Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
30. gappereAn Seong-eun
To måneders sabbatår
Et sabbatår på en rejse gennem Europa uden penge, drevet af »mennesker« og »fotografi«.
Paris: Jeg tog af sted uden planer, fordi jeg ville flygte.
I begyndelsen ville jeg bare væk fra mit hårde universitetsliv.
Jeg var blevet helt uafhængig af mine forældre og var flyttet fra Daegu til Seoul for at gå på universitetet. Jeg betalte alle mine egne udgifter og måtte arbejde 100 timer om måneden bare for at have tag over hovedet og mad på bordet. Samtidig var jeg ambitiøs og brugte tid på studielivet og relationer. Der var en periode, hvor hele min opsparing var på 1.000 won, og jeg forstod virkelig, hvad det vil sige at spise tårevædet trekantet kimbap.
Efter at have kæmpet mig gennem fem semestre på den måde gav jeg endelig mig selv en gave: en seks ugers solorejse til Phuket.Da mit mål dér var »ikke at lave noget«, distancerede jeg mig hver dag fra virkeligheden. Men der var intet paradis på det sted, jeg var flygtet til. Da jeg vendte tilbage til Korea, var jeg stadig fattig, og min kvælende travle hverdag fortsatte. Det blev endnu hårdere, fordi jeg var løbet væk og var kommet tilbage.
På det tidspunkt tænkte jeg, at når det alligevel ville blive hårdt, ville jeg lige så godt udfordre mig selv for alvor. Jeg ville presse mig selv til det yderste og se, hvor længe jeg kunne holde til det. Samtidig ville jeg udforske mit sande jeg, som viser sig blandt nye steder og nye mennesker. Så efter at have afsluttet seks semestre greb jeg en rygsæk, købte en billet med ankomst og afrejse fra Paris uden nogen planer og gik om bord på et fly. (23. juni 2014)
En rejse gennem Europa uden penge, drevet af »mennesker« og »fotografi«.
Faktisk var jeg ikke særlig nysgerrig på Europa. Jeg ville bare møde nye mennesker og steder. For at gøre alting nyt lagde jeg ingen planer og besluttede kun at rejse videre på grund af »mennesker«. Derfor var det overraskende nemt at vælge udgangspunkt.
En sætning, jeg sagde den dag, min franske ven Helois, som jeg tilfældigt havde mødt i Korea, vendte tilbage til Frankrig: »Jeg tager også snart til Frankrig.«
Jeg lå i Blois, den franske by, hvor min ven boede, og blev pludselig overvældet af ikke at vide, hvor jeg skulle tage hen næste gang. Mens jeg stirrede tomt på min telefon, faldt jeg tilfældigvis over en europæisk fotografs arbejde. Lige siden jeg begyndte på universitetet, havde jeg godt kunnet lide at være motiv og blive fotograferet. Jeg havde hverken kroppen, ansigtet eller talentet til at være model, men jeg blev ved med at lade mig fotografere, simpelthen fordi jeg kunne lide det.
Heldigvis havde jeg venner, der fotograferede som hobby, og takket være dem havde jeg masser af billeder. Med en portfolio sammensat af de indsamlede billeder sendte jeg tilfældigt e-mails til europæiske fotografer, jeg fandt på Google eller Facebook.»Jeg faldt tilfældigvis over dine billeder og vil gerne arbejde sammen med dig. Jeg er freelancemodel fra Korea, og hvis du siger ja, kommer jeg hen til dig. Jeg er i Europa lige nu.«
.jpg "gap-2(1).jpg")
Så jeg fik tilbud i Paris, Bolzano, Rom, Berlin og Belfast og planlagde min rute, så jeg kunne komme dertil. Som fattig studerende brugte jeg selvfølgelig kun penge på den mest basale transport mellem byerne og landene, så da jeg rejste fra Berlin til Belfast, var jeg endda undervejs i 48 timer.
Sådan rejste jeg gennem 10 byer i 5 lande på en rute fra Blois til Paris, Bolzano, Split, Hvar, Milano, Rom, Berlin, Belfast, London og Paris. De steder, jeg besøgte, boede og spiste jeg gratis hos fremmede via Couchsurfing, og jeg besøgte de lokale yndlingssteder, de viste mig. Efter 62 dage, da mine trapeziusmuskler begyndte at gøre ondt af en rygsæk på 15 kilo, vendte jeg tilbage til Korea. (25. august 2014)
Det, jeg fik ud af sabbatåret: De »tre nej'er«
1. Ingen penge
Et budget på 1.000.000 won, som kun skulle bruges til transport, var mit oprindelige overslag, men jeg endte faktisk med at overskride det med 300.000 won. Ud over det materielle ville jeg se, hvilken værdi jeg ville tillægge andre ting. Jeg, som ikke engang kunne nænne at bruge én euro tankeløst, havde hele tiden brug for andres hjælp og måtte stole på dem, der rakte hånden ud. Efter to måneders øvelse i at stole på mennesker indså jeg, hvor mange mennesker der kunne få plads i min verden.
2. Ingen planer
Jeg tænkte, at der var mange steder i verden, jeg ikke kendte, og var nysgerrig på den verden, der var på vej imod mig. Så først sendte jeg forslag til fotografer rundt omkring i Europa, som kunne lave den »fotografering«, jeg elsker. Jeg rejste til de steder, hvor fotograferne, der sagde ja, befandt sig, og planlagde turen, så jeg kunne se de steder, mine værter viste mig. Som følge heraf kom jeg til steder, jeg ikke engang kendte navnet på, og til uventede steder. På den måde begyndte jeg kun at opfatte en lillebitte del af verden og indså, hvor enorm den er. Jeg har sandsynligvis ikke engang set eller oplevet en tusindedel af Europa ordentligt.
3. Uvidenhed
Denne tilstand, der følger med ikke at have planer, var faktisk et ønske om »det uventedes vidunder«. Det var vidunderligt. Undervejs kunne jeg høre »livshistorier« fra folk omkring mig – ikke historier fra bøger om fortiden – og det blev en særdeles effektiv læringsform, som er svær at glemme. Det gav mig også lyst til at studere med bøger.
>
Den beslutning, jeg gentog for mig selv igen og igen under mit sabbatår.
Inden jeg tog af sted, var jeg meget bange. Jeg skulle rejse alene til ukendte steder i hele to måneder, hvilket ikke er kort tid, uden et sted at sove, uden mad og uden at vide, hvor jeg skulle hen – hvad skulle jeg dog gøre? Jeg var bange for, at der ville ske mig noget.
Men da det blev tid til at rejse, kunne jeg ikke længere brokke mig. Hvis jeg blev, følte jeg, at jeg ville blive sådan en person. Så jeg satte mig kun tre mål, da jeg tog af sted, og ved hele tiden at minde mig selv om dem under rejsen lykkedes det mig at gennemføre turen sikkert.
For det andet: Vær ikke bange. For det tredje: Acceptér. Hvis du skaber forventninger, begynder du at håbe; og når du håber, bliver du skuffet. For så risikerer du at gå glip af de fantastiske ting, du kan opleve, når du ikke forventer noget. |
Lev langsomt igen som mig selv, uden at være utålmodig.
Efter min hjemkomst holdt jeg en soloudstilling med titlen About Today, opkaldt efter en bar, jeg tilfældigt havde set i Berlin. Mere end 100 mennesker kom forbi udstillingen for at støtte mig. Et foto, jeg tog i Belfast, blev hovedbilledet på Vogue Italiens hjemmeside, min historie blev omtalt i artikler i Daehaknaeil og Hankook Ilbos universitetswebzine, og jeg holdt foredrag og medvirkede i radiooptagelser.
Denne række begivenheder gav mig kun ét budskab.
»Jeg, An Seong-eun, kan være mig selv på den her måde.«
Selvom jeg forbereder mig på at finde et arbejde, vil jeg ikke skynde mig; jeg vil langsomt træde ind i samfundet igen og træffe valg, der føles rigtige for mig.
Vi tager altid gerne imod anbefalinger og indsendelser til de 100 deltagere i sabbatårsprogrammet. Skriv en kommentar eller besked, eller send en e-mail til marketingchefen Da-young Choi (choi@koreagapyear.com)! |
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
