Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Opdagede mit sande jeg; reflekterede over, hvad lykke betyder #Værdsættelse af tidens værdi; interessante møder #En ny verden åbner sig, når man finder modet
Inden jeg tog af sted, spurgte jeg mig selv: Kunne jeg virkelig blive fri? Jeg tror stadig, jeg har lang vej igen, før jeg kan svare på det spørgsmål. Mit sabbatår er ikke slut endnu.
- Frankrig, Paris, sabbatårsophold / Son Boram, gapyear tribe-deltager / 8 ugers sabbatår |
I øjeblikket er Sydkorea sådan her:
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolen og på ungdomsuddannelserne ud, 346.000 mennesker i tyverne driver rundt uden mål, fordi de ikke har nogen drømme, og andelen, der forlader deres job inden for det første år, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er ikke tilfredse med studielivet, og mere end 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men for at løse dette problem, som mangler praktiske metoder og støtte, sigter vi mod at introducere »sabbatåret« i Sydkorea.
»Gapyear (sabbatår)«betyder at sætte studier eller arbejde på pause eller skabe balance mellem dem og gennem forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteribruge tiden på at finde retning for vejen videre – en kultur, der opmuntres i USA, Europa, Japan og andre steder.
#En rutine opslugt af tid uden så meget som et eneste åndehul.
Jeg blev bange, da jeg mærkede, at jeg efterhånden vænnede mig til disse monotone dage. Jeg følte, at jeg måske en dag, som tiden gik, ville blive bange for forandringer. Hvis jeg ikke havde styrken i mig til at ændre mig selv, måtte jeg for enhver pris ændre situationen.»Ja, lad os bare tage væk herfra!« Så jeg endte i Paris. Der fik jeg den »tid«, jeg så længe ikke havde haft adgang til. Og med den fulgte spændende møder.
Selvom jeg ikke var særligt interesseret i at rejse rundt i Europa, var Paris et sted, jeg absolut gerne ville besøge. Det er en by, der har taget imod mange kunstnere – fuld af fritid, romantik og kærlighed! Jeg læste skulptur og havde altid interesseret mig for kulturlivet og kunstnernes liv,Paris var i sig selv et levende kunstværk.
»Når man tænker på Paris, er jazz så ikke en del af billedet? Faktisk begyndte det i 1929, da jazzmusikere fra USA, der kæmpede for at tjene til dagen og vejen under den økonomiske krise,kom til Frankrig og blev behandlet som musikere i stedet for at blive udsat for racediskrimination.«
»Har du set filmen Midnight in Paris? De steder, hvor Picasso, Hemingway, Gertrude Stein og de andre kom, som filmen skildrer, lå i Montmartre. Og når man tænker på Montmartre, kan man ikke undlade at nævne Moulin Rouge, vel!?«»Suzanne Valadon, der var muse for mange af de kunstnere, som kom på Moulin Rouge, blev endda kaldt Montmartres elskede...«
Når jeg havde tid, begyndte jeg at læse om Paris. Det, jeg husker bedst, er de gange, hvor jeg tog til steder fyldt med historier og fortalte dem videre til andre. Hvis vi undervejs stødte på en gademusikant, føltes det som at træde ind i en tidsmaskine – et magisk øjeblik, hvor man virkelig kunne mærke Paris.
# Hvornår i livet får man ellers chancen for at møde så mange mennesker på så kort tid?!
Det særlige ved sabbatårsophold er, at det er steder, hvor rejsende bor.De mennesker, jeg mødte dér, pakkede deres liv ud, som om de åbnede kufferter, og hver især afslørede deres egen verden. De mange forskellige livshistorier, jeg fik et lille indblik i gennem møderne, fik mig til at tænke over mit eget liv.Jeg begyndte i stigende grad at se mit sande »jeg«.Jeg fik tid til langsomt at finde og genvinde de sider af mig selv, som jeg havde mistet til kedsomheden, eller opdage dem på ny. Og sabbatåret var det første skridt.
Jeg begyndte at tænke over »lykke«, som jeg ikke havde skænket mange tanker før.Et ældre ægtepar, der holder hinanden tæt i hånden og passer på hinanden; mennesker, der sætter tid med familien højere end alt andet; en selvfølelse, man ikke giver afkald på, selv med alderen; unge mennesker, der samles i små grupper for at nyde fritiden, når de har vin og et sted at sidde.
Den gavmilde udveksling af kærlighed mellem par – et kort glimt af deres kultur i Paris, der er så fuld af fritid, kærlighed og romantik,sabbatårets »lange fritid« fik mig til at overveje, hvilket liv jeg ønsker mig. Hvis der er én ting ved mig, der har ændret sig siden før, så er det dette: »Hvis du vil gøre noget, så lad være med at udskyde det – gør det bare! Bekymringerne må vente; nyd nuet! Lad os leve det liv, jeg ønsker mig!«
# Der er ikke noget særligt ved min anbefaling af en rejsedestination. Først og fremmest: »Far vild.«
Far vild! Så kan du se det ægte Paris i de små gader. Det eneste, du behøver at tage med, før du tager det første skridt, er nysgerrighed! Hvis du går, som hjertet fører dig, bliver den vej din helt egen rute.
# »Hvilken vej skal mit liv gå?«
I løbet af mit sabbatår tænkte jeg meget over »lykke«, noget jeg ikke havde tænkt nærmere over før.I Paris i Frankrig, der er fuld af fritid, kærlighed og romantik, fik jeg et kort glimt af deres kultur. Jeg blev virkelig misundelig og indså, at livet ikke behøver at være så hårdt.
Det blev en mulighed for at se værdien af »lykke« fra et bredere perspektiv. Før jeg tog på sabbatår, vidste jeg ikke rigtigt, hvad der gjorde mig glad. Men under sabbatåret fik jeg tid til at slappe af og begyndte at gøre de ting, jeg havde udskudt med undskyldningen »jeg har ikke tid«. Efterhånden som jeg gjorde dem én efter én, opdagede jeg, at de gjorde mig stadig gladere. Det lærte mig, hvad jeg virkelig ønskede, hvad der gør mig glad, og hvilket liv jeg bør leve fremover for at være lykkelig.
De medarbejdere, jeg arbejdede sammen med, vil nok være mennesker, jeg aldrig glemmer. De to måneder, vi boede og arbejdede sammen, gjorde os lige så tætte som en familie. Når jeg tænker tilbage på Paris, vil de stunder, hvor vi lavede mad, grinede og hyggede os sammen, være dem, jeg husker bedst.
Måske kræver det stort mod at ville leve det liv, man ønsker sig.Jeg drømte også engang om et »liv på landevejen«. Et liv som det romantiske ord »boheme« antyder, hvor man tilpasser sig tiden og omstændighederne og tager imod de nye forbindelser, man møder undervejs.Inden jeg tog af sted, spurgte jeg mig selv: Kan jeg også virkelig blive fri? Jeg tror, jeg stadig har lang vej igen, før jeg kan svare på det spørgsmål. Mit sabbatår er ikke slut endnu.
# Hvis du blot tager et »sabbatår« for at hvile dig, tror jeg, det bliver meget svært at udføre arbejdet.
Hvis du blot tager et »sabbatår« for at hvile dig, tror jeg, det bliver meget svært at udføre arbejdet. Arbejdet på et gæstehus – et sted, hvor rejsende bor – kan være hårdt eller meget let, alt efter hvem man er.
Man kan faktisk blive mere mentalt end fysisk træt, men hvis man tænker »jeg er også rejsende«, tror jeg, man hurtigt kan vænne sig til de opgaver, man skal udføre.
Mit sabbatår er
Oplevelse★★★★★
At arbejde på et gæstehus, møde mange mennesker og knytte bånd var en enestående oplevelse for sådan én som mig, der elsker mennesker.
Læring★★★★☆
Mens gæsterne boede hos os, lærte jeg meget om at have en ansvarlig indstilling til arbejdet og om ikke at gøre noget halvhjertet, så de kunne føle sig så godt tilpas som muligt – næsten som derhjemme.
Omgivelser★★★★☆
Selve gæstehuset var et fritliggende hus med en græsplæne foran, og det var et meget fredeligt og afslappende sted.
Sikkerhed★★★★★
Det lå et stykke fra centrum af Paris, så det føltes faktisk tryggere. Kvarteret var roligt, og bedst af alt lå overnatningsstedet kun et minuts gang fra metroen.
Fritid★★★★★
Jeg udnyttede den fritid, jeg havde uden for arbejdstiden, godt. Jeg brugte den hovedsageligt på at studere parisisk kultur og historie, se film med tilknytning til Paris eller – eftersom jeg godt kan lide at lave mad – lave mad og nyde lækre måltider sammen med andre.
Inden jeg tog af sted, spurgte jeg mig selv: Kunne jeg virkelig blive fri? Jeg tror stadig, jeg har lang vej igen, før jeg kan svare på det spørgsmål. Mit sabbatår er ikke slut endnu.
- Frankrig, Paris, sabbatårsophold / Son Boram, gapyear tribe-deltager / 8 ugers sabbatår |
I øjeblikket er Sydkorea sådan her:
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolen og på ungdomsuddannelserne ud, 346.000 mennesker i tyverne driver rundt uden mål, fordi de ikke har nogen drømme, og andelen, der forlader deres job inden for det første år, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er ikke tilfredse med studielivet, og mere end 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men for at løse dette problem, som mangler praktiske metoder og støtte, sigter vi mod at introducere »sabbatåret« i Sydkorea.
»Gapyear (sabbatår)«betyder at sætte studier eller arbejde på pause eller skabe balance mellem dem og gennem forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteribruge tiden på at finde retning for vejen videre – en kultur, der opmuntres i USA, Europa, Japan og andre steder.
#En rutine opslugt af tid uden så meget som et eneste åndehul.
Jeg blev bange, da jeg mærkede, at jeg efterhånden vænnede mig til disse monotone dage. Jeg følte, at jeg måske en dag, som tiden gik, ville blive bange for forandringer. Hvis jeg ikke havde styrken i mig til at ændre mig selv, måtte jeg for enhver pris ændre situationen.»Ja, lad os bare tage væk herfra!« Så jeg endte i Paris. Der fik jeg den »tid«, jeg så længe ikke havde haft adgang til. Og med den fulgte spændende møder.
Selvom jeg ikke var særligt interesseret i at rejse rundt i Europa, var Paris et sted, jeg absolut gerne ville besøge. Det er en by, der har taget imod mange kunstnere – fuld af fritid, romantik og kærlighed! Jeg læste skulptur og havde altid interesseret mig for kulturlivet og kunstnernes liv,Paris var i sig selv et levende kunstværk.
»Når man tænker på Paris, er jazz så ikke en del af billedet? Faktisk begyndte det i 1929, da jazzmusikere fra USA, der kæmpede for at tjene til dagen og vejen under den økonomiske krise,kom til Frankrig og blev behandlet som musikere i stedet for at blive udsat for racediskrimination.«
»Har du set filmen Midnight in Paris? De steder, hvor Picasso, Hemingway, Gertrude Stein og de andre kom, som filmen skildrer, lå i Montmartre. Og når man tænker på Montmartre, kan man ikke undlade at nævne Moulin Rouge, vel!?«»Suzanne Valadon, der var muse for mange af de kunstnere, som kom på Moulin Rouge, blev endda kaldt Montmartres elskede...«
Når jeg havde tid, begyndte jeg at læse om Paris. Det, jeg husker bedst, er de gange, hvor jeg tog til steder fyldt med historier og fortalte dem videre til andre. Hvis vi undervejs stødte på en gademusikant, føltes det som at træde ind i en tidsmaskine – et magisk øjeblik, hvor man virkelig kunne mærke Paris.
# Hvornår i livet får man ellers chancen for at møde så mange mennesker på så kort tid?!
Det særlige ved sabbatårsophold er, at det er steder, hvor rejsende bor.De mennesker, jeg mødte dér, pakkede deres liv ud, som om de åbnede kufferter, og hver især afslørede deres egen verden. De mange forskellige livshistorier, jeg fik et lille indblik i gennem møderne, fik mig til at tænke over mit eget liv.Jeg begyndte i stigende grad at se mit sande »jeg«.Jeg fik tid til langsomt at finde og genvinde de sider af mig selv, som jeg havde mistet til kedsomheden, eller opdage dem på ny. Og sabbatåret var det første skridt.
Jeg begyndte at tænke over »lykke«, som jeg ikke havde skænket mange tanker før.Et ældre ægtepar, der holder hinanden tæt i hånden og passer på hinanden; mennesker, der sætter tid med familien højere end alt andet; en selvfølelse, man ikke giver afkald på, selv med alderen; unge mennesker, der samles i små grupper for at nyde fritiden, når de har vin og et sted at sidde.
Den gavmilde udveksling af kærlighed mellem par – et kort glimt af deres kultur i Paris, der er så fuld af fritid, kærlighed og romantik,sabbatårets »lange fritid« fik mig til at overveje, hvilket liv jeg ønsker mig. Hvis der er én ting ved mig, der har ændret sig siden før, så er det dette: »Hvis du vil gøre noget, så lad være med at udskyde det – gør det bare! Bekymringerne må vente; nyd nuet! Lad os leve det liv, jeg ønsker mig!«
# Der er ikke noget særligt ved min anbefaling af en rejsedestination. Først og fremmest: »Far vild.«
Far vild! Så kan du se det ægte Paris i de små gader. Det eneste, du behøver at tage med, før du tager det første skridt, er nysgerrighed! Hvis du går, som hjertet fører dig, bliver den vej din helt egen rute.
# »Hvilken vej skal mit liv gå?«
I løbet af mit sabbatår tænkte jeg meget over »lykke«, noget jeg ikke havde tænkt nærmere over før.I Paris i Frankrig, der er fuld af fritid, kærlighed og romantik, fik jeg et kort glimt af deres kultur. Jeg blev virkelig misundelig og indså, at livet ikke behøver at være så hårdt.
Det blev en mulighed for at se værdien af »lykke« fra et bredere perspektiv. Før jeg tog på sabbatår, vidste jeg ikke rigtigt, hvad der gjorde mig glad. Men under sabbatåret fik jeg tid til at slappe af og begyndte at gøre de ting, jeg havde udskudt med undskyldningen »jeg har ikke tid«. Efterhånden som jeg gjorde dem én efter én, opdagede jeg, at de gjorde mig stadig gladere. Det lærte mig, hvad jeg virkelig ønskede, hvad der gør mig glad, og hvilket liv jeg bør leve fremover for at være lykkelig.
De medarbejdere, jeg arbejdede sammen med, vil nok være mennesker, jeg aldrig glemmer. De to måneder, vi boede og arbejdede sammen, gjorde os lige så tætte som en familie. Når jeg tænker tilbage på Paris, vil de stunder, hvor vi lavede mad, grinede og hyggede os sammen, være dem, jeg husker bedst.
Måske kræver det stort mod at ville leve det liv, man ønsker sig.Jeg drømte også engang om et »liv på landevejen«. Et liv som det romantiske ord »boheme« antyder, hvor man tilpasser sig tiden og omstændighederne og tager imod de nye forbindelser, man møder undervejs.Inden jeg tog af sted, spurgte jeg mig selv: Kan jeg også virkelig blive fri? Jeg tror, jeg stadig har lang vej igen, før jeg kan svare på det spørgsmål. Mit sabbatår er ikke slut endnu.
# Hvis du blot tager et »sabbatår« for at hvile dig, tror jeg, det bliver meget svært at udføre arbejdet.
Hvis du blot tager et »sabbatår« for at hvile dig, tror jeg, det bliver meget svært at udføre arbejdet. Arbejdet på et gæstehus – et sted, hvor rejsende bor – kan være hårdt eller meget let, alt efter hvem man er.
Man kan faktisk blive mere mentalt end fysisk træt, men hvis man tænker »jeg er også rejsende«, tror jeg, man hurtigt kan vænne sig til de opgaver, man skal udføre.
Mit sabbatår er
Oplevelse★★★★★
At arbejde på et gæstehus, møde mange mennesker og knytte bånd var en enestående oplevelse for sådan én som mig, der elsker mennesker.
Læring★★★★☆
Mens gæsterne boede hos os, lærte jeg meget om at have en ansvarlig indstilling til arbejdet og om ikke at gøre noget halvhjertet, så de kunne føle sig så godt tilpas som muligt – næsten som derhjemme.
Omgivelser★★★★☆
Selve gæstehuset var et fritliggende hus med en græsplæne foran, og det var et meget fredeligt og afslappende sted.
Sikkerhed★★★★★
Det lå et stykke fra centrum af Paris, så det føltes faktisk tryggere. Kvarteret var roligt, og bedst af alt lå overnatningsstedet kun et minuts gang fra metroen.
Fritid★★★★★
Jeg udnyttede den fritid, jeg havde uden for arbejdstiden, godt. Jeg brugte den hovedsageligt på at studere parisisk kultur og historie, se film med tilknytning til Paris eller – eftersom jeg godt kan lide at lave mad – lave mad og nyde lækre måltider sammen med andre.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
