27-årige Gapper Yoon Seung-chul
3½ års forberedelse til sabbatår + 1½ års sabbatår
Oplevelser i sabbatåret: fem ørkenmaratonløb
Hej, jeg hedder Yoon Seung-chul, og jeg er den yngste, der har gennemført Grand Slam i ørkenmaraton.
Efter tre et halvt års forberedelse tog jeg halvandet års sabbatår. Det hele begyndte, da jeg var tyve år og førsteårsstuderende på universitetet. Mens jeg ledte efter materiale til en roman, faldt jeg tilfældigt over et ørkenmaraton, og jeg fik lyst til at prøve det.
Da jeg gik i 2. klasse i gymnasiet, kom jeg alvorligt til skade med benet efter at være trådt på et stykke glas og være faldet på skolen, mens jeg legede. Min ankel vred om, og skinnebenet brækkede. Jeg var indlagt i omkring fire måneder, og selv efter udskrivelsen havde jeg gips fra tæerne til låret og måtte bruge krykker.
Den lange indlæggelse fik mig til at tage på, og jeg fandt også ud af, at jeg havde platfod og åreknuder i benene. Desuden havde skaden beskadiget vækstzonen i mit venstre knæ, og jeg måtte også have en indsprøjtning for at standse væksten i mit højre knæ. Der skete så meget på én gang i 2. klasse i gymnasiet, at jeg endda fik tanker, jeg ikke burde have haft.
Jeg havde ikke engang kunnet gå mere end fem kilometer, fra jeg blev udskrevet, til jeg begyndte på universitetet. At jeg straks efter studiestart besluttede mig for at tage til et ørkenmaraton, skyldtes en opgave fra en af mine professorer. Den første opgave, jeg fik på universitetet, var nemlig at skrive en roman.
Fordi jeg selv havde svært ved at løbe og ikke kunne gå ret langt, tænkte jeg: »Lad os skrive en hovedperson, der er god til både at løbe og løbe hurtigt.« Mens jeg ledte efter inspiration, så jeg tilfældigvis nogen løbe gennem en ørken. Den lille oplevelse fik tanken »Jeg vil også løbe gennem en ørken en dag i mit liv« til at vokse, så jeg begyndte på genoptræning. Jeg trænede også regelmæssigt i militæret og forberedte mig på sabbatåret i tre et halvt år.
Forberedelserne til ørkenmaratonløbet handlede om at overvinde frygten.
Et ørkenmaraton er et løb på 250 kilometer over seks nætter og syv dage. Jeg var bange for at skulle gå og løbe så langt, når jeg aldrig engang havde gået ret langt før. Derfor brugte jeg i løbet af mit halvandet år lange sabbatår mest tid på at forsøge at overvinde den frygt.
Jeg gik til genoptræning og skiftedes til at løbe to kilometer og gå og løbe fem kilometer. Heldigvis fandt jeg efter alt det hårde arbejde ud af, at der ikke ville være større problemer med at være aktiv fremover, og så begyndte jeg at gå og løbe ti kilometer hver dag. Da jeg fik selvtillid nok til at tro på, at jeg kunne tage til ørkenen, søgte jeg om orlov fra universitetet for at tilmelde mig ørkenmaratonløbet.
Men der var en uventet hindring (?). Det var deltagergebyret til ørkenmaratonløbet. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det kostede noget at deltage. Jeg havde kun tænkt på, om jeg kunne løbe godt nok, og bekymret mig om min fysiske form. Først efter at jeg havde fået orlov, fandt jeg ud af, at det ville koste næsten syv millioner won. Det skyldtes deltagergebyret på 3,8 millioner won, flybilletter tur-retur og udstyr, jeg skulle købe.
Jeg kontaktede universitetet for at høre, om jeg kunne vende tilbage, men fristen for at søge om genoptagelse af studierne var allerede udløbet. Jeg stod derfor over for at skulle holde pause i hele otte måneder, indtil næste semester og ferien. Sådan begyndte et sabbatår, jeg aldrig havde forestillet mig.
I al hast besluttede jeg at sætte min lejlighed til leje uden mine forældres vidende. Jeg havde betalt ti millioner won i depositum og 400.000 won i husleje om måneden. Mine forældre havde taget et lån for at skaffe mig boligen, fordi jeg var taget til Seoul for at studere. For pengene betalte jeg deltagergebyret og købte en flybillet. Derefter flyttede jeg til et værelse til 180.000 won om måneden uden depositum i et tagkammer i en tilbygning i Hawolgok-dong. Løbet varede seks nætter og syv dage, så planen var at tage tilbage og arbejde på fuld tid, indtil jeg kunne begynde på studiet igen, og spare sammen til et nyt depositum.
En dag faldt jeg tilfældigt over en avisartikel i tagkammeret. Når vinden blæste kraftigt, trængte den ind på værelset, så jeg satte papirstrimler på døren for at holde den ude. Det var dér, jeg læste artiklen med overskriften »Hvilke egenskaber virksomhederne ønsker hos deres medarbejdere«. Den beskrev, hvilken slags medarbejdere forskellige virksomheders personalechefer ønskede sig.
Det var interviews om, at virksomhederne ønskede medarbejdere, der var indbegrebet af »udfordringslyst«, »engagement«, »ungdom«, »gåpåmod«, »fejl« og »vedholdenhed«. Pludselig tænkte jeg: »Kunne jeg ikke bede sådan en virksomhed om sponsorstøtte? Det må da være en form for udfordring, fiasko, vedholdenhed og gåpåmod, at jeg kom til skade og måtte opgive min bolig.« Så samme dag begyndte jeg for første gang i mit liv at skrive et forslag.
Virkelighedens mur – et nyt løb
I begyndelsen skrev jeg et alt for langt forslag. Jeg troede, at flere sider betød bedre indhold, så det endte på over 20 sider. Hvilken virksomhed ville frivilligt sponsorere en studerende uden noget som helst, der blindt bad om støtte med sådan et forslag? Jeg sendte forslag til omkring 30 virksomheder, herunder dem, der var nævnt i avisen, men de afslog alle sammen.
Det var jo bare min egen forestilling om »den slags medarbejdere, virksomhederne ønsker«. Jeg havde lyst til at give op. Men på det tidspunkt var der faktisk mange, der opmuntrede mig. Nogle sagde, at de ikke kunne sponsorere mig som virksomhed eller privatperson, men gerne ville redigere mit forslag. Én person kogte mit forslag på over 30 sider ned til fem sider, og mine nære venner støttede mig også rigtig meget.
Jeg genfandt beslutsomheden og tænkte: »Lad mig bare blive ved, indtil tilmeldingsfristen.« Jeg bad over 100 steder om sponsorstøtte, og til sidst lykkedes det mig at få sponsorer, der dækkede deltagergebyret, udgifterne, flybilletterne og alt udstyret.
Jeg løb fem gange gennem fire ørkener (Saharas ørken i Egypten, Gobiørkenen i Kina, Atacamaørkenen i Chile og Antarktis), og de samlede udgifter løb op i omkring 40 millioner won. Mange hjalp mig, mens jeg ledte efter sponsorer, og det crowdfundingprojekt, jeg satte i gang, havde også stor betydning.
Crowdfunding betyder, at alle kan støtte et projekt via en hjemmeside. Jeg startede også en crowdfundingkampagne for mit projekt om at gennemføre ørkenmaratonløb og udfordre Grand Slam. Jeg skrev om, hvad jeg ville opnå, hvorfor jeg gjorde det, hvad der ville ændre sig, og hvordan jeg ville belønne dem, der støttede mig. Jeg lagde reklametekster og billeder op og lavede endda en kort dokumentarfilm. Jeg satte bidragene til 10.000, 30.000, 50.000 og 100.000 won, og da kampagnen sluttede, havde vi samlet omkring 20 millioner won ind.
Her er en episode. Dagen efter jeg lancerede indsamlingssiden, fik jeg et opkald fra et ukendt nummer. Da jeg svarede, lød det: »Er det Seung-chul Yoon? Vil du oplyse dit kontonummer?« Et øjeblik troede jeg, det var telefonsvindel, og spurgte: »Hvem er det?« Han sagde, at han var bestyrelsesformand i en virksomhed, at han havde set indsamlingssiden og gerne ville hjælpe, og bad mig derfor om mit kontonummer.
Det kom så pludseligt, at jeg sagde til bestyrelsesformanden: »Tusind tak. Undskyld, men hvis det er muligt, vil du så indbetale dit bidrag via crowdfunding-siden?« Bestyrelsesformanden lo lidt skævt og sagde:
»Det er et stort beløb, så jeg skulle klikke på det maksimale beløb på 100.000 won dusinvis af gange, og derefter skulle jeg indtaste bekræftelseskoden, der blev sendt til min telefon, lige så mange gange.«
Tilfældigvis ringede et andet ukendt nummer allerede næste dag. Det var en administrerende direktør, som gerne ville møde mig og bad mig komme forbi virksomheden, når jeg havde tid. Jeg lavede en aftale og mødtes med direktøren. Vi talte længe om, hvorfor jeg ville af sted, og om mange andre ting. Jeg sagde, at jeg ville kontakte ham først, når jeg var kommet sikkert hjem, og så gav han mig en hvid kuvert, fordi han håbede, at den kunne hjælpe mig lidt på rejsen.
Jeg takkede ham og gik ned til første sal og ud gennem svingdøren. Jeg skulle til at købe noget personligt udstyr til løbet, og da jeg kom i tanke om kuverten fra direktøren, tænkte jeg, at jeg kunne bruge pengene til det. Da jeg åbnede kuverten, fandt jeg flere checks på et betydeligt beløb.
Jeg blev så overrasket, at jeg gik tilbage til direktørens kontor og spurgte ham: »De kender mig jo ikke engang, og vi har aldrig mødt hinanden før. Hvad nu, hvis jeg tager imod den generøse gave og så ikke gennemfører løbet, bruger pengene til noget forkert eller slet ikke stiller op – hvordan kunne De give så stort et beløb til en ung mand, De møder for første gang? Jeg fik faktisk også hjælp på den måde i går, så jeg ville virkelig gerne spørge Dem.«
»Hvis det er en ung mand med en så frisk og god idé, skal det nok gå.«
»Hvis det er en ung mand med en så frisk og god idé, skal det nok gå.« Det var hans svar. Han havde set de seks belønninger, jeg havde lovet bidragyderne under crowdfundingkampagnen. Dengang var de seks belønninger som følger:
1. Jeg lægger sand fra Saharaørkenen og is fra en antarktisk gletsjer i en lille, gennemsigtig glasflaske og giver dig en helt unik souvenir.
2. Send mig en genstand, der rummer et minde, du gerne vil glemme. Mens jeg løber gennem ørkenen, begraver jeg den midt i Sahara, så du helt kan glemme mindet (jeg sender GPS-koordinaterne for stedet og en video, der viser, hvor dybt jeg begravede den).
3. Jeg skriver et takkebrev på et postkort med billeder, jeg har taget, mens jeg løb gennem ørkenen, og sender det til dig. Jeg sender også en videohilsen.
Mens jeg løber gennem ørkenen og Antarktis, optager jeg en videohilsen som selfie og sender den via en QR-kode på bagsiden af postkortet ved siden af frimærket. Så kan du modtage billeder, tekst og video på én gang.
4. Jeg laver et navneskilt med bidragydernes navne og sætter det på min taske. Når det bliver hårdt, tænker jeg på dem, der har hjulpet mig, og giver ikke op – jeg løber hele vejen til målstregen.
5. Jeg planter træer i ørkenen. Jeg planter lige så mange træer, som der er bidragydere, sætter navneskilte på træerne og tager dokumentation med hjem. Det vil ikke kun støtte mig, men også bidrage til at bekæmpe ørkendannelse rundt om i verden.
6. Når jeg har gennemført ørkenmaratonløbet, tilbyder jeg tre maratontræninger og inviterer dig som VIP til fotoudstillingen, der afholdes, når jeg kommer hjem.
Der skete mange interessante ting, mens jeg indfriede disse løfter. Til belønningen »glem et minde« sendte folk ting som billeder af ekskærester, breve, ringe og parbankbøger. Venner fra mellemtrinnet og gymnasiet sendte karakterblade, de gerne ville glemme.
Det mest mindeværdige var en ven, der sendte mig et fotoklistermærke af sig selv sammen med den pige, han er kæreste med lige nu. Da han sagde, at det var en, han så i øjeblikket, og sendte mig billedet, spurgte jeg af nysgerrighed: »Sendte du et billede med en, du snart vil slå op med, for at komme videre, eller prøver du at forberede dig mentalt?« Hans svar var overraskende og fantastisk: »Vi planlægger at tage til Saharaørkenen på bryllupsrejse og finde det ved hjælp af længde- og breddegraderne.«
De tredje løfter – at skrive breve og plante træer – var ikke nemme at indfri. Jeg havde næsten 150 bidragydere, så selvom jeg godt kunne finde tid til at skrive brevene, var træplantningen problemet. Jeg havde troet, at 20 bidragydere var mange, men med over 150 mennesker, der hjalp mig, ville jeg nok segne inden for en dag, selv hvis jeg blev skovhugger eller bar småtræer på ryggen – for slet ikke at tale om at løbe maraton. Jeg var taknemmelig, men også bekymret. Jeg havde jo givet mit løfte, så jeg spekulerede på, hvad jeg skulle gøre. Så opdagede jeg en smartphone-app, der hed »Tree Planet«.
Det er et trædyrkningsspil til smartphone. Når man har dyrket et træ helt færdigt i appen, bliver der plantet et rigtigt træ i ørkenen på den angivne konto. Når træet er plantet, modtager man en e-mail med billeder, der viser, hvor og hvordan det blev plantet. »Det er løsningen! Lad os dyrke træer i bidragydernes navne og plante dem i ørkenen!« Jeg spillede spillet i en uge og nåede kun at dyrke fire træer, så jeg tog direkte hen til Tree Planets kontor. Efter flere besøg fik jeg at vide, at de ville plante træerne, hvis jeg gav dem listen med navnene. De syntes, at det var et interessant projekt.
Jeg havde fuldstændig glemt den sjette og sidste belønning, da jeg kom hjem fra ørkenen og Antarktis. I marts, efter at jeg var vendt tilbage til universitetet og var begyndt at følge undervisningen igen efter min tur til Antarktis i december, fik jeg pludselig en sms fra et ukendt nummer. Der stod: »Yoon, jeg hepper altid på dig. Nu hvor vejret bliver varmere, vil jeg gerne bruge mit gavekort til maratontræning.«
Helt ærligt skrev jeg det med, fordi jeg tænkte, at det måske så bedre ud med bare én belønning mere. Hvem ville dog sponsorere mig for at få maratontræning? Det var jo hverken en udstilling af en berømt fotograf eller en kendt person – hvem ville komme, hvis jeg holdt en fotoudstilling? Men denne person havde virkelig ikke glemt det og sendte mig den sms. Jeg svarede: »Fortæl mig et tidspunkt og et sted, der passer dig, så kommer jeg hen til dig.« Personen skrev igen: »Fint, jeg er i Changwon i Gyeongsangnam-do.«
At løbe i ørkenen
Jeg løb gennem ørkenen, som var målet med mit sabbatår, og gjorde mig mange tanker og oplevede meget. Mange spørger: »Hvornår var du lykkeligst – da du krydsede målstregen?« Men jeg var lykkeligst, da jeg stod ved startlinjen og hørte startskuddet. Tårerne pressede sig pludselig på. Det var dér, det lange ørkenløb, jeg havde forberedt mig på i tre et halvt år, begyndte.
Erfarne løbere kaldte mig »en bondeknold, der løber maraton«. Jeg var så begejstret, at jeg løb løs uden at styre min form eller mit tempo, og jeg besvimede ved målstregen den første dag. Jeg havde lagt for hårdt ud. Jeg løb alt for energisk i begyndelsen uden at tænke på maraton som et langt løb.
Jeg gik alene og bekymrede mig om, hvordan jeg skulle gå på toilettet. En kvindelig løber nærmede sig bagfra langt væk, og jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre. Jeg tænkte, at jeg ville lade hende passere og så klare det. Men kvinden, som jeg tidligere havde hilst på, og som var løbet foran mig, trak pludselig bukserne ned og forrettede sin nødtørft.
Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle kigge hen eller hvad jeg skulle gøre, så jeg gjorde bare det samme. Det var den første dag i det ugelange løb, men efter omkring tre dage var det ikke længere overraskende, hvem der forrettede sin nødtørft eller hvor. Det føltes, som om vi var vendt tilbage til en mere oprindelig, dyrisk tilstand.
Ørkenen var meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Inden jeg tog af sted, troede jeg, at jeg ville få styr på, hvordan jeg havde levet indtil da, og hvordan jeg ville leve fremover. Men da jeg først begyndte at løbe i ørkenen, tænkte jeg ikke på noget af det. Det lyder måske som om, det slår romantiske forestillinger om ørkenen i stykker, men i virkeligheden tænkte jeg bare: »Jeg er så udmattet – hvorfor tog jeg til sådan et varmt sted? Jeg har virkelig lyst til noget koldt at drikke og stegt kylling, hamburgere, svinekød fra bugen og sushi.«
Øjeblikke på liv og død
Jeg oplevede også farlige øjeblikke i ørkenen. Jeg kunne se dagens mål langt borte og drak alt det vand, jeg havde gemt. I ørkenen skruer man ikke låget af og drikker store slurke af flasken; man drikker små slurke gennem en slange med et mundstykke. Det er en effektiv måde at slukke tørsten på med en lille mængde vand, men fordi jeg troede, at jeg var nået frem, åbnede jeg låget og drak det hele.
Men det viste sig, at målet stadig lå mindst fire kilometer væk. I ørkenen, hvor man ikke har nogen fornemmelse af afstand, kan man ikke bedømme, hvor langt der er; mellem mig og målet lå utallige sandklitter, som jeg ikke havde lagt mærke til. I varmen, der nærmede sig 50 grader, tænkte jeg først: »Jeg kan dø af tørst.« Jeg havde ikke andet valg end at drikke af vandposerne hos de venner, der kom forbi, for at klare mig igennem.
Jeg gik også engang vild midt i ørkenen, hvor der ingen vejvisere var. Jeg skulle have fulgt et sving, men fortsatte ligeud alene. Efter at have gået flere snese kilometer i en lige linje antog jeg, at vejen fortsatte ligeud, og blev ved med at gå. Det var ikke, fordi jeg var forvirret over ruten; under den brændende sol og udmattetheden havde jeg bare gået tankeløst ligeud.
Jeg havde trasket af sted i 40 minutter uden at opdage det, men noget føltes forkert, så jeg vendte mig om og så en løber langt bag mig, lille som en prik, følge efter mig. Da jeg krydsede ørkenen alene, blev jeg glad for at se nogen og vinkede; løberen vinkede tilbage, som om han også var glad. Efter at have gået yderligere ti minutter vendte jeg mig om igen, og løberen var kommet meget tættere på.
Jeg vinkede igen af glæde, men tænkte inderst inde: »Prøver han at indhente mig? Jeg må løbe hurtigere væk,« og fortsatte med at løbe. Ti minutter senere føltes noget pludselig mærkeligt. Da jeg kom til mig selv, indså jeg, at jeg var på en sti uden fodspor foran mig. Løberen havde på afstand set, at jeg var kommet ind på den forkerte rute, og var kommet for at fortælle mig det.
I ørkenen, hvor menneskers sande jeg bliver synligt, fik jeg mulighed for at tænke over mange ting. Jeg mødte menneskers inderste væsen og naturlige sider, mine egne grænser og udfordringer, tid til eventyr og eftertanke samt andre virkeligheder. Svarene, jeg fik, da jeg spurgte en kuwaitisk ven, der var oliemagnat, og en mand i halvfjerdserne, hvorfor de løb gennem ørkenen, fik mig til at tænke meget.
»Penge og tid får dig ikke i mål. Her er jeg nødt til at løbe hele vejen ved egen, vedholdende og helhjertede indsats.«
»Jeg ville vise mine døtre, at jeg stadig kan udrette noget i mit liv, og jeg ville også vise det for mig selv.«
Det var deres svar. I løbet af det sabbatår, jeg brugte på at løbe gennem ørkenen, fik jeg mulighed for at tænke over ting, jeg måske aldrig ville have overvejet i mit liv.
Efter ørkenmaratonløbet
Takket være mange menneskers hjælp løb jeg 1.250 km fordelt på fem løb og blev den yngste til at gennemføre Grand Slam i ørken- og polarmaraton.
Jeg samlede mine tanker fra forberedelserne og løbene i en tekst og udgav bogen »Løbeungdommens digte«, som heldigvis blev udvalgt som en fremragende bog af Ministeriet for Kultur, Sport og Turisme i 2013.
I løbet af et sabbatår på halvandet år løb jeg i ørkenen og oplevede mange uventede ting. Udadtil ændrede mit liv sig kun lidt. Lige efter at jeg kom hjem, medvirkede jeg blot i nogle få interviews på tv, i aviser og i magasiner. Men jeg fik styrke af oplevelsen og tid til at reflektere. Selvtillid var en ekstra gevinst. Hardwaren er ikke ændret, men man kan sige, at softwaren er blevet opgraderet.
Hvorfor et sabbatår er nødvendigt
Nogle siger: »Find din drøm og det, du gerne vil lave, og gå så målrettet efter det.« Men som en i tyverne – sent i ungdomsårene og i begyndelsen af voksenlivet – ved jeg bedre end nogen anden, hvor svært det selv er at finde ud af, hvad man gerne vil lave. Hvis du er bekymret over, hvad du kan lide, og hvad du er god til, er det svært at acceptere, når nogen siger, at du bare skal blive ved med at lede eller prøve hvad som helst.
Jeg synes, det er virkelig en glæde at finde ud af det, og noget, som kun få oplever. Det kræver tid til at prøve mange ting, mod til at handle og ro til at tænke, og man skal også overvinde bekymringer som: »Er jeg god til det her? Kommer det til at lykkes?«
I den henseende var et sabbatår en stor hjælp for mig. Fra jeg blev student, til jeg kom i tyverne, havde jeg aldrig for alvor tænkt over, besluttet mig for og handlet på, hvad jeg gerne ville lave. Jeg havde været på ture i hjemlandet og meldt mig ind i forskellige klubber med venner, men jeg havde aldrig selv planlagt og gennemført et så stort projekt fra start til slut.
Selv uden et sabbatår havde jeg måske løbet i ørkenen en dag. Men de tanker, jeg gjorde mig, og de oplevelser, jeg fik under sabbatåret, som jeg ellers ikke ville have haft, blev et aktiv, jeg ikke ville bytte for noget.
Livet som et klatrestativ
Jeg tror ikke, at det, vi laver lige nu, er helt meningsløst. Det ville være godt at have en klar drøm og en tydelig idé om, hvad man gerne vil lave, men hverken jeg, der tog til ørkenen, eller mange af mine jævnaldrende har nødvendigvis det. Alligevel tror jeg ikke, at nogen erfaring er spildt. »Erfaring« omfatter ikke kun praktiske aktiviteter, men også den usynlige verden af tanker og forberedelser.
En sagde: »Livet er som et klatrestativ: Det, der nu kan virke som uforbundne brudstykker, bliver en dag flettet sammen og er på et tidspunkt med til at forme, hvem vi er.«
At sidde ved et skrivebord og bekymre sig og forsøge straks at finde »hvad jeg er god til, og hvad jeg bør lave« vil ikke afsløre svaret. Hvis du prøver forskellige ting, bliver en vej synlig, og på et tidspunkt kan du opleve processen med at finde et nyt jeg, som nævnt ovenfor. Efter jeg vendte hjem fra ørkenen, brugte jeg den oplevelse som grundlag for at bestige Himalaya sammen med ekspeditionslederen Um Hong-gil, være ungdomsleder på en Silkevejsekspedition gennem Tyrkiet og deltage som ungdomsleder i et projekt, hvor vi sejlede til Iran. Jeg er også ved at forberede en bog om at bo på en øde ø i tre uger, og i dag vender jeg endnu en gang tilbage til sådan en ø.
På en måde fandt jeg måske en ny vej, efter jeg tog til ørkenen. Oplevelsen med at skrive en bog om at løbe i ørkenen forenede to ting, jeg holder af: udfordringen ved noget nyt og det at skrive. Fordi jeg studerer kreativ skrivning, kan jeg godt være lidt stille af mig, men jeg ville også gerne prøve at få noget til at ske, og jeg tror, at jeg indså det, mens jeg løb gennem ørkenen.
Selvfølgelig står jeg også over for den største udfordring af alle, nu hvor jeg nærmer mig dimissionen.
Det er spørgsmålet: »Hvad skal du leve af?« Så hvad med, at vi tænker over det sammen?
Tilbage til listen
Hjem
