Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
56. Gap Year Tribe — gappereYang Areum
Gap year-periode: 2013–2015
Et gap year fra at sige op som socialarbejder til at blive webtoonkunstner
I Sydkorea i dag,
hvert år dropper 60.000 elever i grundskolen og på ungdomsuddannelserne ud, 346.000 personer i 20'erne står uden arbejde og drømme, og inden for det første år efter ansættelsen ligger personaleomsætningen på omkring 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og over 80 % af de ansatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte,vil vi introducere 'gap year' i Sydkorea.
'Gap year (gapår)'Det er en periode, hvor man enten kan kombinere eller sætte studier og arbejde midlertidigt på pause og gennem forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteri,finde retningen for sin fremtid; det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
*Se Gap Year-webstedet for masser af forskellige oplevelser!(Klik)
En socialarbejder, der sagde op, fordi jeg ville dele historien i mig og udtrykke mig selv
Jeg arbejdede som socialarbejder. Da jeg begyndte på universitetet, syntes jeg, at socialt arbejde var utroligt spændende. Socialarbejdere aflægger en ed, og hver gang jeg læste den, bankede mit hjerte hurtigere. Jeg kunne virkelig godt lide at møde mennesker. Så uden at tage orlov fik jeg et job lige før, jeg afsluttede min bachelor, og begyndte at arbejde inden for socialt arbejde som 23-årig.
En dag, mens jeg rådgav en klient, lyttede jeg til op- og nedturene i vedkommendes liv. Efter samtalen opdagede jeg, at jeg græd ukontrollabelt. Når jeg ser tilbage, tror jeg, at mødet med de rå livsvanskeligheder hos mennesker på mine forældres alder, uden selv at have megen livserfaring, og forsøget på at hjælpe med at løse deres problemer udmattede mig mentalt. Selvom vi lærer faglige metoder på bacheloruddannelsen, tror jeg, at jeg var en person, der følte meget stærkt med andre.I løbet af min bacheloruddannelse meldte jeg mig frivilligt, når jeg kunne, og tænkte, at det havde rustet mig. Men i en periode bebrejdede jeg mig selv, fordi jeg mente, at jeg dengang ikke havde undersøgt den indre side af socialt arbejde grundigt nok.
Og den afgørende grund til, at jeg besluttede mig, var,Når man har et almindeligt job, får man uundgåeligt mindre mulighed for at udtrykke sin individualitet. Det var virkelig hårdt. Jeg ville give slip på noget og udtrykke mig, fortælle historien i mig … Jeg tænkte: »Jeg kan ikke blive gammel på den her måde!« Jeg tænkte også, at det ville blive svært at tage sådanne udfordringer op, når jeg først havde en familie at forsørge.
▲ Et maleri, jeg tegnede og solgte under mit gap year
Så besluttede jeg mig for virkelig at prøve at lave noget, jeg kunne udtrykke mig gennem. Jeg kom i tanke om, at folk godt kunne lide de tegninger, jeg indimellem krusedullede og lagde ud på sociale medier, og jeg spekulerede løst på, hvordan det ville være at blive en, der tegner eller skaber historier. Jeg tænkte over det i rigtig lang tid.
Det måtte ikke være noget, jeg flygtede ind i, bare fordi det var svært. Kunne en som mig, uden talent, tjene til livets ophold ved at skabe historier? Det tænkte jeg også på. Efter flere måneders overvejelser besluttede jeg mig for at sige op. Jeg tænkte, at jeg burde forberede noget, inden jeg stoppede, men på det tidspunkt havde jeg ikke overskud til det. Socialt arbejde indebar meget overarbejde, så jeg havde heller ikke rigtig tid til at forberede mig (haha).
# Jeg var meget bekymret, så først besluttede jeg mig for at se, lære og opleve så meget som muligt!
Jeg havde de opsparinger, jeg møjsommeligt havde lagt til side, mens jeg arbejdede (oprindeligt til et bryllup, men de blev til sidst startkapital til at finde min drøm!) og min fratrædelsesgodtgørelse. Under mit gap year forsørgede jeg mig selv med deltids- og småjobs.Mine forældre lærte os, at livet efter universitetseksamen helt og holdent var vores eget ansvar, og jeg syntes, det var helt rimeligt. Derfor blev jeg ved med at lede efter måder at betale mine leveomkostninger på. Som jeg nævnte før, forberedte jeg mig ikke på nogen bestemt måde på livet efter jobbet. Min indstilling var: Lad os se, lære og opleve en masse forskellige ting!
Jeg ville gerne fylde hovedet med noget, så jeg søgte efter forskellige kurser og endte med at tage kurser i historiefortælling. Jeg begyndte også at lede efter kunstskoler. Jeg følte, at jeg næsten ingen grundlæggende færdigheder havde, og min plan om at kombinere billeder og historier virkede alt for vag. Jeg besøgte blandt andet kunstskoler, der underviste i billedkunst, skoler for børnebogsforfattere og hobbyatelierer for at få råd. Fordi jeg manglede et fundament, tænkte jeg, at jeg burde gå på et atelier i en periode. I dag findes der mange gode kortvarige kurser, så jeg deltog også i arrangementer som 'Mød designeren'.
▲ Arbejdsplads
Jeg er især meget bekymret af natur, så jeg virkede nok temmelig usikker på folk omkring mig (haha). De største problemer er økonomiske vanskeligheder og bekymringer for fremtiden. Når den faste løn stopper, er det virkelig nervepirrende. Der kommer et tidspunkt, hvor man må give afkald på de ting, man plejede at spise, købe eller nyde. Faktisk er det stadig sådan nu. Så når jeg havde arbejde, kastede jeg mig over det (haha) og udviklede en vane med at arbejde hårdt og spare op.
Da jeg arbejdede, kunne jeg se et pænt stykke tøj og købe det uden at tænke så meget over det eller spise, hvad jeg havde lyst til. Men med en begrænset indkomst kan man ikke gøre sådan. Jeg tænkte mig grundigt om flere gange og brugte kun penge på det nødvendige. Til gengæld tøvede jeg ikke med at bruge penge på udstillinger eller foredrag. Jeg så det som investeringer i fremtiden, der helt klart var pengene værd. Nogle gange syntes jeg, at jeg var ynkelig, og spekulerede på, hvorfor jeg gjorde det her. Det var hårdt, men alt det, jeg har holdt ud indtil nu, skyldes det. Drømme er vigtige, men man skal have penge nok til at leve.
Jeg tror, at næsten alle lever med bekymringer for fremtiden. Nogle gange hjælper det at dele frygten med venner eller familie og støtte hinanden.
# Jeg kunne ikke engang bruge Photoshop, men drømte om at blive webtoonkunstner!
Så sagde jeg op, tilbragte omkring en måned i min hjemby og pakkede derefter sammen og flyttede til Seoul. Heldigvis støttede en nær ven mig i processen med at finde en drøm, så jeg boede hos vedkommende og betalte kun min del af leveomkostningerne. I omkring et år tog jeg ivrigt deltidsjobs, så mange forestillinger og udstillinger og deltog i kurser i historiefortælling og atelierundervisning for at få forskellige oplevelser. Jeg arbejdede også på valgkampkontoret for en politiker, jeg støttede.Det var alt sammen gode oplevelser. Læringsaktiviteterne var værdifulde, men det var især dyrebart at møde mennesker, der levede meget forskellige liv.
Jeg havde morgenvagter i et bageri, hvor der arbejdede mange unge mennesker med meget forskellige historier. Jeg hørte også meget fra venner i lignende situationer. Det var en særlig oplevelse at arbejde for en politiker, jeg støttede, under valgkampen. Når jeg ser tilbage, indså jeg, at min erfaring som socialarbejder er noget, der ikke kan byttes for noget som helst. Det er trods alt ikke let at få indblik i et andet menneskes liv.
▲ Webtoon om hjemløshed, der skulle forbedre offentlighedens syn på hjemløse, bragt i magasinet Big Issue
Efter omkring et år tænkte jeg, at jeg burde begynde at forberede mig seriøst på at lave en webtoon. Så tog jeg mod til mig, tog alene til Yongsan og købte en tegneplade. Jeg kunne slet ikke Photoshop — det var som at begynde på en blank side — men fra da af lærte jeg det selv ved at søge på internettet. Jeg lagde nogle klodsede tegneserier op. I begyndelsen fortalte jeg folk omkring mig om det og lavede små billeder i rammer til dem, og på en eller anden måde begyndte jeg at få opgaver.
Det var faktisk ikke kun godt. På et tidspunkt så jeg værker af folk, der var virkelig dygtige, og jeg følte mig ynkelig og blev så bange for fremtiden, at jeg isolerede mig hjemme hos mine forældre. Jeg græd hver aften og var så deprimeret, at jeg ikke kunne gøre noget. Mange nætter kunne jeg ikke sove før daggry, men en dag hørte jeg en motorcykel udenfor. Den lyd kom på det samme tidlige tidspunkt hver dag. Måske var det en, der var på vej på arbejde. I det øjeblik tænkte jeg pludselig: Der er så mange, der arbejder hårdt for at få hverdagen til at hænge sammen — hvad laver jeg?
Jeg stod op og gik ud i haven, som min far passede. Klokkeblomsterne var smukt sprunget ud og dækket af dug. Da jeg så dem, gik jeg hjem og sov. Jeg vågnede fast besluttet på at gøre noget, satte mig ned og begyndte at tegne, og mærkeligt nok begyndte jeg at få opgaver. Jeg begyndte at lave nyhedsbreve til virksomheder og interne webtoons, og jeg indsendte også værker til små udstillinger.Så besluttede jeg mig for aktivt at lede efter arbejde og vendte tilbage til Seoul. Det første projekt, jeg lavede dér, var en webtoon, der skulle forbedre folks syn på hjemløse, og min erfaring med at studere og arbejde var til stor hjælp. Jeg samarbejdede med eksperter fra forskellige områder og skabte resultater, jeg var tilfreds med. Den blev endda udgivet i magasinet Big Issue.
Under mit gap year, hvor jeg levede blandt mennesker og mødte dem, indså jeg, at jeg er en, der kan lide at udtrykke mig og fortælle historier. Jeg fandt også ud af, hvilke historier jeg helst ville fortælle. I en verden fuld af skræmmende nyheder og sensationshistorier ville jeg gerne prøve at fortælle rolige, milde historier uden sensation. Der er mange, der skaber fremragende illustrationer og tætvævede fortællinger, så jeg tænkte, at det måske var helt i orden, at en som mig fortalte lidt klodsede, blide historier.Så jeg syntes, det ville være dejligt, hvis læserne følte sig trygge og glade.
Da mine tanker nåede dertil, slog det mig pludselig, at grunden til, at jeg oprindeligt ville læse socialt arbejde, var den samme.'Åh, jeg vil gerne gøre noget, der gør folk glade.' Dengang troede jeg, at socialt arbejde var vejen til at virkeliggøre den værdi. Efterhånden som jeg blev ældre, indså jeg, at jeg var en, der godt kunne lide at udtrykke mig. Jeg tror, at mit gap year har ført mig til det sted, jeg er i dag.
# Tider, der både var lykkelige og svære, og hvor jeg lærte forskellige liv at kende
▲ Webtoonudstilling
Når jeg tænker tilbage på det lykkeligste øjeblik under mit gap year, var det kort efter, at jeg sagde op, da jeg sad i atelieret og var helt opslugt af at tegne. Jeg havde åbnet bageriet om morgenen og var udmattet, men undervisningen i atelieret var om aftenen. De spillede som regel rolig musik, men pludselig begyndte lydsporet fra en film, jeg elsker, at spille. Det var sommer, og jeg havde korte ærmer på. I det øjeblik fik jeg pludselig gåsehud.Jeg sad og tegnede, noget jeg elsker, og så kom min yndlingsmusik på. Jeg tænkte: Wow, jeg er virkelig et lykkeligt menneske.
Og der er lykkelige øjeblikke hver uge. Jeg er stadig amatør, men det var virkelig dejligt, da jeg lagde min tegneserie »Lumi indeni« op på Navers Best Challenge.Selvom jeg var udmattet efter at have siddet og arbejdet flere dage i træk, var jeg så glad efter at have lagt tegneserien op, at jeg ikke kunne sove. Jeg opdaterede hele tiden siden for at læse kommentarerne og grinede fjollet, indtil jeg endelig faldt i søvn sent om aftenen.
Der var mange svære tider. Økonomiske problemer er uundgåelige. En dag tog jeg en yngre bekendt med til et lille, lokalt spaghettisted, og vi spiste godt. Men da jeg prøvede at betale med mit kort, blev betalingen afvist, fordi der ikke var dækning. Ejeren, som havde smilet venligt, stivnede pludselig og sagde, at der ikke var nogen penge. Jeg tænkte: Man kan ikke leve af drømme alene. Jeg er også nødt til at tjene penge (haha). Jeg er den ældste datter derhjemme, og det sværeste er følelsen af, at jeg ikke kan leve ordentligt op til min rolle. Venner på min alder giver deres forældre fine gaver og rejser med dem, men det kan jeg ikke endnu. Mine forældre bekymrer sig meget, men de læser stadig trofast mine tegneserier og giver mig feedback.
Rent fagligt er der så mange fantastiske skabere i disse dage, at jeg blev modløs, hver gang jeg så på dem. Jeg spekulerede på, om mit talent var for middelmådigt. Efter at have gravet mig ned i et hul i flere dage fandt jeg endelig trøst i at vide, at der er mennesker, som kan lide mine tegneserier, og at der må være mennesker, der fortæller historier som mine. Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg arbejder hårdt og bliver bedre end i går, vil flere finde mine historier.Nogle dage er jeg fuld af håb, og andre dage graver jeg mig selv ned i et hul.
For mig var den største forandring i mit sabbatår, at jeg mødte og lærte at forstå mange forskellige måder at leve på.Folk møder selvfølgelig andre alle mulige steder, men jeg prøvede kontorarbejde, havde deltidsjob, arbejdede på en valgkampagne og delte atelier med andre kunstnere, som jeg kom i kontakt med...
De fleste af mine barndomsvenner begyndte at arbejde lige efter endt uddannelse, blev gift og har opbygget lykkelige familier. Venner, jeg mødte under eller efter mit sabbatår, arbejder inden for mange forskellige områder – nogle er freelancere eller har startet deres egne virksomheder. Jeg er glad for at kende alle de mennesker. Det er en velsignelse at kunne se og forstå forskellige måder at leve på. Det sjove er, at de venner misunder hinandens liv (haha).
# Bliv gode venner med det »jeg«, der har været og vil være min længstvarende ven, og lyt til den stemme
▲ Dagen, hvor jeg underskrev min første kontrakt som webtoonkunstner
Efter alt dette arbejder jeg nu som webtoonkunstner og karrierevejleder. Jeg udgiver løbende den lette »organiske helende tegneserie« »Lumi Inside« på Naver Best Challenge Comics, og jeg laver også interne webtoons samt kampagne-, reklame- og introduktionswebtoons for virksomheder, organisationer og sociale velfærdsinstitutioner. Takket være min erfaring fra kontorarbejde har jeg en fordel, når jeg kommunikerer med virksomheders repræsentanter.Som freelancer skal jeg selv håndtere mange ting, såsom regnskab og kontrakter, og min administrative erfaring fra tiden som socialrådgiver hjælper mig også med det.
Fordi jeg har meget at fortælle om karriereveje, holder jeg også oplæg om forskellige erhverv for elever på mellemtrinnet og i gymnasiet. Jeg fortæller om livet som socialrådgiver og livet som webtoonkunstner. Jeg prøver også at finde og udvikle fællesnævneren mellem social velfærd og webtoons, de to ting jeg holder af.
▲ Et visitkort, jeg selv har designet
Da jeg kastede mig hovedkulds ud i at lære Photoshop, kom jeg til at tænke på det. I grundskolens ældste klasser og på gymnasiet bruger folk Photoshop til at retouchere billeder og skabe flotte billeder, ikke? Jeg spekulerede på, hvorfor jeg ikke havde interesseret mig for den slags, og blev på en underlig måde irriteret på mit yngre jeg. Jeg tror ikke, jeg havde nogen tydelige hobbyer dengang, og jeg tænkte, at det ville have været nyttigt at lære den slags ved at kigge andre over skulderen.Uanset hvad tror jeg, at ingen erfaringer er meningsløse. Selv ting, hvor du måske tænker »hvad er det her?« – hvis du aktivt prøver dem, tror jeg, at der kommer en dag, hvor de hjælper dig. Og hvis der er noget, du gerne vil gøre, så råb det ud fra hustagene! Uventede forbindelser kan ofte hjælpe.
Jeg vil også gerne sige, at en drøm ikke behøver at være noget stort eller at bryde med et almindeligt liv. En drøm behøver ikke nødvendigvis at handle om en karriere.At gå trofast på arbejde og stifte familie er også en vidunderlig drøm. Jeg håber, at mennesker, der arbejder samvittighedsfuldt og støt forbereder deres fremtid, ikke bliver afskrevet som sløve eller uden drømme. Det modsatte gælder også.
Selv når virkeligheden er hård, håber jeg, at vi ikke betragter mennesker, der modigt udfordrer sig selv for deres værdier, som urealistiske eller uansvarlige.I sidste ende er valget op til den enkelte, og mennesker har meget forskellige temperamenter. Deres omgivelser er også forskellige. Drømme ændrer sig gennem et langt liv, så det ville være godt at respektere hinandens drømme. Jeg tror, at alle vælger den bedste mulighed, der er til rådighed for dem i det øjeblik. Det ville være godt at lære det »jeg« at kende, der har været og vil være min længstvarende ven, og lytte til den stemme for at træffe et godt valg.
»Sabbatårsmennesket blandt 100 personer på sabbatår« er ikke en mentor, man ser i tv eller i bøger.Det er historier om mennesker, der tog et lille skridt tidligere og viste lidt mere mod, end jeg gjorde.Vi håber, at historierne fra 100 mennesker, der befandt sig i lignende situationer og stod over for lignende bekymringer, kan være en lille hjælp, når vigtige beslutninger venter dig.
Vi tager altid gerne imod anbefalinger og bidrag til »100 mennesker på sabbatår«.
Skriv en kommentar eller en besked, eller send en e-mail til vores marketingansvarlige, Da-young Choi (choi@koreagapyear.com)!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
