Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
Jeg håber, du nyder glæden ved nuet i stedet for at bekymre dig om fremtiden. Fremtiden kommer, men når nuet først er forbi, vender det ikke tilbage. Så stol på den, du er nu, og vær glad.Vi er stadig i en alder, hvor ungdommen er vores våben, og hvor vi kan gøre alt. Glem ikke, at det kun er dig selv, der kan skabe din egen lykke! – En rejse for at finde ungdommen / Lee Kkotsongi, medlem af Gap Year Tribe |
Gapper nr. 60 fra Gap Year TribeLee Kkotsongi
Gap year-periode:Februar 2016 – august 2016 (i gang)
En rejse for at finde ungdommen med blafferture og couchsurfing som eneste transport- og overnatningsform
I øjeblikket er Sydkorea,
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud af skolen; 346.000 personer i tyverne går blot rundt uden drømme; og andelen af ansatte, der skifter job inden for det første år, er nået op på omkring 40 %,75 procent af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og over 80 % af arbejdstagerne siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til andre, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte,vil vi introducere begrebet »gap year« i Sydkorea.
»Gap year« (sabbatår)betyder, at man tager en pause fra eller sætter studier og arbejde på hold for at deltage i forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, uddannelse og iværksætteri.Det er en tid til at finde retningen fremad – en kultur, der anbefales i lande som USA, europæiske lande og Japan.
# Har du nogensinde følt, at livet var kedeligt? Det har jeg.
Har du nogensinde følt, at livet var kedeligt? Det har jeg. Jeg havde kun levet i omkring tredive år, men på et tidspunkt blev min eneste tilværelse kedelig, fordi dagene med arbejde, udmattelse og hjemkomst blev ved med at gentage sig – jeg tjente bare penge for at klare mig. Når jeg ser tilbage, var jeg et barn med mange drømme, men fordi jeg levede i et samfund, der satte stabilitet over alt, endte jeg med at jage penge besat og leve som deres slave.Jeg troede, at jeg gjorde det rigtige for fremtiden, men et sted i mit hjerte føltes tomt.
En dag, da jeg nærmede mig de tredive, var jeg på vej hjem fra arbejde som sædvanlig, da tårerne pludselig pressede sig på. Så fór en sætning fra en person i tyverne gennem mit hoved.
»Dine tyvere og din ungdom kommer ikke tilbage.«
Det var sandt. Når jeg ser tilbage, lærte jeg med alderen kun at holde mig tilbage fra det, jeg gerne ville, og blev mere bange. At investere tid i mig selv blev lige så svært som en uopnåelig drøm, og min ungdom gled længere og længere væk, indtil den føltes uden for rækkevidde.På under en måned sagde jeg uden tøven op fra det job, jeg havde haft i årevis, og købte en flybillet.
»Jeg ville gribe min ungdom, før den gled endnu længere væk.«
# »At føre overbevisningen »Hvis ikke nu, hvornår så?« ud i livet var min bedste forberedelse.«
I begyndelsen virkede det overvældende. Det var første gang, jeg planlagde at rejse i mindst seks måneder og måske helt op til to år, så jeg tøvede, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle gribe det an, eller hvor mange penge jeg ville få brug for. Af frygt for aldrig at komme af sted, hvis jeg blev ved med at tøve, satte jeg budgettet til fem millioner won og gik om bord på flyet.For nogle er det måske meget, for andre lidt, men jeg tænkte: »Jeg finder på en måde at spare eller tjene penge på og får det til at fungere.«
Når jeg ser tilbage nu, er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde det. Nogle gange spekulerer jeg på, hvordan det ville have været, hvis jeg havde forberedt mig grundigt på en lang rejse, men at føre tanken »Hvis ikke nu, hvornår så?« ud i livet var min bedste forberedelse.
# Et løfte til mig selv om at få mit eneste liv til at stråle lidt mere.
Det, der gjorde mig urolig, da jeg tog på mit gap year, var usikkerheden om fremtiden og det at forlade et stabilt liv. For det første var jeg ikke ung, og eftersom det var en uplanlagt rejse uden en fast returdato, var min første bekymring, hvad jeg skulle gøre, når jeg kom tilbage. Den anden var, hvordan folk omkring mig ville se på mig.
Folk spurgte ofte, hvornår jeg ville gifte mig, hvornår jeg ville blive voksen, eller hvordan jeg kunne tage på rejse for de penge – reaktionerne fra folk omkring mig var sjældent venlige. Men jeg kunne rejse, fordi mine forældre troede på mig og altid støttede mig, og fordi jeg havde venner, som sagde, at de var glade for, at jeg havde fundet modet til at tage af sted. Men...Jeg tror, det vigtigste er mit eget hjerte. Løftet, jeg gav mig selv om at få mit eneste liv til at stråle lidt klarere, spillede den største rolle.
# Uanset hvorer der mennesker, der lever, og verden er stadig varm og værd at leve i. Så jeg håber, du tager af sted og prøver.
Det begyndte i Sydøstasien. Der var så varmt, og jeg havde svært ved krydderierne, så maden passede mig ikke, og jeg kæmpede lidt. Men jeg tror, at jeg nød lidt over en måneds afslapning. I stedet for at besøge turistattraktioner sad jeg på gaden med et glas frugtjuice og så folk gå forbi, lå i en hængekøje og lyttede til musik eller tog lange lure og tilbragte dagene i dovent tempo. Jeg begyndte at tænke: »Nu føles det, som om jeg virkelig lever.«
RundturJeg besøgte næsten ingen turistattraktioner. Faktisk er der ikke rigtig nogen steder, man absolut skal se..Jeg syntes, det var lidt kedeligt at tage rundt og se seværdigheder. Jeg tog af sted for at gøre det, jeg havde lyst til, tage derhen, hvor jeg ville, og selv være drivkraften på min rejse. I omkring fyrre dage fordybede jeg mig i de lokales liv. Efter den afslappede rygsækrejse i Sydøstasien begyndte jeg min rejse gennem Europa med Tyrkiet.
Tyrkiet, Bulgarien, Serbien, Ungarn, Polen, Tyskland, Tjekkiet, Østrig, Slovenien, Kroatien, Bosnien, Albanien og Grækenland.Jeg rejste udelukkende ved at blaffe og overnatte hos værter gennem couchsurfing. Jeg ville prøve noget nyt og sætte mine grænser på prøve. Inden jeg tog af sted, lovede jeg mig selv, at jeg ville opbygge selvtillid – uanset hvad ville jeg rejse ved kun at bruge disse to metoder.
Det tog ikke lang tid at planlægge ruten. Målet var ganske enkelt at rejse fra Europas østligste til dets vestligste punkt. Indtil jeg tog af sted, var jeg virkelig bekymret, selvom jeg ikke helt vidste hvorfor.Ifølge mange blogs og folks beretninger – »fordomme gør folk dumme« – blev Østeuropa og Balkan beskrevet som utrygge, uinteressante, farlige og kedelige.Så oprindeligt havde jeg kun planlagt at rejse igennem.
Mine tanker ændrede sig fuldstændig, mens jeg rejste. De lande, jeg ville have fortrudt blot at rejse igennem, bød mig – stik imod mine bekymringer – på stor hjælp fra meget venlige mennesker, og de idylliske steder viste mig postkortsmukke landskaber.Jeg indså, at jeg havde bekymret mig unødigt; jeg skulle bare nyde det og selv mærke efter. Derfor blev jeg meget længere, end jeg havde planlagt, og oplevede og nød en masse.
Mens jeg rejste, udtrykte alle, jeg mødte, bekymring og advarede mig om sikkerheden, fordi jeg var kvinde og blaffede og overnattede hos folk via Couchsurfing.Så lavede jeg mine egne regler: Jeg går grundlæggende ikke ud alene sent om aftenen, blaffer ikke efter mørkets frembrud, og uanset situationen tager jeg den direkte på.
Jeg mødte faktisk perverse bilister og mænd, der råbte efter mig. I begyndelsen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg smilede bare og råbte »NEJ«, men med tiden lærte jeg helt naturligt at tale bestemt og sige fra.
Jeg kan ikke ærligt sige, om det er farligt at rejse som kvinde eller ej (overfald og uro forekommer ofte alle steder nu, og mange steder i verden er risikable),men jeg tror, at hvis du stoler på dig selv og ikke bringer dig selv i farlige situationer, vil du ikke komme ud for den slags, folk bekymrer sig om.
At være kvinde betyder ikke, at der er ting, du ikke kan gøre eller opnå. Hvis du ikke prøver, fordi du tror, det er farligt, bliver du ved med at være unge, der kun længes efter verden uden for brønden, men aldrig træder ud.Alle steder er der mennesker, der lever, og verden er stadig varm og værd at leve i, så jeg håber, du tager af sted og vover pelsen.Det, du opnår med indstillingen »Jeg kan godt«, vil føles som den største gave, du kan give dig selv!
#Tro ikke, at du mangler selvtillid på engelsk; du kan måske få topkarakterer til prøver, men det er svært og skræmmende at tale engelsk – det er helt naturligt. Det er jo ikke koreansk.
Det var, da jeg blaffede i Grækenland. Jeg troede, det ville blive endnu en hård dag, så jeg tog af sted tidligt om morgenen, og der var ret langt til min destination. Netop som jeg var ved at blive bekymret, fordi jeg ikke kunne få et lift, samlede en ung græker, der ikke talte engelsk, mig op, efter kun at have set mit skilt.Selvom vi ikke kunne kommunikere, behandlede han mig med et konstant smil og kørte forbi sin egen destination for at køre mig til min. Bagefter spiste vi og drak kaffe sammen, og så sagde han:
I dag er min smukke dag
Tårerne steg mig i øjnene; det var ham, der havde givet mig et lift og købt et måltid til mig ... Jeg husker, hvor taknemmelig og varm om hjertet jeg blev over alle de bilister, der hjalp mig, især ham, som blev ved med at takke mig mere, end jeg takkede ham.
I Kroatien skal man krydse en grænse for at komme til Dubrovnik, men jeg kunne ikke komme over, og mørket faldt på, så jeg måtte opgive. Da jeg ikke havde noget sted at sove, gik jeg ned mod kysten og så solen farve havet rødt, mens den gik ned. Jeg måbede af begejstring, gik ned til stranden langs kysten og fandt en plads under et fyrretræ.Jeg tømte lommerne for at købe en enkelt dåse øl, drak den, mens jeg lyttede til bølgerne i den kølige brise, og faldt i søvn på en navnløs strand. Det føltes som den mest romantiske aften.
Jeg græd kun én gang på mine rejser. Jeg skulle fra Bohol, en lille ø i Filippinerne og mit første rejsemål i Sydøstasien, til Thailand, så jeg skulle til Manilas lufthavn, men de gjorde indsigelse mod vægten af min bagage. Jeg havde hørt om den slags svindel i filippinske lufthavne og forberedt mig på det, men da det faktisk skete for mig, blev jeg forvirret og kunne ikke tale engelsk. Mens folk stimlede sammen, fniste og krævede alle mulige penge, begyndte jeg at svede og græde. Til sidst følte jeg mig snydt, min stolthed var såret, og jeg følte mig virkelig lille. Jeg bebrejdede mig selv og spekulerede på, hvorfor jeg ikke havde lært engelsk.
Men det skete kun én gang; tværtimod er mange sydøstasiater ret godtroende, og jeg mødte masser af gode mennesker. Vores fordomme om Sydøstasien kan få os til fra starten at frygte, at det er farligt, men deres økonomiske niveau er kun lidt lavere end vores, og det er et sted, hvor man kan mærke en vis uskyld, så du behøver ikke bekymre dig alt for meget!
Efter episoden i Filippinerne boede jeg, fra det øjeblik jeg ankom til Thailand, kun på overnatningssteder, hvor der boede udlændinge – så meget, at jeg næsten ikke så nogen koreanere – og selv uden at tale fokuserede jeg på deres gestik og samtaler. Når jeg tog tuk-tuk eller anden transport, slog jeg op og memorerede på forhånd, hvad jeg skulle sige, og når udlændinge talte til mig, kastede jeg mig modigt ud i samtalen på en eller anden måde.
Mit engelsk er stadig ikke særlig flydende, men det er mere end godt nok til at kommunikere og lave sjov. Der var kun én grund til, at jeg kunne gøre det: Jeg kastede mig ud i det uden tøven.
Tro ikke, at du mangler selvtillid på engelsk; du kan måske få topkarakterer til prøver, men det er svært og skræmmende at tale engelsk – det er helt naturligt. Det er jo ikke koreansk.Det bliver naturligt med tiden.Det er mere end nok at begynde med kropssprog, det universelle sprog.Når du går ned ad gaden og får øjenkontakt med en udlænding, så prøv at sige »Hej«.De vil sikkert svare med et smil.
#Jeg tror, jeg udsatte de ting, der kunne få mig til at nyde livet, til jeg gik på pension. Når jeg ser tilbage nu, var det virkelig tåbeligt.
Da jeg var i Korea, ville det ikke være en overdrivelse at sige, at jeg var slave af uddannelsesbaggrund og penge. Jeg prøvede altid at blive den ordentlige og talentfulde person, som vores samfund forventer. Selv når jeg ikke havde lyst til at gøre noget, følte jeg, at jeg var nødt til det, og jeg måtte stræbe efter anerkendelse. Jeg bekymrede mig om, hvad andre mente, og forsømte mig selv. Jeg havde nok ingen fornemmelse for at tage den med ro.
Jeg tror, jeg udsatte de ting, der kunne få mig til at nyde livet, til jeg gik på pension. Når jeg ser tilbage nu, var det virkelig tåbeligt. Jeg havde så travlt med at klage over de kedelige hverdagsrutiner, at jeg knap nok lagde mærke til, hvordan årstiderne gik, og jeg vidste ikke engang, hvad jeg levede for.
Nu? Mens jeg fortsætter med at rejse, lærer jeg at bruge tid på mig selv.Selv når jeg ikke laver noget produktivt, føler jeg mig slet ikke utålmodig, og jeg har flere og flere dage, hvor jeg tager den med ro. Det er et bevis på, at jeg bliver lykkeligere. På dage, hvor jeg går meget, kan jeg godt blive træt, men jeg opdager, at jeg smiler over små scener, jeg passerer, og jeg har lært at være taknemmelig for de små ting.
Gennem blafferi og Couchsurfing indså jeg, at verden stadig er værd at leve i, og at der ikke er noget, du ikke kan gøre, hvis du sætter dig for det. Det bedste er, at jeg selv skaber min egen lykke.Jeg er virkelig glad!
#Selvom min rejse er sat på pause, lever jeg stadig lykkeligt og gør det, jeg har lyst til!
Jeg er lige nu i Dahab i Egypten på det afrikanske kontinent. Jeg arbejder i en dykkerbutik i en lille kystby. Før jeg kom hertil, sendte jeg e-mails til mange steder for at sige, at jeg gerne ville arbejde, og slog møjsommeligt ord op i ordbogen på grund af mit dårlige engelsk.
Heldigvis fandt jeg et sted, der tog godt imod mig, så jeg hjælper gæsterne med enkle guidede ture og er ved at lære at dykke. Selvom mine rejser er sat på pause for en stund, lever jeg lykkeligt og gør det, jeg har lyst til! Jeg arbejder i tre måneder og tager så af sted for at blive ydmyget af Afrikas enorme vildmark.
#Kun dem, der beslutter sig og handler, kan gøre deres drømme til virkelighed.
Hvis du har et sabbatår, håber jeg, at du ikke tøver med noget af det, du gør! Oghar lyst tilHvis der er noget, du gerne vil gøre, så gør det endelig! Hvis du bliver ved med at finde på undskyldninger og udsætte det ved at sige »Det gør jeg senere«, ender du med at gå glip af muligheden. Kun dem, der beslutter sig og handler, kan virkeliggøre deres drømme.Jeg vil gerne sige, at rejser ikke nødvendigvis kræver lang forberedelse, penge eller tid. Hvis du kommer ud i den virkelige verden og tager tingene, som de kommer, findes der altid muligheder!
Forvent ikke at få alt uden at gøre en indsats.Når man blaffer, er der for eksempel ingen, der stopper for én, hvis man bare står stille ved vejen. På dage, hvor jeg ikke kunne få et lift, dansede og sang jeg! Couchsurfing handler ikke kun om at spare på overnatningen; det er en fantastisk mulighed for at få venner fra hele verden!
Tøv ikke, fordi du ikke kan tale engelsk; hvis du oprigtigt behandler dem som venner, vil de også behandle dig oprigtigt! (Jeg kunne heller ikke tale engelsk i begyndelsen, men nu kan jeg lidt!) Blafferi og Couchsurfing giver dyrebare forbindelser og føjer en ny slags glæde til rejsen, så jeg anbefaler på det kraftigste, at du prøver det.
Hmm, og sørg for at få din helt egen, unikke rejse.At følge blogs for at besøge de samme steder og spise den samme mad som alle andre ... er det ikke lidt for kedeligt? Rejseguides fra utallige kilder er fine nok, men menneskene og landskaberne, du møder på uventede steder, bliver dyrebare, uerstattelige personlige minder.
#Nu eller aldrig.
Jeg håber, du vil nyde glæden ved nuet i stedet for at bekymre dig om fremtiden. Fremtiden nærmer sig, men nuet vender ikke tilbage, når det først er forbi — så stol på dig selv i nuet, og vær glad.Vi er stadig unge nok til at have ungdommen som vores trumfkort og til at kunne gøre alt. Glem ikke, at den, der skaber din lykke, ikke er nogen anden end "dig selv"!
Jeg støtter alle de unge i Sydkorea, der har drømme.Kom så!! Ungdom!!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
