31-årig gapperLee Gi-song
12 måneders sabbatår
Pilgrimsvandring ad Camino de Santiago, seks måneders frivilligt arbejde på en skole for døve i Nepal
Et sted med mange historier: Pilgrimsvandringen ad Camino de Santiago
I 2010 fik jeg mulighed for at studere kortvarigt i Spanien. Jeg havde længe spekuleret på: "Hvad skal jeg gøre med mit liv fremover?" På forslag fra en ven, der var der, ...pilgrimsvandringen ad Camino de SantiagoJeg tog af sted. Jeg tog af sted uden forberedelse, iført slippers og kun med en gammel taske.Den over 880 km lange rute skulle tilbagelægges helt til fods og med viljestyrke.Jeg mødte mange mennesker undervejs.
Blandt dem, der gik med tunge hjerter af deres egne grunde, mødte jeg Natasha.Hun var født i Tyskland og havde mistet hele sin familie i en trafikulykke, hvilket kastede hende ud i dyb fortvivlelse. Efter en bekendts anbefaling tog hun til udlandet som frivillig og genfandt sin livsvilje. Da jeg hørte hendes historie om, at hun går ad denne rute i tårer på årsdagen for familiens dødsfald, begyndte mit hjerte at banke hurtigere, og da jeg kom hjem, besluttede jeg at tage orlov. I seks måneder begyndte jeg målrettet at forberede mig – skaffe midler, tage engelsktests og gå til samtaler – til et seks måneders frivilligprogram i Nepal.
Sabbatår på en skole for døve i Nepal
Jeg arbejdede frivilligt i seks måneder med at undervise elever på Behirabaarak-skolen for døve i Kathmandu i Nepal. Fordi jeg skulle undervise venner med hørenedsættelse i længere tid, måtte jeg lære det lokale tegnsprog i Nepal. De lokale lærere var også døve, så størstedelen af undervisningen og samtalerne foregik på tegnsprog.
Ved at blive en del af deres fællesskab, tale sammen, tage på picnic og deltage i mange aktiviteter indså jeg, at en hørenedsættelse ikke betyder, at man nødvendigvis har brug for andres hjælp. Eleverne på Behirabaarak-skolen, som jeg mødte uden fordomme, tog varmere imod mig end nogen andre.Selv når de med generte smil forsøgte at forstå mine begrænsede tegn, smilede de strålende og nikkede, og jeg tilbragte tid sammen med eleverne.Selvom det var en skole med speciale i hørenedsættelse, var der næsten ingen støtte fra staten. Skolen blev drevet med støtte og sponsorater fra forskellige NGO'er verden over og manglede derfor i høj grad ressourcer til blandt andet sikkerheds- og hygiejneforanstaltninger samt støtte til kunst og idræt, der kræver særlig opmærksomhed.
Jeg underviste især børnehavebørn og elever i de små klasser i billedkunst og stod for idrætstimer for de ældre elever.For børn, der havde forholdsvis få muligheder for at opleve forskellige former for undervisning, anlagde vi blomsterbede og løb og legede sammen. Efterhånden som jeg blev bedre til tegnsprog, blev afstanden mellem børnene og mig mindre.
Især sammen med eleverne i 2. klasseblev det en mulighed for at komme tættere på skolens børn gennem en UCC-video (brugergenereret indhold), som vi optog for at samle penge ind til skolen.I løbet af seks måneder, hvor vi boede og arbejdede sammen, tog vi imod korttidsfrivillige og byggede endda vores egen bordtennisbane, så børnene selv kunne opdage, hvad de var i stand til at udrette.
Den ægte lykke, jeg fandt gennem mit sabbatår
Det, der ændrede sig i løbet af mit sabbatår, var, hvor jeg placerede centrum for min lykke.
Før jeg tog på sabbatår, forstod jeg ikke, hvorfor følelser af frygt og ensomhed pludselig kunne opstå, selvom jeg var i kontakt med mange mennesker. Jeg forsøgte at udfylde tomrummet med flere mennesker og samlede én efter én de ting, jeg ønskede mig. Men den lykke, jeg på den måde opnåede, var kortvarig, og den korte glædesfølelse forsvandt snart.
Grunden til, at noget føltes tomt, og mit hjerte føltes hult, var, at centrum for det, der gjorde mig glad, lå uden for mig selv. Anerkendelse fra andre og tilfredsstillelsen ved materielle ejendele er ikke noget, der kan gøre én virkelig lykkelig.Jeg indså, at tilfredsstillelsen ved beslutninger, jeg selv havde truffet, og rækken af prøvelser og glæder, der opstod undervejs, står tydeligere tilbage end enhver flygtig lykkefølelse.
Et ord til unge, der tager på sabbatår: Livet handler mere om processen end om resultatet.
En af de fælder, som mennesker, der lægger planer, nogle gange falder i, er at blive besat af resultatet.
Nogle gange kan folk ikke acceptere resultater, der afviger fra deres planer, eller de forsøger med magt at styre processen hen imod et ønsket resultat. Jeg tror, at livet er summen af gentagne opdagelser og løsninger på uventede ting.I stedet for at definere processen ud fra resultatet håber jeg, at du har friheden i sindet til at finde resultatet i summen af processerne.
Tilbage til listen
Hjem
