Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Blev stærkere og mindre hård; de tvangsprægede tendenser aftog #En oplevelse, der gjorde mig stærkere på egen hånd; relationer til mange forskellige mennesker #Tre måneder i ungdommen føles lange; Paris vækker nostalgi
|
Jeg fandt mange ting, jeg kunne gøre ved egen indsats, og jeg tror, at disse små oplevelser vil smelte sammen og blive drivkraften for min næste udfordring. Når den næste udfordring kommer, vil jeg igen gøre mig selv stærkere.
-Paris, Frankrig, sabbatårsophold / Jo Hye-rimDeltager på sabbatår (gapyear) / 8 ugers sabbatår |
I øjeblikket i Sydkorea
dropper 60.000 elever på mellemtrinnet og i gymnasiet ud hvert år; 346.000 mennesker i tyverne står uden arbejde og drømme; og andelen, der skifter job inden for det første år, er kommet op på 40 %.75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med deres studieliv, og mere end 80 % af de erhvervsaktive føler sig ikke lykkelige.Mange siger, at de skal drømme, men for at løse dette problem, som mangler praktiske metoder og støtte, vil vi også introducere ''sabbatåret'' i Sydkorea.
''Sabbatår (Gapyear)''betegner en periode, hvor man enten kombinerer studier og arbejde eller holder en midlertidig pause og gennem forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætterifinder retningen for sin videre færd — en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
Jeg besluttede mig for at gøre mig selv stærkere.
One summer in 2000, my father sent my seven-year-old sibling to the hill behind our neighborhood at ten o''clock at night. With a small backpack containing a bag of potato chips and water, my sibling set off on the trail. When they returned after a long while, they said they had climbed to the top and eaten snacks, and recounted a dizzying moment passing by nameless graves. The usually tearful and timid child, with big double-lidded bright eyes, still held fear, but otherwise shone full of confidence. I cannot forget my sibling''s gaze and tone from that day. I also strongly remember my father and mother''s proud expressions.
At sende en syvårig søn ud på bjerget midt om natten var sandsynligvis mine forældres drastiske løsning for mit søskende, men vedkommende voksede faktisk op og blev en selvsikker, positiv og til tider fræk ung voksen.Da dimissionen nærmede sig, og jeg indså, at jeg havde opdraget den indre dreng i mig, havde jeg heller ikke andet valg end at gribe til drastiske midler ligesom mine forældre.
Jeg var bange for og følte mig tynget af de valg, jeg måtte træffe i livet. Bekymringer skabte flere bekymringer, og det samme gjorde frygten.For at undgå at blive fanget i den situation startede jeg et projekt for barnet indeni mig, som blev til ''Sabbatårsprojektet: Ophold i Paris''. Jeg ville udfordre mig selv til at ''overleve på en eller anden måde'' ved at arbejde sammen med helt fremmede et helt nyt sted.
Jeg tror, at min far nok havde lignende tanker. Min far, der ofte rejste til Paris i forbindelse med arbejdet, viste mig en video af en optræden, jeg havde i Montmartre, da jeg gik i gymnasiet, og håbede, at jeg ville bo i Paris som voksen. Fordi jeg ikke helt forstod hvorfor, blev jeg endnu mere fascineret af Paris, og jeg spekulerede på, hvad der var på det sted, hvor min far stod på billedet, og hvad han kiggede på.Selv nu, efter at jeg er vendt tilbage fra Paris, kan jeg kun gætte på, hvorfor min far sagde det. Men jeg føler i det mindste en vis stolthed over blot at være vendt sikkert hjem fra det junglelignende Europa, hvor min far måske uden tøven havde kastet mig ud i det.
I tre måneder brugte jeg næsten al min fritid og rejsetid alene og oplevede alle sanseindtryk fuldt ud.Frygten, da der opstod problemer med metroen, og folk strømmede ud, glæden ved at tale med udenlandske rejsende, der rejste alene, og smagen af en sød crepe med hvid chokolade og Nutella — alt det var kun mit.Og ved på egen hånd at gennemleve og overvinde de utallige øjeblikke af frygt, glæde og ensomhed blev jeg stærkere.
Tre måneder af ungdommen er lang tid. Det var en periode, hvor jeg kunne lære mere om mig selv.
Gennem mit hovedfag (specialpædagogik) og mine tidligere erfaringer (fritidsjob, praktik osv.) troede jeg, at jeg vidste meget om at omgås mennesker, og at jeg havde mange forskelligartede erfaringer. Men sabbatårsprojektet fik mig til at indse, at det var indbildskhed, og gjorde mig mere ydmyg.Mens jeg forberedte mig på et servicejob, deltog jeg i sabbatårsprojektet, og da jeg begyndte som medarbejder, ville jeg yde den bedst mulige service til hver eneste gæst.
Den intention er naturligvis god i sig selv, men det, der gør mig utilpas, viser sig uundgåeligt også for andre.Overdreven venlighed fører først og fremmest til, at man hurtigere løber tør for kræfter. Og fordi det ligger i vandrehjemmets natur, at man tilbringer meget tid med gæsterne, er det svært at bevare den indledende imødekommenhed. Derfor indså jeg, at den, der yder servicen, kan blive ved med at yde en stabil service, hvis man holder serviceniveauet på et passende niveau.
Uanset hvad man gør, går tingene ikke præcis, som man ønsker. Hvis situationen ikke kan ændres, må man selv ændre sig. De rundvisninger, jeg fik ansvar for, var ikke det arbejde, jeg oprindeligt ønskede. Jeg passede bedre til morgenopgaverne — at stå tidligt op, blive indenfor, tage mig af gæsterne og rydde op på overnatningsstedet. Men eftersom jeg skulle gøre det, besluttede jeg at kombinere mit hovedfag, ''uddannelse'', med ''rundvisninger'' og betragte mig selv som lærer. I den proces lærte jeg at indordne mig og tilpasse mig. Efterhånden som jeg stod for rundvisningerne, syntes jeg, de var ret sjove, og jeg gjorde mig umage. Senere sagde gæsterne til mig: ''Du var en rigtig god guide; det var sjovt,'' og det gjorde mig stolt.
Jeg lærte også nogle bestemte måder at opføre mig på, som jeg kan bruge i mit kommende arbejdsliv. Jeg indså, at det, en ny medarbejder skal gøre, er at begå fejl, få nogle knubs og arbejde hårdt.Man skal arbejde hårdt, men at indrømme og rette op på det, man er usikker på, er også en måde at vise hensyn til de medarbejdere, der var der før. Efter at have oplevet flere ledere og tænkt: ''Hvordan ville jeg opføre mig og hvad ville jeg sige, hvis jeg var i den situation?'' fandt jeg selv ud af, hvad jeg bør huske på, når jeg begynder på noget nyt i fremtiden.
Til sidst følte jeg også, at alt dette må erkendes og omsættes til handling af en selv. Uanset hvor man er, eller hvem man er sammen med, er livet i Paris hverken mere eller mindre end en rejse, hvis man ikke reagerer følsomt på situationer, tænker over dem og reflekterer.Tre måneder af ungdommen er lang tid. Jeg lærte, at det er en periode, hvor man kan nyde Paris så meget som muligt, udføre sine arbejdsopgaver og finde sit eget ståsted.
Dage, hvor vi alle udviklede os sammen gennem samarbejdet.
De mennesker, der lærte mig mest, var de andre medarbejdere, jeg arbejdede sammen med. I løbet af de i alt ti ugers aktiviteter i Paris møder man typisk seks-syv medarbejdere, afhængigt af vagtplanen. Indtil man møder sine kolleger personligt, kender man ikke deres alder, køn eller navne, og man skal bo og arbejde sammen med dem. Ikke alle de medarbejdere, jeg mødte, var mennesker, jeg kom godt overens med.
Men det gjorde ikke noget. Ingen vil være præcis som mig, og selv hvis jeg boede sammen med en, der var identisk med mig, ville der stadig opstå mange vanskeligheder.Jeg tror ikke, det handler om, hvorvidt man kommer godt ud af det med nogen, men om hvorvidt man er villig til at tage hensyn til hinanden med en indstilling om at respektere hinandens forskelligheder. Og hvis nogen er usikker eller mangler erfaring, bør man vide, hvordan man lærer dem op og giver dem tid. Alle udvikler sig gennem den proces.
Under projektet blev det overnatningssted, jeg boede på, skiftet ud én gang på grund af lokale omstændigheder. Da jeg flyttede til det andet sted, havde jeg lært en del af arbejdet på vandrehjemmet, så jeg kunne omgås medarbejderne uden de store problemer og klare arbejdet ganske dygtigt. Men da jeg først skulle lære opgaverne på det første vandrehjem, var det ikke let at blive venner med medarbejderne og gæsterne. Arbejde på et vandrehjem kan aldrig klares ved at sidde mageligt eller kun koncentrere sig om én opgave.
At færdes i Paris er på nogle måder også en del af arbejdet som medarbejder på et vandrehjem, og det er en del af jobbet at lære gæsterne at kende og tale med dem. Nogle gange må man måske holde op med at gøre rent for at hjælpe en gæst med at finde vej, eller lytte til gæsternes klager. Da jeg først kom som medarbejder, var alt akavet, og jeg tøvede endda med at tale med gæsterne. Jeg bebrejdede ofte mig selv. Når jeg ser tilbage, er jeg meget taknemmelig for medarbejderne på det første overnatningssted, som stille og roligt holdt øje med mig og gav mig tid.
Mit anbefalede sted i Paris: kirkegårdene!
Interessant nok ville jeg besøge kirkegårdene, allerede inden jeg kom til Paris. Da jeg kom derhen, hvor mange berømte franske kunstnere og filosoffer ligger begravet, syntes jeg, der var fredfyldt og roligt.Da jeg så berømte mennesker og almindelige borgere ligge side om side på lige fod, uden forskel på rang, penge eller berømmelse, blev jeg mindet om Paris' historie. Og da jeg så, at døden ikke er tabu dér, mærkede jeg de kulturelle forskelle.
Da jeg så blomsterbede på gravene for dem, der var vendt tilbage til jorden, mærkede jeg naturens orden, og i grenene eller stenene, der var lagt som mindesmærker, kunne jeg fornemme oprigtighed midt i det, der var tilbage af formaliteterne. Det var nyt for mig, for det ville være utænkeligt i Korea, og samtidig misundte jeg pariserne, som på forskellige måder viser de afdøde oprigtig respekt.
Kirkegårde, der minder om smukke parker og mindes berømte personer, omfatter Montparnasse-kirkegården og Père-Lachaise-kirkegården. Man kan også se kirkegårde i Paris' forstæder, såsom Auvers-sur-Oise og Giverny.
Paris — stedet, der vil vække nostalgi i mit liv.
Mens jeg var i Paris, blev jeg stærkere, men mindre hårdhudet. Før jeg tilbragte tre måneder i Paris, vidste jeg ikke, hvad det ville sige at blive såret og ked af det, når man er alene, hvordan det føles at savne ''sine egne'', eller hvad det vil sige at savne sin familie. Jeg troede bare, at jeg vidste det. Men det var aldrig let at være adskilt fra alle dem, der passer på mig og holder af mig, inklusive familie og venner, og at vænne mig til et helt nyt miljø. Det var også en oplevelse, jeg helst ikke ville gentage.
Før jeg tog til Paris, troede jeg, at jeg sagtens kunne leve uden at vende tilbage til Korea i flere år. Men blot en uge efter, at jeg havde forladt hjemmet, savnede jeg allerede ''mine egne'' og længtes efter dem. Selv efter at jeg havde vænnet mig til det, fik jeg ofte hjemve og savnede mennesker og mad. Selvom følelsen var uvant, tror jeg, at jeg kun kunne opdage denne side af mig selv, fordi jeg tog til Paris.
Det er umuligt at finde min drøm, finde min identitet eller slippe af med mine bekymringer i løbet af de omtrent tre måneder i Paris. Jeg tror, det er livslange opgaver. Jeg formåede heller ikke at slippe af med endnu et af mine problemer — mine tvangsprægede vaner. Jeg havde håbet, at jeg i Europa kunne opgive nogle små, tvangsprægede hygiejneregler, jeg holdt fast i i Korea — at vaske sengetøj en gang om ugen, desinficere mine ejendele med sprit og altid vaske hænder med håndsprit — og blive et mere fleksibelt menneske.
Under rejsen i Europa syntes disse regler at løsne sig lidt, men så snart jeg kom til Korea, tog jeg mig selv i at vaske hænder ti gange om dagen og sætte vaskemaskinen i gang hver anden dag. Jeg besluttede dog at acceptere disse sider som en del af, hvem jeg er. Så jeg er stadig bange og nogle gange bekymret, og jeg vasker hænder igen og igen.Men jeg fandt flere ting, jeg kunne gøre en indsats for, og jeg tror, at de små oplevelser tilsammen vil blive drivkraften til den næste udfordring. I den næste udfordring vil jeg også styrke mig selv yderligere.
En dag vil Paris også være et sted, der vækker nostalgiske følelser hos mig. Måske bliver det en dag, hvor den kolde luft og den fine regn falder, eller en dag, hvor jeg mærker den smøragtige duft af en croissant. Jeg tror, at de mennesker, jeg mødte dér, de utallige kunstværker og gademusikanterne tilsammen har gjort mig til den, jeg er i dag. Jeg er så taknemmelig over for Paris, og jeg vil gerne takke dem, der gjorde det muligt for mig at deltage i Paris Stay Project.
Små tips til de næste deltagere
Jeg anbefaler, at du passer godt på dit helbred.Især hvis du deltager om vinteren, er det let at tro, at Paris er varmere end Korea, hvis man kun ser på temperaturen. Men vintrene i Paris er meget koldere og længere, end man skulle tro. Hvis du søger på rejseberetninger online, finder du folk, der fortæller, at de havde vinterfrakker på helt ind i begyndelsen af april – og det passer virkelig.
Vejret i Paris skifter så meget, at man kan opleve alle fire årstider på én dag, og den følte temperatur kan svinge meget. Så i stedet for at tage masser af pænt eller dyrt tøj med er det bedre at pakke et eller to stykker af forskellige slags og købe det, du ellers får brug for, lokalt. Der sælges meget tøj lokalt, som både er rimeligt i pris og pænt i designet. Et tip: Tøj, der er besværligt at købe, fordi årstiden snart skifter (især tunge og dyre frakker), er det bedre at købe billigt i genbrugsbutikker eller på udsalg, bruge det og efterlade det, frem for at købe nyt.
Og sørg for at tage medicin med, der passer til dig personligt.Der findes velkendte produkter mod forkølelse i Frankrig, men det er en stor hjælp at medbringe madvarer, der er gode for næse og hals, samt kosttilskud til den daglige sundhedspleje. Og hvad angår hygiejneprodukter til kvinder...Der findes mange hygiejneprodukter i franske supermarkeder, som koster det samme som eller mindre end i Korea. Du behøver ikke tage mange produkter til kvinder med fra Korea.
Endelig kunne jeg personligt ikke lide de franske måltider, men brødet var så lækkert, at jeg spiste mig mæt.Hvis du spiser dig mæt i alt det virkelig lækre, vil du ikke fortryde dine madvalg, når du vender tilbage til Korea.
Mit sabbatår er
Oplevelse★★★★★
Du kan møde, tale med og rejse sammen med mange forskellige mennesker – gæster, ansatte og ejeren. Det er noget andet end blot tilfældige møder mellem kunde og servicemedarbejder. Når man deler måltider og overnatningssted, drikker sammen og nogle gange rejser sammen, kan man møde mange mennesker på to måneder. Det var en oplevelse, man ikke så let får andre steder.
Læring★★★★★
Pensionatet, hvor du skal arbejde, er lille, men det er et lille fællesskab i sig selv, så der er mange muligheder for at lære om arbejdslivet og reflektere over det. Jeg deltog i sabbatårsprogrammet lige efter min universitetsuddannelse og kort før jeg skulle begynde at arbejde, og det gav mig anledning til at tænke meget over, hvad der kendetegner en god leder og en god ny medarbejder. Det afhænger af, hvilke emner du interesserer dig for, men med en indsats kan du lære rigtig meget.
Omgivelser★★★★☆
Overnatningsstedet lå et stykke fra bymidten, men netop derfor var jeg glad for at få mange forskellige sider af Paris at se. Desuden er Paris anderledes end Seoul, fordi man kan komme til næsten alle turistattraktioner med metroen på omkring 30 minutter, så det føltes ikke langt fra byen. For en, der også er lidt af en rejsende, kan det endda være et bedre miljø.
Sikkerhed★★★★☆
Hvis du følger de sædvanlige regler for at rejse sikkert, er Paris ikke en farlig by. Det er en god idé på forhånd at sætte sig ind i lommetyve og grupper, der svindler ved at bede folk om at skrive under på falske underskriftsindsamlinger.
Fritid★★★★☆
På grund af »kip«-systemet kan det føles, som om man ikke har ret meget egentlig fritid. Jeg betragtede dog selve opholdet i Paris som fritid, så jeg nød mit arbejde. Hvis du finder en måde at nyde livet på overnatningsstedet på, kan arbejdstiden blive din egen. Som nævnt før handler arbejdet på et pensionat ikke om at koncentrere sig dybt om én ting, så hvis du nyder at tage dig af gæsterne og tale med dem, udviskes grænsen mellem arbejde og fritid, uden at du lægger mærke til det.
Det kan både være en fordel og en ulempe. På mit første overnatningssted lærte jeg at spille guitar sammen med de andre ansatte, og der var en gæst, som var dygtig til guitar, så vi fandt sammen om det. På det andet overnatningssted nød jeg fritiden ved at dele små snacks med de ansatte. Pauserne, hvor vi drak te eller spiste brød, når der ikke var gæster, er stadig et rigtig kært minde.
<Kampagne for en god tone>
Vi hos GapYear elsker alle, der tager et sabbatår!
Selv hvis aktiviteterne eller oplevelserne, som deltagere i sabbatårsprogrammer har i løbet af deres sabbatår,
er anderledes end dine egne holdninger,så undlad ondsindede kommentarer.!:(
For at beskytte sabbatårsdeltagernes værdighed og rettighedervil vilkårlige ondsindede kommentarer rettet mod deltagerne
ikke blot blive håndteret og slettet internt,men vi vil også reagere aktivt og bestemt.
|
Jeg fandt mange ting, jeg kunne gøre ved egen indsats, og jeg tror, at disse små oplevelser vil smelte sammen og blive drivkraften for min næste udfordring. Når den næste udfordring kommer, vil jeg igen gøre mig selv stærkere.
-Paris, Frankrig, sabbatårsophold / Jo Hye-rimDeltager på sabbatår (gapyear) / 8 ugers sabbatår |
I øjeblikket i Sydkorea
dropper 60.000 elever på mellemtrinnet og i gymnasiet ud hvert år; 346.000 mennesker i tyverne står uden arbejde og drømme; og andelen, der skifter job inden for det første år, er kommet op på 40 %.75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med deres studieliv, og mere end 80 % af de erhvervsaktive føler sig ikke lykkelige.Mange siger, at de skal drømme, men for at løse dette problem, som mangler praktiske metoder og støtte, vil vi også introducere ''sabbatåret'' i Sydkorea.
''Sabbatår (Gapyear)''betegner en periode, hvor man enten kombinerer studier og arbejde eller holder en midlertidig pause og gennem forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætterifinder retningen for sin videre færd — en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
Jeg besluttede mig for at gøre mig selv stærkere.
One summer in 2000, my father sent my seven-year-old sibling to the hill behind our neighborhood at ten o''clock at night. With a small backpack containing a bag of potato chips and water, my sibling set off on the trail. When they returned after a long while, they said they had climbed to the top and eaten snacks, and recounted a dizzying moment passing by nameless graves. The usually tearful and timid child, with big double-lidded bright eyes, still held fear, but otherwise shone full of confidence. I cannot forget my sibling''s gaze and tone from that day. I also strongly remember my father and mother''s proud expressions.
At sende en syvårig søn ud på bjerget midt om natten var sandsynligvis mine forældres drastiske løsning for mit søskende, men vedkommende voksede faktisk op og blev en selvsikker, positiv og til tider fræk ung voksen.Da dimissionen nærmede sig, og jeg indså, at jeg havde opdraget den indre dreng i mig, havde jeg heller ikke andet valg end at gribe til drastiske midler ligesom mine forældre.
Jeg var bange for og følte mig tynget af de valg, jeg måtte træffe i livet. Bekymringer skabte flere bekymringer, og det samme gjorde frygten.For at undgå at blive fanget i den situation startede jeg et projekt for barnet indeni mig, som blev til ''Sabbatårsprojektet: Ophold i Paris''. Jeg ville udfordre mig selv til at ''overleve på en eller anden måde'' ved at arbejde sammen med helt fremmede et helt nyt sted.
Jeg tror, at min far nok havde lignende tanker. Min far, der ofte rejste til Paris i forbindelse med arbejdet, viste mig en video af en optræden, jeg havde i Montmartre, da jeg gik i gymnasiet, og håbede, at jeg ville bo i Paris som voksen. Fordi jeg ikke helt forstod hvorfor, blev jeg endnu mere fascineret af Paris, og jeg spekulerede på, hvad der var på det sted, hvor min far stod på billedet, og hvad han kiggede på.Selv nu, efter at jeg er vendt tilbage fra Paris, kan jeg kun gætte på, hvorfor min far sagde det. Men jeg føler i det mindste en vis stolthed over blot at være vendt sikkert hjem fra det junglelignende Europa, hvor min far måske uden tøven havde kastet mig ud i det.
I tre måneder brugte jeg næsten al min fritid og rejsetid alene og oplevede alle sanseindtryk fuldt ud.Frygten, da der opstod problemer med metroen, og folk strømmede ud, glæden ved at tale med udenlandske rejsende, der rejste alene, og smagen af en sød crepe med hvid chokolade og Nutella — alt det var kun mit.Og ved på egen hånd at gennemleve og overvinde de utallige øjeblikke af frygt, glæde og ensomhed blev jeg stærkere.
Tre måneder af ungdommen er lang tid. Det var en periode, hvor jeg kunne lære mere om mig selv.
Gennem mit hovedfag (specialpædagogik) og mine tidligere erfaringer (fritidsjob, praktik osv.) troede jeg, at jeg vidste meget om at omgås mennesker, og at jeg havde mange forskelligartede erfaringer. Men sabbatårsprojektet fik mig til at indse, at det var indbildskhed, og gjorde mig mere ydmyg.Mens jeg forberedte mig på et servicejob, deltog jeg i sabbatårsprojektet, og da jeg begyndte som medarbejder, ville jeg yde den bedst mulige service til hver eneste gæst.
Den intention er naturligvis god i sig selv, men det, der gør mig utilpas, viser sig uundgåeligt også for andre.Overdreven venlighed fører først og fremmest til, at man hurtigere løber tør for kræfter. Og fordi det ligger i vandrehjemmets natur, at man tilbringer meget tid med gæsterne, er det svært at bevare den indledende imødekommenhed. Derfor indså jeg, at den, der yder servicen, kan blive ved med at yde en stabil service, hvis man holder serviceniveauet på et passende niveau.
Uanset hvad man gør, går tingene ikke præcis, som man ønsker. Hvis situationen ikke kan ændres, må man selv ændre sig. De rundvisninger, jeg fik ansvar for, var ikke det arbejde, jeg oprindeligt ønskede. Jeg passede bedre til morgenopgaverne — at stå tidligt op, blive indenfor, tage mig af gæsterne og rydde op på overnatningsstedet. Men eftersom jeg skulle gøre det, besluttede jeg at kombinere mit hovedfag, ''uddannelse'', med ''rundvisninger'' og betragte mig selv som lærer. I den proces lærte jeg at indordne mig og tilpasse mig. Efterhånden som jeg stod for rundvisningerne, syntes jeg, de var ret sjove, og jeg gjorde mig umage. Senere sagde gæsterne til mig: ''Du var en rigtig god guide; det var sjovt,'' og det gjorde mig stolt.
Jeg lærte også nogle bestemte måder at opføre mig på, som jeg kan bruge i mit kommende arbejdsliv. Jeg indså, at det, en ny medarbejder skal gøre, er at begå fejl, få nogle knubs og arbejde hårdt.Man skal arbejde hårdt, men at indrømme og rette op på det, man er usikker på, er også en måde at vise hensyn til de medarbejdere, der var der før. Efter at have oplevet flere ledere og tænkt: ''Hvordan ville jeg opføre mig og hvad ville jeg sige, hvis jeg var i den situation?'' fandt jeg selv ud af, hvad jeg bør huske på, når jeg begynder på noget nyt i fremtiden.
Til sidst følte jeg også, at alt dette må erkendes og omsættes til handling af en selv. Uanset hvor man er, eller hvem man er sammen med, er livet i Paris hverken mere eller mindre end en rejse, hvis man ikke reagerer følsomt på situationer, tænker over dem og reflekterer.Tre måneder af ungdommen er lang tid. Jeg lærte, at det er en periode, hvor man kan nyde Paris så meget som muligt, udføre sine arbejdsopgaver og finde sit eget ståsted.
Dage, hvor vi alle udviklede os sammen gennem samarbejdet.
De mennesker, der lærte mig mest, var de andre medarbejdere, jeg arbejdede sammen med. I løbet af de i alt ti ugers aktiviteter i Paris møder man typisk seks-syv medarbejdere, afhængigt af vagtplanen. Indtil man møder sine kolleger personligt, kender man ikke deres alder, køn eller navne, og man skal bo og arbejde sammen med dem. Ikke alle de medarbejdere, jeg mødte, var mennesker, jeg kom godt overens med.
Men det gjorde ikke noget. Ingen vil være præcis som mig, og selv hvis jeg boede sammen med en, der var identisk med mig, ville der stadig opstå mange vanskeligheder.Jeg tror ikke, det handler om, hvorvidt man kommer godt ud af det med nogen, men om hvorvidt man er villig til at tage hensyn til hinanden med en indstilling om at respektere hinandens forskelligheder. Og hvis nogen er usikker eller mangler erfaring, bør man vide, hvordan man lærer dem op og giver dem tid. Alle udvikler sig gennem den proces.
Under projektet blev det overnatningssted, jeg boede på, skiftet ud én gang på grund af lokale omstændigheder. Da jeg flyttede til det andet sted, havde jeg lært en del af arbejdet på vandrehjemmet, så jeg kunne omgås medarbejderne uden de store problemer og klare arbejdet ganske dygtigt. Men da jeg først skulle lære opgaverne på det første vandrehjem, var det ikke let at blive venner med medarbejderne og gæsterne. Arbejde på et vandrehjem kan aldrig klares ved at sidde mageligt eller kun koncentrere sig om én opgave.
At færdes i Paris er på nogle måder også en del af arbejdet som medarbejder på et vandrehjem, og det er en del af jobbet at lære gæsterne at kende og tale med dem. Nogle gange må man måske holde op med at gøre rent for at hjælpe en gæst med at finde vej, eller lytte til gæsternes klager. Da jeg først kom som medarbejder, var alt akavet, og jeg tøvede endda med at tale med gæsterne. Jeg bebrejdede ofte mig selv. Når jeg ser tilbage, er jeg meget taknemmelig for medarbejderne på det første overnatningssted, som stille og roligt holdt øje med mig og gav mig tid.
Mit anbefalede sted i Paris: kirkegårdene!
Interessant nok ville jeg besøge kirkegårdene, allerede inden jeg kom til Paris. Da jeg kom derhen, hvor mange berømte franske kunstnere og filosoffer ligger begravet, syntes jeg, der var fredfyldt og roligt.Da jeg så berømte mennesker og almindelige borgere ligge side om side på lige fod, uden forskel på rang, penge eller berømmelse, blev jeg mindet om Paris' historie. Og da jeg så, at døden ikke er tabu dér, mærkede jeg de kulturelle forskelle.
Da jeg så blomsterbede på gravene for dem, der var vendt tilbage til jorden, mærkede jeg naturens orden, og i grenene eller stenene, der var lagt som mindesmærker, kunne jeg fornemme oprigtighed midt i det, der var tilbage af formaliteterne. Det var nyt for mig, for det ville være utænkeligt i Korea, og samtidig misundte jeg pariserne, som på forskellige måder viser de afdøde oprigtig respekt.
Kirkegårde, der minder om smukke parker og mindes berømte personer, omfatter Montparnasse-kirkegården og Père-Lachaise-kirkegården. Man kan også se kirkegårde i Paris' forstæder, såsom Auvers-sur-Oise og Giverny.
Paris — stedet, der vil vække nostalgi i mit liv.
Mens jeg var i Paris, blev jeg stærkere, men mindre hårdhudet. Før jeg tilbragte tre måneder i Paris, vidste jeg ikke, hvad det ville sige at blive såret og ked af det, når man er alene, hvordan det føles at savne ''sine egne'', eller hvad det vil sige at savne sin familie. Jeg troede bare, at jeg vidste det. Men det var aldrig let at være adskilt fra alle dem, der passer på mig og holder af mig, inklusive familie og venner, og at vænne mig til et helt nyt miljø. Det var også en oplevelse, jeg helst ikke ville gentage.
Før jeg tog til Paris, troede jeg, at jeg sagtens kunne leve uden at vende tilbage til Korea i flere år. Men blot en uge efter, at jeg havde forladt hjemmet, savnede jeg allerede ''mine egne'' og længtes efter dem. Selv efter at jeg havde vænnet mig til det, fik jeg ofte hjemve og savnede mennesker og mad. Selvom følelsen var uvant, tror jeg, at jeg kun kunne opdage denne side af mig selv, fordi jeg tog til Paris.
Det er umuligt at finde min drøm, finde min identitet eller slippe af med mine bekymringer i løbet af de omtrent tre måneder i Paris. Jeg tror, det er livslange opgaver. Jeg formåede heller ikke at slippe af med endnu et af mine problemer — mine tvangsprægede vaner. Jeg havde håbet, at jeg i Europa kunne opgive nogle små, tvangsprægede hygiejneregler, jeg holdt fast i i Korea — at vaske sengetøj en gang om ugen, desinficere mine ejendele med sprit og altid vaske hænder med håndsprit — og blive et mere fleksibelt menneske.
Under rejsen i Europa syntes disse regler at løsne sig lidt, men så snart jeg kom til Korea, tog jeg mig selv i at vaske hænder ti gange om dagen og sætte vaskemaskinen i gang hver anden dag. Jeg besluttede dog at acceptere disse sider som en del af, hvem jeg er. Så jeg er stadig bange og nogle gange bekymret, og jeg vasker hænder igen og igen.Men jeg fandt flere ting, jeg kunne gøre en indsats for, og jeg tror, at de små oplevelser tilsammen vil blive drivkraften til den næste udfordring. I den næste udfordring vil jeg også styrke mig selv yderligere.
En dag vil Paris også være et sted, der vækker nostalgiske følelser hos mig. Måske bliver det en dag, hvor den kolde luft og den fine regn falder, eller en dag, hvor jeg mærker den smøragtige duft af en croissant. Jeg tror, at de mennesker, jeg mødte dér, de utallige kunstværker og gademusikanterne tilsammen har gjort mig til den, jeg er i dag. Jeg er så taknemmelig over for Paris, og jeg vil gerne takke dem, der gjorde det muligt for mig at deltage i Paris Stay Project.
Små tips til de næste deltagere
Jeg anbefaler, at du passer godt på dit helbred.Især hvis du deltager om vinteren, er det let at tro, at Paris er varmere end Korea, hvis man kun ser på temperaturen. Men vintrene i Paris er meget koldere og længere, end man skulle tro. Hvis du søger på rejseberetninger online, finder du folk, der fortæller, at de havde vinterfrakker på helt ind i begyndelsen af april – og det passer virkelig.
Vejret i Paris skifter så meget, at man kan opleve alle fire årstider på én dag, og den følte temperatur kan svinge meget. Så i stedet for at tage masser af pænt eller dyrt tøj med er det bedre at pakke et eller to stykker af forskellige slags og købe det, du ellers får brug for, lokalt. Der sælges meget tøj lokalt, som både er rimeligt i pris og pænt i designet. Et tip: Tøj, der er besværligt at købe, fordi årstiden snart skifter (især tunge og dyre frakker), er det bedre at købe billigt i genbrugsbutikker eller på udsalg, bruge det og efterlade det, frem for at købe nyt.
Og sørg for at tage medicin med, der passer til dig personligt.Der findes velkendte produkter mod forkølelse i Frankrig, men det er en stor hjælp at medbringe madvarer, der er gode for næse og hals, samt kosttilskud til den daglige sundhedspleje. Og hvad angår hygiejneprodukter til kvinder...Der findes mange hygiejneprodukter i franske supermarkeder, som koster det samme som eller mindre end i Korea. Du behøver ikke tage mange produkter til kvinder med fra Korea.
Endelig kunne jeg personligt ikke lide de franske måltider, men brødet var så lækkert, at jeg spiste mig mæt.Hvis du spiser dig mæt i alt det virkelig lækre, vil du ikke fortryde dine madvalg, når du vender tilbage til Korea.
Mit sabbatår er
Oplevelse★★★★★
Du kan møde, tale med og rejse sammen med mange forskellige mennesker – gæster, ansatte og ejeren. Det er noget andet end blot tilfældige møder mellem kunde og servicemedarbejder. Når man deler måltider og overnatningssted, drikker sammen og nogle gange rejser sammen, kan man møde mange mennesker på to måneder. Det var en oplevelse, man ikke så let får andre steder.
Læring★★★★★
Pensionatet, hvor du skal arbejde, er lille, men det er et lille fællesskab i sig selv, så der er mange muligheder for at lære om arbejdslivet og reflektere over det. Jeg deltog i sabbatårsprogrammet lige efter min universitetsuddannelse og kort før jeg skulle begynde at arbejde, og det gav mig anledning til at tænke meget over, hvad der kendetegner en god leder og en god ny medarbejder. Det afhænger af, hvilke emner du interesserer dig for, men med en indsats kan du lære rigtig meget.
Omgivelser★★★★☆
Overnatningsstedet lå et stykke fra bymidten, men netop derfor var jeg glad for at få mange forskellige sider af Paris at se. Desuden er Paris anderledes end Seoul, fordi man kan komme til næsten alle turistattraktioner med metroen på omkring 30 minutter, så det føltes ikke langt fra byen. For en, der også er lidt af en rejsende, kan det endda være et bedre miljø.
Sikkerhed★★★★☆
Hvis du følger de sædvanlige regler for at rejse sikkert, er Paris ikke en farlig by. Det er en god idé på forhånd at sætte sig ind i lommetyve og grupper, der svindler ved at bede folk om at skrive under på falske underskriftsindsamlinger.
Fritid★★★★☆
På grund af »kip«-systemet kan det føles, som om man ikke har ret meget egentlig fritid. Jeg betragtede dog selve opholdet i Paris som fritid, så jeg nød mit arbejde. Hvis du finder en måde at nyde livet på overnatningsstedet på, kan arbejdstiden blive din egen. Som nævnt før handler arbejdet på et pensionat ikke om at koncentrere sig dybt om én ting, så hvis du nyder at tage dig af gæsterne og tale med dem, udviskes grænsen mellem arbejde og fritid, uden at du lægger mærke til det.
Det kan både være en fordel og en ulempe. På mit første overnatningssted lærte jeg at spille guitar sammen med de andre ansatte, og der var en gæst, som var dygtig til guitar, så vi fandt sammen om det. På det andet overnatningssted nød jeg fritiden ved at dele små snacks med de ansatte. Pauserne, hvor vi drak te eller spiste brød, når der ikke var gæster, er stadig et rigtig kært minde.
<Kampagne for en god tone>
Vi hos GapYear elsker alle, der tager et sabbatår!
Selv hvis aktiviteterne eller oplevelserne, som deltagere i sabbatårsprogrammer har i løbet af deres sabbatår,
er anderledes end dine egne holdninger,så undlad ondsindede kommentarer.!:(
For at beskytte sabbatårsdeltagernes værdighed og rettighedervil vilkårlige ondsindede kommentarer rettet mod deltagerne
ikke blot blive håndteret og slettet internt,men vi vil også reagere aktivt og bestemt.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
