Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
Til dem, der vil tage et sabbatår i fremtidenI stedet for vage opmuntrende ord om fremtiden vil jeg sige: »Du har arbejdet hårdt.«Det var noget, en erfaren kollega sagde til mig, da jeg sagde op, og ordene »du har arbejdet hårdt« rørte mig mest. De fik mig til at indse, at jeg havde levet så flittigt, at jeg fortjente den anerkendelse, og de gav mig mod. - Frivilligt arbejde i Bangkok, som jeg påtog mig for at finde mening med livet efter at have sagt op / Park So-yeon, sabbatårsdeltager |
Sabbatårsdeltager nr. 61Park So-yeon
Sabbatårsperiode:April 2016 – juli 2016 (i alt 12 uger)
Frivilligt arbejde i Bangkok, som jeg påtog mig efter at have sagt op for at finde mening med livet.
I Sydkorea i dag,
dropper hvert år 60.000 elever ud af grundskolens ældste klasser og gymnasiet, 346.000 personer i 20'erne går ledige rundt uden drømme, og andelen, der skifter job inden for det første ansættelsesår, er kommet op på 40 %,Det siges, at 75 % af de universitetsstuderende ikke er tilfredse med studielivet, og at over 80 % af de ansatte ikke føler sig lykkelige.Mange taler om »drømme«, men der findes ingen praktiske metoder eller støtte. For at løse dette problemvil vi også gøre sabbatåret til en mulighed i Sydkorea.
Sabbatårer en periode, hvor man sætter studier eller arbejde på pause for at deltage i forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteri,Det er en tid til at beslutte, hvilken retning man vil gå i, og det er en praksis, der støttes i USA, Europa og Japan.
*Se hjemmesiden om sabbatår for masser af spændende oplevelser!(Klik)
# På et tidspunkt blev det uvant for mig at holde pause.
På et tidspunkt blev det uvant for mig at holde pause.Jeg tror bare, jeg blev ved med at løbe lige frem uden at stoppe, så jeg blev helt ængstelig, hvis jeg ikke lavede noget. Efter universitetet fik jeg straks et job og arbejdede i næsten to år. Arbejdet var stressende, men...Jeg ved ikke hvorfor, men dag for dag blev min krop mere udmattet, og mit temperament blev mere følsomt og skarpt. Jeg tror, jeg begyndte at forstå, hvordan det føles bare at kæmpe sig gennem hver dag.
Efter at have holdt ud og holdt ud kom denne tanke pludselig til mig en dag.
»Er det okay at leve sådan her? Der er så mange ting, jeg ikke har prøvet endnu – ender jeg med kun at bruge mit liv på at arbejde?«
Selvom jeg vidste, at jeg skulle arbejde igen en dag, føltes det som et enormt spild kun at opbygge en karriere gennem arbejde uden at opleve eller prøve noget. Det skræmte mig også.
Da jeg begyndte at tænke over, hvad jeg kunne lide, overvejede jeg igen en kandidatuddannelse – noget, jeg på grund af virkeligheden ikke engang havde turdet drømme om – og besluttede, at jeg burde gøre noget mere meningsfuldt end bare blindt at forberede mig på studiet. Og...Jeg besluttede at give mig selv et sabbatår i 2016 og valgte at tage en pause.
Til at begynde med bekymrede jeg mig, mens jeg kiggede på min bankkonto, om det nu virkelig var okay at tage et sabbatår. Men jeg havde en opsparingskonto, som jeg havde oprettet efter at have fulgt en kollegas eksempel, da jeg fik mit første job. Jeg havde to opsparingskonti med automatiske overførsler, og helt uventet udløb den ene netop, da jeg besluttede mig for at tage sabbatår. Derfor kunne jeg skaffe pengene lidt mere ubesværet.
Takket være min kollega fik jeg rigtig god gavn af den, og det gør jeg stadig. Efter jeg sagde op, havde jeg også et kort deltidsjob helt frem til afrejsen for at spare lidt flere rejsepenge op. Indtil da havde det været penge, jeg brugte på snacks eller leveomkostninger, og jeg var bekymret over at investere så stort et beløb på én gang, men nu synes jeg, det er de mest nyttige og værdifulde penge, jeg nogensinde har brugt.
# Jeg er virkelig glad for, at jeg fortalte folk omkring mig, at jeg rejste.
Det sværeste under forberedelserne var, da jeg forstuvede anklen voldsomt en måned før afrejsen, endte med at få gips på og måtte på klinikken hver dag. Jeg lod, som om jeg var frygtløs og modig, men jeg er faktisk ret bange af mig. Jeg græd meget og bekymrede mig meget. Med en skadet ankel i gips og al snakken om zikavirus og Sydøstasien var jeg ærlig talt meget bange.
Så jeg spekulerede endda på, om det var et tegn fra himlen på, at jeg ikke skulle tage på sabbatår, og om jeg burde blive hjemme. Men jeg havde allerede fortalt folk omkring mig om sabbatåret og havde allerede sagt mit job op...Det var virkelig blevet noget, der ikke kunne gøres om.Til sidst besluttede jeg mig for at tage af sted, og heldigvis fik jeg gipsen af en uge før afrejsen, så jeg kunne gå normalt. Så tog jeg til Thailand.Det var i det øjeblik, jeg tænkte, at jeg virkelig var glad for, at jeg havde fortalt folk omkring mig, at jeg rejste.
#Jeg tænkte, at det virkelig skulle være nu eller aldrig, og besluttede at lade 2016 følge livets strøm.
Til at begynde med var mange bekymrede, og jeg tænkte også meget over det, menDa jeg tænkte, at det skulle være nu eller aldrig, besluttede jeg at lade livets strøm føre mig gennem 2016.Efter jeg sagde op, fik jeg pludselig masser af tid. Inden jeg rejste til Thailand, prøvede jeg at skrive en bog på egen hånd, gik ture ved Han-floden om dagen, tog til foredrag, jeg gerne ville høre, og brugte tiden på de ting, jeg længe havde haft lyst til at prøve.
Jeg kom også til at forstå, hvad den lille, enkle lykke egentlig er. Jeg havde altid haft så travlt,Da jeg slappede af, så selv Seoul – hvor jeg havde boet uden at tænke nærmere over det – pludselig anderledes ud, og min familie og mine venner, som altid havde været der, virkede alle nye.
Efter en måned med et langsommere tempo rejste jeg endelig til Thailand med håb i hjertet. De første to uger på centret var meget ensformige, fordi de skoler, jeg var blevet tilknyttet, endnu ikke var begyndt. Hele dagen underviste jeg en ven, der snart skulle studere i Norge, i engelsk, og om eftermiddagen hjalp jeg små børn fra en international skole med deres lektier.
Vennen, der snart skulle studere i udlandet, kunne selvfølgelig nogle gange være ked af det hele dagen, fordi vedkommende savnede sine klassekammerater. Og nogle gange måtte jeg overtale og trøste de små børn, som ikke havde lyst til at lave lektier.
I begyndelsen af maj begyndte skolerne at åbne én efter én, og undervisningen kom for alvor i gang. Jeg endte med at undervise flere hold end nogen anden frivillig på centret: fra kl. 9 til 11 om morgenen underviste jeg fire hold. Når jeg underviste de søde børn, gjorde det mig ikke noget at svede så meget, men på dage, hvor temperaturen nærmede sig 40 grader, og jeg kun havde en ventilator til at klare to timers undervisning, var jeg helt udmattet, når jeg kom hjem.
Måske fordi slutningen af april og begyndelsen af maj er de varmeste perioder, havde jeg tilpasset mig så godt, da programmet sluttede, at jeg knap nok bemærkede varmen. Når man først har vænnet sig til noget, virker der virkelig ikke til at være noget, man ikke kan klare.
Da jeg ikke havde undervisning om eftermiddagen, gik jeg på en privat thaisprogskole. I modsætning til livet på centret lærte jeg ved at studere sammen med folk fra mange lande ikke kun thai, men også mere om Thailand. Der var udstationerede, freelancere, der arbejdede i Thailand det år, folk, der var kommet som turister, var blevet forelskede i landet og havde besluttet sig for at blive, og så videre – virkeligJeg lærte, at der findes mange forskellige måder at leve på.
Mødet med mennesker, der levede helt anderledes end dem, jeg kendte, udvidede min horisont. Efter thaitimerne vendte jeg tilbage til centret og skiftede fra at være elev til igen at være lærer: Jeg hjalp små børn med lektierne og underviste om aftenen unge på 12–14 år. Lærer om morgenen, elev om eftermiddagen og lærer igen om aftenen – om morgenen og aftenen i slummen og om eftermiddagen i det travle kvarter. Det føltes som at leve to forskellige liv på én dag.
Onsdag var der rabatdag i biografen, så nogle gange tog jeg i biografen. I weekenderne gik jeg ud og spiste lækker mad med venner eller udforskede Bangkoks seværdigheder på egen hånd. I lange ferier tog jeg flyet til andre byer og fik det hele til at gå op med frivilligt arbejde, studier og rejser. Sådan tilbragte jeg min tid i Bangkok – afslappet, men travlt.
#Der syntes at være så mange lykkelige øjeblikke.
There seemed to be so many happy moments.Den første dag, jeg underviste en klasse, den første dag et lille barn gav mig et kys, dagen hvor jeg mødte en elevs familie på markedet, dagen hvor børnene gav mig blomster på Lærernes Dag, dans og sang med børnene, øjeblikkene hvor børnene løb hen for at give mig et kram efter timen – næsten hvert eneste øjeblik var så rent og smukt.
Blandt dem var den mest mindeværdige oplevelse, da jeg fulgte en lille ven til en fødselsdagsfest som værge. Barnet gik på en ret dyr international skole med støtte, og til festen var de fleste af børnene udlændinges børn eller børn af Thailands overklasse.
Jeg var inderst inde bekymret for, at barnet måske ville blive misforstået eller holdt udenfor, men en af forældrene fortalte, at hun havde arbejdet for en NGO, forstod situationen og endda håbede på at hjælpe centret ved at donere tøj og ting, hun ikke længere brugte. Derefter kom hun personligt med legetøj og børnetøj, og det, jeg husker bedst, er, at hun hver gang vi mødtes, opmuntrede mig og sagde, at jeg gjorde noget virkelig godt.
Og det sværeste øjeblik var, da der dukkede en slange op i mit hus. Det var regntid, og nyhederne var fulde af historier om slanger, der kom op af toiletter og bed folk i bagdelen, så på den thailandske skole jokede vi med hinanden: »Pas på slangerne i dag.« Så tog jeg hjem – og allerede næste dag, mens jeg var i bad, kom en pyton op gennem afløbet, og jeg troede virkelig, at jeg ville besvime.
Det var ikke et sted, hvor der normalt dukkede pytonslanger op, men det havde regnet kraftigt der, hvor jeg var den dag. Nøgen og kun iført et håndklæde skreg jeg og løb ud. Jeg nåede knap nok at skifte tøj og få hjælp, men jeg kunne ikke falde til ro, og mine hænder rystede. Jeg var så bange, at jeg endda tog en traditionel beroligende urtepille og evakuerede ind til det centrale Bangkok for at bo hos en ven.
Alle på det sted var også overraskede, for det var aldrig sket før. De traf foranstaltninger for at forhindre pytonslanger i at komme op igen, men jeg kunne ikke blive i huset og flyttede et andet sted hen. Jeg havde tidligere hørt, at slanger søger ned i kloakker for at undgå varme eller regn, og da jeg boede i Phuket, havde jeg set en slange ved vejkanten, men da det rent faktisk skete lige foran mig, kunne jeg slet ikke falde til ro. Når jeg ser tilbage, overreagerede jeg nok, men dengang var jeg så bange, at jeg ikke engang kunne vaske hænder inde i huset.
#Jeg havde haft så travlt med at komme gennem livet, at jeg aldrig holdt pause, men for nylig føler jeg, at jeg endelig kan trække vejret lidt.
Efter at have taget et sabbatår synes jeg ikke, at noget har ændret sig drastisk for mig personligt. Der var ingen stor åbenbaring, hvor mit liv ændrede sig, mine drømme ændrede sig, eller jeg blev sikker på noget. Den største forandring er ganske enkelt, at min daglige rutine har ændret sig, og at mit syn på verden har rykket sig lidt.
Jeg havde haft så travlt med at komme gennem livet, at jeg ikke engang holdt pause, men i disse dage føler jeg, at jeg kan trække vejret lidt. Jeg har lært at leve i et roligere tempo og lægge mærke til det, der er lige omkring mig. Det har fået mig til at se verden fra et lidt andet perspektiv, at jeg har indset, hvor mange måder man kan leve på, og hvor mange historier der findes i verden, som jeg ikke kendte til.
Jeg havde heller ikke selv lagt mærke til det, men for tiden hører jeg ofte, at mit smil er blevet smukkere. Da jeg hørte det og sammenlignede med ældre billeder, indså jeg, at jeg smiler meget bredere end før. Måske er det, fordi jeg tilbringer så meget tid med børn og griner mere; mit smil er blevet mere naturligt.
Sabbatårsprojektet er slut, men min personlige pause er stadig i gang. I sidste uge rejste jeg til Singapore med mine universitetsvenner under navnet RE-UNION, og den kommende weekend planlægger jeg at tage et dykkercertifikat til åbent vand. Derefter overvejer jeg at tage på en kort tur til det sydlige Thailand og så til det nordlige Thailand.
For nylig var jeg også heldig at få en returbillet til USA til næsten samme pris som en enkeltbillet, så jeg skal til USA i omkring ti dage for at mødes med venner og rejse. Jeg ved ikke, hvornår jeg får en mulighed som denne igen, så jeg prøver at nå det hele. Når jeg vender tilbage til Korea, begynder jeg sandsynligvis for alvor at forberede mig på at søge ind på en videregående uddannelse. Hvis jeg selvfølgelig får et job inden for det område, jeg gerne vil studere, tager jeg måske ikke en videregående uddannelse.
Det er stadig uklart, hvilken slags arbejde jeg skal lave, når jeg vender tilbage til Korea, men uanset hvad det bliver, vil jeg gerne arbejde med noget meningsfuldt og værdifuldt.
# Tips til dig, der overvejer et sabbatår
1) Vær ikke bange– Det minder lidt om en rutsjebane. Mens du venter og forbereder dig, føler du dig nervøs, spændt, bekymret og bange, men når du først er om bord, suser turen forbi, før du overhovedet når at mærke ret meget. Når du står af og ser tilbage, bliver selv de ting, der skræmte dig, til meget sjove og dejlige minder.
2) Følg med strømmen– Uanset hvor du tager hen, eller hvad du gør, vil der ske uvante ting, som du ikke har oplevet før. Det kan være uvante omgivelser, uvante mennesker eller en uvant kultur.
Hvis du prøver at fortolke alt ud fra de minder og erfaringer, du hidtil har gjort dig, kan der være meget, der er svært at forstå eller acceptere. Men det ser ud til, at den hurtigste måde at tilpasse sig på er at acceptere tingene til en vis grad og følge med strømmen.
3) Vær ikke impulsiv– Hvis du endnu ikke har besluttet dig for et sabbatår, anbefaler jeg, at du tænker det grundigt igennem en gang til. Jeg synes ikke, man skal begynde på et sabbatår impulsivt eller bare lade sig rive med. Det ville virkelig være spild af tid, penge og energi, ikke?
Især hvis du er i arbejde ligesom jeg, bør du være endnu mere forsigtig.I modsætning til studerende, der bare kan vende tilbage til studierne, har du måske ikke et sted at vende tilbage til efter et sabbatår. Derfor er det vigtigt at gøre klart, hvad du gerne vil prøve, når du er villig til at opgive dit nuværende stabile job, og hvorfor du vil gøre det.Hvis du stadig føler, at du virkelig er nødt til at gøre det, og at der ikke findes noget bedre tidspunkt end nu, så tag mod til dig og begynd.
#Du har gjort det godt.
Til dig, der planlægger et sabbatårI stedet for vage opmuntringer om fremtiden vil jeg gerne sige til dem: »Du har gjort det godt.«Det var noget, min erfarne kollega sagde til mig, da jeg sagde op, og det rørte mig mest at høre: »Du har gjort det godt.« Det fik mig til at føle, at jeg havde kæmpet så hårdt, at jeg fortjente at høre det, og på en eller anden måde gav det mig mere mod.
I disse dage bliver mange skubbet rundt og lever uden et øjeblik til at tænke over sig selv. Jeg synes, det er vigtigt at tage sig tid til at mærke efter, hvem man er. Du har klaret dig godt indtil nu :)
»De 100 sabbatårsrejsende« er ikke mentorer, der findes på tv eller i bøger.De er historierne om mennesker, der var lidt modigere og turde tage springet lidt tidligere, end jeg gjorde.Vi håber, at historierne fra 100 mennesker, der befandt sig i lignende situationer og havde lignende bekymringer, kan være en lille hjælp, når du står over for vigtige beslutninger i dit liv.
Vi tager altid gerne imod anbefalinger og ansøgninger til »De 100 sabbatårsrejsende«.
Skriv en kommentar eller send os en besked, eller send en e-mail til vores marketingchef Da-young Choi på choi@koreagapyear.com!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
