Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Overvandt min sløvhed og blev mindre selvbevidst. #Nye hobbyer, ny motivation. #Jeg oplevede, hvor nemt det kan være at kaste sig ud i nye udfordringer.
At bo i Seoul lærte mig at leve langsommere midt i en travl hverdag, og det var en fantastisk mulighed for at udvide mine hobbyer.Jeg plejede også at tro, at det var svært at rejse til udlandet og krævede gentagne forberedelser. Men jeg indså, at udlandsrejser ikke kræver så mange overvejelser – de behøver ikke at være lange, og man behøver heller ikke planlægge alting minutiøst.
-Lad os præsentere mit Seoul for udenlandske venner: Gap Year Stay Seoul! / Park Ji-hyun, gap year-deltager / 8 ugers sabbatår |
Jeg ville udvikle mig personligt og få nye indsigter.
Ligesom andre ville jeg gerne bryde ud af hverdagen og, mens jeg begyndte at leve på en ny måde, arbejde med min personlige udvikling og få...
Jeg ville gerne opnå det.I mellemtiden,Da jeg gerne selv ville tage på et sabbatår, undersøgte jeg de sabbatår, som mange unge i udlandet tager, og hørte gennem et YouTube-foredrag om Korea Gap Year.
Jeg blev overrasket over, at sådanne programmer også fandtes i Korea, men da de kostede noget, planlagde jeg at tage af sted, når jeg havde sparet en del op. Men jeg var udmattet af hverdagen og havde brug for et sabbatår. Da jeg undersøgte det nærmere, fandt jeg programmer i Korea, ikke i udlandet, som ikke kostede så meget, så jeg søgte.
Gennem dette sabbatår,ville jeg, som normalt var sløv og manglede viljestyrke, møde mange nye mennesker og blive inspireret,min hverdag Jeg ville finde en ny kilde til motivation i min hverdag.
Jeg søgte uden tøven om at deltage i dette projekt.
Programmet, jeg deltog i, hed Gap Year Stay Seoul.Det var et projekt, hvor man arbejdede som medarbejder på et gæstehus. Ud fra opgaverne kunne jeg præsentere Korea for udlændinge, lave mine egne måltider der, og en af opgaverne var at lufte hunden, så jeg blev straks tiltrukket af det.
Jeg elsker at planlægge rejseruter, er meget interesseret i forskellige kulturer verden over, og madlavning er en af mine få hobbyer. Jeg holder også meget af dyr, så jeg syntes, at dette projekt virkelig var skræddersyet til mig! Så,Jeg søgte uden tøven om at deltage i dette projekt.
Da jeg første gang kom til gæstehuset, hvor jeg skulle arbejde, var ejerne og medarbejderne der. Det var første gang, jeg havde den slags arbejde, så jeg var naturligvis nervøs, men ejerne var meget venlige, og det viste sig, at alle medarbejderne også begyndte den dag. Der var derfor slet ingen grund til at være nervøs, og fordi de andre var i samme situation som mig, blev det senere en anledning til, at vi kom tættere på hinanden.
Mens jeg arbejdede på gæstehuset, mødte jeg mange udenlandske gæster.
Den første dag var ejeren der, så alle medarbejderne lærte arbejdet og arbejdede sammen. Fra den anden dag begyndte vi at skiftes til at arbejde en dag ad gangen. Jeg var den første. Fordi jeg begyndte først uden at have lært arbejdet ordentligt, var der ingen, der kunne fortælle mig eller hjælpe mig med de ting, jeg ikke vidste.
De andre medarbejdere hjalp mig, mens de også selv lærte arbejdet, men de kendte heller ikke de opgaver, jeg ikke kendte, så det var akavet. Til sidst skete der en chokerende overbookning: En mandlig gæst havde ved en fejl booket en sovesal for kvinder, men heldigvis blev det løst på en god måde.
Mens jeg arbejdede på gæstehuset, mødte jeg også en masse udenlandske gæster,Jeg anbefalede steder, de kunne besøge, og fortalte dem om mange gode restauranter. Jeg kender faktisk en del populære steder i Hongdae, men det var meget svært at anbefale steder. Det skyldtes, at de udenlandske gæster gerne ville prøve koreansk mad, og at solorejsende ofte spurgte mig om restaurantanbefalinger. På grund af områdets karakter er der næsten ingen koreanske restauranter i Hongdae.
Der er mange japanske, vestlige og fusionsrestauranter, og jeg har kun været på en eller to koreanske restauranter, så der var ikke mange, jeg kunne anbefale. Jeg plejede faktisk at komme på et sted, der serverede bulgogi, og jeg anbefalede det til en gæst, der rejste alene. Men det viste sig, at restauranten ikke tog imod gæster, der spiste alene. Da jeg hørte, at gæsten var taget derhen, men ikke havde kunnet spise og var vendt tilbage, fik jeg det virkelig dårligt. Jeg havde det så skidt med det, at jeg endte med at tage på restauranten sammen med gæsten dagen efter.
Takket være det ændrede min måde at rejse på sig gradvist.
Der var ganske rigtigt også besværlige gæster på gæstehuset. Især gæster, der bookede mere end ét værelse som en gruppe, opførte sig nogle gange, som om de havde lejet en hel lejlighed – de larmede meget og efterlod værelset beskidt – så jeg har nogle ubehagelige minder om grupper, der boede der i længere tid.
Der var selvfølgelig ikke mange, der skabte problemer. Jeg blev ret tæt med gæsterne, tog ofte ud at drikke med dem, og på mine fridage tog jeg nogle gange initiativet og tog ud sammen med gæsterne.De, jeg lettest kom tæt på, var de europæiske mænd, der kom alene.
Jeg ville faktisk hellere på café med de kvindelige gæster end med de mandlige, men de fleste kvindelige gæster planlagde deres program minutiøst, så der var ikke mange muligheder for, at jeg kunne tage med. Til gengæld, især...havde de fleste europæiske mænd, der kom alene, næsten ingen planer.De besøgte kun et eller to steder om dagen, så hvis jeg sagde, at jeg ville tage ud alene på min fridag, fulgte de fleste med,så det var nemt at komme tæt på dem.
I begyndelsen kunne jeg slet ikke forstå, at man rejste uden planer. Hvis jeg tog til Europa, ville jeg planlægge at besøge så mange steder som muligt, så jeg ikke ville fortryde noget. Men de fyre gjorde ikke sådan, og det forstod jeg ikke. Efter at have hængt ud med og virkelig lært sådanne gæster at kende, begyndte jeg at tænke, at det måske ikke var så dårligt at tage til Europa med få eller slet ingen planer.
Set fra disse venners perspektiv kan man, hvis man kommer tæt på en lokal, der bor i det område, man besøger, finde restauranter, man ikke ville have kendt til som turist, og...det er en fantastisk mulighed for at opleve deres kultur på nært hold, mere end nogen anden. Takket være det ændrede min måde at rejse på sig gradvist.
Ved også at opleve europæisk kultur indså jeg, at udlandsrejser ikke er noget stort eller skræmmende – adgangsbarrieren er meget lavere, end jeg havde troet, og mit engelsk blev meget bedre. Og...Jeg fik også en god fransk ven, så jeg begyndte for alvor at studere fransk, som jeg havde været interesseret i, men aldrig havde lært.
# Derfor blev jeg meget mindre optaget af, hvad andre tænkte.
Det er ikke nemt at nyde fritiden på Jeju. Men...i Seoul kan man nemt lave næsten alt undtagen at surfe.Jeg havde ikke så mange forskellige hobbyer, men mens jeg boede i Seoul, tog jeg ofte til Dongdaemun og Bangsan Market, begyndte selv at lave duftdiffusere og parfume og lavede endda øreringe, jeg kunne gå med.
Ud over disse kreative hobbyer gik jeg også alene rundt i Gyeongbokgung og Deoksugung og tænkte meget over tingene. Der var også mange gode muligheder for at se fantastisk kunst gratis på Nationalmuseet for moderne og samtidskunst.I Jongno var der mange steder, hvor personer under 24 år kunne komme ind og se udstillinger gratis, og det gjorde mig så, så glad.
Jeg besøgte Deoksugung, gik en tur langs Cheonggyecheon, læste bøger alene i Kyobo Bookstore og nød det, jeg synes er den bedste udsigt over Seoul, fra taget af historisk museet i Gwanghwamun. At leve så roligt fik mig til at bruge mere tid på at tænke alene og modnede mig meget.
Nå ja, jeg plejede at gå gennem Hongdaes smukt pyntede gader sammen med Yeongsim, mens jeg var svedig og usoigneret efter hele tiden at have arbejdet,og derfor blev jeg meget mindre selvbevidst over for andres blikke.Grunden er, at uanset hvor sjusket jeg så ud, eller hvor mærkeligt jeg var klædt, var der ingen, der lagde mærke til mig; de var kun helt vilde med søde Yeongsim.
# Det vigtigste, jeg fik ud af denne sommer, var stærk motivation og en vision, som hjalp mig med at bryde ud af min sløvhed.
Livet i Seoul lærte mig at leve langsommere midt i en travl hverdag, og det var en fantastisk mulighed for at udvide mine hobbyer.Jeg plejede også at tro, at det var svært at rejse internationalt, og at det krævede endeløse forberedelser. Men jeg indså, at man ikke behøver at overtænke det for at rejse til udlandet; man behøver hverken at rejse i lang tid eller lægge en alt for stram plan.
Det...Jeg indså, at alt dette var høje barrierer, jeg selv havde sat, og jeg er glad for at have brudt dem ned.
Jeg troede, at hvis jeg forlod Seoul og vendte tilbage til Jeju, ville jeg være nødt til at gå tilbage til en sløv hverdag, og det ville være forfærdeligt. Men i stedet har jeg, siden jeg kom tilbage hertil, studeret fremmedsprog flittigt og arbejdet på deltid.
Jeg er blevet meget inspireret af mennesker, der lever anderledes, så selv efter at jeg er vendt tilbage til min hjemby, er jeg ikke længere sløv som før.Fordi jeg fandt en retning og drivkraft i mit liv.Tværtimod lever jeg nu med blikket rettet mod en fantastisk vinter, og det vigtigste, jeg fik ud af denne sommer, er...Det er en stærk motivation og en vision, der hjalp mig med at bryde fri af min sløvhed.
Denne vinter vil jeg tilbringe et mere afslappet og personligt sabbatår på min egen måde.
At bo i Seoul lærte mig at leve langsommere midt i en travl hverdag, og det var en fantastisk mulighed for at udvide mine hobbyer.Jeg plejede også at tro, at det var svært at rejse til udlandet og krævede gentagne forberedelser. Men jeg indså, at udlandsrejser ikke kræver så mange overvejelser – de behøver ikke at være lange, og man behøver heller ikke planlægge alting minutiøst.
-Lad os præsentere mit Seoul for udenlandske venner: Gap Year Stay Seoul! / Park Ji-hyun, gap year-deltager / 8 ugers sabbatår |
Jeg ville udvikle mig personligt og få nye indsigter.
Ligesom andre ville jeg gerne bryde ud af hverdagen og, mens jeg begyndte at leve på en ny måde, arbejde med min personlige udvikling og få...
Jeg ville gerne opnå det.I mellemtiden,Da jeg gerne selv ville tage på et sabbatår, undersøgte jeg de sabbatår, som mange unge i udlandet tager, og hørte gennem et YouTube-foredrag om Korea Gap Year.
Jeg blev overrasket over, at sådanne programmer også fandtes i Korea, men da de kostede noget, planlagde jeg at tage af sted, når jeg havde sparet en del op. Men jeg var udmattet af hverdagen og havde brug for et sabbatår. Da jeg undersøgte det nærmere, fandt jeg programmer i Korea, ikke i udlandet, som ikke kostede så meget, så jeg søgte.
Gennem dette sabbatår,ville jeg, som normalt var sløv og manglede viljestyrke, møde mange nye mennesker og blive inspireret,min hverdag Jeg ville finde en ny kilde til motivation i min hverdag.
Jeg søgte uden tøven om at deltage i dette projekt.
Programmet, jeg deltog i, hed Gap Year Stay Seoul.Det var et projekt, hvor man arbejdede som medarbejder på et gæstehus. Ud fra opgaverne kunne jeg præsentere Korea for udlændinge, lave mine egne måltider der, og en af opgaverne var at lufte hunden, så jeg blev straks tiltrukket af det.
Jeg elsker at planlægge rejseruter, er meget interesseret i forskellige kulturer verden over, og madlavning er en af mine få hobbyer. Jeg holder også meget af dyr, så jeg syntes, at dette projekt virkelig var skræddersyet til mig! Så,Jeg søgte uden tøven om at deltage i dette projekt.
Da jeg første gang kom til gæstehuset, hvor jeg skulle arbejde, var ejerne og medarbejderne der. Det var første gang, jeg havde den slags arbejde, så jeg var naturligvis nervøs, men ejerne var meget venlige, og det viste sig, at alle medarbejderne også begyndte den dag. Der var derfor slet ingen grund til at være nervøs, og fordi de andre var i samme situation som mig, blev det senere en anledning til, at vi kom tættere på hinanden.
Mens jeg arbejdede på gæstehuset, mødte jeg mange udenlandske gæster.
Den første dag var ejeren der, så alle medarbejderne lærte arbejdet og arbejdede sammen. Fra den anden dag begyndte vi at skiftes til at arbejde en dag ad gangen. Jeg var den første. Fordi jeg begyndte først uden at have lært arbejdet ordentligt, var der ingen, der kunne fortælle mig eller hjælpe mig med de ting, jeg ikke vidste.
De andre medarbejdere hjalp mig, mens de også selv lærte arbejdet, men de kendte heller ikke de opgaver, jeg ikke kendte, så det var akavet. Til sidst skete der en chokerende overbookning: En mandlig gæst havde ved en fejl booket en sovesal for kvinder, men heldigvis blev det løst på en god måde.
Mens jeg arbejdede på gæstehuset, mødte jeg også en masse udenlandske gæster,Jeg anbefalede steder, de kunne besøge, og fortalte dem om mange gode restauranter. Jeg kender faktisk en del populære steder i Hongdae, men det var meget svært at anbefale steder. Det skyldtes, at de udenlandske gæster gerne ville prøve koreansk mad, og at solorejsende ofte spurgte mig om restaurantanbefalinger. På grund af områdets karakter er der næsten ingen koreanske restauranter i Hongdae.
Der er mange japanske, vestlige og fusionsrestauranter, og jeg har kun været på en eller to koreanske restauranter, så der var ikke mange, jeg kunne anbefale. Jeg plejede faktisk at komme på et sted, der serverede bulgogi, og jeg anbefalede det til en gæst, der rejste alene. Men det viste sig, at restauranten ikke tog imod gæster, der spiste alene. Da jeg hørte, at gæsten var taget derhen, men ikke havde kunnet spise og var vendt tilbage, fik jeg det virkelig dårligt. Jeg havde det så skidt med det, at jeg endte med at tage på restauranten sammen med gæsten dagen efter.
Takket være det ændrede min måde at rejse på sig gradvist.
Der var ganske rigtigt også besværlige gæster på gæstehuset. Især gæster, der bookede mere end ét værelse som en gruppe, opførte sig nogle gange, som om de havde lejet en hel lejlighed – de larmede meget og efterlod værelset beskidt – så jeg har nogle ubehagelige minder om grupper, der boede der i længere tid.
Der var selvfølgelig ikke mange, der skabte problemer. Jeg blev ret tæt med gæsterne, tog ofte ud at drikke med dem, og på mine fridage tog jeg nogle gange initiativet og tog ud sammen med gæsterne.De, jeg lettest kom tæt på, var de europæiske mænd, der kom alene.
Jeg ville faktisk hellere på café med de kvindelige gæster end med de mandlige, men de fleste kvindelige gæster planlagde deres program minutiøst, så der var ikke mange muligheder for, at jeg kunne tage med. Til gengæld, især...havde de fleste europæiske mænd, der kom alene, næsten ingen planer.De besøgte kun et eller to steder om dagen, så hvis jeg sagde, at jeg ville tage ud alene på min fridag, fulgte de fleste med,så det var nemt at komme tæt på dem.
I begyndelsen kunne jeg slet ikke forstå, at man rejste uden planer. Hvis jeg tog til Europa, ville jeg planlægge at besøge så mange steder som muligt, så jeg ikke ville fortryde noget. Men de fyre gjorde ikke sådan, og det forstod jeg ikke. Efter at have hængt ud med og virkelig lært sådanne gæster at kende, begyndte jeg at tænke, at det måske ikke var så dårligt at tage til Europa med få eller slet ingen planer.
Set fra disse venners perspektiv kan man, hvis man kommer tæt på en lokal, der bor i det område, man besøger, finde restauranter, man ikke ville have kendt til som turist, og...det er en fantastisk mulighed for at opleve deres kultur på nært hold, mere end nogen anden. Takket være det ændrede min måde at rejse på sig gradvist.
Ved også at opleve europæisk kultur indså jeg, at udlandsrejser ikke er noget stort eller skræmmende – adgangsbarrieren er meget lavere, end jeg havde troet, og mit engelsk blev meget bedre. Og...Jeg fik også en god fransk ven, så jeg begyndte for alvor at studere fransk, som jeg havde været interesseret i, men aldrig havde lært.
# Derfor blev jeg meget mindre optaget af, hvad andre tænkte.
Det er ikke nemt at nyde fritiden på Jeju. Men...i Seoul kan man nemt lave næsten alt undtagen at surfe.Jeg havde ikke så mange forskellige hobbyer, men mens jeg boede i Seoul, tog jeg ofte til Dongdaemun og Bangsan Market, begyndte selv at lave duftdiffusere og parfume og lavede endda øreringe, jeg kunne gå med.
Ud over disse kreative hobbyer gik jeg også alene rundt i Gyeongbokgung og Deoksugung og tænkte meget over tingene. Der var også mange gode muligheder for at se fantastisk kunst gratis på Nationalmuseet for moderne og samtidskunst.I Jongno var der mange steder, hvor personer under 24 år kunne komme ind og se udstillinger gratis, og det gjorde mig så, så glad.
Jeg besøgte Deoksugung, gik en tur langs Cheonggyecheon, læste bøger alene i Kyobo Bookstore og nød det, jeg synes er den bedste udsigt over Seoul, fra taget af historisk museet i Gwanghwamun. At leve så roligt fik mig til at bruge mere tid på at tænke alene og modnede mig meget.
Nå ja, jeg plejede at gå gennem Hongdaes smukt pyntede gader sammen med Yeongsim, mens jeg var svedig og usoigneret efter hele tiden at have arbejdet,og derfor blev jeg meget mindre selvbevidst over for andres blikke.Grunden er, at uanset hvor sjusket jeg så ud, eller hvor mærkeligt jeg var klædt, var der ingen, der lagde mærke til mig; de var kun helt vilde med søde Yeongsim.
# Det vigtigste, jeg fik ud af denne sommer, var stærk motivation og en vision, som hjalp mig med at bryde ud af min sløvhed.
Livet i Seoul lærte mig at leve langsommere midt i en travl hverdag, og det var en fantastisk mulighed for at udvide mine hobbyer.Jeg plejede også at tro, at det var svært at rejse internationalt, og at det krævede endeløse forberedelser. Men jeg indså, at man ikke behøver at overtænke det for at rejse til udlandet; man behøver hverken at rejse i lang tid eller lægge en alt for stram plan.
Det...Jeg indså, at alt dette var høje barrierer, jeg selv havde sat, og jeg er glad for at have brudt dem ned.
Jeg troede, at hvis jeg forlod Seoul og vendte tilbage til Jeju, ville jeg være nødt til at gå tilbage til en sløv hverdag, og det ville være forfærdeligt. Men i stedet har jeg, siden jeg kom tilbage hertil, studeret fremmedsprog flittigt og arbejdet på deltid.
Jeg er blevet meget inspireret af mennesker, der lever anderledes, så selv efter at jeg er vendt tilbage til min hjemby, er jeg ikke længere sløv som før.Fordi jeg fandt en retning og drivkraft i mit liv.Tværtimod lever jeg nu med blikket rettet mod en fantastisk vinter, og det vigtigste, jeg fik ud af denne sommer, er...Det er en stærk motivation og en vision, der hjalp mig med at bryde fri af min sløvhed.
Denne vinter vil jeg tilbringe et mere afslappet og personligt sabbatår på min egen måde.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
