Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Jeg blev fri for at bekymre mig om andres blikke #Jeg fandt ud af, hvorfor jeg studerer, og hvad min sande drøm er #Glæden ved at give børn kærlighed
©Korea gapyear
|
Jeg, som normalt gik i kjoler og højhælede sko og var glad for mit spejlbillede og mest bekymrede mig om andres blikke, lo, mens jeg legede barfodet i græsset og smed mit tøj til side. Jeg var ikke bekymret for, at andre måske ville synes, at min opførsel var upassende. Jeg følte, at mit hjerte stod vidt åbent for de børn, og at de var trængt dybt ind i mit hjerte.
-2013 Gift of Music-musikfrivilligt gap year |
Da jeg første gang skrev min ansøgning til mit gap year, husker jeg, at jeg skrev, at jeg ønskede at formidle min kærlighed og oprigtighed til de cambodjanske børn, fortælle dem, at de fortjener så megen kærlighed, og, hvis der var børn, som havde det svært, få dem til at smile, plante håb og blive deres ven.Selvom vores sprog var forskellige, ønskede jeg at knytte bånd til børnene gennem musikken. Jeg følte, at jeg kommunikerede med børnene i Sobankoma og havde fået en forbindelse til dem. Den første dag, jeg trådte ind i Sobankoma, var jeg for genert til at gå hen til dem. Jeg stod bare der uden at vide, hvordan jeg skulle reagere på børnene, der kom hen til mig, mens jeg hilste på dem på koreansk med »Hej«.
©Korea gapyear
Så på et tidspunkt så jeg mig omkring og opdagede, at omkring et dusin børn stod rundt om mig. Jeg husker ikke rigtig, hvordan det skete. På et tidspunkt lærte børnene mig de sange og fagter, de kendte. Før jeg vidste af det, løb jeg barfodet hen over græsset efter dem, kravlede på jorden og efterlignede aber, mens jeg lavede fagterne. I det øjeblik følte jeg mig knyttet til børnene. Jeg, som normalt gik i kjoler og højhælede sko og var glad for mit spejlbillede og mest bekymrede mig om andres blikke, lo og legede barfodet i græsset og smed mit tøj. Jeg var ikke bekymret for, at andre måske ville synes, at min leg var upassende. Jeg følte, at mit hjerte stod vidt åbent for børnene, og at de var trængt dybt ind i mit hjerte.
Der var desuden især mange børn omkring mig sammenlignet med de andre. Først troede jeg, at det simpelthen var, fordi jeg var god til at lege med dem. Men senere fortalte den ansvarlige mig, at børnene tilsyneladende søgte mere hen til mig, fordi de kunne kommunikere med mig på engelsk. Jeg havde selvfølgelig studeret engelsk for at kunne tale med mange mennesker, men jeg var virkelig glad for, at jeg havde lært engelsk, eftersom jeg kunne bruge det, jeg havde lært, til at formidle mit hjerte og min kærlighed til børnene.
Den anden dag var jeg ærligt talt nervøs på busturen tilbage til Sobankoma. Hvad nu, hvis børnene havde glemt mig i løbet af natten? Hvad nu, hvis de ikke kunne kende mig, fordi jeg havde andet tøj på? Men børnene havde ikke glemt mig; de kunne endda huske mit navn. De huskede også det løfte, de havde givet mig dagen før, selvom jeg kun havde mødt dem én dag. Jeg var så taknemmelig for den følelse. Det gjorde mig glad, at jeg kunne fylde så meget i børnenes liv. Jeg tænkte, at det måske betød, at jeg kunne få stor indflydelse på dem. I så fald ønskede jeg at påvirke dem positivt.
Dagen, hvor vi forlod Sobankoma – den sidste dag dér. Da jeg steg ud af bussen, løb børnene hen til mig og gav mig en tegning af mig og børnene som gave. De spurgte, om det var den sidste dag, og blev ved min side, mens de fortsatte med at tale med mig. Jeg ville også gerne bevare minderne om dem, så jeg tog billeder og videoer. På det tidspunkt sagde et barn ved navn Tear: »De sidste tre dage har jeg nydt at være sammen med dig, Eun-hye.« Det gjorde mig meget glad at høre, at børnene havde nydt tiden sammen med mig – at jeg havde fået dem til at smile. Jeg gav nogle få børn løfter: 10-årige Ratchana, hvis drøm er at blive læge, og 6-årige Molika, som gerne vil være politibetjent. Jeg lovede at nå mine mål og møde dem i Korea. Hvis jeg har stor indflydelse på dem, bliver dette løfte måske også en vigtig mulighed og inspiration for dem. Og jeg tror på, at jeg helt sikkert vil kunne møde børnene igen.
Da vi skulle skilles, løb alle børnene ind i mine arme og krammede mig. De krammede mig, løb så hjem og kom tilbage for at kramme mig igen, og sådan tog vi afsked flere gange. Jeg blev ked af, hvor køligt de tilsyneladende tog afskeden, selvom de var så unge, og tænkte, at de måtte være vant til at sige farvel. Men når jeg så, hvordan de blev ved med at komme tilbage og kramme mig, kunne jeg mærke, at de trods alt stadig var børn. Da et barn, som normalt løb væk, når jeg nærmede mig, kyssede mig på kinden og løb væk, blev jeg endnu mere overbevist om, at børnene ville blive ved med at huske mig. Jeg ville ikke sige farvel; det var trist og skuffende, at jeg måske ikke ville se dem igen. Men fordi jeg vidste, at børnene ikke ville lade sig kue eller miste modet, selvom deres forældre forlod dem, og at de modigt ville forfølge deres drømme, kunne jeg tage afsked uden at vise mine tårer.
©Korea gapyear
Gennem frivilligt arbejde i mit gap year lagde jeg midlertidigt byrderne fra studier, universitet og karriere til side og brugte tiden på at finde en drøm i stedet for en karrierevej. I semesteret er jeg en studerende, der indretter sig efter eksamenerne og CSAT, den sydkoreanske adgangsprøve til universitetet. Når jeg studerer på den måde, føler jeg mig ofte rådvild, når eksamenerne nærmer sig, eller når resultaterne kommer. Hvorfor studerer jeg? Hvad er min egentlige drøm? Hvilken skole og hvilket fag vil jeg læse? Hvad skal jeg gøre nu for at nå dertil? Men de »drømme«, jeg bekymrede mig om dengang, var aldrig rigtige drømme; de var bare karriereplaner. Gennem frivilligt arbejde i mit gap year fandt jeg ud af, hvorfor jeg studerer.
Jeg tror, at jeg kom tættere på de cambodjanske børn og knyttede bånd til dem, ikke kun fordi vi åbnede vores hjerter for hinanden, og fordi musikken var et bindeled, men først og fremmest fordi jeg kunne tale med børnene på engelsk, og fordi vi havde børnesange som fælles interesse.Jeg vil gerne føle, at jeg deler kærlighed med mange mennesker i verden, og at jeg er knyttet til dem. Derfor vil jeg lære sprog, så jeg kan tale med dem, og studere flittigt, så jeg kan komme tæt på dem gennem fælles interesser. Jeg håber også, at andre kan bruge frivilligt arbejde i et gap year til at finde deres drømme og deres grunde til at gøre tingene.
©Korea gapyear
|
Jeg, som normalt gik i kjoler og højhælede sko og var glad for mit spejlbillede og mest bekymrede mig om andres blikke, lo, mens jeg legede barfodet i græsset og smed mit tøj til side. Jeg var ikke bekymret for, at andre måske ville synes, at min opførsel var upassende. Jeg følte, at mit hjerte stod vidt åbent for de børn, og at de var trængt dybt ind i mit hjerte.
-2013 Gift of Music-musikfrivilligt gap year |
Da jeg første gang skrev min ansøgning til mit gap year, husker jeg, at jeg skrev, at jeg ønskede at formidle min kærlighed og oprigtighed til de cambodjanske børn, fortælle dem, at de fortjener så megen kærlighed, og, hvis der var børn, som havde det svært, få dem til at smile, plante håb og blive deres ven.Selvom vores sprog var forskellige, ønskede jeg at knytte bånd til børnene gennem musikken. Jeg følte, at jeg kommunikerede med børnene i Sobankoma og havde fået en forbindelse til dem. Den første dag, jeg trådte ind i Sobankoma, var jeg for genert til at gå hen til dem. Jeg stod bare der uden at vide, hvordan jeg skulle reagere på børnene, der kom hen til mig, mens jeg hilste på dem på koreansk med »Hej«.
©Korea gapyear
Så på et tidspunkt så jeg mig omkring og opdagede, at omkring et dusin børn stod rundt om mig. Jeg husker ikke rigtig, hvordan det skete. På et tidspunkt lærte børnene mig de sange og fagter, de kendte. Før jeg vidste af det, løb jeg barfodet hen over græsset efter dem, kravlede på jorden og efterlignede aber, mens jeg lavede fagterne. I det øjeblik følte jeg mig knyttet til børnene. Jeg, som normalt gik i kjoler og højhælede sko og var glad for mit spejlbillede og mest bekymrede mig om andres blikke, lo og legede barfodet i græsset og smed mit tøj. Jeg var ikke bekymret for, at andre måske ville synes, at min leg var upassende. Jeg følte, at mit hjerte stod vidt åbent for børnene, og at de var trængt dybt ind i mit hjerte.
Der var desuden især mange børn omkring mig sammenlignet med de andre. Først troede jeg, at det simpelthen var, fordi jeg var god til at lege med dem. Men senere fortalte den ansvarlige mig, at børnene tilsyneladende søgte mere hen til mig, fordi de kunne kommunikere med mig på engelsk. Jeg havde selvfølgelig studeret engelsk for at kunne tale med mange mennesker, men jeg var virkelig glad for, at jeg havde lært engelsk, eftersom jeg kunne bruge det, jeg havde lært, til at formidle mit hjerte og min kærlighed til børnene.
Den anden dag var jeg ærligt talt nervøs på busturen tilbage til Sobankoma. Hvad nu, hvis børnene havde glemt mig i løbet af natten? Hvad nu, hvis de ikke kunne kende mig, fordi jeg havde andet tøj på? Men børnene havde ikke glemt mig; de kunne endda huske mit navn. De huskede også det løfte, de havde givet mig dagen før, selvom jeg kun havde mødt dem én dag. Jeg var så taknemmelig for den følelse. Det gjorde mig glad, at jeg kunne fylde så meget i børnenes liv. Jeg tænkte, at det måske betød, at jeg kunne få stor indflydelse på dem. I så fald ønskede jeg at påvirke dem positivt.
Dagen, hvor vi forlod Sobankoma – den sidste dag dér. Da jeg steg ud af bussen, løb børnene hen til mig og gav mig en tegning af mig og børnene som gave. De spurgte, om det var den sidste dag, og blev ved min side, mens de fortsatte med at tale med mig. Jeg ville også gerne bevare minderne om dem, så jeg tog billeder og videoer. På det tidspunkt sagde et barn ved navn Tear: »De sidste tre dage har jeg nydt at være sammen med dig, Eun-hye.« Det gjorde mig meget glad at høre, at børnene havde nydt tiden sammen med mig – at jeg havde fået dem til at smile. Jeg gav nogle få børn løfter: 10-årige Ratchana, hvis drøm er at blive læge, og 6-årige Molika, som gerne vil være politibetjent. Jeg lovede at nå mine mål og møde dem i Korea. Hvis jeg har stor indflydelse på dem, bliver dette løfte måske også en vigtig mulighed og inspiration for dem. Og jeg tror på, at jeg helt sikkert vil kunne møde børnene igen.
Da vi skulle skilles, løb alle børnene ind i mine arme og krammede mig. De krammede mig, løb så hjem og kom tilbage for at kramme mig igen, og sådan tog vi afsked flere gange. Jeg blev ked af, hvor køligt de tilsyneladende tog afskeden, selvom de var så unge, og tænkte, at de måtte være vant til at sige farvel. Men når jeg så, hvordan de blev ved med at komme tilbage og kramme mig, kunne jeg mærke, at de trods alt stadig var børn. Da et barn, som normalt løb væk, når jeg nærmede mig, kyssede mig på kinden og løb væk, blev jeg endnu mere overbevist om, at børnene ville blive ved med at huske mig. Jeg ville ikke sige farvel; det var trist og skuffende, at jeg måske ikke ville se dem igen. Men fordi jeg vidste, at børnene ikke ville lade sig kue eller miste modet, selvom deres forældre forlod dem, og at de modigt ville forfølge deres drømme, kunne jeg tage afsked uden at vise mine tårer.
©Korea gapyear
Gennem frivilligt arbejde i mit gap year lagde jeg midlertidigt byrderne fra studier, universitet og karriere til side og brugte tiden på at finde en drøm i stedet for en karrierevej. I semesteret er jeg en studerende, der indretter sig efter eksamenerne og CSAT, den sydkoreanske adgangsprøve til universitetet. Når jeg studerer på den måde, føler jeg mig ofte rådvild, når eksamenerne nærmer sig, eller når resultaterne kommer. Hvorfor studerer jeg? Hvad er min egentlige drøm? Hvilken skole og hvilket fag vil jeg læse? Hvad skal jeg gøre nu for at nå dertil? Men de »drømme«, jeg bekymrede mig om dengang, var aldrig rigtige drømme; de var bare karriereplaner. Gennem frivilligt arbejde i mit gap year fandt jeg ud af, hvorfor jeg studerer.
Jeg tror, at jeg kom tættere på de cambodjanske børn og knyttede bånd til dem, ikke kun fordi vi åbnede vores hjerter for hinanden, og fordi musikken var et bindeled, men først og fremmest fordi jeg kunne tale med børnene på engelsk, og fordi vi havde børnesange som fælles interesse.Jeg vil gerne føle, at jeg deler kærlighed med mange mennesker i verden, og at jeg er knyttet til dem. Derfor vil jeg lære sprog, så jeg kan tale med dem, og studere flittigt, så jeg kan komme tæt på dem gennem fælles interesser. Jeg håber også, at andre kan bruge frivilligt arbejde i et gap year til at finde deres drømme og deres grunde til at gøre tingene.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
