Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#At leve som menneske, ikke blot som en del af samfundet #En dybtgående lære om at hjælpe andre med deres liv #Jeg fik mere, end jeg gav
|
Hen mod slutningen af min gymnasietid, hvor jeg allerede bekymrede mig om min fremtidige vej, modtog jeg pludselig en stor lærestreg. Da jeg så børn, der allerede vidste, hvordan man deler og hjælper hinanden, fik det mig til at genoverveje, hvordan det ’liv, hvor man hjælper andre’, som jeg håbede på, egentlig ser ud. Jeg kan selvfølgelig ikke være sikker endnu. Jeg er kun nitten år og har mange dage foran mig. Svaret kan langsomt vise sig i de mange dage, der kommer. Men det klareste smil, disse børn gav mig – det klareste, jeg har set i mit liv – vil hjælpe mig med at leve som et menneske og ikke blot som en del af samfundet.
-2013 Gift of Music – musikfrivilligt arbejde i et sabbatår |
Den 31. juli 2013 kl. 7.25 ankom jeg svedig til Incheon Lufthavn og sluttede mig til holdet efter at være steget på et travlt morgentog med bagage hængende overalt på mig. Jeg var i tvivl om, hvorvidt det ville gå godt. Fordi jeg bor på Jeju, kunne jeg ikke deltage i de to introduktionsmøder før afrejsen, så jeg kendte ikke en eneste person og følte mig ret utilpas. Omkring halvdelen af deltagerne kom fra den samme klub, så jeg spekulerede på, om jeg ville kunne falde til, og jeg havde endda mistanke om, at hele frivilligprogrammet måske bare var et skalkeskjul, når et dokumentarhold fulgte os overalt..
Det tog ikke lang tid at indse, at alle mine bekymringer var unødvendige. De mennesker, der var samlet dér, var virkelig forskellige, men var vi ikke blevet bragt sammen af et fælles formål? Universitetsstuderende fra Yonseis Piano In, mødre fra multikulturelle familier, frivillige fra gymnasier og universiteter samt lederne fra Korea Gap Year behandlede mig alle varmt, og det var jeg meget taknemmelig for. Det fik mig også til at spekulere på, om jeg indtil da havde været for kølig i mine relationer. På flyet til Hongkong fortalte professor Ryu os mange historier, og da vi nåede frem til hotellet i Phnom Penh, var jeg allerede blevet tæt med mange af de mennesker, jeg havde mødt den dag..
På den første dag, da hele gruppen blev delt op i et optrædende hold og et frivillighold, var jeg bekymret, fordi min plads og rolle endnu ikke var klart fastlagt. Jeg overvejede, hvilken side der ville være mest fordelagtig, men til sidst valgte jeg den side, jeg havde lyst til, som jeg plejer, og det viste sig at være det rigtige valg for mig. Når alt kommer til alt, handlede denne frivilligrejsen om at dele og kommunikere med mennesker, så ville det ikke være bedre for begge sider, hvis jeg gjorde det, jeg havde lyst til, i stedet for at regne på fordelene? I sidste ende er det rigtige at vælge det, man føler sig tiltrukket af..
©Korea gapyear
Vi tilbragte tre dage sammen med børnene på børnebeskyttelsesinstitutionen Soban Koma, og jeg blev ved med at lade mig imponere, mens jeg så på dem. I den verden, jeg indtil nu har levet i, søger folk ofte lykken et sted langt væk. Jeg så mennesker blive revet med og kæmpe i samfundet i håb om en bedre uddannelse, et bedre arbejde, et bedre hjem og en bedre økonomi. Da jeg så fem- og seksårige børn, som ved deres første møde med en udenlandsk frivillig forsøgte at give alt, hvad de kunne dele, indså jeg endelig, at der var noget helt galt..
Der findes mennesker, som vil helt ud til horisontens ende. Men uanset hvor langt de går mod horisonten, dukker der kun en ny horisont op foran dem. Sådan et menneske ser ikke engang omkring sig for at lægge mærke til det, der er tæt på, og har heller ikke tid til at nyde udsigten dér, hvor de står. De jagter febrilsk en horisont, som aldrig vil komme dem i hænde, indtil de dør..Hvis man tilfældigvis nåede til landets ende og stødte på havet, ville man, selv efter at have nået sit mål, ikke føle andet end tomhed. Sikke et tåbeligt syn. At jeg selv er sådan,Og børnene lærte mig om denne tåbelighed..
© Korea gapyear
Hen mod slutningen af min gymnasietid, hvor jeg allerede bekymrede mig om min fremtidige vej, modtog jeg pludselig en stor lærestreg. Da jeg så børn, der allerede vidste, hvordan man deler og hjælper hinanden, fik det mig til at genoverveje, hvordan det ’liv, hvor man hjælper andre’, som jeg håbede på, egentlig ser ud. Jeg kan selvfølgelig ikke være sikker endnu. Jeg er kun nitten år og har mange dage foran mig. Svaret kan langsomt vise sig i de mange dage, der kommer. Men det klareste smil, disse børn gav mig – det klareste, jeg har set i mit liv – vil hjælpe mig med at leve som et menneske og ikke blot som en del af samfundet..
Det var en rejse, jeg fik meget ud af: minder, dyrebare forbindelser, store lærestreger, tid til at tænke over mig selv, en pause fra eksamenslæserens stramme skema og et par bukser, der overraskende nok var meget behagelige..Fordi jeg modtog mere, end jeg gav på denne rejse, som jeg tog med på for at give, ved jeg ikke, hvordan jeg skal udtrykke min taknemmelighed over for dem, der forberedte og sørgede for alt dette. Det er en taknemmelighed, der får mig til uvilkårligt at bøje hovedet dybt og lægge mine hænder sammen over for dem, der berigede mit hjerte..
|
Hen mod slutningen af min gymnasietid, hvor jeg allerede bekymrede mig om min fremtidige vej, modtog jeg pludselig en stor lærestreg. Da jeg så børn, der allerede vidste, hvordan man deler og hjælper hinanden, fik det mig til at genoverveje, hvordan det ’liv, hvor man hjælper andre’, som jeg håbede på, egentlig ser ud. Jeg kan selvfølgelig ikke være sikker endnu. Jeg er kun nitten år og har mange dage foran mig. Svaret kan langsomt vise sig i de mange dage, der kommer. Men det klareste smil, disse børn gav mig – det klareste, jeg har set i mit liv – vil hjælpe mig med at leve som et menneske og ikke blot som en del af samfundet.
-2013 Gift of Music – musikfrivilligt arbejde i et sabbatår |
Den 31. juli 2013 kl. 7.25 ankom jeg svedig til Incheon Lufthavn og sluttede mig til holdet efter at være steget på et travlt morgentog med bagage hængende overalt på mig. Jeg var i tvivl om, hvorvidt det ville gå godt. Fordi jeg bor på Jeju, kunne jeg ikke deltage i de to introduktionsmøder før afrejsen, så jeg kendte ikke en eneste person og følte mig ret utilpas. Omkring halvdelen af deltagerne kom fra den samme klub, så jeg spekulerede på, om jeg ville kunne falde til, og jeg havde endda mistanke om, at hele frivilligprogrammet måske bare var et skalkeskjul, når et dokumentarhold fulgte os overalt..
Det tog ikke lang tid at indse, at alle mine bekymringer var unødvendige. De mennesker, der var samlet dér, var virkelig forskellige, men var vi ikke blevet bragt sammen af et fælles formål? Universitetsstuderende fra Yonseis Piano In, mødre fra multikulturelle familier, frivillige fra gymnasier og universiteter samt lederne fra Korea Gap Year behandlede mig alle varmt, og det var jeg meget taknemmelig for. Det fik mig også til at spekulere på, om jeg indtil da havde været for kølig i mine relationer. På flyet til Hongkong fortalte professor Ryu os mange historier, og da vi nåede frem til hotellet i Phnom Penh, var jeg allerede blevet tæt med mange af de mennesker, jeg havde mødt den dag..
På den første dag, da hele gruppen blev delt op i et optrædende hold og et frivillighold, var jeg bekymret, fordi min plads og rolle endnu ikke var klart fastlagt. Jeg overvejede, hvilken side der ville være mest fordelagtig, men til sidst valgte jeg den side, jeg havde lyst til, som jeg plejer, og det viste sig at være det rigtige valg for mig. Når alt kommer til alt, handlede denne frivilligrejsen om at dele og kommunikere med mennesker, så ville det ikke være bedre for begge sider, hvis jeg gjorde det, jeg havde lyst til, i stedet for at regne på fordelene? I sidste ende er det rigtige at vælge det, man føler sig tiltrukket af..
©Korea gapyear
Vi tilbragte tre dage sammen med børnene på børnebeskyttelsesinstitutionen Soban Koma, og jeg blev ved med at lade mig imponere, mens jeg så på dem. I den verden, jeg indtil nu har levet i, søger folk ofte lykken et sted langt væk. Jeg så mennesker blive revet med og kæmpe i samfundet i håb om en bedre uddannelse, et bedre arbejde, et bedre hjem og en bedre økonomi. Da jeg så fem- og seksårige børn, som ved deres første møde med en udenlandsk frivillig forsøgte at give alt, hvad de kunne dele, indså jeg endelig, at der var noget helt galt..
Der findes mennesker, som vil helt ud til horisontens ende. Men uanset hvor langt de går mod horisonten, dukker der kun en ny horisont op foran dem. Sådan et menneske ser ikke engang omkring sig for at lægge mærke til det, der er tæt på, og har heller ikke tid til at nyde udsigten dér, hvor de står. De jagter febrilsk en horisont, som aldrig vil komme dem i hænde, indtil de dør..Hvis man tilfældigvis nåede til landets ende og stødte på havet, ville man, selv efter at have nået sit mål, ikke føle andet end tomhed. Sikke et tåbeligt syn. At jeg selv er sådan,Og børnene lærte mig om denne tåbelighed..
© Korea gapyear
Hen mod slutningen af min gymnasietid, hvor jeg allerede bekymrede mig om min fremtidige vej, modtog jeg pludselig en stor lærestreg. Da jeg så børn, der allerede vidste, hvordan man deler og hjælper hinanden, fik det mig til at genoverveje, hvordan det ’liv, hvor man hjælper andre’, som jeg håbede på, egentlig ser ud. Jeg kan selvfølgelig ikke være sikker endnu. Jeg er kun nitten år og har mange dage foran mig. Svaret kan langsomt vise sig i de mange dage, der kommer. Men det klareste smil, disse børn gav mig – det klareste, jeg har set i mit liv – vil hjælpe mig med at leve som et menneske og ikke blot som en del af samfundet..
Det var en rejse, jeg fik meget ud af: minder, dyrebare forbindelser, store lærestreger, tid til at tænke over mig selv, en pause fra eksamenslæserens stramme skema og et par bukser, der overraskende nok var meget behagelige..Fordi jeg modtog mere, end jeg gav på denne rejse, som jeg tog med på for at give, ved jeg ikke, hvordan jeg skal udtrykke min taknemmelighed over for dem, der forberedte og sørgede for alt dette. Det er en taknemmelighed, der får mig til uvilkårligt at bøje hovedet dybt og lægge mine hænder sammen over for dem, der berigede mit hjerte..
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
