Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
▶ Gå til Sohee Lees fortælling om sabbatåret, del 1 (klik)
# [Maj, gyldne helligdage] Ringer til Busans rådhus.
I maj var der en lang ferie, og fordi der var kommet erstatningsfridage, havde jeg fri fra skolen.
Det gav mig omkring to uger ekstra, og jeg besluttede mig for at tage til Busan for at besøge min mor og far.
'Hvad skal jeg finde på denne gang?'
Jeg begyndte at tænke på sjove idéer, og jeg kom i tanke om, at mit maleri tidligere havde været udstillet hos Busans bystyre. Så denne gang besluttede jeg mig for at kontakte dem, inden jeg tog af sted.
"Hej. Jeg hedder Sohee Lee, og det var mig, der malede Busan-billedet sidst. Jeg besøger Busan igen — hvis jeg maler endnu et billede af Busan, kunne I så vise det frem?"
"Det vil vi meget gerne! Kontakt os endelig, hvis du laver et maleri~! ^^"
Det var utroligt, at noget, der havde været så svært første gang, gik forholdsvis let anden gang. Jeg begyndte at drømme om, hvad jeg ellers kunne finde på.
Så var næste skridt...
(Ring ring~)
'Hej, det er Busans rådhus. Hvordan kan jeg hjælpe dig?'
'Hej. Jeg er universitetsstuderende og hedder Sohee Lee. Jeg maler rejsebilleder, og jeg ringer, fordi jeg gerne vil møde borgmesteren i Busan.'
'...En universitetsstuderende, der maler... vil du møde borgmesteren??'
'Ja! Jeg vil gerne promovere Busan på en fantastisk måde gennem mine malerier — jeg har tænkt mig at gøre dit og dat~'
'Nå... Jeg stiller dig om til sekretariatet.'
'Okay~'
.
.
.
'Det er også svært for os at arrangere et møde med borgmesteren. Jeg giver besked til marketingteamet om det, du lige har fortalt.'
Til sidst blev min dristige plan om at møde borgmesteren i Busan ikke til noget.
I stedet mødtes jeg med Busans rådhus' kommunikations- og marketingteam, og det blev til et tre uger langt samarbejde mellem Busan TokTok og Drawing Grasshopper.
Faktisk sov jeg kun 2–3 timer om dagen i to uger, mens jeg malede for at lave [Tegn Busan], og jeg tog selv rundt og fotograferede. Uanset hvor fysisk udmattet jeg var, var jeg så, så glad indeni.Selv når tiden var knap, og jeg gik rundt i Busan med et kort, badet i sved,var det syn, at jeg selv smilede, selvom jeg svedte,helt vidunderligt.
At blive oppe hele natten for at gøre noget, jeg selv havde planlagt, føltes som en meningsfuld handling, næsten som om jeg forskede for menneskeheden, og når jeg løb rundt og tog billeder, følte jeg mig lige så fri som en fisk i vandet.
Det var virkelig et taknemmeligt øjeblik at indse, at når det er en vej, jeg selv har valgt, kan jeg også være taknemmelig for de svære stunder.
# [Juni, sidste semester slutter] Blaffe på tværs af landet
Der var præcis fem regler for vores blaffertur.
- Vi skulle rejse ved at blaffe og gå
- Måltider skulle skaffes ved at hjælpe til på restauranter
- Vi skulle sove i kirker, katedraler eller på togstationer
- Når vi blaffede, skulle vi sørge for sikkerheden ved at bruge 'Facebook Live' og apps til lokationssporing
- Hvis vi havde brug for penge, skulle vi tjene dem ved at tegne som gadeartister.
Og vi regnede med, at alle ville have tabt sig, når turen var slut. For at afsløre resultatet: Bortset fra regel nummer 5 fulgte blafferturen alle planerne. Og alle tog 2 kg på. Haha.
Hvis jeg skulle vælge de to mest mindeværdige oplevelser,
er den første 'mor og far, der rejste sammen med os i otte timer'. Mens vi blaffede fra Sokcho til Gangneung, stoppede en sort bil foran os.
'Vi rejser uden nogen plan. Har I lyst til at hænge ud med os?'
Mor og far, som rejste uden en fastlagt rute, foreslog, at vi tog af sted sammen. I hele otte timer sang vi i bilen, tog på populære restauranter og besøgte turistattraktioner. Vi holder stadig kontakten, selv nu hvor blafferturen er slut.
Den anden er historien om at gå i ni timer fra Daegu til Chilgok.
På blafferturen mødte vi to personer i Daegu, som rejste rundt i landet til fods. Vi, der havde rejst ved at blaffe, ville prøve at komme frem uden at blaffe og besluttede os for at rejse sammen næste dag.
Alle begyndte at gå langs motorvejen med tunge rygsække på omkring 15 kg eller mere, og fordi det var regntid, begyndte det at regne. Vi tog store regnfrakker på og gik på række. Hver gang et køretøj passerede, sprøjtede vand op i ansigtet på os. Vi holdt os muntert fugtige og kaldte det 'motorvejståge'.
Faktisk er der så mange oplevelser fra blafferturen.
Vi luede ukrudt ved en katedral og fik et sted at overnatte, hjalp til på en restaurant og fik mad, og vi prøvede 'tegnebuskning' for at tjene penge til entréen til Seoraksan, men blev sendt væk, da vi fik at vide, at det kunne være i strid med loven.
Hvis der er én ting, jeg lærte af alle disse oplevelser, er det: 'Bare prøv.'
Da vi blaffede for første gang, og da vi første gang gik ind i en kirke for at finde et sted at overnatte, var vi alle i tvivl: 'Virker det her virkelig?' Men hver gang sagde og gjorde vi: 'Lad os bare prøve. Tro på, at det vil lykkes, og giv det et forsøg.' Til sidst fik vi skabt endnu mere interessante historier, end vi kunne have forestillet os.
Selv nu, når jeg tøver meget, tænker jeg tilbage på minderne fra blafferturen.
'Jeg gjorde jo også det dengang. Det lykkedes, da jeg prøvede. Tro på, at det vil lykkes, og giv det et forsøg!'
Den indstilling får mig – kujonen – til at komme videre.
Jeg tror, det måske er sådan en gave, et sabbatår giver os.
'Et år er en tid, der gennem oplevelser og tanker, jeg ikke har prøvet før, og de erfaringer, jeg gør mig, giver mig modet til selv at vælge den vej, der vil gøre mig lykkeligere.'
For mig synes et sabbatår at betyde netop det.
# [Juli, august] Nedturen kom endelig
Efter at blafferturen var slut, ramte en uforklarlig nedtur mig.
Jeg fortsatte med at tage små udfordringer op, som at tage alene på maletur, deltage i kalligrafikonkurrencen i Ulsan og være konferencier ved en fotoudstilling, men den uforklarlige tomhed og frygt forsvandt ikke.
Årsagen til denne nedtur blev tydelig omkring det tidspunkt, hvor mit sabbatår på et år var ved at være slut.
#'[September, oktober, november, december 2016 Tid til den sidste udfordring] Første udstilling'
To tredjedele af året var gået med målet om at 'tage en udfordring op hver måned'.
Jeg tænkte: 'Hvad skal jeg nu gøre …' og pludselig fik jeg idéen om at holde en 'udstilling'.
Fordi jeg aldrig før havde levet så målrettet og aldrig før havde konfronteret og lært på denne måde, ville jeg afslutte mit dyrebare 2016 med en 'udstilling'.
Jeg ville samle årets malerier, de omkring 370 mennesker, jeg mødte gennem 'deling af postkort ved Gyeongbokgung' det år, og min historie fra året i ét rum.
Da jeg fik idéen, ville jeg straks føre den ud i livet, men udgifterne til at holde en udstilling var problemet.
Fra den dag begyndte jeg at spare op ved at arbejde på deltid på hverdage og i weekenderne. Jeg begyndte også at samle penge ind til udstillingen ved at dele min historie på en crowdfundingplatform og forud sælge originale kunstværker.
Da jeg fik løn, købte jeg rammer; for næste måneds løn bestilte jeg personlige billedpostkort; og for lønnen måneden efter lavede jeg krus med mine malerier – og fyldte gradvist udstillingslokalet, ét element ad gangen.
Og så kom den 23. december 2016 – præcis 365 dage efter den dag, jeg malede for første gang på Jeju.
Jeg holdt min første soloudstilling.
Gennem soloudstillingen, som det tog omkring 3–4 måneder at forberede, lærte jeg meget.
Jeg fik praktisk erfaring med alt fra at fremstille plakater, bannere og skilte til udstillingen til at lave kortnyheder, hvor jeg delte min historie for den crowdfunding, jeg havde startet for at samle penge ind, og kontakte firmaer, der fremstiller reklameartikler, for at lave belønninger til alle støtterne. Jeg tænkte også over alle de relationer, jeg havde skabt i den periode, og følte en oprigtig taknemmelighed over for dem, der havde støttet alle mine udfordringer i løbet af året.
Og jeg voksede tilsvarende.Frem for alt lærte jeg gennem udstillingen, som omkring 100 gæster besøgte, at føle taknemmelighed over for mennesker og at tænke mine fremtidige handlinger igennem på ny.Jeg indså, at jeg er et bedre menneske, end jeg troede, og jeg kunne være lidt venligere mod mig selv.
Således sluttede mit sabbatår på et år.
#[Januar 2017] Nedturens tilbagekomst og en ny drøm
Efter udstillingen sluttede, ramte endnu en nedtur mig. Og jeg lærte hvorfor.
Det er som at 'løbe hårdt mod et mål, nå frem og så pludselig træde hårdt på bremsen og stoppe – den tomhed, man føler i det øjeblik' …
Når jeg kaster mig ud i noget, jeg aldrig har prøvet før, fordyber jeg mig udelukkende med indstillingen: 'Jeg vil gøre det godt.' Når udfordringen så er gennemført med succes, forsvinder opgaverne pludselig, og en let tomhed synes at skylle ind over mig.
Før jeg kendte årsagen …Jeg blev bange og følte mig presset af tanken: 'Jeg lever målrettet, så hvorfor føler jeg mig tom?' Utålmodigheden over, at jeg måtte gøre noget, gjorde det endnu sværere.
Men denne gang, fordi jeg under forberedelserne til udstillingen havde forventet, at 'der ville komme en nedtur, når udstillingen var slut …', var jeg ikke så ængstelig, som jeg ellers kunne have været.
Selvfølgelig skyldes nedture ikke altid det samme, men nu kan jeg stole på mig selv og vente, til jeg er klar til langsomt at begynde igen.
#Afslutningen på sabbatåret
Hvad er det første, vi skal gøre for at finde vores vej?
Det er at finde ud af, hvor jeg står lige nu.
For at nå frem til den destination, jeg ønsker, må jeg først vide, hvor jeg er, så jeg kan finde ud af, hvilken retning jeg skal gå i.
For mig gjorde tiden, jeg kaldte et 'sabbatår', det muligt at finde ud af, 'hvor jeg er', og 'hvilken retning jeg vil gå i'.
På vejen mod min destination vil jeg i fremtiden af og til fare vild og nogle gange sætte mig udmattet ned. Men fordi jeg ved, 'hvor jeg står', tror jeg på, at jeg kan nå frem, hvis jeg bliver ved med at gå.
Mit nye mål er at blive stewardesse og indfange hele verden i mine malerier. Derefter drømmer jeg om én efter én at skabe ting, jeg kan bruge mine malerier til.
Det kræver stort mod straks at bryde ud af hverdagen, rejse verden rundt og finde sin vej.
Men at skabe min egen vej ved at tage små udfordringer op, som jeg kan klare i hverdagen, var det 'sabbatår', der passede bedst til 'Lee So-hee'.
Hvis du gerne vil holde et sabbatår, men ikke er i en situation, hvor du straks kan forlade hverdagen, eller hvis du gerne vil finde din vej, mens du holder fast i dine rutiner, vil jeg gerne sige til dig: "Det er helt okay at gøre det på den måde! ^^"
Hold en 'sabbatårsperiode...! Jeg hepper på dig! Lad os gøre det sammen~!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
