Det var ikke en streng stemning — bare kolleger, man hilste på hver dag, folk, der ganske enkelt gik udenfor for at nyde det, når vejret var godt. At være i de omgivelser...For en som mig, der havde en tvangspræget følelse af, at jeg skulle foretage mig noget hver dag, hvis jeg ikke var i gang, lærte det mig gradvist, hvad ægte fritid var.
- Den grå person: At fylde et sabbatår med levende farver / Choi Hyunsoo, sabbatårsrejsende |
Sabbatårsstammens 65. sabbatårsrejsendeChoi Hyunsoo
Den grå person: At fylde et sabbatår med alsidige farver.
# Et universitetsdiplom, der følger samfundets vækkeur, er ikke noget, du behøver lige nu.
Da jeg skulle vælge mellem humaniora og naturvidenskab i gymnasiet, fulgte jeg mine venner; da jeg begyndte på universitetet, valgte mine forældre mit studium.Jeg hed kun Choi Hyunsoo af navn; jeg havde bare fulgt med uden at træffe mine egne valg, og før jeg vidste af det, var jeg blevet voksen, en universitetsstuderende, der måtte tage ansvar for sine handlinger.
Som en grå person uden egen farve, der faktisk ikke kunne gøre noget på egen hånd.På det tidspunkt — hvor jeg følte mig tom og stresset — gennemlevede jeg som 20-årig et forfærdeligt første år på universitetet med mavesår, mens værnepligten nærmede sig.
Jeg besluttede mig.
'Jeg vil bruge de uundgåelige 21 måneder helt på mine egne præmisser og leve som mig selv.'
Sådan begyndte det første skridt mod at lære mig selv at kende: 'noter'.Hver gang jeg havde et ledigt øjeblik, hver gang tanker strejfede mig, hver gang jeg mærkede noget...Jeg forevigede de øjeblikke og skrev uafbrudt ned, hvad jeg følte.
Jeg stoppede ikke der. Med tanken om, at man må tage noget ind for at kunne give noget ud, begyndte jeg at 'læse'.For hver bog, jeg læste, skrev jeg også en boganmeldelse med mindeværdige citater, mine indtryk og en samlet vurdering.Takket være det læste jeg 156 bøger i løbet af 21 måneder; tre notesbøger med boganmeldelser og fem håndskrevne notesbøger blev fyldt.Det føltes, som om den unikke farve, der var mig, Choi Hyunsoo, og som havde manglet indeni, så småt begyndte at blive fyldt ud.
Efter at have oplevet verden på anden hånd gennem bøgerne fik jeg lyst til at tage ud i den virkelige verden, besøge stederne i bøgerne og selv få oplevelserne. Derfor planlagde jeg en rejse efter hjemsendelsen fra militæret.Efter min første rygsækrejse på omkring to måneder gennem Kina og Europa — som jeg havde planlagt helt under min militærtjeneste — kunne jeg vende tilbage til universitetet med min egen identitet, i modsætning til da jeg gik på første år.
Andet år, første semester: Et af de håndskrevne mål, jeg satte mig i militæret, var 'at få et stipendium'.For at nå det mål gik jeg frivilligt til studierne, uden at nogen behøvede at sige det til mig.Da jeg havde gennemført semesteret godt, fik jeg et stipendium og fik stor selvtillid, fordi jeg tænkte: "Jeg kan også gøre det, jeg gerne vil."
I sommerferien, mens andre forberedte sig til TOEIC eller tog certifikater, belønnede jeg mig selv med en rejse rundt i Taiwan i cirka tre uger for stipendiepengene.Efter at have fyldt mig selv op på den måde begyndte andet semester. Da jeg havde fået mine studiepoint i første semester, tænkte jeg, at jeg i andet semester ville styrke mit CV gennem aktiviteter på og uden for universitetet.Jeg fyldte hver dag min kalender til bristepunktet, og det var naturligt, at det udmattede kroppen at leve efter så overfyldt en tidsplan. Mine karakterer blev også dårlige.
Måske var det, fordi jeg var stresset over ikke at kunne koncentrere mig fuldt ud hverken om studierne eller om aktiviteterne på og uden for universitetet.Som om min krop var vred over, at jeg ikke levede som mig selv, gav den signaler om problemer som mave-tarmbetændelse og gastritis, ligesom i første år.Da jeg mærkede, at jeg var ved at miste mig selv igen, traf jeg en beslutning.
Jeg kan ikke igen leve et liv, der ikke virkelig er mit; et universitetsdiplom, der følger samfundets tidsplan, er ikke noget, jeg har brug for lige nu.
"I stedet for at fokusere på mit studium eller samle kvalifikationer vil jeg udvide min horisont gennem oplevelser fra den virkelige verden og studere det, jeg har lyst til — jeg vil leve som Choi Hyun-su, der stråler i fuldt flor."
# Hvis du har viljen, koster det måske ikke så meget, som du tror.
Når folk planlægger et sabbatår, tror de ofte, at det kræver flere penge end normalt.Men sådan et stort beløb dukker ikke bare op ud af det blå.Den bankkonto, mine forældre oprettede, da jeg gik i folkeskolen, for at lære mig at styre mine lommepenge.Takket være det udviklede jeg allerede dengang en økonomisk sans og sparede små beløb op, som 100 eller 1.000 won.
Selv i semesteret havde jeg weekendjob, og i ferierne arbejdede jeg nogle gange tidlige morgenvagter på en fabrik for at tjene mere på kort tid. Denne vane med at spare og leve sparsommeligt fortsatte under værnepligten, hvor jeg langsomt lagde selv den beskedne militærløn til side.
Men efter flere rejser var de penge, jeg havde sparet op, næsten væk.Til sidst bad jeg mine forældre om hjælp — nej, jeg forsøgte at forhandle med dem.
"Hvis jeg vender tilbage efter at have været på orlov, får jeg et stipendium ligesom på andet år, og så betaler jeg selv studieafgiften og går på universitetet. Lån mig bare nok til studieafgiften for ét semester.
Brugte jeg så bare pengene op? Ville folk bare sige: 'I sidste ende fik de dem af deres forældre'?
Det her er ikke bare penge — det er mine forældres pensionsopsparing.Jeg tænkte, at jeg måtte bruge så lidt som muligt. Inden afrejsen læste jeg bøger om Canada på biblioteket, tog endda til rådgivning og indsamlede selvfølgelig også oplysninger om Canada fra onlinefora og blogs.Jeg undersøgte også, hvilke certifikater og krav der skulle til for at arbejde der.
Måske var det derfor, at jeg kort efter ankomsten fik en kvalifikation, jeg kunne bruge på arbejdspladser, og inden for en uge fandt jeg et job på et hotel, der sørgede for kost og logi.
Hvis du har viljen, koster det måske ikke så meget, som du tror.
Det er vigtigt at være forberedt på uventede situationer, men i stedet for at være besat af saldoen på bankkontoen og udskyde sabbatåret kunne det have været bedre at fokusere på, hvad jeg kunne gøre. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke havde hængt mig så meget i det.
Og! Pengene, jeg fik af mine forældre, står stadig urørt på kontoen.
# Da jeg først begyndte at finde på undskyldninger, var der ingen ende på dem.
Faktisk var det i sig selv en svær og tung beslutning for mig at tage orlov.Under et møde med institutprofessoren, der havde støttet mig,De kritiserede mig og sagde: "Du bliver hovedansvarlig for at spilde udenlandsk valuta, og du får hverken noget ud af dit hovedfag eller engelsk."
Var det alt? Kvindelige medstuderende, der var på vej ud i erhvervslivet, efterhånden som dimissionen nærmede sig, mandlige medstuderende, der havde travlt med at forberede sig til certificeringer, ældre studerende, der sagde, at jeg senere ville være bagud med erfaring til højere niveauers certificeringer, blikkene fra slægtninge og bekendte, samfundets pres,Da jeg først begyndte at finde på undskyldninger, var der ingen ende på dem.
Inden jeg tog af sted, kunne jeg ikke lade være med at måle tid og værdi – bekymringer som: "Er jeg ved at komme bagud i forhold til andre?"
Men kan du huske bekymringerne eller uroen fra sidste år? Eller bekymringerne og uroen fra sidste uge?Jeg besluttede mig for at møde dem, for jeg tænkte, at bekymringer og uro ikke engang ville blive husket, når de var overstået.
Var det så, fordi jeg var bange for at gøre noget, jeg sagtens kunne have gjort alene og i al hemmelighed? Ligesom dengang jeg som barn lod fjernsynet stå tændt derhjemme, fortalte jeg det til folk og bad endda min professor om et møde.
"Det gør jeg!"
Jeg tror, at det at gå rundt og sige det gjorde mine bekymringer mindre.Takket være det lærte jeg én ting helt sikkert gennem erfaring.
' 'Hvis du vil gøre noget, så fortæl det til folk omkring dig' – sprogets kraft er stærkere, end man skulle tro.
Den kraft, det har at dele sine bekymringer og se dem i øjnene, vil, før du ved af det, få dig til slet ikke at dvæle ved frygten.
# Under mit ophold i Canada kunne jeg mærke, hvordan en positiv spiral opstod, efterhånden som mit tankesæt ændrede sig.
Når jeg ser tilbage, siger jeg ofte, at min beslutning om at tage på working holiday i Canada 'begyndte i militæret'.
De 21 måneder, jeg brugte på at forsøge at leve mere som mig selv, blev udgangspunktet for, at jeg begyndte at læse bøger om rejser.De udenlandsrejser, jeg tog på efter hjemsendelsen – gennem de oplevelser mærkede jeg behovet for erfaring fra den virkelige verden.Jeg rejste af sted for at stille den tørst, og Canada viste sig at være en mulighed, et pusterum og en oase for mig.
Lige efter ankomsten, mens jeg forberedte mig på at søge job, fik jeg de nødvendige kvalifikationer på plads og forberedte mig til en jobsamtale natten over. Takket være det kunne jeg straks begynde at arbejde på det hotel, der lå nummer ét på TripAdvisor, og som tilbød kost og logi.Jeg fik troen på, at jeg kunne klare mig selv, selv et sted hvor man ikke talte mit modersmål.
I Korea kaldte folk mig 'halvtredsårig' og behandlede mig som en onkel, der havde aftjent sin værnepligt, men her bliver man som 24-årig kaldt 'baby, superung'.Jeg hørte folk sige, at jeg kunne gøre hvad som helst.
Jeg deltog i forskellige kurser, som lokale programmer tilbød, og var med til alle aktiviteterne.Jeg gik til engelskundervisning og madlavningskurser, prøvede ukendt zumba, løb på afsidesliggende stier og deltog endda i sammenkomster som skøjteløb på en verdensberømt sø.
Stemningen var ikke streng; medarbejderne hilste på hinanden hver dag, og hvis vejret var godt, gik folk bare udenfor og nød det – at være i sådanne omgivelser...For mig, der havde en tvangsmæssig følelse af, at jeg skulle lave noget hver dag, hvis jeg bare sad stille, lærte det mig efterhånden, hvad ægte afslapning er.
Efter seks korte, men lange måneder i Banff, hvor jeg havde fået en anbefaling og muligheden for at arbejde for en global hotelkæde, tog jeg på en cirka to måneder lang roadtrip langs USA's vestkyst. Jeg tænkte, at jeg var kommet for min egen skyld og ikke for at pynte på mit CV.
Jeg tror, at en pause midt i en pause fik mit hjerte og mit perspektiv til at tage oplevelserne mere dybt ind.Da jeg tog op til det vestlige Canada, mødte venner fra arbejdet, som var vendt hjem eller tilbage til studierne, og lagde vejen forbi Vancouver og Victoria – Canadas udgangspunkter – forsvandt mine bekymringer, og kun de gode minder blev tilbage.
Selv undervejs kan man ikke vide, hvordan tingene vil udvikle sig, men hvis udfaldet bliver godt...Så vil de forvirrede og bekymrede tider også komme til at stå i et lyst skær.
Efter at have arbejdet i seks måneder og afsluttet en rejse på to måneder var folk omkring mig bekymrede for, at det ville blive svært at finde et job med så kort tid tilbage af mit visum, men jeg bekymrede mig ikke; jeg troede på, at det afhang af mig.Og som det viste sig, fik jeg et job samme dag, som jeg vendte tilbage til Banff – stedet, hvor jeg havde arbejdet før.
Min tid i Canada føltes som en periode, hvor et ændret tankesæt skabte en positiv spiral.
Jeg ser også positivt på den tid, jeg har foran mig.
# Selv ting, der virker umulige, kan lykkes, hvis man banker på
At kunne finde arbejde på egen hånd, så snart jeg ankom; at få mit foto offentliggjort i den lokale avis i Banff; at få mine fotos fra Canada udstillet på COEX-udstillingen; at vinde en koreansk konkurrence med materiale om working holiday; at løbe et helt maraton; at blive working holiday-korrespondent for Udenrigsministeriet; at rejse med venner,Jeg fyldte mine dage med glæde; det ville føles uendeligt at opremse det hele.
Der er så mange glade minder, men...Der er én oplevelse, som har gjort særligt stort indtryk på mig.
Det skete under roadtrippen langs USA's vestkyst.Da rejseplanen ikke var fastlagt, kørte vi langs kystvejen uden at have reserveret overnatning.Vi så seværdigheder langs kystvejen, stoppede, hvor vi havde lyst, sang og gik på opdagelse, og før vi vidste af det, begyndte solen at gå ned, og himlen blev mørk.
Der var stadig et godt stykke til den næste by, og alle campingpladser langs vores rute var fulde, så vi kunne ikke overnatte dér og kunne heller ikke finde et sted at lave aftensmad. For i det mindste at få styr på aftensmaden tog vi hen til den nærmeste campingplads.
Det var allerede kulsort, og det føltes som om, vi ville forstyrre folk, der hyggede sig på camping, hvis vi nærmede os dem. Efter flere gange at have spurgt i et hjørne, om vi måtte lave mad dér, fik vi ikke et eneste positivt svar – måske fordi de ikke ville have, at nogen trængte ind på deres tid og plads – og vi var lige ved at give op, da...
Et par tilbød gladeligt ikke kun pladsen, men sagde endda, at vi gerne måtte bruge deres bål!
Vi skyndte os at lave aftensmad og delte den med parret. Da vi snakkede videre, fortalte de, at de ville sove i deres autocamper, og bad os slå vores telt op på deres plads og sove der.
Det var virkelig heldigt takket være en andens venlighed, men i det øjeblik ramte det mig hårdt.
»Selv noget, der virker umuligt, kan måske lykkes, hvis man banker på.«
Jeg følte, at jeg havde lært, hvordan jeg skal handle, når jeg møder vanskeligheder i fremtiden.Personligt står det tilbage som et meget lykkeligt minde; der skete faktisk uventet gode ting, og jeg havde det virkelig sjovt.
# Jeg kan ikke sige, at der ikke var nætter, hvor jeg var ked af det og spekulerede på, om jeg virkelig skulle gå så langt.
Et andet uundgåeligt aspekt er forholdet til koreanere.Jeg var på working holiday i en turistby med relativt få koreanere. Fordi jeg skulle arbejde inden det koreanske nytår, tog jeg på en koreansk restaurant – dyr, men praktisk – for at få et måltid, men...
Der blev jeg, i modsætning til på andre restauranter, ikke vist hen til et bord. Efter at have ventet og bedt om et menukort blev jeg afvist med ordene: »Hvis du ikke har bestilt bord, kan du ikke spise her«, og jeg gik uden en undskyldning og uden at få noget at spise.
Efter at være blevet behandlet af koreanere på en måde, jeg aldrig havde oplevet fra nogen i Canada, indså jeg, at jeg var kommet for at opleve canadisk kultur, men i stedet endte med at møde Korea. Det fik mig til at forstå, hvordan det koreanske miljø er for folk på working holiday.
# Jeg kan ikke sige, at der ikke var nætter, hvor jeg var ked af det og spurgte mig selv: »Skal jeg virkelig gå så langt?«.jpg "(1).jpg")
Hvis jeg først skal vælge en svær, men mindeværdig historie, er det fra dengang, jeg arbejdede som køkkenmedhjælper på et hotel. Det var ikke i hovedrestaurantens køkkener; nogle gange arbejdede jeg i køkkenet i personalekantinen.
Kokken med ansvaret for personalekantinen – en stofmisbruger med et heftigt temperament og store følelsesmæssige udsving, som de andre køkkenansatte undgik – blandede sig hele tiden i mit arbejde. I begyndelsen kendte jeg ikke de engelske navne på redskaber og ingredienser, og så talte han bevidst hurtigere på engelsk og sagde: »Du forstod det ikke, vel?« for at ydmyge mig og knække mit selvværd. Han gjorde også ofte opgaver, som lederne havde givet mig, mere komplicerede ved at sige, at jeg ikke måtte gøre dem på den måde.
En dag sagde en kollega, der havde haft faste vagter i personalekantinen, op, og jeg overtog den ledige stilling. Det var virkelig forfærdeligt. At tilbringe hver dag i så ubehagelige arbejdsforhold og en så trykket atmosfære fik mig til at føle, at jeg igen havde symptomer på mavesår, som dengang jeg gik på universitetet.
Når jeg havde fri og kom tilbage til mit logi, blev jeg fyldt med negative tanker – jeg spekulerede på, hvorfor jeg var rejst så langt væk i forventning om et bedre liv, kun for at blive behandlet sådan. Jeg var bange for at gøre mine forældre eller bekendte bekymrede og kunne derfor ikke fortælle dem noget. Jeg led i stilhed og tilbragte mange nætter i dyb sorg.En afdelingsleder, der vidste, at kokken behandlede køkkenmedhjælperne dårligt, sørgede for, at kokken blev irettesat, men det hjalp ikke. Så ændrede jeg indstilling: Jeg besluttede at prøve at blive venner med ham – den person, jeg havde set som et uoverstigeligt problem.
Jeg tænkte: »Det her er ikke militæret, og selv i Canada hænger de fast i koreanske arbejdsmetoder – hvorfor skulle jeg lade nogen stresse mig?« Jeg så det som en udfordring, jeg måtte overvinde for at udvikle mig.
Tilbage til listen
Hjem
