Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
Jeg tror, det måske er sådan en gave, et sabbatår giver os. 'Et år, der gennem oplevelser og tanker, jeg ikke havde prøvet før, og den læring, jeg fik, bliver til modet til selv at vælge den vej, hvor jeg kan blive lykkeligere.' – At finde tid til mig selv i hverdagen / Lee So-hee, deltager på sabbatår |
Sabbatårs-Gapper nr. 63Lee So-hee
Sabbatårsperiode:Januar 2016 til januar 2017 (i alt 1 år)
At finde tid til mig selv i hverdagen.
# »Et sabbatår i hverdagen« er også »ikke så tosset« og »værd at prøve«.
Før jeg fortæller min historie, er der noget, jeg gerne vil sige først. ^^
Jeg forberedte mig ikke på forhånd på at begynde på et »sabbatår«. Og jeg har ikke en imponerende historie om at rejse verden rundt eller udføre frivilligt arbejde i udlandet.
Det beskedne sabbatår, jeg begyndte på midt i min hverdag med det, jeg havde, er måske ikke den slags historie, man fortæller her.
Men hvis der er nogen, som omtrent samtidig med mig står med lignende overvejelser, skrev jeg dette for at formidle, at »et sabbatår midt i hverdagen« også er »ikke så tosset« og »værd at prøve«.
Så nu vil jeg roligt fortælle jer om mit år.
# Det hele begyndte med et »foredrag«.
Det var hen mod slutningen af 2015, efter at jeg havde afsluttet mit tredje år på universitetet.
Jeg tog med en ældre studerende til »Ahopsu Talk Concert« og mødte en, der blev kaldt »den unge eventyrer Lee Dong-jin«; det var den 20. december 2015.
Dagen efter. Jeg var skuffet over, at det korte foredrag var slut, så jeg læste hans bog »Er du en udfordrer?« og fandt videoen af hans foredrag i serien »15 minutter til at ændre verden«. Han havde taget mange udfordringer op og også kæmpet med valget mellem »at få et arbejde« og »drømme«, men han følte lykke i det øjeblik, han blev helt opslugt af det, han lavede. Med beslutningen om at »arbejde med noget, jeg kan fordybe mig i« fortsatte han med at tage nye udfordringer op.
Efter at have set dette foredrag,»Lee So-hee, hvilket arbejde bliver du opslugt af?«spurgte han mig,og svaret var »at tegne«.
Og dagen efter pakkede jeg en skitsebog og en penselpen og tog af sted til Jeju-øen.
#»Jeg må tegne ...!«
På den udendørs terrasse på caféen »Bomnal« på Jeju begyndte jeg bare at tegne scenen foran mig.
Jeg tegnede en almindelig caféscene,og selv om næsen løb på grund af den kraftige Jeju-vind, var jeg helt opslugt af tegningen, og jeg elskede synet af mig selv sådan.»Jeg vil leve af at tegne« – den følelse begyndte langsomt at vokse.
#Jeg læste »Luftfarts- og turismetjenester«, som ikke havde noget med tegning at gøre, og var ved at forberede mig på at blive stewardesse.
Hvis der er én ting, jeg skal afsløre her, er det, at jeg hverken havde lært at tegne eller studeret det, og at det var helt uden forbindelse til tegningJeg læste »Luftfarts- og turismetjenester« og forberedte mig på at blive stewardesse.
Da jeg havde afsluttet mit tredje år og virkelig skulle fokusere på at få et arbejde, dukkede den passionerede tilstedeværelse, der hed »tegning«, pludselig op, og jeg begyndte at gruble dybt.
Mens jeg var fortabt i bekymringer og manglede modet til at vælge det, jeg virkelig havde lyst til, mødte jeg tilfældigvis nogle gymnasieelever på vej hjem.
»Åh ... hvis jeg var gymnasieelev nu, kunne jeg sige, at jeg ville tegne ... Jeg er misundelig ...«
Mens jeg var fortabt i de tanker, så jeg en ældre kvinde gå forbi, og pludselig gik det op for mig.
»Åh ...! Måske ser de på mig og tænker: ’Hvis jeg var 24 nu, ville jeg ikke have opgivet min drøm ...’«
I det øjeblik tænkte jeg: »Jeg vil prøve at udfordre mig selv ved at gøre det, jeg har lyst til, i bare ét år.«
#[Januar, første udfordring] Et maleri bliver vist på »Busan Metropolitan Citys« hjemmeside.
»Mit mål for 2016 var at tage mindst én udfordring op hver måned. Uanset om det lykkedes eller ej, var mit største mål at finde ting, jeg kunne gøre på egen hånd, prøve dem og lære noget.«
Jeg rejste rundt i Busan med mine forældre og forevigede oplevelserne i malerier. For sjov sagde jeg: »Jeg tager mine malerier med til Busans turistorganisation!« Efter at have sagt det tænkte jeg: »Hvorfor ikke? Bare send dem! Hvis det ikke virker, så gør det ikke, men lad os prøve!« Så jeg sendte malerierne af Busan to gange, og da jeg ikke havde fået noget klart svar, sendte jeg dem også til »Busan Metropolitan City«.
Men faktisk blev mit maleri vist til over 180.000 mennesker via Busan Metropolitan Citys officielle hjemmeside på sociale medier.
»Wow ... jeg kan ikke tro, at det virkelig kan lade sig gøre ...!«
Den dag. Jeg blev utrolig glad, men samtidig følte jeg en tomhed og tænkte: »Hvad har jeg dog lavet hele den tid?«
Hvor mange ting havde jeg ikke opgivet uden overhovedet at prøve ... Efter den dag,»Lad os tage mindst én udfordring op hver måned.«Det besluttede jeg mig for.
#[Februar, Gyeongbokgung-postkortuddeling begynder] Rejse til Thailand
Jeg havde lovet mig selv at tage mindst én udfordring op om måneden, og februar kom.
Min ven, som havde planlagt begyndelsen af 2016 sammen med mig, og jeg ville prøve noget på vores rejse til Thailand: Min ven, der er god til at danse, ville optræde med k-pop i Thailand, og jeg besluttede at forære 'postkort med malerier af Gyeongbokgung' væk.
Da en designer af hverdagshanbok hørte om vores planer, sponsorerede hun venligt hanbok til os, og vi rejste rundt i Thailand iført hanbok.
Den mest mindeværdige oplevelse var at møde en person fra London på vores overnatningssted i Ayutthaya. Da jeg præsenterede mig, gav jeg vedkommende et Gyeongbokgung-postkort i gave og viste de malerier, jeg havde lavet under rejsen i Thailand.
Det viste sig, at personen drev kunstmuseer i London og New York. Vedkommende sagde, at han eller hun virkelig kunne lide mine malerier, og spurgte, om der var et sted mellem London og New York, jeg gerne ville besøge.
Wow ... Jeg blev så overrasket og begejstret i det øjeblik, at jeg ville sige hvad som helst, men mine sprogkundskaber rakte ikke til at udtrykke mine tanker ordentligt ... Det bedste, jeg kunne gøre, var at sige, at jeg ville sende de malerier, jeg havde lavet, på e-mail.
Jeg lærte på egen krop og gennem erfaring, at muligheder kan opstå når som helst, hvis man handler, men at der ikke er meget, man kan gøre, hvis man mangler evnen til at gribe dem.
Men også denne oplevelse fandt sted, fordi jeg som 'engelskkryster' handlede med det mål at dele 'Gyeongbokgung-postkort' ud, og på den måde havnede jeg i situationen.Hvis jeg ikke havde gjort noget, ville jeg aldrig have fået at vide, om personen på værelset ved siden af mig var fra London eller arbejdede på et kunstmuseum.
#[Marts, det nye semester begynder] Semesterrejse til Jeju
Ferien sluttede, og et nyt semester begyndte. Jeg begyndte at blive bekymret. Nu, hvor jeg burde forberede mig på at komme ud på arbejdsmarkedet, ville professorerne ikke sige noget, hvis jeg pludselig sagde, at jeg ville tegne ...? Jeg bekymrede mig helt alene.
Heldigvis var det kun mig selv, der bekymrede mig. På første undervisningsdag opsøgte jeg institutlederen, og professoren sagde, at han havde set alle nyhederne på Facebook og var så glad ... Han roste mig endda og sagde: 'Det er beundringsværdigt, når en studerende går efter sin drøm og tør udfordre sig selv.'
Derefter hjalp professoren mig aktivt og foreslog endda, at jeg kunne prøve at tegne til et arrangement arrangeret af skolen.
Måske fordi Jeju var stedet, hvor jeg først begyndte at lave 'rejsetegninger'? Jeju, som jeg besøgte alene, føltes ikke fremmed; tværtimod føltes stedet varmt og imødekommende. På gæstehuset, hvor jeg boede i to nætter, deltog jeg sammen med personalet på et loppemarked på Jeju, og jeg tjente endda penge for første gang ved at skrive kalligrafi der.
Mens jeg ledte efter smukke steder på Jeju at tegne, kom jeg tilfældigvis forbi Yeomiji Botaniske Have, hvor jeg blev venner med direktøren. Direktøren præsenterede mig som 'min datters ven', viste mig rundt i haven og delte en kop kaffe med mig.
På en restaurant, jeg gik alene ind på, fordi jeg var sulten, blev jeg gode venner med ejeren og nogle lokale mødre fra Jeju. Vi tog billeder sammen og spiste, og jeg skrev min første autograf.
I omkring ti dage rejste jeg rundt på Jeju, og med de tegninger, jeg havde lavet, besøgte jeg kunstbutikker for at spørge, om de kunne sælge mine postkort.I alt modtog 200 mennesker Gyeongbokgung-postkort, heriblandt dem, jeg mødte på Jeju.
Hvis der var noget, jeg lærte på rejsen til Jeju, var det: 'Jeg er en, der kan rejse alene.Jeg indså, at jeg virkelig nyder at være sammen med mennesker, og at jeg, selvom jeg bliver nervøs hvert øjeblik, er en, der handler, når der er et mål.'
Rejser med venner og rejser med familien har begge deres betydning. MenEn solorejse giver dig tid til at være sammen med den ven, der hedder 'mig', og føles som en tidsgave, hvor du kan lære dig selv bedre at kende og elske dig selv mere.
#[April, jeg prøver for første gang kræfter med en designkonkurrence] Trevi-konkurrencen
I april var der midtvejseksamener, så det var svært at tegne rejsebilleder.
Så jeg nød at følge med på afstand, mens jeg så Afrika-afsnittene af 'Youth Over Flowers', da jeg så en annonce for en konkurrence arrangeret af 'Trevi', som sponsorerer programmet. Præmien var 1.000.000 won! Jeg dagdrømte om, at jeg kunne vinde pengene og rejse i ferien, hvis jeg fik førstepladsen, og begyndte at tegne.
På det tidspunkt kendte jeg kun værktøjerne 'pensel' og 'viskelæder' i Illustrator eller Photoshop, og drevet udelukkende af tanken 'Jeg vil rejse!', zoomede jeg ind på pixels og klikkede på dem én efter én med penslen for at lave og indsende tre værker.
Selvom jeg ikke vandt førstepladsen, glædede det mig at blive udvalgt som et fremragende bidrag i den første designkonkurrence, jeg deltog i.
'Lad os gøre det, jeg har lyst til, i bare ét år' og 'Lad os tage mindst én udfordring op om måneden.' Det enkle mål fik mig til at prøve nye ting, jeg ikke havde gjort før,Hver gang jeg tog en ny udfordring op, blev det til en slags 'Lee So-hee-studie' – opdagelser som: 'Nå, det kan jeg også godt lide.' og 'Nå, det bryder jeg mig ikke om.'
På grund af midtvejseksamenerne i april tegnede jeg ikke rejsebilleder, men arbejdede på en designillustration til konkurrencen. Det var en spændende tid, hvor jeg opdagede endnu en ting, jeg kunne.
▶ Læs del 2 af Lee So-hees fortælling om sit sabbatår (klik)
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
