Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Helt helbredt #Erfaring med at redde en skildpadde #Større bevidsthed om miljøproblemer
Navnene på de nyankomne skildpadder besluttes af de frivillige gennem diskussion. Hahaha. Hvis du ønsker et bestemt navn, skal du have hver enkelt frivilligs accept.DenneSkildpadden får et græsk navn, og de slår endda betydningen op. De frivillige er også søde. -Grækenland: Redningsaktion for tilskadekomne skildpadder i Middelhavet/Lee Ji-yoon, medlem på sabbatår/ 4 uger på sabbatår |
# Hverdagen på stedet
Det første, man lærer på centret, er at bade skildpadderne og rengøre vandtankene. Skildpadderne vejer som regel omkring 30–40 kg, og de meget tunge kan veje omkring 60 kg. De førstnævnte bæres af to personer, og de sidstnævnte nogle gange af tre.
Dæk sårene på øjnene og hovedet med gaze, børst ansigtet og endda kløerne på lufferne hver for sig med en tandbørste, og vask resten – skjoldet – med en svamp: forsigtigt, men grundigt, flere gange, og såbliver det smukt og rent brunt, og det føles så forfriskende. Det er efterhånden blevet lidt en erhvervsvane —Når jeg ser billeder eller videoer af vilde skildpadder, lægger jeg mærke til alger og snavs og får lyst til at bade dem.
Efter badet og skylningen får skildpadder, der har brug for behandling, behandling, mens de andre dækkes til med et vådt skildpaddehåndklæde, mens tanken rengøres. Man går ind og skrubber det hele grundigt med en børste for at fjerne afføring og alger og samler sæbevandet separat med en spand og en øse, så det kan hældes ud i vasken bagerst.
More than anything else, I found activities like bailing water with a bucket and carrying it the hardest. At 3 PM the staff checks the temperature, and if the water is judged too hot, they empty about half the water with buckets and pour it into the hole leading to the sea to dispose of it—this is truly backbreaking and wears out your arms. During the few days when the pump was broken, we emptied and refilled everything with buckets and everyone was exhausted.Man har brug for rigtig god fysisk udholdenhed på mange måder.
Hvis der er et hul inde i tanken, skal man også skylle snavset kraftigt ud af hullet og kontrollere, om det er centreret, inden tanken fyldes igen,Der er også mange små opgaver, der kræver sans for detaljer.
Når man først har lært forskellige ting, begynder man at lære behandlinger, men man kan først udføre dem selv, når den lokale medarbejder Pop har lært en det, så det er en god idé at presse lidt på. Haha. Spørg, hvornår du kan lære at give injektioner, eller hvornår du kan begynde at lægge drop, så lærer du det hurtigere.
Hver skildpadde har forskellige sår, så man lærer forskellige behandlinger.Behandling er direkte forbundet med skildpaddernes liv, så man skal kende og nøje følge alle forholdsregler. Der er mange små detaljer.
Der bor også et par katte på centret. Der bliver kaos, når vi skærer fisk ud eller gør fisk klar til sondefodring. Vi er alle sammen blevet ret knyttede til dem.
# De nye skildpadders navne besluttes af de frivillige gennem diskussion.
I løbet af den måned, jeg var der, ankom der omkring seks tilskadekomne skildpadder. Vi samler de nødvendige forsyninger og tager ud for at hente dem, giver dem akut førstehjælp, hvis det er nødvendigt, og tager dem tilbage, så de kan hvile sig (og giver dem væske intravenøst, hvis det er nødvendigt). Dagen efter eller dagen derpå fjerner vi rurer fra deres skjolde, undersøger deres sår, måler deres længde og vægt og registrerer det.
Navnene på de nyankomne skildpadder besluttes af de frivillige gennem diskussion. Hahaha. Hvis du ønsker et bestemt navn, skal du have hver enkelt frivilligs accept.DenneSkildpadden får et græsk navn, og de slår endda betydningen op. De frivillige er også søde.
# De mest mindeværdige øjeblikke
Nogle meget syge skildpadder kan ikke spise. Derfor bliver de fodret gennem en sonde: Man åbner deres mund, fører sonden langt ind og fodrer dem med moset fisk gennem den. Skildpadderne lider. De får også væske intravenøst. For skildpadder, der ikke kan spise på den måde, forsøger vi også hver dag at håndfodre dem med fisk.Hvis man bare lægger fisken foran munden på dem, spiser de den ikke, så vi bruger fisken til forsigtigt at lirke munden lidt op, så de tvinges til at tygge.
Vi forsøger hver dag, men det mislykkes næsten hver gang – succesraten er nærmest 0,0001 %. Det tager lang tid, og fordi det næsten altid mislykkes, gør mange frivillige det faktisk ikke ... De holder bare maden kortvarigt hen til munden og går igen, så jeg endte efterhånden med at stå for det meste.
Uanset hvad prøvede jeg hver dag, selv når det mislykkedes. Efterhånden begyndte den i det mindste at tygge én bid, så flere – tre bidder – og når det skete, blev jeg virkelig glad den dag.Så en dag prøvede jeg med en skildpadde, der hed Idra, og den lille skildpadde tyggede og spiste en hel fisk.
Den spiste to, så tre, og til sidst havde den spist hele elleve.Nu åbnede den munden, kom hen og sagde »aang« for at bide og spise, selv uden at jeg først lagde maden ind i munden på den – jeg var lige ved at græde, da jeg så det. Jeg husker, hvor glad jeg var, da jeg løb rundt og fortalte det til de frivillige.
»Idra spiste al fisken i dag!!!«
Da den først begyndte at spise, var sondefodring og drop ikke længere nødvendigt, så vi behøvede ikke længere udsætte den for de smertefulde procedurer, og det gjorde mig så glad.
Det, jeg lærte, da jeg arbejdede i zoologisk have, var, at dyr overlever, hvis de spiser godt. Idra får nu håndfodring, og hvis den spiser endnu bedre, giver vi den maden én bid ad gangen, og så vil den til sidst spise selv ... På en eller anden måde føles den dag ikke langt væk. Selv nu, når den bliver håndfodret, åbner den munden på vid gab, så snart den ser fisk. Når jeg ser den gumle løs med den mund, der før var så tæt lukket, bliver jeg helt mæt – min lille skat.
Det næstmest rørende øjeblik var at sende en skildpadde tilbage til havet! Heldigvis fik jeg lov til at opleve det tre dage før, jeg vendte tilbage til Korea!! Skildpadder, der er kommet sig helt, svømmer i den store tank for at opbygge musklerne i lufferne, og blandt dem var en skildpadde, der hed Lea. Fra det øjeblik, jeg ankom, var hun i god form i den store tank. Tidligt under mit ophold, da jeg gik rundt og så på hver enkelt skildpadde, tænkte jeg: »Hvilken havhvalp er det?« – den skildpadde var Lea.
Hun hvilede sig på bunden, fik øje på mig og kom op til overfladen, så sød som bare det (måske var jeg bare forudindtaget) – bogstaveligt talt som en lille havhvalp. Jeg skriver dette, mens jeg ser videoen af Lea, som jeg har gemt på min telefon; jeg savner hende så meget ... Den dag satte vi Lea ud i havet: Vi kørte sydpå og tog derefter en båd langt ud fra stranden, hvor vi satte hende fri. På køreturen sad hun på mit skød, og på båden sendte jeg og to andre frivillige hende afsted på hendes sidste rejse ud i havet.
Lea svømmede af sted i fuld fart, så snart hun ramte havet. Vi var glade for at se, at hun var rask, og ønskede stille, at hun ikke ville komme til skade eller blive syg igen, og at det ville gå hende godt. Senere så jeg videoen af mig, da jeg satte hende fri, og græd. Vores Lea ... Hvordan har du det? Jeg savner skildpadderne så meget.
Den sørgeligste oplevelse
Den sørgeligste oplevelse er selvfølgelig, når skildpadder dør. De fleste skildpadder, der dør, har kraniebrud. De har alle de samme brud på hovedet, fordi fiskere har slået dem i hovedet med hammere, så de har fået ensartede sår ... De sygeste skildpadder flyder ubevægelige ved overfladen. Det er dem, der har kraniebrud.
DetAlligevel var der en skildpadde, som vi syntes langsomt var ved at få det bedre. Den bevægede sig og svømmede meget langsomt ved overfladen, eller også lykkedes det den at tage op til tre bidder, når vi prøvede at håndfodre den ... Den blev lidt mere livlig, og de frivillige sagde ofte, at Aki så ud til at få det bedre, men så døde den pludselig ... Det var det sørgeligste øjeblik.
Se »Redningsaktion for tilskadekomne skildpadder i Grækenland og Middelhavet – del 2« (klik)
Navnene på de nyankomne skildpadder besluttes af de frivillige gennem diskussion. Hahaha. Hvis du ønsker et bestemt navn, skal du have hver enkelt frivilligs accept.DenneSkildpadden får et græsk navn, og de slår endda betydningen op. De frivillige er også søde. -Grækenland: Redningsaktion for tilskadekomne skildpadder i Middelhavet/Lee Ji-yoon, medlem på sabbatår/ 4 uger på sabbatår |
# Hverdagen på stedet
Det første, man lærer på centret, er at bade skildpadderne og rengøre vandtankene. Skildpadderne vejer som regel omkring 30–40 kg, og de meget tunge kan veje omkring 60 kg. De førstnævnte bæres af to personer, og de sidstnævnte nogle gange af tre.
Dæk sårene på øjnene og hovedet med gaze, børst ansigtet og endda kløerne på lufferne hver for sig med en tandbørste, og vask resten – skjoldet – med en svamp: forsigtigt, men grundigt, flere gange, og såbliver det smukt og rent brunt, og det føles så forfriskende. Det er efterhånden blevet lidt en erhvervsvane —Når jeg ser billeder eller videoer af vilde skildpadder, lægger jeg mærke til alger og snavs og får lyst til at bade dem.
Efter badet og skylningen får skildpadder, der har brug for behandling, behandling, mens de andre dækkes til med et vådt skildpaddehåndklæde, mens tanken rengøres. Man går ind og skrubber det hele grundigt med en børste for at fjerne afføring og alger og samler sæbevandet separat med en spand og en øse, så det kan hældes ud i vasken bagerst.
More than anything else, I found activities like bailing water with a bucket and carrying it the hardest. At 3 PM the staff checks the temperature, and if the water is judged too hot, they empty about half the water with buckets and pour it into the hole leading to the sea to dispose of it—this is truly backbreaking and wears out your arms. During the few days when the pump was broken, we emptied and refilled everything with buckets and everyone was exhausted.Man har brug for rigtig god fysisk udholdenhed på mange måder.
Hvis der er et hul inde i tanken, skal man også skylle snavset kraftigt ud af hullet og kontrollere, om det er centreret, inden tanken fyldes igen,Der er også mange små opgaver, der kræver sans for detaljer.
Når man først har lært forskellige ting, begynder man at lære behandlinger, men man kan først udføre dem selv, når den lokale medarbejder Pop har lært en det, så det er en god idé at presse lidt på. Haha. Spørg, hvornår du kan lære at give injektioner, eller hvornår du kan begynde at lægge drop, så lærer du det hurtigere.
Hver skildpadde har forskellige sår, så man lærer forskellige behandlinger.Behandling er direkte forbundet med skildpaddernes liv, så man skal kende og nøje følge alle forholdsregler. Der er mange små detaljer.
Der bor også et par katte på centret. Der bliver kaos, når vi skærer fisk ud eller gør fisk klar til sondefodring. Vi er alle sammen blevet ret knyttede til dem.
# De nye skildpadders navne besluttes af de frivillige gennem diskussion.
I løbet af den måned, jeg var der, ankom der omkring seks tilskadekomne skildpadder. Vi samler de nødvendige forsyninger og tager ud for at hente dem, giver dem akut førstehjælp, hvis det er nødvendigt, og tager dem tilbage, så de kan hvile sig (og giver dem væske intravenøst, hvis det er nødvendigt). Dagen efter eller dagen derpå fjerner vi rurer fra deres skjolde, undersøger deres sår, måler deres længde og vægt og registrerer det.
Navnene på de nyankomne skildpadder besluttes af de frivillige gennem diskussion. Hahaha. Hvis du ønsker et bestemt navn, skal du have hver enkelt frivilligs accept.DenneSkildpadden får et græsk navn, og de slår endda betydningen op. De frivillige er også søde.
# De mest mindeværdige øjeblikke
Nogle meget syge skildpadder kan ikke spise. Derfor bliver de fodret gennem en sonde: Man åbner deres mund, fører sonden langt ind og fodrer dem med moset fisk gennem den. Skildpadderne lider. De får også væske intravenøst. For skildpadder, der ikke kan spise på den måde, forsøger vi også hver dag at håndfodre dem med fisk.Hvis man bare lægger fisken foran munden på dem, spiser de den ikke, så vi bruger fisken til forsigtigt at lirke munden lidt op, så de tvinges til at tygge.
Vi forsøger hver dag, men det mislykkes næsten hver gang – succesraten er nærmest 0,0001 %. Det tager lang tid, og fordi det næsten altid mislykkes, gør mange frivillige det faktisk ikke ... De holder bare maden kortvarigt hen til munden og går igen, så jeg endte efterhånden med at stå for det meste.
Uanset hvad prøvede jeg hver dag, selv når det mislykkedes. Efterhånden begyndte den i det mindste at tygge én bid, så flere – tre bidder – og når det skete, blev jeg virkelig glad den dag.Så en dag prøvede jeg med en skildpadde, der hed Idra, og den lille skildpadde tyggede og spiste en hel fisk.
Den spiste to, så tre, og til sidst havde den spist hele elleve.Nu åbnede den munden, kom hen og sagde »aang« for at bide og spise, selv uden at jeg først lagde maden ind i munden på den – jeg var lige ved at græde, da jeg så det. Jeg husker, hvor glad jeg var, da jeg løb rundt og fortalte det til de frivillige.
»Idra spiste al fisken i dag!!!«
Da den først begyndte at spise, var sondefodring og drop ikke længere nødvendigt, så vi behøvede ikke længere udsætte den for de smertefulde procedurer, og det gjorde mig så glad.
Det, jeg lærte, da jeg arbejdede i zoologisk have, var, at dyr overlever, hvis de spiser godt. Idra får nu håndfodring, og hvis den spiser endnu bedre, giver vi den maden én bid ad gangen, og så vil den til sidst spise selv ... På en eller anden måde føles den dag ikke langt væk. Selv nu, når den bliver håndfodret, åbner den munden på vid gab, så snart den ser fisk. Når jeg ser den gumle løs med den mund, der før var så tæt lukket, bliver jeg helt mæt – min lille skat.
Det næstmest rørende øjeblik var at sende en skildpadde tilbage til havet! Heldigvis fik jeg lov til at opleve det tre dage før, jeg vendte tilbage til Korea!! Skildpadder, der er kommet sig helt, svømmer i den store tank for at opbygge musklerne i lufferne, og blandt dem var en skildpadde, der hed Lea. Fra det øjeblik, jeg ankom, var hun i god form i den store tank. Tidligt under mit ophold, da jeg gik rundt og så på hver enkelt skildpadde, tænkte jeg: »Hvilken havhvalp er det?« – den skildpadde var Lea.
Hun hvilede sig på bunden, fik øje på mig og kom op til overfladen, så sød som bare det (måske var jeg bare forudindtaget) – bogstaveligt talt som en lille havhvalp. Jeg skriver dette, mens jeg ser videoen af Lea, som jeg har gemt på min telefon; jeg savner hende så meget ... Den dag satte vi Lea ud i havet: Vi kørte sydpå og tog derefter en båd langt ud fra stranden, hvor vi satte hende fri. På køreturen sad hun på mit skød, og på båden sendte jeg og to andre frivillige hende afsted på hendes sidste rejse ud i havet.
Lea svømmede af sted i fuld fart, så snart hun ramte havet. Vi var glade for at se, at hun var rask, og ønskede stille, at hun ikke ville komme til skade eller blive syg igen, og at det ville gå hende godt. Senere så jeg videoen af mig, da jeg satte hende fri, og græd. Vores Lea ... Hvordan har du det? Jeg savner skildpadderne så meget.
Den sørgeligste oplevelse
Den sørgeligste oplevelse er selvfølgelig, når skildpadder dør. De fleste skildpadder, der dør, har kraniebrud. De har alle de samme brud på hovedet, fordi fiskere har slået dem i hovedet med hammere, så de har fået ensartede sår ... De sygeste skildpadder flyder ubevægelige ved overfladen. Det er dem, der har kraniebrud.
DetAlligevel var der en skildpadde, som vi syntes langsomt var ved at få det bedre. Den bevægede sig og svømmede meget langsomt ved overfladen, eller også lykkedes det den at tage op til tre bidder, når vi prøvede at håndfodre den ... Den blev lidt mere livlig, og de frivillige sagde ofte, at Aki så ud til at få det bedre, men så døde den pludselig ... Det var det sørgeligste øjeblik.
Se »Redningsaktion for tilskadekomne skildpadder i Grækenland og Middelhavet – del 2« (klik)
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
