Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
Kvinde i 30'erne, voksen.Jeg er blevet.
Jeg er blevet en kvinde i 30'erne — noget, jeg som ung troede aldrig ville ske ... (Tillykke!!) Jeg elsker min nuværende alder. Jeg er ikke så bekymret, som jeg var i 20'erne, jeg kender mig selv lidt bedre, og jeg er stadig i en alder med mange muligheder. Men ligesom alle andre kan de forventninger, samfundet stiller til kvinder på dette tidspunkt i livet, føles tungere og mere belastende end forventet.
Nogen synes måske, at mine bekymringer er ligegyldige, men vi ved, hvor desperat vigtige de bekymringer er for den, der oplever dem. Så helt bevidst, som kvinde i 30'erne, 'Kvinders bekymringer, der hjemsøger dem hele livet'vil jeg tale om det.
* Af praktiske grunde opdeler denne artikel køn i mænd og kvinder. Hvis du har et andet køn, bedes du læse artiklen med dette in mente. |
1. Bekymringer, der føles mere alvorlige, fordi man er kvinde: relationer
* Her omfatter »relationer« alt fra romantiske forhold og venskaber til familie.
Kvinder er ganske vist ofte mere følsomme over for relationer. Ud fra et evolutionært perspektiv mener mange forskere,generelt, at kvinder er mere »relationsorienterede'De siger, at det stammer fra forestillingen om, at mænd siden urtiden har jaget dyr eller fisk ved hjælp af deres overlegne rumlige orienteringsevne, mens kvinder har samlet frugter og afgrøder ved hjælp af deres hukommelse. Indsamling krævede, at man opbyggede fællesskaber og delte idéer og information, så kvinder udviklede uundgåeligt evnen og følsomheden til at skabe og vedligeholde relationer. Måske er det derfor, at kvinders bekymringer om relationer ofte føles vedholdende og detaljerede.
Det, en kvinde anser for vigtigst i en »relation«, er »at være forbundet med hinandeni tilstrækkelig grad, og hvor tilfredse de føler sig'Det er derfor. Så selv hvis en veninde fortvivlet beklager sig over sin kærestes fejl, kan den person, hun dagen før svor på var en kæmpe idiot, blive hendes store kærlighed igen, når hun dagen efter har udvekslet masser af kærlighed med ham. Så selvom det ikke altid er logisk, får en kvinde styrke og håb til at fortsætte forholdet og komme videre, hvis hun føler sig tilfreds i relationen.
Så,Vis empati i stedet for at prøve at løse problemetDerfor virker det gamle råd stadig.
Det er virkelig vigtigt at skabe sunde relationer. Vi bruger det meste af livet på at møde nogen, gøre ting sammen og nogle gange gå hver til sit. Menproblemet opstår,når man forsøger at bekræfte sit eget værd alt for meget gennem relationer.For eksempel når du hele tiden spørger andre, hvem du er, og kun føler lettelse, når de anerkender dig. Når det sker, begår du alt for mange fejl, før du får undersøgt dit indre ordentligt eller set situationen objektivt.
at være alt for optaget af andre,
at bebrejde dig selv for skævhederne i relationen,
at investere så meget i relationer, at det overvælder dig,
at være alt for mistænksom,
at blive alt for utålmodig i relationer,
ikke at kunne give slip på en usund relation,
at blive besat af én person eller én relation ...
Faktisk er det største offer for disse fejl »mit hjerte«, og det er derfor, det er et problem. Når depression, angst, frustration, tristhed og smerte rammer på én gang, smuldrer mit hjerte som en småkage. Vi oplever det især i begyndelsen af 20'erne, fordi vi på det tidspunkt er klodsede til at skabe og vedligeholde relationer og endnu ikke har fundet ud af, hvad vi ønsker af dem. Gennem disse fiaskoer burde vi lytte mere til den, vi er, men når jeg ser ældre veninder eller venner, som efter at være blevet så dybt såret af de fiaskoer lukker deres hjerter helt efter 20'erne, fordi de ikke vil såres igen, kan jeg forstå følelsen, og nogle gange gør det mig trist. Selvfølgelig er det deres liv, så det respekterer jeg, men som en, der har en tendens til at blande sig,det potentiale, vi har for at blive rigere gennem relationerføler jeg, at de lukker lidt af for ...
Men der er én ting, vi må tage fat på: Er en god relation nu nødvendigvis god hele livet? Omvendt, vil en dårlig relation nu forblive dårlig for altid? Nej til begge dele. Absolut ikke!! Uanset om du foretrækker en lille omgangskreds eller en større,er det i sidste ende en livslang opgave at skabe sunde relationerOg relationer er ikke kun én slags; de findes i mange former, og selv de ændrer sig fra tid til anden.
Så det løser ikke problemet at lukke sit hjerte, og det løser heller ikke alt at holde godt fast i nogen og sige: »Lad være med at ændre dig.« I stedet skal man være endnu mere beslutsom ...Det, jeg bør tænke over i mine relationerDet er.
'Hvilken slags relation ønsker jeg?'
'Hvilken slags relation giver både mig og den anden mulighed for at vokse?'
'Hvordan skaber jeg en relation, hvor jeg kan være glad, som jeg er?'
'Hvad gør mig utilpas ...'
IsærHvis du føler, at du er ved at blive for knyttet til en relation, bør du sætte den på pause et stykke tid og betragte den på afstand.Uanset om det sker ved fysisk afstand, ved at blive mentalt uafhængige eller på andre måder. Der var endda et tilfælde, hvor en yngre person, der havde et dårligt forhold til sine forældre, forbedrede forholdet ved blot at tage til udlandet i tre måneder for at studere sprog og holde et sabbatår. I den periode kunne vedkommende tænke mere objektivt over, hvad der var galt, og hvad vedkommende håbede på i forholdet, og i løbet af den tid blev både den yngre person og forældrene uafhængige af hinanden.
Der er så mange forskellige tilfælde, at selv en hel nat ikke ville være nok til at give grundig rådgivning om problemer i relationer.
Så for at opsummere hovedpunkterne:Husk at undersøge dine relationers »retning«Det var det!
Mennesker er lykkeligst, når deres relationer er tilfredsstillende. Det betyder altså, at vi bør være taknemmelige for de dyrebare mennesker, vi har omkring os nu, skabe forskellige slags relationer og tænke grundigt over, hvordan vi opbygger sunde relationer.
2. En uundgåelig bekymring ved at være kvinde: aldring
Jeg holdt op med at læse, fordi jeg følte, at jeg ikke kunne få vejret. (Jeg tog denne følelse med, fordi jeg ikke kunne være den eneste, der oplevede den, haha.) Heldigvis er der ingen omkring mig, der ville kalde mig en gammel pebermø, og mine forældre siger stadig, at kvinder går glip af noget ved at gifte sig, og at jeg bør gifte mig sent. Så denne stress, som slet ikke burde eksistere i verden ... gjorde mig pludselig deprimeret, mens jeg skrev.
PersonligtFor kvinder begynder alle bekymringer om aldring med »Menstruation (menstruationsblødning)Jeg tror, de begynder med den.Det gør de. For alle bekymringerne hænger tæt sammen med livmoderens rolle.
Da jeg fik menstruation for første gang, tænkte jeg: »Åh, for helvede. Hvordan skal jeg overhovedet tale om det her?« I dag har folks bevidsthed ændret sig meget (det burde den også!!), men da jeg var ung, føltes det at få bryster og menstruation mindre som en velsignelse og mere som en femininitet, der skulle skjules, og som var skamfuld, hvis den blev afsløret. Jeg spekulerede på, om jeg ville vokse op og blive en bramfri voksen kvinde, indtil jeg kunne sige ordet »sex« uden at blinke.
Når man så når en alder, hvor man kan tale åbent om sin femininitet, opdager man, at der er så mange problemer forbundet med livmoderen: forsinket menstruation, kraftige menstruationssmerter, prævention, for kraftig eller for sparsom blødning, infertilitet og endda graviditet ... Nu er man nået til en alder, hvor man må tage livmoderens sundhed alvorligt. På dette tidspunkt bliver den skarpe kontrast, som medierne og fordommene skaber mellem unge, smukke kvinder (der kan »producere« børn) og ældre kvinder, der ikke kan få børn ... til sidst bliver presset omkring ægteskab og graviditet på grund af alder til en »social rolle som kvindedet indgyder frygten for, at denne »sociale rolle som kvinde« måske får en ende.
Når man bliver ældre, begynder man så at bekymre sig for, at menstruationen holder op. Det såkaldte Da jeg var i den fødedygtige alder, ønskede jeg, at min månedlige menstruation hurtigt ville holde op, menovergangsalderen (menstruationens fuldstændige ophør*)Når den nærmer sig, venter jeg ængsteligt hver måned og spekulerer på, om menstruationen virkelig vil holde op.Jeg har ofte hørt folk omkring mig fortælle om deres mødres overgangsdepression, og derfor har jeg også på forhånd bekymret mig om min mors overgangsalder.
*I dag kaldes overgangsalderen nogle gange for menstruationens fuldendelse (menstruationens ophør). Det kan ses som et forsøg på at ændre opfattelsen, så overgangsalderen bliver mødt mere positivt.
Overgangsalderen (menstruationens fuldendelse) er for kvinder en erfaring med »døden«. Hvis kvinder før frygtede, at deres sociale roller ville blive afbrudt, bliver overgangsalderen en biologisk »bekræftelse« på, at de ikke længere betragtes som kvinder. Hvor pinefuldt må det ikke være at skulle acceptere, mens man stadig lever, at kroppen er ved at dø? I Park Beom-shins roman Eun-gyo skildres en mands komplekse følelser, når han ikke kan få rejsning. I det afsnit mærkede jeg frygten og ensomheden hos kvinder i overgangsalderen (menstruationens fuldendelse). En kvinde holder selvfølgelig ikke op med at være kvinde, blot fordi hun er kommet i overgangsalderen. Det er snarere sådan, at en kropsfunktion forsvinder i overensstemmelse med naturens orden, og efter at have grinet og grædt sammen med menstruationen i omkring tredive år er det svært at give slip på den i fred, sådan som man måske kunne ønske.
Så hvis jeg må ønske mig én ting,
håber jeg, at samfundet ikke blot ser kvinders reaktioner som »pebermøhysteri«, der skyldes misundelse på ungdom og skønhed, men som en instinktiv afvisning af at acceptere døden,og at det vil acceptere dem lidt mere filosofisk.
Og
vi, der har kvindekroppe,må på forhånd tænke over liv og død,og
bortset fra kvinders biologiske funktioner,må vi indse, hvor vigtigt det er at finde et smukt og autentisk jeg.
At vide, hvor smukt netop dette øjeblik er, og hvor glædeligt det er at være sig selv, er noget, vi kan begynde på allerede nu. Så vent ikke – begynd at finde dit sande jeg nu.
3. Dagens kvindespørgsmål: kønsdiskrimination
I 1960'erne blæste en frihedens vind hen over Europa. Denne bølge af forandring, der blev kaldt »68-bevægelsen«, var en bevægelse blandt europæiske unge, som gjorde oprør mod den gamle orden. Gennem den fik minoriteter, der tidligere ikke kunne komme til orde – kvinder, homoseksuelle og mennesker med handicap – mulighed for at blive en del af samfundet. »68-bevægelsen« bliver måske i Europa afskrevet som noget, der skete for over halvtreds år siden, men når man ser, at minoriteters rettigheder for kvinder, homoseksuelle og mennesker med handicap stadig bliver diskuteret i vores samfund, virker det, som om »68-bevægelsen« først lige er begyndt i Korea.
Hvis du spørger, hvorfor jeg nævner det her,vil jeg gerne tale om kønsdiskrimination,men det er et så svært emne, at jeg har svært ved at tale om det.
For at begynde med min egen historie ... Jegvoksede op med at høreat alle har lige muligheder.Det var, hvad lærere og voksne fortalte mig, mens jeg voksede op.Så jeg troede, at jeg ville blive anerkendt, hvis jeg arbejdede hårdt. Menda jeg kom ud i samfundet, var mulighederne ikke så retfærdige, som jeg havde troet.
Jeg arbejdede engang på en offentlig institution. Stedet, jeg arbejdede, var stort og veletableret, så ligesom andre steder var 97 % af direktørerne og lederne over afdelingschefniveau mænd. (Det var allerede for fem år siden ... mon det er blevet bedre nu?) Alligevel var der ganske mange kvinder blandt medarbejderne på afdelingschefniveau og derunder, så jeg syntes, det var en forholdsvis kvindevenlig organisation. Men fordi jeg var den yngste kvinde dér, skulle jeg løbe ærinder, som mine mandlige kolleger ikke gjorde – lave kaffe, tage kopier, tage imod gæster, skænke drikkevarer ved firmafester og så videre. Selv dengang vidste jeg ikke engang, at det var former for kønsdiskrimination.
Engang sladrede en mandlig medarbejder om en kvindelig chef, han ikke kunne lide. Det chokerende var, at han blandede grove seksuelt krænkende bemærkninger ind i det, og at den person, der blev talt om, hørte det. På det tidspunkt var stemningen blandt virksomhedens ledende personer (mere præcist dem med tydeligere autoritet og ansvar på lederniveau og derover) sådan:'Det er i orden, at en mand kommer med seksuelt 'svinende' bemærkninger om nogen, men man må ikke fornærme sin chef!'Det var reaktionen. Selvom chefens tårer skyldtes seksuel skam mere end det at blive fornærmet. Det var første gang, jeg følte, at den verden, jeg levede i, var meget mærkelig. Og denne mærkelige oplevelse blev virkelig for mig, da en mandlig afdelingschef en dag sagdeom en kvindelig medarbejder, der ønskede orlov på grund af graviditet: 'Hun tager orlov, og fordi virksomheden har så travlt, kan vi ikke engang erstatte hende med en anden.' Han kaldte den kvindelige medarbejder egoistisk.
Åh, uanset hvor godt jeg arbejder, bliver jeg i det øjeblik, jeg bliver gravid, en forræder mod virksomheden ...
Ifølge den leders logik bør man enten sige sit job op for at få en lykkelig familie eller undlade at få børn for karrierens skyld. Helt ærligt (suk), det gør mig helt ked af det, at man som kvinde kun må vælge mellem en lykkelig familie og en succesfuld karriere. Mænd bliver ikke tvunget til kun at vælge mellem en lykkelig familie og en succesfuld karriere!!
I disse dage bliver der lagt masser af sensationelle artikler om sexisme og seksuel chikane op ... Min oplevelse ville nok blive betragtet som et helt almindeligt(?) tilfælde af sexisme. Det, der bekymrer mig, er, at utallige hændelser, som ikke blev genkendt som sexisme, måske er gået ubemærket hen, og at jeg måske heller ikke lægger mærke til dem fremover.
Men det gode er, at tingene tydeligvis langsomt bliver bedre. At spørgsmål om kvindehad og sexisme bliver taget op på sensationel vis, er et tegn på, at vi befinder os i en overgangsperiode. Såhvordan vi lever vores liv nuafgør, hvordan vores liv vil se ud om 10 eller 20 år.Det vil sige, at vi må huske, at vores liv lige nu er virkelig, virkelig vigtige.
Så hvis der er én ting, jeg virkelig gerne vil sige til alle kvinder, mig selv inklusive ...
Giv ikke op på at leve frit som kvinde.
Bliv ikke træt.
Bliv ved med at gå fremad.
Selvom det er svært, så rejs dig igen.
Lad os i højere grad tro på, at morgendagen bliver lysere. 1990'erne var faktisk bedre end 1970'erne, og er i dag ikke bedre end 1990'erne? Hvis vi nyder livet i dag ved at bygge videre på vores forgængeres arv, vil vores indsats gøre det muligt for vores døtre og den næste generation at leve liv, de kan være stolte af som kvinder.
'Der findes ikke ét rigtigt svar på livet~ Den måde, du lever på lige nu, er det rigtige svar~'
Det var det, min mor altid sagde til mig, når jeg klagede over, at livet var hårdt. Fordi den, jeg er i dag, er resultatet af mine egne grundige overvejelser og refleksioner, og fordi det er den bedste måde for mig at leve på, mente hun, at jeg skulle acceptere mig selv med glæde. Selvfølgelig indeholder det nok også rådet om at respektere og opmuntre andre til at leve deres liv, i samme grad.
Så til alle, der læser detteJeg håber, at du ikke bliver alt for bange, tøver eller vakler, når du står over for bekymringer, men stoler på dine egne valg og elsker dig selv.Det var mit afsluttende budskab!
Af redaktør Orangju
|
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
