Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Overvandt frygten for mennesker og genvandt selvværdet #Fik værdifulde oplevelser og venner for livet #Mærkede den dybe værdi af at møde mennesker
Gap year-progGrunden til at deltage i programmet Det ville være for højtravende at kalde det en anledning eller en grund; jeg havde bare taget orlov og ville lidt vagt gerne væk fra Seoul. Ikke på en kort tur, men for at bo et andet sted end Seoul. Og så opdagede jeg programmet Gap Year Stay. Da jeg havde opdaget det, tænkte jeg endda: »Er det et tegn fra oven, der fortæller mig, at jeg skal væk fra Seoul og prøve at bo et andet sted?«
Det, jeg gerne ville ændre i løbet af sabbatåret, eller mine mål med sabbatåret Målet var klart.Lad os se hele Gyeongju! Jeg besluttede, at jeg ville skynde mig ud og udforske området, så snart arbejdet var slut. Jeg ville blive en person, der ikke så ud, som om jeg kun havde boet i Seoul. Det var det hele. Og efter arbejde skyndte jeg mig virkelig ud og gik meget rundt. Jeg tog til klippeformationen med søjlebasalt, som turister sjældent besøger, og fordi jeg følte, at jeg havde været de fleste steder i Gyeongju, tog jeg endda til Pohang. Det undrer mig stadig, at en som mig – der er længe om at føre tanker ud i livet og overtænker småting – færdedes rundt i Gyeongju uden den mindste tøven. Selv min mor blev overrasket over, at jeg, som er for doven til at gå hen i kiosken over for mit hus, tog hele vejen til Pohang.
Min egen fortælling om sabbatåret I begyndelsen havde jeg ikke særlig meget lyst til at tage til Gyeongju. Gyeongju – stedet, man besøger på skoleture i grundskolens ældste klasser og i gymnasiet – havde jeg aldrig besøgt i mine 23 år. Derfor var jeg endnu mindre interesseret. Jeg ville snarere til steder, som folk ikke så tit havde besøgt; jeg følte ikke noget særligt behov for at tage et sted hen, som alle allerede havde besøgt i skoletiden.
Grunden til, at jeg søgte om at deltage i sabbatårsprogrammet i Gyeongju, var også, at jeg gerne ville bo et andet sted. Der var også et Gap Year Stay i Busan, og Paris stod også på listen over sabbatårsprogrammer, men jeg havde ikke lyst til at tage til udlandet, og jeg havde boet i Busan i omkring en måned. Så lidt antiklimaktisk valgte jeg Gyeongju.
Tre dage efter ankomsten tænkte jeg: »Jeg er glad for, at jeg kom hertil.«
De første tre dage var virkelig udmattende. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvad jeg skulle gøre, og arbejdet var hårdt og svært, fordi det var første gang. Tre dage senere, på en dag hvor jeg ikke havde morgenvagt, stolede jeg på mine to stærke ben og gik til Anapji. Derefter gik turen til Cheomseongdae, så Gyochon Village, derefter Oreung og Poseokjeong. Hvert sted, jeg kom forbi, fik mig til at glæde mig til det næste. Jeg gik i omkring seks timer, men det første, jeg sagde, da jeg kom tilbage til gæstehuset, var ikke »Jeg er træt« eller »det her er hårdt«, men»Jeg kan godt lide, at jeg kan nå mere rundt på mine fridage.«Sådan var det. Fra den dag udforskede jeg Gyeongju med en indstilling om at lære og tage imod nye indtryk.
Jeg følte også, at det virkelig er værdifuldt at møde mennesker. Selvom jeg ikke har levet særlig længe eller tilbragt mange år,er jeg blevet såret meget af andre mennesker.Derfor tøvede jeg meget med at begynde på nye ting, og mit selvværd var betydeligt lavere end før. For mig var det noget, jeg først begyndte på efter at have overvundet mange af mine bekymringer, at arbejde på et gæstehus og omgås gæsterne. Ogbelønningen for at overvinde den frygt var langt større og mere værdifuld, end jeg havde forestillet mig.Selv efter at programmet var slut, og jeg var vendt tilbage til Seoul, har jeg holdt regelmæssig kontakt med folk, og de medarbejdere, der gennemførte programmet sammen med mig, er blevet venner for livet.
Når jeg tænker på mig selv om 30 år eller på min alderdom, har jeg altid én tanke: Jeg vil helt sikkert bo ved havet. Det er nærmest et løfte til mig selv. Jeg drømte derfor om Busan og boede der endda i en kort periode, men havet i Busan var meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Det føltes mere som et rejsemål end et sted at skabe sig et liv, og det var slet ikke den slags sted, der ville være en gave til min åndeløse, hektisk tilbragte alderdom. Alligevel holdt ønsket, der næsten var som et løfte, ved, og da jeg kom til Gyeongju, hørte jeg, at der var strande i nærheden. Jeg hørte, at de lå langt fra centrum, og at folk ikke ofte tager dertil som turister, hvilket gjorde mig endnu mere opsat på at besøge dem.
Til sidst samlede jeg mine fridage og tog til Gyeongjus klippeformation med søjlebasalt. Det er, tør jeg godt sige, den bedste kystpromenade, jeg har været på. Virkelig! Man kan slentre ad kyststien i ro og mag, mens man indånder havluften, og man kan sidde på en café med udsigt over havet og betragte stranden i timevis uden at bemærke tiden. Hvis nogen siger, at de skal til Gyeongju, vil jeg først og fremmest anbefale dem at tage til Wave Sound Path.
Hvis nogen spurgte mig, om jeg var glad for, at jeg tog til Gyeongju, kunne jeg uden tøven sige, at det virkelig var værd at tage dertil. Jeg havde selv en virkelig værdifuld oplevelse, og selvom det kun var en måned, synes jeg, at jeg lærte meget. »Gap Year Stay« handler ikke bare om at tage et sted hen for at rejse. Man får tildelt opgaver, og i begyndelsen havde jeg svært ved at acceptere det. Men stoltheden og følelsen af at have udrettet noget, da jeg overvandt det og gennemførte opgaverne, var større end noget andet. Når gæster, jeg mødte under programmet, tager fra gæstehuset og bagefter skriver til mig på KakaoTalk ting som »Jeg havde det rigtig godt« eller »Lad os endelig ses, når du er tilbage i Seoul«, føler jeg mig stolt over, at jeg er blevet en god forbindelse for dem.
Når jeg lægger de dage, jeg kommer til at leve, sammen med de dage, jeg allerede har levet, var det kun én måned, men det var en virkelig vidunderlig måned. Selv dette øjeblik, hvor jeg skriver rapporten, føles bevægende på grund af de uforglemmelige minder og relationer. Jeg håber, at denne følelse vil give mit liv en dyb klangbund.
Det, jeg godt kunne lide ved sabbatårsprogrammet, jeg deltog i Omkring samme tid sidste år sagde jeg, at jeg ville tage den koreanske historiecertificering, og jeg studerede i omkring to måneder, men jeg holdt op, fordi jeg syntes, det ikke var nødvendigt for at få et job. Under programmet talte jeg imidlertid med to mænd fra Filippinerne, og da de spurgte, hvorfor kong Munmus grav ligger tæt på havet, kunne jeg slet ikke svare. Jeg skammede mig virkelig over mig selv. At få at vide »Hvordan kan en koreaner ikke kende koreansk historie?« blev grunden til, at jeg besluttede, at jeg måtte tage prøven til den koreanske historiecertificering i maj, når jeg kom tilbage til Seoul.
Hvis du sammenligner tiden før og efter deltagelsen i sabbatårsprogrammet? Før jeg tog til Gyeongju, tænkte jeg, at jeg burde læse engelsk, fordi jeg havde taget orlov. Jeg var nødt til at få nogle certifikater. Mit hoved var helt fyldt af forvirring og tanker om, hvad jeg burde gøre. Med den indstilling gik jeg på et engelskkursus og tog også et computerbevis.HaMen den næste tanke var, at nu hvor jeg havde gjort det, burde jeg gøre noget andet bagefter. Det var sådan, jeg tænkte.
Men mens jeg gennemførte programmet i Gyeongju,»følte jeg, at jeg lærte mere end ved at læse lige nu«begyndte jeg at føle. Det at gennemføre programmet var noget, jeg selv havde lyst til, og selv efter at jeg var vendt tilbage til Seoul, kunne jeg se det arbejde eller de studier, jeg planlægger, som noget, jeg virkelig har lyst til.
Hvis jeg skulle bedømme sabbatåret med stjerner? 1. Oplevelse ★★★★☆ Som nævnt ovenfor siger de fleste, at det er en særlig oplevelse, når man fortæller, at man arbejder på et gæstehus. Det gjorde mig meget stolt, og jeg følte, at mit selvværd blev genoprettet.
2. Læring ★★★★☆ Findes der en større læring end den, man får ved selv at prøve tingene? Jeg tror, jeg lærte meget bare ved at møde mennesker og tale med dem. Desuden ender man helt naturligt med at studere historie i Gyeongju, der har tusind års historie, selvom man ikke har lyst!
3. Omgivelser ★★★☆☆ Boligforholdene var ikke som derhjemme, så det var selvfølgelig uundgåeligt lidt besværligt. Jeg sov ikke alene på et værelse, og hvis man sover let, ville det være endnu mere ubehageligt. Til gengæld er det et godt sted at bo, når man er på rejse.
4. Sikkerhed ★★★☆☆ Selvom gæstehuset lå tæt på centrum, begyndte butikkerne i Gyeongju at gøre klar til at lukke før kl. 21. Ved 22-tiden blev gaderne helt mørke. Derfor plejede jeg i løbet af den måned, jeg stod for programmet, at tage hjem før kl. 20.
5. Fritid ★★★★★ Det er et virkelig fantastisk sted at rejse alene uden at bekymre sig om, hvad andre tænker. Der kommer en hel del mennesker alene, og der var flere steder at tilbringe tid alene, end jeg havde forventet. Som en, der godt kan lide at gå og cykle, syntes jeg virkelig godt om det. Der er generelt gode cykelstier ved turistattraktionerne, vandrestierne er flot anlagt, og især natteudsigterne er så smukke, at man ikke kan gå forbi uden at tage billeder. |
Gap year-progGrunden til at deltage i programmet Det ville være for højtravende at kalde det en anledning eller en grund; jeg havde bare taget orlov og ville lidt vagt gerne væk fra Seoul. Ikke på en kort tur, men for at bo et andet sted end Seoul. Og så opdagede jeg programmet Gap Year Stay. Da jeg havde opdaget det, tænkte jeg endda: »Er det et tegn fra oven, der fortæller mig, at jeg skal væk fra Seoul og prøve at bo et andet sted?«
Det, jeg gerne ville ændre i løbet af sabbatåret, eller mine mål med sabbatåret Målet var klart.Lad os se hele Gyeongju! Jeg besluttede, at jeg ville skynde mig ud og udforske området, så snart arbejdet var slut. Jeg ville blive en person, der ikke så ud, som om jeg kun havde boet i Seoul. Det var det hele. Og efter arbejde skyndte jeg mig virkelig ud og gik meget rundt. Jeg tog til klippeformationen med søjlebasalt, som turister sjældent besøger, og fordi jeg følte, at jeg havde været de fleste steder i Gyeongju, tog jeg endda til Pohang. Det undrer mig stadig, at en som mig – der er længe om at føre tanker ud i livet og overtænker småting – færdedes rundt i Gyeongju uden den mindste tøven. Selv min mor blev overrasket over, at jeg, som er for doven til at gå hen i kiosken over for mit hus, tog hele vejen til Pohang.
Min egen fortælling om sabbatåret I begyndelsen havde jeg ikke særlig meget lyst til at tage til Gyeongju. Gyeongju – stedet, man besøger på skoleture i grundskolens ældste klasser og i gymnasiet – havde jeg aldrig besøgt i mine 23 år. Derfor var jeg endnu mindre interesseret. Jeg ville snarere til steder, som folk ikke så tit havde besøgt; jeg følte ikke noget særligt behov for at tage et sted hen, som alle allerede havde besøgt i skoletiden.
Grunden til, at jeg søgte om at deltage i sabbatårsprogrammet i Gyeongju, var også, at jeg gerne ville bo et andet sted. Der var også et Gap Year Stay i Busan, og Paris stod også på listen over sabbatårsprogrammer, men jeg havde ikke lyst til at tage til udlandet, og jeg havde boet i Busan i omkring en måned. Så lidt antiklimaktisk valgte jeg Gyeongju.
Tre dage efter ankomsten tænkte jeg: »Jeg er glad for, at jeg kom hertil.«
De første tre dage var virkelig udmattende. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvad jeg skulle gøre, og arbejdet var hårdt og svært, fordi det var første gang. Tre dage senere, på en dag hvor jeg ikke havde morgenvagt, stolede jeg på mine to stærke ben og gik til Anapji. Derefter gik turen til Cheomseongdae, så Gyochon Village, derefter Oreung og Poseokjeong. Hvert sted, jeg kom forbi, fik mig til at glæde mig til det næste. Jeg gik i omkring seks timer, men det første, jeg sagde, da jeg kom tilbage til gæstehuset, var ikke »Jeg er træt« eller »det her er hårdt«, men»Jeg kan godt lide, at jeg kan nå mere rundt på mine fridage.«Sådan var det. Fra den dag udforskede jeg Gyeongju med en indstilling om at lære og tage imod nye indtryk.
Jeg følte også, at det virkelig er værdifuldt at møde mennesker. Selvom jeg ikke har levet særlig længe eller tilbragt mange år,er jeg blevet såret meget af andre mennesker.Derfor tøvede jeg meget med at begynde på nye ting, og mit selvværd var betydeligt lavere end før. For mig var det noget, jeg først begyndte på efter at have overvundet mange af mine bekymringer, at arbejde på et gæstehus og omgås gæsterne. Ogbelønningen for at overvinde den frygt var langt større og mere værdifuld, end jeg havde forestillet mig.Selv efter at programmet var slut, og jeg var vendt tilbage til Seoul, har jeg holdt regelmæssig kontakt med folk, og de medarbejdere, der gennemførte programmet sammen med mig, er blevet venner for livet.
Når jeg tænker på mig selv om 30 år eller på min alderdom, har jeg altid én tanke: Jeg vil helt sikkert bo ved havet. Det er nærmest et løfte til mig selv. Jeg drømte derfor om Busan og boede der endda i en kort periode, men havet i Busan var meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Det føltes mere som et rejsemål end et sted at skabe sig et liv, og det var slet ikke den slags sted, der ville være en gave til min åndeløse, hektisk tilbragte alderdom. Alligevel holdt ønsket, der næsten var som et løfte, ved, og da jeg kom til Gyeongju, hørte jeg, at der var strande i nærheden. Jeg hørte, at de lå langt fra centrum, og at folk ikke ofte tager dertil som turister, hvilket gjorde mig endnu mere opsat på at besøge dem.
Til sidst samlede jeg mine fridage og tog til Gyeongjus klippeformation med søjlebasalt. Det er, tør jeg godt sige, den bedste kystpromenade, jeg har været på. Virkelig! Man kan slentre ad kyststien i ro og mag, mens man indånder havluften, og man kan sidde på en café med udsigt over havet og betragte stranden i timevis uden at bemærke tiden. Hvis nogen siger, at de skal til Gyeongju, vil jeg først og fremmest anbefale dem at tage til Wave Sound Path.
Hvis nogen spurgte mig, om jeg var glad for, at jeg tog til Gyeongju, kunne jeg uden tøven sige, at det virkelig var værd at tage dertil. Jeg havde selv en virkelig værdifuld oplevelse, og selvom det kun var en måned, synes jeg, at jeg lærte meget. »Gap Year Stay« handler ikke bare om at tage et sted hen for at rejse. Man får tildelt opgaver, og i begyndelsen havde jeg svært ved at acceptere det. Men stoltheden og følelsen af at have udrettet noget, da jeg overvandt det og gennemførte opgaverne, var større end noget andet. Når gæster, jeg mødte under programmet, tager fra gæstehuset og bagefter skriver til mig på KakaoTalk ting som »Jeg havde det rigtig godt« eller »Lad os endelig ses, når du er tilbage i Seoul«, føler jeg mig stolt over, at jeg er blevet en god forbindelse for dem.
Når jeg lægger de dage, jeg kommer til at leve, sammen med de dage, jeg allerede har levet, var det kun én måned, men det var en virkelig vidunderlig måned. Selv dette øjeblik, hvor jeg skriver rapporten, føles bevægende på grund af de uforglemmelige minder og relationer. Jeg håber, at denne følelse vil give mit liv en dyb klangbund.
Det, jeg godt kunne lide ved sabbatårsprogrammet, jeg deltog i Omkring samme tid sidste år sagde jeg, at jeg ville tage den koreanske historiecertificering, og jeg studerede i omkring to måneder, men jeg holdt op, fordi jeg syntes, det ikke var nødvendigt for at få et job. Under programmet talte jeg imidlertid med to mænd fra Filippinerne, og da de spurgte, hvorfor kong Munmus grav ligger tæt på havet, kunne jeg slet ikke svare. Jeg skammede mig virkelig over mig selv. At få at vide »Hvordan kan en koreaner ikke kende koreansk historie?« blev grunden til, at jeg besluttede, at jeg måtte tage prøven til den koreanske historiecertificering i maj, når jeg kom tilbage til Seoul.
Hvis du sammenligner tiden før og efter deltagelsen i sabbatårsprogrammet? Før jeg tog til Gyeongju, tænkte jeg, at jeg burde læse engelsk, fordi jeg havde taget orlov. Jeg var nødt til at få nogle certifikater. Mit hoved var helt fyldt af forvirring og tanker om, hvad jeg burde gøre. Med den indstilling gik jeg på et engelskkursus og tog også et computerbevis.HaMen den næste tanke var, at nu hvor jeg havde gjort det, burde jeg gøre noget andet bagefter. Det var sådan, jeg tænkte.
Men mens jeg gennemførte programmet i Gyeongju,»følte jeg, at jeg lærte mere end ved at læse lige nu«begyndte jeg at føle. Det at gennemføre programmet var noget, jeg selv havde lyst til, og selv efter at jeg var vendt tilbage til Seoul, kunne jeg se det arbejde eller de studier, jeg planlægger, som noget, jeg virkelig har lyst til.
Hvis jeg skulle bedømme sabbatåret med stjerner? 1. Oplevelse ★★★★☆ Som nævnt ovenfor siger de fleste, at det er en særlig oplevelse, når man fortæller, at man arbejder på et gæstehus. Det gjorde mig meget stolt, og jeg følte, at mit selvværd blev genoprettet.
2. Læring ★★★★☆ Findes der en større læring end den, man får ved selv at prøve tingene? Jeg tror, jeg lærte meget bare ved at møde mennesker og tale med dem. Desuden ender man helt naturligt med at studere historie i Gyeongju, der har tusind års historie, selvom man ikke har lyst!
3. Omgivelser ★★★☆☆ Boligforholdene var ikke som derhjemme, så det var selvfølgelig uundgåeligt lidt besværligt. Jeg sov ikke alene på et værelse, og hvis man sover let, ville det være endnu mere ubehageligt. Til gengæld er det et godt sted at bo, når man er på rejse.
4. Sikkerhed ★★★☆☆ Selvom gæstehuset lå tæt på centrum, begyndte butikkerne i Gyeongju at gøre klar til at lukke før kl. 21. Ved 22-tiden blev gaderne helt mørke. Derfor plejede jeg i løbet af den måned, jeg stod for programmet, at tage hjem før kl. 20.
5. Fritid ★★★★★ Det er et virkelig fantastisk sted at rejse alene uden at bekymre sig om, hvad andre tænker. Der kommer en hel del mennesker alene, og der var flere steder at tilbringe tid alene, end jeg havde forventet. Som en, der godt kan lide at gå og cykle, syntes jeg virkelig godt om det. Der er generelt gode cykelstier ved turistattraktionerne, vandrestierne er flot anlagt, og især natteudsigterne er så smukke, at man ikke kan gå forbi uden at tage billeder. |
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
