Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
Fokuser kun på din egen udvikling.
GapYear er en tid til personlig vækst og lykke.
Tilbage til listenTilbage til listen
28-årige Jeon Sora på sabbatår
Et sabbatår på halvandet år
Erfaringer fra sabbatåret: Frivilligt arbejde i en NGO
Jeg føler altid, at jeg bliver jagtet af noget
Jeg fortsatte direkte på en kandidatuddannelse uden nogensinde at tage orlov under studiet. Derefter læste jeg til embedsmandseksamen i et år, gav op og fik straks et job.
Fordi jeg havde taget jobbet med en »bare få et job hvor som helst«-indstilling – under pres og uden økonomisk eller mentalt overskud – faldt min arbejdsglæde så meget, at det blev svært at fortsætte.
Så til sidstat skifte jobbegyndte jeg at overveje at skifte job og søgte efter information. Så tilfældigvis hørte jeg om NGO'er og blev interesseret i at rejse til udlandet. Fra da af ledte jeg på alle mulige hjemmesider efter muligheder for at arbejde frivilligt for NGO'er i udlandet.
Efter at have undersøgt mange NGO'er besluttede jeg mig for et program, hvor jeg skulle gennemgå seks måneders uddannelse i USA, tilbringe seks måneder i Mozambique i Afrika med aktiviteter som landdistriktsudvikling, grundskoleundervisning og hygiejneundervisning og derefter tilbringe yderligere seks måneder i USA med at skabe opmærksomhed om projekterne i Afrika. Da jeg ikke havde erfaring med frivilligt arbejde i udlandet eller NGO'er, var muligheden for at få uddannelse en stor fordel, og jeg besluttede mig for at tage af sted med det samme.
Bekymringer og beslutsomhed
Jeg besluttede mig for at tage af sted og begyndte straks at lægge planer.Jeg planlagde at sige mit job op sidst i august og rejse til USA i november. Derfor glædede jeg mig virkelig til at få en fantastisk september og oktober. Men lige efter jeg sagde op, kom jeg til skade med benet og måtte have det i gips. Til sidstkunne jeg ikke hygge mig, som jeg havde planlagt, og måtte blive hjemme. Jeg kunne kun tænke på det som uheld, jeg fik overstået, inden jeg rejste.
Min mor var også meget bekymret. Jeg er typen, der træffer en beslutning og først derefter fortæller mine forældre det, så denne gang købte jeg også flybilletten, før jeg fortalte dem det. Da hun hørte det, blev hun chokeret, men da hun vidste, at jeg ville tage af sted alligevel, gav hun sit samtykke. Hun var dog bekymret for mit helbred helt frem til den dag, jeg rejste. Det bekymrede mig mere inderst inde, end hvis min mor havde modsat sig det.
Mit sabbatår havde præcis to mål.
For det første ville jeg finde et arbejde, jeg virkelig elsker, og noget, jeg er god til.
Og jeg ville få modet til at føre det ud i livet, som jeg indtil da kun havde tænkt på! Med beslutsomheden om at nå disse to mål tog jeg af sted.
»Ti dollars føles alt for meget som medlidenhed.«
Uddannelsen, der begyndte i USA, var ikke nem fra starten. Da aktiviteterne foregik i hold, opstod der mange problemer på grund af forskellige holdninger. Jeg oplevede også selv problemer, der skyldtes kulturelle forskelle. Det problem, jeg oftest stødte på, var forskellige opfattelser af tid. Da der var mange venner fra Latinamerika, var det almindeligt at begynde senere end aftalt. I starten skændtes vi, men senere tilpassede vi os lidt til hinanden. Jeg satte tempoet ned, mens de satte det op (griner).
Selv når vi samlede ind,var reaktionerneforskellige fra kultur til kultur. Mange amerikanere hilser i det mindste, uanset om de donerer eller ej. De siger noget i retning af: »Jeg kan ikke donere lige nu, men tak, fordi I udfører dette arbejde.« Koreanere føler sig meget skyldige, hvis de ikke kan donere. Og når de donerer, giver de ofte et stort beløb. En gang donerede en person 10 dollars, men de var ikke nået langt, før vedkommende kom tilbage og sagde: »Ti dollars føles alt for meget som medlidenhed« og lagde 100 dollars i stedet.
Det mest imponerende sted var Sydamerika. Selvom beløbene var små, deltog rigtig mange mennesker. Da vi samlede ind i Guatemala, sagde en donor: »Selvom vi ikke har mange penge lige nu, har vi alle oplevet større fattigdom, så vi hjælper gerne.«
Det sværeste minde fra mit sabbatår var fra min tid i Afrika.
Mange tror, at Afrika var svært på grund af de fysiske afsavn, men for mig var det mentalt hårdere.
Jeg har en tendens til at tage føringen i arbejdet eller til møder, og sådan har jeg altid været. Men i Mozambique i Afrika talte de portugisisk, så jeg kunne ikke tage føringen på noget område.Uanset hvad jeg lavede, måtte jeg indtage en støttende rolle og udføre opgaver passivt, sådan som jeg fik besked på, og det sårede min stolthed.
Jeg kunne først senere overvinde det problem, ikke fordi mit portugisisk blev bedre, men fordijeg accepterede det..
Jeg indrømmede over for mig selv: »Jeg kan ikke være god til alting.« Jeg indså, at jeg havde forsøgt at presse alt ind i en ramme, jeg selv havde skabt – at få mennesker og situationer til at passe ind i den. Efter at have accepteret det og slappet mere af begyndte mit portugisisk mærkeligt nok at blive bedre.
Jeg sagde, at mit sværeste minde fra sabbatåret var Afrika, ikke? Omvendtvar det bedste mindeogså Afrika.
Jeg savner endda mest livet uden elektricitet og vand. Det var et meget enkelt liv. Jeg vågnede om morgenen, når solen stod op, til hanernes galen og lyden af børnene i nabolaget, der legede. Og omkring kl. 17-18, når solen gik ned, lavede jeg mad inden da, og når det blev mørkt, var der ikke noget at lave, så jeg gik i seng. Der var heller ikke noget køleskab, så vi købte kun det, vi havde brug for, efterhånden som vi skulle bruge det.
At leve så enkelt uden at bekymre sig om komplicerede tanker var en oplevelse, jeg aldrig før havde haft. Da jeg var i Korea, følte jeg altid, at jeg manglede penge, selvom jeg havde penge, fordi der var så mange ting, jeg gerne ville købe. Men der var der intet at købe og ingen at sammenligne sig med – jeg levede et virkelig enkelt liv.
Nu, hvor jeg er vendt hjem fra mit sabbatår
Andres meningergik op for mig ikke er så vigtige, som jeg troede. Da jeg var færdig med mit sabbatår og kom hjem, kiggede jeg i mit klædeskab, som var fyldt med tøj. Jeg blev overrasket over, at jeg plejede at gå med så meget tøj og så mange accessories. Og lande som Brasilien, USA, Colombia, Costa Rica osv.fra hele verdenvennerJeg har fået mange venner. Takket være dem lærte jeg også portugisisk nok til at kunne føre en enkel samtale.
Der er mange ting, jeg gerne vil lære fremover. Capoeira (en brasiliansk kampsport), som jeg lærte af mexicanske venner, og salsa, som jeg lærte at danse af colombianske venner.Og jeg har planer om gradvist at lære de færdigheder inden for træarbejde og havearbejde, som jeg samlede op, mens jeg levede selvforsynende. Jeg indså, at der er utallige ting, man kan lære og gøre til en karriere, og i nær fremtid...Et lille håb, jeg har, er at rejse verden rundt og lære færdigheder, jeg endnu ikke kender.
Hvad betyder et sabbatår for mig?
Hvis jeg ikke havde taget et sabbatår, ville jeg have tjent mange penge i den periode. Men jeg ville være gået glip af oplevelser, der er mere værd end penge.oplevelserJeg ville ikke have fået dem. Jeg ville være gået glip af oplevelser, jeg havde for første gang i USA og Afrika, og jeg ville hverken have lært de mange lande at kende, som jeg kun havde hørt nævnt – såsom Costa Rica, Brasilien, Colombia og Argentina – eller mødt de venner, jeg fik der. For mig er et sabbatår en periode fuld af oplevelser, der gav mig disse dyrebare ting.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
