Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
Lev det liv, du elsker, elsk det liv, du lever Elsk det liv, du lever, lev det liv, du elsker. Hvis du planlægger et sabbatår, så vær modig. Tag et skridt længere frem. Gør det, du elsker, noget du kan brænde for. Hvis ikke nu, får du måske aldrig chancen. Tro på dig selv, og stol på det valg, du har truffet. |
62. medlem af Gap Year Tribe — sabbatårsrejsendeLee Mi-kyung
Sabbatårsperiode:Januar 2015–januar 2016 (i alt 1 år)
Den sande lykke fandt jeg på landevejen, mens jeg rejste verden rundt med couchsurfing og blafferier.
I Sydkorea er situationen i øjeblikket,
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud af skolen; 346.000 mennesker i tyverne driver bare rundt, fordi de ikke har nogen drømme; andelen af medarbejdere, der forlader deres job inden for et år efter ansættelsen, er nået op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med deres studieliv, og over 80 % af de ansatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte,ønsker vi at introducere begrebet »sabbatår« i Sydkorea.
»Sabbatår (Gapyear)«er en periode, hvor man kan kombinere eller midlertidigt sætte studier og arbejde på pause og gennem forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse og startups,en periode til at finde retningen fremad – en praksis, der opmuntres i USA, Europa, Japan og andre lande.
*Se de mange forskellige muligheder for oplevelser på hjemmesiden om sabbatår!(Klik)
# Jeg ville bruge tid på at fokusere på mig selv og med egne øjne se verden uden for den, jeg lever i.
I sommeren 2014 tog jeg på min første solorejse til Europa, som varede omkring 70 dage. Indtil da havde jeg faktisk ikke været særlig interesseret i at rejse og tog ikke engang på ture herhjemme. Jeg ville bare se Europa, som alle sagde var så fantastisk. Mens jeg forberedte rejsen, havde jeg ingen anelse om, at den ville forandre mit liv så meget.
Men i omkring to en halv måned bankede mit hjerte hurtigere hver eneste dag, og rejsen var fyldt med lykkelige øjeblikke, der fik mig til at glæde mig til den næste dag.Jeg var så overvældet, at jeg greb min dagbog og græd i to timer på flyet tilbage til Korea. Mens jeg lå på mit værelse, flimrede de drømmeagtige øjeblikke – de gange, jeg sad foran Eiffeltårnet og så lysene slukke – forbi som et panorama. Det var første gang, mit hjerte havde banket sådan hver eneste dag.
Derfor lovede jeg mig selv at rejse igen. Jeg vidste ikke hvornår, men jeg ville helt sikkert på en lang rejse, inden jeg blev færdig på universitetet.Jeg ville igen mærke den passion, lykke og sitren i hjertet, som jeg havde oplevet på rejsen. Og jeg ville bruge tid udelukkende på mig selv og med egne øjne se verden uden for den, jeg lever i.
# Jeg ville helt tæt på opleve deres »hverdag«.
Da jeg første gang rejste til Europa, havde jeg ikke meget information, og fordi det var min første rejse, boede jeg på velkendte vandrehjem og fik en rig oplevelse. Rejsens tema sidste år var at prøve alt det, andre rejsende gør, og se og lære så meget som muligt. Målet var at besøge mange lande i Europa. Jeg brugte penge uden at holde igen, besøgte seværdigheder, slæbte rundt på min kuffert og nød det, jeg betragtede som en ret luksuriøs rejse.
Så denne gang satte jeg mig et andet mål: at prøve en rejse på et meget lille budget. Jeg var sikker på mig selv og tænkte: »Andre rejsende gør det, så det kan jeg også.« Jeg begyndte at læse blogs fra folk, der havde rejst før. Jeg kontaktede rejsende direkte for at få oplysninger og deltog i foredrag.
På det tidspunkt var der tilfældigvis en, der havde krydset Tyrkiet på tre måneder med et budget på 1.000.000 won ved hjælp af couchsurfing og en cykel. Tanken om, at jeg var nødt til at tjene penge, gjorde mig nedtrykt, men muligheden for at rejse på et lille budget gav mig håb. OgPå denne rejse ville jeg ikke blot betragte landets kultur udefra, men også blive en del af den lokale kultur. Fordi jeg gerne ville opleve og forstå de lokales hverdag helt tæt på, besluttede jeg mig for at bruge couchsurfing og blaffe.
Hvordan folk i andre lande arbejder, og hvordan deres hverdag adskiller sig fra min,Jeg var nysgerrig efter, hvilke værdier folk på min alder fra forskellige lande havde, så jeg ville helt tæt på opleve deres »hverdag«.
# At blaffe mere end 200 gange gjorde min rejse mere dyrebar og særlig end noget andet.
Når jeg står ved vejen, klar til at blaffe, med tommelfingeren i vejret og venter på en bil, føler jeg mig virkelig fri i det øjeblik. Men jeg tror ikke, at man kan blaffe uden at føle frygt eller nervøsitet. Jeg bliver anspændt. Hvad nu, hvis jeg ikke opdager, at en person er farlig, og sætter mig ind i bilen? Det kan ikke være helt sikkert hver eneste gang.Derfor læste jeg grundigt artikler og nyheder for at finde ud af, om landet, jeg planlagde at besøge, var farligt. To-tre dage før jeg tog til et land, fyldte jeg A4-ark med grundlæggende samtalefraser, som jeg skulle lære udenad og øve med chaufførerne, mens jeg blaffede.Når alt kommer til alt, tror jeg, at rejsens kvalitet i høj grad afhænger af, om man kan tale bare lidt af landets sprog.
Jeg prøvede couchsurfing for første gang i Tyrkiet og begyndte for alvor at blaffe i Kaukasus. Min første couchsurfing-vært i Tyrkiet var en kvindelig universitetsstuderende på min egen alder; den anden vært var et par, der var virkelig dygtige til at lave mad; den tredje var en mandlig tatovør. Jeg sov på sofaen i tatovørens stue. Hver morgen købte de kebab og chokolademælk i kebabbutikken tæt på tatovørforretningen, spiste og drak det og åbnede derefter forretningen.
Tatovørforretningen var åbenbart ret berømt i Trabzon og fuld af tyrkere. Kunder kom forbi, satte sig i stuen og snakkede sammen. Måske fordi engelsk ikke slog til, serverede de tyrkisk te og gav mig endda intensive tyrkisktimer. Når værten var færdig med arbejdet, drak de en øl med venner fra kvarteret, tog hjem, så en film og gik i seng. Da jeg besøgte kunstuniversitetet i Jerevan i Armenien, så en fotoprofessor tilfældigvis billederne på mit kamera og sørgede for, at mine fotos blev udstillet på universitetets fotoudstilling.
Jeg tog til en udendørskoncert med armenske venner, og da det begyndte at regne, dansede vi endda sammen i regnen. Jeg tog skuespiltimer og så teaterstykker sammen med Yeonyeong og venner, som jeg næppe ville have haft mange muligheder for at møde i Korea. Jeg mødte også en rejsementor, som jeg virkelig beundrer – en person, der rejser verden rundt på motorcykel – og rejste sammen med vedkommende, hvor jeg fik mange gode råd og mod på mere. Takket være min mentors vejledning kunne jeg rejse glædesfyldt, lykkeligt og trygt i et helt år.
Iran havde en stærk mellemøstlig atmosfære, anderledes end noget land, jeg før havde oplevet.I Iran rejste jeg uden penge. Ikke blot fordi jeg ingen penge havde, men fordi jeg ved at rejse uden penge kunne mærke de lokales varme og gavmildhed, som jeg ikke havde oplevet, når jeg havde penge. Det lod mig også bevæge mig væk fra turistattraktionerne og komme tættere på de lokales liv og kultur.
Iran, hvor islam og frisindede sjæle er vildt flettet sammen. Da jeg begyndte at rejse uden penge, lagde jeg først mærke til ting, jeg aldrig før havde skænket en tanke. Jeg mødte mange forskellige familier og blev inviteret til at overnatte i alle mulige hjem. Hvert hus havde tæpper med deres helt eget særpræg, nogle havde vers fra Koranen hængende på væggen, og de fleste lejligheder havde toiletter af squattypen.
I hvert hjem, jeg besøgte, stod agurker, æbler og puffet brød pænt fremme i køkkenet, næsten som nødvendigheder. Klokken fem om morgenen tog jeg en chador over mig og gik uden planer ind i moskeen i kvarteret, lærte at bede af iranske kvinder, sad på moskeens trin og drak chai, og blev endnu en gang slået af de iranske moskeers blændende pragt.
Jeg udførte mange forskellige slags arbejde i Europa. Jeg mente, at praktisk erfaring fra arbejdspladser, hvor jeg arbejdede sammen med lokale, var en del af rejsen, så jeg prøvede at gribe de muligheder, der bød sig.I Slovakiet blev jeg gennem Couchsurfing introduceret af en jævnaldrende fyr, jeg tilfældigvis mødte, og endte med at blive hjælper på en slovakisk spejderlejr for unge.
Det var virkelig en lysning midt i skoven uden noget som helst omkring. En stor eng strakte sig endeløst og var omgivet af solide træer på alle sider. Der var ingen elektricitet, og der var temmelig langt til byen. Vi samlede urter til at brygge naturlig te, byggede selv et brusebad og brugte vand fra bækken til at bade.
Vi løb rundt i bjergene og på markerne og nød forskellige aktiviteter med børnene, og vi afholdt en workshop, hvor vi underviste i koreansk.Vi åbnede også en butik. Det var nok første gang, jeg havde været så længe væk fra den elektricitet, de elektroniske apparater og den civilisation, vi normalt bruger. Selv nu, når jeg lukker øjnene, husker jeg en midsommernats aften. Da mørket faldt på, bredte Mælkevejen sig over den skyfri himmel, selv uden elektricitet. Vejret var varmt, så mine kolleger og jeg bredte soveposer ud på græsset, krøb ned i dem og snakkede hele natten, mens vi betragtede himlen, hvor det så ud, som om stjernerne regnede ned.
Når man stille følger tidens gang, krydser meteor efter meteor undertiden himlen. Hver gang det skete, ønskede jeg mig noget. Jeg ønskede, at jeg, selv hvis jeg en dag forlod dette sted, stadig ville se stjerneskud som dem i dag, og at jeg ikke ville glemme dette lykkelige øjeblik, men gemme det dybt i mit hjerte.
I Belgien plukkede jeg blommer på en økolandsby/gård og lavede mad til dem, jeg arbejdede sammen med, af ingredienser sponsoreret af Carrefour. På den drømmeagtige ø Hvar i Kroatien arbejdede jeg på et vandrerhjem i tre uger, hvor jeg lavede pandekager til morgenmad, blendede grøntsagsjuice, gjorde rent og guidede gæster på rundvisninger på øen. Jeg sprang også ud fra en klippe, der var over 15 meter høj, i Dubrovnik i Kroatien. Det var virkelig spændende.
Der var virkelig svære øjeblikke. Det var oktober, hvor mange flygtninge fra Syrien og Afghanistan var på vej ind i Europa. Til at begynde med ville jeg bare hjælpe de flygtninge, der havde mistet deres hjem på grund af krig og terror. Selv om det ville have været langt væk, hvis jeg havde været i Korea, var det noget, jeg virkelig gerne ville gøre på det tidspunkt, hvor der ofte var nyheder om flygtninge i Europa.
Da det tyske frivilligfællesskab for flygtninge var det mest aktive, tog jeg efter anbefaling fra en tysk ven til en flygtningelejr uden at planlægge ret meget. Først havde jeg tænkt mig at hjælpe i to eller tre dage og så tage videre, men jeg endte med at arbejde i omkring to uger. Fordi jeg havde bestilt en flybillet på forhånd, blev jeg nødt til modvilligt at holde op. Flygtningelejren var virkelig intens. Jeg tror aldrig, at folk, der kun har læst om den i aviserne, vil kunne forstå, hvordan det var. Sådan havde jeg det også selv.
Efter at have oplevet virkeligheden i flygtningelejren så jeg de barske forhold og hjerteskærende historier og følte, at jeg ikke havde kræfterne til at hjælpe. Jeg græd hele natten. Selv når jeg var træt og udmattet, ankom der på én dag mere end 5.000 flygtninge til lejren og skælvede, mens de ventede på immigrationskontrol. Vi var underbemandede og sov nogle gange mindre end tre timer, før vi arbejdede til solopgang.
En kold dag, hvor efterårsregnen silede ned hele natten, skete der en ulykke: En kvinde, der havde ventet næsten otte timer i regnen på at få sin indrejse behandlet, fik hypotermi og aborterede. Det var virkelig hjerteskærende. Jeg bebrejdede den ligeglade verden, der vendte dem ryggen, og var så chokeret, at jeg kun kunne græde i skjul. Det var ekstremt hårdt at give tøj til flygtninge, der skælvede af kulde, servere varm mad og hjælpe dem med at få deres immigrationssager behandlet under bedre forhold. Men når jeg så flygtningene forlade lejren med et smil, efter at deres kontrol var afsluttet, fyldtes jeg af en følelse af at have gjort noget meningsfuldt.
Da det begyndte at blive koldere i Europa, tog jeg et fly til Thailand.Når jeg keder mig, går mine skridt altid mod universitetet. Jeg tog på universitetsbiblioteket for at indhente det, jeg var kommet bagud med i min læsning om aktuelle begivenheder, og for at skrive. Jeg så de lokale universitetsstuderende spille basketball på banen, og nogle gange sad jeg ved siden af de lokale med en professors tilladelse og tog flittigt noter, mens jeg deltog i undervisningen.
Så i Thailand rejste jeg ikke rundt, men tilbragte tiden som en udvekslingsstuderende sammen med forskellige thailandske universitetsvenner. Jeg boede sammen med en thailandsk veninde på et kollegium for kvinder i Maepaluang-området, kørte på scooter til undervisning og spiste i kantinen. Efter timerne drak jeg kaffe med vennerne og besøgte natmarkedet for at få lidt at spise. På den måde fik jeg et nærmere indblik i de thailandske universitetsstuderendes hverdag.
Jeg tog også til universitetsfestivaler og hjalp venner med opgaver og projekter. Senere tog jeg til stranden, lagde mig i en hængekøje og nød lidt alenetid, mens jeg drak kokosjuice. Jeg besøgte flere familiers hjem og så med tindrende øjne på, mens min vens far lavede tom yum goong. Da jeg så, hvordan familier levede under meget forskellige boligforhold, mærkede jeg også alvoren i Thailands økonomiske ulighed.
Til sidst afsluttede jeg rejsen i Japan, et fjernt naboland. En nær ven fra universitetet kom på besøg, og sammen blaffede vi, fik lokale venner og havde det rigtig godt. En kold, snefyldt vinterdag blaffede vi fra Tokyo til Osaka, mens vi pustede på vores kolde hænder. Da vi havde stået og ventet på en bil i en time og frøs helt vildt, løb vi rundt i cirkler på rastepladsen ved motorvejen.
Vi sov endda på gaden ved Kyoto Station med flyers bredt ud under os, men det gjorde mig meget tryg at have min ven med. Vi besøgte japanske venners hjem og lavede japansk mad sammen, så underholdningsprogrammer hele natten og lå og snakkede i kotatsu’en. Efter at have gået hele dagen, indtil fødderne gjorde ondt, for at spare på transporten, gik vi ind i en varm og hyggelig onsen. Det var hårdt, menSom man siger, køber man også strabadser, når man er ung. Det var dyrebare og lykkelige øjeblikke, som jeg ikke ville bytte for noget.
For mig var rejser en anden form for uddannelse. Det var selvfølgelig en »skole på vejen«, anderledes end det, man lærer i skolen.
For mig var rejser en anden form for læring. Det var selvfølgelig en »skole på vejen«, anderledes end det, man lærer i skolen.Det var en ny måde at lære på, som jeg oplevede med mine to fødder, mine to øjne og mit hjerte. Jeg ville gerne kende hverdagslivet hos mennesker, der levede uden for mit lille værelse.
Hvordan lever alle de utallige mennesker i verden, der er på min alder, arbejder inden for forskellige områder eller har familie? Hvilke værdier og kulturer lever de efter? Det var min største interesse at udforske disse spørgsmål.Dag for dag lærte jeg livet at kende på ny, delte perspektiver med mennesker uden for min egen verden og vandrede et sted mellem virkelighed og idealer. Og mens jeg rejste rundt i verden, gjorde jeg mange ting, jeg aldrig før havde turdet prøve.
I løbet af 371 dage rejste jeg gennem 27 lande og observerede de lokales hverdag. Det begyndte ganske enkelt med couchsurfing, men på en eller anden måde blev jeg så bidt af at blaffe, at jeg på et helt år kunne tælle på én hånd, hvor mange gange jeg tog en bus eller et tog mellem byerne.Ved at blaffe krydsede jeg grænser og tilbagelagde 19.105 km. Jeg mødte over 200 bilister, mens jeg blaffede, og mange af dem gjorde et stort indtryk på mig. Jeg holder stadig personlig kontakt med nogle af dem.
Derfor,At blaffe mere end 200 gange gjorde min rejse mere værdifuld og særlig end noget andet.Hvis jeg ikke havde blaffet, var jeg aldrig blevet inviteret hjem til en belgisk familie for at lave belgiske pandekager om morgenen. Jeg havde ikke mødt en filminstruktør fra Hollywood eller arbejdet en dag som vikar ved en slovakisk rockbands koncert. Blafferture byder på så mange unikke oplevelser, at det er umuligt at holde op. At se en bilist i øjnene, tale kort med vedkommende, før man sætter sig ind i bilen, og møde så mange mennesker lærte mig at læse andre.
- Det lærte jeg, mens jeg blaffede
Man kan lære om andres venlighed, hurtigt få en fornemmelse af landets kultur og sprog, besøge lokale steder, som almindelige turister let overser, opleve uforudsigelige og begivenhedsrige situationer og lære at skelne mellem mennesker og at stole på dem.
I begyndelsen stolede jeg virkelig ikke på folk. Jeg følte det nok endnu stærkere, efter at jeg havde været i Indien (de påtrængende sælgere...). Helt ærligt sagde folk, når jeg fortalte, at jeg blaffede: »Hold nu op, hvem tager dig op nu om dage?« Men folk gav mig faktisk et lift. Der findes mange mærkelige mennesker i verden, men også mange mennesker med et varmt hjerte.Jeg følte, at verden virkelig er smuk og værd at leve i.
Det er sjovt. Når man lærer og oplever sådan noget, får man en følelse af, at man bør give noget tilbage af det, man har fået. Det er sjovt at køre i mange forskellige biler, lære om og forberede sig på hver motorvej og overlade sig selv til vejen. Det kan være kedeligt at vente længe på en bil, men når det lykkes at blaffe, føles det meningsfuldt og givende. Man kommer til at stole mere på mennesker og får mange flere muligheder for at lære om kulturen, så blafferture beriger rejsen. Det kan være kedeligt at tage en bus alene i 10 timer, men når man blaffer, sker der hele tiden noget, og man keder sig aldrig. Man snakker altid med chaufføren. Jeg var optaget døgnet rundt.
Mens jeg blaffede, lærte jeg en masse grundlæggende tyrkisk samtale. Da jeg var i Tyrkiet, kunne jeg sagtens kommunikere med tyrkerne. Når engelsk slet ikke fungerede, havde jeg lapper med tyrkiske og persiske sætninger i lommen. Jeg tog dem frem og øvede mig med chauffører, der ikke kunne tale engelsk, lærte nye sætninger og fik rettet min udtale. Nogle gange tog chaufførerne mig med på lokale restauranter, når de blev sultne, og på den måde opdagede jeg virkelig lokale spisesteder. I modsætning til busser kommer blafferture også ofte forbi eller gør korte stop mange steder undervejs, som turister går glip af. Det er endnu en stor fordel ved at blaffe.
Det er nemt at forbedre sine sprogkundskaber, og man møder mennesker med mange forskellige erhverv – læger, filminstruktører, mekanikere, butiksindehavere og så videre. Man lærer også om hverdagsting, såsom hvilke biler folk normalt kører i, og hvilke radiostationer eller hvilken musik de lytter til. Desuden får man grundlæggende viden om landets historie og politik. Og selvfølgelig er det en fordel for alle, eftersom man ikke betaler for transporten!
#I stedet for at jagte kvalifikationer bare for at føje en linje til mit CV vil jeg gerne udføre et arbejde, der virkelig beriger mit liv og lader mig leve mere passioneret.
I mit sabbatår lærte jeg, at verden er stor, at der findes mange vidunderlige mennesker, og at jeg selv har rigtig mange mangler. Jeg lærer altid noget, når jeg rejser. Der er et ordsprog, der siger: »Rejsen er en skole på vejen.« Når jeg møder forskellige mennesker, ser og prøver forskellige ting, lærer jeg altid noget. (djembe, portrættegning, møder med iværksættere, historielæsning osv.)
Jeg tænker ofte, at verden er smuk og værd at leve i.Det er virkelig sjovt at nedbryde sine fordomme, mens man rejser.Mine fordomme og forudindtagede meninger om islam, sorte mennesker og europæere er blevet nedbrudt én efter én. Jeg vil gerne se mennesker som mennesker, uanset religion, baggrund eller alder. Jeg tænker hele tiden over, hvordan jeg skal leve fremover, og hvordan jeg kan gøre mit liv rigere og mere passioneret. Jeg troede tidligere, at karriere blot handlede om at få et job, og fokuserede kun på store virksomheder og på at gå på universitetet for at få arbejde, men den tankegang har ændret sig. Jeg vil leve passioneret.
Jeg havde aldrig rigtig følt mig oprigtigt lykkelig før.Nogle gange følte jeg mig glad, men jeg havde aldrig følt, at mit hjerte bankede hver dag, at jeg havde lyst til at leve længere, eller at mit liv var elskeligt og glædesfyldt. Jeg plejede at spekulere på, hvorfor mit liv var så farveløst og kedeligt, men nu er hver dag fuld af liv og glæde.
Jeg tror, at jeg er blevet mere taknemmelig for små ting og mere positiv. Jeg tænker mere over livet – over at leve et meningsfuldt liv. Selv hvis jeg ikke tjener mange penge, tænker jeg over, hvordan jeg kan blive en bedre udgave af mig selv end i går, og hvordan mit liv kan blive lykkeligere og mere tilfredsstillende.
Og for tiden skriver jeg de ting ned, der før kun var tanker, og prøver dem af én efter én. Jeg laver altid en ønskeliste over ting, jeg vil nå.I begyndelsen af hvert år skriver jeg konkret ned, hvor og hvordan jeg gerne vil rejse. Når jeg kommer i tanke om noget, jeg gerne vil gøre, skriver jeg det ned, lægger det et synligt sted og kigger ofte på det, mens jeg forestiller mig, at jeg får mine ønsker opfyldt. Jeg belønner også mig selv, når jeg når mine mål, og nogle gange sætter jeg konkrete tidsfrister for, hvornår jeg skal handle.
Et godt råd til at lave en ønskeliste er at dele den op i kategorier. Jeg har opdelt min i rejser, kultur, karriere og hobbyer. Når jeg ofte ser på min ønskeliste, bliver jeg ved med at spørge mig selv, hvilken slags menneske jeg er, og tænke over, hvordan jeg kan leve et lykkeligt liv uden fortrydelser. Sammenlignet med mit tidligere, vage »Det gør jeg en dag« har jeg efter at have lavet en ønskeliste gjort flere ting og fundet mere glæde i livet. Jeg tror virkelig, at livet former sig efter vores tanker.
Jeg vil gerne studere mit fag grundigt, så jeg med sikkerhed kan dele min viden inden for mit felt med andre. I stedet for at opbygge kvalifikationer for at føje en linje til mit CV vil jeg udføre et arbejde, der virkelig øger værdien af mit liv og lader mig leve mere passioneret.Det er urealistisk og idealistisk ikke at være besat af at få arbejde ligesom andre universitetsstuderende, men det er mit liv, så jeg vil leve på en måde, hvor jeg gør det, jeg har lyst til. Jeg føler, at jeg klarer mig godt, så jeg er ikke særlig bekymret for ikke at få et job. Jeg tror på, at der altid vil være en vej, hvis jeg arbejder hårdt. Jeg er også blevet meget interesseret i sprog.
Før jeg tog på sabbatår, var jeg faktisk meget i tvivl om min karrierevej. Var det det rigtige at tage orlov for at rejse? Traf jeg det rigtige valg? Jeg bekymrede mig meget, men efter at have fået grundig vejledning fra professorer og ældre studerende traf jeg den beslutning, jeg ikke ville fortryde: at bruge mit sabbatår på at rejse. Det indså jeg først, efter at rejsen var slut.Jeg ved ikke, om den vej, jeg følger, er rigtig eller forkert, men jeg har fået tillid til den vej, jeg er på. Det ideelle liv, jeg drømmer om, er måske anderledes end andres idealer, men jeg holder af mig selv, fordi jeg hver dag drømmer og bevæger mig fremad for at leve det liv, jeg ønsker.
Mine forældre, der i begyndelsen var meget bekymrede, begyndte senere at se positivt på det, mens jeg rejste. Jeg holdt jævnligt kontakt, sendte billeder med lokale venner og viste dem, hvordan jeg oprigtigt oplevede verden.
#Nu glæder jeg mig til morgendagen hver eneste dag.
Nu er hver dag virkelig fornøjelig, som var jeg på rejse. Jeg bruger tiden på at øve og genopfriske det, jeg lærte på mine rejser. Jeg følger hele tiden med i internationale forhold, historie og samfundsspørgsmål, som jeg blev interesseret i undervejs, og nyder et mere fast forankret liv, der er anderledes end det omflakkende.
Faktisk er min karrierevej endnu ikke fastlagt, men gennem forskellige oplevelser synes jeg gradvist at finde en retning. Jeg lever hver dag og gør det, jeg har lyst til, så jeg ikke fortryder noget – jeg arbejder hårdt og har det sjovt.For tiden skriver jeg en bog, rejser og fordyber mig i de emner, jeg gerne ville lære mere om.
På det seneste har jeg tilbragt en dejlig sommerferie på Han-floden med windsurfing og SUP, som er hobbyer, jeg har fået for nylig. Nu glæder jeg mig til hver ny dag. Jeg vil også gerne være en, der bidrager til samfundet – jeg vil give den venlighed videre, som jeg selv har mødt, til dem, der har brug for den. Når udenlandske venner, jeg har mødt på mine rejser, besøger Korea, viser jeg dem rundt i Seoul og tager dem med på gode restauranter. Jeg er også blevet medlem af universitetets klub for udvekslingsstuderende.
Ligesom de lokale venner, der tog sig af mig og var en stor støtte, da jeg rejste, vil jeg gerne være en hjælper og ven for udenlandske studerende, når de har brug for hjælp. Jeg håber, at de udvekslingsstuderende, der kommer til Korea, får en dejlig tid og rejser hjem med mange glade minder.
Næste år skal jeg på udveksling i Barcelona i Spanien. Derfor læser jeg spansk på livet løs. Faktisk vil jeg en dag gerne rejse rundt i Latinamerika, hjælpe lokalsamfund og NGO'er og udføre frivilligt arbejde, når jeg kan. Jeg vil gerne arbejde frivilligt som protokolmedarbejder eller tolk ved vinter-OL i PyeongChang i 2018.Frem for alt vil jeg fokusere på at gøre mit liv lige nu mere meningsfuldt og holde endnu mere af det.
#Lev det liv, du elsker, elsk det liv, du lever
Lev det liv, du elsker, elsk det liv, du lever
'Elsk det liv, du lever, lev det liv, du elsker'
Det er mit yndlingscitat, og noget jeg altid minder mig selv om, når jeg begynder at miste fokus.Hvis du altid forestiller dig det liv, du ønsker dig, lever hver dag med glæde og flid og holder af dit nuværende liv, ender du så ikke med at leve det liv, du engang beundrede?
Hvis du planlægger et sabbatår, så vær modig. Tag et skridt fremad. Gør det, du elsker, og det, du kan lægge hele din passion i. Hvis ikke nu, gør du det måske aldrig. Stol på dig selv og de valg, du har truffet.Brug dit sabbatår godt på de ting, du gerne ville gøre, men havde svært ved at hellige dig, mens du gik i skole, og de ting, du gerne vil nå, inden du bliver færdiguddannet.
'»100 menneskers sabbatår« handler ikke om mentorer, der optræder på tv eller i bøger.Det er historierne om mennesker, der var lidt længere fremme end mig, og som viste lidt mere mod, end jeg gjorde.Jeg håber, at historierne fra 100 mennesker, der stod i lignende situationer og havde lignende bekymringer, kan være til hjælp, når du står over for vigtige beslutninger i dit liv.
Vi tager altid gerne imod forslag og bidrag til serien »100 sabbatår«.
Skriv en kommentar eller besked, eller send en e-mail til marketingchefen Da-young Choi (choi@koreagapyear.com)!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
