Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
Helvede Joseon – selv skeernes farve og opbygning af CV'etUnge mennesker i Sydkorea har virkelig travlt for tiden og er meget bekymrede for en usikker fremtid. Sådan har jeg det også. Men i stedet for at se kortsigtet på min fremtid eller betragte vores land negativt, ville Korea så ikke blive et lykkeligere sted, hvis vi delte, tog hensyn og gjorde en fælles indsats for fremtiden og for hinandens lykke? En ung person, der påvirker verden positivt / Im Chung-man, deltager i et sabbatår (gapper) |
59. Gap Year Tribe – deltagerIm Chung-man
Sabbatårsperiode:Juli 2014–august 2016 (i alt 26 måneder)
1.200 km pilgrimsfærd på 50 dage
Sydkorea i dag:
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud, 346.000 personer i tyverne har ingen drømme og driver bare rundt, og andelen, der skifter job inden for det første år efter ansættelsen, er nået op på 40 procent,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og over 80 % af de ansatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal »drømme«, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte,har vi som mål at introducere »sabbatåret« i Sydkorea.
Sabbatår (gap year)er en periode, hvor man kombinerer eller midlertidigt holder pause fra studier og arbejde for at deltage i forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteri,Det er en tid til at finde retning for fremtiden og en kulturel praksis, der anbefales i USA, Europa, Japan og andre steder.
*Se de mange forskellige oplevelser på Gap Years hjemmeside!(klik)
# Jeg anede ikke, hvilke drømme jeg ville forfølge, eller hvilken karriere jeg skulle vælge.
Indtil for nylig havde jeg under en toårig orlov mulighed for frit at prøve de ting, jeg gerne ville. Hovedårsagen til, at jeg tog to års orlov med ét semester tilbage, var, at jeg fortrød, at jeg ikke havde fået mange forskellige erfaringer, fordi jeg havde forberedt mig tre gange til optagelsesprøven til universitetet og søgt om at skifte universitet i begyndelsen af tyverne. Jeg valgte naturvidenskab, fordi jeg godt kunne lide matematik, men efter optagelsesprøven, da jeg skulle vælge studieretning, kunne jeg ikke beslutte mig for, hvad jeg skulle vælge.Jeg anede ikke, hvilke drømme jeg ville forfølge, eller hvilken karriere jeg skulle vælge. Jeg tænkte meget over det, men jeg havde ingen fornemmelse af, hvad jeg kunne lide, eller hvad jeg var god til.
På det tidspunkt tror jeg, at det faktisk ville have hjulpet mig med at finde en karrierevej at få flere forskellige erfaringer og læse flere bøger, men fordi jeg kun fokuserede på den nært forestående optagelsesprøve, kunne jeg ikke se en tydelig retning. Da jeg læste op til prøven alene efter at have dumpet, blev jeg nogle gange meget nedtrykt, så tredje gang gik jeg på et forberedelseskursus, mens jeg læste.
Selv ved den tredje prøve blev mit resultat ikke meget bedre, men uden et klart mål kunne jeg ikke fortsætte med at forberede mig til optagelsesprøven, så jeg valgte universitet og institut efter mit resultat. Men da jeg begyndte at gå på universitetet, syntes jeg, at det var endnu sværere at studere noget, der ikke passede mig. Jeg havde stadig svært ved at slippe tanken om optagelsesprøverne, og først da indså jeg, at jeg kunne lide engelsk, og begyndte at finde en retning for mine drømme og forberede mig på at skifte universitet.
Optagelsesprøver for studerende, der vil skifte universitet, lægger stor vægt på engelsk, så jeg besluttede mig for at forberede mig. Jeg besluttede at skifte fra det elektroingeniørstudium, der ikke passede mig, til enten erhvervsøkonomi eller engelsk litteratur.På det tidspunkt var min drøm at blive en, der hjælper studerende, som ligesom jeg er usikre på deres drømme eller karrierevej. Jeg tænkte, at jeg for at gøre det måtte være et forbillede for nogen, så jeg begyndte at studere hårdt.
Efter at have forberedt mig i de første seks måneder til at skifte universitet dumpede jeg til alle de første prøver. Men denne gang var mine mål og drømme tydelige, så jeg kunne være mere motiveret og koncentrere mig om studierne. Jeg følte, at jeg svigtede mine forældre, så frem til maj arbejdede jeg deltid, tjente penge til undervisningen og læste; derefter koncentrerede jeg mig om studierneEfter syv år begyndte jeg på det universitet, jeg gerne ville gå på. Efter tre semestre og inden mit sidste semester valgte jeg at tage orlov for at opleve verden uden for brønden.
# At skaffe penge til et sabbatår
Da jeg var ung, fik jeg ikke lommepenge. Mine forældre gav mig kun penge til mad og transport, når det var nødvendigt, og fra jeg var 20, havde jeg altid deltidsjob hos hundefrisører, på pc-caféer, restauranter, bryllupssale, hoteller og så videre. Men fra jeg var 24 og forberedte mig på at skifte universitet, gav de mig et lille beløb.
Mens jeg forberedte mig på at skifte universitet, sparede jeg omkring 7 millioner won op gennem deltidsarbejde. Jeg havde virkelig dårlig samvittighed over for mine forældre, så jeg begyndte at tjene penge til kursusgebyret; under studierne betalte mine forældre kursusgebyret, og fordi jeg ikke havde mulighed for at bruge penge, mens jeg læste, sparede jeg løbende op. Pengene, jeg sparede op, blev brugt til leveomkostninger efter at jeg var kommet ind på det nye universitet samt til praktikopholdet i London og rejser i Europa.
Derefter arbejdede jeg i seks måneder som praktikant på universitetets internationale kontor for at tjene til leveomkostningerne. Det, der gjorde praktikopholdet på det internationale kontor bedre end andre deltidsjob, var, at jeg havde ansvaret for at hjælpe udenlandske studerende på campus, så jeg kunne møde studerende fra forskellige lande og blive venner med dem. Mens jeg udførte administrative opgaver, kunne jeg derfor bruge fremmedsprog og lære om deres kulturer. Det var meningsfuldt, og jeg kunne samtidig tjene det beløb, jeg havde brug for.
# Mit livJeg besluttede, at der ikke var nogen grund til at sammenligne mig med andre, og at jeg ville bruge min tid fornuftigt.
Efter at have været til optagelsesprøven til universitetet tre gange og var kommet ind, var jeg relativt ældre end de andre. Jeg havde også forberedt mig på at skifte universitet, så jeg var virkelig blandt de ældste på skolen. Det gjorde mig nogle gange urolig at tage et sabbatår, fordi jeg altid var ældre end de andre i fritidsaktiviteter og andre programmer.
Mine nære venner og yngre medstuderende begyndte at få job én efter én, og jeg bekymrede mig om, hvorvidt jeg efter et sabbatår kunne finde et ordentligt job i en forholdsvis sen alder og få et godt liv. Frem for alt spekulerede jeg ofte på, om det ville gøre mig lykkelig at vælge denne vej.
Jeg var bange, men jeg troede på mig selv. Hvis jeg sammenlignede mig med andre lige nu, kunne jeg blive bekymret over at komme sent i gang, men jeg besluttede, at eftersom det er mit liv, behøver jeg ikke sammenligne mig med andre. Hvis jeg finder det, jeg virkelig gerne vil, og det, jeg er god til, og lever hver dag med mening, vil mit liv aldrig føles spildt. Jeg besluttede at værdsætte den tid, jeg har fået.
#Jeg ville hellere tage på unikke udfordringer og møde en mere mangfoldig gruppe mennesker end tage på en forudsigelig rejse.
Efter en orlov på et semester søgte jeg et praktikprogram i London vinteren 2015 og besøgte et europæisk land for første gang. Som erhvervsøkonomistuderende gav et besøg i Storbritannien, den industrielle revolutions fødested, mig mulighed for at opleve et udviklet lands kultur på egen hånd. Jeg forberedte mig også på at tage på min drømmerejse alene rundt i Europa, inden jeg begyndte den seriøse jobsøgning.
I omkring en måned var jeg i praktik på marketingteamet i en uddannelsesvirksomhed på hverdage, og i weekenderne rejste jeg til nærliggende byer eller udforskede det centrale London. Storbritannien er kendt for sine museer, hvoraf mange har gratis adgang, så jeg besøgte dem ofte.På mine ture rundt i det centrale London oplevede jeg kultur og kunst, og praktikopholdet på marketingteamet gav mig mulighed for direkte at mærke og opleve stemningen i virksomheden – en værdifuld erfaring.
Under praktikopholdet i London og rejsen med min ven kom jeg til at sætte pris på de dyrebare mennesker i mit liv og mærke glæden ved dem.
Efter praktikopholdet, mens jeg rejste i Barcelona, besluttede jeg at gå Camino de Santiago fra León til Santiago de Compostela – omkring 300 km.Den resterende tidJeg ville møde en mere mangfoldig gruppe mennesker og tage på usædvanlige udfordringer frem for at tage på en forudsigelig rejse.Desuden havde jeg været kirkens akkompagnatør, siden jeg var 20, og jeg ville gå gennem de steder, hvor Jakob, en af Jesu disciple, prædikede evangeliet.
Den første dag vidste jeg ikke, hvad jeg gik ind til, og vandrede 50 km på 12 timer. Som følge deraf fik jeg stærke smerter i fødderne. Alligevel mødte jeg på Camino de Santiago mennesker fra forskellige lande, lyttede til deres livshistorier og fik mulighed for at dele mine værdier og mit liv med dem. Og til sidst...Da jeg nåede frem til min destination, Santiago-katedralen, var der først tre ting, jeg tænkte på.
Taknemmelig over for mine forældre for mit gode helbred
Værdifulde relationer
Det næste punkt på min ønskeliste
Faktisk var det, jeg følte under rejsen, langt mere værdifuldt og holdbart end den korte følelse af at have opnået noget ved ankomsten. Men efter at jeg var kommet hjem og var begyndt at søge job for alvor, forsvandt de tilbageværende følelser fra pilgrimsrejsen gradvist.
# Reply 1988
Alt det, jeg lærte og oplevede i mit sabbatår, kan have været forberedelse til det projekt, jeg snart vil fortælle om. Efter at have gået en del af pilgrimsruten sidste år, bar jeg altid på et ønske om en dag at vende tilbage. Jeg fortrød også, at jeg ikke havde gennemført hele ruten, ogjeg ville gerne gå igen, møde og være sammen med forskellige mennesker og udvikle mig gennem personlige udfordringer.
Så tænkte jeg pludselig: »Kan jeg tage af sted nu i stedet for senere?« Jeg begyndte at overveje, om jeg kunne dele det, jeg havde oplevet, med flere mennesker, og om det kunne hjælpe andre, ogjeg tænkte på, hvordan jeg kunne bruge alt det, jeg havde oplevet i sabbatåret. Til sidst besluttede jeg mig for både at rejse og gennemføre et projekt, der kunne hjælpe nogen ved at omsætte det, jeg havde lært, til handling. Jeg overvejede, hvad jeg kunne lide, hvad jeg var god til, og hvad der kunne komme samfundet til gavn.
Som født i 1988 deltog jeg i den 88. bloddonationsbegivenhed, og pilgrimsrejsen mindede mig om cirka 800 km. Jeg begyndte at overveje at samle 88 bloddonationskort og donere dem til børn med kræft, samtidig med at jeg satte fokus på taknemmeligheden over at kunne gå og glæden ved at rejse. Jeg havde engang hørt, at vores land mangler bloddonorer og indimellem importerer blod, og at mange børn med kræft dør tragisk, fordi der er få knoglemarvsdonorer trods de teknologiske fremskridt. For at øge bevidstheden om bloddonation og i håbet om, at min lille indsats kunne hjælpe børn med kræft med at blive helt raske og også give dem mulighed for at studere og rejse ligesom os, begyndte jeg at forberede mig på at gå pilgrimsruten endnu en gang.
På det tidspunkt var dramaet »Reply 1988« enormt populært, så jeg kaldte projektet »Reply 1988«.
Jeg rejste til Barcelona den 29. februar, fortsatte til Saint-Jean-Pied-de-Port og begyndte at gå den 3. marts.Jeg gik på pilgrimsruterne i omkring 50 dage: 800 km ad den franske rute til Santiago, 120 km til Fisterra og Muxía samt 260 km ad den portugisiske rute – i alt cirka 1.200 km.I løbet af den tid mødte jeg ikke kun spanske venner, men også koreanske venner og mennesker fra hele verden. Vi delte værdier og kulturer, og jeg lærte om verden – og indimellem...Når jeg gik alene, kunne jeg tænke tilbage på mit liv indtil da og overveje og samle tankerne om mine fremtidsdrømme og min karriere.
Det var en pilgrimsrejse, jeg begyndte på med gode intentioner, og den var både glædelig og behagelig, men den var ikke altid let. At krydse Pyrenæerne den første dag var en stor udfordring. Selvom marts er en overgangsmåned, er Spanien kendt for sin stærke sol, så jeg pakkede mest let tøj for at mindske rygsækkens vægt. Men vejret var virkelig omskifteligt med sne og regn, der blev drevet af vinden. Da jeg krydsede bjergene, var det svært at se på grund af sneen og vinden, og de stejle skråninger og den ophobede sne førte til flere næsten-fald, der fik mig til at frygte for mit liv. Nogle pilgrimme forlod bjergene på grund af det voldsomme vejr og fik hjælp af lokale beboere til at køre derfra.
Alligevel gav turen mig flere minder end besværligheder. Jeg mødte flere venner, der holdt sabbatår: en ældre bror, som kom for at gå pilgrimsruten før sine studier i Storbritannien; en yngre bror, som kom før sin værnepligt; en yngre bror, der havde dumpet flere gange og kom for at lade op og begynde igen; en yngre bror, der rejste verden rundt efter at have afsluttet et arbejdsferieophold i Australien; og yngre medstuderende, der som 20-årige tog på deres første udlandsrejse for at gå pilgrimsrutens 800 km. Det var en tid, hvor jeg lærte meget af dem og selv udviklede mig, mens vi spiste aftensmad og talte sammen.
For mig handlede målet ikke blot om at gennemføre pilgrimsrejsen. Jeg havde forberedt mit eget projekt, så jeg offentliggjorde et løfte på appen BigWalk, hvor man optjener den virtuelle valuta 1noon for hver 10 meter, man går, og kan donere den. I løbet af de cirka 50 dage, jeg gik på pilgrimsruten til Santiago, satte jeg fokus på bloddonation og knoglemarvsdonation og opfordrede folk til at deltage. Selvom jeg mange gange havde lyst til at give op, fordi det var hårdt, tænkte jeg ofte på dem, der heppede på mig undervejs...Jeg tænkte ofte på dem, der gik sammen med mig. Jeg tænkte også meget på dem, der er usunde og har svært ved at gå. Mine skridt var små, men jeg blev ved med at gå i håb om, at de kunne hjælpe dem bare en lille smule.
Som tiden gik, var der flere og flere, der heppede på mig og donerede bloddonationsbeviser. Det gjorde mig virkelig stolt at se, at folk en efter en også sagde ja til at deltage i organdonation, og det gav mig kræfter til at blive ved med at gå.Da pilgrimsrejsen sluttede, havde i alt 2.106 personer deltaget i projektet, og jeg havde samlet 98 bloddonationsbeviser – mere end mit oprindelige mål på 88. Efter hjemkomsten donerede jeg dem til socialafdelingen på Hanyang Universitetshospital.
Det, jeg lærte af at holde sabbatår
# Lykke
Jeg lærte mig selv bedre at kende og blev lykkeligere. Folk kender ofte ikke deres eget potentiale, fordi de ikke har haft mange oplevelser med at presse sig selv til det yderste.Når jeg gik 50 km om dagen i 12 timer, spekulerede jeg på, hvor langt jeg kunne gå, og hvad jeg var i stand til. Jeg var glad for at få mulighed for at udfordre mig selv.
# Selvtillid
I begyndelsen vil folk måske tro, at du er skør. Men hvis du tror på dig selv og tager ét skridt ad gangen, følger selvtilliden med.Min selvtillid og mit selvværd voksede meget. Jeg fik også større lyst til at leve et liv, hvor jeg hjælper andre mere.
# Mit sabbatår er ikke slut endnu.
Mit sabbatår er ikke slut endnu. I juni deltog jeg i lejren »Lær dine forældres hjemland at kende« i Manila i Filippinerne, og i næste uge tager jeg til Cambodja for at udføre frivilligt arbejde i udlandet.Når jeg oplever nye ting og møder nye mennesker, får jeg hele tiden nye idéer til, hvordan verden kan blive et bedre sted.
Jeg har også oprettet et indsamlingsprojekt for børn med kræft på BigWalk og forbereder »Reply 1988 sæson 2« sammen med ældre alumner. For nylig meldte jeg mig også som organdonor, og fremover...vil jeg fortsætte med at omsætte kærlighed til handling gennem løbende frivilligt arbejde og bloddonationer.
#Vores skridt bliver til næring for andre.
Find din egen lykke, og del den med andre – så vokser den.Og vær ikke utålmodig; følg din egen vej.Fordi jeg gik til optagelsesprøven tre gange og skiftede universitet, tog det syv år at komme ind på det universitet, jeg ønskede. Spanien, som jeg havde drømt om at besøge siden mellemskolen, kom jeg først til efter mere end ti år. Men ved at tage ét skridt ad gangen lærte jeg, at retningen er vigtigere end farten.
Ligesom de gule pile på pilgrimsruten er rutens mål måske ikke synligt for alle fra begyndelsen. Men hvis du har et mål, så bliv ved med at arbejde dig frem, skridt for skridt. Hvis du gør dit bedste hver dag, vil du pludselig opdage, at du er nået frem.
Helvede-Joseon, skefarve og jagten på meritter.Unge i Korea har virkelig travlt for tiden og er meget bekymrede for en usikker fremtid. Jeg har det på samme måde. Men i stedet for at betragte min fremtid kortsigtet eller se negativt på vores land, ville Korea så ikke blive et lykkeligere sted, hvis vi deler, viser omsorg og arbejder sammen for den fremtid og det land, vi skal leve i, så vi alle kan være lykkelige?
For at det kan ske, skal du først være lykkelig.Lad os sammen dele taknemmeligheden over livet og glæden ved at rejse.
Vores skridt bliver til næring for andre.
Vi hos Gap Year elsker alle, der holder sabbatår!
Selvom sabbatårsfolks aktiviteter eller oplevelser i deres sabbatår er forskellige fra dine synspunkter...Ingen ondsindede kommentarer.!:(
For at beskytte sabbatårsfolks værdighed og rettigheder,vil alle vilkårlige, ondsindede kommentarer om sabbatårsfolk
vil ikke kun blive håndteret og slettet internt, menvi vil reagere aktivt og resolut.
Vi tager altid gerne imod nomineringer og tips til 100 deltagere på sabbatår.
Skriv en kommentar eller send en besked, eller send en e-mail til vores marketingchef Da-young Choi på choi@koreagapyear.com!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
