Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Større selvtillid i engelsk og stolthed over mit hjemland #Værdifulde forbindelser, selvtillid #Betydningen af at leve i nuet
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde igen i mit liv får en oplevelse som denne – at være sammen med venner fra hele verden med vidt forskellige jobs og aldre. Selvom vores sprog og udseende er forskellige, var det fantastisk, at vi kunne mødes gennem arbejde, mad, sang og dans.
- Glædesfyldt frivilligt arbejde med engelskundervisning sammen med udenlandske venner i Chiang Rai, Thailand / Kim Hae-in, deltager på sabbatår / 8 ugers sabbatår |
I Sydkorea ser det i øjeblikket sådan ud:
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud af skolen, 346.000 unge i tyverne driver rundt uden drømme, og andelen, der skifter job inden for et år, er nået op på 40 %.75 % af universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og over 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor praktiske metoder og støtte mangler, vil vi introducere »sabbatåret« i Sydkorea.
»Sabbatår (Gapyear)«betegner en periode, hvor man sætter studier eller arbejde på pause eller skruer ned for det for en stund for at finde sin retning gennem forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse og iværksætteri,en tid til at finde retning for fremtiden – en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
#Fordi jeg tog af sted uden de store forventninger, tror jeg, at jeg bedre kunne være til stede i hvert øjeblik.
Hej! Jeg læste industriel design, og efter at have afsluttet tredje studieår holdt jeg et års pause~ Efter otte ugers frivilligt arbejde med at undervise børn i engelsk i Chiang Rai i Thailand rejste jeg en uge rundt i Laos og Bangkok og derefter tre uger i Europa. Nu er sabbatårsprogrammet slut, og jeg er hjemme igen og nyder livet som en svane (om end med lidt små penge).
Jeg interesserer mig meget for miljøspørgsmål. Jeg besluttede at tage orlov for at finde ud af, hvordan jeg kunne arbejde inden for miljøområdet med min uddannelse. Mens jeg ledte efter frivilligt miljøarbejde, fandt jeg hjemmesiden Korea Gap Year, og fordi der var så mange muligheder, ansøgte jeg om en projektrådgivning.
Efter en rådgivningssamtale på omkring en time valgte jeg et frivilligt undervisningsprogram i Sydøstasien. Hvis jeg havde haft flere penge og været bedre til engelsk dengang, var jeg måske taget et andet sted hen, haha. Men når jeg ser tilbage, lyttede koordinatoren til min situation og så ud til at anbefale en aktivitet, der passede godt til mig. På det tidspunktHvis jeg ikke var taget til Thailand, havde jeg ikke mødt de engleagtige børn og venner fra hele verden.
Jeg havde ikke særlige mål eller klare ønsker for mit sabbatår, sådan som andre havde. Ud over at jeg gerne ville bo et anderledes sted blandt fremmede i et stykke tid og gerne ville gøre noget frivilligt for andre...? MenFordi jeg tog af sted uden de store overvejelser, tror jeg, at jeg bedre kunne være til stede i hvert øjeblik.Jeg kunne bare fokusere på det frivillige arbejde og tænke: »Jeg håber virkelig, at børnene lærer engelsk godt« og »Jeg håber, de nyder at have undervisning sammen med os.«
#Programmets charme ser ud til at ligge i at hygge sig og knytte bånd til de andre frivillige og lokalbefolkningen i Thailand.
Jeg talte engang med en deltager, der havde været med på et sabbatårsprojekt i Cambodja, og vedkommende nævnte ting, som er svære at finde i andre programmer.Programmets charme ser ud til at ligge i at hygge sig og knytte bånd til de andre frivillige og lokalbefolkningen i Thailand.
Det var især overraskende, hvor meget den internationale interesse for Korea er vokset på det seneste. Mange udenlandske venner kom hen til os og viste interesse for koreansk kultur, det koreanske sprog og koreansk kosmetik. Selv med mine begrænsede engelskkundskaber var jeg glad for kort at kunne fortælle dem om Koreas historie, livsstil og kultur. Jeg blev også stolt, når jeg så dem værne om en seddel, hvor deres navn var skrevet med koreanske bogstaver.
Hvis jeg skulle vælge den mest mindeværdige aften under sabbatåret, ville det være aftenen, hvor vi på skift sang sange fra hvert vores land og nynnede med, selvom vi ikke kendte betydningen. Jeg kan ikke glemme den aften, hvor vi alle sang »Arirang« sammen og filmede en video.
Den mest mindeværdige dag var den dag, hvor vi holdt en sportsdag med børnene. At lege og snakke med de frivillige var uforglemmelige minder fra programmet, men det, der virkelig gjorde programmet meningsfuldt for mig, var børnene.
Til de børn, jeg var kommet til at holde af i løbet af måneden, forberedte jeg forskellige lege og præmier, lavede medaljer af flamingo og tog hen for at besøge dem. Vi legede sammen og delte snacks, og jeg blev endnu gladere af at se børnene more sig mere end nogensinde. Ved den sidste undervisningstime kom alle frem for at synge en engelsk sang. Det var et stolt øjeblik at se, hvor meget børnene havde udviklet sig efter at have lært engelsk lidt efter lidt gennem måneden.
Koordinatoren anbefalede projektet og sagde, at det tager tid at vænne sig til det, og at det er bedst at deltage i mere end otte uger. Jeg var glad for at få mange forskellige oplevelser i løbet af de otte uger, men jeg så mange, der havde tilmeldt sig for længere tid (2–3 måneder), rejse hjem før tid.Det virker måske ikke af meget, men det var lidt hårdt hver gang at skulle tage afsked og vænne sig til nye forhold.
Desuden tror jeg også, det skyldes, at en lignende rutine gentager sig. De frivillige udfører som regel ugentlige opgaver frem for længerevarende projekter, så de elever, de underviser, skifter ofte fra gang til gang. Det gør det svært at knytte sig til dem eller se deres færdigheder udvikle sig, og det var lidt skuffende.
#Jeg fik på mange måder meget større selvtillid under dette projekt.
En typisk dag ser sådan ud: Klokken 8 begynder vi på morgenmaden og holder samtidig morgenmøde i spisesalen. Mødet er ikke noget særligt; vi hører bare om dagens program. Omkring klokken 9 tager vi en lastbil til formiddagens aktivitetssted! Når vi har undervist børnene med masser af energi, kommer vi tilbage og spiser frokost. Efter frokost tager vi til eftermiddagens aktivitetssted, og derefter kommer vi tilbage til et eftermiddagsmøde klokken 16. Holdene er som regel delt op i 2–3 klasser, så her udveksler de frivillige oplysninger om, hvordan dagens undervisning er gået.
Derefter er der fritid – som regel bruger vi den på baselejren, og nogle gange tager vi en songthaew ind til byen. Der er masser af fritid, men hvis man forbereder næste dags undervisning eller lægger resultaterne af undervisningen op på hjemmesiden, kan man ende med at blive på kontoret til sent om aftenen.
Jeg fik på mange måder meget større selvtillid under dette projekt. Først og fremmest fik jeg større selvtillid, når det gjaldt mit engelsk.Da jeg lige var ankommet, og de holdt introduktion, kunne jeg ikke forstå omkring halvdelen, så jeg følte mig ret intimideret. På det tidspunkt...»Det er virkelig godt, når engelsk ikke er dit modersmål!« (De sagde faktisk, at mit engelsk var fantastisk, haha.)Jeg fik virkelig mere mod af de udenlandske venner, der sagde sådan noget!
For det andet fik jeg større tillid til vores land.Jeg anede ikke, at Korea var så kendt, eller at så mange udlændinge kunne lide Korea. Jeg blev virkelig overrasket over, at både thailændere og venner fra Kina, USA og Europa var interesserede i det koreanske sprog, koreanske sange, dramaer, film og kosmetik.
Til sidst fik jeg større selvtillid!Måske lærte jeg at holde af mig selv ved at gøre noget for andre? Eller måske blev jeg glad af at være sammen med engleagtige børn? Måske gjorde det mig glad at få at vide, at Korea er et fantastisk land, og at koreanske kvinder er virkelig smukke? Jeg ved ikke hvorfor, men en ubegrundet selvtillid voksede frem i mig, selv blandt sydamerikanske venner med store, markante øjne, der udstråler gudindestemning. Kunne jeg ved projektets start have forestillet mig, at det ville være mig, der først hilste på de nye frivillige om morgenen? Haha
Helt ærligt forventer jeg ikke, at det at komme til Korea vil ændre mit liv eller min personlighed. Men når jeg står over for et valg, kan tanken om denne periode med sabbatår måske give mig selvtilliden tilbage og modet til at handle.
# Kom endelig til Songkran-festivalen~
Hvis du tager til Thailand, kan jeg anbefale Songkran-festivalen! Jeg var tilfældigvis i Thailand under vandfestivalen Songkran! I dag er Songkran blevet så berømt, at mange planlægger rejser til Bangkok eller Chiang Rai for at opleve festivalen. Under mit frivillige ophold boede jeg privat i en landsby i højlandet i den periode, og det var en sjov og særlig oplevelse på sin egen måde.
I begyndelsen var jeg lidt skuffet over, at jeg ikke kunne opleve festivalen i en storby. Man kan jo ikke opleve de storslåede byfester i en lille landsby. Men nu vil jeg anbefale alle, der gerne vil til Thailand for at opleve Songkran, at fejre festivalen i en landsby.
I den periode sprøjter folk bare løs med vand. De overhælder dig med vand, uanset om du er på en person eller i en bil, om du spiser eller bare går forbi. Jeg tænkte, at det her da bare var en vild festival, men det viste sig......at det faktisk er et meningsfuldt buddhistisk ritual, hvor thailænderne vasker urenheder væk ved det nye år og beder om, at året må forløbe godt, haha.
Da jeg blev inviteret til landsbyfesten og fik serveret et festmåltid, og så alle fra børn til voksne sprøjte med vand, følte jeg, at jeg forstod lidt af Songkran-festivalens egentlige betydning. I storbyerne ser denne oprindelige betydning ud til at være gået meget tabt. Selvfølgelig kunne det være anderledes, hvis jeg oplevede festivalen fuldt ud i Bangkok eller Chiang Mai, haha.
#Jeg ved ikke, om jeg får sådan et øjeblik igen i mit liv – hvor jeg er sammen med venner fra hele verden med alle mulige job og aldre.
Jeg mødte så mange vidunderlige mennesker. Hver frivillig havde så sin egen personlighed og sine egne styrker, at det er svært kun at vælge én.Jeg ved ikke, om jeg får sådan et øjeblik igen. Selvom vi har forskellige sprog og ser forskellige ud, er det fantastisk, at vi kunne finde sammen gennem arbejde, mad, sang og dans.
Det fik mig også til at tænke, at mennesker i virkeligheden er ens. Der er så mange minder: at ligge i sengen om aftenen og snakke om mad med pigerne, indtil vi faldt i søvn af sult; at skiftes til at synge sørgelige sange fra hvert vores land og blive rørte; at snuble over vores engelske, når vi fortalte uhyggelige historier, og så vende om midt på gåturen, fordi det blev for skræmmende, og meget mere.
Dem, jeg var allermest ked af at skulle sige farvel til, var selvfølgelig børnene. I det mindste kunne man holde kontakten med de andre frivillige, men da jeg sagde farvel til børnene, føltes det, som om jeg aldrig ville se dem igen. Børnene er ikke gode til engelsk, så det er svært at føre samtaler med dem. Alligevel kommer de selv hen til én og prøver at blive venner. På den måde er de bedre end voksne.
Og den vigtigste person: min veninde Bukmi (kælenavn). Mens vi spiste sammen i Myeongdong, sagde vi: »Skal vi tage et sabbatår? Skal vi? Når vi nu alligevel tager af sted, skal vi så også tage en tur til Europa? Skal vi?!« (Efter at have regnet på pengene ...) »Det kan vi godt!!! Lad os tage af sted!!!!!« Vi blev en trio, bundet sammen af skæbnen i tre måneder. Vores sabbatårskoordinator og alle omkring os var meget bekymrede.
Før vi tog af sted, hørte vi mange bekymrede kommentarer som: »Kommer I ikke til at skændes, når I er der?« eller »Kan I overhovedet rejse ordentligt?« Selvfølgelig er det dejligt at have tid alene et fremmed sted til at mærke, lære og udvikle sig! Men der er bestemt også ting, man kan gøre, fordi man er to.
Og det bedste er at have nogen at dele denne dyrebare sabbatårsoplevelse med og mindes den sammen med – og den person er min nærmeste veninde. Man kan altid rejse alene, men det føltes som et held at kunne gøre det sammen med en veninde som hende.
# Gode råd til dig, der skal på sabbatår!
I forberedelsesnoterne står der, at man skal medbringe pænt tøj, men det var så varmt, at jeg ikke kunne have lange bukser eller lignende på. Faktisk var det ikke noget problem lokalt at gå med bukser, der dækkede knæene, og en kortærmet trøje (så længe den ikke var for kort eller nedringet). Det er bedst at tage luftige bukser og behagelige T-shirts med. Hvis du ikke har behagelige lange bukser, kan du købe dem billigt, når du kommer frem.
Programmet er ikke så travlt, som jeg havde forventet. Der er ikke så meget at lave om aftenen, så du får fritid.Selv på hverdage lejer de frivillige nogle gange en songthaew og tager ind til byen. Som regel én gang om ugen, nogle gange to. Man kan købe ting, man mangler, eller mad, man har lyst til. Enkle ting som vaskemiddel, shampoo og myggemiddel kan købes i butikker tæt på overnatningsstedet, så du behøver ikke tage dem med.
Strømforsyningen er bedre end forventet, men wi-fi’et er ikke godt. Jeg hørte, at strømmen måske kunne gå, hvis man brugte en hårtørrer om morgenen, men der var ikke større begrænsninger på strømmen som i Korea. Både hårtørrere og glattejern virkede. Nogle gange forårsager kraftig regn strømafbrydelser, men det sker ikke tit (måske to eller tre gange på to måneder?).
Wi-fi-forholdene varierer hele tiden. Nogle gange er det godt nok til at bruge på overnatningsstedet, men som regel er det kun tilgængeligt i nærheden af kontoret og bambushytten. Afhængigt af vejret og antallet af brugere bliver forbindelsen dog ofte ustabil.
Der er ingen større problemer med at undervise børnene. Jeg mærkede mest, at mit engelsk ikke slog til, når jeg talte med de andre frivillige eller fik instruktioner. Men hvis man beder folk om at tale langsomt, forklarer de fleste udlændinge det venligt igen og taler tydeligt med enkle ord.
Det er selvfølgelig godt at være god til engelsk, men selv hvis man ikke er så stærk, synes jeg, det er vigtigt at have selvtilliden til at tænke: »Jeg kommer ikke fra et engelsktalende land, så det her er ret godt!« når man taler.Hvis du virkelig gerne vil forberede dig på forhånd, anbefaler jeg, at du vænner dig til britiske accenter. Jeg er vant til amerikansk udtale, så det var ofte svært for mig at forstå de britiske frivillige, når de talte hurtigt.
Kan ikke anbefales til folk, der virkelig hader insekter. Man vænner sig til ting, og de fleste deltagere tilpassede sig fint til det hele. Mange havde det i starten svært med forskellene fra Korea – sommer uden aircondition, insekter, myg, kolde brusebade, internet i sneglefart, øgler, desmerkatte osv. – men alle vænnede sig efterhånden til det. For mange kvinder var det eneste, de ikke kunne vænne sig til, insekter, der kom ind i huset.
På listen over sengetøj står der »tyk sovepose«, så mange tænker måske: »Hvad? Et tykt tæppe? Er Thailand ikke varmt?« Du kan tage en med, som der står, eller helt lade være – det er ikke noget stort problem. (Der er tæpper som standard, og hvis man har brug for en sovepose hos en værtsfamilie, låner organisationen nogle gange en doneret sovepose ud). Jeg tog et tyndt tæppe med og brugte det aldrig, så jeg endte med at donere det.
En veninde, jeg rejste sammen med, brugte tæppet, der lå over madrassen, til at sove på. Hvis du gerne vil holde sengen ren, virker det som en god løsning. Der ligger som regel et tyndt lagen på madrassen.
Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage en bærbar computer og et kamera med. De gør bagagen tung og er besværlige at slæbe rundt på, men det er rart at have dem. Men opgiv tanken om at bruge internettet på overnatningsstedet med din bærbare computer. Der kan være dage, hvor det virker, men der er mange, mange flere dage, hvor det ikke gør.
Jeg brugte hostellets wi-fi i weekenderne til at uploade og downloade filer, jeg var kommet bagud med. Det bedste, jeg fik ud af den bærbare i løbet af ugen, var, da vi alle købte peanuts i supermarkedet og samledes for at se en film. Jeg tog også billeder i undervisningen med mit kamera, redigerede dem på min bærbare, fik dem fremkaldt i en fotobutik i weekenden og gav dem til børnene som en gave på den sidste dag. Det var dér, jeg for første gang tænkte: »Jeg er glad for, at jeg tog et kamera med.«
Det ville være en god idé at tage souvenirs eller hobbyaktiviteter med, som kan bruges til at dele noget om Korea. Hvis du bliver i otte uger, kommer du til at sige farvel til mange venner, og hver gang fortrød jeg, at jeg ikke havde en souvenir at give dem.
En ven bad mig om bare én koreansk pengeseddel, men den mindste, jeg havde, var på 5.000 won, så jeg skrev et brev på den og gav den til ham – haha (så tag en 1.000-won-seddel med. Det gjorde lidt ondt at give 5.000 won væk, lol). Jeg havde øvet mig lidt i kalligrafi, inden jeg tog af sted, så jeg tog en penselpen med og skrev hver af de afrejsende venners navne med koreansk kalligrafi på bagsiden af deres breve! Det var ikke meget, men det føltes som en langt mere betydningsfuld gave end bare et brev.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde igen i mit liv får en oplevelse som denne – at være sammen med venner fra hele verden med vidt forskellige jobs og aldre. Selvom vores sprog og udseende er forskellige, var det fantastisk, at vi kunne mødes gennem arbejde, mad, sang og dans.
- Glædesfyldt frivilligt arbejde med engelskundervisning sammen med udenlandske venner i Chiang Rai, Thailand / Kim Hae-in, deltager på sabbatår / 8 ugers sabbatår |
I Sydkorea ser det i øjeblikket sådan ud:
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud af skolen, 346.000 unge i tyverne driver rundt uden drømme, og andelen, der skifter job inden for et år, er nået op på 40 %.75 % af universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og over 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor praktiske metoder og støtte mangler, vil vi introducere »sabbatåret« i Sydkorea.
»Sabbatår (Gapyear)«betegner en periode, hvor man sætter studier eller arbejde på pause eller skruer ned for det for en stund for at finde sin retning gennem forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse og iværksætteri,en tid til at finde retning for fremtiden – en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
#Fordi jeg tog af sted uden de store forventninger, tror jeg, at jeg bedre kunne være til stede i hvert øjeblik.
Hej! Jeg læste industriel design, og efter at have afsluttet tredje studieår holdt jeg et års pause~ Efter otte ugers frivilligt arbejde med at undervise børn i engelsk i Chiang Rai i Thailand rejste jeg en uge rundt i Laos og Bangkok og derefter tre uger i Europa. Nu er sabbatårsprogrammet slut, og jeg er hjemme igen og nyder livet som en svane (om end med lidt små penge).
Jeg interesserer mig meget for miljøspørgsmål. Jeg besluttede at tage orlov for at finde ud af, hvordan jeg kunne arbejde inden for miljøområdet med min uddannelse. Mens jeg ledte efter frivilligt miljøarbejde, fandt jeg hjemmesiden Korea Gap Year, og fordi der var så mange muligheder, ansøgte jeg om en projektrådgivning.
Efter en rådgivningssamtale på omkring en time valgte jeg et frivilligt undervisningsprogram i Sydøstasien. Hvis jeg havde haft flere penge og været bedre til engelsk dengang, var jeg måske taget et andet sted hen, haha. Men når jeg ser tilbage, lyttede koordinatoren til min situation og så ud til at anbefale en aktivitet, der passede godt til mig. På det tidspunktHvis jeg ikke var taget til Thailand, havde jeg ikke mødt de engleagtige børn og venner fra hele verden.
Jeg havde ikke særlige mål eller klare ønsker for mit sabbatår, sådan som andre havde. Ud over at jeg gerne ville bo et anderledes sted blandt fremmede i et stykke tid og gerne ville gøre noget frivilligt for andre...? MenFordi jeg tog af sted uden de store overvejelser, tror jeg, at jeg bedre kunne være til stede i hvert øjeblik.Jeg kunne bare fokusere på det frivillige arbejde og tænke: »Jeg håber virkelig, at børnene lærer engelsk godt« og »Jeg håber, de nyder at have undervisning sammen med os.«
#Programmets charme ser ud til at ligge i at hygge sig og knytte bånd til de andre frivillige og lokalbefolkningen i Thailand.
Jeg talte engang med en deltager, der havde været med på et sabbatårsprojekt i Cambodja, og vedkommende nævnte ting, som er svære at finde i andre programmer.Programmets charme ser ud til at ligge i at hygge sig og knytte bånd til de andre frivillige og lokalbefolkningen i Thailand.
Det var især overraskende, hvor meget den internationale interesse for Korea er vokset på det seneste. Mange udenlandske venner kom hen til os og viste interesse for koreansk kultur, det koreanske sprog og koreansk kosmetik. Selv med mine begrænsede engelskkundskaber var jeg glad for kort at kunne fortælle dem om Koreas historie, livsstil og kultur. Jeg blev også stolt, når jeg så dem værne om en seddel, hvor deres navn var skrevet med koreanske bogstaver.
Hvis jeg skulle vælge den mest mindeværdige aften under sabbatåret, ville det være aftenen, hvor vi på skift sang sange fra hvert vores land og nynnede med, selvom vi ikke kendte betydningen. Jeg kan ikke glemme den aften, hvor vi alle sang »Arirang« sammen og filmede en video.
Den mest mindeværdige dag var den dag, hvor vi holdt en sportsdag med børnene. At lege og snakke med de frivillige var uforglemmelige minder fra programmet, men det, der virkelig gjorde programmet meningsfuldt for mig, var børnene.
Til de børn, jeg var kommet til at holde af i løbet af måneden, forberedte jeg forskellige lege og præmier, lavede medaljer af flamingo og tog hen for at besøge dem. Vi legede sammen og delte snacks, og jeg blev endnu gladere af at se børnene more sig mere end nogensinde. Ved den sidste undervisningstime kom alle frem for at synge en engelsk sang. Det var et stolt øjeblik at se, hvor meget børnene havde udviklet sig efter at have lært engelsk lidt efter lidt gennem måneden.
Koordinatoren anbefalede projektet og sagde, at det tager tid at vænne sig til det, og at det er bedst at deltage i mere end otte uger. Jeg var glad for at få mange forskellige oplevelser i løbet af de otte uger, men jeg så mange, der havde tilmeldt sig for længere tid (2–3 måneder), rejse hjem før tid.Det virker måske ikke af meget, men det var lidt hårdt hver gang at skulle tage afsked og vænne sig til nye forhold.
Desuden tror jeg også, det skyldes, at en lignende rutine gentager sig. De frivillige udfører som regel ugentlige opgaver frem for længerevarende projekter, så de elever, de underviser, skifter ofte fra gang til gang. Det gør det svært at knytte sig til dem eller se deres færdigheder udvikle sig, og det var lidt skuffende.
#Jeg fik på mange måder meget større selvtillid under dette projekt.
En typisk dag ser sådan ud: Klokken 8 begynder vi på morgenmaden og holder samtidig morgenmøde i spisesalen. Mødet er ikke noget særligt; vi hører bare om dagens program. Omkring klokken 9 tager vi en lastbil til formiddagens aktivitetssted! Når vi har undervist børnene med masser af energi, kommer vi tilbage og spiser frokost. Efter frokost tager vi til eftermiddagens aktivitetssted, og derefter kommer vi tilbage til et eftermiddagsmøde klokken 16. Holdene er som regel delt op i 2–3 klasser, så her udveksler de frivillige oplysninger om, hvordan dagens undervisning er gået.
Derefter er der fritid – som regel bruger vi den på baselejren, og nogle gange tager vi en songthaew ind til byen. Der er masser af fritid, men hvis man forbereder næste dags undervisning eller lægger resultaterne af undervisningen op på hjemmesiden, kan man ende med at blive på kontoret til sent om aftenen.
Jeg fik på mange måder meget større selvtillid under dette projekt. Først og fremmest fik jeg større selvtillid, når det gjaldt mit engelsk.Da jeg lige var ankommet, og de holdt introduktion, kunne jeg ikke forstå omkring halvdelen, så jeg følte mig ret intimideret. På det tidspunkt...»Det er virkelig godt, når engelsk ikke er dit modersmål!« (De sagde faktisk, at mit engelsk var fantastisk, haha.)Jeg fik virkelig mere mod af de udenlandske venner, der sagde sådan noget!
For det andet fik jeg større tillid til vores land.Jeg anede ikke, at Korea var så kendt, eller at så mange udlændinge kunne lide Korea. Jeg blev virkelig overrasket over, at både thailændere og venner fra Kina, USA og Europa var interesserede i det koreanske sprog, koreanske sange, dramaer, film og kosmetik.
Til sidst fik jeg større selvtillid!Måske lærte jeg at holde af mig selv ved at gøre noget for andre? Eller måske blev jeg glad af at være sammen med engleagtige børn? Måske gjorde det mig glad at få at vide, at Korea er et fantastisk land, og at koreanske kvinder er virkelig smukke? Jeg ved ikke hvorfor, men en ubegrundet selvtillid voksede frem i mig, selv blandt sydamerikanske venner med store, markante øjne, der udstråler gudindestemning. Kunne jeg ved projektets start have forestillet mig, at det ville være mig, der først hilste på de nye frivillige om morgenen? Haha
Helt ærligt forventer jeg ikke, at det at komme til Korea vil ændre mit liv eller min personlighed. Men når jeg står over for et valg, kan tanken om denne periode med sabbatår måske give mig selvtilliden tilbage og modet til at handle.
# Kom endelig til Songkran-festivalen~
Hvis du tager til Thailand, kan jeg anbefale Songkran-festivalen! Jeg var tilfældigvis i Thailand under vandfestivalen Songkran! I dag er Songkran blevet så berømt, at mange planlægger rejser til Bangkok eller Chiang Rai for at opleve festivalen. Under mit frivillige ophold boede jeg privat i en landsby i højlandet i den periode, og det var en sjov og særlig oplevelse på sin egen måde.
I begyndelsen var jeg lidt skuffet over, at jeg ikke kunne opleve festivalen i en storby. Man kan jo ikke opleve de storslåede byfester i en lille landsby. Men nu vil jeg anbefale alle, der gerne vil til Thailand for at opleve Songkran, at fejre festivalen i en landsby.
I den periode sprøjter folk bare løs med vand. De overhælder dig med vand, uanset om du er på en person eller i en bil, om du spiser eller bare går forbi. Jeg tænkte, at det her da bare var en vild festival, men det viste sig......at det faktisk er et meningsfuldt buddhistisk ritual, hvor thailænderne vasker urenheder væk ved det nye år og beder om, at året må forløbe godt, haha.
Da jeg blev inviteret til landsbyfesten og fik serveret et festmåltid, og så alle fra børn til voksne sprøjte med vand, følte jeg, at jeg forstod lidt af Songkran-festivalens egentlige betydning. I storbyerne ser denne oprindelige betydning ud til at være gået meget tabt. Selvfølgelig kunne det være anderledes, hvis jeg oplevede festivalen fuldt ud i Bangkok eller Chiang Mai, haha.
#Jeg ved ikke, om jeg får sådan et øjeblik igen i mit liv – hvor jeg er sammen med venner fra hele verden med alle mulige job og aldre.
Jeg mødte så mange vidunderlige mennesker. Hver frivillig havde så sin egen personlighed og sine egne styrker, at det er svært kun at vælge én.Jeg ved ikke, om jeg får sådan et øjeblik igen. Selvom vi har forskellige sprog og ser forskellige ud, er det fantastisk, at vi kunne finde sammen gennem arbejde, mad, sang og dans.
Det fik mig også til at tænke, at mennesker i virkeligheden er ens. Der er så mange minder: at ligge i sengen om aftenen og snakke om mad med pigerne, indtil vi faldt i søvn af sult; at skiftes til at synge sørgelige sange fra hvert vores land og blive rørte; at snuble over vores engelske, når vi fortalte uhyggelige historier, og så vende om midt på gåturen, fordi det blev for skræmmende, og meget mere.
Dem, jeg var allermest ked af at skulle sige farvel til, var selvfølgelig børnene. I det mindste kunne man holde kontakten med de andre frivillige, men da jeg sagde farvel til børnene, føltes det, som om jeg aldrig ville se dem igen. Børnene er ikke gode til engelsk, så det er svært at føre samtaler med dem. Alligevel kommer de selv hen til én og prøver at blive venner. På den måde er de bedre end voksne.
Og den vigtigste person: min veninde Bukmi (kælenavn). Mens vi spiste sammen i Myeongdong, sagde vi: »Skal vi tage et sabbatår? Skal vi? Når vi nu alligevel tager af sted, skal vi så også tage en tur til Europa? Skal vi?!« (Efter at have regnet på pengene ...) »Det kan vi godt!!! Lad os tage af sted!!!!!« Vi blev en trio, bundet sammen af skæbnen i tre måneder. Vores sabbatårskoordinator og alle omkring os var meget bekymrede.
Før vi tog af sted, hørte vi mange bekymrede kommentarer som: »Kommer I ikke til at skændes, når I er der?« eller »Kan I overhovedet rejse ordentligt?« Selvfølgelig er det dejligt at have tid alene et fremmed sted til at mærke, lære og udvikle sig! Men der er bestemt også ting, man kan gøre, fordi man er to.
Og det bedste er at have nogen at dele denne dyrebare sabbatårsoplevelse med og mindes den sammen med – og den person er min nærmeste veninde. Man kan altid rejse alene, men det føltes som et held at kunne gøre det sammen med en veninde som hende.
# Gode råd til dig, der skal på sabbatår!
I forberedelsesnoterne står der, at man skal medbringe pænt tøj, men det var så varmt, at jeg ikke kunne have lange bukser eller lignende på. Faktisk var det ikke noget problem lokalt at gå med bukser, der dækkede knæene, og en kortærmet trøje (så længe den ikke var for kort eller nedringet). Det er bedst at tage luftige bukser og behagelige T-shirts med. Hvis du ikke har behagelige lange bukser, kan du købe dem billigt, når du kommer frem.
Programmet er ikke så travlt, som jeg havde forventet. Der er ikke så meget at lave om aftenen, så du får fritid.Selv på hverdage lejer de frivillige nogle gange en songthaew og tager ind til byen. Som regel én gang om ugen, nogle gange to. Man kan købe ting, man mangler, eller mad, man har lyst til. Enkle ting som vaskemiddel, shampoo og myggemiddel kan købes i butikker tæt på overnatningsstedet, så du behøver ikke tage dem med.
Strømforsyningen er bedre end forventet, men wi-fi’et er ikke godt. Jeg hørte, at strømmen måske kunne gå, hvis man brugte en hårtørrer om morgenen, men der var ikke større begrænsninger på strømmen som i Korea. Både hårtørrere og glattejern virkede. Nogle gange forårsager kraftig regn strømafbrydelser, men det sker ikke tit (måske to eller tre gange på to måneder?).
Wi-fi-forholdene varierer hele tiden. Nogle gange er det godt nok til at bruge på overnatningsstedet, men som regel er det kun tilgængeligt i nærheden af kontoret og bambushytten. Afhængigt af vejret og antallet af brugere bliver forbindelsen dog ofte ustabil.
Der er ingen større problemer med at undervise børnene. Jeg mærkede mest, at mit engelsk ikke slog til, når jeg talte med de andre frivillige eller fik instruktioner. Men hvis man beder folk om at tale langsomt, forklarer de fleste udlændinge det venligt igen og taler tydeligt med enkle ord.
Det er selvfølgelig godt at være god til engelsk, men selv hvis man ikke er så stærk, synes jeg, det er vigtigt at have selvtilliden til at tænke: »Jeg kommer ikke fra et engelsktalende land, så det her er ret godt!« når man taler.Hvis du virkelig gerne vil forberede dig på forhånd, anbefaler jeg, at du vænner dig til britiske accenter. Jeg er vant til amerikansk udtale, så det var ofte svært for mig at forstå de britiske frivillige, når de talte hurtigt.
Kan ikke anbefales til folk, der virkelig hader insekter. Man vænner sig til ting, og de fleste deltagere tilpassede sig fint til det hele. Mange havde det i starten svært med forskellene fra Korea – sommer uden aircondition, insekter, myg, kolde brusebade, internet i sneglefart, øgler, desmerkatte osv. – men alle vænnede sig efterhånden til det. For mange kvinder var det eneste, de ikke kunne vænne sig til, insekter, der kom ind i huset.
På listen over sengetøj står der »tyk sovepose«, så mange tænker måske: »Hvad? Et tykt tæppe? Er Thailand ikke varmt?« Du kan tage en med, som der står, eller helt lade være – det er ikke noget stort problem. (Der er tæpper som standard, og hvis man har brug for en sovepose hos en værtsfamilie, låner organisationen nogle gange en doneret sovepose ud). Jeg tog et tyndt tæppe med og brugte det aldrig, så jeg endte med at donere det.
En veninde, jeg rejste sammen med, brugte tæppet, der lå over madrassen, til at sove på. Hvis du gerne vil holde sengen ren, virker det som en god løsning. Der ligger som regel et tyndt lagen på madrassen.
Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage en bærbar computer og et kamera med. De gør bagagen tung og er besværlige at slæbe rundt på, men det er rart at have dem. Men opgiv tanken om at bruge internettet på overnatningsstedet med din bærbare computer. Der kan være dage, hvor det virker, men der er mange, mange flere dage, hvor det ikke gør.
Jeg brugte hostellets wi-fi i weekenderne til at uploade og downloade filer, jeg var kommet bagud med. Det bedste, jeg fik ud af den bærbare i løbet af ugen, var, da vi alle købte peanuts i supermarkedet og samledes for at se en film. Jeg tog også billeder i undervisningen med mit kamera, redigerede dem på min bærbare, fik dem fremkaldt i en fotobutik i weekenden og gav dem til børnene som en gave på den sidste dag. Det var dér, jeg for første gang tænkte: »Jeg er glad for, at jeg tog et kamera med.«
Det ville være en god idé at tage souvenirs eller hobbyaktiviteter med, som kan bruges til at dele noget om Korea. Hvis du bliver i otte uger, kommer du til at sige farvel til mange venner, og hver gang fortrød jeg, at jeg ikke havde en souvenir at give dem.
En ven bad mig om bare én koreansk pengeseddel, men den mindste, jeg havde, var på 5.000 won, så jeg skrev et brev på den og gav den til ham – haha (så tag en 1.000-won-seddel med. Det gjorde lidt ondt at give 5.000 won væk, lol). Jeg havde øvet mig lidt i kalligrafi, inden jeg tog af sted, så jeg tog en penselpen med og skrev hver af de afrejsende venners navne med koreansk kalligrafi på bagsiden af deres breve! Det var ikke meget, men det føltes som en langt mere betydningsfuld gave end bare et brev.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
