Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
52. GapperYeom Bo-yeol
Gap year-periode: august 2014 ~ marts 2015 (8 måneder)
Jorden rundt-rejse til 60 byer i 22 lande
I Sydkorea i dag,
Dropper 60.000 elever i mellem- og gymnasiet hvert år ud af skolen, står 346.000 mennesker i 20'erne uden noget at tage sig til, fordi de mangler drømme, og andelen, der skifter job inden for det første ansættelsesår, er nået op i 40-procentsklassen,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med studielivet, og over 80 % af de ansatte fortæller, at de ikke føler sig lykkelige.Mange siger til dem, at de skal »drømme«, men der findes ingen praktiske metoder eller støtte til at løse dette problem,vil vi introducere »gap year« i Sydkorea.
»Gap year« (friår)Det er en periode, hvor man enten kombinerer studier og arbejde eller holder en pause fra dem og deltager i forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktikophold, undervisning og iværksætteri,for at finde retningen for fremtiden; det er en kultur, der opmuntres til i USA, Europa, Japan og andre steder.
*Besøg Gap Year-hjemmesiden, og udforsk et væld af oplevelser!
# Selv hvis du intet har, er du ikke en tigger, hvis du har ungdommen — begyndelsen på ungdomstiggeren
Efter universitetseksamen gik det pludselig op for mig, at jeg var 27. Det var meget anderledes end de 27 år, jeg havde forestillet mig, da jeg var i 20'erne. Jeg havde hverken opnået eller opbygget noget. Efter at have tænkt over det overvejede jeg et arbejdsferieophold for at tjene penge og lære engelsk.Vores familievalgsprog er: »Dit liv er dit liv, og mit liv er mit liv.« Jeg følte, at jeg burde fortælle det til min mor, så jeg sagde, at jeg overvejede at tage på arbejdsferieophold. Hun foreslog, at jeg i stedet for et arbejdsferieophold kunne rejse jorden rundt og komme tilbage.
Jeg havde tænkt, at jeg ville udvikle mig til et helt menneske inden jeg fyldte 30 og derefter blive skuespiller, så en 30-årig, der havde rejst jorden rundt, virkede sejere end en, der havde været på arbejdsferieophold. Og fordi jeg arbejdede med teater, havde jeg levet som en tigger i lang tid. En dag, hvor jeg klarede mig en hel måned på en bakke æg, syntes jeg, det var ynkeligt, men jeg var ikke ulykkelig. Udtrykket, der faldt mig ind, var »ungdomstigger«. Jeg tænkte: »Selv hvis du intet har, er du ikke en tigger, hvis du har ungdommen.« Måske var det derfor, jeg kunne tage af sted uden den store tøven.
# Forberedelser til en jordomrejse: Skaffelse af penge
1Jeg begyndte at bo for mig selv, da jeg var seks år. Som 20-årig flyttede jeg til Seoul og boede på et goshiwon, som kostede omkring 200.000 won om måneden. Jeg boede der i cirka tre måneder, mens jeg forberedte mig til optagelsesprøverne på teater- og filmskolen og arbejdede som model. Jeg havde ikke indset, hvor hårdt livet på et goshiwon ville være — jeg blev deprimeret, ensom og energiforladt. Så besluttede jeg, at jeg ikke kunne blive ved med at leve sådan, og spurgte en ven, der boede på et nærliggende goshiwon, om vi skulle flytte sammen. Vi lagde vores depositummer sammen og lejede et værelse i en kælderetage med et depositum på 2.000.000 won og en månedlig husleje på 430.000 won.Derefter boede jeg altid sammen med mellem to og ti mennesker, og i løbet af syv år delte jeg tæt plads med mere end 40 personer.
Som 23-årig aftjente jeg så min værnepligt. Jeg fik en fysisk vurdering i kategori 4 på grund af et mindre handicap. Men jeg troede ikke, at jeg ville kunne forsørge mig selv, hvis jeg blev sat til samfundstjeneste. Lønnen for samfundstjeneste ville ikke engang dække huslejen, og i den situation ville jeg ikke kunne tjene til livets ophold. Så jeg undersøgte mulighederne for industrimedarbejdertjeneste, forberedte mig i seks måneder og fik en plads.
Efter min hjemsendelse dannede jeg, mens jeg gik på universitetet, en teaterklub sammen med en yngre studerende i en lignende situation, og vi fik et tomt klasseværelse. Vi bar en efterladt madras ind i klasseværelset og spiste og sov der et semester. På den måde havde jeg sparet omkring 10.000.000 won op.Men 10.000.000 won virkede lidt for lidt til at rejse jorden rundt.Jeg tænkte: »Hvis jeg rejser jorden rundt, får jeg jo ikke brug for et hjem i Korea, vel?« Så hævede jeg depositummet for det sted, jeg boede.
# »Mor, jeg er så træt. Gør jeg det her rigtigt?«
Jeg havde aldrig drømt om at rejse eller faktisk været på en rejse, så jeg vidste intet om det at rejse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, når jeg kom frem, hvad jeg burde føle, hvad jeg skulle tage med, eller hvad jeg skulle lade blive. Derfor bekymrede jeg mig om det ukendte — om succeserne og fiaskoerne ved at rejse jorden rundt og om den smerte, jeg måske ville føle undervejs. Uden viden og information kan man ikke forebygge eller håndtere de risici, der kan opstå. Men jeg...Faktisk er jeg ikke typen, der bekymrer sig eller bliver bange for ting, før de sker; jeg tænkte bare: »Lad os tage af sted og se.«
Måske fordi jeg tog af sted uden at bekymre mig ret meget, var de første en til to måneder efter rejsens begyndelse ekstremt hårde, og jeg gennemgik en lang periode med vildrede.Hvad laver jeg her? Hvorfor gør jeg det her? Hvad får jeg ud af det, når jeg bruger beløb, jeg aldrig havde brugt i Korea? Er jeg på rette vej og gør jeg det rigtige? Jeg havde så mange bekymringer af den slags.
Da jeg mistede min pung, min scooter brød sammen, og jeg gik rundt i en periode i Los Angeles, ringede jeg til min mor. Jeg spurgte, hvorfor hun havde foreslået, at jeg rejste jorden rundt, om hun ønskede, at jeg skulle rejse alene og gennemgå så store strabadser, og om jeg gjorde det rigtige.Hun sagde, at hun ønskede, at jeg skulle have den slags bekymringer. Der vil være mange tidspunkter i livet, hvor jeg må træffe beslutninger om den slags spørgsmål, så hun håbede, at jeg kunne øve mig i at bekymre mig og træffe beslutninger ved at rejse.
Jeg græd meget dengang. NuJeg blev drevet af mit ønske om straks at få noget ud af det, lære noget, føle noget og indse noget. Min mor, som havde foreslået jordomrejsen, kærligheden, der ventede på mig i Korea, og andre mennesker jagtede mig ikke, men jeg jagtede mig selv. Derefter begyndte jeg vist lidt efter lidt at lære at rejse med et fredfyldt sind. På den måde mødte jeg langsomt mig selv og overvandt frygten, uroen og bekymringerne i mig.
# Endeløs vildrede, fiaskoer og glæden, der blev fundet blandt mennesker
Jeg rejste omkring 4.000 miles på scooter gennem det vestlige USA og fortsatte derefter mod øst, inden jeg vendte tilbage til Korea via Mellemamerika, Sydamerika, Europa, Nordafrika, Tyrkiet og Indien. I løbet af otte måneder besøgte jeg 22 lande og 60 byer.I begyndelsen ville jeg se sej ud, fordi jeg skulle rejse jorden rundt. Jeg ville gøre noget, andre ikke havde gjort — noget usædvanligt og ikke let. Derfor valgte jeg at rejse rundt i USA på scooter. Selvom nogle havde rejst rundt i Europa og Asien på scooter, havde ingen rejst sådan rundt på det amerikanske kontinent. På rejsen gennem vesten gav jeg op halvvejs; frygten blev større end udfordringen.
Sandheden er, at uanset årsagen var det at give op en fiasko. Den fiasko fik mig til at beslutte, at jeg ikke ville give op.Fiasko er ikke andet end det øjeblik, hvor du giver op over for dig selv. Hvis du ikke har givet op, er fiasko blot et fald, ikke enden. Du kan rejse dig igen og fortsætte med at løbe. Kun de, der holder ud til det sidste, kan se, hvordan det ender.Om det, jeg ønskede, ventede ved målet, er egentlig ligegyldigt. Det er nok, at jeg ikke gav op og nåede frem. Hvis det, jeg ønskede, er der, er det ikke noget, man skal tage for givet, men noget at være taknemmelig for!
Fra Sydamerika tog jeg til Europa. Min elskede skulle til Europa, så jeg tog derhen for at møde vedkommende. I Europa rejste jeg for min elskede og fokuserede på det, vedkommende ønskede at se, høre og gemme som minder. Jeg havde aldrig rejst før og heller aldrig rejst sammen med min elskede. Det føltes så dramatisk og romantisk, at vores første rejse sammen gik til Europa. Da den lykkelige halvanden måned var slut, rejste min elskede tilbage til Korea fra Prag i Tjekkiet. Bagefter tænkte jeg meget over det. Dengang var der så mange grunde til, at vi måtte gå fra hinanden, men nu kan jeg næsten ikke komme i tanke om nogen grund til, at vi ikke skulle være blevet sammen. Under alle omstændigheder gik vi fra hinanden i Budapest i Ungarn. Takket være den person havde jeg ikke følt mig ensom på min solorejse. Men da vedkommende rejste, og jeg blev alene, blev jeg overvældet af en ufattelig ensomhed.
Jeg vandrede igen rundt i Ungarn, Grækenland og Egypten. Så mødte jeg nogle mennesker i Dahab i Egypten.Der lærte jeg at rejse sammen med andre i stedet for alene. Jeg tog til Dahab for at komme mig og vendte virkelig tilbage som et helet menneske. Jeg dykkede ned i det dybe, mørke Blue Hole og fandt trøst der. Jeg kan stadig ikke glemme følelsen af, at den dybe afgrund omsluttede mig.Selvom området havde været præget af IS og officielt var lukket for turister, var Dahab i virkeligheden mere fredeligt end noget andet sted i Egypten.
Derefter tog jeg til Tyrkiet og mødte en yngre ven, som jeg stod nær. Vedkommende sagde, at han gerne ville rejse efter sin eksamen, så jeg inviterede ham til Tyrkiet for at rejse sammen. Hans grund til at rejse var mennesker — han rejser for at møde mennesker. Indtil da havde jeg rejst alene og troet, at solorejser var den eneste ægte måde at rejse på. Men i Dahab havde jeg mærket glæden ved at være sammen med andre, og fordi jeg var nysgerrig på min yngre vens måde at rejse på, rejste jeg for at møde mennesker. I Tyrkiet mødte jeg mange mennesker og var glad. Derfor arrangerer jeg og tager på mange rejser sammen med andre, efter at jeg er vendt tilbage til Korea. Efter at have rejst gennem Tyrkiet og til sidst Indien afsluttede jeg min jordomrejse og vendte tilbage til Korea — det var afslutningen på mit gap year.
# Machu Picchu, Peru: De værste og bedste minder på samme tid
Jeg gik hele vejen til Machu Picchu. Det var en af de tre grunde til, at jeg ville til Sydamerika, så jeg ville besøge stedet på en særlig måde. Først ville jeg gå ad Inkastien, men jeg tøvede på grund af den høje pris og blev slået ud, da jeg fandt ud af, at der var så mange bookinger, at jeg måtte vente endnu en uge. Omkring det tidspunkt ankom en meget tynd koreansk mand til vandrehjemmet. Han sagde, at han ville gå til Machu Picchu over fire nætter og fem dage via et bjerg ved navn Salkantay. Jeg besluttede mig straks for at tage med ham.
På trekkens første dag kunne jeg mærke, at noget var galt. Cusco i Peru ligger allerede 3.399 meter over havets overflade, men Salkantay er et højt bjerg på 6.271 meter. Det viste sig, at manden, jeg havde mødt, var bjergbestiger og havde besteget Everest. Vandreturen var ekstremt krævende, som om den gjorde grin med mig, fordi jeg var taget af sted kun iført en vindjakke og Nike-sneakers. Luften var tynd i den store højde, regnen gennemblødte mig og sænkede min kropstemperatur, en rem på min taske gik i stykker efter blot en times opstigning, så jeg måtte slæbe den, og efter otte timers vandring kollapsede jeg ved basislejren, som om jeg var ved at besvime. Den aften vurderede guiden min tilstand og sagde, at jeg ikke kunne nå toppen sådan og burde give op og ride op på en hest. Jeg var så udmattet, at jeg sagde ja. Selv da jeg gik i seng, fik iltmanglen mig til gentagne gange at vågne og falde i søvn igen hele natten indtil morgen.
Jeg sad på bakken, som om min sjæl havde forladt kroppen, da guiden bad mig stige op på en hest. Jeg spurgte den ældre mand, om nogen var døde af højdesyge; han sagde nej. Jeg spurgte guiden, hvor mange der havde givet op ligesom mig; han sagde seks, inklusive mig.I det øjeblik kom jeg pludselig i tanke om min mislykkede scootertur rundt i USA. Hvis jeg også gav op denne gang, tænkte jeg, at jeg ville blive meget skuffet over mig selv. Den tidligere opgivelse havde tynget mig og gjort mig ked af det under hele rejsen. Selvom folk gav op på grund af deres fysiske tilstand og højdesyge, ville jeg ikke være en af de seks.
Så jeg fortalte guiden, at jeg ikke ville ride på hesten. Jeg gik i fire nætter og fem dage og nåede frem til Machu Picchu. Den dag, vi besteg Machu Picchu, regnede det kraftigt. Alt var helt hvidt. Det var ikke det Machu Picchu, jeg havde drømt om. Alligevel var det helt fint, fordi jeg ikke havde givet op. Jeg var kommet hertil til fods og havde nået det sted, jeg gerne ville besøge, så jeg var tilfreds. Så omkring kl. 10 blev skyerne, som ved et trylleslag, suget op mod himlen. Da regnen holdt op, og skyerne lettede, viste det Machu Picchu, jeg havde drømt om, sig for mine øjne.
Jeg tror aldrig før, jeg har grædt sådan. Dengang kunne jeg ikke forstå meningen med tårerne — jeg vidste ikke, om de skyldtes glæde eller lykke. Nu ved jeg det: Det var tårer af lettelse. Tårer af taknemmelighed. Jeg følte mig velsignet over, at mit liv kunne stråle sådan...De fire nætter og fem dage, det tog at nå frem til Machu Picchu, var de hårdeste, og øjeblikket, hvor jeg så Machu Picchu, var det lykkeligste.
# Efter mit sabbatår: Jeg fik et stærkere hjerte, der kan holde lidt mere ud
Hvis jeg sammenligner tiden før og efter mit sabbatår, ...Jeg tror, at sabbatåret bragte mig lidt tættere på mig selv. Jeg lærte mig selv bedre at kende – hvem jeg er, hvad jeg kan lide, og hvad jeg gerne vil. Efterhånden som jeg lærte mig selv at kende lidt efter lidt, fik jeg også større selvtillid.I stedet for at satse på ukendte kort øger man sine vinderchancer og tør være mere modig, når man satser på kort, man kender. Jeg er efterhånden blevet nogenlunde klar over, hvilke kort jeg har på hånden.Men jeg er stadig rystet, famlende og kæmper. Alligevel føler jeg, at jeg prøver at udvikle et mere stabilt hjerte, der kan holde lidt længere ud.
Efter mit sabbatår har jeg derfor lavet mange forskellige ting. At rejse rundt i verden udvidede min horisont, når jeg kun havde drømt om at blive skuespiller, og gav mig flere ting, jeg gerne vil gøre. Jeg rejser med mange mennesker under mit eget navn, skriver bøger, holder fotoudstillinger og rejseforedrag, og gennem et projekt ved navn Ploproject giver jeg blomster til andre for at formidle følelser og inspiration. Jeg arbejder på deltid for at tjene penge, og for at forfølge min oprindelige drøm om at blive skuespiller medvirker jeg også i reklamer, film og dramaserier… Jeg kan ikke beskrive det, jeg laver nu, som ét enkelt arbejde, men mit endelige mål er at opleve og lære mere om verden og blive en skuespiller, der får folk til at græde og le.
# Et budskab til dig, der skal på sabbatår: Accepter ikke andres grænser – prøv virkelig dine egne grænser af!
Prøv at opleve dine egne grænser. Det er virkelig ikke så let, som du tror. Jeg mener dine egne grænser, ikke dem, andre sætter. For at gøre det må du tage mange udfordringer op uden at give op. Blandt de mange udfordringer vil der naturligvis være nogle, du ender med at opgive. Der vil også være tusindvis af tvivlsspørgsmål, før du når dertil. Hvis du først beslutter dig for at give op efter den proces, kan det blive frugtbar jord – du får modet til at give slip og udholdenheden til ikke at give op.
Tag dig tid til at afprøve dine egne grænser.Du vil blive overrasket over at opdage, hvor mange ting du kan klare. Hvis du ikke udfordrer dig selv, kan du ikke finde ud af, hvor dine grænser går. Hvis du giver op, kan du ikke se, hvor det ender. Kun dem, der holder ud til det sidste, kan se det.Jeg tror ikke, der er noget større eller mere bemærkelsesværdigt end at udfordre sine grænser, ikke give op og føre det til ende. At rejse og se sit sande jeg midt i utallige omgivelser og situationer. Jeg håber, du får sådan en tid.
Det her siger jeg altid til mennesker, der kæmper: »Et kompas, der ikke vakler, kan ikke pege i den rigtige retning.«En dag blev jeg betaget af synet og lydene fra bambus, der svajede i en bambuslund, og stod der længe. Da tænkte jeg: Hvis det svajende er smukt, må vi, der også svajer, være smukke. Ungdommen er en tid, hvor man vakler. Derfor er den smuk.
Derfor,Jeg håber ikke, du mister selvtilliden, fordi du kæmper, bekymrer dig eller famler. At være rystet betyder, at du er på vej i den rigtige retning. Omvendt er der større risiko for, at du går i den forkerte retning, hvis du ikke vakler og følger en vej, der kun er præget af stædighed og halsstarrighed. Du bør altid stille spørgsmål ved dig selv og granske dig selv for at få tingene frem i lyset.Spørg dig selv, om den vej, du går, er den rigtige, og om det er det, du ønsker. Det behøver hverken være en genvej eller en vej, mange andre tager. Nogle gange kan det vidunderlige landskab, man møder efter at være drejet forkert, være mere værdifuldt og sætte sig dybere i hukommelsen. Jeg håber, du vakler uden at miste selvtilliden, fortsætter i den rigtige retning uden at give op og når helt frem.
Til sidst håber jeg, at du ikke giver dine omgivelser skylden. På det seneste er udtryk som »guldspoon« og »jordspoon« dukket op som beskrivelser af ens familiebaggrund, og det gør mig meget ked af det. Det gjorde ondt at se den kærlighed, vi blev opdraget med, blive vurderet efter økonomiske standarder. Voksede vi ikke op på grund af vores forældres kærlighed og ikke på grund af penge? Burde kriteriet så ikke være kærlighed og ikke penge? Jeg tror, at denne tankegang er opstået, fordi man giver sine omgivelser skylden. En af grundene til, at jeg prøvede at rejse alene, var, at jeg ville mærke det fulde ansvar for mit eget liv uden at give mine omgivelser skylden.
Lad være med at give andre skylden, og tag det fulde ansvar for de beslutninger, jeg har truffet. Det kan en rejse hjælpe med. I nye omgivelser er der mange spørgsmål, du selv skal tage stilling til, og ansvaret følger straks efter dine valg. Jeg tror, at jeg gennem det lærte at give mig selv skylden i stedet for mine omgivelser.Hvis jeg havde været lidt mere omhyggelig, hvis jeg havde undersøgt tingene lidt mere, hvis jeg var stået lidt tidligere op, hvis jeg var kommet lidt før frem osv. – man lærer sig selv at kende ved at give de forskellige omstændigheder og sig selv skylden i stedet for andre. Man opdager, at man er mere klodset, end man troede, mere selvtilfreds, end man troede, og mere doven, end man troede. Og sådan ser det ud til, at man vokser.
Jeg håber, vi tænker over, hvilken slags barn vi er, og hvilket kar vi er.Før vi giver den ske, der opfostrede os, skylden, hvorfor så ikke først se på det kar, der skal rumme skeen?
Introduktion til »100 personers sabbatår«
»100 personers sabbatår« handler ikke om mentorer, der findes på tv eller i bøger.Det er historier om mennesker, der havde lidt mere mod og handlede lidt tidligere, end jeg gjorde.Vi håber, at historierne om 100 mennesker, der befandt sig i lignende situationer og havde lignende bekymringer, kan være en lille hjælp, når du står over for vigtige beslutninger i dit liv.
Anbefalinger og bidrag til »100 sabbatår« er altid velkomne.
Skriv en kommentar eller send os en besked, eller send en e-mail til vores marketingchef Da-young Choi (choi@koreagapyear.com)!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
