Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
Kender du dig selv godt? Har du øjeblikke, hvor du bare elsker noget og fokuserer på det, du gerne vil?Ville det ikke være meget beklageligt at blive gammel uden at kende sig selv og uden nogensinde at prøve det, man virkelig gerne vil? -Fandt et job gennem et sabbatår. / Kim Hee-jung, medlem af sabbatårsfællesskabet (gapper) |
Sabbatårsgapper nr. 64Kim Hee-jung
Fandt et job gennem et sabbatår.
# Jeg levede et almindeligt liv med den samme rutine igen og igen.
På mit andet år på universitetet – min mest ubekymrede og lykkeligste tid – søgte jeg tilfældigvis om at blive studenterambassadør og deltog i en samtale. Under udvælgelsesprocessen opdagede jeg noget chokerende.At jeg ikke rigtig kendte mig selv.
Jeg havde tydeligvis elsket bøger og film, lige siden jeg var barn. Når jeg så rejseprogrammer og relaterede dokumentarer, drømte jeg naturligvis om at skabe min egen historie i stedet for en andens.
Men konfronteret med mine forældres modstand, familiens begrænsninger, studierne og andre realiteter levede jeg et almindeligt liv ligesom alle andre, med den samme rutine igen og igen.
På grund af den samtale spurgte jeg mig selv, om jeg nogensinde virkelig havde fokuseret på mine drømme udelukkende for min egen skyld, og derfor...tog jeg orlov fra studiet og begyndte på et sabbatår for at forfølge mine drømme.Jeg vil dele min begivenhedsrige historie, som nogle måske synes er kort, mens andre synes, den er lang.
# Inden jeg begyndte på mit sabbatår, gav jeg mig selv nogle løfter.
For det første: Planlægge alt udelukkende for min egen skyld med fokus på mine egne behov,
For det andet: Begynde og afslutte det alene,
For det tredje: Selv betale alle udgifter,
For det fjerde: Under sabbatåret prioritere tryghed frem for risici; ikke være den koreanske Kim Hee-jung, der kun tænker og ikke handler, men den globale Kim Hee-jung, der omsætter enhver drøm til handling,
For det femte: Skrive dagbog hver dag!
Målet med mit sabbatår var at vække det jeg, som hverdagen havde gemt væk, og give mig selv tid til at udfolde mit potentiale!
Efter at have fastlagt mine rejsemål og mine egne løfter arbejdede jeg deltid på et engelskakademi og en café for at spare penge op. Da jeg valgte arbejde, fokuserede jeg på effektivitet og på de områder, jeg gerne ville lære om. På engelskakademiet kunne jeg studere engelsk, mens jeg arbejdede; lønnen var god i forhold til arbejdstiden, og som studerende inden for socialt arbejde ville det være en værdifuld erfaring at være sammen med børn, så det blev mit førstevalg.
Jeg valgte jobbet på caféen, ganske enkelt fordi jeg gerne ville lære om kaffe. Det var fysisk trættende at have to job, men fordi jeg havde valgt arbejde, jeg selv havde lyst til, gjorde det mig glad, og jeg kunne arbejde med tanken om, at mit sabbatår kom et skridt nærmere!
# Hvis bekymringer kunne forsvinde af at bekymre sig, ville der slet ikke være nogen bekymringer.
Ironisk nok var de ting, jeg frygtede, mens jeg forberedte mig på mit sabbatår, »flyvemaskiner« og »internationale forhold«. Det var meget realistiske, men nytteløse bekymringer: flystyrt, terrorisme, mindre problemer som mistet bagage på lavprisflyselskaber og den konstant skiftende internationale situation.
Men ligesom al anden frygt handlede det om bekymringer for ting, der endnu ikke var sket, og bekymringer ville ikke ændre noget. Så jeg tænkte på udtrykket »Hvis bekymringer kunne forsvinde af at bekymre sig, ville der slet ikke være nogen bekymringer« og brugte det som selvhypnose.
Når bange tanker dukkede op, sagde jeg til mig selv, at jeg skulle lade dem passere i stedet for at lade dem stoppe mig, gøre mig bange og holde mig fastlåst.Efter at have øvet mig et par gange kunne jeg overvinde de bange tanker uden besvær, selv når de pludselig dukkede op.
Forhindringen var mine forældres modstand. At en kvinde skulle rejse alene til udlandet, og ovenikøbet i lang tid,var svært for mine forældre at acceptere.
Så jeg brugte to metoder. Først deltog jeg i projektet »Korea Gap Year« og forberedte en præsentation. Jeg fandt tilfældigvis et praktikprojekt for et sabbatår i Grækenland – det sted, jeg gerne ville hen – inden for ældreomsorg, som jeg havde interesseret mig for, og søgte om plads.
På en eller anden måde bestod jeg den engelsksprogede skriftlige ansøgning og samtalen og blev optaget i praktikforløbet. Derefter begyndte jeg at samle argumenter for rejsen. Gennem en måneds praktik ville jeg opleve at bo i udlandet frem for blot at rejse og se, hvordan det udenlandske system fungerede inden for samme branche, og mens jeg var der, ville jeg tilføje endnu en måned til at rejse rundt i Europa.
Da jeg havde samlet disse argumenter, forklarede jeg tydeligt mine forældre, hvordan jeg ville gennemføre praktikken og rejsen, og hvilke virkninger og forventede fordele det ville have for mig. Da jeg fremlagde det på den måde, gav mine forældre mig lov til at tage på sabbatår uden indvendinger.
Jeg skrev en vejledning om, hvordan jeg ville håndtere ulykker, og viste den til dem. Jeg samlede også de lande, regioner, kultursteder og seværdigheder, jeg ville besøge, i et dokument, som jeg viste dem. Og til sidstlykkedes det mig at overvinde mine forældres bekymringer ved at vise min beslutsomhed om at få vidunderlige oplevelser i livet for min egen skyld.
Jeg synes, at det giver det samme indhold større troværdighed at fremlægge det pænt i dokumenter i stedet for bare at sige det!
Jeg levede et almindeligt liv, hvor den samme rutine gentog sig.
Lykkelig episode 1
I Miami, som var det sidste stop på min rejse i USA, løb jeg tør for penge og stod i den situation, at jeg måtte sove på gaden de sidste tre dage. Midt i denne meget uoverskuelige situation overvejede jeg, om jeg skulle gå ind på en tilfældig restaurant og i det mindste tage opvasken, eller virkelig bede mine forældre om at låne mig penge. Jeg satte mig på stranden og begyndte at tænke: »Hvilke evner har jeg her, som kan hjælpe mig med at klare mig?«
Miami Beach er et af verdens førende feriesteder. Det levede op til sit ry, og mange mennesker slappede af på stranden i forskellige grupper. Med verdens bedste strand som baggrund havde alle kameraer fremme for at tage billeder, og man så ofte folk bede fremmede om at tage billeder af dem sammen med deres ledsagere.
Men mange udlændinges fotografiske sans var tydeligt mangelfuld. De kunne ikke engang få proportionerne eller kompositionen til at passe – for slet ikke at tale om at holde kameraet lige – og de trykkede kun én gang på udløseren, før de gav kameraet tilbage. Resultatet var mange skuffede ansigter. Så...besluttede jeg at bruge mine »fotografiske evner«.
Jeg tog spontant et billede af min notesbog...
»JEG TAGER ET BILLEDE AF DIG FOR 2 DOLLAR!!
Jeg skrev det og satte mig uvirksomt på stranden. Folk gik bare forbi med et smil, og nogle spurgte skeptisk: »Hvordan? Dig?« Jeg tænkte så...»Ah, det her er ikke en idé, der slet ikke kan fungere.«
Så satte jeg selvudløseren og tog nogle billeder af mig selv i forskellige kompositioner og positurer. Jeg printede dem med min bærbare fotoprinter, satte billederne på og ændrede teksten.
»JEG TAGER DIT LIVS BEDSTE BILLEDE FOR KUN 2 DOLLAR!
Det var en sætning, der lovede at tage det bedste billede i nogens liv. Og hvad så? Jeg ramte plet. Jeg var stolt, fordi jeg havde givet disse fremmede glæden ved og mindet om et fotografi. Selvfølgelig fik jeg mere end mit mål, og jeg fik kaffe, brød og frakker som gaver samt varme ord og smil som drikkepenge.
Så jeg vendte tilbage til det samme sted næste dag og endda på den sidste dag og afholdt arrangementet gratis. Denne historie blev et universalmiddel, der hjælper mig med at overvinde svære tider og lavt selvværd.
Mindeværdig episode 1
Jeg havde faktisk været igennem forskellige praktikophold og fritidsaktiviteter, så jeg blev meget overrasket over, hvordan praktikopholdet som psykologassistent i Grækenland foregik. I modsætning til praktikophold i Korea, hvor man kræver en masse papirer og giver praktikanterne en masse arbejde, gik det græske praktikophold mest ud på at observere og kun hjælpe til, når der virkelig var brug for det.
Efter en dag eller to tænkte jeg: »Jeg er ikke kommet hele vejen til Grækenland for bare at bruge min tid sådan her.« Så selvom ingen bad mig om det, lavede jeg min egen praktikdagbog og mine egne KPI'er og satte daglige og ugentlige mål og målepunkter.
For eksempel at lære navnene på tre ældre klienter udenad om dagen eller give klienterne fem highfives eller have fysisk kontakt med dem hver dag. Ingen bad mig om det, men jeg noterede mine oplevelser og gjorde dem mere meningsfulde på min egen måde.
Denne indsats blev lagt mærke til og skabte stor tillid hos klienterne og institutionen. Med tiden blev jeg en ledsager snarere end blot en praktikant. Projektet så ud til at give forskellige udbytter, alt efter hvor proaktivt den enkelte engagerede sig.
Selv efter praktikopholdet var slut, bragte dokumenterne minderne tydeligt tilbage, når jeg så dem igennem, og indfangede detaljer, jeg ellers kunne have glemt. De blev dermed et værdifuldt aktiv for mig.
Mindeværdig episode 2
Det var, da jeg tog på en frivilligrejsе til Filippinerne.Det er ikke nogen storslået historie, men jeg var frivillig og underviste børn på en folkeskole i Filippinerne. Når jeg underviser i Korea, taler vi samme sprog, så vi kan kommunikere uden nødvendigvis at se hinanden i øjnene.
Men her skal man møde hinandens blik helt og fuldt og fokusere på håndbevægelser, fodbevægelser, ansigtsudtryk, intonation – alt. Følelsen, når sådan en samtale slutter, og man forstår meningen ... det fik mig til at tænke meget.Jeg oplevede ægte »kommunikation« i Filippinerne, hvor vi ikke kunne tale samme sprog.
Livet er blevet mere bekvemt, men i dagens samfund, hvor afstanden og dybden i vores relationer er blevet mindre, hvor let er ordene så blevet? Rejsen til Filippinerne gav mig endnu en regel for mine rejser!
Brug ikke roaming eller et lokalt SIM-kort! Jeg stolede udelukkende på wi-fi og brugte det på mit overnatningssted eller på restauranter til at finde information og foretage reservationer. I den tid iagttog jeg flere mennesker, delte øjeblikke med dem og kunne fokusere på øjnene hos dem, der var ved siden af mig.
Svær episode 1
På en rejse til Italien gik et hjul på min håndbagagekuffert i stykker, så jeg tog til et stormagasin i Milano for at købe en ny. Jeg tog den ødelagte kuffert med ud, fordi jeg tænkte, at nogen måske ville finde den og tage den i brug, hvis jeg stillede den ved en lygtepæl eller i et hjørne, sådan som det ofte sker i mit hjemland.
Der var et helt passende sted i et hjørne af stormagasinet, så jeg efterlod den dér og gik glad på indkøb. Efter omkring en time var synet foran mig virkelig forvirrende: En menneskemængde, der må have talt flere hundrede, og politibetjente i bombeteknikerveste, som holdt folk på afstand ... Først spekulerede jeg på, om der havde været et skyderi.
Mens jeg spejdede efter en måde hurtigt at komme væk på, så jeg min efterladte kuffert stå alene bag politiafspærringen. Ja, min ødelagte kuffert var blevet forvekslet med en mulig terrorbombe.
Jeg risikerede at blive forvekslet med en terrorist. Koldsveden løb ned ad ryggen på mig, mens tankerne væltede frem – at én fejl på mit sabbatår kunne betyde, at jeg døde alene i udlandet, blev meldt savnet internationalt, og alle mulige andre scenarier. Men jeg gik hen til en politibetjent, forklarede situationen og åbnede endda kufferten for at vise, at der ikke var noget i den. Så fik jeg det hele løst.
Denne episode lærte mig, at man, når man rejser til andre lande, bør sætte sig ind i de kulturelle forskelle og i, hvordan folk lever dér.
Svær episode 2
Jeg vil fortælle om min seneste rejse i sabbatåret til Spanien. Da jeg ankom til Spanien, havde jeg bestilt en billig flybillet, og jeg ankom om aftenen. Jeg tog en bus fra lufthavnen til Plaça de Catalunya og gik derefter gennem Barcelonas mørke gader med min kuffert og en skuldertaske, mens jeg spurgte folk til råds og ledte efter det vandrerhjem, jeg havde reserveret.
En person fortalte mig, at der var kommet noget på min frakke og kuffert. Jeg var frustreret over, hvor dårligt spanierne talte engelsk, så denne person, der talte engelsk, virkede som en hjælper sendt fra himlen. Jeg viste vedkommende mit kort og spurgte om vej.
Inden personen viste vej, foreslog vedkommende, at jeg først børstede det, der var kommet på min frakke, af. Med paraderne nede satte jeg min skuldertaske på jorden og begyndte at tage frakken af. I samme øjeblik, som jeg satte tasken fra mig, kom to kraftige mænd bagfra og greb den.
Chokeret fulgte jeg efter dem og lod min kuffert stå. Jeg forfulgte dem i to gader, men de forsvandt ud af syne. Jeg mistede alt: euro, jeg havde vekslet for 2.000.000 won, en telefon, der var under en måned gammel, mit spejlreflekskamera, min dagbog, mit pas – alt. Det skete mindre end en time efter, at jeg var ankommet til byen, og det blev en smertefuld lærestreg for en som mig, der var blevet overmodig efter mange rejser.
Gennem disse episoder mærkede jeg en indre styrke.
Som I har set ud fra nogle af mine episoder, har jeg en tendens til at opleve én betydningsfuld episode i hvert land. Hvorfor? Jeg tror, det er, fordi jeg handler på mine tanker og prøver ting af i stedet for at stå stille.På den måde lærte jeg mig selv bedre at kende end nogen anden og mærkede min indre styrke, efterhånden som jeg gennemlevede en række episoder.
Når jeg tænker efter, har jeg haft selvtillid, siden jeg var ung.Denne rejse gav mig ikke selvtillid; den fik mig til at indse, at jeg allerede havde selvtillid.
Desuden prøver jeg gennem mit sabbatår at se selv en enkelt ting fra forskellige perspektiver, og selv efter at en simpel opgave er udført ...udviklede jeg en vane med at tænke over det, jeg havde indset.
Jeg tror, at min ansøgning indeholdt nogle lidt mere friske og spændende episoder.
I løbet af mit sabbatår fik jeg mere unikke og alsidige oplevelser end nogen anden.Blandt de ensformige ansøgere så min ansøgning ud til at indeholde nogle lidt friskere og mere engagerende episoder.
Når jeg satte disse forskellige episoder i relation til stillingen, stillede interviewerene ofte et ekstra spørgsmål.
Jeg beskrev også, hvordan jeg fik masser af inspiration og energi fra mit sabbatår, og understregede, hvordan inspirationen udviklede sig til idéer, der var relevante for stillingen, og hvordan energien påvirkede mig bagefter.
Min ansøgning så ud til at indeholde nogle lidt friskere og mere engagerende episoder.
Sådan fik jeg arbejde hos Hyundai Motor Chung Mong-Koo Foundation. Jeg interesserer mig for virksomheders samfundsansvar og arbejder ud fra Dangun-ordene »Gør verden til gavn for menneskeheden« for at hjælpe så mange mennesker som muligt.
Nu, hvor jeg ikke kan rejse frit, tager jeg til udstillinger, film, messer og forestillinger for at få forskellige oplevelser. Som altid skriver jeg alle de idéer ned, der falder mig ind – idéer inspireret af bøger, aviser eller film – og fylder en væg på mit værelse med dem.
Med udgangspunkt i disse idéer og praktiske erfaringer forfølger jeg min drøm om at drive en virksomhed, der centrerer sig om et alsidigt kulturprogram, som giver alle børn adgang til kultur, uddannelse og oplevelser i et sabbatår.
Tag et sabbatår, hvor du kan blive den frieste og smukkeste udgave af dig selv.
I løbet af mine 26 leveår har jeg haft en hel del sabbatårsoplevelser. Overordnet set har det været frivilligt arbejde i udlandet, rejser i udlandet, praktikophold i udlandet og rejser i hjemlandet. Det hele begyndte, da jeg var universitetsstuderende.
Frivilligt arbejde i Filippinerne, min første rejse til USA og en rundrejse i Europa i forbindelse med et praktikophold i Grækenland – selv efter at jeg vendte tilbage til hverdagen og fik et job, sparede jeg hver måned op til mine egne sabbatår og tog af sted, når tiden tillod det.
Selv efter at jeg var blevet kontoransat, brød jeg mig ikke om en selvtilfreds rutine, så jeg rejste til Spanien. Og i modsætning til mine tidligere sabbatår tog jeg et ekstra sabbatår i Paris sammen med en, jeg holder af.Uanset hvem du er,Uanset din alder er et sabbatår for din egen skyld nødvendigt!
Kender du dig selv godt? Har du øjeblikke, hvor du bare nyder og fordyber dig i det, du har lyst til?Ville det ikke være meget beklageligt at blive gammel uden at kende sig selv eller prøve det, man gerne vil?
Hvis nogen overvejer at tage et sabbatår,For det første synes jeg, at du bør finde ud af, hvad du kan lide.For en, der ikke bryder sig om at rejse, ville et sabbatår med rejser være spild af tid, penge og energi. Det er mere effektivt at finde ud af, hvad du kan lide, og planlægge dit sabbatår ud fra det!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
