Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Blev mere positiv efter at have taget afstand fra civilisationen #Selvtillid til at overvinde svære udfordringer #Blev taknemmelig bare for at bo i Korea
Jeg tror, jeg er blevet taknemmelig selv for små ting. Jeg var taknemmelig for at se ting i fjernsynet, og jeg følte mig endda taknemmelig, når jeg spiste en hamburger. Jeg tror, jeg er blevet meget mere positiv. I Korea bliver jeg irriteret, hvis en restaurant bare er en smule beskidt, og man tager metroer og høje bygninger for givet, men dér er der ingen bygninger på mere end to etager. Så det føles i sig selv som noget, man kan være taknemmelig for at bo i Korea. Og jeg fik mere selvtillid. Fordi jeg mødte mange flere mennesker, styrkede salgsarbejdet min selvtillid meget. Det gav mig virkelig mere selvtillid og føltes godt at tage kontakt til og tale med mennesker, jeg næsten aldrig havde mødt før.
-Harvard-professor rejser til Thailand for at gøre verden lysere / Yang Soyeon, Bae Yoonju — Gap Year Tribe-deltagere / 12 ugers sabbatår |
Spørgsmål.Hvordan var den leder, du arbejdede sammen med, til daglig?
Soyeon: De drives af et ægtepar. Begge har travlt, men manden går ikke op i hver eneste lille ting hos de frivillige; han er mere som en far
Han tager sig overordnet af dem. Han undersøger folks forretningsforbindelser og ser på muligheder i udlandet og den slags, mens konen tager sig mere detaljeret af
ledernes forhold og af, hvad der skal gøres for børnene, så de havde begge travlt. Sammen havde de hver uge
et måltid for de frivillige, hvor de kun talte sammen ved den lejlighed. Ellers var der ikke mulighed for at tale med dem.
Yoonju: Vi havde møder hver fredag, og de spurgte: »Hvad har du lavet indtil nu?«, og så svarede man.
Derefter fik man ikke særskilt feedback. Der var ingen personlig tilbagemelding, så man måtte virkelig klare det hele selv.
Soyeon: Åh, jeg fik feedback. Jeg gik ofte ind på lederens kontor og besøgte også håndværksværkstedet, så
Evelyn gav mig en masse feedback, og manden var idérig og gav mig selvtillid og motivation.
Evelyn har en kynisk personlighed, så i starten forventede vi ikke, at hun ville være moderlig, men når man først lærer hende at kende, er hun et varmt menneske,
selvom hun ikke smiler ret meget.
Yoonju: Alligevel er Evelyn meget opmærksom på ledernes og de frivilliges trivsel. Hvis rengøringsdamen på vores indkvarteringssted
ikke kom, eller hvis der ikke blev leveret vand på flaske, blev hun straks vred. Men når det gjaldt arbejdet,var hun laissez-faire.
En fransk fyr sagde, at det var svært at arbejde sammen med Evelyn, fordi hun bare sagde »okay« uden at give feedback.
Soyeon: Hun kørte mig endda til lufthavnen, da jeg skulle hjem.
Yoonju: Så den britiske fyr klagede over, at Soyeon havde været der i tre måneder, mens han selv havde været der i otte måneder, og at hun kun hilste på ham.
Soyeon: Det skyldes, at jeg fulgte den samme vej. Begge ægtefæller er veluddannede, og de frivillige er også typisk veluddannede.
De havde alle en doktorgrad, og deres alder spændte fra begyndelsen af tyverne til slutningen af tyverne eller omkring de tredive. Medicinstuderende,
De var kontoransatte fra succesfulde virksomheder. Vi var de eneste studerende og var unge.
Spørgsmål. Du sagde, at du kørte på motorcykel mellem institutionerne — jeg er nysgerrig efter, hvordan det var.
Soyeon: Jeg vænnede mig først senere til at køre på motorcykel.
Yoonju: Det er sjovt, hvis man er god til at køre.
Soyeon: Men du bør helt sikkert tegne en rejseforsikring. Da jeg kom derhen, fik jeg nemlig høj feber. Jeg var syg i omkring en til to uger
Det var hårdt. Da jeg var i Bangkok, var jeg syg og udmattet, og da jeg tog på et privathospital, kostede det 70.000 won bare at få en indsprøjtning.
Så jeg synes, rejseforsikring er nødvendig.
Yoonju: Pinligt nok kom jeg ud for en motorcykelulykke den dag, jeg havde høj feber. Jeg kørte og skulle dreje til højre, men der var sandet
og jeg gled. Jeg kom til skade med benet. På det tidspunkt opdagede jeg ikke, at jeg var kommet til skade, og jeg blev flov, da folk hjalp mig.
Da jeg kom til kontoret og spiste morgenmad, forsøgte jeg at stille opvasken tilbage, men mit ben gjorde ondt og ville ikke bevæge sig.
Så mens de bar mig derhen, ringede hun (Soyeon) og sagde, at hun havde høj feber.
Soyeon: Efter at vi to var kommet til skade og var blevet syge, kom Jae-eun (en deltager, der var med i samme periode) også ud for en ulykke.
Så sagde de, at de tre koreanske kvinder havde brugt al deres held her (griner).
Det gode er dog, at vi under måltiderne nogle gange laver aktiviteter, hvor hvert land tilbereder sin egen mad.
Yoonju : Så vi besluttede at lave koreansk mad, men vi kunne ikke finde ingredienserne. Vi var flove over at forsøge at lave janchi guksu (festnudler).
Soyeon : Hvis du skal af sted, bør du helt sikkert forberede en masse koreansk mad, inden du tager af sted. Børnene der kan også godt lide koreansk mad.
De bliver glade, hvis man giver dem gim (tørret tang) i gave. Forbered masser af koreansk mad, og tag også lidt ekstra penge med.
De giver 4.000 baht der, men pengene bliver hurtigt brugt op. Jeg rejste meget, så jeg brugte dem på transport, og de slap hurtigt op.
Yoonju: Tusind baht er cirka 30.000 won, og det kan virkelig hurtigt blive brugt på en uge. Hvis man har lyst, får man hurtigt brugt dem.
Sp.Har du andre minder fra Thailand ud over dem, der har med arbejdet at gøre?
Soyeon"Jeg sagde selvsikkert til lederen: 'Jeg har arbejdet så meget, så jeg vil gerne holde fri den sidste uge og slappe af', og jeg rejste endda alene. Inden jeg tog tilbage til Korea, ville jeg gerne se andre steder, så jeg tog ud at rejse. Det gav mig tid for mig selv og gjorde det muligt at møde en masse internationale venner – det var fantastisk. Mod slutningen blev jeg så knyttet til stedet, at det næsten var trist at skulle rejse, og jeg tænkte: 'Jeg vil helt sikkert tilbage til Thailand.' Jeg holder stadig kontakten med de andre frivillige."
Yoonju"Efter at være kommet tilbage fra Thailand til Korea følte jeg mig tom. Det føltes, som om jeg havde drømt, så i to uger var jeg helt uoplagt og kunne ikke koncentrere mig om arbejdet. Det er ikke, fordi jeg vil arbejde der igen, men jeg vil gerne tilbage på besøg."
Soyeon"Det er ikke ligefrem som en familie, men der er en familiær stemning. Når vi arbejder, arbejder alle hver for sig, men hvis der er et fælles projekt, samles vi, tager ud til stedet sammen, hygger os og tager masser af billeder – vi passer virkelig på hinanden. En gang om ugen mødes vi til 'frivilligaften', hvor vi snakker og deler mad, hvilket er hyggeligt, men når det gælder arbejdet, er indsatsen mere individuel."
Sp.Jeg er nysgerrig efter at høre, hvilke forandringer der skete, efter du tog et sabbatår.
Yoonju"Jeg synes, at jeg blev mere positiv i min tankegang. Mens jeg var i Thailand, rejste jeg rundt i Asien og tog til Singapore."
Jeg havde været i Singapore. Efter at have arbejdet i Thailand og besøgt Singapore virkede det ikke længere som en så dårlig idé at arbejde i udlandet,
og min kusine, som bor i Singapore og er lidt træt af byen, blev ved med at sige: 'Er Singapore ikke fantastisk? Jeg forstår slet ikke, hvad der er godt ved Thailand',
så sagde jeg straks nej."
Soyeon"Der holdt jeg op med at bruge makeup og gik i 'bedstemor'-bukser med elastik i taljen, så jeg følte mig mere og mere fjern fra civilisationen.
Når jeg kørte på motorcykel, kunne jeg blive rørt bare af at se på himlen – sådan noget skete. Jeg tog endda billeder med et kamera, mens jeg kørte på motorcykel,
så jeg begyndte at tage landskabsbilleder og blev efterhånden en rigtig landpige.
Jeg havde boet i byen og opholdt mig så længe på landet for første gang, og det ændrede min tankegang. Jeg kunne godt lide landbefolkningens
uskyldighed. Den thailandske kultur er anderledes, og fordi landet er buddhistisk, er der regler om, at kvinder for eksempel ikke må stå foran munke,
og børnene på institutionen var søde, så jeg kom faktisk tættere på thailænderne end på de andre frivillige. Så min personlighed
ændrede sig – før kunne jeg ikke lide børn i Korea, men det lader til at have ændret sig. Og jeg begyndte at tænke, at modgang ikke er noget særligt."
Yoonju"Selv hvis noget er lidt svært, tænker jeg: 'Det er ingenting sammenlignet med det, jeg har været igennem',
og da min kusine i Singapore spurgte: 'Hvordan kan du bo på et kollegium?', svarede jeg: 'Kan du ikke det?'
og endte med at stille hende det samme spørgsmål."
Soyeon"Jeg tror, jeg er blevet taknemmelig selv for små ting. Jeg var taknemmelig for bare at have et fjernsyn, og jeg var glad bare for at spise en hamburger."
Jeg tror, jeg har ændret mig meget til det bedre. Når jeg er i Korea, bliver jeg vred, hvis en restaurant bare er en smule beskidt, og...
Man tager metroer og høje bygninger for givet, men der har de ikke bygninger på mere end to etager.
Så jeg føler mig taknemmelig bare for at bo i Korea. Og jeg fik også mere selvtillid, fordi...
Fordi jeg ofte kom i kontakt med folk, gav salgsarbejdet mig meget mere selvtillid.
Jeg begyndte helt spontant at henvende mig til folk, jeg næsten ikke kendte, og være mere frembrusende, hvilket styrkede min selvtillid meget og føltes godt.
Sp.Hvis du får en lignende mulighed i fremtiden, ville du så gøre det igen?
Soyeon : Ja, det ville jeg.
Yoonju : Ja, det ville jeg. Min mor sagde, at hvis jeg ikke kan finde et job senere, bør jeg hellige mig frivilligt arbejde og tage rundt og bo hos ngo'er.
Soyeon: De frivillige, der deltog sammen med os, er venner, som efter at have tjent mange penge bruger resten af livet på at rejse rundt mellem ngo'er.
Q.Hvem tror du ville passe godt til programmet »Harvard-professor rejser til Thailand for at gøre verden lysere«?
Yoonju: Når man laver et projekt der, skal man selv kunne skabe et projekt. Jeg synes, man skal have evnen til at udvikle og føre et projekt ud i livet, som passer til ens fagområde.
Soyeon: Jeg synes også, man skal være kreativ. Da jeg havde to hovedfag, ville jeg gerne lave det arbejde, jeg selv havde lyst til.
Jeg betalte for at komme derhen (griner), men tiden på kontoret gik med ingenting. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave der.
Jeg havde søgt inden for marketing og salg, og jeg tænkte endda: »Hvorfor skal jeg udføre frivilligt arbejde med engelskundervisning og passe bedstemødre?«
Jeg holdt en præsentation og fortalte lederen på et en-til-en-møde, at jeg gerne ville lave den slags arbejde.
Så da lederen valgte et bredt emne, der passede til mit fagområde, udarbejdede jeg konkrete planer og udførte arbejdet.
(Projekt, det må have været svært) Det var svært at gennemføre et stort projekt helt alene. Der var ikke noget fundament der...
Det var ikke et etableret sted; det var bare studerende, der kun havde læst deres fag i 1-2 år, så vi vidste ikke ret meget.
Alligevel holdt jeg præsentationer og fik en masse feedback. Lederen roste det, der var godt, og opmuntrede mig, så jeg fik selvtillid.
Folk, der har boet hele livet i byen, vil nok have svært ved at tilpasse sig.
For i de omgivelser græsser køer nær kontoret, og der går syv hunde rundt omkring kontoret,
Der er også myrer. Jeg tror, at folk, der er meget vant til bylivet, ville have svært ved at bo der.
Man skal også være opmærksom. Det er ikke kun os, der bor på stedet; alle de frivillige bor i samme hus.
På grund af kulturelle forskelle kan der opstå misforståelser i forhold til det, man egentlig mente. Da engelsk ikke er vores modersmål,
er det svært at forstå, men man kan aflæse ansigtsudtryk, handlinger, tonefald og reaktioner.
Så man skal være følsom nok til at forstå det. Og det er en fordel, hvis man virker som en, der kan klare sig godt overalt.
Spørgsmål:Du var den yngste blandt deltagerne – var der stor aldersforskel?
Yunju: Men i udlandet er der ikke så meget hierarki baseret på alder, så vi var som venner.
Soyeon: Og der var vi studerende, mens de var i arbejde. Min partner var kineser og arbejdede i en international virksomhed.
De arbejdede der. Så da jeg var bekymret for at få et job og for min fremtid, gav min kinesiske ven mig en masse gode råd.
Fordi min kinesiske ven arbejdede med marketing, fik jeg en masse feedback fra vedkommende.
Evelyn (lederen) er så opmærksom, at hun fornemmer, hvordan de frivillige har det, og tager sig diskret af dem, selv uden at sige noget.
Hun spørger, om der er noget, de har brug for. Og hvis det virkelig er svært, kan man gå til lederen og bede hende om at sætte lidt tid af til en,
Hvis man er bekymret for jobmuligheder og karriere, giver leder Evelyn en et lift, sætter sig på passagersædet foran og taler med en.
Fordi de var meget ældre end os.
Spørgsmål:Det var en tid, hvor man kunne opbygge såkaldte »meritter« til sit CV. Følte du nogensinde, at sabbatåret satte dig bagud?
Soyeon: Jeg følte mig slet ikke bagud. Jeg var jo i praktik hos en frivilligorganisation – jeg arbejdede frivilligt, var i praktik og rejste,
så mine koreanske venner var faktisk misundelige. Selv når man er i praktik i Korea, laver man kun de opgaver, man får tildelt, men der
gør man ting på egen hånd, så jeg synes, at jeg lavede ting der, som jeg ikke kunne have gjort i Korea. Derfor tror jeg ikke, at jeg er bagud.
Yunju: Men dengang føltes tre måneder meget lange. Da jeg kom tilbage til Korea, fløj en måned af sted.
Men dengang troede jeg, at jeg havde været der i et år. Det føles, som om jeg var der i omkring et år.
Spørgsmål: Du havde et godt sabbatår og er kommet hjem igen. Hvad er dine planer fremover?
Soyeon : Vi har lagt planer om at tage til Thailand igen. Nu hvor jeg er tilbage i Korea, vender minderne om tiden i Thailand tilbage, og jeg savner endda mad, som jeg syntes var uappetitlig dengang. Mens jeg var i Thailand, overvejede jeg endda at tage endnu en orlov fra studiet. Jeg havde lyst til at prøve noget lignende igen. Jeg har nu søgt om at vende tilbage til studiet, men hvis jeg virkelig havde lyst, ville jeg kun læse ét semester og tage orlov resten af semestrene og rejse væk.
Jeg tror, jeg er blevet taknemmelig selv for små ting. Jeg var taknemmelig for at se ting i fjernsynet, og jeg følte mig endda taknemmelig, når jeg spiste en hamburger. Jeg tror, jeg er blevet meget mere positiv. I Korea bliver jeg irriteret, hvis en restaurant bare er en smule beskidt, og man tager metroer og høje bygninger for givet, men dér er der ingen bygninger på mere end to etager. Så det føles i sig selv som noget, man kan være taknemmelig for at bo i Korea. Og jeg fik mere selvtillid. Fordi jeg mødte mange flere mennesker, styrkede salgsarbejdet min selvtillid meget. Det gav mig virkelig mere selvtillid og føltes godt at tage kontakt til og tale med mennesker, jeg næsten aldrig havde mødt før.
-Harvard-professor rejser til Thailand for at gøre verden lysere / Yang Soyeon, Bae Yoonju — Gap Year Tribe-deltagere / 12 ugers sabbatår |
Spørgsmål.Hvordan var den leder, du arbejdede sammen med, til daglig?
Soyeon: De drives af et ægtepar. Begge har travlt, men manden går ikke op i hver eneste lille ting hos de frivillige; han er mere som en far
Han tager sig overordnet af dem. Han undersøger folks forretningsforbindelser og ser på muligheder i udlandet og den slags, mens konen tager sig mere detaljeret af
ledernes forhold og af, hvad der skal gøres for børnene, så de havde begge travlt. Sammen havde de hver uge
et måltid for de frivillige, hvor de kun talte sammen ved den lejlighed. Ellers var der ikke mulighed for at tale med dem.
Yoonju: Vi havde møder hver fredag, og de spurgte: »Hvad har du lavet indtil nu?«, og så svarede man.
Derefter fik man ikke særskilt feedback. Der var ingen personlig tilbagemelding, så man måtte virkelig klare det hele selv.
Soyeon: Åh, jeg fik feedback. Jeg gik ofte ind på lederens kontor og besøgte også håndværksværkstedet, så
Evelyn gav mig en masse feedback, og manden var idérig og gav mig selvtillid og motivation.
Evelyn har en kynisk personlighed, så i starten forventede vi ikke, at hun ville være moderlig, men når man først lærer hende at kende, er hun et varmt menneske,
selvom hun ikke smiler ret meget.
Yoonju: Alligevel er Evelyn meget opmærksom på ledernes og de frivilliges trivsel. Hvis rengøringsdamen på vores indkvarteringssted
ikke kom, eller hvis der ikke blev leveret vand på flaske, blev hun straks vred. Men når det gjaldt arbejdet,var hun laissez-faire.
En fransk fyr sagde, at det var svært at arbejde sammen med Evelyn, fordi hun bare sagde »okay« uden at give feedback.
Soyeon: Hun kørte mig endda til lufthavnen, da jeg skulle hjem.
Yoonju: Så den britiske fyr klagede over, at Soyeon havde været der i tre måneder, mens han selv havde været der i otte måneder, og at hun kun hilste på ham.
Soyeon: Det skyldes, at jeg fulgte den samme vej. Begge ægtefæller er veluddannede, og de frivillige er også typisk veluddannede.
De havde alle en doktorgrad, og deres alder spændte fra begyndelsen af tyverne til slutningen af tyverne eller omkring de tredive. Medicinstuderende,
De var kontoransatte fra succesfulde virksomheder. Vi var de eneste studerende og var unge.
Spørgsmål. Du sagde, at du kørte på motorcykel mellem institutionerne — jeg er nysgerrig efter, hvordan det var.
Soyeon: Jeg vænnede mig først senere til at køre på motorcykel.
Yoonju: Det er sjovt, hvis man er god til at køre.
Soyeon: Men du bør helt sikkert tegne en rejseforsikring. Da jeg kom derhen, fik jeg nemlig høj feber. Jeg var syg i omkring en til to uger
Det var hårdt. Da jeg var i Bangkok, var jeg syg og udmattet, og da jeg tog på et privathospital, kostede det 70.000 won bare at få en indsprøjtning.
Så jeg synes, rejseforsikring er nødvendig.
Yoonju: Pinligt nok kom jeg ud for en motorcykelulykke den dag, jeg havde høj feber. Jeg kørte og skulle dreje til højre, men der var sandet
og jeg gled. Jeg kom til skade med benet. På det tidspunkt opdagede jeg ikke, at jeg var kommet til skade, og jeg blev flov, da folk hjalp mig.
Da jeg kom til kontoret og spiste morgenmad, forsøgte jeg at stille opvasken tilbage, men mit ben gjorde ondt og ville ikke bevæge sig.
Så mens de bar mig derhen, ringede hun (Soyeon) og sagde, at hun havde høj feber.
Soyeon: Efter at vi to var kommet til skade og var blevet syge, kom Jae-eun (en deltager, der var med i samme periode) også ud for en ulykke.
Så sagde de, at de tre koreanske kvinder havde brugt al deres held her (griner).
Det gode er dog, at vi under måltiderne nogle gange laver aktiviteter, hvor hvert land tilbereder sin egen mad.
Yoonju : Så vi besluttede at lave koreansk mad, men vi kunne ikke finde ingredienserne. Vi var flove over at forsøge at lave janchi guksu (festnudler).
Soyeon : Hvis du skal af sted, bør du helt sikkert forberede en masse koreansk mad, inden du tager af sted. Børnene der kan også godt lide koreansk mad.
De bliver glade, hvis man giver dem gim (tørret tang) i gave. Forbered masser af koreansk mad, og tag også lidt ekstra penge med.
De giver 4.000 baht der, men pengene bliver hurtigt brugt op. Jeg rejste meget, så jeg brugte dem på transport, og de slap hurtigt op.
Yoonju: Tusind baht er cirka 30.000 won, og det kan virkelig hurtigt blive brugt på en uge. Hvis man har lyst, får man hurtigt brugt dem.
Sp.Har du andre minder fra Thailand ud over dem, der har med arbejdet at gøre?
Soyeon"Jeg sagde selvsikkert til lederen: 'Jeg har arbejdet så meget, så jeg vil gerne holde fri den sidste uge og slappe af', og jeg rejste endda alene. Inden jeg tog tilbage til Korea, ville jeg gerne se andre steder, så jeg tog ud at rejse. Det gav mig tid for mig selv og gjorde det muligt at møde en masse internationale venner – det var fantastisk. Mod slutningen blev jeg så knyttet til stedet, at det næsten var trist at skulle rejse, og jeg tænkte: 'Jeg vil helt sikkert tilbage til Thailand.' Jeg holder stadig kontakten med de andre frivillige."
Yoonju"Efter at være kommet tilbage fra Thailand til Korea følte jeg mig tom. Det føltes, som om jeg havde drømt, så i to uger var jeg helt uoplagt og kunne ikke koncentrere mig om arbejdet. Det er ikke, fordi jeg vil arbejde der igen, men jeg vil gerne tilbage på besøg."
Soyeon"Det er ikke ligefrem som en familie, men der er en familiær stemning. Når vi arbejder, arbejder alle hver for sig, men hvis der er et fælles projekt, samles vi, tager ud til stedet sammen, hygger os og tager masser af billeder – vi passer virkelig på hinanden. En gang om ugen mødes vi til 'frivilligaften', hvor vi snakker og deler mad, hvilket er hyggeligt, men når det gælder arbejdet, er indsatsen mere individuel."
Sp.Jeg er nysgerrig efter at høre, hvilke forandringer der skete, efter du tog et sabbatår.
Yoonju"Jeg synes, at jeg blev mere positiv i min tankegang. Mens jeg var i Thailand, rejste jeg rundt i Asien og tog til Singapore."
Jeg havde været i Singapore. Efter at have arbejdet i Thailand og besøgt Singapore virkede det ikke længere som en så dårlig idé at arbejde i udlandet,
og min kusine, som bor i Singapore og er lidt træt af byen, blev ved med at sige: 'Er Singapore ikke fantastisk? Jeg forstår slet ikke, hvad der er godt ved Thailand',
så sagde jeg straks nej."
Soyeon"Der holdt jeg op med at bruge makeup og gik i 'bedstemor'-bukser med elastik i taljen, så jeg følte mig mere og mere fjern fra civilisationen.
Når jeg kørte på motorcykel, kunne jeg blive rørt bare af at se på himlen – sådan noget skete. Jeg tog endda billeder med et kamera, mens jeg kørte på motorcykel,
så jeg begyndte at tage landskabsbilleder og blev efterhånden en rigtig landpige.
Jeg havde boet i byen og opholdt mig så længe på landet for første gang, og det ændrede min tankegang. Jeg kunne godt lide landbefolkningens
uskyldighed. Den thailandske kultur er anderledes, og fordi landet er buddhistisk, er der regler om, at kvinder for eksempel ikke må stå foran munke,
og børnene på institutionen var søde, så jeg kom faktisk tættere på thailænderne end på de andre frivillige. Så min personlighed
ændrede sig – før kunne jeg ikke lide børn i Korea, men det lader til at have ændret sig. Og jeg begyndte at tænke, at modgang ikke er noget særligt."
Yoonju"Selv hvis noget er lidt svært, tænker jeg: 'Det er ingenting sammenlignet med det, jeg har været igennem',
og da min kusine i Singapore spurgte: 'Hvordan kan du bo på et kollegium?', svarede jeg: 'Kan du ikke det?'
og endte med at stille hende det samme spørgsmål."
Soyeon"Jeg tror, jeg er blevet taknemmelig selv for små ting. Jeg var taknemmelig for bare at have et fjernsyn, og jeg var glad bare for at spise en hamburger."
Jeg tror, jeg har ændret mig meget til det bedre. Når jeg er i Korea, bliver jeg vred, hvis en restaurant bare er en smule beskidt, og...
Man tager metroer og høje bygninger for givet, men der har de ikke bygninger på mere end to etager.
Så jeg føler mig taknemmelig bare for at bo i Korea. Og jeg fik også mere selvtillid, fordi...
Fordi jeg ofte kom i kontakt med folk, gav salgsarbejdet mig meget mere selvtillid.
Jeg begyndte helt spontant at henvende mig til folk, jeg næsten ikke kendte, og være mere frembrusende, hvilket styrkede min selvtillid meget og føltes godt.
Sp.Hvis du får en lignende mulighed i fremtiden, ville du så gøre det igen?
Soyeon : Ja, det ville jeg.
Yoonju : Ja, det ville jeg. Min mor sagde, at hvis jeg ikke kan finde et job senere, bør jeg hellige mig frivilligt arbejde og tage rundt og bo hos ngo'er.
Soyeon: De frivillige, der deltog sammen med os, er venner, som efter at have tjent mange penge bruger resten af livet på at rejse rundt mellem ngo'er.
Q.Hvem tror du ville passe godt til programmet »Harvard-professor rejser til Thailand for at gøre verden lysere«?
Yoonju: Når man laver et projekt der, skal man selv kunne skabe et projekt. Jeg synes, man skal have evnen til at udvikle og føre et projekt ud i livet, som passer til ens fagområde.
Soyeon: Jeg synes også, man skal være kreativ. Da jeg havde to hovedfag, ville jeg gerne lave det arbejde, jeg selv havde lyst til.
Jeg betalte for at komme derhen (griner), men tiden på kontoret gik med ingenting. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave der.
Jeg havde søgt inden for marketing og salg, og jeg tænkte endda: »Hvorfor skal jeg udføre frivilligt arbejde med engelskundervisning og passe bedstemødre?«
Jeg holdt en præsentation og fortalte lederen på et en-til-en-møde, at jeg gerne ville lave den slags arbejde.
Så da lederen valgte et bredt emne, der passede til mit fagområde, udarbejdede jeg konkrete planer og udførte arbejdet.
(Projekt, det må have været svært) Det var svært at gennemføre et stort projekt helt alene. Der var ikke noget fundament der...
Det var ikke et etableret sted; det var bare studerende, der kun havde læst deres fag i 1-2 år, så vi vidste ikke ret meget.
Alligevel holdt jeg præsentationer og fik en masse feedback. Lederen roste det, der var godt, og opmuntrede mig, så jeg fik selvtillid.
Folk, der har boet hele livet i byen, vil nok have svært ved at tilpasse sig.
For i de omgivelser græsser køer nær kontoret, og der går syv hunde rundt omkring kontoret,
Der er også myrer. Jeg tror, at folk, der er meget vant til bylivet, ville have svært ved at bo der.
Man skal også være opmærksom. Det er ikke kun os, der bor på stedet; alle de frivillige bor i samme hus.
På grund af kulturelle forskelle kan der opstå misforståelser i forhold til det, man egentlig mente. Da engelsk ikke er vores modersmål,
er det svært at forstå, men man kan aflæse ansigtsudtryk, handlinger, tonefald og reaktioner.
Så man skal være følsom nok til at forstå det. Og det er en fordel, hvis man virker som en, der kan klare sig godt overalt.
Spørgsmål:Du var den yngste blandt deltagerne – var der stor aldersforskel?
Yunju: Men i udlandet er der ikke så meget hierarki baseret på alder, så vi var som venner.
Soyeon: Og der var vi studerende, mens de var i arbejde. Min partner var kineser og arbejdede i en international virksomhed.
De arbejdede der. Så da jeg var bekymret for at få et job og for min fremtid, gav min kinesiske ven mig en masse gode råd.
Fordi min kinesiske ven arbejdede med marketing, fik jeg en masse feedback fra vedkommende.
Evelyn (lederen) er så opmærksom, at hun fornemmer, hvordan de frivillige har det, og tager sig diskret af dem, selv uden at sige noget.
Hun spørger, om der er noget, de har brug for. Og hvis det virkelig er svært, kan man gå til lederen og bede hende om at sætte lidt tid af til en,
Hvis man er bekymret for jobmuligheder og karriere, giver leder Evelyn en et lift, sætter sig på passagersædet foran og taler med en.
Fordi de var meget ældre end os.
Spørgsmål:Det var en tid, hvor man kunne opbygge såkaldte »meritter« til sit CV. Følte du nogensinde, at sabbatåret satte dig bagud?
Soyeon: Jeg følte mig slet ikke bagud. Jeg var jo i praktik hos en frivilligorganisation – jeg arbejdede frivilligt, var i praktik og rejste,
så mine koreanske venner var faktisk misundelige. Selv når man er i praktik i Korea, laver man kun de opgaver, man får tildelt, men der
gør man ting på egen hånd, så jeg synes, at jeg lavede ting der, som jeg ikke kunne have gjort i Korea. Derfor tror jeg ikke, at jeg er bagud.
Yunju: Men dengang føltes tre måneder meget lange. Da jeg kom tilbage til Korea, fløj en måned af sted.
Men dengang troede jeg, at jeg havde været der i et år. Det føles, som om jeg var der i omkring et år.
Spørgsmål: Du havde et godt sabbatår og er kommet hjem igen. Hvad er dine planer fremover?
Soyeon : Vi har lagt planer om at tage til Thailand igen. Nu hvor jeg er tilbage i Korea, vender minderne om tiden i Thailand tilbage, og jeg savner endda mad, som jeg syntes var uappetitlig dengang. Mens jeg var i Thailand, overvejede jeg endda at tage endnu en orlov fra studiet. Jeg havde lyst til at prøve noget lignende igen. Jeg har nu søgt om at vende tilbage til studiet, men hvis jeg virkelig havde lyst, ville jeg kun læse ét semester og tage orlov resten af semestrene og rejse væk.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
