Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
▶ Gå til Heo-gans sabbatårsfortælling, del 1 (klik)
# I løbet af sabbatåret blev tankerne dybere.
Når jeg taler om tiden før og efter mit sabbatår, er det første, jeg gerne viltale om, tankernesdybde.Da jeg lige var begyndt på rejseskolen under mit sabbatår, havde jeg for vane at dømme begivenheder eller mennesker efter kun at have set dem én gang. Kort sagt tænkte jeg ikke dybt over tingene, og jeg vidste ikke rigtig, hvad det betød.
Når jeg studerede, troede jeg ganske enkelt, at det, der stod i bøgerne, var sandheden, og jeg troede på nyhederne, som de blev bragt. En dag til morgensamlingen, hvor hver person hver morgen kom frem og fremlagde en nyhed, de havde valgt, havde en ven tre artikler med fra tre aviser om én og samme hændelse. De tre aviser fortolkede hændelsen forskelligt, og forskellene var så store, at det var meget forvirrende.
En avis kritiserede en person alene på baggrund af hændelsen, en anden forklarede forløbet, der førte til den, og hvorfor den ikke kunne undgås, og en tredje bragte pludselig en artikel om, at teenagere og folk i tyverne spillede meget, og hævdede, at det var derfor, det skete. Da jeg så de vidt forskellige og absurde artikler, blev jeg, som altid havde troet på det, jeg så, meget forvirret.
Hvad skulle jeg tro på? Det var nyhederne, og jeg havde stolet på dem, men det var første gang, at alle nyhedskilderne sagde forskellige ting. Så delte en anden ven sine tanker om de forskellige synspunkter. Han talte ærligt om at respektere hvert synspunkt og om objektivitet; han gjorde virkelig indtryk på mig. Og jeg indså, at jeg havde ladet, som om historierne i nyhederne var mine egne.
Jeg havde levet, som om jeg stjal andres tanker. Fra den dag begyndte jeg at forsøge at finde mine egne meninger og tanker. Især når jeg studerede historie, fortalte hver bog forskellige historier om den samme begivenhed, og det gjorde mig nysgerrig. Hvad er sandt? Meget af denne nysgerrighed blev afklaret, da jeg selv rejste, besøgte museer eller lavede interviews, og lidt efter lidt udviklede jeg evnen til at tænke og søge efter sandheden.
Der gik tre år, og nu er vi nået til nutiden. Jeg har læst mange bøger, oplevet mange ting og mødt mange mennesker. Nu forsøger jeg, uanset hvad jeg gør eller ser, ikke at tage tingene for pålydende. Det gælder især det, jeg møder i nyhederne eller på internettet, og som jeg ikke selv har set – dér gør jeg det i endnu højere grad. Det handler ikke bare om at tvivle, men om at forsøge at finde sandheden.Jo mere opmærksomhed jeg giver det, jo mere undersøger jeg tingene igen, og jo mere prøver jeg virkelig at forholde mig til andre sandheder, desto mere vil jeg forandre mig. Jeg vil gerne blive et menneske med et klart og korrekt perspektiv.
#Jeg er i øjeblikket i praktik som lokalguide i Vietnam.
Jeg er i øjeblikket i praktik som lokalguide i Vietnam. Det er allerede fem måneder siden, jeg rejste til udlandet. Da jeg først ankom hertil, følte jeg mig helt ærligt overvældet.Et land, jeg slet ikke kendte, og et sprog, jeg ikke kunne forstå: vietnamesisk.I den situation var min første og eneste tanke: »Jeg må lære om kulturen her.« Sådan havde jeg rejst indtil da, og jeg kendte ingen anden måde.
Impulsivt ledte jeg efter en sprogskole, så jeg kunne begynde med det mest grundlæggende sprogstudium. Undervisningen begyndte, og jeg begyndte at lære vietnamesisk – et sprog, jeg slet ikke kunne forstå og aldrig havde prøvet at lære – gennem engelsk. Jeg havde aldrig før haft undervisning på engelsk, så jeg forstod faktisk ingenting. I omkring en måned forstod jeg ingenting, mens jeg slæbte rundt på en ordbog, lavede lektier og gik til undervisning. Efterhånden som jeg studerede hver dag, blev jeg tæt med en ven. Vennen er vietnameser og sagde, at vedkommende ville begynde at læse koreansk for at studere i Korea om tre måneder.
Og vennen kunne slet ikke tale engelsk. Vi havde lige mødt hinanden og kunne ikke kommunikere, men vi hjalp hinanden. Når vi studerede vietnamesisk, hjalp vennen mig; når vi studerede koreansk, hjalp jeg vennen. Da jeg skulle på arbejde i virksomheden,studerede jeg Vietnams historie og kultur.
Jeg studerede det dels for at kunne fortælle rejsende, der besøger Vietnam, mere detaljerede og interessante historier, men som udlænding, der havde besluttet at bo i Vietnam, betragtede jeg det som den mindste høflighed.Nu hvor jeg havde besluttet at bo her, ville jeg være sammen med dem. Jeg ville tale med dem.I løbet af mit sabbatår og senere i gymnasiet lærte jeg, hvor vigtigt det er at vise respekt, og hvorfor jeg bør kende historien og kulturen på de steder, jeg besøger.Som en, der flyttede til udlandet lige efter at være blevet færdiguddannet, var det kun naturligt.
For nylig så jeg nyhederne, og denne type artikel blev bragt mange gange og skabte debat: »Kinesiske guider giver forkerte oplysninger om Gyeongbokgung og flere andre kulturarvssteder ...« Da jeg læste artiklerne, begyndte jeg at få en idé om, hvad jeg bør stræbe efter som guide i fremtiden.
Jeg ville fortælle sandheden. For at gøre det tænkte jeg, at jeg ikke bare skulle støtte mig til én bog eller internettet, men lytte til vietnamesere, besøge de historiske steder personligt for at se og forstå dem og undersøge emnet ved at konsultere forskellige bøger.
I disse dage er mit mål at læse alle de vietnamesiske bøger, der indeholder Hanois historie. Mine evner rækker stadig ikke helt, men jeg tror på, at jeg kan gennemføre, uanset hvor lang tid det tager, hvis jeg gør en indsats. Jeg synes, at en god guide er én, der fortæller historier, som ligger tættere på fakta – også ubehagelige historier, der ikke er farvet af hensyn til nogen.
# Universitetet er stedet, hvor man begynder at overveje det, når man ønsker at opbygge ekspertise inden for et bestemt område.
Jeg kunne selvfølgelig have afsluttet rejseskolen, begyndt at læse til optagelsesprøverne og gået på universitetet, men jeg valgte en praktikplads.Sådan ser jeg på universitetet: et sted, hvor man opbygger større ekspertise og studerer og udforsker sammen med mennesker, der har valgt samme vej. Måske er det en illusion, jeg har. Men jeg ville gerne på universitetet, da jeg følte behov for at studere mere.
Både det at arbejde lige efter gymnasiet, som jeg gjorde, og det at gå på universitetet har fordele og ulemper. Vi har studeret i tolv år og lært meget. Men har det, vi indtil nu har lært, ikke snarere været den grundlæggende viden, man behøver for at leve i samfundet og læse til optagelsesprøven, end noget, der passer til mig?
Jeg synes stadig ikke, at jeg ved, hvad der gør mig glad, hvad jeg interesserer mig for, eller hvor mange mennesker der er i verden, og hvordan de lever. Derfor valgte jeg en praktikplads.Jeg ved stadig ikke, om jeg vil gå på universitetet eller ej. Jeg ved heller ikke, hvilket land, hvilket fag eller hvilket universitet jeg vil vælge. Men det hele afhænger af, hvornår jeg virkelig får lyst til at studere,Jeg begynder at overveje det, når jeg ønsker at opbygge ekspertise inden for et bestemt område.
#Jeg holdt sabbatår i en forholdsvis ung alder. Det gjorde, at jeg kunne finde min drøm lidt tidligere og komme godt i gang med at forfølge den.
Jeg holdt sabbatår i en forholdsvis ung alder. Det gjorde, at jeg kunne finde min drøm lidt tidligere og komme godt i gang med at forfølge den.Nu, hvor jeg stadig er ung, bor jeg i udlandet og arbejder også i en virksomhed. Det gode er, at jeg i hverdagen oplever ting, som det er svært at støde på i Korea uden at gøre en indsats – at bo i udlandet, møde udlændinge, engelsk og vietnamesisk – og jeg nyder det.
Selvfølgelig er det ikke kun godt. Den mest mærkbare ulempe er, at jeg ikke har nogen mentor. Det er en vej, jeg selv må bane, og om der ligger mørke eller lys forude, finder man først ud af ved at gå den – det er en risikabel vej. Det er et eventyr. Ikke den slags eventyr, hvor man kommer tilbage til livet, hvis man dør, men et, hvor jeg selv må tage chancer og kaste mig ud i det. Men jeg foretrækker at prøve én gang, selv hvis jeg fejler, frem for at lade være med at gøre det, jeg vil, og leve med at holde det ud.
Hvad gør det, hvis jeg bruger et eller to af mine sabbatår på at gøre det, jeg vil, i løbet af et langt liv? Hvor lykkeligt ville det ikke være, hvis jeg i den tid kunne finde min drøm og forfølge den vej? Jeg begyndte eventyret lidt tidligere end andre, og jeg nyder det fuldt ud. Det er jeg tilfreds med. Lad os nyde det!
# Vi er yngre nu, end vi nogensinde bliver igen. Og nu er tiden, hvor vi kan forfølge vores drømme med størst passion.
Alle har drømme, men de mennesker, jeg har mødt, gemmer dem dybt i hjertet og lever med at udskyde dem til fremtiden. Mange ender med ikke at opnå deres drømme på den måde. Når vi mærker, at der er noget, vi gerne vil gøre, når vi hører den indre genklang, vil jeg løbe mod drømmen, selv hvis det koster mig mere, selv hvis tiden og det, jeg indtil nu har gjort, føles spildt.
Vi er yngre nu, end vi nogensinde bliver igen. Og nu er tiden, hvor vi kan forfølge vores drømme med størst passion.
Lige nu – selvom jeg stadig er i gang – er mit mål at holde op med at overtænke og bare gøre det.Indtil nu har jeg brugt alt for meget tid på at veje tingene op mod hinanden og stille spørgsmål. Derfor endte jeg ofte med kun at tænke over tingene uden at handle. Så i disse dage måler jeg ikke alting og hænger mig ikke i småting – jeg gør det bare. Selvfølgelig er der risici ved at handle sådan, men hvis jeg bruger for meget tid på at tænke og bekymre mig over det, der holder mig tilbage, er det så ikke endnu mere spild af tid og helt unødvendigt? Jeg har besluttet at lægge forsigtigheden til side for en stund.
For mig var det at rejse ud af landet en rejse, og jeg har bare fortsat den rejse indtil nu. Mit seneste mål – og den største forandring, jeg har oplevet ved at holde sabbatår – er, at hvis en beslutning allerede er truffet, skal jeg ikke vende om, men bare fortsætte ligeud. På det seneste, især fordi jeg er blevet stolt af det, jeg laver, føler jeg virkelig, at jeg flyver.
Teenageres sabbatår erAt holde sabbatår som teenagerHer fortælles historierne om mennesker, der har holdt sabbatår. De oplevede sabbatårene gennem forskellige aktiviteter som alternative skoler, rejser og frivilligt arbejde, og nu kaster de sig ud i deres egne nye udfordringer.
Gennem folkeskolen og gymnasiet har mange af jer, påvirket af jeres forældre og samfundets pres for kun at fokusere på karaktererne til optagelsesprøven, følt jer frustrerede og rådvilde, fordi I ikke ved, hvad jeres drømme er. Jeg ville vise, at der findes andre veje end den, der er lagt ud for jer. Selvom dette måske ikke helt stemmer overens med jeres nuværende virkelighed, håber jeg, at I ligesom dem ikke glemmer jeres egne dyrebare drømme og fortsætter fremad.
Anbefalinger og bidrag til Teenagers' Gap Year er altid velkomne.
Skriv gerne en kommentar eller besked, eller send en e-mail til marketingchef Da-young Choi (choi@koreagapyear.com)!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
