Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Jeg opdagede en ny side af mig selv og voksede #Jeg fik meningsfulde relationer og kom til at holde af Jeju #Jeg havde en drømmeagtig tid på Jeju
På flyet hjem fra de drømmeagtige 43 nætter og 44 dage på Jeju endte jeg med at græde. Næste dag sov jeg dybt, vågnede og stirrede tomt ud i luften … Sådan tilbragte jeg to dage — med at lytte til musikken, jeg plejede at høre der, læse breve og se på billeder, som mine kære havde skrevet til mig, græde og falde i søvn. Da jeg åbnede døren og trådte udenfor, føltes det, som om det klare Hyeopjae-hav og Biyangdo lå lige der. På nogle måder var det kort tid, men netop derfor slog Jeju dybe rødder i mig.
- Jeju! Sabbatår på ophold — for dig, der har brug for at hele / Lee So-young, sabbatårsgruppen Gapper / 8 ugers sabbatår |
Min egen sabbatårshistorie
Da jeg ankom til Jeju, var det allerede mørkt. Jeg tog den forkerte bus og nåede frem til Hyeopjae meget senere end planlagt. Jeg var omtåget, og det føltes uvirkeligt. Jeju var varmt. Da jeg var der første gang i slutningen af oktober, sov jeg i den øverste køjeseng med vinduet åbent, lyttede til bølgerne ved Hyeopjae og så og hørte fiskelysene fra dolkhalebådene, mens jeg faldt i søvn.
Det sværeste ved i begyndelsen at arbejde som medarbejder var morgenerne, hvor det var tid til at sige farvel til dem, jeg havde grinet og hygget mig med dagen før. Nogle gange fulgte jeg gæsterne fra anden sal ned til indgangen i stueetagen, fordi jeg nødigt ville sige farvel, og jeg tog billeder. Når døren lukkede bag gæsterne, og den sidste gæst havde tjekket ud, føltes den ene side af mit hjerte tom og ensom. Vi gjorde ikke rent på hverdage, så ensomheden syntes at ramme endnu hårdere.
Galchi-suppe, momguk, nudler med kød, frisk sashimi, Hallasan-soju og Jejus upasteuriserede probiotiske makgeolli var nogle af livets store glæder på Jeju. I Seoul syntes jeg, at der var biografer overalt, og at det var nemt at gå i biografen, men fra Hyeopjae tog det hele to timer at komme til en biograf. Jeg var endda taknemmelig for at have set Interstellar på et lille lærred.
Hyeopjae havde ikke den typiske salte og fiskeagtige havlugt. Det virkede, som om jeg sjældent kunne lugte havet på de fleste af Jejus strande. Uden nogen lugt og med storslåede landskaber, der udfoldede sig foran mine øjne hver dag, føltes hver dag endnu mere drømmeagtig.
Livet på Jeju føltes varmere, fordi der var ejeren, to andre medarbejdere og mennesker, hvis ansigter jeg så hver dag. Uventede møder og forbindelser samt historierne og minderne, jeg delte med dem, blev alt sammen dyrebare skatte for mig. Indtil da havde jeg vagt tænkt, at jeg pludselig ville blive et modent menneske, når jeg fyldte tredive. Men gennem samtaler med gæsterne,indså jeg, at sådan en dramatisk modning ikke bare sker — det er snarere op til mig at forme mig selv på baggrund af det, jeg har oplevet.Livet på Jeju i halvanden måned var selvfølgelig ikke altid drømmeagtigt og glædesfyldt, men selv de øjeblikke, hvor jeg kom igennem svære tider, lærte mig mere end de anstrengelser, jeg havde gjort mig på fastlandet.
Da jeg kunne tegne Biyangdos højderyg med fingeren med lukkede øjne, var det tid til at tage af sted. Jeg så langsomt tilbage på de spor, jeg havde efterladt, skrev breve og sorterede billeder. Men afskedens øjeblik var som altid fremmed. Jeg havde bestilt en tidlig flyafgang, så mens alle andre sov, forlod jeg pensionatet tidligt sammen med en ven, jeg havde arbejdet sammen med. Mens den kolde daggry-luft fyldte mine næsebor, fløj dagene, der var gået, forbi som en film.
Denne oplevelse på Jeju varen tid, hvor jeg opdagede nye sider af mig selv.Indtil da havde jeg troet, at jeg blev gladere af at pleje forholdet til mennesker, jeg kendte og følte mig tryg ved, end af at møde nye mennesker.Da jeg arbejdede på et pensionat, indså jeg, hvor spændt og glad jeg bliver af nye møder.Jejus landskaber og mad var vidunderlige, men i sidste ende var det menneskene. Dem, jeg savner mest og gerne vil se igen, er dem, jeg efterlod på Jeju. Jeg tror, jeg snart vender tilbage til Jeju. Selvom jeg måske ikke kan føle det samme som dengang, jeg boede der i længere tid som medarbejder, vil jeg gerne fortælle Jeju, at jeg er taknemmelig for at have fået mulighed for at vokse og reflektere.
Hvis du sammenligner tiden før og efter din deltagelse i sabbatårsprogrammet?
Jeg havde ikke rejst meget alene før, og det var et stort eventyr og en udfordring for mig at tilbringe halvanden måned et helt ukendt sted. Men det gav mig mere glæde, end jeg havde forventet, at dele en enkel hverdag med de mennesker, jeg mødte der, og finde glæde i små ting. En lille blomst i vejkanten, en nedfalden kogle, dug på en gulerodsmark, skyer, der driver hen over månen — ting, jeg før skyndte mig forbi, fanger nu min opmærksomhed lidt længere.
Fortæl os om din personlige rejserute i sabbatårsperioden (anbefalede steder, program og rute).
Jeg er ikke typen, der kan lide at fylde programmet tæt; jeg foretrækker at tage det roligt og blive ét sted, så Daepyeong-ri passede mig godt. Jeg elskede den stille og afslappede stemning i Daepyeong-ri, og solnedgangen ved Baksugijeong var anderledes end den ved Hyeopjae. Kyststien ved Handam, som løber langs Gwakji-stranden, er så smuk, at ord ikke kan beskrive den. Saebyeol Oreum, sølvgræsset på Darangshi Oreum og solopgangen ved Jimi Oreum — og østkysten fra Seoubong over Gimnyeong, Woljeong-ri og Hado-ri — ligger alle tæt på, men har hver deres særprægede charme. Jeg anbefaler at overnatte en nat på Udo. Det snedækkede Hallasan var virkelig smukt. Vestpå — Hyeopjae–Geumneung–Wollyeong-ri–Sinchang-ri — ligger det område, jeg holder allermest af.
På flyet hjem fra de drømmeagtige 43 nætter og 44 dage på Jeju endte jeg med at græde. Næste dag sov jeg dybt, vågnede og stirrede tomt ud i luften … Sådan tilbragte jeg to dage — med at lytte til musikken, jeg plejede at høre der, læse breve og se på billeder, som mine kære havde skrevet til mig, græde og falde i søvn. Da jeg åbnede døren og trådte udenfor, føltes det, som om det klare Hyeopjae-hav og Biyangdo lå lige der. På nogle måder var det kort tid, men netop derfor slog Jeju dybe rødder i mig.
- Jeju! Sabbatår på ophold — for dig, der har brug for at hele / Lee So-young, sabbatårsgruppen Gapper / 8 ugers sabbatår |
Min egen sabbatårshistorie
Da jeg ankom til Jeju, var det allerede mørkt. Jeg tog den forkerte bus og nåede frem til Hyeopjae meget senere end planlagt. Jeg var omtåget, og det føltes uvirkeligt. Jeju var varmt. Da jeg var der første gang i slutningen af oktober, sov jeg i den øverste køjeseng med vinduet åbent, lyttede til bølgerne ved Hyeopjae og så og hørte fiskelysene fra dolkhalebådene, mens jeg faldt i søvn.
Det sværeste ved i begyndelsen at arbejde som medarbejder var morgenerne, hvor det var tid til at sige farvel til dem, jeg havde grinet og hygget mig med dagen før. Nogle gange fulgte jeg gæsterne fra anden sal ned til indgangen i stueetagen, fordi jeg nødigt ville sige farvel, og jeg tog billeder. Når døren lukkede bag gæsterne, og den sidste gæst havde tjekket ud, føltes den ene side af mit hjerte tom og ensom. Vi gjorde ikke rent på hverdage, så ensomheden syntes at ramme endnu hårdere.
Galchi-suppe, momguk, nudler med kød, frisk sashimi, Hallasan-soju og Jejus upasteuriserede probiotiske makgeolli var nogle af livets store glæder på Jeju. I Seoul syntes jeg, at der var biografer overalt, og at det var nemt at gå i biografen, men fra Hyeopjae tog det hele to timer at komme til en biograf. Jeg var endda taknemmelig for at have set Interstellar på et lille lærred.
Hyeopjae havde ikke den typiske salte og fiskeagtige havlugt. Det virkede, som om jeg sjældent kunne lugte havet på de fleste af Jejus strande. Uden nogen lugt og med storslåede landskaber, der udfoldede sig foran mine øjne hver dag, føltes hver dag endnu mere drømmeagtig.
Livet på Jeju føltes varmere, fordi der var ejeren, to andre medarbejdere og mennesker, hvis ansigter jeg så hver dag. Uventede møder og forbindelser samt historierne og minderne, jeg delte med dem, blev alt sammen dyrebare skatte for mig. Indtil da havde jeg vagt tænkt, at jeg pludselig ville blive et modent menneske, når jeg fyldte tredive. Men gennem samtaler med gæsterne,indså jeg, at sådan en dramatisk modning ikke bare sker — det er snarere op til mig at forme mig selv på baggrund af det, jeg har oplevet.Livet på Jeju i halvanden måned var selvfølgelig ikke altid drømmeagtigt og glædesfyldt, men selv de øjeblikke, hvor jeg kom igennem svære tider, lærte mig mere end de anstrengelser, jeg havde gjort mig på fastlandet.
Da jeg kunne tegne Biyangdos højderyg med fingeren med lukkede øjne, var det tid til at tage af sted. Jeg så langsomt tilbage på de spor, jeg havde efterladt, skrev breve og sorterede billeder. Men afskedens øjeblik var som altid fremmed. Jeg havde bestilt en tidlig flyafgang, så mens alle andre sov, forlod jeg pensionatet tidligt sammen med en ven, jeg havde arbejdet sammen med. Mens den kolde daggry-luft fyldte mine næsebor, fløj dagene, der var gået, forbi som en film.
Denne oplevelse på Jeju varen tid, hvor jeg opdagede nye sider af mig selv.Indtil da havde jeg troet, at jeg blev gladere af at pleje forholdet til mennesker, jeg kendte og følte mig tryg ved, end af at møde nye mennesker.Da jeg arbejdede på et pensionat, indså jeg, hvor spændt og glad jeg bliver af nye møder.Jejus landskaber og mad var vidunderlige, men i sidste ende var det menneskene. Dem, jeg savner mest og gerne vil se igen, er dem, jeg efterlod på Jeju. Jeg tror, jeg snart vender tilbage til Jeju. Selvom jeg måske ikke kan føle det samme som dengang, jeg boede der i længere tid som medarbejder, vil jeg gerne fortælle Jeju, at jeg er taknemmelig for at have fået mulighed for at vokse og reflektere.
Hvis du sammenligner tiden før og efter din deltagelse i sabbatårsprogrammet?
Jeg havde ikke rejst meget alene før, og det var et stort eventyr og en udfordring for mig at tilbringe halvanden måned et helt ukendt sted. Men det gav mig mere glæde, end jeg havde forventet, at dele en enkel hverdag med de mennesker, jeg mødte der, og finde glæde i små ting. En lille blomst i vejkanten, en nedfalden kogle, dug på en gulerodsmark, skyer, der driver hen over månen — ting, jeg før skyndte mig forbi, fanger nu min opmærksomhed lidt længere.
Fortæl os om din personlige rejserute i sabbatårsperioden (anbefalede steder, program og rute).
Jeg er ikke typen, der kan lide at fylde programmet tæt; jeg foretrækker at tage det roligt og blive ét sted, så Daepyeong-ri passede mig godt. Jeg elskede den stille og afslappede stemning i Daepyeong-ri, og solnedgangen ved Baksugijeong var anderledes end den ved Hyeopjae. Kyststien ved Handam, som løber langs Gwakji-stranden, er så smuk, at ord ikke kan beskrive den. Saebyeol Oreum, sølvgræsset på Darangshi Oreum og solopgangen ved Jimi Oreum — og østkysten fra Seoubong over Gimnyeong, Woljeong-ri og Hado-ri — ligger alle tæt på, men har hver deres særprægede charme. Jeg anbefaler at overnatte en nat på Udo. Det snedækkede Hallasan var virkelig smukt. Vestpå — Hyeopjae–Geumneung–Wollyeong-ri–Sinchang-ri — ligger det område, jeg holder allermest af.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
