Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
50. gapperNam-gyu Kim
Sabattidsperiode: 2011 - nu
Sabattidsår i Perth, Australien
I øjeblikket i Sydkorea,
Hvert år dropper 60.000 elever i grundskolen og gymnasiet ud, 346.000 mennesker i 20'erne står uden beskæftigelse og drømme, og den årlige jobomsætning er kommet op på 40 %,75 % af de universitetsstuderende er utilfredse med livet på campus, og over 80 % af de beskæftigede siger, at de ikke føler sig lykkelige.Selvom mange siger, at man skal »drømme«, findes der ingen praktiske metoder eller støtte til at håndtere problemet,Vi ønsker at introducere »sabattidsåret« i Sydkorea.
SabattidsårDet er en periode, hvor man enten kombinerer studier og arbejde eller holder en pause for at deltage i forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, undervisning og iværksætteri,en periode til at finde retningen for fremtiden; det er en kulturel praksis, som anbefales i USA, Europa, Japan og andre lande.
*Se forskellige oplevelsesprogrammer på hjemmesiden om sabattidsår!
#Jeg var en almindelig universitetsstuderende og blev chokeret, da jeg mødte virkeligheden
Jeg var en almindelig universitetsstuderende.Jeg læste arkitektur, og jeg nød personligt virkelig designarbejdet. Det var hårdt at arbejde hele nætter i flere dage før en deadline, men det skabte mange sjove minder at være vågen sammen med klassekammerater og yngre studerende. Jeg nød også at diskutere problemer uden klare svar i timevis og gradvist selv at indse nye ting.
De fleste venner, der ikke egnede sig til design, skiftede studieretning efter det første år, men dengang troede jeg, at arkitektur var min vej. Efter mit første år aftjente jeg værnepligt, og den overbevisning ændrede sig ikke. Jeg nød stadig designarbejdet og følte mig stolt, når en deadline var overstået. Men med tiden blev én ting tydelig.
Det var, at jeg ikke havde talent for design. Selvom vi begyndte at designe på den samme grund, blev jeg mere og mere bekymret, hver gang jeg så mine venners unikke og overraskende resultater. Det eneste, der trøstede mig, var, at jeg stadig nød designarbejdet. Det fandt jeg trøst i,i den tro, at jeg en dag ville kunne skabe gode designs, hvis jeg blev ved med at nyde arbejdet.
Det må have været hen mod slutningen af mit tredje år. En dag sad jeg og drak med en nær ven på et højere semester, som var begyndt at arbejde på en arkitektvirksomhed. Han sagde til mig:
»Det design, du lærer på studiet, er ren barnemad. Når du begynder på en tegnestue, skal du lære det hele fra bunden. Det, vi laver, handler ikke om at finde på koncepter og tegne bygninger – det handler om at tegne parkeringspladser og optegne højdekurver for at overholde tidsplanerne.«
Det var ikke kun ham, men også mange andre ældre studerende, der fortalte mig lignende ting.Det var chokerende. Det eneste, jeg havde, var glæden ved arbejdet – jeg havde hverken særlige evner eller stærke færdigheder – og nu var jeg ikke engang sikker på den længere.Det, jeg havde nydt, var »barnemadsprojekterne« på studiet, og jeg var ikke sikker på, at jeg kunne begynde på en tegnestue og lære en helt anden slags design fra bunden.
Mit hoved føltes rodet, og jeg fik en knude i maven. Jeg blev ved med at tænke: »Når jeg begynder på fjerde år, skal jeg til at forberede mig på jobsøgning – kan jeg klare det med den her indstilling?«
#Så tog jeg orlov
Så tog jeg orlov.
Engang rejste jeg til Europa med nogle venner. Før det havde jeg ikke engang været på Jeju-øen; jeg var en bonderøv, men Europa føltes som en helt ny verden. Fra da af tror jeg, at jeg begyndte at længes efter et liv i udlandet. Men jeg havde hverken penge eller tid til at gøre noget ved det, så jeg gemte drømmen væk i et hjørne af mit sind. Efter at jeg impulsivt havde taget orlov, så den drøm, jeg havde lagt på hylden, pludselig ny ud igen.
Jeg skulle jo holde et års pause alligevel, ogHvilken grund skulle jeg have til ikke at tage af sted? Bortset fra pengene var der egentlig ingen anden grund.Så besluttede jeg mig for bare at tage af sted. Når jeg ser tilbage, tror jeg, at jeg kastede mig så dristigt ud i det, at jeg endda spekulerede på, om jeg virkelig var den ubeslutsomme person, jeg plejede at være.
#Jeg skabte min egen vej, ikke den, der allerede var lagt ud
Jeg besluttede at tage et sabattidsår, men penge var stadig et problem. Min familie havde ikke råd til at sende mig på et sprogkursus, og jeg, som kun havde studeret, havde ikke sparet nogen penge op. Mens jeg undersøgte mulighederne for at bo i udlandet, hørte jeg derfor om working holiday.Jeg besluttede mig straks for at tage på working holiday.Der syntes ikke at være andre muligheder.
Jeg havde besluttet mig for at tage til Australien, men havde ikke penge til en flybillet med det samme. Derfor begyndte jeg sammen med en ven at have et deltidsjob, hvor vi afleverede gældsbreve. Arbejdet gik ud på at indlevere gældsbreve udstedt af et værdipapirfirma til banker, og timelønnen var ret høj dengang. Selve arbejdet var meget let, men det var besværligt nøje at kontrollere beløb og stempler.
Når jeg kom rundt mellem virksomhederne, begyndte jeg at lægge mærke til de uretfærdigheder, der findes mellem store virksomheder og små virksomheder, og til virksomhedernes interne kulturer.Det var ikke med vilje, men deltidsjobbet gav mig anledning til at overveje, om det virkelig passede til mig at arbejde i en virksomhed.
Til sidst havde jeg sparet lige akkurat nok op til flybilletten og lidt lommepenge, og så tog jeg af sted på working holiday.Det er virkelig svært at sætte ord på, hvordan det føltes dengang.Det var en blanding af stolthed over at skabe min egen vej i stedet for at følge den, der allerede var lagt ud, frygt for at have forladt den vej, sorg over ikke at kunne se familie og venner og spændingen ved endelig at opfylde en drøm, jeg næsten havde opgivet.
#Hvis ikke nu, får jeg aldrig chancen
For at være ærlig var jeg meget bange, indtil jeg tog orlov. Jeg havde gået i grundskole og gymnasium og aftjent værnepligt, og jeg havde fulgt en vej, der ikke adskilte sig meget fra andres. Derfor var jeg bange for, om det var den rigtige vej at vælge at stoppe bare fordi jeg »havde lyst«, uden en ordentlig plan. Hver gang den angst dukkede op, tænkte jeg:
»Hvis ikke nu, hvornår skal jeg så prøve noget i den stil? Efter jeg er begyndt i et firma? Efter jeg er blevet nogens ægtemand og far? Når jeg har opfostret alle de børn? Hvis ikke nu, kan jeg aldrig gøre det.«
Jeg pressede mig selv med tanken om, at hvis jeg ikke gjorde det, jeg havde lyst til, nu, ville det blive sværere, som tiden gik.
Nu eller aldrig. Det var en tanke, jeg blev ved med at gentage for mig selv dengang.
#Oplevede Australiens afslappede tempo
Da jeg ankom til Australien, var det første, jeg lagde mærke til, menneskene.Det var en behagelig overraskelse at se folk hilse venligt på fremmede, når man fik øjenkontakt på gaden, sige tak, når de steg af bussen, og sige undskyld, når de gik forbi i supermarkedet.
De havde altid afslappede smil på læberne.Desuden kunne man se himlen, uanset hvor man tog hen i Australien. Solnedgangene var betagende; jeg tænkte, at hvis der fandtes et paradis, måtte det se sådan ud. Jeg fik lyst til at bo i Australien. Jeg besluttede at gå i skole der for at få permanent opholdstilladelse. Jeg traf beslutningen lettere, end jeg havde forventet.
Man siger, at første gang er den sværeste; da jeg først én gang var gået væk fra den slagne vej, følte jeg, at derfra var det alligevel ikke længere en forudbestemt vej. Selv om det var et stort vendepunkt i mit liv, traf jeg beslutningen med lettere sind, end jeg havde forventet. Måske smittede noget af deres afslappede energi af på mig.
Jeg besluttede mig altså for at få permanent opholdstilladelse, og heldigvis fandt jeg arbejde på en gård. Om aftenen gjorde jeg rent i et fitnesscenter og arbejdede morgen og aften. Undervisningen i Australien var dyrere, end jeg havde troet, så jeg sov mindre og arbejdede uden fridage. MenFordi jeg arbejdede for noget, jeg virkelig gerne ville, følte jeg mig ikke udmattet, selvom jeg arbejdede så meget.
Tværtimod var hver dag spændende og fornøjelig.Det bedste var, at jeg trods alt arbejdet havde mere tid til at tænke over mig selv, end da jeg var i Korea.. Det var ikke bare vage bekymringer om fremtiden, men stunder, hvor jeg virkelig så på, hvem jeg er. Det overraskede mig, at jeg ikke kendte mig selv så godt, som jeg troede. For eksempel vidste jeg ikke, hvilke følelser jeg bar på, hvad jeg var bange for, og hvilken slags liv jeg virkelig ønskede mig.
Først efter jeg kom til Australien, opdagede jeg, at jeg kunne lide at skrive.Jeg havde ikke ligefrem planlagt: »Jeg vil skrive, når jeg tager til Australien«, men efterhånden som jeg fik mere tid til at tænke her, begyndte jeg helt naturligt at sætte ord på mine følelser. Senere samlede jeg de tekster og billeder, jeg havde lavet i ledige stunder, og udgav en bog på eget forlag.
Jeg trykte selvfølgelig kun et meget lille oplag som minde. Jeg stod selv for det hele, fra redigering til omslagsdesign, og det var en virkelig fornøjelig proces.Ud over at skrive prøvede jeg mange ting, jeg altid havde haft lyst til.Jeg øvede mig på guitar og prøvede at bage derhjemme. Jeg er ikke særlig god til det, men jeg fik mange hobbyer.
#Fik tilbud om at udgive en bog
En dag gik den bærbare computer, jeg havde, pludselig i stykker. Problemet var, at de tekster, jeg havde gemt, gik tabt sammen med den. Der var en hel del, og jeg var så nedtrykt i en periode, at jeg næsten ikke kunne spise. Så anbefalede en ven mig »Naver Post«. Det var en platform med formatet »alle kan blive forfatter«, og jeg begyndte at lægge mine tekster op dér, så de ikke skulle gå tabt igen.
Men så skete der noget mærkeligt.Antallet af abonnenter voksede først til 10, så til 100, og på et tidspunkt kom det over 1.000.Det var første gang, jeg oplevede noget lignende, så det overraskede mig. Efter at have skrevet og læst alene begyndte jeg at få tilbagemeldinger fra andre og læse andres tekster, og jeg blev endnu mere forelsket i at skrive. Derefter tror jeg, at jeg skrev næsten hver dag. Jeg fik for vane straks at skrive idéer ned, når de dukkede op. Jeg arbejdede på en restaurant for at spare penge og gik i skole, så jeg havde travlt og var på farten, men hver dag var fuld af glæde.
Så fik jeg en dag en e-mail fra et forlag. De ville udgive mine tekster som en bog.Jeg kunne ikke tro det. Det føltes som en drøm. Det var de lykkeligste dage i mit liv. Mens jeg var i Australien, udvekslede jeg manuskripter med lederen af forlagsteamet via e-mail og gjorde udgivelsen klar. Selvom det var min første bog, blev den taget bedre imod, end jeg havde forventet. Det var en lykke, jeg aldrig ville have oplevet, hvis jeg ikke havde taget et sabbatår.
#Pludselig fyret
Det sværeste var, da jeg pludselig blev fyret fra den restaurant, hvor jeg arbejdede.Under jobsamtalen havde de lovet at hjælpe mig med at få permanent opholdstilladelse, så jeg sagde op på den restaurant, hvor jeg havde arbejdet længe, for at begynde hos dem, men jeg følte mig fuldstændig svigtet. På vej hjem efter fyringen var jeg så ulykkelig. Jeg viste det ikke, men jeg var helt omtåget i omkring en uge.
Efterhånden kom jeg til mig selv igen og så objektivt på mig selv. Jeg fik en engelsktestscore, der kunne bruges til at få permanent opholdstilladelse, og fandt en restaurant, som sagde, at den ville sponsorere mig. Men egentlig betragtede jeg restauranten som et mellemtrin på vejen mod permanent opholdstilladelse. Det var ikke, fordi jeg havde lyst til at arbejde dér; det var bare en periode, jeg måtte holde ud for at få permanent opholdstilladelse. Jeg besluttede mig for at arbejde hårdt.
Men helt ærligt var det ikke sjovt at arbejde dér. Eller mere præcist: På et tidspunkt ændrede det at blive i Australien sig fra »det, jeg gerne vil« til »det, jeg er nødt til«. Jeg tænkte grundigt over det. Havde jeg stadig virkelig lyst til at bo i Australien, eller holdt jeg kun fast, fordi jeg ikke ville lade de penge og den tid, jeg indtil nu havde forberedt mig på eller investeret, gå til spilde? På et tidspunkt holdt jeg bare ud.
Ligesom da jeg forberedte mig på at få et job i en stor virksomhed i Korea, stræbte jeg også blindt efter permanent opholdstilladelse, selvom jeg oprindeligt var begyndt på det, fordi jeg længtes efter et ubekymret liv. Det eneste, der havde ændret sig, var stedet; jeg ofrede stadig nutiden for fremtiden. Den pludselige fyring lærte mig én ting: Noget, man tvinger igennem, kan lige så let gå galt.
#Vejen til lykke er at gøre de ting, der gør mig glad lige nu
Ingen kan garantere fremtiden. Uanset hvor meget jeg holder nutiden ud for fremtidens skyld, er det ikke sikkert, at en 100 procent sikker fremtid venter. Men der er én sikker vej til at blive lykkelig.Det er at gøre de ting, der gør mig glad lige nu.Det gik op for mig i løbet af mit sabbatår.
De perioder, hvor jeg gjorde det, jeg virkelig elskede, og på mirakuløs vis fik en bog udgivet, og de perioder, hvor jeg tvang mig selv til at udføre arbejde, jeg hadede, og blev fyret, kan begge have været rene tilfælde. Man kan blive frustreret, mens man gør det, man elsker, og man kan få stor succes med arbejde, man ikke bryder sig om. Men i sidste ende er det mig, der bestemmer, hvad succes og fiasko betyder.
Hvis jeg fylder nutiden med ting, der gør mig glad lige nu, vil mit fremtidige jeg helt sikkert se tilbage på denne tid og smile.
Da jeg tænkte så langt, følte jeg, at det ikke længere gav mening at blive i Australien. Lige nu forbereder jeg mig på at vende tilbage til Korea og åbne min egen butik. Fordi jeg gør det, jeg gerne vil, er arbejdet blevet sjovt igen, og forberedelserne er simpelthen en glæde.
#At udvikle en vane med at fokusere på mig selv
Den største forandring er, at jeg i stedet for at bruge tiden på at sammenligne mig med andre har udviklet en vane med at fokusere på mig selv. På et tidspunkt begyndte jeg, når jeg skulle i gang med arbejdet, at fokusere på »har jeg virkelig lyst til det her?« i stedet for at bekymre mig om, hvad andre tænker. Naturligvis virker det, som om mit selvværd er vokset. Det er også derfor, jeg kan vende tilbage til Korea uden fortrydelse, selv efter at have gjort alle forberedelserne til permanent opholdstilladelse færdige.Fra nu af vil jeg fortsat prøve at arbejde med noget, der begejstrer mig lige nu.
Jeg skriver i øjeblikket en føljeton med eventyrklummer i det koreanske økonomimagasin MONEY. Jeg skriver også af og til klummer til virksomhedens nyhedsbrev. Jeg forbereder mig på at få min næste bog udgivet inden for dette år, og jeg er også ved at gøre klar til at åbne min egen butik.Nu hvor jeg tænker over det, laver jeg ting, jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg ville lave, da jeg gik på universitetet.Man kan virkelig ikke forudsige, hvordan folks liv udvikler sig.
#Sabbatår; tid til at fokusere på den nutid, du altid har ofret for fremtiden
Hvis du har planlagt et sabbatår, håber jeg, at du i det mindste vil fokusere på de ting, du gerne vil gøre i den periode.Et sabbatår er en mulighed for netop det. Det er en tid til at fokusere på nutiden, som du altid har udskudt til fordel for fremtiden.Derfor er det en god idé at gøre formålet med dit sabbatår klart, inden du begynder. Hvis du ikke ved, hvad du vil, kan du ikke koncentrere dig. Hvis det handler om studier, så studér. Hvis det handler om refleksion, så reflektér. Hvis det handler om oplevelser, så opsøg oplevelser. Ellers ender du med bare at spilde tiden.
#Et ord til unge i Korea, der planlægger et sabbatår
Jeg kendte mig selv dårligere, end jeg troede. Ikke bare jeg, men også unge i Korea, der har levet travle liv, har sikkert ikke haft tid til at lytte til deres egne historier. Det er også helt i orden at leve et liv, hvor man har travlt med at løbe fremad.Alligevel håber jeg, at du i det mindste vil prøve at finde ud af, hvem dit »sande« jeg er.For det føles på en eller anden måde lidt trist at have så travlt med livet, at man glemmer sig selv.
Måske er grunden til, at vi er så trætte, at vi langsomt glemmer os selv midt i travlheden. I sidste ende ligger alle svarene i os selv. Når man først kender sig selv, får man måske helt naturligt en fornemmelse af, hvordan man bør leve. Jeg håber, at flere mennesker genfinder sig selv gennem et sabbatår. Hold ud, alle unge, der planlægger et sabbatår.
»100 sabbatår« handler ikke om mentorer, man har mødt på tv eller i bøger.Den fortæller historierne om mennesker, der handlede lidt tidligere og viste lidt mere mod, end jeg gjorde.Vi håber, at historierne om 100 mennesker, der har stået i lignende situationer og haft lignende bekymringer, kan være en lille hjælp, når du skal træffe vigtige beslutninger i dit liv.
Anbefalinger og indsendelser til »100 sabbatår« er altid velkomne.
Skriv gerne en kommentar eller besked, eller send en e-mail til marketingchef Jo Hae-in (dorothy224@koreagapyear.com)!
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
