Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Større selvtillid i relationer #Venskaber med mennesker af forskellige nationaliteter #Glæden ved at opleve en ny kultur
*En faktisk deltager i sabbatårsprogrammet medvirkede i dette interview for at gøre flere mennesker bekendt med sabbatåret.
|
Anbefales varmt af den koreanske sabbatårsdeltager Jung Ji-won 👏👏👏
Lær engelsk uden stress, og hav det sjovt i Cebu på Filippinerne — så enkelt er det!Fantastisk værdi for pengene! Lær engelsk trygt på Malta i Middelhavet!Få ny energi med varm kærlighed fra børn i Hanoi, Vietnam |
»Efter at have tilbragt ni måneder på sabbatår føles det, som om en bog om mit liv er blevet skrevet.«
Da jeg var ung, voksede jeg op som en mønsterelev for at leve op til mine forældres forventninger og begyndte helt naturligt på ingeniørstudiet. Jeg studerede hårdere end nogen anden og blev endda nummer ét på mit institut, men mærkeligt nok føltes en del af mit hjerte altid tom. Trods alle mine anstrengelser var jeg ikke sikker på, om denne vej virkelig var min.
Til sidst begyndte jeg at forfølge en ny drøm — musikken — men virkelighedens mure var højere, end jeg havde forventet, og da jeg mærkede grænserne for mit talent, sank jeg ned i dyb fortvivlelse. Under en samtale med en rådgiver hørte jeg ordene »kærlighed og udtryk skal fyldes«, og den sætning borede sig dybt ind i mit hjerte. Da jeg konfronterede det indre jeg, som jeg havde undgået, brød jeg ud i gråd og følte samtidig en befriende lettelse og en mærkelig tillid. Sådan besluttede jeg mig for at tage på sabbatår.
Da jeg ankom til Cebu, føltes det stadig uvirkeligt. Jeg havde slet ikke brugt engelsk siden optagelsesprøven til universitetet, så det føltes meget uvant at tale med udlændinge. Men det hjalp mig faktisk meget at være i situationer, hvor jeg naturligt måtte finde sammen med venner fra Japan, Vietnam og Taiwan.
Filippinernes lyse og venlige personligheder tog imod mig, når jeg følte mig malplaceret, og da jeg for første gang mødte børnene på et børnehjem, hvor jeg var frivillig sammen med en japansk ven, mærkede jeg for første gang, hvad det vil sige at være »elsket«. Jeg lærte børnene at folde vasketøj, og de tog taknemmeligt deres gemte snacks frem og rakte dem til mig — deres uskyldige renhed rørte mig til tårer.
Mens jeg talte med en lokal skuespillerven, som jeg havde mødt der, gik det pludselig op for mig. Jeg blev ved med at synge, selvom jeg troede, at jeg ikke kunne, og måske var det, fordi jeg ønskede anerkendelse og opmuntring fra nogen. I det øjeblik jeg så den sandhed i øjnene, forsvandt de sidste følelsesmæssige bånd i mit hjerte langsomt, og derefter følte jeg mig meget mere tilpas, når jeg sang.
De tre måneder i Cebu styrkede min selvtillid, og så rejste jeg til Malta. Men da jeg ankom, var der mange vesterlændinge og mennesker i alle aldre, så til at begynde med følte jeg mig intimideret. Det mest uvante var måden, relationerne fungerede på — de henvendte sig til selv fremmede, som om de var venner, men blev hurtigt distancerede igen, og det tog tid for mig at vænne mig til det.
Men på et tidspunkt begyndte disse uforpligtende relationer at føles behagelige for mig. Afstanden i relationerne gav mig plads til at fokusere på mig selv. I undervisningen tøvede mine europæiske venner ikke af frygt for at tage fejl, men sagde ærligt, hvad de mente, og det gjorde indtryk på mig. Lærerne nøjedes ikke med at sige, at noget var forkert, men foreslog: »Det er måske bedre at sige det sådan her«, hvilket udvidede vores tankegang. Takket være det blev jeg gradvist mindre bange for at stille spørgsmål.
Min oplevelse på Malta gjorde mig meget mere tryg ved engelsk. Det gik op for mig, da jeg hørte mig selv føre naturlige samtaler med europæiske venner i Vietnam. I stedet for indøvede sætninger flød den småsnak, der dukkede op i mit hoved, overraskende naturligt.
Og børnene, jeg mødte i Vietnam, smilede oprigtigt, når jeg henvendte mig til dem med ærlighed. Deres ubetingede hengivenhed — at kunne lide mig, som jeg var, uden bagtanker eller forventninger — var så varm. I Korea bliver den slags rene følelser nogle gange kaldt at være en »dørmåtte«, men jeg tror, jeg havde længtes efter netop den slags forhold.
I det koreanske samfund findes der alt for mange forestillinger om de rigtige svar på, hvordan man skal leve sit liv. Hver gang jeg valgte at gå efter musikken eller droppe ud, blev jeg spurgt »hvorfor?«, og jeg blev træt af de spørgsmål og mistede nogle gange selvtilliden.
Men det at bo i udlandet blandt mennesker med forskellige baggrunde fik mig til at indse, at hvis man kan tage ansvar for sit eget liv, kan ingen sige, at man tager fejl. Mennesker fra andre lande accepterer hver enkelts valg som noget naturligt og respekterer, at det er vedkommendes liv.
Det var dér, jeg indså det: Den vej, jeg vælger, kan være det rigtige svar i mit liv, simpelthen fordi det er mit valg.
Sabbatåret var som en bog for mig — en historie, jeg kan tage frem og læse igen, scener, jeg når som helst kan genkalde mig, og lærdomme, der får mig til at beslutte mig på ny. Det var en tid, der forandrede mit liv fuldstændigt.
*En faktisk deltager i sabbatårsprogrammet medvirkede i dette interview for at gøre flere mennesker bekendt med sabbatåret.
|
Anbefales varmt af den koreanske sabbatårsdeltager Jung Ji-won 👏👏👏
Lær engelsk uden stress, og hav det sjovt i Cebu på Filippinerne — så enkelt er det!Fantastisk værdi for pengene! Lær engelsk trygt på Malta i Middelhavet!Få ny energi med varm kærlighed fra børn i Hanoi, Vietnam |
»Efter at have tilbragt ni måneder på sabbatår føles det, som om en bog om mit liv er blevet skrevet.«
Da jeg var ung, voksede jeg op som en mønsterelev for at leve op til mine forældres forventninger og begyndte helt naturligt på ingeniørstudiet. Jeg studerede hårdere end nogen anden og blev endda nummer ét på mit institut, men mærkeligt nok føltes en del af mit hjerte altid tom. Trods alle mine anstrengelser var jeg ikke sikker på, om denne vej virkelig var min.
Til sidst begyndte jeg at forfølge en ny drøm — musikken — men virkelighedens mure var højere, end jeg havde forventet, og da jeg mærkede grænserne for mit talent, sank jeg ned i dyb fortvivlelse. Under en samtale med en rådgiver hørte jeg ordene »kærlighed og udtryk skal fyldes«, og den sætning borede sig dybt ind i mit hjerte. Da jeg konfronterede det indre jeg, som jeg havde undgået, brød jeg ud i gråd og følte samtidig en befriende lettelse og en mærkelig tillid. Sådan besluttede jeg mig for at tage på sabbatår.
Da jeg ankom til Cebu, føltes det stadig uvirkeligt. Jeg havde slet ikke brugt engelsk siden optagelsesprøven til universitetet, så det føltes meget uvant at tale med udlændinge. Men det hjalp mig faktisk meget at være i situationer, hvor jeg naturligt måtte finde sammen med venner fra Japan, Vietnam og Taiwan.
Filippinernes lyse og venlige personligheder tog imod mig, når jeg følte mig malplaceret, og da jeg for første gang mødte børnene på et børnehjem, hvor jeg var frivillig sammen med en japansk ven, mærkede jeg for første gang, hvad det vil sige at være »elsket«. Jeg lærte børnene at folde vasketøj, og de tog taknemmeligt deres gemte snacks frem og rakte dem til mig — deres uskyldige renhed rørte mig til tårer.
Mens jeg talte med en lokal skuespillerven, som jeg havde mødt der, gik det pludselig op for mig. Jeg blev ved med at synge, selvom jeg troede, at jeg ikke kunne, og måske var det, fordi jeg ønskede anerkendelse og opmuntring fra nogen. I det øjeblik jeg så den sandhed i øjnene, forsvandt de sidste følelsesmæssige bånd i mit hjerte langsomt, og derefter følte jeg mig meget mere tilpas, når jeg sang.
De tre måneder i Cebu styrkede min selvtillid, og så rejste jeg til Malta. Men da jeg ankom, var der mange vesterlændinge og mennesker i alle aldre, så til at begynde med følte jeg mig intimideret. Det mest uvante var måden, relationerne fungerede på — de henvendte sig til selv fremmede, som om de var venner, men blev hurtigt distancerede igen, og det tog tid for mig at vænne mig til det.
Men på et tidspunkt begyndte disse uforpligtende relationer at føles behagelige for mig. Afstanden i relationerne gav mig plads til at fokusere på mig selv. I undervisningen tøvede mine europæiske venner ikke af frygt for at tage fejl, men sagde ærligt, hvad de mente, og det gjorde indtryk på mig. Lærerne nøjedes ikke med at sige, at noget var forkert, men foreslog: »Det er måske bedre at sige det sådan her«, hvilket udvidede vores tankegang. Takket være det blev jeg gradvist mindre bange for at stille spørgsmål.
Min oplevelse på Malta gjorde mig meget mere tryg ved engelsk. Det gik op for mig, da jeg hørte mig selv føre naturlige samtaler med europæiske venner i Vietnam. I stedet for indøvede sætninger flød den småsnak, der dukkede op i mit hoved, overraskende naturligt.
Og børnene, jeg mødte i Vietnam, smilede oprigtigt, når jeg henvendte mig til dem med ærlighed. Deres ubetingede hengivenhed — at kunne lide mig, som jeg var, uden bagtanker eller forventninger — var så varm. I Korea bliver den slags rene følelser nogle gange kaldt at være en »dørmåtte«, men jeg tror, jeg havde længtes efter netop den slags forhold.
I det koreanske samfund findes der alt for mange forestillinger om de rigtige svar på, hvordan man skal leve sit liv. Hver gang jeg valgte at gå efter musikken eller droppe ud, blev jeg spurgt »hvorfor?«, og jeg blev træt af de spørgsmål og mistede nogle gange selvtilliden.
Men det at bo i udlandet blandt mennesker med forskellige baggrunde fik mig til at indse, at hvis man kan tage ansvar for sit eget liv, kan ingen sige, at man tager fejl. Mennesker fra andre lande accepterer hver enkelts valg som noget naturligt og respekterer, at det er vedkommendes liv.
Det var dér, jeg indså det: Den vej, jeg vælger, kan være det rigtige svar i mit liv, simpelthen fordi det er mit valg.
Sabbatåret var som en bog for mig — en historie, jeg kan tage frem og læse igen, scener, jeg når som helst kan genkalde mig, og lærdomme, der får mig til at beslutte mig på ny. Det var en tid, der forandrede mit liv fuldstændigt.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
