Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
Siden jeg begyndte at rejse, har jeg fået mod til at se mere enkelt på verden og tænke: »Jeg ved det ikke – pyt med det, lad os prøve.« Når jeg havde lyst til at give op, tog jeg mig selv i ubevidst at heppe på mig selv med ordene: »Jeg klarede sværere ting i Indien, så kan jeg ikke også klare det her?« Og når der opstod et svært øjeblik, kunne jeg fortsætte uden tøven ved at sige til mig selv: »Det er nok nu. Denne modgang er kun midlertidig.« - En forfatterdrøm genopdaget i Indien / Seo Hyunji, deltager på sabbatår / Sabbatår i alt: 6 måneder |
Sabbatårs-stamme, deltager nr. 57Seo Hyunji
Sabbatårsperioder: december 2009 ~ januar 2010 (2 måneder); december 2015 ~ marts 2016 (4 måneder)
Sabbatår: Rejste til 23 byer i Indien
I Sydkorea i dag
Dropper 60.000 elever i mellem- og udskolingen ud hvert år, 346.000 mennesker i 20'erne står uden drømme og laver ingenting, og den årlige personaleomsætning inden for et år efter ansættelse er nået op i 40-procentsområdet,er 75 % af de studerende utilfredse med universitetslivet, og over 80 % af de erhvervsaktive føler sig ikke lykkelige.For at løse problemet med, at mange får at vide, at de skal drømme, uden at få praktiske metoder eller støtte,har vi som mål at introducere »sabbatår« i Sydkorea.
»Sabbatår«er en periode, hvor man fastlægger sin retning for fremtiden ved enten at kombinere eller sætte studier og arbejde midlertidigt på pause for at deltage i forskellige aktiviteter som frivilligt arbejde, rejser, praktik, uddannelse og iværksætteri.Det er en kultur, der fremmes i USA, Europa, Japan og andre lande.
*Se forskellige oplevelser på hjemmesiden om sabbatår!(Klik)
# 23 år – mit første sabbatår
Jeg holdt to sabbatår i mit liv. Det ene var om vinteren, da jeg var 23, og det andet var om vinteren, da jeg var 29. For syv år siden valgte jeg Indien som min første rejse til udlandet uden nogen særlig grund. Dengang var det vigtigere for mig som universitetsstuderende at komme et sted hen end selve destinationen.
"I want to escape the cycle of grades, tuition, and part-time jobs, and live for a little while in a place where no one knows me," "I just want to get away from this tedious routine." That's what I thought. So while taking a liberal arts class called "Understanding Indian Art," I suddenly saw the Taj Mahal's snow-white dome and decided, "Yes, let's go there."
Min første rejse til udlandet. Det var helt fantastisk. På hverdage og i weekender havde jeg levet forpustet mellem studier og deltidsjob, Det var første gang i mit liv, at jeg ikke skulle bekymre mig om lommepenge eller holde øje med mine forældres reaktioner – jeg kunne kun tænke på mig selv – og de øjeblikke var virkelig dyrebare for mig.
Da alt det, der plagede mig i hverdagen, forsvandt for øjnene af mig, så hele verden anderledes ud. Min dagbog blev ikke fyldt med »eksamen kl. 15« eller »jobsamtale til deltidsjob kl. 19«, men med nye notater som »kiggede i armbåndsbutikken foran gæstehuset« og »jordnøddekarry er lækker«. Efter sådanne skønne dage gik jeg om bord på flyet tilbage til Korea med hjertet fuldt af minder.
Den dag, jeg forlod Indien efter at have taget den første pause i mit liv, tænkte jeg: »Hvis jeg en dag bliver udmattet af livet og får lyst til at give slip på det hele, kommer jeg tilbage hertil. Jeg ved ikke, hvornår jeg igen sætter mine fødder i Indien, men jeg håber, at jeg vil være lige så lykkelig og fuld af glæde som nu.«
# 30 år – af sted igen
Jeg ville leve af at skrive. Jeg havde øvet mig i at skrive regelmæssigt siden skoletiden, og på universitetet læste jeg koreansk sprog og litteratur. Derfor tænkte jeg helt naturligt, at jeg ville få et arbejde, hvor jeg skulle skrive. Men livet gik ikke, som jeg havde forventet. I lang tid kæmpede jeg for at få det arbejde, jeg ønskede, men det lykkedes ikke, og lidt senere end andre blev jeg kontormedarbejder. På min første arbejdsdag lovede jeg mig selv at gøre en endnu større indsats, fordi jeg var kommet sent i gang, og at blive en dygtig fagperson.
Men min krop kunne ikke følge med min begejstring. Jeg begyndte arbejdet kl. 9 og blev først færdig omkring midnat. Ofte arbejdede jeg til daggry uden at få overarbejdsbetaling, og til sidst begyndte mit helbred at slå alarm. Jeg sad ved et skrivebord hele dagen og hældte stærk kaffe i mig, så måske var det uundgåeligt. Der var øjeblikke, hvor jeg ikke kunne se nogen vej frem, og med migræne og mavekatar føltes det, som om min krop brød sammen.
Efterhånden som min krop blev træt, begyndte mit sind også at blive sygt. Den dristighed, jeg havde som studerende, da jeg følte, at jeg kunne klare alt, var væk, og tilbage var kun en indesluttet og kuet Seohyeonji. En dag, hvor kræfterne svandt, gejsten visnede, og jeg knap nok kom igennem dagene, var jeg på vej på arbejde med ondt i kroppen, da jeg pludselig tænkte: »Hvad får jeg ud af at gå så langt?« En karriere. En opsparingskonto. Bedre arbejdsevner... Men da jeg overvejede, om de ting virkelig var nødvendige, hvis de ødelagde mit helbred og mit sind, svarede jeg: »NEJ.«
Det var ikke bare »jeg har ikke lyst til at tage på arbejde«. Da jeg først blev overbevist om, at »der er ingen grund til at gå så langt«, begyndte jeg at se mere nøgternt på mit liv.
Jeg var en person, der gerne ville leve af at skrive. Men hvad med nu? Efter at jeg blev kontormedarbejder, begrænsede min skrivning sig til e-mails og rapporter til kunder. Efter arbejde var jeg så udmattet, at jeg ikke engang kunne skrive en linje i min dagbog, før jeg faldt i søvn. Før følte jeg, at jeg selvsikkert kunne klare alt, men nu håber jeg bare, at »der ikke sker noget i morgen«, og måske er det på tide at ændre på den selvtilfredshed.
Så efter syv år besluttede jeg mig for at holde en pause igen. Jeg havde brugt mine sidste tyvere på at være »kontormedarbejderen Seohyeonji«, så jeg tænkte, at det måske var i orden at sætte tempoet ned og give mig selv lidt tid. Jeg ville genfinde drømmen om at blive forfatter, som jeg havde opgivet, da jeg begyndte i virksomheden, og genvinde den selvtillid, der var helt i bund.
En dag, lige før jeg fyldte tredive, sagde jeg op uden at fortryde og tog af sted på en rejse. Til stedet for min første rejse til udlandet – landet, hvor jeg havde begravet al min ungdommelige passion og dristighed. Indien.
Jeg besluttede at investere i at tage den første pause i mit liv.
Da jeg var 23, kunne jeg pludselig rejse til udlandet som universitetsstuderende, fordi jeg fik et stort, uventet beløb. Dengang deltog jeg i alle de konkurrencer, jeg kunne – essays, digte, slogans og så videre. Jeg tjente lommepenge på et deltidsjob, der betalte mindre end 3.500 won i timen, og den eneste måde, jeg kunne tjene mange penge på, var ved at vinde konkurrencer.
En dag var jeg så heldig at få besked om, at jeg havde vundet førstepræmien i en talentkonkurrence arrangeret af en virksomhed. Jeg blev virkelig glad for den store præmie på 1.000.000 won. Og som man siger, kommer gode ting sjældent alene,Få måneder senere stod mit navn også blandt vinderne af en konkurrence arrangeret af Hangul Culture Alliance..
Jeg var overvældet over den pludselige række af heldige omstændigheder, og efter mange overvejelserbesluttede jeg at investere pengene i at tage den første pause i mit liv.Helt ærligt tænkte jeg inderligt: »Hvis ikke nu, hvornår skal jeg så rejse til udlandet?« Så jeg købte en flybillet, fast besluttet på, at det skulle være min første og sidste rejse. Sådan blev mine første rejseudgifter betalt med penge, der en dag syntes at falde ned fra himlen.
Da jeg planlagde min anden rejse til Indien, var jeg allerede i arbejde, så det var ikke svært at skaffe pengene. Og fordi Indien er et så billigt land, var jeg ikke særligt bekymret for leveomkostningerne under rejsen.
Der var dog andre udgifter. Her er lidt hjælp til dem, der planlægger en rejse til Indien: Først og fremmest er visumgebyrerne ikke ubetydelige. Og hvis du bor i en provins, skal du også betale for transport tur-retur til den indiske ambassade i Hannam-dong i Seoul. Jeg brugte omkring 90.000 won på et visum med flere indrejser, der gjaldt i seks måneder, og 80.000 won på transport tur-retur for at få visummet.
Indien er ikke fri for risici som myggebårne sygdomme, der er udbredte i området, eller rabies, så det kan være en stor hjælp at få forebyggende vaccinationer eller recepter på medicin på forhånd. Tyfus, kolera og malaria er eksempler. Jeg besøgte engang Indonesien og var tæt på at komme alvorligt galt af sted, da jeg fik denguefeber, så til denne rejse til Indien var jeg omhyggelig med rejseforsikring og recepter på medicin.
Derudover købte jeg en ny rygsæk og sovepose, og af hensyn til sikkerheden købte jeg ting som peberspray og en fløjte. Derfor endte jeg med at bruge mere end forventet inden afrejsen. Forberedelserne kostede næsten lige så meget som flybilletten, så det var en betydelig udgift. Det var ikke nemt at forberede sig, men jeg prøvede at pakke næsten alt for at være klar til enhver nødsituation.
Spar ikke på den tid, du investerer i dine drømme.
Da jeg tog af sted på mit sabbatår, var jeg selvfølgelig mest bekymret for at finde et nyt job og for min karriere.Så da jeg fortalte, at jeg sagde mit job op for at rejse, støttede folk omkring mig mig ikke med det samme. Jeg var ikke ligefrem så ung, at jeg havde alverdens tid, og det er så svært at finde et nyt job i dag, at alle var bekymrede.
»Er du virkelig nødt til at sige dit job op? Hvad vil du lave, når du kommer tilbage?«
»Du er næsten tredive. Tag dig sammen.«
Jeg var selvfølgelig ikke helt uvidende. Jeg er ikke rig nok til at leve uden at arbejde, og jeg har heller ikke et erhverv som læge eller advokat, hvor jeg kan blive genansat når som helst, så jeg kunne ikke lade være med at være bekymret for fremtiden.
Men inden der gik længere tid, ville jeg mindst én gang gøre »det, jeg gerne vil lave«, til mit arbejde. Vejen til at blive forfatter, som jeg havde drømt om siden skoletiden. Drømmen, der var blevet skubbet i baggrunden, mens jeg opbyggede mit CV og arbejdede for at tjene penge – denne gang besluttede jeg mig for at gøre den til virkelighed.
Det gjorde ikke noget, hvis jeg ikke tjente mange penge med det samme; hvis jeg måtte isolere mig lidt på grund af økonomien, var det også i orden. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle være besat af at finde et nyt job, men leve som forfatter mindst én gang, før jeg døde. »Ja, et eller to år ud af mit lange liv – lad os investere den tid i at skrive!« Da jeg først havde besluttet mig sådan, begyndte min bekymring gradvist at forsvinde.Ved at stålfast minde mig selv om »Vær ikke nærig med den tid, du investerer i dine drømme!« kunne jeg overvinde min bekymring for fremtiden.
#Min anden rejse til Indien faldt gradvist på plads, da jeg blev herre over min egen rejse.
Jeg var taget af sted for at »slappe af«, men da jeg ankom, fik jeg lyst til at se både det ene og det andet. »Nu hvor jeg er her, bør jeg også se det.« »Åh, jeg bør helt sikkert prøve at købe den.« I begyndelsen af rejsen tror jeg, at jeg fór rundt en hel del. Jeg var meget træt, men fordi alle andre tog hen til de steder, følte jeg, at jeg også måtte gøre det, så jeg slæbte mig selv rundt, selv når jeg egentlig ikke havde lyst.
Så mødte jeg tilfældigvis to koreanske kvinder på et gæstehus i Hampi. De fortalte, at de var rejst sammen fra Korea, og at det var deres 60. dag på en rejse jorden rundt. Fra første øjeblik kom vi rigtig godt ud af det med hinanden, og vi sad på gæstehusets tag og drak til daggry. Så havde de denne samtale.
»Hey, hvad skal vi lave i morgen?«
»I morgen? Hm, hvad skal vi lave? Skal vi tage hen og se templet i nærheden?«
»Nej, jeg har egentlig ikke lyst.«
»Det er rigtigt, jeg er heller ikke særlig nysgerrig. Lad os bare lave ingenting.«
»Fedt! Lad os lave ingenting.«
Da jeg hørte deres samtale, blev jeg endnu en gang mindet om, hvorfor jeg var taget af sted. Jeg var jo tydeligvis rejst for at hvile mig, så hvad var det, jeg lavede nu? Hvorfor tvang jeg mig selv til at tage på sightseeing, som jeg ikke engang havde lyst til, bare fordi andre gjorde det? Det her var ikke den rejse, jeg ønskede mig. Jeg kunne jo bare have lavet ingenting.
Da jeg indså, at jeg tog på rundtur i stedet for at rejse, besluttede jeg fra det øjeblik at rejse efter, hvad jeg selv havde lyst til, ikke »fordi andre gør det«. Jeg droppede mine ture til spisesteder og sightseeing ved historiske seværdigheder og begyndte at bruge dagene på at »sidde og kigge ud over søen« og »sidde på gæstehusets tag til solnedgang«.
Jeg tror, at mit egentlige sabbatår som trediveårig begyndte i det øjeblik. Da jeg holdt op med at tvinge mig selv til at gøre ting, fandt roen vej til mit hjerte, og først da fik jeg plads til at reflektere over mig selv. Jeg havde allerede fået nok af at gøre ting, jeg ikke havde lyst til, på grund af andres meninger, mens jeg arbejdede i virksomheden. Fra nu af besluttede jeg, at det var mig selv, der skulle forme mine rejser.
Således faldt min anden rejse til Indien gradvist på plads, efterhånden som jeg blev herre over min egen rejse. Når jeg ville hvile, hvilede jeg; når jeg ville more mig, vandrede jeg omkring, så meget jeg havde lyst til. Sådan var det.
# Uanset om den person kunne huske mig eller ej, var jeg oprigtigt taknemmelig for, at vedkommende stadig var der.
(23 år)
(30 år)
Jeg havde så mange lykkelige øjeblikke på rejsen. Blandt dem husker jeg nu især det øjeblik, hvor jeg som trediveårig mødte ejeren af gæstehuset igen – ham, jeg først havde mødt som treogtyveårig. Da jeg var ung, var jeg blevet snydt og stod grædende tilbage. Han hjalp mig på benene igen og opmuntrede mig, så jeg kunne rejse videre – han er et virkelig dyrebart menneske.
Da jeg besluttede mig for at rejse til Indien igen, løb jeg hen til en boghandel og slog først op i guidebogens afsnit om Varanasi. Jeg var bekymret: »Hvad nu, hvis gæstehuset er væk ... så får jeg aldrig den mand at se igen.« Men mine bekymringer viste sig at være ubegrundede. Gæstehuset stod der stadig, lige så solidt som for syv år siden, og en vinter, da jeg nærmede mig de tredive, kunne jeg derfor møde min kære ven igen.
Kunne han huske mig? Nej, selvfølgelig ikke. Det er et meget populært sted, hvor snesevis af gæster kommer og går hver dag.Men uanset om han kunne huske mig eller ej, var jeg bare taknemmelig for, at han stadig var der.Jeg havde været meget bange for aldrig at se ham igen – bange for aldrig at se et menneske, der betød noget for mig. Men i det øjeblik jeg så ham igen, faldt der ro over mit hjerte, som når man tager en slurk varmt vand.
Sammenlignet med dengang, hvor mit engelsk begrænsede sig til »vi ses igen!«, kunne jeg som trediveårig tale lidt længere med ham, og det gav mig endnu et smukt minde oven i de andre. Den dag, vi skiltes, sagde jeg til ham: Jeg kommer helt sikkert tilbage en dag, så lad være med at lukke stedet – bliv ved med at drive det længe endnu.
Det sværeste minde er, at jeg blev kørt på skadestuen i Pondicherry. Cirka halvanden måned efter, at jeg var begyndt at rejse rundt i Indien, vågnede jeg en morgen med frygtelige mavesmerter. Først troede jeg bare, at jeg havde dårlig mave, og tog noget diarréstoppende medicin, jeg havde med fra Korea, men om aftenen blev smerterne uudholdelige, og jeg fik høj feber og kvalme.Jeg faldt i søvn, bekymret for, »om jeg virkelig skulle dø på den måde«, og da jeg kom til mig selv, var jeg allerede på hospitalets skadestue.
Da min tilstand blev værre, tog min rejsekammerat mig med på skadestuen og blev ved min side hele natten, mens vedkommende blev stukket af myg. Undersøgelserne viste, at jeg havde madforgiftning. Bøfbøffen, jeg havde spist dagen før, var skyld i det.
Min rejsekammerat brugte en elektronisk ordbog og slog ordene op ét efter ét for at kommunikere på engelsk på mine vegne, mens jeg var bevidstløs. Den unge person, som var så genert, at vedkommende blev flov over bare at hilse kort på engelsk, må have kæmpet med lægepersonalet hele natten – jeg får tårer i øjnene, når jeg tænker på det.
Sammen med taknemmeligheden følte jeg en overvældende skyld. Ligesom denne rejse var dyrebar for mig, var hver dag sikkert også dyrebar for den anden person, og tanken om, at jeg havde fået vedkommende til at spilde to dage på grund af mig, gjorde mig ulykkelig. Mere end de fysiske smerter tyngede det mig, at jeg var blevet en byrde for denne person, og jeg havde det så dårligt med det.
Efter den dag på skadestuen passede jeg ekstra godt på mit helbred resten af rejsen. Jeg lovede mig selv, at uanset hvem jeg rejser med i fremtiden, kan jeg måske ikke hjælpe dem, men jeg må ikke være en byrde. Jeg tror aldrig, jeg glemmer den nat i Pondicherry, hvor min krop led, og mit hjerte led endnu mere.
# Jeg tror, at det, der ændrer sig efter en rejse, ikke er »omstændighederne« omkring mig, men vores indstilling til hvert øjeblik.
Efter rejsen var der mange, der stillede mig dette spørgsmål.
»Var der noget, der ændrede sig, efter du kom hjem? Ser verden helt ny ud eller sådan noget?«
Kort sagt: JA!
Ærligt talt havde jeg en tendens til at bekymre mig, før jeg gik i gang med noget. »Hvad nu, hvis jeg prøver, og det ikke går godt?« »Bliver det ikke pinligt, hvis jeg fejler?« Jeg plagede mig selv ved at forestille mig ting, der ikke engang var sket endnu.
Men da jeg først begyndte at rejse, fik jeg mod til at se mere enkelt på verden og tænke: »Jeg ved det ikke – pyt, jeg prøver bare.« Når jeg havde lyst til at give op, tog jeg mig selv i at heppe på mig selv: »Jeg klarede sværere ting i Indien – kan jeg ikke også klare det her?« Og når der opstod svære stunder, kunne jeg gå videre uden tøven og sige: »Det er nok. Den her modgang er kun midlertidig.«
Situationen ændrer sig selvfølgelig ikke så meget, uanset om man rejser eller ej. Studerende er stadig studerende efter en rejse, og arbejdstagere vender tilbage til den almindelige rutine med at pendle til og fra arbejde, når rejsen er slut. Men som mange andre, der har taget et sabbatår for at rejse, også har erfaret,ændrer din indstilling til hverdagen sig helt sikkert, hvis du prøver nye oplevelser.I sidste ende er det ikke »omstændighederne« omkring mig, der ændrer sig efter en rejse, men vores indstilling til hvert øjeblik. Sådan ser jeg på det.
#Jeg spekulerer på, om det er sådan, lykke virkelig føles.
Der er gået tre måneder, siden mit sabbatår sluttede, og jeg vendte tilbage til virkeligheden. For at holde mit løfte til mig selv om at prøve at leve som forfatter skriver jeg et rejseessay baseret på det, jeg så, hørte og følte i Indien. Jeg starter en crowdfundingkampagne i juli, så jeg har meget travlt.
▶ Læs videre om Seo Hyun-jis sabbatår(Klik)
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
