Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Blev mere engageret i at gøre mit bedste for relationerne omkring mig #Lærte at tage imod hjælp fra andre #Varm hengivenhed; taknemmelig for de dyrebare minder
Jeg begyndte at føle, at hvert møde omkring mig uundgåeligt kunne ende med et farvel.
Så efter at jeg var vendt tilbage til Korea, tror jeg, at jeg begyndte at gøre mit bedste i hvert eneste øjeblik, som jeg tidligere nogle gange havde fundet kedeligt. Den største forandring er vist, at jeg nu gør mig mere umage med alle menneskerne i mit liv end før. Et praktikophold i et græsk landsbyfællesskab fyldt med afslapning og glæde Lee Ji-yoon, deltager i sabbatår (sabbatist), 24 år, universitetsstuderende / 4 ugers sabbatår |
# At bo i et miljøvenligt sted og dele fællesskabslivet med andre talte virkelig til mig.
Hej, jeg hedder Lee Ji-yoon. Jeg er 24 år og universitetsstuderende med ét semester tilbage. Jeg havde så travlt, at folk omkring mig sagde: "Tag nu en pause!" Jeg gik på universitetet samtidig med, at jeg arbejdede i en virksomhed, og pressede også fritidsaktiviteter og kortvarige deltidsjob ind.
Jeg troede, at alt det ville hjælpe mig meget i fremtiden, men på et tidspunkt indså jeg, at jeg var helt udmattet.Først da min søvnrytme blev forstyrret, og jeg uden nogen forklaring fik nældefeber på kroppen, tænkte jeg, at jeg havde brug for at hvile mig.
Med en vag fornemmelse af, at jeg måtte langt væk for at hvile mig, undersøgte jeg forskellige muligheder og fandt ud af, at der fandtes sabbatårsophold i Korea. Så opdagede jeg et praktikprojekt i et græsk landsbyfællesskab.Det tiltalte mig at bo sammen med andre i et miljøvenligt fællesskab. På en eller anden måde følte jeg, at oplevelsen dérJeg følte også en uforklarlig tiltrækning, som om oplevelsen kunne ændre mit stive og følsomme jeg meget.
Hvis jeg havde bekymringer inden afrejsen, handlede de ikke så meget om hverdagen, eftersom jeg skulle bo i et landsbyfællesskab. Jeg var lidt bekymret for mulige konflikter med de andre eller for at blive udsat for racisme.Men når jeg ser tilbage, virker det, som om det var bekymringer, jeg slet ikke behøvede at have.
* Lee Ji-yoon havde et stærkt ønske om at få forskellige oplevelser. Derfor fik hun en personlig daglig mission med individuel vejledning for at give hende ro i sindet og mulighed for at reflektere over sine relationer. Hun fik også en sabbatårsbog, så hun kunne se tilbage på sig selv og lægge planer.
>> Deltagelse koster 100 won! Gå til sabbatårsmissionen
# Jeg havde virkelig ikke lyst til at lave noget som helst.
Det var så hårdt at forberede afrejsen. Fordi jeg gik på universitetet, havde jeg kun ugen mellem semesterets afslutning og afrejsen til at forberede mig ordentligt. Fra at pakke bagage til at tegne forsikring og skaffe et SIM-kort til telefonen – det var en stor byrde selv at skulle tage sig af alt fra de mindste til de største ting.
Selv når jeg søgte på europæiske rejsefora og -blogs, var der ting, jeg havde svært ved, så jeg bad min familie og mine venner om masser af hjælp. Tidspresset gjorde mig også forvirret, så jeg samlede det hele – pakkeliste, rejseplan og opgaver – i et Excel-ark. Jeg følte mig lidt besat af at dokumentere hver eneste lille ting i filer, men takket være det kom jeg igennem sabbatåret uden at glemme eller mangle noget.
Helt ærligt tror jeg ikke, at jeg havde nogen store mål med sabbatåret. Der var bare to ting.For det første hadede jeg mit liv så, så, så meget; for det andet havde jeg virkelig ikke lyst til at lave noget som helst.Nogle vil måske grine og kalde det ynkelige og fuldstændig dovne grunde, menjeg var virkelig udmattet, inden jeg tog på sabbatår.
Mit mål var ganske enkelt at forlade Korea og få lidt tid til at slappe af. I begyndelsen var jeg urolig og tænkte: "Er jeg ikke alt for impulsiv og overfladisk, når jeg rejser sådan her?" MenNetop fordi det var enkelt, og mine ønsker var tydelige, tror jeg, at det var lettere at nyde sabbatåret.Tanken "Bare jeg nyder noget nyt og får hvilet mig!" gav mig altid en følelse af ro og glæde.
# En daglig rutine i Grækenland
Først var der morgenmad klokken 8.30. Hvis man havde lyst, kunne man stå tidligere op og deltage i meditation eller yoga klokken 7. Efter morgenmaden deltog jeg i morgenrunden sammen med de frivillige og medarbejderne.I morgenrunden holdt vi hinanden i hånden og mediterede, delte vores følelser, holdt et kort møde og fordelte derefter opgaverne.
Der var ingen tvang, så man kunne godt være stille, hvis man ikke havde lyst til at tale. Og hvis der var en opgave, man ikke havde lyst til at udføre, kunne man frit sige det.Da morgenrunden var slut, arbejdede jeg med mine tildelte opgaver indtil frokost. De fleste af pligterne var huslige opgaver som tøjvask, rengøring, syning og havearbejde.
Når det blev frokosttid, holdt vi op med det, vi var i gang med, spiste og tog derefter til stranden.Vi kørte ned til stranden i landsbyens bil og havde omkring to en halv times fritid, hvor vi enten svømmede eller læste. Volos har mange smukke strande, så det var dejligt at besøge en ny strand hver gang.
Nogle gange gik vi også til vandfaldet. Takket være det fik jeg set mange afkroge af Volos. Da strandtiden var slut, vendte vi tilbage til landsbyen for at gøre det resterende arbejde færdigt eller hvile os lidt, inden vi spiste aftensmad. Efter middagen kunne vi deltage i sangtimer, meditation og fællesskabslege, som blev arrangeret af andre frivillige eller workshopdeltagere. Nogle gange samledes vi også med andre på landsbyens café til langt ud på natten for at drikke og snakke.
Vi tog også til andre landsbyer for at se teaterstykker eller koncerter. Selvom organisationen ikke var en græsk organisation, virkede det, som om den lokale organisation gjorde en stor indsats for at skabe en naturlig forbindelse til den græske kultur. Takket være det kom vi til landsbyfestivalen, ogvi lærte traditionelle græske danse af en græsk danselærer, der kom hver uge. Det hjalp os med at komme tættere på den græske kultur.
# Når jeg fortalte, at noget gjorde mig utilpas, respekterede alle mine følelser.
Der var så mange dejlige oplevelser! Det var sjovt at synge sammen med de andre på sangholdet, der blev afholdt cirka én gang om ugen. Landsbyfestivalen var også sjov, og det var dejligt at lære græsk dans hver torsdag.
De bedste øjeblikke var nok især aftenerne, hvor jeg drak og grinede sammen med folk i landsbyen. Jeg havde kun én ubehagelig oplevelse, men det tog ikke engang en halv dag at få den løst.
Der var altid nogen omkring mig, som ville lytte, og når jeg fortalte, hvad der gjorde mig utilpas, respekterede alle mine følelser.Det eneste var, at det var svært at samle mod til at åbne op om de følelser,Hvis man beder om hjælp og fortæller, hvordan man har det, er der altid nogen omkring én, som vil tale problemet igennem med én og hjælpe med at finde en løsning.
# Det vigtigste, jeg lærte, var at tage imod hjælp fra andre.
Den måned, jeg tilbragte i landsbyfællesskabet i Grækenland, var en meget værdifuld og varm tid for mig.Jeg blev rørt, gjorde mig mange erkendelser og lærte en masse. Det vigtigste, jeg lærte, var at tage imod hjælp fra andre.
Når jeg ser tilbage, føltes både forberedelserne inden turen til Grækenland og de ti dage, hvor jeg rejste alene rundt i Grækenland efter at have forladt landsbyfællesskabet, som øvelser i at lære at tage imod hjælp fra andre. Der er så mange ting i verden, man ikke kan klare alene.
Især landsbyens frivillige og medarbejdere samt de deltagere, der kom på korte besøg for at deltage i workshops, hjalp mig meget. For en som mig, der ikke var vant til de nye omgivelser, forklarede de venligt ikke kun landsbyens regler, men ogsåde delte gerne små tips til hverdagen og tog altid selv initiativ til at starte en samtale.
I begyndelsentænkte jeg: "Er jeg til besvær for dem?" Derfor var det meget svært at bede om hjælp eller stille spørgsmål, men efterhånden indså jeg, at det er helt naturligt og sundt.Og da jeg tog imod deres hjælp på en naturlig måde og følte taknemmelighed over for dem i stedet for at undskylde, følte jeg, at jeg var blevet ét med landsbyens beboere i et fælles fællesskab.
Det var overraskende at opleve det sådan med mennesker, der havde en anden kulturel baggrund og var ældre eller yngre end mig, da jeg var i tyverne.Jeg tror, at den følelse af samhørighed nogle gange opstod alene gennem et varmt smil, uden at man behøvede at føre en lang samtale, og andre gange ved at få øjenkontakt på afstand.
# Jeg kunne uden tvivl mærke: »Jeg bliver elsket højt lige nu!«
Ogmens jeg boede i landsbyfællesskabet, kunne jeg uden tvivl mærke: »Jeg bliver elsket højt lige nu.«Jeg er den type person, der ofte tænker: »Hvad nu, hvis den person ikke kan lide mig?«
Det var overraskende, at jeg, som er sådan en person, ikke tvivlede på den kærlighed, andre gav mig, og helt naturligt følte taknemmelighed for den. Jeg holdt også meget af menneskene i landsbyen.
At kunne føle oprigtig hengivenhed for andre uden betingelser og leve sammen med de mennesker, jeg holdt af, var virkelig en fantastisk oplevelse og en stor glæde.Og fordi jeg vidste, at den tid ikke kunne vare evigt og ville være svær at opleve igen,forsøgte jeg at gøre mit bedste hver eneste dag.
Jeg forsøgte at tilbringe hver dag i landsbyfællesskabet uden fortrydelse, men da det blev tid til at tage af sted, kunne jeg ikke lade være med at græde og føle en tomhed. Alligevel tror jeg ikke, at jeg blev fuldstændig opslugt af sorgen. Den lille landsby, jeg boede i, de dyrebare mennesker, jeg mødte dér, og jeg var sikker på, at de utallige samtaler og følelser, jeg delte med dem, ville blive hos mig længe.
At der er et rum i mit hjerte fyldt med venlige mennesker og smukke minder, og at jeg har dyrebare minder, jeg kan hente frem, når jeg er træt.Det føles som en værdifuld gave, jeg har fået gennem sabbatårsprojektet.
# Mennesker, jeg mødte i Grækenland
De frivillige og medarbejdere, jeg tilbragte måneden sammen med, står tydeligst i min erindring. A hjalp mig med hurtigt at falde til med sin særlige munterhed og venlighed.
A var en erfaren medarbejder, der havde arbejdet på centeret i næsten ti år og vidste meget om den lokale kultur og byen Volos. Nogle gange tog A folk med til et vandfald, andre gange i teatret eller på en lille jazzklub. A gjorde livet på centeret rigere. Jeg husker stadig tydeligt den første dag, vi ankom til Volos, hvor jeg handlede i supermarkedet med A og udforskede alle afkroge af byen.
Den frivillige D, som ankom til centeret samme dag som mig, var fuld af latter og satte liv i stemningen. D var også den, der hjalp mig mest på centeret. Takket være D, der passede på mig som en mor, var det ikke svært at vænne sig til livet på centeret.
C, som delte værelse med mig i en uge, havde en særlig evne til at få alle til at le med sine muntre vittigheder. Bag den legesyge fremtoning gemte der sig altid varme. D og C talte åbent med mig, selvom jeg var meget yngre end dem, og de var dem, jeg tilbragte mest tid sammen med.
P, køkkenansvarlig, lavede altid lækre måltider til alle. P kunne godt lide at drille mig på en kærlig måde, men jeg synes, at P havde et varmere hjerte, var mere omsorgsfuld og holdt mere af mig end nogen anden. Den dag, jeg forlod centeret, stod P tidligt op for at lave morgenmad og smurte en madpakke til mig, der skulle af sted kl. 7. Jeg var meget taknemmelig over for P.
I, som var min værelseskammerat og drikkemakker i to uger, kunne finde på sjove vittigheder, selv med mit klodsede engelsk. I talte meget og var legesyg, så takket være dig kunne jeg hygge mig selv i de afsidesliggende græske bjerge.
Al, som var kærlig som en lærer, og den fåmælte Pe var et ældre ægtepar, der havde været på centeret i lang tid. Selvom Al havde svært ved at bevæge sig, hjalp Al meget med opgaverne på centeret og viste stor interesse for mit liv i Korea og de rejser, jeg skulle begynde på, når tiden i fællesskabet var slut.
Den stoiske og fåmælte Pe mindede mig om min afdøde bedstefar. Pe sagde som regel ikke meget. Men når Pe sang, sang Pe mere entusiastisk og højt end nogen anden, nød chokoladekage hver aften på en måde, der gjorde alle omkring tilfredse, og fortalte af og til en vittighed, der fik alle til at grine. I begyndelsen var Pe svær at nærme sig, men Pe så på mig med det kærligste blik og tog sig stille af mig. Snart blev Pe en af de mest elskede personer på centeret. Jeg savner stadig Pe meget.
Fra madlavning og syning til havearbejde – G, den alsidige altmuligperson, der kunne det hele, blev en god læremester for mig.
Takket være G blev jeg god til at sy, noget jeg aldrig havde prøvet før, og jeg lærte at lave mad på græsk manér. G hjalp og vejledte mig også meget i at være tro mod mine egne følelser.
Gr var mere kærlig og pålidelig end nogen anden og tog sig af centerets store og små opgaver. Vi talte ikke meget sammen, men jeg husker, at vi altid kommunikerede med blikke og smil.
S, der havde fået tilnavnet »havefeen«, passede centerets have, som var fyldt med hortensiaer og solsikker. S havde altid et mildt smil, og da D og C forlod centeret, og jeg græd meget, trøstede S mig ved at give mig en beroligende blomsterolie. Jeg er meget taknemmelig for S.
Ud over dem var deltagerne i de workshops, der kom til og rejste fra landsbyfællesskabet hver uge, samt landsbyboerne og de andre mennesker på centeret, som jeg kun mødte kort, også dyrebare forbindelser, jeg fik gennem sabbatårsprojektet. Jeg savner dem alle meget.
# Den største forandring er, at jeg gør mig mere umage med alle relationerne omkring mig end før.
Alle de mennesker, jeg mødte på centeret, var nogen, jeg før eller siden skulle sige farvel til. Centeret er kun åbent indtil september, og fordi mange kommer på korte workshops eller ferieophold, var tiden, vi kunne være sammen, strengt begrænset.Derfor føltes disse møder meget dyrebare for mig.
Jeg forsøgte helt naturligt at gøre mit bedste for alle og at tilbringe tid sammen med dem oftere. Men når jeg tænkte over det, gjaldt det ikke kun centeret i Grækenland, men også mine forældre og venner i Korea og de mennesker, jeg møder i hverdagen. Det slog mig, at ethvert møde med mennesker omkring mig måske er forbundet med et farvel.
Efter jeg vendte tilbage til Korea, begyndte jeg derfor at gøre mig umage i hvert eneste øjeblik, som jeg tidligere nogle gange syntes var besværligt. Den største forandring er vist, at jeg gør mig mere umage med alle menneskene omkring mig end før.
# Til kommende deltagere
Bare hav det sjovt, og nyd det! Personligt løb jeg tør for energi omkring den anden uge, så jeg kom ikke så meget ned til stranden og gik ikke så tit ud. Sørg derfor for at spare på kræfterne i begyndelsen, og Hvis du deltager i alle de arrangementer og gåture, der tilbydes, bliver dit sabbatår på centeret endnu mere fornøjeligt.
# Mit personlige TIP til sabbatåret
- Sprog
Måske fordi jeg havde erfaring med at bo i udlandet, havde jeg ingen problemer med at bruge sproget. Men Selv hvis man ikke taler flydende engelsk, forstår alle på centeret, hvad man siger, og lytter opmærksomt til andre, så sproget bør ikke være et stort problem.
Personligt synes jeg, at selv hvis ens sprogfærdigheder ikke er gode, er det vigtigere at tage initiativ til at tale med folk og hele tiden forsøge at tale engelsk end at have gode sprogkundskaber. Der er også mange briter på centeret, så det vil gøre kommunikationen lettere at lære nogle britiske engelske udtryk.
- Indkvartering
Der er flere værelser inde på centeret. De fleste bor sammen med andre; jeg boede i tre uger på en sovesal for fire kvinder. (Selvom værelset havde plads til fire, boede der aldrig mere end tre der.) For at være ærlig blev jeg ret overrasket, da jeg første gang kom ind på det værelse, jeg havde fået tildelt.
Der kravlede myrer rundt på badeværelset, og der sad edderkopper i hjørnerne. Jeg bryder mig virkelig ikke om insekter, så jeg tænkte kort: »Kan jeg klare at bo her?« Men centeret bekæmper myrer regelmæssigt og sørger for anden vedligeholdelse, så jeg kunne bo der uden større problemer.
Der var rigeligt med varmt vand, og fordi centeret ligger i bjergene, er der meget køligt selv midt om sommeren. Hvis man opgiver forventningen om, at indkvarteringen på centeret skal være som på et hotel, kan man godt være tilfreds. I modsætning til typiske vestlige hjem er reglen på centeret, at man tager skoene af, før man går ind, så gulvene var rene, og det føltes meget behageligt.
Nogle gange, om end sjældent, kan man være nødt til at skifte værelse alt efter antallet af workshopgæster. Der er også værelser i den høje kælder, som er meget fugtige. Hvis du skal bo på sådan et værelse, kan det hjælpe lidt mod fugten at hente en varmeblæser fra opbevaringsrummet og tænde den indimellem.
- Måltider
Der var en madvagtplan med ansvar for morgenmad, frokost og aftensmad hver dag. Jeg deltog som regel som kok/madvagt to til tre gange om ugen. Måltiderne var helt vegetariske, og tirsdag aften – Taverna Night – kunne vi tage på landsbyens restaurant og spise kødretter.
At være vegetar betød ikke, at vi spiste salat hele tiden. Da folk kom fra mange lande, kunne vi prøve forskellige nationale køkkener og af og til smage græske retter. Jeg fik mange forskellige lækre retter som couscous, tærte, pasta, thailandsk karry og nudler, og fordi jeg kunne tilberede måltider, mens jeg grinede sammen med andre, var måltiderne på centret altid hyggelige.
- Hvad du skal medbringe
Centret stiller næsten alle basale fornødenheder til rådighed (undtagen toiletartikler. Medbring toiletartikler fra Korea, og det er bedre at købe tungere ting som shampoo og balsam i et lokalt supermarked). Der stilles også håndklæder og badehåndklæder til rådighed, så bortset fra et ekstra håndklæde var der ingen grund til at medbringe andre håndklæder.
Jeg var mest bekymret for vasketøjet, men centret havde en vaskemaskine, miljøvenligt vaskemiddel og alt andet, der havde med tøjvask at gøre, så det vaskemiddel i arkform, jeg havde med fra Korea, var bare ekstra bagage (centret har en frivillig, der står for vasketøjet, og det koster 2 euro pr. vask at få vasket sit eget tøj. Praktikanter og frivillige kunne vaske gratis).
Der var masser af bøjler på centret, så du behøver ikke tage nogen med. Personligt synes jeg, at solbeskyttelse og insektmiddel er et must! Solen er meget stærk, og man tager til stranden hver dag, så solcreme og en hat er uundværlige. Der er også mange insekter, herunder myg, på centret, så det er en god idé at medbringe flere myggesprays eller -plastre.
Når man spiser vegetarisk eller vestlig mad, får man helt sikkert lyst til noget stærkt, så hvis du har plads i tasken, kan det være nyttigt at medbringe et eller to instantmåltider. Der er desuden mere tid til at læse, end man forventer, så det er en god idé at tage masser af bøger med, som du gerne vil læse.
# My personal Greece travel TIP
Vi havde én fridag om ugen, og hver gang gik jeg ned til stranden. Stien ned til stranden er virkelig smuk og ligger i skygge, så der er ikke varmt, og gåturen er dejlig. Jeg tog også ofte til vandfaldet nær centret. Det lille vandfald, som ligger 30 minutters gang væk, er smukt, men hvis man fortsætter længere op, er der endnu et virkelig majestætisk og stort vandfald. Stien op er meget ujævn og lidt farlig, men jeg kan stadig ikke glemme det majestætiske vandfald, man ser oppefra, og det kølige vand i dalen.
Efter at have forladt centret rejste jeg alene rundt i Grækenland, og Grækenland virker virkelig som et land med mange steder at besøge. Ikke kun de smukke øer, men også museer og ruiner – jeg var så opslugt af at rejse, at jeg næsten ikke spiste og helt mistede tidsfornemmelsen. Jeg rejste til Mykonos, Naxos, Kreta, Meteora og Athen. Meteora blev mit yndlingssted, så jeg kan varmt anbefale alle, der rejser til Grækenland, at besøge det.
Mit sabbatår var
Oplevelse ★★★★★
Jeg fik en dyrebar oplevelse af at komme tæt på mennesker uden barrierer og mærke, at vi var forbundet med hinanden.
Læring ★★★★★
Jeg lærte meget, ikke kun om forskellige landes kulturer, men også om livet i et fællesskab.
Omgivelser ★★★★★
Da centret lå i bjergene, kunne jeg nyde den smukke natur fuldt ud, og der var mange dejlige strande i nærheden.
Sikkerhed★★★★★
Fordi mange ting var åbne, følte jeg mig faktisk tryg.
Fritid★★★★☆
Fordi vi boede sammen i en gruppe, havde jeg ikke meget fritid.
Jeg begyndte at føle, at hvert møde omkring mig uundgåeligt kunne ende med et farvel.
Så efter at jeg var vendt tilbage til Korea, tror jeg, at jeg begyndte at gøre mit bedste i hvert eneste øjeblik, som jeg tidligere nogle gange havde fundet kedeligt. Den største forandring er vist, at jeg nu gør mig mere umage med alle menneskerne i mit liv end før. Et praktikophold i et græsk landsbyfællesskab fyldt med afslapning og glæde Lee Ji-yoon, deltager i sabbatår (sabbatist), 24 år, universitetsstuderende / 4 ugers sabbatår |
# At bo i et miljøvenligt sted og dele fællesskabslivet med andre talte virkelig til mig.
Hej, jeg hedder Lee Ji-yoon. Jeg er 24 år og universitetsstuderende med ét semester tilbage. Jeg havde så travlt, at folk omkring mig sagde: "Tag nu en pause!" Jeg gik på universitetet samtidig med, at jeg arbejdede i en virksomhed, og pressede også fritidsaktiviteter og kortvarige deltidsjob ind.
Jeg troede, at alt det ville hjælpe mig meget i fremtiden, men på et tidspunkt indså jeg, at jeg var helt udmattet.Først da min søvnrytme blev forstyrret, og jeg uden nogen forklaring fik nældefeber på kroppen, tænkte jeg, at jeg havde brug for at hvile mig.
Med en vag fornemmelse af, at jeg måtte langt væk for at hvile mig, undersøgte jeg forskellige muligheder og fandt ud af, at der fandtes sabbatårsophold i Korea. Så opdagede jeg et praktikprojekt i et græsk landsbyfællesskab.Det tiltalte mig at bo sammen med andre i et miljøvenligt fællesskab. På en eller anden måde følte jeg, at oplevelsen dérJeg følte også en uforklarlig tiltrækning, som om oplevelsen kunne ændre mit stive og følsomme jeg meget.
Hvis jeg havde bekymringer inden afrejsen, handlede de ikke så meget om hverdagen, eftersom jeg skulle bo i et landsbyfællesskab. Jeg var lidt bekymret for mulige konflikter med de andre eller for at blive udsat for racisme.Men når jeg ser tilbage, virker det, som om det var bekymringer, jeg slet ikke behøvede at have.
* Lee Ji-yoon havde et stærkt ønske om at få forskellige oplevelser. Derfor fik hun en personlig daglig mission med individuel vejledning for at give hende ro i sindet og mulighed for at reflektere over sine relationer. Hun fik også en sabbatårsbog, så hun kunne se tilbage på sig selv og lægge planer.
>> Deltagelse koster 100 won! Gå til sabbatårsmissionen
# Jeg havde virkelig ikke lyst til at lave noget som helst.
Det var så hårdt at forberede afrejsen. Fordi jeg gik på universitetet, havde jeg kun ugen mellem semesterets afslutning og afrejsen til at forberede mig ordentligt. Fra at pakke bagage til at tegne forsikring og skaffe et SIM-kort til telefonen – det var en stor byrde selv at skulle tage sig af alt fra de mindste til de største ting.
Selv når jeg søgte på europæiske rejsefora og -blogs, var der ting, jeg havde svært ved, så jeg bad min familie og mine venner om masser af hjælp. Tidspresset gjorde mig også forvirret, så jeg samlede det hele – pakkeliste, rejseplan og opgaver – i et Excel-ark. Jeg følte mig lidt besat af at dokumentere hver eneste lille ting i filer, men takket være det kom jeg igennem sabbatåret uden at glemme eller mangle noget.
Helt ærligt tror jeg ikke, at jeg havde nogen store mål med sabbatåret. Der var bare to ting.For det første hadede jeg mit liv så, så, så meget; for det andet havde jeg virkelig ikke lyst til at lave noget som helst.Nogle vil måske grine og kalde det ynkelige og fuldstændig dovne grunde, menjeg var virkelig udmattet, inden jeg tog på sabbatår.
Mit mål var ganske enkelt at forlade Korea og få lidt tid til at slappe af. I begyndelsen var jeg urolig og tænkte: "Er jeg ikke alt for impulsiv og overfladisk, når jeg rejser sådan her?" MenNetop fordi det var enkelt, og mine ønsker var tydelige, tror jeg, at det var lettere at nyde sabbatåret.Tanken "Bare jeg nyder noget nyt og får hvilet mig!" gav mig altid en følelse af ro og glæde.
# En daglig rutine i Grækenland
Først var der morgenmad klokken 8.30. Hvis man havde lyst, kunne man stå tidligere op og deltage i meditation eller yoga klokken 7. Efter morgenmaden deltog jeg i morgenrunden sammen med de frivillige og medarbejderne.I morgenrunden holdt vi hinanden i hånden og mediterede, delte vores følelser, holdt et kort møde og fordelte derefter opgaverne.
Der var ingen tvang, så man kunne godt være stille, hvis man ikke havde lyst til at tale. Og hvis der var en opgave, man ikke havde lyst til at udføre, kunne man frit sige det.Da morgenrunden var slut, arbejdede jeg med mine tildelte opgaver indtil frokost. De fleste af pligterne var huslige opgaver som tøjvask, rengøring, syning og havearbejde.
Når det blev frokosttid, holdt vi op med det, vi var i gang med, spiste og tog derefter til stranden.Vi kørte ned til stranden i landsbyens bil og havde omkring to en halv times fritid, hvor vi enten svømmede eller læste. Volos har mange smukke strande, så det var dejligt at besøge en ny strand hver gang.
Nogle gange gik vi også til vandfaldet. Takket være det fik jeg set mange afkroge af Volos. Da strandtiden var slut, vendte vi tilbage til landsbyen for at gøre det resterende arbejde færdigt eller hvile os lidt, inden vi spiste aftensmad. Efter middagen kunne vi deltage i sangtimer, meditation og fællesskabslege, som blev arrangeret af andre frivillige eller workshopdeltagere. Nogle gange samledes vi også med andre på landsbyens café til langt ud på natten for at drikke og snakke.
Vi tog også til andre landsbyer for at se teaterstykker eller koncerter. Selvom organisationen ikke var en græsk organisation, virkede det, som om den lokale organisation gjorde en stor indsats for at skabe en naturlig forbindelse til den græske kultur. Takket være det kom vi til landsbyfestivalen, ogvi lærte traditionelle græske danse af en græsk danselærer, der kom hver uge. Det hjalp os med at komme tættere på den græske kultur.
# Når jeg fortalte, at noget gjorde mig utilpas, respekterede alle mine følelser.
Der var så mange dejlige oplevelser! Det var sjovt at synge sammen med de andre på sangholdet, der blev afholdt cirka én gang om ugen. Landsbyfestivalen var også sjov, og det var dejligt at lære græsk dans hver torsdag.
De bedste øjeblikke var nok især aftenerne, hvor jeg drak og grinede sammen med folk i landsbyen. Jeg havde kun én ubehagelig oplevelse, men det tog ikke engang en halv dag at få den løst.
Der var altid nogen omkring mig, som ville lytte, og når jeg fortalte, hvad der gjorde mig utilpas, respekterede alle mine følelser.Det eneste var, at det var svært at samle mod til at åbne op om de følelser,Hvis man beder om hjælp og fortæller, hvordan man har det, er der altid nogen omkring én, som vil tale problemet igennem med én og hjælpe med at finde en løsning.
# Det vigtigste, jeg lærte, var at tage imod hjælp fra andre.
Den måned, jeg tilbragte i landsbyfællesskabet i Grækenland, var en meget værdifuld og varm tid for mig.Jeg blev rørt, gjorde mig mange erkendelser og lærte en masse. Det vigtigste, jeg lærte, var at tage imod hjælp fra andre.
Når jeg ser tilbage, føltes både forberedelserne inden turen til Grækenland og de ti dage, hvor jeg rejste alene rundt i Grækenland efter at have forladt landsbyfællesskabet, som øvelser i at lære at tage imod hjælp fra andre. Der er så mange ting i verden, man ikke kan klare alene.
Især landsbyens frivillige og medarbejdere samt de deltagere, der kom på korte besøg for at deltage i workshops, hjalp mig meget. For en som mig, der ikke var vant til de nye omgivelser, forklarede de venligt ikke kun landsbyens regler, men ogsåde delte gerne små tips til hverdagen og tog altid selv initiativ til at starte en samtale.
I begyndelsentænkte jeg: "Er jeg til besvær for dem?" Derfor var det meget svært at bede om hjælp eller stille spørgsmål, men efterhånden indså jeg, at det er helt naturligt og sundt.Og da jeg tog imod deres hjælp på en naturlig måde og følte taknemmelighed over for dem i stedet for at undskylde, følte jeg, at jeg var blevet ét med landsbyens beboere i et fælles fællesskab.
Det var overraskende at opleve det sådan med mennesker, der havde en anden kulturel baggrund og var ældre eller yngre end mig, da jeg var i tyverne.Jeg tror, at den følelse af samhørighed nogle gange opstod alene gennem et varmt smil, uden at man behøvede at føre en lang samtale, og andre gange ved at få øjenkontakt på afstand.
# Jeg kunne uden tvivl mærke: »Jeg bliver elsket højt lige nu!«
Ogmens jeg boede i landsbyfællesskabet, kunne jeg uden tvivl mærke: »Jeg bliver elsket højt lige nu.«Jeg er den type person, der ofte tænker: »Hvad nu, hvis den person ikke kan lide mig?«
Det var overraskende, at jeg, som er sådan en person, ikke tvivlede på den kærlighed, andre gav mig, og helt naturligt følte taknemmelighed for den. Jeg holdt også meget af menneskene i landsbyen.
At kunne føle oprigtig hengivenhed for andre uden betingelser og leve sammen med de mennesker, jeg holdt af, var virkelig en fantastisk oplevelse og en stor glæde.Og fordi jeg vidste, at den tid ikke kunne vare evigt og ville være svær at opleve igen,forsøgte jeg at gøre mit bedste hver eneste dag.
Jeg forsøgte at tilbringe hver dag i landsbyfællesskabet uden fortrydelse, men da det blev tid til at tage af sted, kunne jeg ikke lade være med at græde og føle en tomhed. Alligevel tror jeg ikke, at jeg blev fuldstændig opslugt af sorgen. Den lille landsby, jeg boede i, de dyrebare mennesker, jeg mødte dér, og jeg var sikker på, at de utallige samtaler og følelser, jeg delte med dem, ville blive hos mig længe.
At der er et rum i mit hjerte fyldt med venlige mennesker og smukke minder, og at jeg har dyrebare minder, jeg kan hente frem, når jeg er træt.Det føles som en værdifuld gave, jeg har fået gennem sabbatårsprojektet.
# Mennesker, jeg mødte i Grækenland
De frivillige og medarbejdere, jeg tilbragte måneden sammen med, står tydeligst i min erindring. A hjalp mig med hurtigt at falde til med sin særlige munterhed og venlighed.
A var en erfaren medarbejder, der havde arbejdet på centeret i næsten ti år og vidste meget om den lokale kultur og byen Volos. Nogle gange tog A folk med til et vandfald, andre gange i teatret eller på en lille jazzklub. A gjorde livet på centeret rigere. Jeg husker stadig tydeligt den første dag, vi ankom til Volos, hvor jeg handlede i supermarkedet med A og udforskede alle afkroge af byen.
Den frivillige D, som ankom til centeret samme dag som mig, var fuld af latter og satte liv i stemningen. D var også den, der hjalp mig mest på centeret. Takket være D, der passede på mig som en mor, var det ikke svært at vænne sig til livet på centeret.
C, som delte værelse med mig i en uge, havde en særlig evne til at få alle til at le med sine muntre vittigheder. Bag den legesyge fremtoning gemte der sig altid varme. D og C talte åbent med mig, selvom jeg var meget yngre end dem, og de var dem, jeg tilbragte mest tid sammen med.
P, køkkenansvarlig, lavede altid lækre måltider til alle. P kunne godt lide at drille mig på en kærlig måde, men jeg synes, at P havde et varmere hjerte, var mere omsorgsfuld og holdt mere af mig end nogen anden. Den dag, jeg forlod centeret, stod P tidligt op for at lave morgenmad og smurte en madpakke til mig, der skulle af sted kl. 7. Jeg var meget taknemmelig over for P.
I, som var min værelseskammerat og drikkemakker i to uger, kunne finde på sjove vittigheder, selv med mit klodsede engelsk. I talte meget og var legesyg, så takket være dig kunne jeg hygge mig selv i de afsidesliggende græske bjerge.
Al, som var kærlig som en lærer, og den fåmælte Pe var et ældre ægtepar, der havde været på centeret i lang tid. Selvom Al havde svært ved at bevæge sig, hjalp Al meget med opgaverne på centeret og viste stor interesse for mit liv i Korea og de rejser, jeg skulle begynde på, når tiden i fællesskabet var slut.
Den stoiske og fåmælte Pe mindede mig om min afdøde bedstefar. Pe sagde som regel ikke meget. Men når Pe sang, sang Pe mere entusiastisk og højt end nogen anden, nød chokoladekage hver aften på en måde, der gjorde alle omkring tilfredse, og fortalte af og til en vittighed, der fik alle til at grine. I begyndelsen var Pe svær at nærme sig, men Pe så på mig med det kærligste blik og tog sig stille af mig. Snart blev Pe en af de mest elskede personer på centeret. Jeg savner stadig Pe meget.
Fra madlavning og syning til havearbejde – G, den alsidige altmuligperson, der kunne det hele, blev en god læremester for mig.
Takket være G blev jeg god til at sy, noget jeg aldrig havde prøvet før, og jeg lærte at lave mad på græsk manér. G hjalp og vejledte mig også meget i at være tro mod mine egne følelser.
Gr var mere kærlig og pålidelig end nogen anden og tog sig af centerets store og små opgaver. Vi talte ikke meget sammen, men jeg husker, at vi altid kommunikerede med blikke og smil.
S, der havde fået tilnavnet »havefeen«, passede centerets have, som var fyldt med hortensiaer og solsikker. S havde altid et mildt smil, og da D og C forlod centeret, og jeg græd meget, trøstede S mig ved at give mig en beroligende blomsterolie. Jeg er meget taknemmelig for S.
Ud over dem var deltagerne i de workshops, der kom til og rejste fra landsbyfællesskabet hver uge, samt landsbyboerne og de andre mennesker på centeret, som jeg kun mødte kort, også dyrebare forbindelser, jeg fik gennem sabbatårsprojektet. Jeg savner dem alle meget.
# Den største forandring er, at jeg gør mig mere umage med alle relationerne omkring mig end før.
Alle de mennesker, jeg mødte på centeret, var nogen, jeg før eller siden skulle sige farvel til. Centeret er kun åbent indtil september, og fordi mange kommer på korte workshops eller ferieophold, var tiden, vi kunne være sammen, strengt begrænset.Derfor føltes disse møder meget dyrebare for mig.
Jeg forsøgte helt naturligt at gøre mit bedste for alle og at tilbringe tid sammen med dem oftere. Men når jeg tænkte over det, gjaldt det ikke kun centeret i Grækenland, men også mine forældre og venner i Korea og de mennesker, jeg møder i hverdagen. Det slog mig, at ethvert møde med mennesker omkring mig måske er forbundet med et farvel.
Efter jeg vendte tilbage til Korea, begyndte jeg derfor at gøre mig umage i hvert eneste øjeblik, som jeg tidligere nogle gange syntes var besværligt. Den største forandring er vist, at jeg gør mig mere umage med alle menneskene omkring mig end før.
# Til kommende deltagere
Bare hav det sjovt, og nyd det! Personligt løb jeg tør for energi omkring den anden uge, så jeg kom ikke så meget ned til stranden og gik ikke så tit ud. Sørg derfor for at spare på kræfterne i begyndelsen, og Hvis du deltager i alle de arrangementer og gåture, der tilbydes, bliver dit sabbatår på centeret endnu mere fornøjeligt.
# Mit personlige TIP til sabbatåret
- Sprog
Måske fordi jeg havde erfaring med at bo i udlandet, havde jeg ingen problemer med at bruge sproget. Men Selv hvis man ikke taler flydende engelsk, forstår alle på centeret, hvad man siger, og lytter opmærksomt til andre, så sproget bør ikke være et stort problem.
Personligt synes jeg, at selv hvis ens sprogfærdigheder ikke er gode, er det vigtigere at tage initiativ til at tale med folk og hele tiden forsøge at tale engelsk end at have gode sprogkundskaber. Der er også mange briter på centeret, så det vil gøre kommunikationen lettere at lære nogle britiske engelske udtryk.
- Indkvartering
Der er flere værelser inde på centeret. De fleste bor sammen med andre; jeg boede i tre uger på en sovesal for fire kvinder. (Selvom værelset havde plads til fire, boede der aldrig mere end tre der.) For at være ærlig blev jeg ret overrasket, da jeg første gang kom ind på det værelse, jeg havde fået tildelt.
Der kravlede myrer rundt på badeværelset, og der sad edderkopper i hjørnerne. Jeg bryder mig virkelig ikke om insekter, så jeg tænkte kort: »Kan jeg klare at bo her?« Men centeret bekæmper myrer regelmæssigt og sørger for anden vedligeholdelse, så jeg kunne bo der uden større problemer.
Der var rigeligt med varmt vand, og fordi centeret ligger i bjergene, er der meget køligt selv midt om sommeren. Hvis man opgiver forventningen om, at indkvarteringen på centeret skal være som på et hotel, kan man godt være tilfreds. I modsætning til typiske vestlige hjem er reglen på centeret, at man tager skoene af, før man går ind, så gulvene var rene, og det føltes meget behageligt.
Nogle gange, om end sjældent, kan man være nødt til at skifte værelse alt efter antallet af workshopgæster. Der er også værelser i den høje kælder, som er meget fugtige. Hvis du skal bo på sådan et værelse, kan det hjælpe lidt mod fugten at hente en varmeblæser fra opbevaringsrummet og tænde den indimellem.
- Måltider
Der var en madvagtplan med ansvar for morgenmad, frokost og aftensmad hver dag. Jeg deltog som regel som kok/madvagt to til tre gange om ugen. Måltiderne var helt vegetariske, og tirsdag aften – Taverna Night – kunne vi tage på landsbyens restaurant og spise kødretter.
At være vegetar betød ikke, at vi spiste salat hele tiden. Da folk kom fra mange lande, kunne vi prøve forskellige nationale køkkener og af og til smage græske retter. Jeg fik mange forskellige lækre retter som couscous, tærte, pasta, thailandsk karry og nudler, og fordi jeg kunne tilberede måltider, mens jeg grinede sammen med andre, var måltiderne på centret altid hyggelige.
- Hvad du skal medbringe
Centret stiller næsten alle basale fornødenheder til rådighed (undtagen toiletartikler. Medbring toiletartikler fra Korea, og det er bedre at købe tungere ting som shampoo og balsam i et lokalt supermarked). Der stilles også håndklæder og badehåndklæder til rådighed, så bortset fra et ekstra håndklæde var der ingen grund til at medbringe andre håndklæder.
Jeg var mest bekymret for vasketøjet, men centret havde en vaskemaskine, miljøvenligt vaskemiddel og alt andet, der havde med tøjvask at gøre, så det vaskemiddel i arkform, jeg havde med fra Korea, var bare ekstra bagage (centret har en frivillig, der står for vasketøjet, og det koster 2 euro pr. vask at få vasket sit eget tøj. Praktikanter og frivillige kunne vaske gratis).
Der var masser af bøjler på centret, så du behøver ikke tage nogen med. Personligt synes jeg, at solbeskyttelse og insektmiddel er et must! Solen er meget stærk, og man tager til stranden hver dag, så solcreme og en hat er uundværlige. Der er også mange insekter, herunder myg, på centret, så det er en god idé at medbringe flere myggesprays eller -plastre.
Når man spiser vegetarisk eller vestlig mad, får man helt sikkert lyst til noget stærkt, så hvis du har plads i tasken, kan det være nyttigt at medbringe et eller to instantmåltider. Der er desuden mere tid til at læse, end man forventer, så det er en god idé at tage masser af bøger med, som du gerne vil læse.
# My personal Greece travel TIP
Vi havde én fridag om ugen, og hver gang gik jeg ned til stranden. Stien ned til stranden er virkelig smuk og ligger i skygge, så der er ikke varmt, og gåturen er dejlig. Jeg tog også ofte til vandfaldet nær centret. Det lille vandfald, som ligger 30 minutters gang væk, er smukt, men hvis man fortsætter længere op, er der endnu et virkelig majestætisk og stort vandfald. Stien op er meget ujævn og lidt farlig, men jeg kan stadig ikke glemme det majestætiske vandfald, man ser oppefra, og det kølige vand i dalen.
Efter at have forladt centret rejste jeg alene rundt i Grækenland, og Grækenland virker virkelig som et land med mange steder at besøge. Ikke kun de smukke øer, men også museer og ruiner – jeg var så opslugt af at rejse, at jeg næsten ikke spiste og helt mistede tidsfornemmelsen. Jeg rejste til Mykonos, Naxos, Kreta, Meteora og Athen. Meteora blev mit yndlingssted, så jeg kan varmt anbefale alle, der rejser til Grækenland, at besøge det.
Mit sabbatår var
Oplevelse ★★★★★
Jeg fik en dyrebar oplevelse af at komme tæt på mennesker uden barrierer og mærke, at vi var forbundet med hinanden.
Læring ★★★★★
Jeg lærte meget, ikke kun om forskellige landes kulturer, men også om livet i et fællesskab.
Omgivelser ★★★★★
Da centret lå i bjergene, kunne jeg nyde den smukke natur fuldt ud, og der var mange dejlige strande i nærheden.
Sikkerhed★★★★★
Fordi mange ting var åbne, følte jeg mig faktisk tryg.
Fritid★★★★☆
Fordi vi boede sammen i en gruppe, havde jeg ikke meget fritid.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
