dage, hvor jeg ikke tog ud, cyklede jeg gennem de livlige handelsgader eller blev hjemme og prøvede nye opskrifter.
En af de bedste ting ved sabbatårsprojektet var, at jeg ikke kun fik koreanske venner, men også mødte mennesker fra Taiwan, Kina, Hongkong, Vietnam og andre lande. Jeg blev først overrasket, fordi der kun var tre koreanere i klassen, mig selv inklusive, men det viste sig at være en fantastisk mulighed for at tale mere japansk og lære om forskellige kulturer.
Min nærmeste veninde var kinesisk, og hun gav mig altid lækker mad. Vi havde også en madlavningskonkurrence med mine klassekammerater, hvor jeg lavede tteokbokki. Det var lidt af en udfordring at finde riskagerne til tteokbokki, haha. Forresten kan man finde dem i Ion Mall!! Mine venner elskede tteokbokki og sagde, at det var superlækkert, så det blev den mest populære ret. Jeg var virkelig stolt! Hehe.
# Mine anbefalinger!
Hmm, jeg tilbragte det meste af min tid i Osaka, hvor jeg gik rundt i gyderne i Honmachi og Namba og besøgte caféer. Af særlige turistmål besøgte jeg kun Kobe, Kyoto og Hyogo-præfekturet, og jeg tilbragte det meste af tiden i Osaka~
Der er et fantastisk sted nær Namba, ikke langt fra Dotonbori, med en helt særlig atmosfære. Det ligger over for café-restauranten Blue. De spiller musik, og stemningen er så god, at man mærker den helt rene glæde ved at være der. Jeg foretrækker mere fredelige og rolige ture, så jeg nød at udforske små lokale butikker frem for at besøge populære turistattraktioner eller restauranter.
# Tips til kommende deltagere i Gap Year
Selvom prisen måske får dig til at tøve, synes jeg, det er en fantastisk mulighed. Undervisningen varer ikke så længe, så du får sandsynligvis tid til at prøve alle de aktiviteter, du har lyst til. Jeg anbefaler også at få et arbejdsferievisum. Det giver dig mulighed for at arbejde på deltid og fleksibilitet til selv at vælge, hvornår du vil rejse hjem, uden presset om at skulle fastsætte en hjemrejsedato.
Jeg rejste på turistvisum, og det fortrød jeg. Jeg anbefaler også på det kraftigste, at de, der gerne vil blive bedre til sproget, studerer det grundlæggende, inden de tager af sted. Man skal have et solidt fundament for at blive bedre, og det er ikke nemt at opbygge det, når man først er der, især fordi vi ikke længere er børn. ㅠㅠ
# Mit mål med sabbatåret var at opleve så meget af Japan som muligt og forelske mig i landet.
Mit mål med sabbatåret var at forelske mig i Japan. Jeg ville fordybe mig i det japanske sprog og den japanske kultur – ikke som turist, men ved at leve i landet. Jeg troede, at det ville give mig den motivation, jeg havde brug for til at studere. Jeg håbede også på at forbedre mine sprogfærdigheder så meget som muligt. Jeg indså, at der er forskel på sproget, man bruger til eksamener for at få certifikater, og de udtryk, man bruger i virkeligheden. Mit mål med sabbatåret var at opleve så meget af Japan som muligt og forelske mig i landet.
Det er første gang, jeg bor alene i Japan. Selv da jeg gik på universitetet, boede jeg kun på kollegier, så det er første gang, jeg har skullet klare alting på egen hånd. Gennem denne oplevelse er mine madlavningsevner og min evne til at håndtere hverdagen blevet meget bedre. Jeg var faktisk kendt for ikke at kunne lave mad, haha. Men efter jeg kom hertil og prøvede at lave forskellige retter, er jeg virkelig blevet bedre til at lave mad.
Jeg er også blevet meget bedre til at klare daglige opgaver som at handle fornuftigt ind, gå ud med skraldet og gøre rent på værelset, badeværelset og i køkkenet. Mange gange har jeg tænkt, at min mor var fantastisk til så let at klare alt det her.
Det er pinligt, men helt ærligt græd jeg alene om aftenen i begyndelsen. Det var svært at forberede sig på at bo alene, og det fik mig til at føle mig svag, så jeg græd for mig selv. Men når jeg blev ked af det, sagde jeg til mig selv, at jeg ikke måtte være svag! Når man bor i udlandet, kan man godt få lyst til at tage tilbage til Korea, men jeg følte mig egentlig aldrig ensom. Men efter at være flyttet helt alene ind, følte jeg mig nogle gange ensom.
I begyndelsen var jeg ked af det, men efterhånden som det skete oftere, begyndte jeg at bruge tiden på at reflektere over mig selv. Jeg tænkte over mine forskellige sider og over, hvad jeg gerne vil gøre. Fordi jeg altid boede sammen med venner på kollegiet, havde jeg ikke rigtig haft meget tid alene. Jeg føler, at jeg har brugt min alenetid mere meningsfuldt i stedet for at føle mig ensom.
Japans særlige atmosfære, der både er rolig og livlig, gjorde mig glad hver dag. Og som en, der elsker at cykle, var det en stor fornøjelse for mig at cykle hver dag. Jeg cyklede, fordi transporten var dyr, men jeg kunne hurtigt komme hen til de steder, jeg gerne ville, og det var nemt at parkere, så jeg cyklede mindst 40 minutter hver dag.
Da jeg kom hjem, blev jeg virkelig, virkelig, virkelig forelsket i Japan. Jeg blev så betaget af Japans charme, at jeg endda overvejede at arbejde i udlandet.Det kan være, fordi jeg var i en storby, men jeg elsker Japans særlige atmosfære. Jeg nyder virkelig følelsen af, at der både er livligt og fredeligt på samme tid. Og selvfølgelig maden! Jeg tog meget på og er på kur lige nu, men dengang var jeg så glad hver dag, når jeg spiste lækker mad.
Et andet minde er, at jeg mødte nære udenlandske og koreanske venner. Jeg tog faktisk ikke af sted gennem et udvekslingsbureau, så i begyndelsen kendte jeg ingen. Men med tiden mødte jeg mange udenlandske og koreanske venner, og vi skabte mange minder sammen. Jeg holder stadig regelmæssigt kontakt med dem.Det giver mig en tryg følelse, fordi det føles, som om jeg har efterladt mange mennesker der.
Nå ja, jeg fik også nogle nyttige tips til at bo i Japan. Hvis jeg kommer tilbage en dag, føler jeg, at jeg hurtigt vil kunne vænne mig til det. Jeg lærte blandt andet, hvordan man modtager pakker, betaler regninger for forbrug og andre ting, man kun lærer ved at bo her. Jeg vender helt sikkert tilbage til Osaka.
Mit sabbatårsprojekt var en tid, hvor jeg kunne forandre mig på mange måder. Jeg blev mere selvstændig og udviklede en vane med at leve målrettet, og jeg tænkte også over, hvilken retning jeg gerne vil gå i, og lagde en klar plan for mine fremtidige studier. Jeg er taknemmelig over for mine forældre og sabbatårsprogrammet for at have hjulpet mig med at få denne tid.
|
Projektet med et sabbatår var en periode, der skabte forandring på mange måder. Det gav mig mulighed for at udvikle vaner, så jeg kunne leve mere selvstændigt og målrettet, og det hjalp mig med at lægge klare akademiske planer for fremtiden, mens jeg overvejede, hvilken retning jeg ville gå i. Jeg er taknemmelig over for mine forældre, fordi de gjorde det muligt for mig at få denne tid, og over for Gap Year for deres støtte.
- Sprogstudier i Japan Woo Hye-eun, deltager i Gap Year Korea / 12 uger med Gap Year |
I Sydkorea er der i øjeblikket,
60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på gymnasier, der dropper ud hvert år, 346.000 unge i 20'erne, som går ledige uden en drøm, en personaleomsætning på over 40 % inden for et år efter ansættelsen, og 75 % af de studerende er utilfredse med deres universitetsliv. Derudover fortæller mere end 80 % af de erhvervsaktive, at de føler sig ulykkelige. Selvom mange taler om drømme, mangler der praktiske metoder og støtte til at håndtere disse problemer. Derfor ønsker vi at introducere begrebet »sabbatår« i Sydkorea.
»Sabbatår« henviser til en periode, hvor man holder pause fra studier eller arbejde for at engagere sig i forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse eller iværksætteri for at finde ud af, hvilken vej man vil gå i fremtiden. Det er en kultur, der opmuntres steder som USA, Europa og Japan.
# Jeg følte, at jeg ville begynde at blive urolig, hvis jeg udsatte det længere, så jeg besluttede mig for at tage det modige skridt og udfordre mig selv.
Hej, jeg hedder Woo Hye-eun, og jeg har i øjeblikket orlov fra universitetet. Jeg elsker at rejse og har en indstilling om, at jeg vil prøve alt, hvad jeg kan, som universitetsstuderende! Jeg læser japansk sprog og litteratur, og derfor besluttede jeg at søge om et sabbatår i Japan. Selvom jeg har tendens til at være forsigtig, får min nysgerrighed mig ofte til at prøve nye ting. Jeg er aktiv og udadvendt, så det er nemt for mig at komme i kontakt med både koreanske og internationale venner.
Min deltagelse i sabbatårsprojektet begyndte, da jeg blev nødt til at tage orlov. Jeg havde deltaget i et udvekslingsprogram på en anden skole, men mine karakterer blev offentliggjort for sent, så jeg kunne ikke få en plads på kollegiet. Mine forældre ønskede, at jeg skulle tage en pause og tænke mig om. De så det som en mulighed og sagde, at de ikke ville støtte, at jeg boede alene. I stedet opfordrede de mig til at tage orlov og rejse til Japan. Så begyndte jeg at overveje et sabbatår.
Jeg er en person, der går aktivt efter det, jeg ønsker, men da jobsøgningen nærmede sig, begyndte jeg at stille spørgsmål ved, hvad jeg egentlig gerne ville lave. Når jeg tænkte på arbejde, satte jeg det naturligt i forbindelse med mit fag. Desværre kunne jeg ikke sige, at jeg elskede mit fag, japansk – det var mere et had-kærlighedsforhold.
Efter mange overvejelser tænkte jeg: »Hvis jeg styrker mine japanskkundskaber og kommer til at holde mere af Japan, kan det måske udvide feltet af ting, jeg gerne vil lave.« Det var efter mit andet studieår, og jeg følte, at jeg kun ville blive mere urolig, hvis jeg ventede længere. Derfor besluttede jeg mig for at tage springet.
# Der skete så mange ting i Japan. De fleste var virkelig dejlige og sjove, men der var også mange situationer, hvor det handlede mere om at tilpasse sig end om ubehagelige oplevelser.
Der skete virkelig mange ting i Japan. De fleste var virkelig dejlige og sjove,
men der var mange ting, jeg skulle vænne mig til, snarere end ubehagelige oplevelser~
Da jeg lige var ankommet til Japan, var min telefon helt løbet tør for strøm, og jeg kunne ikke engang oplade den. Jeg var så træt, men gik ud med kun et stykke papir, tegnede billeder af det, jeg havde brug for, spurgte folk, købte tingene og vendte hjem. Jeg købte endda ingredienser til at lave mad, men da jeg satte gryden på komfuret, virkede induktionskogepladen ikke. Jeg var allerede udmattet, og sulten gjorde det endnu værre. Jeg følte mig så elendig. Mens jeg gik formålsløst rundt, så en af mine naboer mit fortvivlede ansigt og spurgte, hvad der var galt.
Jeg forklarede min situation og havde næsten opgivet håbet. Så gav en venlig ældre kvinde mig en gryde og en pakke ramen… Jeg blev så rørt, at jeg gav hende lidt stærk tun til gengæld. Senere fandt jeg ud af, at kun HI-gryder virker på induktionskomfurer.
En dag ventede jeg på en international postforsendelse, men afsenderen havde kun angivet bygningens navn, ikke etage eller værelsesnummer. Derfor kom posten aldrig, uanset hvor længe jeg ventede. Jeg skyndte mig på cykel til posthuset for at forklare situationen, og heldigvis undersøgte de det for mig. Det viste sig, at posten var ved at blive sendt retur på grund af en »uklar leveringsadresse« netop den dag, jeg besøgte posthuset.
Det var sådan en lettelse! Den aften leverede de pakken. Med den kimchi, jeg fik, lavede jeg stegte ris med kimchi til aftensmad. Haha. (Forresten var japansk kimchi slet ikke noget for mig – den smagte som sød kimchi!)
En anden dag fik jeg en kæmpe elregning – 40.000 won for en måned! Jeg spurgte en klassekammerat, hvor jeg skulle betale den, og de sagde, at jeg kunne betale i en døgnkiosk. Begejstret fandt jeg det præcise beløb frem, helt ned til den sidste yen, og øvede mig på, hvad jeg skulle sige. Men fordi regningen var for kollegiet, skulle jeg faktisk betale den på skolen. Haha, det var lidt af en skuffelse.
En gang sad jeg bag på min storesøsters cykel, og en politibetjent begyndte at løbe efter os!!!! Det viste sig, at det er ulovligt at sidde bag på en cykel i Osaka. Haha, jeg tror, jeg hørte om det under skolens trafiksikkerhedsundervisning, men jeg havde helt glemt det og endte med at bryde loven... Politibetjenten forstod, at vi ikke vidste det, og nøjedes med at advare os, før han gik. Efter det sad jeg aldrig bag på cyklen igen.
Åh! Og i Osaka sorterer de ikke affald, så det er helt i orden at smide madaffald og almindeligt affald ud sammen. Det er virkelig nemt at komme af med skraldet, og det var dejligt!~! Så en dag dukkede der en KÆMPE kakerlak op... Jeg græd den dag... Jeg var så ked af det, at jeg græd og sagde, at jeg ville hjem til Korea... Jeg gik ud for at vaske op og fandt en cikade der... Jeg gik i panik og dækkede vasken med en tallerken, og da vandet begyndte at løbe over, indså jeg, at det var en kakerlak... Nej, det var faktisk en cikade... De siger, at japanske kakerlakker er så store... Den var på størrelse med en cikade...
Jeg gik hurtigt ud med gummihandsker på og bankede på døren hos naboen, der boede to døre længere nede. Jeg havde mødt vedkommende i elevatoren samme dag. Og den person... fangede den for mig... Så venligt. De sagde, at jeg skulle sige til, hvis der dukkede en til op, og de fangede omkring to mere for mig bagefter. ㅠㅠ De satte endda en kakerlakfælde op for mig og blokerede udluftningskanalen... Jeg var så taknemmelig, at jeg købte en masse mad og hængte det på deres hoveddør.
Bestyreren af lejlighedskomplekset kom forbi og sagde, at det så ud til, at de kom fra andre lejligheder, og gav mig et middel mod kakerlakker. Det var en anordning, der skød dem ihjel. Jeg tror, kakerlakken lagde æg, for der blev ved med at dukke små kakerlakker op. Og med det middel blev jeg uovervindelig og slog dem alle ihjel helt frem til den sidste dag. Hoho.
En dag cyklede jeg hjem, da det pludselig begyndte at styrtregne! Det føltes, som om der var hul i himlen. Så viklede jeg min Adidas-jakke om hovedet som en kvinde fra Joseon-dynastiet og skyndte mig hjem... Når det er overskyet... lærte jeg, at jeg ikke skal cykle..
Der er så mange flere historier, men det ville være alt for meget at skrive! Jeg skrev kun dem ned, jeg kom i tanke om~
# Det var en tid, hvor jeg lærte om forskellige kulturer.
Kort fortalt så min hverdag i Japan sådan ud: Jeg stod op om morgenen og tog enten ud at handle, lavede husarbejde eller studerede. Derefter gik jeg på det sprogcenter, som Gap Year-holdet havde formidlet kontakt til. Efter undervisningen besøgte jeg kendte restauranter eller gik rundt i kvarteret for at opleve Japan. Det var en utrolig lykkelig tid. På dage, hvor jeg ikke tog ud, cyklede jeg gennem de livlige handelsgader eller blev hjemme og prøvede nye opskrifter.
En af de bedste ting ved sabbatårsprojektet var, at jeg ikke kun fik koreanske venner, men også mødte mennesker fra Taiwan, Kina, Hongkong, Vietnam og andre lande. Jeg blev først overrasket, fordi der kun var tre koreanere i klassen, mig selv inklusive, men det viste sig at være en fantastisk mulighed for at tale mere japansk og lære om forskellige kulturer.
Min nærmeste veninde var kinesisk, og hun gav mig altid lækker mad. Vi havde også en madlavningskonkurrence med mine klassekammerater, hvor jeg lavede tteokbokki. Det var lidt af en udfordring at finde riskagerne til tteokbokki, haha. Forresten kan man finde dem i Ion Mall!! Mine venner elskede tteokbokki og sagde, at det var superlækkert, så det blev den mest populære ret. Jeg var virkelig stolt! Hehe.
# Mine anbefalinger!
Hmm, jeg tilbragte det meste af min tid i Osaka, hvor jeg gik rundt i gyderne i Honmachi og Namba og besøgte caféer. Af særlige turistmål besøgte jeg kun Kobe, Kyoto og Hyogo-præfekturet, og jeg tilbragte det meste af tiden i Osaka~
Der er et fantastisk sted nær Namba, ikke langt fra Dotonbori, med en helt særlig atmosfære. Det ligger over for café-restauranten Blue. De spiller musik, og stemningen er så god, at man mærker den helt rene glæde ved at være der. Jeg foretrækker mere fredelige og rolige ture, så jeg nød at udforske små lokale butikker frem for at besøge populære turistattraktioner eller restauranter.
# Tips til kommende deltagere i Gap Year
Selvom prisen måske får dig til at tøve, synes jeg, det er en fantastisk mulighed. Undervisningen varer ikke så længe, så du får sandsynligvis tid til at prøve alle de aktiviteter, du har lyst til. Jeg anbefaler også at få et arbejdsferievisum. Det giver dig mulighed for at arbejde på deltid og fleksibilitet til selv at vælge, hvornår du vil rejse hjem, uden presset om at skulle fastsætte en hjemrejsedato.
Jeg rejste på turistvisum, og det fortrød jeg. Jeg anbefaler også på det kraftigste, at de, der gerne vil blive bedre til sproget, studerer det grundlæggende, inden de tager af sted. Man skal have et solidt fundament for at blive bedre, og det er ikke nemt at opbygge det, når man først er der, især fordi vi ikke længere er børn. ㅠㅠ
# Mit mål med sabbatåret var at opleve så meget af Japan som muligt og forelske mig i landet.
Mit mål med sabbatåret var at forelske mig i Japan. Jeg ville fordybe mig i det japanske sprog og den japanske kultur – ikke som turist, men ved at leve i landet. Jeg troede, at det ville give mig den motivation, jeg havde brug for til at studere. Jeg håbede også på at forbedre mine sprogfærdigheder så meget som muligt. Jeg indså, at der er forskel på sproget, man bruger til eksamener for at få certifikater, og de udtryk, man bruger i virkeligheden. Mit mål med sabbatåret var at opleve så meget af Japan som muligt og forelske mig i landet.
Det er første gang, jeg bor alene i Japan. Selv da jeg gik på universitetet, boede jeg kun på kollegier, så det er første gang, jeg har skullet klare alting på egen hånd. Gennem denne oplevelse er mine madlavningsevner og min evne til at håndtere hverdagen blevet meget bedre. Jeg var faktisk kendt for ikke at kunne lave mad, haha. Men efter jeg kom hertil og prøvede at lave forskellige retter, er jeg virkelig blevet bedre til at lave mad.
Jeg er også blevet meget bedre til at klare daglige opgaver som at handle fornuftigt ind, gå ud med skraldet og gøre rent på værelset, badeværelset og i køkkenet. Mange gange har jeg tænkt, at min mor var fantastisk til så let at klare alt det her.
Det er pinligt, men helt ærligt græd jeg alene om aftenen i begyndelsen. Det var svært at forberede sig på at bo alene, og det fik mig til at føle mig svag, så jeg græd for mig selv. Men når jeg blev ked af det, sagde jeg til mig selv, at jeg ikke måtte være svag! Når man bor i udlandet, kan man godt få lyst til at tage tilbage til Korea, men jeg følte mig egentlig aldrig ensom. Men efter at være flyttet helt alene ind, følte jeg mig nogle gange ensom.
I begyndelsen var jeg ked af det, men efterhånden som det skete oftere, begyndte jeg at bruge tiden på at reflektere over mig selv. Jeg tænkte over mine forskellige sider og over, hvad jeg gerne vil gøre. Fordi jeg altid boede sammen med venner på kollegiet, havde jeg ikke rigtig haft meget tid alene. Jeg føler, at jeg har brugt min alenetid mere meningsfuldt i stedet for at føle mig ensom.
Japans særlige atmosfære, der både er rolig og livlig, gjorde mig glad hver dag. Og som en, der elsker at cykle, var det en stor fornøjelse for mig at cykle hver dag. Jeg cyklede, fordi transporten var dyr, men jeg kunne hurtigt komme hen til de steder, jeg gerne ville, og det var nemt at parkere, så jeg cyklede mindst 40 minutter hver dag.
Da jeg kom hjem, blev jeg virkelig, virkelig, virkelig forelsket i Japan. Jeg blev så betaget af Japans charme, at jeg endda overvejede at arbejde i udlandet.Det kan være, fordi jeg var i en storby, men jeg elsker Japans særlige atmosfære. Jeg nyder virkelig følelsen af, at der både er livligt og fredeligt på samme tid. Og selvfølgelig maden! Jeg tog meget på og er på kur lige nu, men dengang var jeg så glad hver dag, når jeg spiste lækker mad.
Et andet minde er, at jeg mødte nære udenlandske og koreanske venner. Jeg tog faktisk ikke af sted gennem et udvekslingsbureau, så i begyndelsen kendte jeg ingen. Men med tiden mødte jeg mange udenlandske og koreanske venner, og vi skabte mange minder sammen. Jeg holder stadig regelmæssigt kontakt med dem.Det giver mig en tryg følelse, fordi det føles, som om jeg har efterladt mange mennesker der.
Nå ja, jeg fik også nogle nyttige tips til at bo i Japan. Hvis jeg kommer tilbage en dag, føler jeg, at jeg hurtigt vil kunne vænne mig til det. Jeg lærte blandt andet, hvordan man modtager pakker, betaler regninger for forbrug og andre ting, man kun lærer ved at bo her. Jeg vender helt sikkert tilbage til Osaka.
Mit sabbatårsprojekt var en tid, hvor jeg kunne forandre mig på mange måder. Jeg blev mere selvstændig og udviklede en vane med at leve målrettet, og jeg tænkte også over, hvilken retning jeg gerne vil gå i, og lagde en klar plan for mine fremtidige studier. Jeg er taknemmelig over for mine forældre og sabbatårsprogrammet for at have hjulpet mig med at få denne tid.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
