Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Blev lykkeligere og lærte at elske mig selv #Børnenes ubetingede smil #Følte overvældende kærlighed og taknemmelighed
"For at kunne sige ‘Jeg har det okay’ uanset hvad andre siger, må du først føle dig godt tilpas med dig selv, kunne lide dig selv og heppe på dig selv. Så når du farer vild, så lad det ske; hvis nogen virkelig holder af dig, finder de selv tilbage. Efter mit sabbatår tænkte jeg ofte: ''Jeg kan godt lide mig selv.'' Og efterhånden som jeg lærte at elske mig selv, begyndte jeg også at elske menneskene omkring mig."
Giving love to Vietnamese children with my small talents alongside foreign friends Kim Young-joo — deltager på sabbatår (gapper) / 12 ugers sabbatår
|
# Jeg håbede, at jeg gennem mit sabbatår ville blive glad og lære at elske mig selv.
Hej, jeg hedder Kim Young-joo, og jeg fyldte 23 i år; jeg havde fødselsdag under mit sabbatår. Efter en samtale med en rådgiver afsluttede jeg mit første sabbatår på Filippinerne og planlagde at tage til Thailand for at arbejde frivilligt, men tilmeldingen var lukket, så jeg tog til Vietnam.
Jeg undersøgte også andre projekter — i Indien eller Afrika — men frivillige programmer med fokus på børn med handicap fandtes kun i Vietnam-projektet.Af en eller anden grund havde jeg bare lyst til at prøve det. Måske fordi det var et usædvanligt projekt, ville jeg bare gerne være med. Jeg ville udfordre mig selv.
Jeg håbede, at jeg gennem mit sabbatår ville blive glad og lære at elske mig selv.
# Jeg er så glad — hvordan ville det have været, hvis jeg ikke havde kendt til det?
Som projektbeskrivelsen fortæller, er der efter ankomsten en introduktion til organisationen og projektet, og i løbet af den uge tager vi også på byrundtur i Hanoi sammen med de andre, der er ankommet.
Ugen efter begynder du dit frivillige arbejde. Du står op omkring kl. 8, vasker dig og spiser en enkel morgenmad. Derefter tager du en bus til den organisation, hvor du arbejder frivilligt. Du arbejder lidt om morgenen, spiser frokost og holder fri, hvorefter du fortsætter med eftermiddagens program.
Jeg leger med børnene næsten hver dag, og når jeg ikke har noget at lave alene, forsvinder tankerne om mig selv; som regel tager jeg tilbage til indkvarteringen, når dagens frivillige arbejde er slut, hviler mig, spiser aftensmad og slutter dagen med at se en film, jeg godt kan lide.
I Vietnam er motorcykler det vigtigste transportmiddel, og der er flere af dem end biler. Når man går på gaden, kan man derfor blive overvældet og nogle gange føle sig i fare på grund af den uophørlige strøm af motorcykler. Men en dag satte jeg mig bag på en lokal medarbejders motorcykel og kørte ad en åben, fri vej.
Solen var varm, og mens jeg så de mange høje træer suse forbi over mit hoved og mærkede vinden ruske i mit hår, oplevede jeg en lidt spændende og en smule risikabel glæde, jeg aldrig før havde kendt, samt en berusende følelse af frihed.Mens jeg kørte, blev jeg ved med at tænke på, hvordan det ville have været, hvis jeg ikke havde søgt om et sabbatår i Vietnam — ''Jeg er så glad; hvordan ville det have været, hvis jeg ikke havde kendt til det?''
# Hvem ville smile sådan til mig uden at forvente noget til gengæld? Er jeg en, der fortjener sådan et smil?
Jeg begyndte på et projekt, hvor jeg skulle tage mig af børn med handicap, men fordi jeg ikke vidste ret meget om dem, var det svært i starten. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tilbringe tid med dem eller omgås et genert barn — det hele føltes akavet og frustrerende.
Jeg blev ved med at tænke, at jeg skulle behandle børnene godt, og at jeg ikke måtte se negativt på dem. Efterhånden som jeg tilbragte tid sammen med dem, indså jeg, at de bare er mennesker og ikke så forskellige fra mig. Fra da af følte jeg ikke længere, at de var fremmede for mig. Det var snarere mig selv, der havde trukket grænsen.
Jeg havde egentlig svært ved oprigtigt at føle noget eller sætte mig ind i andres følelser, men på det første center, hvor jeg boede, mærkede jeg ''følelser'' for første gang.Når vi var sammen, blev jeg nogle gange irriteret på børn, der ikke samarbejdede, og træt af frustrationen. Men når de børn hilste på mig, smilede, krammede mig og viste mig kærlighed, blev jeg efterhånden selv sådan.
Jeg mærkede virkelig de samme følelser. Det, jeg ikke kan glemme, er en ven, der godt kunne lide mig, og som som sædvanlig smilede strålende til mig dér, hvor jeg var. På det tidspunkt overvejede jeg at skifte frivilligcenter, men den vens strålende smil gjorde mig så trist, så glad, så taknemmelig og helt overvældet.
Hvem ville smile sådan til mig uden at forvente noget til gengæld? Er jeg en, der fortjener sådan et smil? Hvornår får jeg nogensinde et så strålende smil at se igen? De tanker var tæt på at få mig til at græde.Jeg var derfor utrolig taknemmelig for den ven — det er et dyrebart minde, der fik mig til at indse, at jeg er en, der fortjener det.
# Mine egne rejsemål i Vietnam
I Vietnam besøgte jeg Ha Long-bugten og Ninh Binh; de fleste tager til Ha Long-bugten, Sapa og Da Nang. Til Ha Long-bugten tog jeg på et krydstogt med én overnatning og to dage, hvor jeg tilbragte en dag på en lille båd arrangeret gennem et lokalt rejsebureau.
Der er så mange rejsebureauer, selv i Den Gamle Bydel, at de er nemme at finde. Du kan også søge på stedets navn på Google og se de mange muligheder. Jeg tog på en dagstur til Ninh Binh gennem et andet bureau. Begge steder er smukke, og Vietnams natur minder om Kinas — ikke helt den samme, men med en lignende stemning.
# Mine tips til sabbatåret
(Sprog)
Faktisk lærte jeg lidt engelsk på Filippinerne og følte mig sikker i det. Jeg tænkte: "Det går fint~" Men det var der en grund til. På Filippinerne var jeg kun sammen med andre asiatiske venner, og selvom undervisningen især havde fokus på at tale, var det ikke praktisk samtale, fordi det foregik på et sprogakademi, og tempoet var anderledes end i virkeligheden. Derfor syntes jeg ikke, det var særlig svært dengang, men i Vietnam var det helt anderledes.
Dengang var jeg den eneste koreaner, og bortset fra de lokale medarbejdere på kontoret var alle de venner, jeg boede sammen med til daglig, europæere. Så starten var virkelig hård. Jeg havde store forhåbninger om at kunne kommunikere en masse, men blev meget modløs over, hvor flydende mine venner talte engelsk, næsten som modersmål, og de mange forskellige engelske accenter gjorde det endnu sværere.
Jeg husker, at jeg brugte næsten en måned på at svinge mellem yderpunkterne. Men,Fordi jeg lyttede til engelsk hver dag og selv brugte det i korte sætninger, så meget at jeg næsten blev træt af det, begyndte jeg på et tidspunkt at efterligne mine venners udtale og intonation, og jeg lærte almindelige hverdagsudtryk udenad og begyndte at bruge dem helt automatisk.Der er stadig ting, jeg har svært ved at forstå, når jeg lytter, men det vigtige er, at engelsk med den lokale udtale ikke længere lyder fremmed for mig.
Det, jeg senere indså, er, at det vigtigste er at føre mange samtaler. Lad være med at stresse over grammatikken — det vigtigste er bare at sige ordene eller endda korte sætninger.Hvis du er bekymret for den andens reaktion, så giv slip på den bekymring. Hvis nogen virkelig gerne vil tale med dig og lære dig at kende, har de ikke noget imod grammatiske fejl eller fejl i udtalen.
(Indkvartering)
Huse i Vietnam har flere etager, typisk fem, og det kan være uvant for koreanere. Der er mange trapper, så sørg for, at du har kræfter til at gå op og ned ad dem hver dag. Wi-fi er ikke lige så hurtigt som i Korea, men det fungerer stadig fint. Nogle gange virker det dog ikke, så tag lidt tålmodighed med.
Der bor i gennemsnit mere end fem roomies på et værelse, så det kan være hyggeligt, men også ubehageligt. Alle har forskellige vaner, og selvom det kan være besværligt, skal du ikke føle, at du altid skal være den, der indretter dig efter andre, når du ikke har det godt. Hvis noget gør dig utilpas, synes jeg, det er bedst at sige det af hensyn til jer begge. Det lærte og indså jeg, mens jeg boede sammen med udenlandske venner, der var mere individualistiske.
(Måltider)
Når du lige er ankommet, vil du synes om maden. Den er ikke så forskellig fra det, vi plejer at spise, så du bliver nok ikke kræsen. Men det varer kun et stykke tid — fordi måltiderne følger en fast rutine, kan du på et tidspunkt blive træt af det. I mit tilfælde blev jeg ikke bare træt af maden; jeg syntes også nogle gange, at den var for fed, og derfor undgik jeg visse retter.
Hvis du har lyst til noget andet, er det helt i orden at gå ud og spise indimellem.Det bedste er at spise koreansk mad, så det er en god idé at tage instantnudler eller nogle grundlæggende krydderier med, som du måske får lyst til..
(Hvad du skal tage med)
Næsten alle tager en bærbar computer med, så de har noget at lave i fritiden, så det er en god idé at tage en med. Der er ikke hjemmesko på indkvarteringen, og hvis du ikke har hjemmesko på, når du spiser, kan dine fødder blive beskidte og føles ubehagelige — så tag et par med.
Medicin er vigtigt; det er en god idé at medbringe medicin til forskellige situationer. Uden hjælp fra det lokale personale kan det være svært at købe den rette medicin på et apotek på grund af kommunikationsproblemer.
# Til dig, der planlægger et sabbatår
Du kommer med mange forskellige drømme, men når du først er ankommet, går tingene måske ikke helt som forventet. Så bliver du utålmodig, og presset over at føle, at du skal gøre noget som frivillig, og at du er nødt til at forandre dig, kan få dig til at miste retningen.
Hvis du går igennem en sådan nedtrykt periode, håber jeg, at du giver dig selv tid nok til bare at være ked af det.Hvis du er irriteret, så mærk det; hvis du er ked af det, så mærk det — giv udtryk for det, du føler, og giv dig selv tid. Det vigtigste er, at du efter sådan en trist periode tager dig tid til at trøste dig selv.
Jeg håber, du glemmer den utålmodighed — tankerne om, at »det burde være sådan«, »jeg virker svag« eller »jeg burde forandre mig«. Selv her, hvor du er kommet hen af egen fri vilje, synes jeg, det er rigtigt at leve frit og ubekymret uden at bekymre sig om andres meninger. For nylig så jeg tilfældigvis Charlie og chokoladefabrikken, og der var en replik, der ramte mine følelser.
»Du behøver ikke at være nyttig — det er jo chokolade.«
Da jeg så filmen, var det en replik, der passede både til mig under mit sabbatår og til mig nu. Når man først er begyndt på et sabbatår, vil man gerne klare sig bedre end alle andre, man vil ikke spilde det, og man tænker, at man skal leve op til de drømme, man har forestillet sig. Men jeg synes ikke, det er nødvendigt.
Der er ingen grund til at sammenligne dig med andre, og det her er en tid, du har skabt, fordi du havde brug for den — hvordan skulle det, du gør, kunne være spildt? Selv hvis andre ser det som »spildtid«, kan selv den »spildtid« være den tid, du har brug for.
Jeg plejede at tro, at det kun var andre mennesker, der gjorde mig ked af det, men jeg indså, at jeg også selv gør tingene svære for mig. Uanset hvad andre siger, er jeg nødt til først at gøre mig selv tryg, holde af mig selv og heppe på mig selv for at få det godt.
Så når du mister retningen, så lad det bare være sådan. Hvis nogen virkelig holder af mig, finder de selv tilbage.Efter mit sabbatår tænkte jeg ofte: »Jeg kan godt lide mig selv.« Og efterhånden som jeg lærte at holde af mig selv, kom jeg også til at holde af menneskene omkring mig.
Mit sabbatår var
Oplevelse★★★★★
Bare det at være væk fra et velkendt miljø giver det en høj karakter.
Læring★★★★☆
Selvom jeg lærte noget gennem frivilligarbejdet, der fulgte programmets formål, lærte jeg endnu mere i den tid, jeg havde for mig selv.
Omgivelser★★★☆☆
Som forventet er der ulemper ved at være i andre omgivelser: vejret, maden og menneskene omkring dig.
Sikkerhed★★★★☆
Det er forholdsvis sikkert, men det ser ud til at afhænge af den enkelte.
Fritid★★★★☆
Vietnam har mange steder, der er værd at besøge, men bortset fra rejser er der ikke så mange forskellige muligheder for korte, enkle udflugter.
"For at kunne sige ‘Jeg har det okay’ uanset hvad andre siger, må du først føle dig godt tilpas med dig selv, kunne lide dig selv og heppe på dig selv. Så når du farer vild, så lad det ske; hvis nogen virkelig holder af dig, finder de selv tilbage. Efter mit sabbatår tænkte jeg ofte: ''Jeg kan godt lide mig selv.'' Og efterhånden som jeg lærte at elske mig selv, begyndte jeg også at elske menneskene omkring mig."
Giving love to Vietnamese children with my small talents alongside foreign friends Kim Young-joo — deltager på sabbatår (gapper) / 12 ugers sabbatår
|
# Jeg håbede, at jeg gennem mit sabbatår ville blive glad og lære at elske mig selv.
Hej, jeg hedder Kim Young-joo, og jeg fyldte 23 i år; jeg havde fødselsdag under mit sabbatår. Efter en samtale med en rådgiver afsluttede jeg mit første sabbatår på Filippinerne og planlagde at tage til Thailand for at arbejde frivilligt, men tilmeldingen var lukket, så jeg tog til Vietnam.
Jeg undersøgte også andre projekter — i Indien eller Afrika — men frivillige programmer med fokus på børn med handicap fandtes kun i Vietnam-projektet.Af en eller anden grund havde jeg bare lyst til at prøve det. Måske fordi det var et usædvanligt projekt, ville jeg bare gerne være med. Jeg ville udfordre mig selv.
Jeg håbede, at jeg gennem mit sabbatår ville blive glad og lære at elske mig selv.
# Jeg er så glad — hvordan ville det have været, hvis jeg ikke havde kendt til det?
Som projektbeskrivelsen fortæller, er der efter ankomsten en introduktion til organisationen og projektet, og i løbet af den uge tager vi også på byrundtur i Hanoi sammen med de andre, der er ankommet.
Ugen efter begynder du dit frivillige arbejde. Du står op omkring kl. 8, vasker dig og spiser en enkel morgenmad. Derefter tager du en bus til den organisation, hvor du arbejder frivilligt. Du arbejder lidt om morgenen, spiser frokost og holder fri, hvorefter du fortsætter med eftermiddagens program.
Jeg leger med børnene næsten hver dag, og når jeg ikke har noget at lave alene, forsvinder tankerne om mig selv; som regel tager jeg tilbage til indkvarteringen, når dagens frivillige arbejde er slut, hviler mig, spiser aftensmad og slutter dagen med at se en film, jeg godt kan lide.
I Vietnam er motorcykler det vigtigste transportmiddel, og der er flere af dem end biler. Når man går på gaden, kan man derfor blive overvældet og nogle gange føle sig i fare på grund af den uophørlige strøm af motorcykler. Men en dag satte jeg mig bag på en lokal medarbejders motorcykel og kørte ad en åben, fri vej.
Solen var varm, og mens jeg så de mange høje træer suse forbi over mit hoved og mærkede vinden ruske i mit hår, oplevede jeg en lidt spændende og en smule risikabel glæde, jeg aldrig før havde kendt, samt en berusende følelse af frihed.Mens jeg kørte, blev jeg ved med at tænke på, hvordan det ville have været, hvis jeg ikke havde søgt om et sabbatår i Vietnam — ''Jeg er så glad; hvordan ville det have været, hvis jeg ikke havde kendt til det?''
# Hvem ville smile sådan til mig uden at forvente noget til gengæld? Er jeg en, der fortjener sådan et smil?
Jeg begyndte på et projekt, hvor jeg skulle tage mig af børn med handicap, men fordi jeg ikke vidste ret meget om dem, var det svært i starten. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tilbringe tid med dem eller omgås et genert barn — det hele føltes akavet og frustrerende.
Jeg blev ved med at tænke, at jeg skulle behandle børnene godt, og at jeg ikke måtte se negativt på dem. Efterhånden som jeg tilbragte tid sammen med dem, indså jeg, at de bare er mennesker og ikke så forskellige fra mig. Fra da af følte jeg ikke længere, at de var fremmede for mig. Det var snarere mig selv, der havde trukket grænsen.
Jeg havde egentlig svært ved oprigtigt at føle noget eller sætte mig ind i andres følelser, men på det første center, hvor jeg boede, mærkede jeg ''følelser'' for første gang.Når vi var sammen, blev jeg nogle gange irriteret på børn, der ikke samarbejdede, og træt af frustrationen. Men når de børn hilste på mig, smilede, krammede mig og viste mig kærlighed, blev jeg efterhånden selv sådan.
Jeg mærkede virkelig de samme følelser. Det, jeg ikke kan glemme, er en ven, der godt kunne lide mig, og som som sædvanlig smilede strålende til mig dér, hvor jeg var. På det tidspunkt overvejede jeg at skifte frivilligcenter, men den vens strålende smil gjorde mig så trist, så glad, så taknemmelig og helt overvældet.
Hvem ville smile sådan til mig uden at forvente noget til gengæld? Er jeg en, der fortjener sådan et smil? Hvornår får jeg nogensinde et så strålende smil at se igen? De tanker var tæt på at få mig til at græde.Jeg var derfor utrolig taknemmelig for den ven — det er et dyrebart minde, der fik mig til at indse, at jeg er en, der fortjener det.
# Mine egne rejsemål i Vietnam
I Vietnam besøgte jeg Ha Long-bugten og Ninh Binh; de fleste tager til Ha Long-bugten, Sapa og Da Nang. Til Ha Long-bugten tog jeg på et krydstogt med én overnatning og to dage, hvor jeg tilbragte en dag på en lille båd arrangeret gennem et lokalt rejsebureau.
Der er så mange rejsebureauer, selv i Den Gamle Bydel, at de er nemme at finde. Du kan også søge på stedets navn på Google og se de mange muligheder. Jeg tog på en dagstur til Ninh Binh gennem et andet bureau. Begge steder er smukke, og Vietnams natur minder om Kinas — ikke helt den samme, men med en lignende stemning.
# Mine tips til sabbatåret
(Sprog)
Faktisk lærte jeg lidt engelsk på Filippinerne og følte mig sikker i det. Jeg tænkte: "Det går fint~" Men det var der en grund til. På Filippinerne var jeg kun sammen med andre asiatiske venner, og selvom undervisningen især havde fokus på at tale, var det ikke praktisk samtale, fordi det foregik på et sprogakademi, og tempoet var anderledes end i virkeligheden. Derfor syntes jeg ikke, det var særlig svært dengang, men i Vietnam var det helt anderledes.
Dengang var jeg den eneste koreaner, og bortset fra de lokale medarbejdere på kontoret var alle de venner, jeg boede sammen med til daglig, europæere. Så starten var virkelig hård. Jeg havde store forhåbninger om at kunne kommunikere en masse, men blev meget modløs over, hvor flydende mine venner talte engelsk, næsten som modersmål, og de mange forskellige engelske accenter gjorde det endnu sværere.
Jeg husker, at jeg brugte næsten en måned på at svinge mellem yderpunkterne. Men,Fordi jeg lyttede til engelsk hver dag og selv brugte det i korte sætninger, så meget at jeg næsten blev træt af det, begyndte jeg på et tidspunkt at efterligne mine venners udtale og intonation, og jeg lærte almindelige hverdagsudtryk udenad og begyndte at bruge dem helt automatisk.Der er stadig ting, jeg har svært ved at forstå, når jeg lytter, men det vigtige er, at engelsk med den lokale udtale ikke længere lyder fremmed for mig.
Det, jeg senere indså, er, at det vigtigste er at føre mange samtaler. Lad være med at stresse over grammatikken — det vigtigste er bare at sige ordene eller endda korte sætninger.Hvis du er bekymret for den andens reaktion, så giv slip på den bekymring. Hvis nogen virkelig gerne vil tale med dig og lære dig at kende, har de ikke noget imod grammatiske fejl eller fejl i udtalen.
(Indkvartering)
Huse i Vietnam har flere etager, typisk fem, og det kan være uvant for koreanere. Der er mange trapper, så sørg for, at du har kræfter til at gå op og ned ad dem hver dag. Wi-fi er ikke lige så hurtigt som i Korea, men det fungerer stadig fint. Nogle gange virker det dog ikke, så tag lidt tålmodighed med.
Der bor i gennemsnit mere end fem roomies på et værelse, så det kan være hyggeligt, men også ubehageligt. Alle har forskellige vaner, og selvom det kan være besværligt, skal du ikke føle, at du altid skal være den, der indretter dig efter andre, når du ikke har det godt. Hvis noget gør dig utilpas, synes jeg, det er bedst at sige det af hensyn til jer begge. Det lærte og indså jeg, mens jeg boede sammen med udenlandske venner, der var mere individualistiske.
(Måltider)
Når du lige er ankommet, vil du synes om maden. Den er ikke så forskellig fra det, vi plejer at spise, så du bliver nok ikke kræsen. Men det varer kun et stykke tid — fordi måltiderne følger en fast rutine, kan du på et tidspunkt blive træt af det. I mit tilfælde blev jeg ikke bare træt af maden; jeg syntes også nogle gange, at den var for fed, og derfor undgik jeg visse retter.
Hvis du har lyst til noget andet, er det helt i orden at gå ud og spise indimellem.Det bedste er at spise koreansk mad, så det er en god idé at tage instantnudler eller nogle grundlæggende krydderier med, som du måske får lyst til..
(Hvad du skal tage med)
Næsten alle tager en bærbar computer med, så de har noget at lave i fritiden, så det er en god idé at tage en med. Der er ikke hjemmesko på indkvarteringen, og hvis du ikke har hjemmesko på, når du spiser, kan dine fødder blive beskidte og føles ubehagelige — så tag et par med.
Medicin er vigtigt; det er en god idé at medbringe medicin til forskellige situationer. Uden hjælp fra det lokale personale kan det være svært at købe den rette medicin på et apotek på grund af kommunikationsproblemer.
# Til dig, der planlægger et sabbatår
Du kommer med mange forskellige drømme, men når du først er ankommet, går tingene måske ikke helt som forventet. Så bliver du utålmodig, og presset over at føle, at du skal gøre noget som frivillig, og at du er nødt til at forandre dig, kan få dig til at miste retningen.
Hvis du går igennem en sådan nedtrykt periode, håber jeg, at du giver dig selv tid nok til bare at være ked af det.Hvis du er irriteret, så mærk det; hvis du er ked af det, så mærk det — giv udtryk for det, du føler, og giv dig selv tid. Det vigtigste er, at du efter sådan en trist periode tager dig tid til at trøste dig selv.
Jeg håber, du glemmer den utålmodighed — tankerne om, at »det burde være sådan«, »jeg virker svag« eller »jeg burde forandre mig«. Selv her, hvor du er kommet hen af egen fri vilje, synes jeg, det er rigtigt at leve frit og ubekymret uden at bekymre sig om andres meninger. For nylig så jeg tilfældigvis Charlie og chokoladefabrikken, og der var en replik, der ramte mine følelser.
»Du behøver ikke at være nyttig — det er jo chokolade.«
Da jeg så filmen, var det en replik, der passede både til mig under mit sabbatår og til mig nu. Når man først er begyndt på et sabbatår, vil man gerne klare sig bedre end alle andre, man vil ikke spilde det, og man tænker, at man skal leve op til de drømme, man har forestillet sig. Men jeg synes ikke, det er nødvendigt.
Der er ingen grund til at sammenligne dig med andre, og det her er en tid, du har skabt, fordi du havde brug for den — hvordan skulle det, du gør, kunne være spildt? Selv hvis andre ser det som »spildtid«, kan selv den »spildtid« være den tid, du har brug for.
Jeg plejede at tro, at det kun var andre mennesker, der gjorde mig ked af det, men jeg indså, at jeg også selv gør tingene svære for mig. Uanset hvad andre siger, er jeg nødt til først at gøre mig selv tryg, holde af mig selv og heppe på mig selv for at få det godt.
Så når du mister retningen, så lad det bare være sådan. Hvis nogen virkelig holder af mig, finder de selv tilbage.Efter mit sabbatår tænkte jeg ofte: »Jeg kan godt lide mig selv.« Og efterhånden som jeg lærte at holde af mig selv, kom jeg også til at holde af menneskene omkring mig.
Mit sabbatår var
Oplevelse★★★★★
Bare det at være væk fra et velkendt miljø giver det en høj karakter.
Læring★★★★☆
Selvom jeg lærte noget gennem frivilligarbejdet, der fulgte programmets formål, lærte jeg endnu mere i den tid, jeg havde for mig selv.
Omgivelser★★★☆☆
Som forventet er der ulemper ved at være i andre omgivelser: vejret, maden og menneskene omkring dig.
Sikkerhed★★★★☆
Det er forholdsvis sikkert, men det ser ud til at afhænge af den enkelte.
Fritid★★★★☆
Vietnam har mange steder, der er værd at besøge, men bortset fra rejser er der ikke så mange forskellige muligheder for korte, enkle udflugter.
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
