Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Blev mere udadvendt og initiativrig; levede som en lokal i Paris #Begyndte at studere fransk; samvær med mange forskellige mennesker #Alt ved Paris er dejligt; frihed uden for Korea
Før jeg begyndte på projektet, og også efter at jeg var kommet til Paris og var gået i gang, fik jeg ofte at vide, at jeg burde ændre min personlighed. Det var ikke let at ændre den personlighed, jeg havde haft hele mit liv, på én gang, men med stor hjælp fra gæsterne og personalet kunne jeg virkelig gøre en indsats for at blive mere udadvendt.
- Frankrig, Paris, gap year-ophold / Choi Jonghun, deltager i et sabbatår / 8 ugers sabbatår |
I Sydkorea i øjeblikket,
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud; 346.000 mennesker i tyverne går bare i stå uden drømme; og personaleomsætningen inden for det første år efter ansættelse er kommet op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og mere end 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler realistiske metoder og støtte, vil vi introducere ''sabbatåret'' i Sydkorea.
''Sabbatår'' (Gapyear)betegner en periode, hvor man finder ud af, hvilken retning man vil gå i, enten ved at kombinere studier og arbejde eller ved at holde en pause og deltage i forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse eller opstart af en virksomhed,og det er en kultur, der opmuntres til i USA, Europa, Japan og andre steder.
At sætte fødderne i Paris – stedet, jeg altid har ønsket at besøge mindst én gang, før jeg dør!
Mens jeg fik rådgivning fra Gap Year, blev jeg opfordret til at deltage i projektet <Frankrig, Paris, gap year-ophold>. Men jeg havde ikke mange penge, så det føltes som en stor byrde at deltage. Der var ikke noget særskilt deltagergebyr for opholdet, men jeg havde hverken penge til flybilletter tur-retur eller bare de mest nødvendige leveomkostninger klar, og jeg havde heller ikke helt besluttet mig.
Alligevel havde jeg altid ønsket at besøge Paris mindst én gang, så jeg besluttede mig lidt forhastet for at deltage i projektet på en impuls: ''Lad os tage af sted denne gang.'' Ved at arbejde cirka en måned med at læsse leveringskasser af kunne jeg skabe forudsætningerne for at rejse til Paris.
Jeg glædede mig over at sætte fødderne på europæisk jord for første gang og bo i Paris – en by, jeg havde ønsket at besøge, før jeg døde – og klarede gladeligt den cirka 13 timer lange flyvetur, mens jeg spiste maden om bord.Det var fantastisk, at Frankrig er 8 timer bagud i forhold til Korea (7 timer under sommertid), så jeg ankom samme dag trods en 12 timer lang flyvetur – det syntes jeg var helt utroligt. Med hjertet hamrende tog jeg hen til overnatningsstedet og begyndte mit liv i Paris sammen med den varmt imødekommende familie på gæstehuset.
Da jeg først ankom til Paris, tog jeg kun metroen direkte til overnatningsstedet, så jeg mærkede ikke rigtig byen. Men efterhånden som tiden gik, og jeg vandrede rundt udenfor, gik det op for mig, at jeg var i Paris. Første gang jeg gik ud, var alting nyt og fascinerende: metrodøre, der blev åbnet manuelt, folk, der spillede instrumenter i metroen, parisere, der krydsede vejen uden for fodgængerfelterne så ubesværet, at det næsten aldrig ses i Korea, folk, der åbent viste deres kærlighed til deres nærmeste på offentlige steder, og de smukke gamle bygninger, der var blevet bevaret. Jeg syntes ganske enkelt, at alt dette ved Paris var elskeligt.
Da jeg først kom til Paris, havde jeg ingen store mål eller bestemte ting, jeg gerne ville udrette, men med tiden fandt jeg på ting, jeg gerne ville gøre.Fordi jeg skulle være der et stykke tid, ville jeg lære mere om Paris og i bredere forstand om Frankrig, så jeg begyndte så småt at studere fransk. I starten kunne jeg ikke sige et eneste ord og vidste ikke ret meget, men efterhånden lærte jeg at læse lidt ad gangen og genkende simple ord, så jeg hurtigt kunne kigge på en menu og finde ud af, hvilke ingredienser en ret indeholdt.
Det var helt naturligt, at jeg blev nysgerrig på den lokale mad, når jeg boede i Paris, og med bagerier på næsten hvert gadehjørne blev jeg meget interesseret i brød. I Paris endte jeg med at spise mere end ét brød om dagen, selvom jeg sjældent spiste brød i Korea – jeg var nærmest blevet brødelsker.
Den personlighed, jeg gerne ville ændre, ændrede sig helt naturligt, efterhånden som jeg tilbragte tid sammen med andre.
Ud over at gå ud og opleve seværdighederne var der også hverdagen på gæstehuset som medarbejder. På de dage, hvor jeg ikke havde helt fri, deltog jeg i aftenaktiviteterne. Om aftenen holdt jeg hyggelige vinfester med gæster, der ankom om eftermiddagen, hvor vi snakkede og skabte en varm stemning. Da jeg ikke var særlig god til at tage kontakt til folk, var det svært i begyndelsen, men efterhånden opdagede jeg en ny side af mig selv, som naturligt kunne opsøge andre, grine, tale og sludre.
Jeg talte med gæsterne om mange forskellige emner. Jeg spurgte især, hvordan deres dag havde været, og hvad de havde planer om at gøre bagefter, og bidrog med kommentarer, når jeg kunne, så samtalen kunne fortsætte. Det gav mig erfaring at blive det samme sted i lang tid, og jeg syntes, det var sjovt at dele oplysninger med gæsterne. Nogle gange blev jeg venner med gæster og endte med at rejse sammen med dem dagen efter. Det gav mig mange gode oplevelser med hurtigt at blive venner med folk, jeg lige havde mødt.
For første gang skrev jeg endda breve – jeg skrev et, hver gang en gæst rejste. I begyndelsen var det meget svært at skrive breve, men efterhånden blev jeg skuffet, hvis jeg ikke kunne give en gæst et brev, når vedkommende rejste. Jeg skrev, mens jeg tænkte tilbage på de minder, vi havde delt, gav gæsten brevet, og når vedkommende tjekkede ud og gik, følte jeg mig så tom.
Før jeg begyndte på projektet, og også efter at jeg var kommet til Paris og var gået i gang, fik jeg ofte at vide, at jeg burde ændre min personlighed. Det var ikke let at ændre den personlighed, jeg havde haft hele mit liv, på én gang, men med stor hjælp fra gæsterne og personalet kunne jeg virkelig gøre en indsats for at blive mere udadvendt.
At nyde Paris som en lokal og ikke som en turist.
Efter at have opholdt mig et stykke tid i Paris gik det op for mig, at selv det Paris, jeg havde fantaseret om, trods alt er et sted, hvor mennesker lever.I begyndelsen nød jeg vin og ost, spiste ofte brød, fik kebab, crêpes og forskellige desserter og tænkte på, hvor vidunderligt det var. Men efterhånden blev det helt naturligt en del af min hverdag. Med andre ord blev det, der var almindeligt for parisere, også min hverdag, når jeg boede der i længere tid, og jeg var taknemmelig for at kunne nyde det som en lokal.
Hvis nogen spurgte, hvad jeg bedst kunne lide ved at bo i Paris, ville jeg sige, at jeg elskede synet og stemningen ved de gamle bygninger, man ser i enhver gyde. Men hvis jeg skulle vælge én ting, ville det være at se på Eiffeltårnet. Ikke kun på klare eller overskyede dage – jeg ville se det dag efter dag. Måske er det derfor, så mange ser billeder af Eiffeltårnet, bliver betagede af det og får lyst til at komme til kunstens by, Paris.
Livet på et gæstehus er selvfølgelig måske ikke så frit, som man forestiller sig. Bortset fra én fridag på en hverdag er der arbejdstimer hver dag og nogle gange faste vagter, så man måske ikke kan gå ud, når man har lyst. I mit tilfælde arbejdede jeg om eftermiddagen, og det skuffede mig lidt, fordi jeg var nysgerrig efter at opleve Paris' natteliv.
En tid, hvor jeg virkelig gjorde, hvad jeg havde lyst til, uden at bekymre mig om, hvad andre tænkte.
Da jeg boede der, var det både efter terrorangrebene og i lavsæsonen, så der var færre gæster. Derfor skrev jeg opslag for at reklamere for gæstehuset og tog nogle gange hånd om dets faciliteter. Jeg fik endda prøvet at lægge trægulv for første gang. Ejeren hjalp mig dog meget med de praktiske ting, så der var ingen problemer med at bo der, og personalet, jeg arbejdede sammen med, hjalp med mange af mine mangler. For en, der ellers ville have været næsten helt alene i Korea, var jeg meget taknemmelig for bare at have andre mennesker omkring mig.
Desuden var de koreanske måltider, som mosteren på gæstehuset lavede morgen og aften, undskyld, mor, lækrere end maden derhjemme, så jeg savnede ikke engang Korea. Jeg spiste så godt, at jeg tror, jeg tog omkring et kilo på hver uge. Nogle gange lavede ejeren endda castella til os og lavede en Monaco, så vi kunne prøve en lokal drink, og vi holdt også hyggelige vinfester – alt i alt var min tid i Paris rigtig god.
Det virkelig vidunderlige var ganske enkelt at være uden for Korea – selve omgivelserne var fantastiske. Da jeg var i Korea, føltes alting svært, måske på grund af, hvad folk omkring mig tænkte. Mine forældre og selv nære venner så ikke med milde øjne på det, når jeg ikke passede min skole ordentligt, eller når folk sagde, at jeg måske ville stoppe med at gå i skole,Efter at jeg var kommet til Paris, indså jeg, at det virkelig var vigtigt at tage hen, hvor jeg ville, spise det, jeg havde lyst til, og gøre, hvad jeg ville, i stedet for at leve efter andres standarder, som jeg gjorde i Korea. Jeg kunne tilbringe en lykkeligere tid end nogen anden.
Drømme opstår ikke i skolen, og det virker absurd at tro, at man bliver til noget, bare fordi man studerer hårdt uden at tænke sig om. Selvfølgelig har jeg heller ikke selv en drøm eller et stærkt ønske om at blive til noget bestemt, selvom jeg siger det her, men i disse dage er jeg lykkeligere, end da jeg levede mit liv, som andre sagde, jeg skulle. Jeg tror, mit liv langsomt ændrer sig gennem både korte og lange rejser og mit sabbatårsophold i Paris.
Da jeg spurgte de lokale og udlændingene, jeg mødte her, hvordan de var kommet hertil, sagde mange, at de havde sat det, de lavede, på pause eller var holdt op med det og var rejst. Da jeg senere spurgte: »Hvad vil du gøre, når du vender tilbage til dit hjemland?«, svarede de så ubesværet: »Jeg tager tilbage og bygger det op igen.« Jeg blev overrasket over, hvor afslappet de sagde det.
Koreanere virker alt for optagede af, hvad andre mener, til at kunne tænke så ubekymret,Nu tror jeg, at jeg kan leve mere frit, som jeg vil, hvis jeg vender tilbage til Korea, uden at bekymre mig så meget om, hvad andre tænker. Og hvis jeg møder en, jeg kan lide, har jeg fået meget mere selvtillid til at vise det uden at holde mig tilbage.Hvis jeg altid havde levet som andre og bare fulgt strømmen omkring mig, tror jeg, at jeg allerede nu ville være blevet et af de meget ulykkelige mennesker.
Mange uforglemmelige og dyrebare minder fra Paris
Kebabbutikken nær Gallieni-huset, hvor gæstehuset lå, supermarkedet Auchan, som jeg ofte besøgte, crêpesene, jeg købte på gaden, Paul, hvor jeg smuttede ind efter brød, når jeg kedede mig, Eiffeltårnet, som altid gør mig glad, metrodørene, der åbnes manuelt, mosterens måltider, som var lækrere end maden, jeg spiste i Korea, og som var hovedårsagen til, at jeg tog på, det hyggelige gæstehus, det varme personale og den venlige ejer, de søde gæster, Montmartre-højen fyldt med turister og seværdigheder, Amorino-gelato, carnet-hæfterne med enkeltbilletter, ordet »sortie« for udgangen, de sorte franskmænd ved Trocadéro, der viste Eiffeltårnet frem og råbte »un, deux, trois«, og musikerne i metroen.
Castellaen og Monacoen, som ejeren lavede til vinfesten, gæsten Jihyun, der tog med mig til Louvre, gæsterne, der tog med mig til seværdigheden med den omrejsende sten, de enorme churros – 12 stykker for 5 euro, friskstegte på stedet, en kage, jeg troede var en chokoladebolle, men som viste sig at hedde en éclair, det livlige loppemarked Saint-Ouen, Parc Monceau, hvor jeg kunne opleve parisernes hverdag, mille-feuille-kagen, jeg spiste hos Pain de Sucre nær République, Pierre Hermé, hvor jeg tog hen efter berømte macarons og endte med at købe en kage, Café Les Deux Magots på Boulevard Saint-Germain, hvor jeg prøvede at føle mig som en ægte pariser, men rystede over priserne, den stille have nær Louvre, der hedder Palais-Royal, Fauchons madeleine-kager på Place de la Madeleine og stemningen i Madeleine-kirken, som var svær at indfange på billeder.
Bageriet ved Opéra Garnier, der først fik mig til at føle, at jeg virkelig var i Paris, da jeg ankom til metrostationen Opéra, Stohrers baba au rhum og baba au chantilly, der var gennemvædet af rom, en klipning til 44 euro hos Saravy, natudsigten over Paris fra Montparnasse-tårnet, væddeløbsbanen i Paris, som jeg opdagede ved et tilfælde, et koreansk supermarked, jeg fandt i Paris, de kæmpestore Ferrero Rocher-udstillinger omkring påske, den smukke Place des Vosges, falaflerne hos L’As du Fallafel i Le Marais, der duftede kraftigt af mellemøstlige krydderier, personalet Eunbin og Juyoung-nuna, som jeg boede sammen med, det spændte øjeblik, hvor jeg så rim uden for flyvinduet på den 12 timer lange flyvetur, tiden, hvor jeg gik frem og tilbage, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme fra lufthavnen til overnatningsstedet, øjeblikket, hvor jeg fik min flybillet for første gang, og dengang jeg pakkede min kuffert tidligt om morgenen og satte kurs mod Incheon Lufthavn – jeg tror ikke, jeg nogensinde vil glemme nogen af disse øjeblikke.
Man siger, at man vender tilbage til Paris, hvis man sætter foden på Point Zéro. Jeg har aldrig sat foden der eller engang set stedet, men en dag vender jeg tilbage til Paris. Når jeg er tilbage i Korea og køber brød, drikker vin, spiser ost og kebab eller får crêpes, kommer jeg sikkert til at savne mine minder fra Paris forfærdeligt meget.
Mit sabbatår er
Oplevelse★★★★☆
Det var faktisk første gang, jeg opholdt mig så længe i udlandet, og det har helt sikkert en anden charme end en kort rejse. Hvis jeg får muligheden, vil jeg gerne bo i udlandet i længere tid næste gang.
Læring★★★★☆
Da jeg boede på gæstehuset, lærte jeg at omgås gæster, og ved at gå rundt i Paris lærte jeg, hvordan folk her lever.
Miljø★★★★★
Omgivelserne var så gode – tantens lækre mad, det venlige personale, jeg boede sammen med, ejeren og de søde gæster – at jeg ikke længtes efter livet i Korea. Jeg synes, jeg havde en fantastisk tid.
Sikkerhed★★★★☆
Jeg tror, det er nogenlunde det samme, uanset hvor folk bor. Der var ingen særlige farer under mit ophold, men der forekommer forbrydelser som lommetyveri rettet mod udlændinge, så det er godt at være lidt på vagt.
Fritid★★★★☆
Uden for arbejdstiden gik jeg for det meste ud fra overnatningsstedet og brugte min fritid der.
<Clean Comment Campaign>
Vi hos GapYear holder af alle, der tager et sabbatår!
Even if the activities or experiences of members of the gap-year community (gappers) during their gap year
er anderledes end dine egne holdningerer ondsindede kommentarer ikke tilladt!:(
For at beskytte sabbatårsfællesskabets medlemmers værdighed og rettighedervilkårlige ondsindede kommentarer rettet mod gappere
vil ikke blot blive håndteret og slettet internt, menvi vil også reagere aktivt og bestemt.
Før jeg begyndte på projektet, og også efter at jeg var kommet til Paris og var gået i gang, fik jeg ofte at vide, at jeg burde ændre min personlighed. Det var ikke let at ændre den personlighed, jeg havde haft hele mit liv, på én gang, men med stor hjælp fra gæsterne og personalet kunne jeg virkelig gøre en indsats for at blive mere udadvendt.
- Frankrig, Paris, gap year-ophold / Choi Jonghun, deltager i et sabbatår / 8 ugers sabbatår |
I Sydkorea i øjeblikket,
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud; 346.000 mennesker i tyverne går bare i stå uden drømme; og personaleomsætningen inden for det første år efter ansættelse er kommet op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og mere end 80 % af de erhvervsaktive siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler realistiske metoder og støtte, vil vi introducere ''sabbatåret'' i Sydkorea.
''Sabbatår'' (Gapyear)betegner en periode, hvor man finder ud af, hvilken retning man vil gå i, enten ved at kombinere studier og arbejde eller ved at holde en pause og deltage i forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse eller opstart af en virksomhed,og det er en kultur, der opmuntres til i USA, Europa, Japan og andre steder.
At sætte fødderne i Paris – stedet, jeg altid har ønsket at besøge mindst én gang, før jeg dør!
Mens jeg fik rådgivning fra Gap Year, blev jeg opfordret til at deltage i projektet <Frankrig, Paris, gap year-ophold>. Men jeg havde ikke mange penge, så det føltes som en stor byrde at deltage. Der var ikke noget særskilt deltagergebyr for opholdet, men jeg havde hverken penge til flybilletter tur-retur eller bare de mest nødvendige leveomkostninger klar, og jeg havde heller ikke helt besluttet mig.
Alligevel havde jeg altid ønsket at besøge Paris mindst én gang, så jeg besluttede mig lidt forhastet for at deltage i projektet på en impuls: ''Lad os tage af sted denne gang.'' Ved at arbejde cirka en måned med at læsse leveringskasser af kunne jeg skabe forudsætningerne for at rejse til Paris.
Jeg glædede mig over at sætte fødderne på europæisk jord for første gang og bo i Paris – en by, jeg havde ønsket at besøge, før jeg døde – og klarede gladeligt den cirka 13 timer lange flyvetur, mens jeg spiste maden om bord.Det var fantastisk, at Frankrig er 8 timer bagud i forhold til Korea (7 timer under sommertid), så jeg ankom samme dag trods en 12 timer lang flyvetur – det syntes jeg var helt utroligt. Med hjertet hamrende tog jeg hen til overnatningsstedet og begyndte mit liv i Paris sammen med den varmt imødekommende familie på gæstehuset.
Da jeg først ankom til Paris, tog jeg kun metroen direkte til overnatningsstedet, så jeg mærkede ikke rigtig byen. Men efterhånden som tiden gik, og jeg vandrede rundt udenfor, gik det op for mig, at jeg var i Paris. Første gang jeg gik ud, var alting nyt og fascinerende: metrodøre, der blev åbnet manuelt, folk, der spillede instrumenter i metroen, parisere, der krydsede vejen uden for fodgængerfelterne så ubesværet, at det næsten aldrig ses i Korea, folk, der åbent viste deres kærlighed til deres nærmeste på offentlige steder, og de smukke gamle bygninger, der var blevet bevaret. Jeg syntes ganske enkelt, at alt dette ved Paris var elskeligt.
Da jeg først kom til Paris, havde jeg ingen store mål eller bestemte ting, jeg gerne ville udrette, men med tiden fandt jeg på ting, jeg gerne ville gøre.Fordi jeg skulle være der et stykke tid, ville jeg lære mere om Paris og i bredere forstand om Frankrig, så jeg begyndte så småt at studere fransk. I starten kunne jeg ikke sige et eneste ord og vidste ikke ret meget, men efterhånden lærte jeg at læse lidt ad gangen og genkende simple ord, så jeg hurtigt kunne kigge på en menu og finde ud af, hvilke ingredienser en ret indeholdt.
Det var helt naturligt, at jeg blev nysgerrig på den lokale mad, når jeg boede i Paris, og med bagerier på næsten hvert gadehjørne blev jeg meget interesseret i brød. I Paris endte jeg med at spise mere end ét brød om dagen, selvom jeg sjældent spiste brød i Korea – jeg var nærmest blevet brødelsker.
Den personlighed, jeg gerne ville ændre, ændrede sig helt naturligt, efterhånden som jeg tilbragte tid sammen med andre.
Ud over at gå ud og opleve seværdighederne var der også hverdagen på gæstehuset som medarbejder. På de dage, hvor jeg ikke havde helt fri, deltog jeg i aftenaktiviteterne. Om aftenen holdt jeg hyggelige vinfester med gæster, der ankom om eftermiddagen, hvor vi snakkede og skabte en varm stemning. Da jeg ikke var særlig god til at tage kontakt til folk, var det svært i begyndelsen, men efterhånden opdagede jeg en ny side af mig selv, som naturligt kunne opsøge andre, grine, tale og sludre.
Jeg talte med gæsterne om mange forskellige emner. Jeg spurgte især, hvordan deres dag havde været, og hvad de havde planer om at gøre bagefter, og bidrog med kommentarer, når jeg kunne, så samtalen kunne fortsætte. Det gav mig erfaring at blive det samme sted i lang tid, og jeg syntes, det var sjovt at dele oplysninger med gæsterne. Nogle gange blev jeg venner med gæster og endte med at rejse sammen med dem dagen efter. Det gav mig mange gode oplevelser med hurtigt at blive venner med folk, jeg lige havde mødt.
For første gang skrev jeg endda breve – jeg skrev et, hver gang en gæst rejste. I begyndelsen var det meget svært at skrive breve, men efterhånden blev jeg skuffet, hvis jeg ikke kunne give en gæst et brev, når vedkommende rejste. Jeg skrev, mens jeg tænkte tilbage på de minder, vi havde delt, gav gæsten brevet, og når vedkommende tjekkede ud og gik, følte jeg mig så tom.
Før jeg begyndte på projektet, og også efter at jeg var kommet til Paris og var gået i gang, fik jeg ofte at vide, at jeg burde ændre min personlighed. Det var ikke let at ændre den personlighed, jeg havde haft hele mit liv, på én gang, men med stor hjælp fra gæsterne og personalet kunne jeg virkelig gøre en indsats for at blive mere udadvendt.
At nyde Paris som en lokal og ikke som en turist.
Efter at have opholdt mig et stykke tid i Paris gik det op for mig, at selv det Paris, jeg havde fantaseret om, trods alt er et sted, hvor mennesker lever.I begyndelsen nød jeg vin og ost, spiste ofte brød, fik kebab, crêpes og forskellige desserter og tænkte på, hvor vidunderligt det var. Men efterhånden blev det helt naturligt en del af min hverdag. Med andre ord blev det, der var almindeligt for parisere, også min hverdag, når jeg boede der i længere tid, og jeg var taknemmelig for at kunne nyde det som en lokal.
Hvis nogen spurgte, hvad jeg bedst kunne lide ved at bo i Paris, ville jeg sige, at jeg elskede synet og stemningen ved de gamle bygninger, man ser i enhver gyde. Men hvis jeg skulle vælge én ting, ville det være at se på Eiffeltårnet. Ikke kun på klare eller overskyede dage – jeg ville se det dag efter dag. Måske er det derfor, så mange ser billeder af Eiffeltårnet, bliver betagede af det og får lyst til at komme til kunstens by, Paris.
Livet på et gæstehus er selvfølgelig måske ikke så frit, som man forestiller sig. Bortset fra én fridag på en hverdag er der arbejdstimer hver dag og nogle gange faste vagter, så man måske ikke kan gå ud, når man har lyst. I mit tilfælde arbejdede jeg om eftermiddagen, og det skuffede mig lidt, fordi jeg var nysgerrig efter at opleve Paris' natteliv.
En tid, hvor jeg virkelig gjorde, hvad jeg havde lyst til, uden at bekymre mig om, hvad andre tænkte.
Da jeg boede der, var det både efter terrorangrebene og i lavsæsonen, så der var færre gæster. Derfor skrev jeg opslag for at reklamere for gæstehuset og tog nogle gange hånd om dets faciliteter. Jeg fik endda prøvet at lægge trægulv for første gang. Ejeren hjalp mig dog meget med de praktiske ting, så der var ingen problemer med at bo der, og personalet, jeg arbejdede sammen med, hjalp med mange af mine mangler. For en, der ellers ville have været næsten helt alene i Korea, var jeg meget taknemmelig for bare at have andre mennesker omkring mig.
Desuden var de koreanske måltider, som mosteren på gæstehuset lavede morgen og aften, undskyld, mor, lækrere end maden derhjemme, så jeg savnede ikke engang Korea. Jeg spiste så godt, at jeg tror, jeg tog omkring et kilo på hver uge. Nogle gange lavede ejeren endda castella til os og lavede en Monaco, så vi kunne prøve en lokal drink, og vi holdt også hyggelige vinfester – alt i alt var min tid i Paris rigtig god.
Det virkelig vidunderlige var ganske enkelt at være uden for Korea – selve omgivelserne var fantastiske. Da jeg var i Korea, føltes alting svært, måske på grund af, hvad folk omkring mig tænkte. Mine forældre og selv nære venner så ikke med milde øjne på det, når jeg ikke passede min skole ordentligt, eller når folk sagde, at jeg måske ville stoppe med at gå i skole,Efter at jeg var kommet til Paris, indså jeg, at det virkelig var vigtigt at tage hen, hvor jeg ville, spise det, jeg havde lyst til, og gøre, hvad jeg ville, i stedet for at leve efter andres standarder, som jeg gjorde i Korea. Jeg kunne tilbringe en lykkeligere tid end nogen anden.
Drømme opstår ikke i skolen, og det virker absurd at tro, at man bliver til noget, bare fordi man studerer hårdt uden at tænke sig om. Selvfølgelig har jeg heller ikke selv en drøm eller et stærkt ønske om at blive til noget bestemt, selvom jeg siger det her, men i disse dage er jeg lykkeligere, end da jeg levede mit liv, som andre sagde, jeg skulle. Jeg tror, mit liv langsomt ændrer sig gennem både korte og lange rejser og mit sabbatårsophold i Paris.
Da jeg spurgte de lokale og udlændingene, jeg mødte her, hvordan de var kommet hertil, sagde mange, at de havde sat det, de lavede, på pause eller var holdt op med det og var rejst. Da jeg senere spurgte: »Hvad vil du gøre, når du vender tilbage til dit hjemland?«, svarede de så ubesværet: »Jeg tager tilbage og bygger det op igen.« Jeg blev overrasket over, hvor afslappet de sagde det.
Koreanere virker alt for optagede af, hvad andre mener, til at kunne tænke så ubekymret,Nu tror jeg, at jeg kan leve mere frit, som jeg vil, hvis jeg vender tilbage til Korea, uden at bekymre mig så meget om, hvad andre tænker. Og hvis jeg møder en, jeg kan lide, har jeg fået meget mere selvtillid til at vise det uden at holde mig tilbage.Hvis jeg altid havde levet som andre og bare fulgt strømmen omkring mig, tror jeg, at jeg allerede nu ville være blevet et af de meget ulykkelige mennesker.
Mange uforglemmelige og dyrebare minder fra Paris
Kebabbutikken nær Gallieni-huset, hvor gæstehuset lå, supermarkedet Auchan, som jeg ofte besøgte, crêpesene, jeg købte på gaden, Paul, hvor jeg smuttede ind efter brød, når jeg kedede mig, Eiffeltårnet, som altid gør mig glad, metrodørene, der åbnes manuelt, mosterens måltider, som var lækrere end maden, jeg spiste i Korea, og som var hovedårsagen til, at jeg tog på, det hyggelige gæstehus, det varme personale og den venlige ejer, de søde gæster, Montmartre-højen fyldt med turister og seværdigheder, Amorino-gelato, carnet-hæfterne med enkeltbilletter, ordet »sortie« for udgangen, de sorte franskmænd ved Trocadéro, der viste Eiffeltårnet frem og råbte »un, deux, trois«, og musikerne i metroen.
Castellaen og Monacoen, som ejeren lavede til vinfesten, gæsten Jihyun, der tog med mig til Louvre, gæsterne, der tog med mig til seværdigheden med den omrejsende sten, de enorme churros – 12 stykker for 5 euro, friskstegte på stedet, en kage, jeg troede var en chokoladebolle, men som viste sig at hedde en éclair, det livlige loppemarked Saint-Ouen, Parc Monceau, hvor jeg kunne opleve parisernes hverdag, mille-feuille-kagen, jeg spiste hos Pain de Sucre nær République, Pierre Hermé, hvor jeg tog hen efter berømte macarons og endte med at købe en kage, Café Les Deux Magots på Boulevard Saint-Germain, hvor jeg prøvede at føle mig som en ægte pariser, men rystede over priserne, den stille have nær Louvre, der hedder Palais-Royal, Fauchons madeleine-kager på Place de la Madeleine og stemningen i Madeleine-kirken, som var svær at indfange på billeder.
Bageriet ved Opéra Garnier, der først fik mig til at føle, at jeg virkelig var i Paris, da jeg ankom til metrostationen Opéra, Stohrers baba au rhum og baba au chantilly, der var gennemvædet af rom, en klipning til 44 euro hos Saravy, natudsigten over Paris fra Montparnasse-tårnet, væddeløbsbanen i Paris, som jeg opdagede ved et tilfælde, et koreansk supermarked, jeg fandt i Paris, de kæmpestore Ferrero Rocher-udstillinger omkring påske, den smukke Place des Vosges, falaflerne hos L’As du Fallafel i Le Marais, der duftede kraftigt af mellemøstlige krydderier, personalet Eunbin og Juyoung-nuna, som jeg boede sammen med, det spændte øjeblik, hvor jeg så rim uden for flyvinduet på den 12 timer lange flyvetur, tiden, hvor jeg gik frem og tilbage, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme fra lufthavnen til overnatningsstedet, øjeblikket, hvor jeg fik min flybillet for første gang, og dengang jeg pakkede min kuffert tidligt om morgenen og satte kurs mod Incheon Lufthavn – jeg tror ikke, jeg nogensinde vil glemme nogen af disse øjeblikke.
Man siger, at man vender tilbage til Paris, hvis man sætter foden på Point Zéro. Jeg har aldrig sat foden der eller engang set stedet, men en dag vender jeg tilbage til Paris. Når jeg er tilbage i Korea og køber brød, drikker vin, spiser ost og kebab eller får crêpes, kommer jeg sikkert til at savne mine minder fra Paris forfærdeligt meget.
Mit sabbatår er
Oplevelse★★★★☆
Det var faktisk første gang, jeg opholdt mig så længe i udlandet, og det har helt sikkert en anden charme end en kort rejse. Hvis jeg får muligheden, vil jeg gerne bo i udlandet i længere tid næste gang.
Læring★★★★☆
Da jeg boede på gæstehuset, lærte jeg at omgås gæster, og ved at gå rundt i Paris lærte jeg, hvordan folk her lever.
Miljø★★★★★
Omgivelserne var så gode – tantens lækre mad, det venlige personale, jeg boede sammen med, ejeren og de søde gæster – at jeg ikke længtes efter livet i Korea. Jeg synes, jeg havde en fantastisk tid.
Sikkerhed★★★★☆
Jeg tror, det er nogenlunde det samme, uanset hvor folk bor. Der var ingen særlige farer under mit ophold, men der forekommer forbrydelser som lommetyveri rettet mod udlændinge, så det er godt at være lidt på vagt.
Fritid★★★★☆
Uden for arbejdstiden gik jeg for det meste ud fra overnatningsstedet og brugte min fritid der.
<Clean Comment Campaign>
Vi hos GapYear holder af alle, der tager et sabbatår!
Even if the activities or experiences of members of the gap-year community (gappers) during their gap year
er anderledes end dine egne holdningerer ondsindede kommentarer ikke tilladt!:(
For at beskytte sabbatårsfællesskabets medlemmers værdighed og rettighedervilkårlige ondsindede kommentarer rettet mod gappere
vil ikke blot blive håndteret og slettet internt, menvi vil også reagere aktivt og bestemt.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
