Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
For mig var det at forlade landet begyndelsen på en rejse, og jeg har bare fortsat den rejse lige siden. Mit nuværende mål – og den største forandring siden mit sabbatår – er, at hvis en beslutning først er truffet, skal jeg ikke vende om, men bare fortsætte ligeud. På det seneste har jeg især været stolt af det, jeg laver, og jeg føler virkelig, at jeg flyver. – Heo Gan, sabbatårsrejsende fra Gap Year Tribe |
Sabbatårsrejsende fra Gap Year Tribe, 1. årgangHeo Gan
Sabbatårsaktivitetsskole:Alternativ rejseskole
I Sydkorea i dag
dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på gymnasierne ud af skolen hvert år; 346.000 mennesker i tyverne driver rundt uden drømme; og andelen, der skifter job inden for det første ansættelsesår, er nået op i 40-procentintervallet,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med deres studieliv, og mere end 80 % af de beskæftigede siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men der findes ingen praktiske metoder eller støtte til at løse problemet,Vi vil også introducere »sabbatår« i Sydkorea.
»Sabbatår (Gapyear)«er en periode, hvor man enten kombinerer studier og arbejde eller holder en midlertidig pause og deltager i forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse eller opstart af en virksomhed,og som giver tid til at sætte retning for fremtiden; det er en kultur, der opmuntres til i USA, Europa, Japan og andre steder.
*Besøg hjemmesiden om sabbatår for at lære om forskellige muligheder for oplevelser!(Klik)
# Faktisk havde jeg dengang...Jeg havde brug for en skole, der kunne hjælpe mig med at finde mine drømme og evner, og jeg ville gerne gå der.
Jeg var måske anderledes end andre på nogle måder, men jeg holdt mine uddannelsesmuligheder åbne, og mine forældre tænkte det samme.Jeg mente ikke, at skolegang var begrænset til almindelige skoler. Der fandtes alternative skoler, hjemmeundervisning og fællesskabsbaseret undervisning; hver skole tilbød bare forskellige ting at lære.Dengang...Jeg tror, jeg tænkte, at jeg kunne bruge selve gymnasietiden som en slags sabbatår og begynde at læse til optagelsesprøver senere.
Mens jeg blev ved med at lede efter en skole...Der lå to skoler foran mig. Den ene var en kostskole, der forberedte eleverne til optagelsesprøven til universitetet, så de kunne komme ind på deres ønskede universitet, og den anden var en alternativ rejseskole, hvor man studerede på farten. Hver skole havde sine fordele og ulemper, og det var ikke nødvendigvis steder, jeg kunne gå på, bare fordi jeg havde lyst.
Faktisk havde jeg dengang...Jeg havde brug for en skole, der kunne hjælpe mig med at finde mine drømme og evner, og jeg ville gerne gå der.Jeg tvivlede på, om den almindelige folkeskole- og gymnasieundervisning – fag som koreansk, matematik, historie og naturvidenskab – kunne udfolde dette potentiale, så jeg søgte efter andre skoler end de almindelige.Men jeg var stadig splittet.
Det virkede som kernen i mit dilemma: Skulle jeg bruge gymnasietiden på at finde mig selv og udforske mine drømme, eller skulle jeg begynde på det universitet, som alle andre går på? Hvis jeg valgte det første, hvilke risici ville jeg så løbe? Hvis jeg valgte det sidste, hvilke fortrydelser ville jeg så få? De studier, jeg skulle følge i gymnasiet, var utrolig vigtige for mig, så jeg bekymrede mig meget.
Inden jeg sendte min skoleansøgning, deltog jeg i et informationsmøde om optagelse på den alternative rejseskole. Blandt alt det, de sagde, var det især denne sætning, der blev hængende: Her studerer man, møder mennesker, lytter til deres historier med hjertet og sætter ord på det, der gør indtryk.
Jeg syntes, de ord var så smukke. Dengang forstod jeg ikke helt, hvad det præcist betød at »sætte ord på det, der gør indtryk«, men selve udtrykket ramte mig. For mit yngre jeg lød det utrolig sjovt at rejse, mens man skrev og tog billeder, og at tage på lange rejser med venner. Jeg blev overbevist om, at det ville være en god oplevelse. Så udfyldte jeg ansøgningen, kom til samtale og blev optaget.
# Jeg vil bare gerne rejse for at udvide min horisont og først reflektere over mig selv.
Det koreanske samfund ser ned på dem, der ikke følger den vej, alle andre tager, og som af den ene eller anden grund studerer på en anden måde.Mere præcist ser man ned på dem, fordi de mangler det grundlæggende, som alle forventes at kende.
Det er rigtigt. Jeg kan ikke matematik. Jeg kender ikke geometri og vektorer, og jeg ved ikke, hvordan man termisk nedbryder natriumhydrogencarbonat. Men gennem vores lands smerte mødte jeg etniske koreanere fra det tidligere Sovjetunionen, som folk ikke længere husker, hørte deres historier og reflekterede over mig selv. Jeg så Jejuøen, håbets drømmes ø, ikke blot som et turistmål, men som et sted, der rummer tårerne fra 3. april-hændelsen, og dér så jeg menneskelig grusomhed og min egen egoisme.
Jeg begyndte ikke på den alternative skole for at udfordre mig selv. Det handler om at lære andre ting og have andre prioriteter. Elever på almindelige skoler studerer først og fremmest for at komme på universitetet, og jeg vil bare gerne rejse, udvide min horisont og først tænke over mig selv.Der er ingen grund til at se ned på nogen, fordi de ikke ved noget, og heller ingen grund til at blive skuffet over ikke at vide noget. Jeg synes, vi skal samles, lære af hinanden og leve sammen.
#At finde drømme gennem oplevelser. Det er den metode, der passer bedst til mig, og jeg lærte, at den er mere værdifuld end enhver form for studier.
Den alternative rejseskole, jeg valgte at gå på, fordi jeg ville rejse, var meget anderledes, end den så ud til på overfladen. Da jeg tog af sted på min første tur til Jejuøen, havde jeg et stærkt ønske om at få noget ud af den. Så jeg deltog helhjertet i alt og overanstrengte mig i en sådan grad, at jeg blev syg.
Jeg tror, jeg forventede noget absurd, som at finde min drøm straks efter indskrivningen. Men det, jeg lærte på skolen, var ting, jeg aldrig havde forestillet mig.For eksempel så jeg historiens smerte og den historie, der fortsætter helt frem til i dag – den såkaldte levende historie – og mærkede medfølelse med de følelser, den vækker. Og da jeg boede sammen med 22 venner i en måned, oplevede jeg personligt, hvor vanskelige menneskelige relationer kan være, og hvordan man overvinder udfordringerne.
Jeg rejste meget, men en af de mest imponerende ture var en uge på den transsibiriske jernbane.Dette tog er virkelig noget særligt. Jeg kunne se min egen afslutning og mine venners afslutninger. Og fordi ruten engang blev tilbagelagt af etniske koreanere fra det tidligere Sovjetunionen, blev de følelser, der opstod i mig, mere sammensatte.
Ugen i toget, hvor jeg var sammen med to venner, var vild. Fra morgener, der begyndte med lyden af prutter, til at vi ikke kunne finde ud af, hvad klokken var, fordi toget krydsede tidszoner i modsat retning – så når måltidsklokken ringede, spiste vi frokost eller aftensmad – den stank, der kom fra uvasket hår, og stjernelyset, der langsomt bredte sit skær efter solnedgang. Det fantastiske sibiriske tog var virkelig fantastisk.
Desuden befandt jeg mig på ruten for den tvangsdeportation af etniske koreanere fra det tidligere Sovjetunionen, som vi studerede, og jeg følte mig som et bindeled mellem fortid og nutid. Mennesker, der må være gået forbi disse bjerge og marker, skælvende af angst uden at vide, hvor de skulle hen, og som klamrede sig til varmen i deres kroppe for at overleve kolde nætter sammen; og mig, der tænkte på dem inde i det varme tog og var på vej for at møde dem. At føle med fortidens mennesker var mere forbløffende og værdifuldt end nogen ny oplevelse, jeg havde haft indtil da.
Til sidst blev disse små handlinger og tanker til oplevelser, som hjalp mig med at finde ud af, hvad der gør mig glad og lykkelig. At finde en drøm gennem oplevelser – det er den metode, der passer bedst til mig, og jeg lærte også, at den er mere værdifuld end enhver form for studier.
#Ved at møde mange mennesker lærte jeg at formidle mine følelser, og jeg kom til i nogen grad at forstå, hvordan man føler med andre gennem rejser.
Jeg kan godt lide mennesker. Jeg nyder virkelig at tale med folk og er ofte meget snakkesalig. Måske er det derfor, jeg er så følsom over for andres historier.
Da vi tog til Samarkand i Usbekistan, mødte jeg en ældre studerende, som var etnisk koreaner og boede der. Hun viste os rundt og fortalte om sit liv. Selvom hun havde boet der hele sit liv, var livet som etnisk koreaner i Usbekistan meget anderledes.
Hun sagde, at diskrimination på grund af forskellig etnisk baggrund stadig fandtes, og at deres kultur og levevis var helt anderledes, selvom de boede i det samme land, var født der og var statsborgere.
Især kan jeg ikke glemme det øjeblik, hvor hun sagde: »Uanset hvor jeg tager hen, er jeg udlænding. Når jeg går rundt i mit kvarter, hilser folk nogle gange på mig med ’hello’ (en japansk hilsen). Jeg er ikke japaner, og selv hvis jeg tager til Korea, er jeg stadig udlænding.« Jeg hørte også, at omkring hundrede af dem nu bor i Samarkand og forberedte sig på at emigrere – deres migrationshistorie var endnu ikke slut.
Og forvirringen, der greb mig, lød sådan: »Hvorfor bliver jeg ked af det? Hvorfor gør det ondt? Er det rigtigt af mig at gøre noget for dem?« Vi følte smerten sammen og var kede af det.Efter at vi var vendt tilbage til Korea, forberedte vi et teaterstykke om de etniske koreanere for at holde forbindelsen i live, og gennem stykket fortalte vi de historier om dem, som vi havde oplevet.
Selvfølgelig ved vi godt, at hendes liv ikke ændrer sig, bare fordi vi opførte et teaterstykke, og publikum lærte lidt om de etniske koreanere.Men hvis vores – mine – følelser bare i nogen grad blev formidlet, og hvis det gav dem styrke, ville jeg være tilfreds med det. På den måde lærte jeg, ved at møde mange mennesker, at udtrykke mine følelser og kom i nogen grad til at forstå, hvordan man føler med andre gennem rejser.
# At indse, at jeg kunne gøre det, var en enorm mulighed for mig.
Vi fokuserede på menneskers historier, deres liv og det liv, de ville leve fremover.Vi rejste på den måde, forberedte os på turene, og da vi kom hjem, skabte vi resultater i forskellige former, såsom videoer, rejsehåndbøger, udstillinger, fotografier, teater og musik. De grundige forberedelser, rejserne og selv det fællesskab, vi måtte leve i, var alt sammen store muligheder for mig.
Gennem nye studiemetoder, jeg aldrig havde prøvet før, ved at begynde at læse bøger, jeg ikke havde læst, og ved at lytte til historier fra fortiden, som jeg tidligere ikke havde interesseret mig for, begyndte nye sider af mig selv at vise sig. Jeg kunne godt lide det. Jeg var stolt af mig selv.
At indse, at jeg kunne gøre det, var en enorm mulighed for mig. Kort sagt betød det, at jeg havde fået en vigtig erfaring, der viste, at jeg kunne gøre alt, hvad jeg satte mig for. At studere i udlandet i min ungdom, opleve verden på egen hånd og lære at lytte til vinden og vandets lyd.Og jeg var virkelig glad for at kunne deltage i denne form for undervisning sammen med mennesker som mine forældre, der altid støttede mig og gjorde det muligt for mig at gå på sådan en skole. Den selvtillid, jeg fik, blev et meget vigtigt fundament.
# På en måde kan den historie, jeg har fortalt, måske ses som et portræt af et ideelt liv.
Folk stiller mig ofte dette spørgsmål: »Du risikerer at sakke bagud i forhold til andre, når det gælder kvalifikationer – kan du håndtere det?« Helt ærligt er det en realistisk bekymring, man ikke kan ignorere.
Som jeg sagde, kan min historie måske virke som en skildring af et ideelt liv. Og både jeg og alle andre ved, at det er svært at klare sig med den slags idealer i Korea – i hvert fald set fra samfundets synspunkt.
Det koreanske samfund, jeg ser, synes at være drevet af penge som det vigtigste mål. Det er sandt, at man ikke kan leve uden penge. Men jeg forstår ikke et samfund, hvor drømmen er at få et job i en stor virksomhed. Jeg synes, at en drøm eller et arbejde naturligt bør rumme lykke, glæde og tid til én selv.
Jeg mener, at det at have penge eller ej i det mindste ikke bør være det vigtigste kriterium, når man vælger en drøm.Men virkeligheden er anderledes, og jeg begyndte i stigende grad at se mennesker, der var domineret af penge. Jeg havde bare ikke lyst til at blive sådan. Jeg kan virkelig godt lide penge. Lækker mad, smart tøj, biler og huse – alt sammen kræver penge, og især den slags ting øger mit selvværd.
Men jegJeg besluttede, at jeg aldrig ville leve et liv styret af penge.Der er mange fristelser i form af penge og tilsyneladende mange måder at tjene mere på nu, men jeg besluttede at stole på mig selv og følge min egen vej. Kort sagt tror jeg, at hvis jeg gør det, jeg gerne vil, i stedet for at gøre penge til det vigtigste mål, når jeg forestiller mig et arbejde eller en fremtid, vil jeg være mere effektiv, og pengene vil følge med.
»Læs pengenes sind« har undertitlen »Så vil verdens penge følge mig«, og det er et udtryk, jeg virkelig godt kan lide. Det er også et udtryk, man ofte ser på tv eller internettet i disse dage: »Løb ikke efter pengene; lad pengene følge efter dig.« Med den indstilling vil jeg tage fat på én ting og føre den til ende. Jeg kan godt lide penge, men den værdi, jeg stræber efter, er ikke penge.
▶ Gå til del 2 af Heo Gans fortælling om sit sabbatår (klik)
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
