29. Gapper Go Ara
11 måneders sabbatår
Et sabbatår, hvor jeg holdt pause fra mit balletstudium for at udføre frivilligt arbejde i udlandet, blandt andet i Mongoliet.
Motivation
#1. »Den døve person er virkelig en, der vil gøre sine drømme til virkelighed.«
Har du nogensinde forestillet dig at kombinere kunsten ballet med hørenedsættelse?
Hvis du spørger, hvor min forbindelse til balletten begyndte, er det svært at sige. Jeg har danset ballet, siden jeg var meget lille, og dengang elskede jeg at have paraplyformede tylskørter på og danse på tåspidserne. Men da jeg stiftede bekendtskab med 'rigtig' ballet, der krævede avanceret træning, begyndte jeg at blive opmærksom på det handicap, jeg havde glemt.
Det skyldtes den 'mangel' på hørelse, som er helt nødvendig for dans. Senere, efter at jeg i mellemskolen havde gået på Moskvas Statsakademi for Koreografi i Rusland, genfandt jeg min passion for ballet. Gennem hele den proces sagde folk omkring mig: »Go Ara er virkelig en, der opnår alt, hvad hun drømmer om.« Det var en 'historie'.
#2. At fare vild – og begyndelsen på noget andet
Som så mange andre havde jeg en drøm.
Jeg tilbragte over 20 år på scenen – fra kunstgymnasiet til kandidatstudiet – iført lyserøde tåspidssko og med blikket rettet mod rampelyset. Men i min ubønhørlige jagt på dansen var der mange ting, jeg måtte give afkald på for at nå min drøm.
Jeg troede, det var naturligt at give afkald på ting, som andre kunne glæde sig over, hvis det var for dansens skyld. Jeg troede fejlagtigt, at jeg måtte leve med en urokkelig overbevisning, stolthed og endda alvor – netop de værdier, som den strenge uddannelse, jeg havde fået, indpodede i mig – og så det som livets oplagte mål.nedturindtraf.
Mine bachelorår, hvor jeg trofast havde fokuseret udelukkende på dans, sluttede med tvivl om, hvorvidt det var det studieliv, jeg virkelig ønskede. På kandidatstudiet stillede jeg endda op i en supermodelkonkurrence, vandt World Miss University og Miss DEF Korea og repræsenterede Korea ved Miss DEF World i Tjekkiet. Undervejs tog min drøm en drejning og blev til noget frygteligt. Alt det, jeg forsøgte at nå, brød sammen, og jo mere jeg prøvede at rette op på det, desto mere gik det i stykker; jeg blev behandlet som sådan en person.
Selv mens jeg oplevede tilbagevendende brystsmerter og milde panikanfald flere gange om dagen, skrev jeg på mit speciale. Desuden måtte jeg bruge min energi og tid på en lukket liga, der kun var for 'dem', og som insisterede på at bevare en pyramidestruktur i stedet for at udvikle kunsten. Jeg kunne ikke finde nogen motivation dér.
Den tætpakkede kalender føltes også mere som 'udmattelse' end som udvikling, og selv efter at have modtaget utallige strålende bifald – scenens belønning – begyndte jeg at spørge mig selv, om jeg virkelig havde nydt at stå på scenen. Det var dér, jeg besluttede, at mit studieliv var forbi.
En dag, mens jeg knap nok holdt fast i min 'gejst', satte en mongolsk vens gestus mit uplanlagte 'sabbatår' i gang.
Historien om mit sabbatår
#1. Tre uger i Mongoliet
Jeg fløj 2.000 kilometer med sommerfugle i maven, som om jeg skulle møde et barndomsidol, og opholdt mig i vindens og steppens land. Jeg var vant til Koreas pænt asfalterede veje og skarpe røg, men de vidtstrakte græsarealer fik mig til at glemme den moderne bycivilisation. Den enorme steppe vækkede en instinktiv trang til at løbe vildt omkring, men min krop var skrøbelig, og landskabet føltes uendeligt stort.
Steppen bliver til en vej med uendeligt mange spor,
Vejen, jeg går ad, og den vej, min bil kører ad, bliver til nye veje.
Og man skaber sin egen nye sti bag sig.
Jeg tror, at udtrykket 'fremtiden ser lys ud' er beregnet på øjeblikke som dette. Det uundgåelige valg om at køre væk fra vejen var langsomt og besværligt, men også menneskeligt, varmt og dybsindigt. Når jeg tænkte på 'Mongoliet', var det faktisk først og fremmest Djengis Khans rige – han erobrede mere end halvdelen af kontinentet, men havde ingen erfaring med at styre det – og forbindelserne til Goryeo, de vidtstrakte stepper og den blå himmel, der favner dem, samt de øde ørkener, der faldt mig ind. Det er pinligt, men jeg kunne ikke komme i tanke om mere om Mongoliet. Det var alt, jeg forestillede mig; det var alt, Mongoliet var for mig.
Overraskende nok var det dog svært at finde spor efter Djengis Khan i Mongoliet. Der var næsten ingen monumenter, fordi mongolerne historisk set har levet et nomadeliv i flytbare boliger kaldet gerer og ikke har efterladt sig genstande eller relikvier. Måske føles det derfor hurtigt som en forgæves bestræbelse at diskutere civilisation eller relikvier i dette land, og det kan til tider være en tom handling med magt at efterlade noget som minde.
Inde i geren stod der kun to senge på et tæppe, et lille skab, en kedel på komfuret, en vandbeholder, nogle få små redskaber og en taske. Da det gik op for mig, at alt dette var det absolut nødvendige for at have tag over hovedet, mad og tøj, måtte jeg indse, at jeg ejede alt for meget. Jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke uden videre kunne give slip på de ting, jeg holdt fast i. Jeg kunne jo bare skille mig af med det unødvendige og leve lettere.
Den sidste morgen blev jeg budt på suutei tsai (mælkete). Normalt smager den salt, men den dag var den lige så sød som den mælk, der er tilbage efter en skål cornflakes. Og mere end Mongoliets overfladiske historie – Xiongnu, Göktürkerne, russisk og Qing-styre, den socialistiske revolution, demokratiske valg og urbanisering – hjalp tiden, der var gennemsyret af duften af arol og den gærede airag, mig til bedre at forstå Mongoliet. Det samme gjorde mongolernes fredfyldthed, ro og menneskelighed: selv når de krydser en vandfattig steppe, tager de sig af børnene, tilbereder måltider og udfører utallige andre huslige gøremål, som ikke ses udefra. Frem for alt blev 'shamanen' en anden nøgle til at forstå Mongoliet på et dybere plan.
Faktisk er den usynlige 'tid' som begreb noget, vi selv har fastsat – klokken et, klokken to – og indretter vores liv efter. Men da jeg kom hertil og blev fri for hverdagens jagt på og fastholden ved det menneskeskabte, opdelte system, vi kalder tid, virkede det, som om tiden selv blev forvrænget. Jeg holdt op med at bekymre mig om, hvordan tiden gik, og mærkede blot med kroppen, at solen stod op og gik ned.
Mongoliet har mange fristelser. Her er Djengis Khans rige, og selv om der ikke er andet at se end vind og steppe, er landet fuldt af både tomhed og fylde. Om natten virker det, som om himlen er klar til at lade stjernerne regne ned over ens hoved – hvor vidunderligt. Jeg kalder dette drømmeagtige sted 'Mongkol (en drøms form)'.
Vejen, jeg har tilbagelagt, fortoner sig svagt ved horisontens rand,
mens vejen, jeg skal følge, strækker sig uendeligt i den modsatte retning.
Det er, som om dette er den vej, jeg har levet, og formen på den måde, jeg skal leve på.
#2. Et nyt møde – at blive civil diplomat
Efter at have besøgt Mongoliet på det grønneste tidspunkt af året uden nogen plan anbefalede KF Korea Youth Delegation mig, og jeg opsøgte endnu et ukendt møde. Jeg var ikke noget særligt, men ved at deltage i dette program, hvis hovedformål var 'udveksling', tog jeg til Kina som civil diplomat. Til orientering deltager både personer uden handicap og personer med hørenedsættelse i programmet. Det gjorde det ikke kun muligt at lære om og forstå Kinas historie og kultur, men også at finde fælles fodslag som medmennesker.
En afdæmpet, hvidlig tone som kridt og meget gamle stengulve. Jeg vandrede gennem gyderne, hvor der var usædvanligt mange mure og bygninger med markante teksturer. Det sted var Hangzhou.
'Vejen' fører til pladsen, og vejen skaber til gengæld 'retning'.
Følger man den retning, møder man en anden vej og nye mennesker.
Og det mest mindeværdige var, at tårerne allerede var varslet i dette program. Når man står over for noget stort, hvad det end måtte være, bliver man ofte målløs. Jeg er døv og voksede op i et hørende samfund, og jeg kom først ind i døvemiljøet for to år siden, så jeg kunne ikke tegnsprog særlig godt. Under dette møde gjorde en sang fremført på tegnsprog – de hørehæmmedes sprog – mig tavs og fik mig til at græde.
På fantastisk vis formidlede hver fingerspids lyd og melodi, og for dem var det 'musik'. Trøsten i denne lydløse musik var dybtgående, fordi den ikke brugte ord – eller rettere, fordi den overskred ordene. Jeg trøstede også mig selv med, at jeg havde gjort mit bedste som gruppeleder, og takket være de dyrebare mennesker, der accepterede og støttede mig trods mine mange mangler, følte jeg mig mere taknemmelig end nogensinde. Det var en tid, hvor hver af os manglede lidt, og hver især udfyldte lidt af det, den anden manglede. Jeg er glad for, at det ikke var perfekt. Bagefter tog jeg Kina til mig og tog menneskene til mig.
#3. Kun mentor af navn i ørkenen
Har du nogensinde hørt, at man kan plante træer i ørkenen? Efter at have taget Kina og dets mennesker til mig tog jeg endnu en gang til Kina som mentor for Future Forest (Korea-China Youth Cultural Association), der arrangerer programmet. Men først da jeg kom ud i ørkenen, indså jeg, at jeg ikke var kvalificeret til at bære titlen 'mentor'.
Dette sted er en uendelig, gold ørken
Hvor meget længere skal vi gå, før denne tørstige ørken ender?
Da jeg aldrig havde været i en ørken og ikke kunne forestille mig, hvor ensomt og anstrengende det ville være at gå gennem en, tog jeg toget fra Beijing til en ørken i Indre Mongoliet. Der vandrede jeg rundt midt i ørkenen og gik nogle gange baglæns. Da jeg så fodsporene efter de andre, der havde gået sammen med mig, fandt jeg trøst i at vide, at jeg havde holdt ud og haft gode rejsefæller.
Mens jeg kravlede på alle fire op ad den tørre sandbakke, fandt sandkornene vej ned i mine sko og endda mine sokker, og jeg måtte kæmpe med dem. Når sandkorn lægges til ét efter ét, bliver de tunge — så hvorfor fortæller verden os, at vi skal blive tungere? Sandkornene, jeg mødte i dette øjeblik, hvor jeg måske selv ønskede at blive tung, syntes at prøve at fortælle mig, at fordi de er lette, er de ikke bundet af noget og kan flyve langt væk for at se den vide verden.
Mens jeg plantede et ungt træ i ørkenen, følte jeg, at selv meget små ting kan blive store. At mennesker bør respektere og forstå hinanden, og at alle har ret til at mødes og kommunikere frivilligt. Således blev alt det, jeg havde oplevet, til sandkorn, og jeg kom til at bære en ørken i mit hjerte.
Sabbatår og tiden derefter
#1. Min historie og processen bliver mine meritter
I et uddannelsesmiljø, der ikke gav mig mulighed for at opdage, hvad jeg virkelig ville, og uden at kende meningen med livet arbejdede jeg hele tiden hårdt af frygt for at sakke bagud; ingen fortalte mig hvorfor. Men som tiden gik, indså jeg, at mennesker løber mod deres egne mål, og i stedet for modvilligt at gøre tingene alene for at opbygge et CV forfulgte jeg det, jeg ønskede, og gennemgik naturligt forskelligeprocesserEfterhånden som jeg gennemgik dem, begyndte mine meritter at hobe sig op én efter én.
Med andre ord blev min »historie« mine meritter. Da jeg forsøgte kun at opnå resultater uden at nyde processen, var det smertefuldt. Fordi jeg nød processen, kom de gode resultater helt naturligt. Takket være det er jeg nu så heldig at modtage invitationer til at holde foredrag og medvirke i optrædener og dokumentarfilm. Faktisk brokker jeg mig stadig ofte over for venner, der kender mig godt.
#2. Det, jeg ved, det, jeg ikke ved, og det, jeg indser
Nogle gange føles viden som medicin, og andre gange føles den som en sygdom, men der er øjeblikke, hvor jeg synes, at det virkelig er en synd ikke at vide. Jeg plejede at tro, at en rejse begyndte, i det øjeblik man trådte ud af huset, men tanken om, at man skal forlade hjemmet for at se og opleve mange ting, fik faktisk rejser til at føles som en byrde.
Især livet i Mongoliet, hvor mit sabbatår begyndte, lærte mig, at det er værdifuldt indimellem at give slip og tage sig tid til at reflektere, også i hverdagen — ikke kun på rejser. Hvor heldigt er det ikke, at man på et tidspunkt i et liv, der har kørt på højtryk, kan læne sig tilbage og få vejret igen. Når man løber, kan man ikke se eller mærke det værdifulde, fordi man har travlt med at løbe. Og de indre konflikter, jeg havde oplevet, var alle meningsløse sammenlignet med de endeløse, grænseløse græsstepper. Jeg lærte af Djengis Khans efterkommere, at det ikke betyder, at man er fuldendt, hvis man prøver at fylde sig selv for meget.
Og jeg indså noget midt i en øde ørken uden vejvisere. Hvert sandkorn, jeg mødte i ørkenen, fyldte mit sind, men i det øjeblik jeg vendte tilbage til det flade land og rystede sko og sokker, var de utallige sandkorn, der væltede ud, i sidste ende de »livsprocesser«, jeg havde gennemlevet. Det betød, at jeg havde holdt ud gennem den lange tid med utallige følelser, som ingen kunne se.
Når man lever et liv, man kun får én gang, som en enkeltrejse, indså jeg, at jeg ikke var faret vild, fordi vejen var forsvundet, men fordi der var for mange veje. Derfor befinder jeg mig midt i et »selvskabt sabbatår(orlov)
#3. I sidste ende er det bare »en del af livet«
Alligevel elsker jeg stadig kunst, og nu har jeg lært, at den ikke behøver at være noget højtideligt. Jeg er kommet til at forstå, at den for alle, til enhver tid og på ethvert sted, blot er en del af hverdagen og en »del af livet«, der blomstrer frem af enhver handling.
Dans og skrivning er også i sidste ende indlejret i livet. Selv klodsede færdigheder kan blive kunst i sig selv, hvis man lægger sin passionerede kærlighed i skrivningen. Jeg føler ikke længere behov for at tillægge alle disse små handlinger i livet én bestemt betydning, når de så naturligt væves ind i hverdagen. Jeg er også kommet til at acceptere, at man ikke behøver at anlægge en højtidelig, intens passion, som om man stod foran en skarp klinge, bare fordi ordet »kunst« indgår.
#4. Det, der er lettest at glemme
I årevis var jeg fyldt af angst og følte, at alt ville blive taget fra mig, hvis jeg ikke greb det hurtigt, og jeg troede, at det var sådan, man naturligt burde leve.Jeg opdagede mit tåbelige jeg, hvis ukontrollerbare grådighed forsøgte at omfavne alt for mange ting, og som troede, at alt for meget tilhørte mig, selvom jeg umuligt kunne beholde det hele.
Når jeg siger »jeg er allermest taknemmelig«, er det lettest at glemmemig selvJeg var det. Selvfølgelig fik jeg støtte fra folk omkring mig til at leve flittigt, men jeg føler også, at meget af det skyldtes min egen evne til at overvinde vanskeligheder. Mens jeg levede travlt med utallige tætpakkede planer, blev jeg ved med at sige til mig selv: »Bare lidt mere, én gang til«, og med stædig viljestyrke overvandt jeg alt og kunne stå på egne ben. Først nu værdsætter jeg virkelig, hvor meget jeg er modnet og vokset gennem mange prøvelser og fejl.
Min vækstperiode sluttede tydeligvis for længe siden, men omvendt føler jeg, at mine øjne og ører bliver mere åbne. Selvom jeg har et handicap, tror jeg, at »ægte handicap« betyder ikke at kunne reagere, når hjertet bliver grebet af stærke følelser. Og muligheden for under mit sabbatår at få samlet de små, ødelagte dele af mit sammenfiltrede liv har i sidste ende haft en positiv virkning på mig, og lige nu giver jeg mig selv lidt »rummelighed«. Jeg er glad for, at de dyrebare øjeblikke og mennesker i mig støt og roligt bliver en del af mig.
Et par ord til dig, der læser dette.
#1. Bekymring – øjeblikket, hvor alle bliver lige.
Fordi jeg har gået til ballet siden barndommen, svarede jeg »ballerina«, når jeg blev spurgt, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Men nu, hvor jeg er blevet voksen, giver jeg et mere realistisk svar: »Nu er det ikke tid til at træffe en fast beslutning, men til at prøve mig frem.« Der er mange veje, jeg endnu ikke har taget, så det er ikke dårligt at prøve det ene og opleve det andet. Intet varer evigt. Hvis man prøver sig frem så meget som muligt, vil man så ikke bekymre sig mindre senere?
Det, jeg fortryder mest, er, at jeg var bange som et barn og ikke kunne mønstre mere mod. Hvis jeg havde taget et sabbatår tidligere, ville jeg have levet mere glædesfyldt og bekymret mig mindre. Jeg havde måske leget mere og været mindre ængstelig. Selv hvis det, jeg forsøgte, var endt i fiasko, kunne jeg have troet på og ventet på, at noget bedre ville vise sig senere. Og som følge heraf ville jeg helt sikkert have danset bedre og følt mig mere taknemmelig og lykkeligere.
At acceptere det, der ikke kan ændres, give slip på det, der ikke kan overvindes, og ikke ignorere det, der forandrer sig. Hvor tager stjernerne hen, når natten slutter, hvor forsvinder vinden hen, når den stilner af, hvad findes der på den anden side af bjergtoppene, og hvad sker der, når bølger brydes mod sandet?
Verden går ikke helt under; den fødes et andet sted eller forvandles til en anden form. Så jeg lægger tyngden og bekymringerne fra tyve år fra mig for en stund. Selvfølgelig gør jeg også det nødvendige for at tjene til livets ophold. Samtidig vil jeg gerne sige, at det er vigtigt indimellem at tage sig tid til sig selv.
#2. At leve kedeligt er en forbrydelse mod ungdommen.
Jeg ved ikke, om jeg løb med 20 km/t, fordi jeg brugte tyverne på at stirre på én scene og øve, men det får mig ikke til at føle, at jeg nød livet i et roligt tempo. Jeg husker, at jeg hele tiden skyndte mig og følte mig ængstelig, altid nervøs for, hvad der kunne ske. Selv mens jeg famlede og ikke kunne lægge mig fast på principper eller planer, boblede min passion og nysgerrighed uophørligt. Så under min bacheloruddannelse arbejdede jeg virkelig hårdt uden at vide ret meget. Hvis jeg bare havde styret ordentligt, havde livets hastighed måske ikke været et problem.
Selvfølgelig vil der ikke være fuldstændig fred og ro, så længe man lever, men indimellem kunne det have været alt, jeg ønskede, at åbne vinduet og mærke brisen, tænke på dem, man holder af, og smile, se landskabet uden for bilvinduet og være taknemmelig for, at man kan sætte kurs mod sit mål.
At gå langsomt og nyde hvert skridt, mens man bevæger sig fremad, kan faktisk være den hurtigste vej og den måde, man får mest ud af det på. Og måske er der ingen grund til at skynde sig eller have meget. Det, jeg synes er vigtigt nu, er, at det er virkelig behageligt, lykkeligt og rart at leve, som om mannyderhvert eneste skridt. Og jeg spekulerer på, om det er det, »stabilitet« er. Det nyder jeg lige nu.
#3. Det »dybeste« forhold, man kan have i livet.
Negative nyheder spredes hurtigt. Så hvis man ikke går ud, er det let at falde i den illusion, at hele verden er i kaos. Jeg synes, det er godt at forsøge at skabe nyheder, der virkelig varmer hjertet. Smukke og vidunderlige historier bliver til utallige gange på steder, du ikke kan se.
Alt, hvad du oplever, er også en god mulighed for at få perspektiv og livsvisdom, sociale færdigheder, samspil med andre og omtanke; sådan ser jeg på tyverne. Det er sandsynligvis også den mest usikre tid.
Gå langsomt, men træd ikke baglæns.
Lad dine skridt være præget af større mod og det ståsted, du indtager, af en fastere beslutsomhed.
Må den tid, du bruger på at lade op, blive katalysatoren, der fylder mig med så stor iver, at selv mine rødder bliver rystet.
Det lyder måske som en kliché, men jeg tror stadig, at jeg har meget at lære, og at jeg ikke er nået dertil endnu. »Livets uforudsigelighed« rækker ud over alt, hvad man kan forestille sig. Men hver gang du møder den med din egen styrke, vil jeg gerne dele med dig, at jeg altid har sætningenEt barn bliver vokseni tankerne.
Og jeg er stolt af den måde, jeg som ung i denne tid, jeg lever i, går på afveje på; selvom jeg nogle gange driver formålsløst rundt, bliver mine ... lidt efter lidt i den tidsande jegJeg tror, det er, fordi tingene hober sig op. Jeg kan godt lide, hvordan jeg ser ud nu.
På dette tidspunkt i livet – efter at have løbet forpustet – når jeg kan læne mig tilbage og tage den pause, er jeg virkelig glad for at kunne dele et liv med dig, der får hjertet til at slå hurtigere, i stedet for at få benene til at ryste. Og jeg vil fortsat lede efter svar.
Som altid.
Tilbage til listen
Hjem
