Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Vant til Hanoi #Havde masser af tid til mig selv #Rørt af børnenes kærlighed
Jeg håber bare, at du prøver det hele. (Også mig selv.) Mange af de andre frivillige kom fra Europa, så de havde masser af idéer som engelskundervisning eller lege. I stedet for at tænke »jeg følger bare med« eller »jeg er der bare i tre timer«, tænkte jeg: »Hvis jeg forbereder det her, vil børnene så ikke synes om det?«
-Genopladning med varm kærlighed fra børn i Hanoi, Vietnam / Jeong Eunji, gapper på familieophold i sabbatåret / 8 ugers sabbatår |
# Det er ikke så ærgerligt, for lidt fortrydelse betyder, at der er noget at gøre på næste rejse.
Efter projektet i Filippinerne var slut, tog jeg tilbage til Korea i omkring tre dage, men tiden var så knap, at jeg ikke kunne nå at forberede mig mentalt på at tage af sted på endnu et sabbatår — jeg omorganiserede bare min bagage, rettede fejlen på flybilletten, jeg havde købt før turen til Filippinerne, justerede vægten på den indcheckede bagage ... Jeg tog stort set den samme bagage med, som jeg havde brugt i Filippinerne, lol.
Jeg havde ikke forberedt mig ret meget på, hvad jeg kunne lave i Vietnam, så efter ankomsten til overnatningsstedet og inden det frivillige arbejde officielt begyndte, søgte jeg en masse om aftenen. Jo mere man ved, jo mere kan man se og nyde, og eftersom jeg er typen, der lægger mulighederne frem på forhånd og prøver dem én efter én, brugte jeg den første uge eller ti dage på at undersøge Hanoi grundigt.
Jeg endte med at gøre omkring to tredjedele af det, jeg havde skrevet i min dagbog dengang.Det er ærgerligt, at jeg ikke nåede det hele, men jeg fortryder det ikke voldsomt — lidt fortrydelse betyder, at der bliver noget at lave på næste rejse, haha.
Mens jeg var i Vietnam, nød jeg en masse afslappet tid, i modsætning til når jeg rejser rundt, hvilket jeg godt kunne lide. Jeg vænnede mig også til Hanoi og tænkte, at det kunne være dejligt at få mulighed for at vende tilbage for at studere vietnamesisk, arbejde i udlandet eller bo der i en længere periode.
Indtil videre virker det mere tillokkende at rejse rundt i flere sydøstasiatiske lande end at tage på en månedsrejse til Europa. Jeg har ikke udholdenheden til at rejse med rygsæk i over en måned, så jeg ved ikke, hvornår jeg gør det, men det satte virkelig gang i rejselysten at læse så mange bloggeres indlæg.
# En stor fordel ved det frivillige projekt i Vietnam er, at man har masser af tid for sig selv!
Børnehaven, hvor jeg arbejdede, havde kun åbent fra mandag til torsdag, og fredag var en fridag, så vi kunne nyde en tidlig tredagesweekend fra fredag.
Det tog omkring en time med bus at komme til børnehaven, så jeg tog hjemmefra i ro og mag kl. 7.45. Arbejdstiden som frivillig var kl. 9.00–10.30 (eller til omkring kl. 11.00, hvis jeg hjalp til ved måltidet), derefter frokost og en pause, (snacktid efter middagsluren kl. 14.30 ~) kl. 15.00–16.30 — så det var omkring tre timers undervisning og pasning om dagen.
Nogle frivillige, der var tilknyttet andre organisationer, tog hjem ved frokosttid for at spise den mad, de havde lavet, og hvile sig eller tage en lur, før de vendte tilbage til eftermiddagens frivillige arbejde. Men fordi min transporttid var for lang, spiste jeg nogle gange frokost med lærerne i børnehaven eller på nærliggende restauranter. Efter kl. 17.30 havde jeg fri.
En stor fordel ved det frivillige projekt i Vietnam er, at man har masser af tid for sig selv!I pauserne fandt jeg en yndlingscafé nær hver børnehave, fik noget at drikke før eller efter frokost, gennemførte missioner, skrev dagbog, læste bøger på originalsproget og tilbragte meget tid alene.
På fridage bookede jeg lokale ture hver anden eller tredje uge for at komme ud, besøge den gamle bydel eller se en film i Indochina Plaza (IPH), hænge ud på caféer, tage i karaoke og så tage hjem — jeg hyggede mig på egen hånd.
# Jeg tror, at børnene virkelig godt kunne lide mig og nød den tid, vi tilbragte sammen.
1. Det, der rørte mig
I den uge, hvor jeg skulle tilbage til Korea, nærmede min sidste dag som frivillig sig, og børnehaven, hvor jeg arbejdede frivilligt, holdt en afskedsfest for mig. Selv den dag, hvor jeg havde taget et par fridage med forskellige undskyldninger, blev jeg ved med at tænke: »Jeg skulle være kommet for at besøge børnene ...« »De forstår sikkert ikke, at det er sidste gang, de ser denne søde lærer, vel?«
Jeg håber bare, at du prøver det hele. (Også mig selv.) Mange af de andre frivillige kom fra Europa, så de havde masser af idéer som engelskundervisning eller lege. I stedet for at tænke »jeg følger bare med« eller »jeg er der bare i tre timer«, tænkte jeg: »Hvis jeg forbereder det her, vil børnene så ikke synes om det?«
-Genopladning med varm kærlighed fra børn i Hanoi, Vietnam / Jeong Eunji, gapper på familieophold i sabbatåret / 8 ugers sabbatår |
# Det er ikke så ærgerligt, for lidt fortrydelse betyder, at der er noget at gøre på næste rejse.
Efter projektet i Filippinerne var slut, tog jeg tilbage til Korea i omkring tre dage, men tiden var så knap, at jeg ikke kunne nå at forberede mig mentalt på at tage af sted på endnu et sabbatår — jeg omorganiserede bare min bagage, rettede fejlen på flybilletten, jeg havde købt før turen til Filippinerne, justerede vægten på den indcheckede bagage ... Jeg tog stort set den samme bagage med, som jeg havde brugt i Filippinerne, lol.
Jeg havde ikke forberedt mig ret meget på, hvad jeg kunne lave i Vietnam, så efter ankomsten til overnatningsstedet og inden det frivillige arbejde officielt begyndte, søgte jeg en masse om aftenen. Jo mere man ved, jo mere kan man se og nyde, og eftersom jeg er typen, der lægger mulighederne frem på forhånd og prøver dem én efter én, brugte jeg den første uge eller ti dage på at undersøge Hanoi grundigt.
Jeg endte med at gøre omkring to tredjedele af det, jeg havde skrevet i min dagbog dengang.Det er ærgerligt, at jeg ikke nåede det hele, men jeg fortryder det ikke voldsomt — lidt fortrydelse betyder, at der bliver noget at lave på næste rejse, haha.
Mens jeg var i Vietnam, nød jeg en masse afslappet tid, i modsætning til når jeg rejser rundt, hvilket jeg godt kunne lide. Jeg vænnede mig også til Hanoi og tænkte, at det kunne være dejligt at få mulighed for at vende tilbage for at studere vietnamesisk, arbejde i udlandet eller bo der i en længere periode.
Indtil videre virker det mere tillokkende at rejse rundt i flere sydøstasiatiske lande end at tage på en månedsrejse til Europa. Jeg har ikke udholdenheden til at rejse med rygsæk i over en måned, så jeg ved ikke, hvornår jeg gør det, men det satte virkelig gang i rejselysten at læse så mange bloggeres indlæg.
# En stor fordel ved det frivillige projekt i Vietnam er, at man har masser af tid for sig selv!
Børnehaven, hvor jeg arbejdede, havde kun åbent fra mandag til torsdag, og fredag var en fridag, så vi kunne nyde en tidlig tredagesweekend fra fredag.
Det tog omkring en time med bus at komme til børnehaven, så jeg tog hjemmefra i ro og mag kl. 7.45. Arbejdstiden som frivillig var kl. 9.00–10.30 (eller til omkring kl. 11.00, hvis jeg hjalp til ved måltidet), derefter frokost og en pause, (snacktid efter middagsluren kl. 14.30 ~) kl. 15.00–16.30 — så det var omkring tre timers undervisning og pasning om dagen.
Nogle frivillige, der var tilknyttet andre organisationer, tog hjem ved frokosttid for at spise den mad, de havde lavet, og hvile sig eller tage en lur, før de vendte tilbage til eftermiddagens frivillige arbejde. Men fordi min transporttid var for lang, spiste jeg nogle gange frokost med lærerne i børnehaven eller på nærliggende restauranter. Efter kl. 17.30 havde jeg fri.
En stor fordel ved det frivillige projekt i Vietnam er, at man har masser af tid for sig selv!I pauserne fandt jeg en yndlingscafé nær hver børnehave, fik noget at drikke før eller efter frokost, gennemførte missioner, skrev dagbog, læste bøger på originalsproget og tilbragte meget tid alene.
På fridage bookede jeg lokale ture hver anden eller tredje uge for at komme ud, besøge den gamle bydel eller se en film i Indochina Plaza (IPH), hænge ud på caféer, tage i karaoke og så tage hjem — jeg hyggede mig på egen hånd.
# Jeg tror, at børnene virkelig godt kunne lide mig og nød den tid, vi tilbragte sammen.
1. Det, der rørte mig
I den uge, hvor jeg skulle tilbage til Korea, nærmede min sidste dag som frivillig sig, og børnehaven, hvor jeg arbejdede frivilligt, holdt en afskedsfest for mig. Selv den dag, hvor jeg havde taget et par fridage med forskellige undskyldninger, blev jeg ved med at tænke: »Jeg skulle være kommet for at besøge børnene ...« »De forstår sikkert ikke, at det er sidste gang, de ser denne søde lærer, vel?«
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
