Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
55. års gap year-rejsendeKim Min-woo
Gap year-periode: maj 2015 – maj 2016 (12 måneder)
Et års rejse jorden rundt: 145 byer i 53 lande
I Sydkorea i dag,
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud; 346.000 mennesker i 20'erne står uden for arbejdsmarkedet, fordi de ikke har nogen drømme; og andelen, der siger op inden for det første år efter ansættelsen, er steget til 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med livet på universitetet, og over 80 % af de ansatte siger, at de ikke føler sig lykkelige.Mens mange opfordrer folk til at drømme, vil vi løse dette problem, som mangler praktiske løsninger og støtte,ved at introducere et »gap year« i Sydkorea.
Gap year (gap year)er en periode, hvor man kan kombinere eller midlertidigt sætte studier og arbejde på pause for at deltage i forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteri,og finde retningen for fremtiden; det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
*Besøg gap year-webstedet, og gå på opdagelse i de mange forskellige oplevelser!(Klik)
# Besluttede at gøre barndomsdrømmen til virkelighed
Avisbud,pizzabud, servering på familierestauranter, salg af vandrensere osv.Siden jeg var ung, har jeg taget de jobs, der bød sig, og levet hver dag fuldt ud.Selv mens jeg levede så hektisk, lå der altid en vag drøm gemt i et hjørne af mit hjerte: »at rejse jorden rundt«. Men jeg blev ved med at remse forskellige realistiske grunde op til, hvorfor jeg ikke kunne gøre det, og begravede drømmen dybt i mig selv.Tiden gik, og jeg blev ældre. Først sidst i 20'erne traf jeg endelig beslutningen.
Fordi jeg tænkte: »Uanset hvor mange penge jeg tjener, når jeg bliver ældre, er en million won brugt på at rejse med den ungdom, jeg har nu, langt mere værd end en milliard won brugt i alderdommen.« Da jeg pludselig sidst i 20'erne sagde, at jeg ville rejse jorden rundt, sagde min familie og folk omkring mig, at jeg skulle opbygge mine kvalifikationer og spare op i lang tid, og at vi burde leve som arbejdsmyrer for fremtidens skyld,De spurgte, hvad jeg havde gang i, og eftersom jeg havde levet hele mit liv dér, hvor jeg blev født, uden at have været i udlandet, advarede de mig om, hvor farlig verden er, og kritiserede mig for at ville gøre noget dumdristigt. Alle, jeg mødte, prøvede at tale mig fra det, menjeg besluttede at følge min overbevisning.
Jeg ville gøre den drøm, jeg havde haft siden barndommen, til virkelighed og skabe uforglemmelige minder i mit livså jeg traf en beslutning og handlede.Mennesker er væsner, hvis tankerhar en tendens til at løbe ud i sandet, jo længere de grubler over dem. Det vidste jeg af erfaring, så selvom jeg ikke havde nogen plan, købte jeg først flybilletten.
Jeg besluttede at rejse rundt på klodens seks kontinenter i et år. Når jeg tænker over det,kræver rejser selvfølgelig penge. Jegarbejdede i en virksomhed, kørte gaffeltruck og tog forskellige jobs,og sparede stædigt op. Da jeg syntes, jeg havde sparet et vist beløb op, regnede jeg ud, hvor mange penge jeg kunne bruge på rejsenog fandt ud af, at selv hvis jeg sparede op, ville pengene næppe række til mere end seks måneder.Men jeg ville ikke opgive at rejse jorden rundt på grund af penge, så jeg besluttede at udnytte Couchsurfing, blafferiet og andre måder at få gratis overnatning på.
Det var ikke nemt at sige et stabilt fuldtidsjob op, men eftersom det var mit eget valg, følte jeg ingen stor frygt eller uro, da jeg havde sagt op.Jeg var mere end bekymret så spændt på den kommende rejse jorden rundt, at hjertet hamrede, og jeg havde svært ved at sove.Men da det blev tid til rent faktisk at tage af sted på rejsen jorden rundt,blev der også ved med at nage mig en bekymring for, at der kunne ske noget ubehageligt, når jeg rejste i ukendte egne som Indien, Afrika eller det kriminalitetsplagede Sydamerika.
Et år på rejse jorden rundt – de dumdristige udfordringer, jeg kunne blive ved med at tage, fordi jeg var ung.
Og så begyndte rejsen jorden rundt. I løbet af den årelange rejse jorden rundt fik jeg utallige oplevelser, som jeg aldrig ville have fået, hvis jeg ikke havde besluttet mig for at tage af sted.Det fik jeg. Jeg, som syntes, det var hårdt bare at gå op ad bakken bag mit nabolag,besteg jeg ABC-bjerget i Himalaya efter syv nætter og otte dage, og jeg, som plejede at sige, at den fem timer lange bustur fra Seoul til Busan var ulideligt lang, kørte med bus i over 100 timer i Sydamerika.
Før jeg rejste, vidste jeg ikke engang, hvad blaffer var, og jeg plejede at tænke, at der ikke var nogen grund til at gøre farlige ting.I Albanien, der undertiden kaldes »Europas Nordkorea«, standsede jeg endda en bil midt om natten og krydsede grænsen til Montenegro.Selv i Afrika, Indien og Sydamerika – de steder, jeg havde været mest bekymret for – fortsatte mine dumdristige udfordringer.
Faktisk stødte jeg ofte på lommetyve under mine rejser, og en enkelt gang mødte jeg endda en bevæbnet røver,og jeg mødte også en person, der var påvirket af stoffer, kom op at skændes med mig og forsøgte at slæbe mig væk. Dengangvar jeg selvfølgelig bange og skræmt. Selv nu kan tanken om de øjeblikke nogle gange gøre mig helt svimmel, men med tiden blev de alle til brudstykker af rejseminder.Under rejsen blev min tablet, to mobiltelefoner, min pung, tøj og andre ting stjålet, men efter rejsenfik en uerstattelig drivkraft og dristighed,og fik tillid til, at der ikke var noget, jeg ikke kunne gøre, uanset hvor jeg tog hen.
Hvis nogen igen sagde til mig: »Jeg giver dig det tilbage, du har mistet«,Hvis nogen sagde: »Jeg giver dig alt det tilbage, du har mistet, hvis du giver mig dine oplevelser«, ville jeg uden den mindste tøven sige:Jeg tænkte: »Selv hvis jeg fik ti gange – nej, hundrede gange – det, jeg mistede, ville jeg aldrig bytte det væk.«Hvis jeg ikke var taget af sted, ville jeg ikke have vidst det.De mange oplevelser og mennesker, jeg måske aldrig havde mødt, har sat sig så dybt i mit hjerte og sindat de stadig står som fantastiske minder, og det er mine egne oplevelser, som ikke kan byttes for noget.
Bekymring og uro er midlertidigt. At frygte, at dette måske vil ske ...Eller at frygte, at noget andet vil ske, og blive så bange, at man ikke kaster sig ud i udfordringer eller går videre – så bliver man altid stående det samme sted, eller rettere sagt,Jeg tror, at man bliver mentalt svagere og går tilbage.For at være ærlig blev mit helbred noget dårligere efter rejsen sammenlignet med før, jeg tog af sted,blev mit helbred noget dårligere.
Fordi det var en rejse på et lille budget,sov jeg ofte under primitive forhold og kunne ikke spise ordentligt.Jeg blev bidt af væggelus, så jeg fik ar på kroppen, og mit immunforsvar blev svækket.På Filippinerne var jeg sammen med lokale venner,da vi engang tog til en strand, som nogle venner havde anbefalet os. Der blev jeg brændt af en vandmand, og dagen efter hævede mit ansigt helt unormalt, så voldsomtat jeg lignede en helt anden person. Det gjorde også sviende ondt, og mine hudproblemer blev værre og gik ikke væk i omkring to uger, så på det tidspunktudviklede jeg endda social angst.En ven, der var sammen med mig på det tidspunkt, sagde halvt i spøg og halvt bekymret: »Du bliver vist aldrig gift nu.«Han sagde det halvt som en joke og halvt af bekymring.
Men selv dette minde er mig dyrebart nu.Det er blevet et kært minde. Ligesom der er nedture, er der også opture,og bagefter faldt min hud til ro igen. Det svækkede immunforsvarkan jeg få genoprettet når som helst i Korea, og hvis jeg beslutter mig for det og træner hårdt igen, kan det blive megetbedre. Men selvom mit helbred blev dårligere lige efter rejsen, var grunden til, at jeg kunne være glad og smile,at jeg er sikker på, at denne oplevelse fik mig til at vokse mentalt.
Jeg har aldrig været god til at planlægge grundigt, så når jeg under rejsen pludselig fik lyst til at tage et sted hen uden at vide noget om det, købte jeg bare en fly- eller busbillet og ...tog ofte af sted til destinationen på den måde. Men fordi jeg rejste sådan, mødte jeg en langt større variation af nye mennesker og ...fik mange uventede, nye oplevelser.
Da jeg var i Korea,kunne jeg forudsige, hvem jeg ville møde, og hvad jeg skulle lave næste dag. Ved at kigge på firmaets menu kunne jeg endda gætte, hvad der var at spise, og tænke: »Ah, i morgen er der hvide ris med ...«jangjorim og kimchigryde på menuen« – i en hverdag, hvor jeg endda kunne forudsige, hvad jeg skulle spise.Jeg kunne leve et spændende liv, hvor jeg hver dag ikke sådan lige kunne forudsige, hvem jeg ville møde næste dag, hvor jeg skulle hen, eller hvilke oplevelser jeg ville få. Hver dag var som en film, så jeg kunne sige: »Ej, mand, der skete noget helt filmagtigt for mig i går!«
Jeg plejede at blive nervøs for at tale engelsk, når jeg stod over for udlændinge, men fordi jeg skulle spare penge under rejsen,gjorde jeg naturligt brug af Couchsurfing og overnattede hos udenlandske venner.Jeg blaffede også for at spare på transporten, og selvom jeg ikke var særlig dygtig,lavede jeg reklamevideoer for lokale rejsebureauer eller organisationer og fik et beskedent honorar,byttede ting, jeg havde med, med andre rejsende og solgte senere mine ejendele til lokale, mens jeg ...betalte mine rejseudgifter.Måske var grunden til, at jeg kunne klare mig så stædigt og kaste mig ud i utallige udfordringer i et fremmed land, også ...at jeg tror, det var muligt, fordi jeg var ung.
Jordskælvet i Nepal: En uforglemmelig begivenhed, der ændrede mit liv
Mens jeg rejste rundt i verden på et sabbatår, oplevede jeg en uforglemmelig scene, der ændrede mit liv.En lærer, der havde mistet sine elever i jordskælvet i Nepalvar om bord på flyet til Nepal og fortalte grådkvalt, at hans elever havde mistet livet i jordskælvet,Han fortalte, at de få børn, der var tilbage, heller ikke kunne få ordentlig undervisning, fordi skolerne var styrtet sammen, og bad os om at hjælpe Nepal.En bøn om at gøre vores bedste. Det var ubærligt smertefuldt, men samtidig dybt bevægende. Siden da har Nepal været en uadskillelig del af mig.
VerdenHvis jeg blev bedt om at fortælle om mit lykkeligste minde fra mine rejser, ville jeg uden tøven fortælle om dengang, jeg hjalp en familie i Nepal.Jeg ville fortælle om oplevelsen af at hjælpe dem.Mens jeg boede på et gæstehus i Kathmandu i Nepal, så jeg fra daggry …en familie, der hver dag fra daggry til mørkets frembrud bar mursten og ryddede ruinerne efter jordskælvet.Især synet af et femårigt barn, der bar mursten hele dagen, hver eneste dag …knuste mit hjerte.
Straks og uden tøvenlagde jeg et opslag på nettet for at hjælpe familien. Mange viste interesse og bidrog, så hr. Rampumats familie …fik støtte, så hans søn og datter, Rozen og Reshma, kunne gå i skole i to år, og hr. Rampumats …udvidede familie fik ris, olie og rent vand, så de i en periode kunne få mad uden bekymringer.
Hr. Rampumat arbejdede hver eneste dag året rundt uden en eneste fridag og gik barfodet hen over ruinerne. Jeg fik ondt af ham og købte et par sko til ham.Jeg købte et par sko til ham. Pludselig stirrede han tomt på mig. Og det, han sagde til mig, er stadig …ikke slettet fra min hukommelse.
Drengen Rozen, der bar mursten, havde skoleuniform på for første gang i sit liv …Jeg kan aldrig glemme hans strålende smil. Det smil, barnet viste mig …Det øjeblik, jeg så det, var det lykkeligste under mit sabbatår.Og hans søster …Et par måneder efter skolestart kontaktede Reshma mig for at fortælle, at hun var blevet nummer to i sin klasse.Jeg hørte nyheden.Min lille handling havde tydeligvis gjort en forskel, og jeg følte en stor tilfredshed.
Siden da har jeg arbejdet på at skabe opmærksomhed om Nepals barske virkelighed og hjælpe landet.Jeg mødte og overtalte mere end 1.500 mennesker verden over til at blive filmet til videoer.Jeg mødte dem, overtalte dem og filmede dem. Jeg overtalte endda kabinepersonale og passagerer i fly til at lade mig filme.
Nogle spørger måske: »Hvordan kunne nogen gøre det?«Andre siger måske, at det er imponerende, men jeg var en helt almindelig person i Korea – måske endda mere almindelig end de fleste.Det her er resultatet af, hvad en helt almindelig person kunne opnå. Jeg tog ikke på sabbatår, men levede blot i et lille kvarter i Incheon i Korea.Hvis jeg var blevet boende i det kvarter, ville sådanne minder sandsynligvis aldrig være blevet en del af mit liv.Hvis jeg blev sat tilbage ved skillevejen, lige før jeg tog af sted på rejsen, ville jeg ikke tøve et eneste sekundog ville vælge flybilletten igen.
Min jordomrejse er slut, men mit sabbatår er ikke slut endnu
Selvom jeg har afsluttet min jordomrejse og er vendt tilbage til Korea, føler jeg stadig, at mit sabbatår ikke er slut. Jeg vil fortsætte med at hjælpe Nepal.Det var selvfølgelig ikke noget, nogen havde bedt mig om at gøre, og ingen havde heller bedt mig om det.Jeg valgte at gøre det, fordi jeg havde lyst, fordi jeg holder af dem, og fordi jeg gerne ville hjælpe børnene.
Sidste augustHvis jeg sidste august hjalp to børn og en familie ved at samle små donationer ind, vil jeg hjælpe endnu flere denne gang.Jeg vil gøre noget for børnene og befolkningen. Derfor blev donationsmålet for Nepal-projektet, som jeg startede tidligere på året …nået fuldt ud. Det var takket være elever, der gav mig deres lommepenge i tillid til mig, Kim Minwoo, en helt almindelig person …Nogle donerede endda nødopsparinger, som de i al hemmelighed havde lagt til side for deres koner, og en kvinde, der lidt efter lidt havde sparet op til et stykke tøj, hun så brændende ønskede sig, donerede de penge.Til hver og en af dem: Så mange mennesker hjalp venligt til, og jeg er dybt taknemmelig.
De varme hjerter, de delte …vil jeg gerne give videre i deres helhed og bringe til nepaleserne, der længes efter en varm, hjælpende hånd.I mit liv, som kun lige har forladt begyndelsen, var det lykkeligste og …denne periode, dette sabbatår, som vil stå tilbage som mit smukkeste minde, vil jeg gerne gøre endnu mere ud af …Jeg vil gøre denne tid til et smukt minde, jeg altid vil værne om.
# Den koreanske »frø i en brønd« træder ud i verden
Som jeg nævnte tidligere, levede jeg et liv, der var endnu mere almindeligt end de flestes.Jeg blev født i et lille kvarter i Incheon og har tilbragt hele mit liv her. Jeg var ikke blot en frø i en brønd …jeg levede som en frø, der boede i endnu en brønd inde i den brønd. Men …Jeg lod ikke min barndomsdrøm om at rejse verden rundt forblive en barndomsdrøm; jeg traf en beslutning og …trådte ud af brønden.Jeg troede, at den smalle brønd var hele verden, og levede det samme liv hver dag. Så gik jeg ud af brønden, udforskede verden og kastede mig helt ud i den,og fik naturligvis utallige og forskelligartede oplevelser.
Et liv, der altid havde været passivt, ''Du skal på dette gymnasium', 'Selvom det, du vil lave, ikke kræver, at du går på universitetet..."Det er godt at gå på universitetet. Hvis du ikke gør det, vil folk se ned på dig', 'Hvis du går i sådan noget tøj, ser du ikke smart ud', ''Hvad er det for en frisure?' og så videre. Fra at leve passivt og lade mig påvirke af folks kommentarer om alting,begyndte jeg at leve et liv, hvor jeg selv styrer mit liv.
Og fordi jeg levede efter andres standarder i stedet for mine egne, plejede jeg at være fuld af bekymringer som 'Hvad nu, hvis jeg fejler,'Hvad nu, hvis det ikke lykkes, hvad nu, hvis nogen tænker dårligt om mig,' og lignende bekymringer,I dag: 'Fejl? Det er bare en del af processen. At nogen tænker dårligt om mig? Der er helt sikkert også folk, der tænker godt om mig.'Ligesom når man rejser, hvor en lidt længere gåtur kan føre til en bedre rute eller en mere vidunderlig destination,er det at fejle i denne udfordring blot at opdage én mulig vej,og takket være denne udfordring og fiasko vil jeg opdage en bedre vej ogblive mere sikker på, at det 'bliver en mulighed for at vokse', og tænke mere positivt endnu mere.
Hvis jeg før kunne gruble hundrede gange over, om jeg skulle gøre noget eller ej, og havde meget svært ved at træffe en beslutning,kan jeg nu beslutte mig efter blot tre eller fire overvejelser, så længe det ikke skader nogen,og er blevet bedre til at træffe beslutninger. Jeg indså, at livet ikke er så langt, at vi kan bruge det på at bekymre os om hver eneste person,og desuden svinder ungdommens dyrebare tid ind dag for dag.
Jeg anbefaler dog ikke, at man kaster sig hovedkulds ud i noget uden en plan, bare fordi andre gør det.Hvis du vil højere op, må du sætte kraftigere af.Hvis du overvejer at tage et sabbatår,håber jeg, at du på forhånd tænker over, hvad du vil lave, og hvordan du vil bruge tiden, eller skriver det ned.Du behøver ikke en detaljeret plan. Meni stedet for passivt at gøre, hvad andre fortæller dig, skal duselv styre dit liv i den periode, så du har brug for dine egne mål og planer, der holder dig på tæerne.
Du har sikkert hørt dette: 'Hvis du ikke lever, som du tænker, ender du med at tænke, som du lever.''Når du skriver dine mål ned, er sandsynligheden for at nå dem mere end ti gange større, end hvis du ikke gør.'Skriv dem ned, og bliv ved med at tænke over dem. Et sabbatår er altså ikke bare en tid, hvor man lever uden mål.Det er det ikke. Det betyder ikke, at du behøver at leve et kompliceret liv. Jeg håber snarere, at du bliver ved med at tænke over, hvad du...vil lave, hvad du gerne vil lave, og hvilken slags person du drømmer om at blive efter denne periode.Jeg håber, du bliver ved med at tænke over de ting. Takket være dine tanker og notater vil du møde en mere moden og mere voksen udgave af dig selv...Jeg er sikker på, at du vil møde den udgave af dig selv.
Jeg bryder mig ikke rigtig om udtrykket 'Smerte er ungdom'. Når alt kommer til alt, er der ingen, der kan lide at have ondt.Det er der ingen, der kan.Det, jeg vil sige, er: 'Ungdom handler om at tage udfordringer op.'Alle er unge i deres yngre år. Det er livets mest energiske tid. I denne mest livlige periode...Burde vi ikke mindst én gang i ungdommen prøve at leve aktivt i stedet for passivt?
Man siger, at der findes to slags udfordringer: dem, som mange allerede har været igennem, og...dem, som ingen har prøvet før. Alle slags udfordringer er gode. Det er okay at fejle.Nej—jeg synes, at ordet 'fiasko' er forkert. Det er en del af processen. Som Edison sagde om glødepæren,sagde han, at det ikke var 10.000 fiaskoer, men at han havde opdaget 10.000 måder, hvorpå pæren ikke ville lyse.Dineudfordringer vil danne grundlaget for din udvikling.
Jeg vil gerne sige til alle, der læser dette: Efterhånden som tiden går, vil vores ungdom naturligt...vores ungdom går. Derfor håber jeg, at du lever et mere aktivt liv, inden der går mere tid.Hvis du holder op med at tage udfordringer op og bliver stående samme sted, kan du så leve et liv, der får dit hjerte til at banke hurtigere?
Mange siger, at de gerne vil leve et liv, der får hjertet til at banke hurtigere. Men hvis de ikke udfordrer sig selv med nye ting...Hvis du ikke tager udfordringer op, får du ikke længere et liv, der får hjertet til at banke hurtigere. Uden at udfordre dig selv og prøve nye ting...Blot at sige: "Jeg vil kun forandre mig i tankerne uden at prøve; jeg vil leve et spændende liv,"kan ses som at ville modtage en guldmedalje uden overhovedet at springe fra vippen i en udspringskonkurrence.Så hvis du virkelig ønsker at høre det hjerteslag, du længes efter, anbefaler jeg, at du først prøver noget nyt, selv hvis det ikke er en stor udfordring.
Misund ikke bare de udfordringer, andre tager op, og som du ser på tv eller læser om i bøger,men tag en dyb indånding og gå ud på vippen. Og bare rolig,spring. Afhængigt af hvilken ny udfordring og hvilket nyt forsøg du vælger,kan vippen være 10 meter, 5 metereller 3 meter høj. Men i denne leg er højden ligegyldig. Det eneste, derbetyder noget, er, at du faktisk 'sprang'.
Der er vand nedenunder. Du er måske bange ogtøver, men prøv først at springe. Rundt om vandet er derutallige venner og kolleger, der holder øje med dig, og mennesker, som kan hjælpe dig, når du er i fare.Der er mennesker.Så bare rolig.I hvert fald én gang i dit livhåber jeg, at du prøver at leve det liv, du virkelig gerne ville leve.
Tag udfordringen op. Gå op på vippen. Din positur, når du springer, er fuldstændig ligegyldig. Dufor eksempel, selv hvis du sprang i en akavet positur, vil mange mennesker— selvom du tøvede og rystede, men samlede mod til dig —give dit spring ud i verden et højere og mere begejstret bifald end til en professionel udspringer, der indtog en elegant positur og sprang i vandet i ét stræk.Spring først. Vær modig. Kom ud af brønden. Hvis du gør det,venter en ny verden på dig.
Træf nu en beslutning, ogTræf en beslutning. Og gå til handling.Skriv ned, hvad du tænker, og før det, du har skrevet, ud i livet med hele kroppen.Jeg håber, du følger det til dørs. Når der er gået flere måneder, så se tilbage på dig selv.Du vil helt sikkert smile, når du ser, hvordan du har forandret dig. Ungdommen, Kim Min-woo, til dig, der er ungJeg støtter oprigtigt og helhjertet din udfordring.
<100 sabbatårsrejsende>
'100 sabbatårsrejsende' er ikke mentorer, man finder på tv eller i bøger.Det er historierne om mennesker, der var lidt længere fremme end jeg, og som viste lidt mere mod.Må historierne om 100 mennesker, der stod i lignende situationer og havde lignende bekymringer, være en lille hjælp for dig, når du skal træffe vigtige beslutninger i dit liv.
Anbefalinger og bidrag til '100 sabbatårsrejsende' er altid velkomne.
Skriv en kommentar eller besked, eller send en e-mail til marketingansvarlig Da-young Choi (choi@koreagapyear.com)!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
