Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
54. deltager på sabbatår (gapper)Lee So-hyun
Sabbatårsperiode: december 2015 ~ februar 2016
Backpacking gennem Sydamerika (Ecuador - Peru - Bolivia - Chile - Argentina - Brasilien)
I Sydkorea i dag,
dropper hvert år 60.000 elever i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne ud, 346.000 mennesker i 20'erne går uden drømme og er uden arbejde, og den årlige personaleomsætning inden for det første år efter ansættelse er nået op på 40 %,er 75 procent af universitetsstuderende utilfredse med studielivet, og over 80 % af de erhvervsaktive føler sig ikke lykkelige.Mange siger, at de skal drømme, men for at løse dette problem, hvor der mangler praktiske metoder og støtte,ønsker vi at introducere „sabbatår“ i Sydkorea.
„Sabbatår (gap year)“er en periode, hvor man sætter studier og arbejde på pause eller finder en balance mellem dem og deltager i forskellige aktiviteter såsom frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteri,for at finde retningen for fremtiden. Det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre steder.
# Bliv den forandring, jeg ønsker at være, bare for en dag — begyndelsen på mit sabbatår
I geografi i 2.g var der noget, der vakte min enorme interesse: Salar de Uyuni. Uden nogen særlig grund gjorde beskrivelserne „Jordens dekalkomani“ og „det største spejl på Jorden“ et dybt indtryk på mig. Spørgsmål som „Hvordan kan en ørken bestå af salt i stedet for sand? Og hvordan kan der findes en hvid ørken?“ blev længe ved med at rumstere i mit hoved og gjorde et stærkt indtryk på mig.
Men konfronteret med virkeligheden, hvor vi skulle ind på universitetet og opbygge vores kvalifikationer, så min interesse for Salar de Uyuni ud til at ebbe ud med tiden. Men mens jeg levede det ufrivillige liv som jobsøgende, begyndte jeg at følge opslag fra rejsende, jeg beundrede – mennesker, der ikke rejste som turister med bare en kuffert og begrænset tid, men drog af sted med en rygsæk med det mest nødvendige og deres ungdom, uden tidsbegrænsninger.
Jeg plejede at tro, at kun professionelle rejsende som Han Bi-ya eller folk fra velhavende familier turde tage af sted på den måde, men det var en rationalisering, der udsprang af, at jeg selv ikke havde modet til overhovedet at overveje at blive sådan en person. Som man siger, handler det at rejse om hjertet. Jeg nøjedes med at beundre andre og hengive mig til beskedne dagdrømme om, hvad jeg selv gerne ville gøre – jeg forsøgte aldrig rent faktisk at føre det ud i livet.
Jeg indså, at min gymnasietids forestilling om Salar de Uyuni – som jeg troede, jeg havde afsluttet med et punktum – stadig var i mit hjerte som et komma.Jeg hadede mig selv for altid at ville leve anderledes end andre, men samtidig kæmpe for at blive præcis som dem. Så for én gangs skyld at tage styringen over mit liv forberedte jeg mig på at tage orlov og holde mit eget sabbatår.
# Udgifterne er den største bekymring, men opgiv ikke dit sabbatår på grund af penge
Mange, der overvejer et sabbatår, bekymrer sig om udgifterne. Jeg har siden barndommen været nysgerrig på steder uden for den verden, jeg kendte, og drømt om at komme derhen en dag. Derfor begyndte jeg allerede på mit første studieår at spare lidt op ad gangen – ikke et stort beløb, men støt og roligt.På første studieår arbejdede jeg som frivillig fakultetsassistent og undervisningshjælper på instituttets kontor som en del af et studiejob. På andet studieår lod jeg med vilje være med at få et betalingskort og lod stipendiet, jeg havde fået som campusambassadør, stå på min bankkonto. Efter at have besluttet mig for at tage et sabbatår tog jeg orlov og dækkede de resterende udgifter med deltidsarbejde.
Men nu, hvor jeg tænker over det, virker det, som om man kan holde sabbatår med et ret gennemsnitligt beløb. I mit tilfælde kostede det mere end gennemsnittet, fordi jeg rejste alene gennem Sydamerika som kvinde, men hvis jeg kun havde haft et gennemsnitligt beløb, havde jeg tilpasset mit eget sabbatår derefter.Derfor håber jeg, at folk ikke opgiver deres sabbatår, fordi de tror, at de har brug for mange penge, eller på grund af problemer med økonomien.
Hvis du ikke tager af sted, når tiden er inde, kan du ikke tage af sted, når du har lyst. Nu er det bedste tidspunkt!
Efter at jeg havde besluttet mig for at tage orlov, modsatte min mor sig det kraftigt, da jeg første gang fortalte hende, at jeg ville rejse alene til Sydamerika for at se saltsletterne. Hun kaldte det noget sludder. Men jeg følte virkelig, at det skulle være nu. Tidligere havde jeg måske forklaret vagt, hvorfor jeg ville af sted, men denne gang overbeviste jeg hende med argumenter for, hvorfor det virkelig skulle være nu.
Jeg indså, at selv hvis jeg blev færdiguddannet uden problemer og var heldig nok til hurtigt at finde et job, ville det ikke være det liv, jeg ønskede.Jeg tænkte, at når jeg først var i 30'erne og havde en familie, en ægtefælle og børn, ville jeg uundgåeligt være nødt til kun at fokusere på arbejdet. Selvfølgelig kunne jeg forfølge min nuværende drøm senere og indgå nogle kompromiser, men jeg følte, at nu – hvor jeg er ung og kun har ansvar for mig selv – er det bedste tidspunkt for ungdommen at stråle.
Da jeg forklarede mine tanker, forstod min mor, hvor desperat jeg var, og gav mig lov. Da jeg fortalte de mange mennesker, der spurgte, hvorfor jeg tog orlov, at jeg skulle til Sydamerika, spurgte de alle, hvorfor Sydamerika. I begyndelsen gjorde hvert „hvorfor“, jeg fik som svar, mig ængstelig og bange, som om der blev sat spørgsmålstegn ved min beslutning, som jeg havde kæmpet så hårdt for at træffe. Men efterhånden begyndte de gentagne „hvorfor’er“ at glæde mig stille og roligt.
„Ja, jeg drømte om noget, andre ikke så let ville komme på, og jeg er ved at gøre drømmen til virkelighed.“
Jeg ville leve ved at gøre noget, ingen før havde tænkt på, og deres „hvorfor’er“ – som føltes som et bevis på, at jeg holdt fast i min overbevisning – fik mit hjerte til at brænde endnu stærkere.Så deres „hvorfor’er“ fordrev den frygt, der dukkede op under forberedelserne til rejsen, og gjorde både mig og mit sabbatår mere beslutsomme.
Jeg tog ganske vist modigt orlov for at gennemføre mit sabbatår, men den dramatiske historie, jeg havde håbet på, udfoldede sig ikke fra den ene dag til den anden. Det skyldes, at orlov for os ikke bare handler om at holde pause for at optjene meritpoint – det er en periode med selvstudier, hvor man skal opbygge andre kvalifikationer såsom engelsk og fritidsaktiviteter. I begyndelsen havde jeg derfor ikke modet til at give slip på alt det, jeg havde bygget op – mine kvalifikationer og studier – og bare gøre det, jeg havde lyst til.
Selv efter at jeg havde taget mod til mig, blev alle mulige tanker ved med at dukke op, mens jeg planlagde min backpackertur gennem Sydamerika. Når jeg lå i sengen inden jeg faldt i søvn, tænkte jeg på alt fra lommetyve til naturkatastrofer. Men da jeg ankom til Ecuador i Sydamerika med alle de bekymringer, fik jeg straks styr på tankerne igen. Da jeg med egne øjne så, at der ikke var andre end mig selv at stole på eller støtte mig til, besluttede jeg mig for at tage mig sammen. Så jeg stolede på mit hjerte, der rystede mere end mine ben, troede fuldt og fast på, at det var spænding og ikke frygt, og kastede mig ud i Sydamerika.
# At lære overlevelsesspansk gennem oprigtig kommunikation
Da hovedsproget i Sydamerika er spansk, og der kun tales meget lidt engelsk, var jeg nødt til at lære grundlæggende spansk. Men på grund af økonomiske problemer med at få sparet det forventede beløb til sabbatåret op og tidsmangel, fordi jeg arbejdede fuld tid, opgav jeg tidligt tanken om sprogskole eller privatundervisning. I stedet så jeg YouTube-videoen „Min ven Sergi“, når jeg havde tid, eller søgte efter rejseparlører på Naver for at forsøge at lære de vigtigste ord udenad.
Så jeg lærte i det mindste tallene fra 1 til 10 og ord som tak, undskyld, ja og nej udenad. I begyndelsen kunne vi næsten ikke forstå hinanden og måtte klare os med fagter og kun de ord, men efter omkring to uger, hvor jeg lyttede og talte en masse, kunne jeg klare mig med et overlevelsesniveau af spansk.Især fordi jeg ikke var god til at tale, var jeg så taknemmelig for, at sydamerikanerne gjorde en ekstra indsats for at imødekomme mig sprogligt ved at kommunikere med tegninger eller fagter. Det gjorde mig endnu mere ivrig efter at lære, og jeg blev meget hurtigere bedre.Selvom sprogbarrieren gav nogle udfordringer, oplevede jeg selv oprigtig kommunikation på tværs af sproget, og derfor delte vi en dybere oprigtighed og følelser med hinanden.
# „Det virker altid umuligt, indtil det er gjort.“ Det virker altid umuligt, indtil det lykkes.
Inden jeg tog af sted med en tung rygsæk og min ungdom i bagagen, havde jeg et mål for min rejse til Sydamerika.„Lad os sætte fødderne på alle Jordens underlag – himlen, havet, søerne, bjergene, dalene, ørkenerne, gletsjerne, vandfaldene og så videre.“Oprindeligt var planen på 3–4 måneder, men på grund af mangel på tid og penge brugte jeg to måneder på at nå mit mål til fulde. Jeg rejste gennem den sydlige halvkugle fra Jordens ækvator til byen, der fører mod verdens ende og Antarktis, og strejfede rundt i Sydamerika, som var det min legeplads.
I begyndelsen skulle rejsen gøre kommaet i mit hjerte, som Salar de Uyuni havde sat, til et punktum. Det var virkelig vidunderligt at stå med fødderne på det sted, jeg havde forestillet mig, men da jeg befandt mig i dette næsten uvirkelige, virtuelle rum – mens jeg trak vejret og blinkede med øjnene – tænkte jeg: „Jeg er virkelig glad for at være i live.“ For første gang følte jeg en brændende følelse af min egen eksistens.
Jeg kunne ikke lade være med stille at bøje hovedet for naturens storhed og majestæt. Der føltes hver eneste gestus, hvert skridt og hvert åndedrag særligt. Ordsproget „Rejser handler ikke om at se nye landskaber, men om at se verden med nye øjne“ blev ved med at fylde mine tanker.
Jeg elsker virkelig at svømme. Galápagosøerne – omkring 1.000 km fra det amerikanske kontinent og stedet, der påvirkede Charles Darwins „Arternes oprindelse“ og hans evolutionsteori – var den bedste destination på min rejse gennem Sydamerika. Jeg snorklede der for første gang i mit liv; vandet var så rent og klart, og jeg kunne se ikke bare fisk, men næsten alle de havdyr, jeg havde forestillet mig siden barndommen.
En gang hørte jeg en pibende ultralydslyd under vandet og så en flok delfiner svømme lige foran mig. Et andet sted vralte pingviner rundt på klipperne og svømmede derefter, mens en søløve larmede på en anden klippe. Jeg havde et GoPro-kamera med til undervandsoptagelser, og søløven virkede til at vide, at jeg filmede: Den stirrede på kameraet, fokuserede på objektivet og svømmede rundt om mig, som om den ville lege. Jeg troede virkelig, at jeg var blevet en havfrue. Galápagos var uden sammenligning den mest fantastisk perfekte destination for mig.
Selvfølgelig var der også mange virkelig svære øjeblikke.Jeg tog engang på en fire dage og tre nætters vandretur i Torres del Paine for at opleve Patagonien i Chile, verdens længste land. Det var det hårdeste og mest givende sted på min rejse gennem Sydamerika: I de fire dage og tre nætter bar jeg mad, sovepose, kogegrej, tøj og nødvendigheder i rygsækken og måtte gå næsten 100 km i alt. Det var den periode i mit liv, hvor jeg gik længst og udholdt mest på kort tid.
Vi gik, indtil vi følte, at vi var ved at dø. Da mørket faldt på, krøb vi sammen i et telt på en bjergskråning med kun en sovepose og rystede af kulde, mens vi sov. Hvis det regnede ved daggry, måtte vi holde ud, at regndråber faldt på vores ansigter, der stak ud af teltet. Det ville have været for tungt at bære drikkevand nok til fire dage, så vi drak vand fra smeltende gletsjere, der strømmede ned fra bjergtoppene. Først ledte vi efter rene steder, men senere, da vi var ved at tørste ihjel, drak vi af lavvandede pytter, selv når der flød mudder i dem, fordi vi var så udmattede.
Når jeg ser tilbage, var det virkelig fantastisk, og jeg tror ikke, jeg ville kunne gøre det igen. Men trods strabadserne var det bestemt det hele værd. På den tre nætter og fire dage lange vandretur nåede vi op på tre toppe som en del af den såkaldte W-rute, og hver af de første, anden og tredje top bød på en forskellig, betagende udsigt. Selv når jeg var udmattet, kunne jeg blive ved med at gå for at se den næste top. Nu forstår jeg, hvorfor alle taler om Patagonien. Hvis du rejser til Sydamerika, synes jeg, at Torres del Paine er et sted, du bør besøge mindst én gang, ligesom Uyuni og Machu Picchu.
Man siger, at ordet »rejse« har sine rødder i strabadser og lidelse, ikke? Trætheden var mere mental end fysisk, og bortset fra de gange, hvor jeg besøgte turistattraktioner, brugte jeg resten af tiden på at gruble alene, overvinde min egen frygt og konfrontere de dybeste sider af mig selv. At være helt alene og stå alene et nyt sted hvert øjeblik var både fascinerende og usikkert.
Men der er et citat af Gwak Jeong-eun, som jeg virkelig godt kan lide,med tanke på ordene: »Når du kan være taknemmelig for at være alene, kan du håndtere et forhold mellem to mennesker.«Jeg grublede hvert øjeblik over ordene »alene« og »først«. Nogle gange måtte jeg synke bittert spyt og bagefter trøste mig selv med tungt hjerte. For at blive mere hel og mere fuldkommen alene tilbragte jeg mange timer med at tale med mit indre jeg og kæmpede for at lære at nyde ensomheden.
Efter mit sabbatår: »HVORFOR IKKE MIG? JEG GJORDE DET i Sydamerika!«
Det var langt sværere, end jeg havde forestillet mig, at klare mig selv i et land, hvor engelsk ikke hjalp, blandt mennesker med andre hudfarver og helt andre kulturer. Men det viste sig, at jeg var meget stærkere, end jeg troede. Måske tvang jeg mig selv til at holde ud, men jeg bed tænderne sammen. I løbet af de to måneder lærte og oplevede jeg mange værdifulde ting, som jeg ikke havde kendt til i over tyve år: fra den uvante oplevelse af at bo sammen med andre – et liv, jeg ikke kendte som enebarn – til andre vigtige lektioner. Og jeg voksede.
Gennem dette indså jeg, hvor stærk og robust en person jeg er, og at det ikke var virkeligheden eller samfundet, men mine egne snævre vurderinger, der havde fået mig til at tro, at jeg var svag og utilstrækkelig. Før tøvede jeg og undervurderede mig selv, når jeg stod over for en udfordring,men nu banker mit hjerte af spænding i stedet for frygt. Hvis jeg beslutter mig for at gøre noget, gennemfører jeg det; og selv hvis jeg fejler, vil det stå tilbage som en erfaring, ikke som et nederlag.
Og for det andet lærte jeg på rejsen gennem Sydamerika hurtigt at give slip på det, jeg ikke kunne ændre. Rejsen bød på mange uventede situationer, hvor tingene ikke gik efter planen. Først blev jeg irriteret og følte mig hjælpeløs, når det ikke gik, som jeg ville, men snartlærte jeg selv at finde andre løsninger, og at det næstbedste nogle gange kan vise sig at være det bedste. Måske er det en lektie, vi virkelig har brug for at lære i livet, når vi forbereder os på at søge job.
Efter to måneder, hvor jeg satte mine egne fødder på tværs af kloden, vendte jeg sund og rask tilbage til Korea – meget mørkere i huden og med ekstra kilo på både krop og sjæl – og uden at få stjålet noget, ikke engang én gang. Sådan var jeg sammenlignet med den dag, jeg rejste fra Incheon Lufthavn. Som en naiv universitetsstuderende, der stadig godt kan lide at blive kaldt køn, var jeg lidt ked af min mørke hud og over, at jeg havde taget så meget på, at tiercifret på vægten var ændret.
Men det er okay! Selvom jeg ikke ser lige så køn ud udenpå som for to måneder siden, er mit liv blevet smukkere. Måske har jeg opgivet at blive kaldt køn, men nu beskriver tillægsordet »sej« mit liv. :)
# Efter mit sabbatår opfyldte jeg et ønske på min livslange ønskeliste!
Nu er jeg tilbage i hverdagen og lever det samme liv i den samme virkelighed som før mit sabbatår. Selvom livet udadtil ser ens ud, har kvaliteten af det liv, jeg forestiller mig inden for rammerne, ændret sig fuldstændigt. Jeg ved, hvor meget jeg kæmpede, før jeg rejste til Sydamerika, fordi der var så få oplysninger om rygsækrejser dér. Derfor prøver jeg at hjælpe andre, der drømmer om et sabbatår, der ligner mit, ved at dele de vanskeligheder, jeg oplevede, og lægge oplysninger om Sydamerika ud på mine sociale medier, når jeg har tid.
Jeg har igen travlt med det hektiske liv som studerende, der søger job, men måske fordi jeg begyndte på dette med gode intentioner, har det spredt sig til mange mennesker som en positiv virus,og helt uventet nåede jeg endnu et punkt på min livslange ønskeliste – at blive foredragsholder og holde et foredrag, der rører nogen – meget før, jeg havde troet.
Og jeg er taknemmelig for, at selv denne tekst kan give håb til nogen, der læser den. Jeg rejste til Sydamerika for at få mit sabbatår til at lykkes, men da jeg først blev herre over mit eget liv, fortsatte den indflydelse, og flere sabbatår fulgte efter hinanden. Jeg tror, det vigtigste er, om du tager det ene skridt for at gøre dit sabbatår til dit eget.
I arbejder alle hårdt og går ad den krigslignende vej gennem jobsøgningen i en barsk virkelighed. Men jeg håber, at I mindst én gang vil have modet til ikke at følge vejen foran eller bagved jer, men i stedet gå i den retning, I virkelig ønsker, og skabe en vej, der kun er præget af jeres egne fodspor. At gå op ad de samme trapper garanterer ikke den samme lykke. Lad ikke kostbar tid, som aldrig kommer igen, forsvinde i hastværk og konkurrence.
Kunne den vej, jeg skaber, være en genvej, der hurtigere fører mig til et sted, hvor jeg finder en ægte grund til at leve – ud over blot at få et job?Fordi vi er unge, har vi lov til at være dristige og kaste os ud i grænseløse udfordringer – vi er kun i tyverne én gang. Så hvorfor ikke lytte mere til din egen hjertes stemme og genklang end til andres meninger om de drømme, du forestiller dig lige nu, og leve et liv, du selv kan forelske dig i? At kunne forestille sig noget er et tegn på, at man kan gøre det.
Tro på dig selv, og bliv en, der kan favne verden med et større hjerte. Lad os fylde vores ungdom og vores liv med vores egne sabbatår :)
<100 sabbatårsrejsende>
»100 sabbatårsrejsende« er ikke mentorer, man ser på tv eller finder i bøger.Det er fortællinger om mennesker, der handlede lidt før mig og mønstrede en smule mere mod.Vi håber, at historierne fra 100 mennesker, der stod i lignende situationer og havde lignende bekymringer, kan være en lille hjælp, når du skal træffe vigtige beslutninger i dit liv.
Vi modtager altid gerne forslag til og bidrag til »100 sabbatårsrejsende«.
Skriv en kommentar eller besked, eller send en e-mail til vores marketingansvarlige Choi Da-young (choi@koreagapyear.com)!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
