Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
53. sabbatårsgruppe: GapperPark Chan-bin
Sabbatårsperiode: 2013-2015
Frankrig, Filippinerne, Taiwan og 10 østeuropæiske landeSabbatår i
I øjeblikket er Sydkorea,
hvert år dropper 60.000 mellem- og gymnasieelever ud, 346.000 mennesker i tyverne er uden beskæftigelse og drømme, og personaleomsætningen inden for det første år efter ansættelse er nået op på 40 %,75 % af universitetsstuderende er utilfredse med livet på universitetet, og over 80 % af de ansatte føler sig ikke lykkelige.Mange siger til dem, at de skal drømme, men for at løse dette problem, som mangler praktiske metoder og støtte,vil vi bringe »sabbatåret« til Sydkorea.
Sabbatår (Gapyear)er en periode, hvor man holder pause fra eller skaber balance mellem studier og arbejde, og gennem forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteri,Det er en kultur, der fremmes i USA, Europa og Japan, som en tid til at finde retningen for sin fremtid.
*Se de mange forskellige oplevelsesmuligheder på sabbatårswebstedet!(Klik)
# Lad os nu begynde at finde det liv, jeg virkelig ønsker, i stedet for at fokusere på hurtige meritter!
Efter at have afsluttet min værnepligt og vendt tilbage til skolen havde jeg ingen såkaldte meritter – karakterer, engelskkundskaber eller certifikater – så jeg anede ikke, hvor jeg skulle begynde. Så kom jeg tilfældigvis med i en lille gruppe på campus, der hed »Vision Meeting« (lad os sammen lede efter meningen med livet), og fra da af begyndte jeg at tænke over den overordnede retning for mit liv i stedet for at fokusere på hurtige meritter. I stedet for hovedløst at udfylde det, samfundet forventer, begyndte jeg at dele med gruppens medlemmer, hvilken slags liv jeg virkelig ønskede mig.
Som studerende besluttede jeg mig for at »udnytte skolen ordentligt« og sparede hovedsageligt på leveomkostningerne ved at arbejde på campus som led i et studiejob. Frem for alt søgte jeg forskellige muligheder, såsom at ansøge om tilskud til programmer, som skolen tilbød, og om fuldt finansierede lejre arrangeret af organisationer,Jeg sparede også løbende op ved at modtage meritstipendier og eksterne stipendier (stipendiet fra Jeonju Kommune).
▲ Min første 40-dages rygsækrejse i Europa i 2013 sammen med venner fra arbejdslejren i den franske landsby Eulmont
Så så jeg ordene »ansøgning til arbejdslejr« i en meddelelse fra skolen og søgte straks uden tøven. Jeg havde ønsket mig erfaring i udlandet, siden jeg var i militæret, og da muligheden faktisk bød sig, var der ingen grund til at holde sig tilbage. I tre uger boede og arbejdede jeg frivilligt sammen med venner fra mange lande i en fransk landsby, og de følelser, jeg oplevede, var ubeskriveligt overvældende og euforiske. Som lejrens eneste asiatiske deltager arrangerede jeg en koncert på den sidste dag og sang koreanske sange. Selvom deltagerne på arbejdslejren havde forskellig race, sprog og kultur, indså jeg, at oprigtighed forbinder mennesker overalt.
# Jobsøgende, men »Det går nok – jeg er stadig ung nok«
▲ Deltagerne på semestersæsonen: Choi Ji-ho, Oh Seung-hyuk, Kim Hoon-ho, Park Chan-bin
Efter at have afsluttet første semester på mit sidste studieår kom den sidste sommerferie. På det tidspunkt var mit største problem at få et job. Mine venner meldte sig til kurser for at forbedre deres engelskkundskaber eller få certifikater, eller tog kurser i sommersemesteret på skolen for at indhente manglende point, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg havde en stærk trang til at lave noget, som man kun kan, mens man stadig er universitetsstuderende.
Efter at have tænkt over det lagde jeg og mine nærmeste ældre studiekammerater (de var alle også på sidste studieår) en vovet plan på en café. Vi fire, der ofte cyklede, fordi vi boede tæt på hinanden, havde meget til fælles – frem for alt elskede vi cykler og rejser. Vi talte altid om cykelture og blev enige om, at vi måtte tage på mindst én, inden vi blev færdige, så vi begyndte for alvor at forberede os.Selvom jeg var den yngste blandt dem, var jeg bange for, at det kunne skade mine jobmuligheder at være ældre, men de ældre fyre trøstede mig altid og sagde: »Du er stadig ung nok, det skal nok gå.«
# Vi skaffede selv midler ved at bruge vores respektive fagområder
▲ Sammen med butikschefen på det sted, der sponsorerede vores tøj
After that, with the aim of doing our own special, hands-on study, we started the "seasonal semester" project—a bicycle trip to Eastern Europe. For a trip to Eastern Europe, we needed funds to purchase equipment and supplies, including bicycles,Som universitetsstuderende, der var fast besluttet på selv at skaffe pengene, begyndte vi at udarbejde sponsoransøgninger til organisationer og virksomheder ved at bruge vores respektive fagområder. I starten virkede det usandsynligt, men efter at have banket på døre igen og igen fik vi sponsorater fra fem virksomheder.Desuden fik vi mulighed for at fortælle vores historie i en føljeton i to magasiner om universitetsstuderende og cykler. Og inden vi tog af sted, gav universitetets rektor, som havde vist interesse for vores tur, os et stipendium til at købe telte.
▲Sammen med rektor Yoo Byung-jin fra Myongji Universitet, som støttede vores tur gennem Østeuropa
# Mit livs styr, drevet frem af mine egne kræfter
For os alle var cykelturen mere et »eventyr« end en »rejse«.På vores 50 dage lange rejse med 49 overnatninger tilbagelagde vi 3.500 km og sov i telte under åben himmel i omkring en måned. Med alt vores tunge udstyr på cyklerne begyndte vi fire hver dag med at råbe »Fighting!«, og når vi kørte ad landeveje, der duftede af det virkelige liv snarere end berømte turiststeder, sagde vi ofte: »Det er hårdt, men vi er glade for, at vi tog af sted.«Fra Polen til Grækenland havde de østeuropæiske lande mange ligheder, men hver grænsepassage føltes helt ny og bød på forbløffende syn. Måske var vi selv noget nyt for dem. På landet i Østeuropa kendte mange mennesker ikke Korea og sagde først til os: »Japan? Korea? Det ved jeg ikke.« Vejene, hvor vi passerede hinanden med gensidig undren, er stadig uforglemmelige minder.
# Slovenien, på en malerisk eng
▲ En invitation fra hr. Zdravko, som vi mødte på en landevej i Slovenien
Vi var på vej op ad en endeløs bakke. Det var så udmattende, at vi alle fire steg af cyklerne og skubbede dem op. Mens vi holdt en pause halvvejs oppe ad bjerget for at få vejret, og skulle til at cykle videre mod vores mål, fik en bil øje på os og stoppede.»Er I fra Nordkorea?« Allerede fra det første spørgsmål var mandens hilsen usædvanlig. Det var begyndelsen på et mirakel.
Med et vittigt spørgsmål fortalte han, at han gerne ville invitere os hjem til sig, og at der var et sted, hvor vi kunne slå lejr. Vi var meget trætte og havde et godt stykke vej til næste destination, så vi besluttede at følge med ham. Da vi nærmede os hans hus, lød teksten i mine ører: »På den grønne eng bygger jeg et hus som på et maleri« – de smukke marker og enge, jeg havde drømt om, og et eventyrhus begyndte at dukke op.Hr. Zdravko og hans familie havde tilberedt al maden med økologiske råvarer. Vi vil aldrig glemme den aften. For vi blev en familie.
▲Sangen, vi sang til gengæld: »Jeg er for dig, og du er for mig«.
Ikke alt var spændende og sjovt – en svimlende, uventet ulykke!
Bjergkæderne i Kroatien var utroligt stejle og svimlende. Efter at have kørt op ad bakke hele dagen så vi endelig et stykke med nedkørsel, og vi begyndte at sætte farten ukontrolleret op. De ældre fyre foran satte farten begejstret op, så jeg fulgte tæt efter, og pludselig kom vi til et skarpt sving. Fordi cyklerne var tungt læssede, var styret svært at dreje, og bremserne reagerede ikke.
Heldigvis lykkedes det mig med besvær at dreje styret og undgå stenmuren, men lige ved siden af var der tornede slyngplanter. Jeg blev viklet ind i tornene, fik rifter over hele kroppen, og cykeldækket blev punkteret.Heldigvis kom jeg ikke alvorligt til skade, men det var et nervepirrende øjeblik, der kunne have ført til en alvorlig ulykke.Jeg lærte, at det er virkelig vigtigt at holde mit eget tempo, og at man skal passe særligt godt på ned ad bakke. Takket være den læring kunne jeg gennemføre mit sabbatår sikkert uden flere ulykker.
# Erfaringer fra et sabbatår: »Der findes ingen mislykkede rejser«
▲ I Ljubljana i Slovenien er synet af unge mennesker set bagfra smukt
Før jeg tog på sabbatår, tænkte jeg ofte: »Det er en så vigtig periode – er det virkelig okay at rejse nu?« Det var især meget svært at træffe en beslutning og føre den ud i livet. For en som mig, der altid kun havde forestillet mig tingene i hovedet, blev dette sabbatår en enorm lærerig oplevelse. Det var vigtigt at være alene, men jeg tror, at oplevelsen blev mere meningsfuld, fordi jeg delte minderne med en anden.Hvis noget har ændret sig mest, er det nok min holdning til livet. Jeg havde ikke givet mig selv megen fritid eller taget mig tid til at se mig omkring, og denne oplevelse gav mig nøgleordet »opmærksomhed«.
# Efter sabbatåret: Deling af oplevelsernes værdi med jævnaldrende
▲ Seongsu-dong: Fotoafdeling og talkkoncert afholdt!
Da jeg var færdig med mit sabbatår og vendte tilbage, var det første, jeg gjorde, at afholde en fotoafdeling og talkkoncert for at give noget tilbage til dem, der havde hjulpet med projektet for det særlige semester. Arrangementet var en måde at udtrykke taknemmelighed på og også en mulighed for at møde andre universitetsstuderende og dele de erfaringer og værdier, jeg havde fået gennem sabbatåret. Jeg arrangerede det i håb om, at denne rejse ville slå rod som en »kultur«, og at flere unge ville kaste sig ud i nye udfordringer uden tøven.
Jeg er selv i gang med at planlægge en selvudgivet fotobog med de billeder og historier, jeg har samlet. Den forventes udgivet den 10. april under titlen »RIDE NOW«. Hoonho, lederen af det særlige semester, drømte om en »cykeltur jorden rundt« gennem denne rejse og rejser til Alaska i maj.
Hvis du gerne vil på sabbatår, men tøver, fordi du er bange for at tage af sted alene, så find nogen at tage af sted med. Få et uforglemmeligt sabbatår sammen med vedkommende, og del oplevelsen med andre, når I vender hjem. Så vil dit sabbatår få en livskraft, der ikke kan sammenlignes med andres tid.
»Gapperen fra 100 sabbatårsfamilier« er ikke en mentor fra tv eller bøger.Det er historier om mennesker, der var lidt tidligere ude og viste lidt mere mod, end jeg gjorde.Vi håber, at historierne fra 100 mennesker, der stod over for lignende situationer og havde lignende bekymringer, kan være en lille hjælp, når du skal træffe vigtige beslutninger i dit liv.
Vi tager altid gerne imod anbefalinger og bidrag til »100 sabbatårsrejsende«.
Skriv en kommentar eller besked, eller send en e-mail til marketingchef Choi Da-young på choi@koreagapyear.com!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
