Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Jeg fik større selvtillid og overvandt mit lave selvværd #En stor følelse af at have opnået noget og en særlig oplevelse #En ungdommelig tid i tyverne; en følelse af stolthed
[Frivilligt arbejde/ekstracurriculære aktiviteter i udlandet] Jeg engagerede mig ivrigt i frivilligt arbejde med naturbevarelse i New Zealands natur sammen med venner fra hele verden. Choi In-gu, deltager i sabbatår (gapper) (26 år, på orlov fra studiet) / 2 ugers sabbatår
|
# Jeg valgte frivilligt arbejde i New Zealand, fordi jeg tænkte, at jeg ville fortryde det alt for meget, hvis jeg var i tyverne uden erfaring med frivilligt arbejde i udlandet
Hej. Jeg hedder Choi In-gu. Jeg er en 26-årig universitetsstuderende. Jeg tog en halv semesters orlov i 2018 og tilbragte et sabbatår i New Zealand fra 1. juni til 15. juni. Før sabbatåret havde jeg slet ingen erfaring fra udlandet, og mine engelskkundskaber begrænsede sig til en TOEIC-score på 880 uden nogen praktiske engelskkundskaber.
Derudover bryder jeg mig normalt ikke om at prøve nye ting og foretrækker at blive hjemme. Jeg er ret doven. Kort sagt er jeg ret frygtsom, haha. Så da folk omkring mig først hørte om mine planer om et sabbatår, blev de meget bekymrede. Jeg gik og spekulerede over det helt frem til cirka tre uger før afrejse, men jeg kom sikkert hjem igen, så nu deler jeg min beretning~
Grunden til, at jeg deltog i projektet, var, at jeg virkelig gerne ville prøve frivilligt arbejde i udlandet. Jeg søgte mange frivilligprogrammer for universitetsstuderende, men blev altid sorteret fra i første runde. Selv to uger før mit sabbatår begyndte, kom jeg ikke ind på endnu et fritidsprogram, og så tog jeg af sted.Jeg valgte frivilligt arbejde, fordi jeg tænkte, at jeg ville fortryde det alt for meget, hvis jeg var i tyverne uden erfaring med frivilligt arbejde i udlandet.
Derudover tror jeg, at det især var New Zealands natur, der tiltalte mig.Jeg havde opfattelsen »New Zealand = et land med storslået natur«. Jeg syntes også, at det var overkommeligt, og valgte landet, fordi jeg havde hørt, at der bor mange koreanere i New Zealand.Det var en af grundene.
Og jeg er god til fysisk arbejde, så jeg tænkte, at jeg sagtens kunne udføre det frivillige arbejde. Jeg ville også gerne bo sammen med udenlandske venner.
Jeg arbejdede frivilligt i to uger og rejste derefter alene i en uge. I alt opholdt jeg mig tre uger i New Zealand. Før afrejsen var jeg virkelig, viiirkelig nervøs. Det var min første rejse til udlandet, og jeg skulle af sted alene. Jeg kunne ikke tale engelsk.
Nogle gange føltes det endda, som om jeg skulle til at aftjene værnepligt – jeg var ekstremt nervøs. Hvad nu, hvis jeg ikke kom gennem paskontrollen i New Zealand? Hvad nu, hvis jeg blev bestjålet, udsat for racediskrimination eller kom til skade, og så videre… Faktisk forsvandt spændingen og bekymringen ikke, selv efter jeg var rejst. Det meste af tiden, jeg var væk fra Korea, var præget af angst og bekymringer.
Men når jeg ser tilbage nu,tror jeg, at jeg bare af natur var bange, og at jeg ikke kunne gøre for det. Alting er svært i begyndelsen. Og fordi jeg bekymrede mig meget og var forsigtig, tror jeg, at jeg kunne gennemføre de tre uger uden problemer.
Inden afrejsen forberedte jeg mig ved at bruge mange forskellige kilder, såsom informationsmaterialet fra Korea Gap Year, den lokale organisations hjemmeside, internetsøgninger, rejseguider om New Zealand og bekendte.Jeg delte forberedelserne op i afrejse, indkvartering, transport til mødestedet, udstyr til det frivillige arbejde, individuel rejse og ankomst. Tjek især pakkelisten på den lokale organisations hjemmeside.Det bør du gøre.
Jeg tjekkede også ruter og rejsetider med Google Maps, mens jeg var på farten. Jeg brugte også YouTube meget. Jeg ville egentlig gerne kontakte folk, der havde været der, for at stille spørgsmål, men det var ikke nemt. Jeg burde have læst engelsk, men fordi jeg forberedte mig til andre eksamener, gjorde jeg det næsten ikke. Man bliver ikke bedre til at føre samtaler fra den ene dag til den anden; forsøg på at læse gjorde mig nervøs og ukoncentreret, så jeg øvede mig bare på de sætninger, jeg troede, jeg ville få brug for. Alligevel kom jeg hjem uden større problemer.
# Hverdagsrutinen på stedet og mindeværdige holdkammerater fra Belgien, Tyskland og Frankrig
Projektet foregår ved, at vi skifter indkvartering mellem hverdagene og weekenderne. Først,har vi fredag en kort introduktion på organisationens kontor i Auckland og udfylder papirer. Derefter tager vi sammen med teamlederen til indkvarteringen.Det ligger cirka en time fra Aucklands centrum. Der bor vi meget frit sammen med de andre på holdet frem til mandag morgen. Man kan tage på individuelle udflugter i den periode! Ingen blander sig; det er tilladt at drikke og ryge!
Mandag morgen tager vi til stedet, hvor vi skal arbejde frivilligt, og går for alvor i gang. Da vi skal skifte indkvartering, prøver vi at tage al vores bagage med os.Vi bliver på stedet, hvor vi arbejder frivilligt, i fem hverdage og udfører frivilligt arbejde.
Kort fortalt ser dagsprogrammet sådan ud:
8.00 – Forberedelserne til det individuelle frivillige arbejde er afsluttet; vi går om bord i transporten
8.30–12.00 Frivilligt arbejde
12.20–13.15 Tilbage til indkvarteringen, individuel frokost og hvile (nogle gange serveres der grillmad)
13.30–16.00 Frivilligt arbejde
16.00– Fritid, aftensmad og søvn
Jeg stod som regel op kl. 7.20 og gik i seng omkring kl. 23.00.
Om fredagen tog vi tilbage til indkvarteringen i Titirangi for at tilbringe weekenden.
Mere detaljeretI mit tilfælde flyttede vi de småplanter, gruppen havde dyrket, til steder, hvor de skulle plantes, og plantede dem. Derefter rengjorde og organiserede vi udstyr eller udførte opgaver som at beskære grene på store træer.Det var den slags opgaver, jeg udførte. Det er for det meste rent fysisk arbejde. Parken er enorm, så der er meget køretid, og hvis man bliver træt, kan man frit holde pause under arbejdet.
Jeg mødte mange mennesker under projektet, men de holdkammerater, jeg boede sammen med, husker jeg bedst. Jeg var på hold med tre venner fra Belgien, Tyskland og Frankrig. Jeg var den eneste asiater og var ikke særlig god til engelsk, men de behandlede mig meget venligt. OgDen tyske ven var 19 år og sagde selvsikkert, at han var kommet til New Zealand for at holde sabbatår. Det gjorde stort indtryk på mig.I vores land er det den alder, hvor folk læser intenst til optagelsesprøven til universitetet...
Jeg lavede også engang Buldak-bokkeum-myeon (stærke nudler med kylling) til mine udenlandske holdkammerater. Det gjorde mig stolt og glad at opleve deres reaktioner i virkeligheden – reaktioner, jeg kun havde set fra udlandet på YouTube ^^. Jeg var den eneste asiater på sabbatårsprojektet, men oplevede hverken racisme eller noget ubehageligt. Tværtimod var der mange, der hilste på mig først, haha.
Vi boede sammen med venner fra andre lande, lavede mad til hinanden, så film sammen og talte om fodbold. Jeg fik mødt nogle gode venner.
[Frivilligt arbejde/ekstracurriculære aktiviteter i udlandet] Jeg engagerede mig ivrigt i frivilligt arbejde med naturbevarelse i New Zealands natur sammen med venner fra hele verden. Choi In-gu, deltager i sabbatår (gapper) (26 år, på orlov fra studiet) / 2 ugers sabbatår
|
# Jeg valgte frivilligt arbejde i New Zealand, fordi jeg tænkte, at jeg ville fortryde det alt for meget, hvis jeg var i tyverne uden erfaring med frivilligt arbejde i udlandet
Hej. Jeg hedder Choi In-gu. Jeg er en 26-årig universitetsstuderende. Jeg tog en halv semesters orlov i 2018 og tilbragte et sabbatår i New Zealand fra 1. juni til 15. juni. Før sabbatåret havde jeg slet ingen erfaring fra udlandet, og mine engelskkundskaber begrænsede sig til en TOEIC-score på 880 uden nogen praktiske engelskkundskaber.
Derudover bryder jeg mig normalt ikke om at prøve nye ting og foretrækker at blive hjemme. Jeg er ret doven. Kort sagt er jeg ret frygtsom, haha. Så da folk omkring mig først hørte om mine planer om et sabbatår, blev de meget bekymrede. Jeg gik og spekulerede over det helt frem til cirka tre uger før afrejse, men jeg kom sikkert hjem igen, så nu deler jeg min beretning~
Grunden til, at jeg deltog i projektet, var, at jeg virkelig gerne ville prøve frivilligt arbejde i udlandet. Jeg søgte mange frivilligprogrammer for universitetsstuderende, men blev altid sorteret fra i første runde. Selv to uger før mit sabbatår begyndte, kom jeg ikke ind på endnu et fritidsprogram, og så tog jeg af sted.Jeg valgte frivilligt arbejde, fordi jeg tænkte, at jeg ville fortryde det alt for meget, hvis jeg var i tyverne uden erfaring med frivilligt arbejde i udlandet.
Derudover tror jeg, at det især var New Zealands natur, der tiltalte mig.Jeg havde opfattelsen »New Zealand = et land med storslået natur«. Jeg syntes også, at det var overkommeligt, og valgte landet, fordi jeg havde hørt, at der bor mange koreanere i New Zealand.Det var en af grundene.
Og jeg er god til fysisk arbejde, så jeg tænkte, at jeg sagtens kunne udføre det frivillige arbejde. Jeg ville også gerne bo sammen med udenlandske venner.
Jeg arbejdede frivilligt i to uger og rejste derefter alene i en uge. I alt opholdt jeg mig tre uger i New Zealand. Før afrejsen var jeg virkelig, viiirkelig nervøs. Det var min første rejse til udlandet, og jeg skulle af sted alene. Jeg kunne ikke tale engelsk.
Nogle gange føltes det endda, som om jeg skulle til at aftjene værnepligt – jeg var ekstremt nervøs. Hvad nu, hvis jeg ikke kom gennem paskontrollen i New Zealand? Hvad nu, hvis jeg blev bestjålet, udsat for racediskrimination eller kom til skade, og så videre… Faktisk forsvandt spændingen og bekymringen ikke, selv efter jeg var rejst. Det meste af tiden, jeg var væk fra Korea, var præget af angst og bekymringer.
Men når jeg ser tilbage nu,tror jeg, at jeg bare af natur var bange, og at jeg ikke kunne gøre for det. Alting er svært i begyndelsen. Og fordi jeg bekymrede mig meget og var forsigtig, tror jeg, at jeg kunne gennemføre de tre uger uden problemer.
Inden afrejsen forberedte jeg mig ved at bruge mange forskellige kilder, såsom informationsmaterialet fra Korea Gap Year, den lokale organisations hjemmeside, internetsøgninger, rejseguider om New Zealand og bekendte.Jeg delte forberedelserne op i afrejse, indkvartering, transport til mødestedet, udstyr til det frivillige arbejde, individuel rejse og ankomst. Tjek især pakkelisten på den lokale organisations hjemmeside.Det bør du gøre.
Jeg tjekkede også ruter og rejsetider med Google Maps, mens jeg var på farten. Jeg brugte også YouTube meget. Jeg ville egentlig gerne kontakte folk, der havde været der, for at stille spørgsmål, men det var ikke nemt. Jeg burde have læst engelsk, men fordi jeg forberedte mig til andre eksamener, gjorde jeg det næsten ikke. Man bliver ikke bedre til at føre samtaler fra den ene dag til den anden; forsøg på at læse gjorde mig nervøs og ukoncentreret, så jeg øvede mig bare på de sætninger, jeg troede, jeg ville få brug for. Alligevel kom jeg hjem uden større problemer.
# Hverdagsrutinen på stedet og mindeværdige holdkammerater fra Belgien, Tyskland og Frankrig
Projektet foregår ved, at vi skifter indkvartering mellem hverdagene og weekenderne. Først,har vi fredag en kort introduktion på organisationens kontor i Auckland og udfylder papirer. Derefter tager vi sammen med teamlederen til indkvarteringen.Det ligger cirka en time fra Aucklands centrum. Der bor vi meget frit sammen med de andre på holdet frem til mandag morgen. Man kan tage på individuelle udflugter i den periode! Ingen blander sig; det er tilladt at drikke og ryge!
Mandag morgen tager vi til stedet, hvor vi skal arbejde frivilligt, og går for alvor i gang. Da vi skal skifte indkvartering, prøver vi at tage al vores bagage med os.Vi bliver på stedet, hvor vi arbejder frivilligt, i fem hverdage og udfører frivilligt arbejde.
Kort fortalt ser dagsprogrammet sådan ud:
8.00 – Forberedelserne til det individuelle frivillige arbejde er afsluttet; vi går om bord i transporten
8.30–12.00 Frivilligt arbejde
12.20–13.15 Tilbage til indkvarteringen, individuel frokost og hvile (nogle gange serveres der grillmad)
13.30–16.00 Frivilligt arbejde
16.00– Fritid, aftensmad og søvn
Jeg stod som regel op kl. 7.20 og gik i seng omkring kl. 23.00.
Om fredagen tog vi tilbage til indkvarteringen i Titirangi for at tilbringe weekenden.
Mere detaljeretI mit tilfælde flyttede vi de småplanter, gruppen havde dyrket, til steder, hvor de skulle plantes, og plantede dem. Derefter rengjorde og organiserede vi udstyr eller udførte opgaver som at beskære grene på store træer.Det var den slags opgaver, jeg udførte. Det er for det meste rent fysisk arbejde. Parken er enorm, så der er meget køretid, og hvis man bliver træt, kan man frit holde pause under arbejdet.
Jeg mødte mange mennesker under projektet, men de holdkammerater, jeg boede sammen med, husker jeg bedst. Jeg var på hold med tre venner fra Belgien, Tyskland og Frankrig. Jeg var den eneste asiater og var ikke særlig god til engelsk, men de behandlede mig meget venligt. OgDen tyske ven var 19 år og sagde selvsikkert, at han var kommet til New Zealand for at holde sabbatår. Det gjorde stort indtryk på mig.I vores land er det den alder, hvor folk læser intenst til optagelsesprøven til universitetet...
Jeg lavede også engang Buldak-bokkeum-myeon (stærke nudler med kylling) til mine udenlandske holdkammerater. Det gjorde mig stolt og glad at opleve deres reaktioner i virkeligheden – reaktioner, jeg kun havde set fra udlandet på YouTube ^^. Jeg var den eneste asiater på sabbatårsprojektet, men oplevede hverken racisme eller noget ubehageligt. Tværtimod var der mange, der hilste på mig først, haha.
Vi boede sammen med venner fra andre lande, lavede mad til hinanden, så film sammen og talte om fodbold. Jeg fik mødt nogle gode venner.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
