Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Fik større glæde ved og selvtillid til at lære engelsk #Filippinernes charme; værdifulde forbindelser #Genfandt livsglæden
- If you study English enjoyably without stress, that''s it! Jo Minjeong, a gap-year-er (gapper) / 12-week gap year
|
#Hvor længe kan jeg blive ved med at leve på mine forældres bekostning?
Efter mit sabbatår fandt jeg mit sande jeg og lever et lykkeligt liv fuldt af drømme — jeg er 26-årige Jo Minjeong.
Jeg arbejdede meget hårdt i skolen.Jeg deltog i mange fritidsaktiviteter og arbejdede hårdt for at holde mine karakterer oppe. Jeg troede, at jeg klarede mig godt, men jeg følte hele tiden, at jeg ikke kunne få luft, og nogle gange begyndte tårerne pludselig at trille, når jeg tog bussen, gik op ad trapper eller var alene. Jeg vidste ikke hvorfor; jeg følte mig så kvalt, at jeg tog af sted alene uden nogen plan, så snart min praktik var slut.
(Fra min rejsedagbog)
Kl. 4 om morgenen — Jeg vågnede ved lyden af snakken fra dem, der var taget på tur med venner. Jeg troede, det var morgen, og var lige ved at stå op, men så på klokken og blev glad for, at der stadig var lidt tid tilbage af turen. Jeg smilede, da jeg kom til at tænke på, hvordan jeg ville drille min ven.
Alt efter hvordan man ser på det, kan man blive vred over, at den fredelige tid, man skulle bruge på at forberede sig til næste dag, blev taget fra én. Eller selvom man har sovet dårligt, kan man blive glad, fordi man mærkede noget andet.
Og en flygtig tanke: Hvilken af de to følelser burde jeg have? Jeg indså, at jeg på et tidspunkt havde fået for vane ikke at acceptere de følelser, jeg faktisk havde i en situation, men i stedet spekulere på, hvilken følelse jeg burde have.
Jeg plagede mig selv med tanker som »Jeg skal gøre det bedre« og »Jeg skal være perfekt«. Jeg burde finde mine egne standarder i stedet for at leve efter andres målestok.
Jeg vidste ikke, hvor eller hvordan jeg skulle begynde, og jeg bekymrede mig om at sakke bagud i forhold til venner, der havde arbejde, men jeg følte, at jeg var nødt til at tage af sted. Efter at have fået rådgivning om sabbatår endte jeg med at deltage i tre projekter.
#Der var kun én grund til, at jeg valgte sprogstudier på Filippinerne: »at blive bedre til engelsk«.
Jeg valgte at studere engelsk på Filippinerne af én simpel grund: Jeg ville blive bedre til engelsk.
Jeg ville gerne til Thailand og undervise børn i engelsk, og jeg ville også i praktik med demenspatienter i Grækenland. Frem for alt ville jeg ikke bare rejse rundt og krydse seværdigheder af, men virkelig opleve og fordybe mig i kulturen. Jeg ville tale med mange mennesker,og fordi jeg troede, at gode engelskkundskaber ville gøre rejsen mere indholdsrig, besluttede jeg at indlede mit sabbatår med sprogstudierDet besluttede jeg.
Faktisk overvejede jeg, om det ikke var bedre at tage til Canada eller Storbritannien i stedet for Filippinerne, nu hvor jeg alligevel skulle studere i udlandet. MenSom en genert person passede Filippinernes system med eneundervisning lige til mig. Det var bedre end at sidde blandt mange elever og kun få sagt et par ord i løbet af en undervisningstime, så jeg tog til Filippinerne.
Jeg er meget bange af mig og har tendens til at forestille mig alle mulige skræmmende situationer. Selv før en tur på to nætter og tre dage her i landet læste jeg helt frem til dagen før indlæg fra folk, der havde rejst alene, og spurgte lokale venner igen og igen, mens jeg spekulerede på, om jeg skulle tage af sted. Men da jeg først var kommet af sted, var det jo ikke noget særligt! (Jeg gik ind på mit overnatningssted kl. 19 den første dag... ^-^. Hahahaha.)
Jeg gør sådan, selv her i Korea, hvor jeg kan kommunikere, så hvordan skulle det ikke være skræmmende at tage alene til udlandet?Mine forældre var stærkt imod det, så det tog mig to eller tre måneder at overtale dem til at lade mig tage af sted. Men da det endelig var besluttet, var jeg så bekymret og bange, at jeg overvejede helt at lade være.
Men da jeg var ankommet, kunne jeg finde vej og komme sikkert frem, så længe jeg holdt øje med skolens skilt. Der er mange advarsler om, at Filippinerne er farligt, men det går fint, hvis man følges med venner. Som alle andre steder skal man ikke gå rundt alene sent om aftenen!
# Det, jeg oplevede ved selv at deltageSeks ting, der gør projektet attraktivt!
For det første: Det kan blive sjovt at lære engelsk!
Bortset fra et kort minde om, at jeg nød at lære engelsk på en samtaleskole, da jeg var 21, forbandt jeg engelsk med »engelsk-TOEIC-stress« eller »engelskkarakterer-godt job«, så jeg tror også, jeg følte en vis modvilje.
MenPå Filippinerne havde jeg motivationer som at ville tale mere med mine lærere, kommunikere med venner fra andre lande som Japan, Taiwan og Vietnam og tage ind til byen for at komme tættere på cafépersonalet.Jeg fandt motivation. Så begyndte engelsk at føles sjovt. Jeg synes stadig, det er fantastisk, at det blev en fornøjelse at lære engelsk!
For det andet: Jeg kan godt!
Der var japanske og vietnamesiske venner, som jeg altid hang ud med på sprogskolen. Fordi vi var nødt til at tale engelsk, som ikke var vores modersmål, var vores sætninger ikke perfekte. Men vi kædede ord sammen, kommunikerede med ansigtsudtryk og brugte ordbøger og billeder til at tale med hinanden.
Vi delte personlige historier om, hvorfor vi var kommet for at lære engelsk, hvad vi ville gøre i fremtiden, hvilke svære ting vi havde oplevet, og hvordan vi var kommet igennem dem. Det tog dobbelt så lang tid, men vi gav ikke op med at prøve at føre en samtale på kluntet engelsk, og den begejstring, vi følte, da vi endelig forstod hinanden, står stadig klart for mig.
Når udlændinge nogle gange svarer dårligt eller undgår øjenkontakt, når man spørger om vej, skyldes det nok mindre, at de ikke kan tale engelsk, og mere, at de er bange for at svare forkert eller ikke forstå. Gennem samtaler med mine venner lærte jeg, at enkle sætninger og ord er nok, og jeg fik mere selvtillid.
Ikke alene fik jeg mere selvtillid, fordi jeg blev bedre ved at bruge sproget ofte; jeg udviklede også en indstilling, der hedder: »Hvad så, hvis jeg ikke er god? Er det ikke nok, at vi forstår hinanden?« Jeg blev sikker på, at det er okay at begå fejl, og at jeg godt kan.
For det tredje: At falde for Filippinernes charme
Fordi jeg var på Filippinerne i tre måneder, kunne jeg lære meget mere end bare engelsk. Filippinerne virkede til at finde glæde og lykke i de små ting. Når jeg så dem alle sammen være så glade som børn juleaften, udveksle gaver og tage billeder, tænkte jeg på, hvornår jeg sidst havde nydt julen sådan. Bare det at se dem gjorde mig begejstret.
En enkelt sang kunne forvandle en pause til en dansefest. Og jeg kan huske, hvordan de altid sagde: »Fra nu af gør jeg det sådan her!«
Deres evne til at finde glæde i små ting og bevæge sig mod deres egen lykke uden at hænge fast i fortiden var et fantastisk eksempel for mig.
For det fjerde: Mennesker, der var så fantastiske, at de fik mig til at græde
Min roommate, som havde hjulpet mig så meget, og en kær ven skulle rejse omtrent samtidig. Jeg vidste selvfølgelig, at vi skulle skilles, og troede, at jeg ville klare det, men da dagen kom, kunne jeg ikke holde op med at græde. Jeg græd hele dagen, og mine øjne hævede. Jeg havde mødt så fantastiske mennesker, og selv nu bliver jeg glad og varm om hjertet, når jeg tænker på dem.
OgJeg har stadig kontakt med de lærere og venner, jeg mødte. Det er svært at mødes på grund af afstanden, men nogle gange har vi i stedet gruppeopkald på to eller tre timer. Det er virkelig betryggende at have venner, der støtter mig på afstand og giver mig styrke. Jeg tror, det måske er den varmeste fordel ved at tage et sabbatår.
Åh! En japansk ven kommer på besøg i denne uge, og vi har besluttet at tage til Han-floden sammen! ^^
For det femte: drivkraften i livet
Du kan møde alle slags mennesker: et par, der tog af sted på arbejdsferie og kom tilbage for en kort stund for at studere mere engelsk, venner, der kom for at tage på arbejdsferie i Australien, Canada eller New Zealand, en kvinde, der læste til TOEIC for at blive forfremmet på sit arbejde, folk, der kom impulsivt, fordi de var frustrerede over arbejdet, en teenagepige, der forberedte sig til optagelsesprøven til et universitet i USA, børn fra folkeskolen, der kom med deres mødre for at få tidlig engelskundervisning, unge fyre, der kom lige efter at have afsluttet deres værnepligt, og endda en filippinsk lærer, der kunne lide K-pop og underviste i Apink-danse.
At blive præsenteret for hver enkelt persons livsstil gav mig masser af inspiration og motivation. Selv nu får jeg nyt fra dem og tænker, at jeg også burde prøve den slags, og det giver mit liv energi.
For det sjette: ungdommens udfordringer
Var det, fordi selve det at tage et nyt sted hen var en modig handling?
Jeg tror, jeg gjorde ting, jeg aldrig havde kunnet forestille mig: kyssede en slange, og selvom jeg er højdeskræk og ikke kan svømme – før kunne jeg kun soppe ved sandet – fandt jeg på en eller anden måde modet til at springe plaskende ud fra en 11 meter høj havklippe, som selv mændene gav op over for! (Det gør jeg nok ikke igen – nej, det gør jeg ikke, lol. Jeg troede, jeg var ved at få et hjerteanfald...) Men takket være det er jeg nu ret god til ting som ziplining.
Jeg rejste meget med venner i weekenderne, og på ture, hvor vi nød Filippinernes fantastiske natur, snorklede og svømmede med delfiner og hvalhajer, skabte jeg nogle virkelig skønne og helt særlige minder.
#Mine egne rejsemål i Filippinerne
For det første: Camotes Island!!!!!!!!!!!!!!
Jeg anbefaler Camotes Island uden tøven! Øen er utrolig smuk, og da en nær ven spurgte: »Vil du ikke med mig?«, besluttede jeg mig pludselig for at tage af sted. Jeg er sikker på, at jeg ville have fortrudt det, hvis jeg ikke var taget med.
Jeg er stadig taknemmelig over for den ven (Tak, Brian, ♥) De største udfordringer i mit liv: klippespring fra 11 meters højde, svømning inde i en grotte, kajaksejlads – og stjernerne. Hvis stjernerne, du har set indtil nu, er som små bolsjer, så var dem, jeg så her, kæmpestore bolsjer.
Dette var stedet, jeg boede. Der findes selvfølgelig måske finere steder, men det ligger lige ved havet, og da jeg tog derhen om morgenen, var der en, der kunne sejle dig til den nærliggende ø i en lille båd for 3.000 won. Faciliteterne var gennemsnitlige, men poolen med udsigt over havet og de fantastiske naturomgivelser gør det til et virkelig uforglemmeligt og smukt sted. Kan varmt anbefales!
For det andet: Top Hills!
At suse af sted på vejene bag på en motorcykel med en chauffør fra Gaisano Mall, de lækre retter på Lantao Restaurant og udsigten over Cebu om natten med måneskinnet, der spejler sig i havet bagved – her mangler intet; det er et perfekt sted. To gange!!!!!!! Tag derhen tre gange!!!!!!!
- If you study English enjoyably without stress, that''s it! Jo Minjeong, a gap-year-er (gapper) / 12-week gap year
|
#Hvor længe kan jeg blive ved med at leve på mine forældres bekostning?
Efter mit sabbatår fandt jeg mit sande jeg og lever et lykkeligt liv fuldt af drømme — jeg er 26-årige Jo Minjeong.
Jeg arbejdede meget hårdt i skolen.Jeg deltog i mange fritidsaktiviteter og arbejdede hårdt for at holde mine karakterer oppe. Jeg troede, at jeg klarede mig godt, men jeg følte hele tiden, at jeg ikke kunne få luft, og nogle gange begyndte tårerne pludselig at trille, når jeg tog bussen, gik op ad trapper eller var alene. Jeg vidste ikke hvorfor; jeg følte mig så kvalt, at jeg tog af sted alene uden nogen plan, så snart min praktik var slut.
(Fra min rejsedagbog)
Kl. 4 om morgenen — Jeg vågnede ved lyden af snakken fra dem, der var taget på tur med venner. Jeg troede, det var morgen, og var lige ved at stå op, men så på klokken og blev glad for, at der stadig var lidt tid tilbage af turen. Jeg smilede, da jeg kom til at tænke på, hvordan jeg ville drille min ven.
Alt efter hvordan man ser på det, kan man blive vred over, at den fredelige tid, man skulle bruge på at forberede sig til næste dag, blev taget fra én. Eller selvom man har sovet dårligt, kan man blive glad, fordi man mærkede noget andet.
Og en flygtig tanke: Hvilken af de to følelser burde jeg have? Jeg indså, at jeg på et tidspunkt havde fået for vane ikke at acceptere de følelser, jeg faktisk havde i en situation, men i stedet spekulere på, hvilken følelse jeg burde have.
Jeg plagede mig selv med tanker som »Jeg skal gøre det bedre« og »Jeg skal være perfekt«. Jeg burde finde mine egne standarder i stedet for at leve efter andres målestok.
Jeg vidste ikke, hvor eller hvordan jeg skulle begynde, og jeg bekymrede mig om at sakke bagud i forhold til venner, der havde arbejde, men jeg følte, at jeg var nødt til at tage af sted. Efter at have fået rådgivning om sabbatår endte jeg med at deltage i tre projekter.
#Der var kun én grund til, at jeg valgte sprogstudier på Filippinerne: »at blive bedre til engelsk«.
Jeg valgte at studere engelsk på Filippinerne af én simpel grund: Jeg ville blive bedre til engelsk.
Jeg ville gerne til Thailand og undervise børn i engelsk, og jeg ville også i praktik med demenspatienter i Grækenland. Frem for alt ville jeg ikke bare rejse rundt og krydse seværdigheder af, men virkelig opleve og fordybe mig i kulturen. Jeg ville tale med mange mennesker,og fordi jeg troede, at gode engelskkundskaber ville gøre rejsen mere indholdsrig, besluttede jeg at indlede mit sabbatår med sprogstudierDet besluttede jeg.
Faktisk overvejede jeg, om det ikke var bedre at tage til Canada eller Storbritannien i stedet for Filippinerne, nu hvor jeg alligevel skulle studere i udlandet. MenSom en genert person passede Filippinernes system med eneundervisning lige til mig. Det var bedre end at sidde blandt mange elever og kun få sagt et par ord i løbet af en undervisningstime, så jeg tog til Filippinerne.
Jeg er meget bange af mig og har tendens til at forestille mig alle mulige skræmmende situationer. Selv før en tur på to nætter og tre dage her i landet læste jeg helt frem til dagen før indlæg fra folk, der havde rejst alene, og spurgte lokale venner igen og igen, mens jeg spekulerede på, om jeg skulle tage af sted. Men da jeg først var kommet af sted, var det jo ikke noget særligt! (Jeg gik ind på mit overnatningssted kl. 19 den første dag... ^-^. Hahahaha.)
Jeg gør sådan, selv her i Korea, hvor jeg kan kommunikere, så hvordan skulle det ikke være skræmmende at tage alene til udlandet?Mine forældre var stærkt imod det, så det tog mig to eller tre måneder at overtale dem til at lade mig tage af sted. Men da det endelig var besluttet, var jeg så bekymret og bange, at jeg overvejede helt at lade være.
Men da jeg var ankommet, kunne jeg finde vej og komme sikkert frem, så længe jeg holdt øje med skolens skilt. Der er mange advarsler om, at Filippinerne er farligt, men det går fint, hvis man følges med venner. Som alle andre steder skal man ikke gå rundt alene sent om aftenen!
# Det, jeg oplevede ved selv at deltageSeks ting, der gør projektet attraktivt!
For det første: Det kan blive sjovt at lære engelsk!
Bortset fra et kort minde om, at jeg nød at lære engelsk på en samtaleskole, da jeg var 21, forbandt jeg engelsk med »engelsk-TOEIC-stress« eller »engelskkarakterer-godt job«, så jeg tror også, jeg følte en vis modvilje.
MenPå Filippinerne havde jeg motivationer som at ville tale mere med mine lærere, kommunikere med venner fra andre lande som Japan, Taiwan og Vietnam og tage ind til byen for at komme tættere på cafépersonalet.Jeg fandt motivation. Så begyndte engelsk at føles sjovt. Jeg synes stadig, det er fantastisk, at det blev en fornøjelse at lære engelsk!
For det andet: Jeg kan godt!
Der var japanske og vietnamesiske venner, som jeg altid hang ud med på sprogskolen. Fordi vi var nødt til at tale engelsk, som ikke var vores modersmål, var vores sætninger ikke perfekte. Men vi kædede ord sammen, kommunikerede med ansigtsudtryk og brugte ordbøger og billeder til at tale med hinanden.
Vi delte personlige historier om, hvorfor vi var kommet for at lære engelsk, hvad vi ville gøre i fremtiden, hvilke svære ting vi havde oplevet, og hvordan vi var kommet igennem dem. Det tog dobbelt så lang tid, men vi gav ikke op med at prøve at føre en samtale på kluntet engelsk, og den begejstring, vi følte, da vi endelig forstod hinanden, står stadig klart for mig.
Når udlændinge nogle gange svarer dårligt eller undgår øjenkontakt, når man spørger om vej, skyldes det nok mindre, at de ikke kan tale engelsk, og mere, at de er bange for at svare forkert eller ikke forstå. Gennem samtaler med mine venner lærte jeg, at enkle sætninger og ord er nok, og jeg fik mere selvtillid.
Ikke alene fik jeg mere selvtillid, fordi jeg blev bedre ved at bruge sproget ofte; jeg udviklede også en indstilling, der hedder: »Hvad så, hvis jeg ikke er god? Er det ikke nok, at vi forstår hinanden?« Jeg blev sikker på, at det er okay at begå fejl, og at jeg godt kan.
For det tredje: At falde for Filippinernes charme
Fordi jeg var på Filippinerne i tre måneder, kunne jeg lære meget mere end bare engelsk. Filippinerne virkede til at finde glæde og lykke i de små ting. Når jeg så dem alle sammen være så glade som børn juleaften, udveksle gaver og tage billeder, tænkte jeg på, hvornår jeg sidst havde nydt julen sådan. Bare det at se dem gjorde mig begejstret.
En enkelt sang kunne forvandle en pause til en dansefest. Og jeg kan huske, hvordan de altid sagde: »Fra nu af gør jeg det sådan her!«
Deres evne til at finde glæde i små ting og bevæge sig mod deres egen lykke uden at hænge fast i fortiden var et fantastisk eksempel for mig.
For det fjerde: Mennesker, der var så fantastiske, at de fik mig til at græde
Min roommate, som havde hjulpet mig så meget, og en kær ven skulle rejse omtrent samtidig. Jeg vidste selvfølgelig, at vi skulle skilles, og troede, at jeg ville klare det, men da dagen kom, kunne jeg ikke holde op med at græde. Jeg græd hele dagen, og mine øjne hævede. Jeg havde mødt så fantastiske mennesker, og selv nu bliver jeg glad og varm om hjertet, når jeg tænker på dem.
OgJeg har stadig kontakt med de lærere og venner, jeg mødte. Det er svært at mødes på grund af afstanden, men nogle gange har vi i stedet gruppeopkald på to eller tre timer. Det er virkelig betryggende at have venner, der støtter mig på afstand og giver mig styrke. Jeg tror, det måske er den varmeste fordel ved at tage et sabbatår.
Åh! En japansk ven kommer på besøg i denne uge, og vi har besluttet at tage til Han-floden sammen! ^^
For det femte: drivkraften i livet
Du kan møde alle slags mennesker: et par, der tog af sted på arbejdsferie og kom tilbage for en kort stund for at studere mere engelsk, venner, der kom for at tage på arbejdsferie i Australien, Canada eller New Zealand, en kvinde, der læste til TOEIC for at blive forfremmet på sit arbejde, folk, der kom impulsivt, fordi de var frustrerede over arbejdet, en teenagepige, der forberedte sig til optagelsesprøven til et universitet i USA, børn fra folkeskolen, der kom med deres mødre for at få tidlig engelskundervisning, unge fyre, der kom lige efter at have afsluttet deres værnepligt, og endda en filippinsk lærer, der kunne lide K-pop og underviste i Apink-danse.
At blive præsenteret for hver enkelt persons livsstil gav mig masser af inspiration og motivation. Selv nu får jeg nyt fra dem og tænker, at jeg også burde prøve den slags, og det giver mit liv energi.
For det sjette: ungdommens udfordringer
Var det, fordi selve det at tage et nyt sted hen var en modig handling?
Jeg tror, jeg gjorde ting, jeg aldrig havde kunnet forestille mig: kyssede en slange, og selvom jeg er højdeskræk og ikke kan svømme – før kunne jeg kun soppe ved sandet – fandt jeg på en eller anden måde modet til at springe plaskende ud fra en 11 meter høj havklippe, som selv mændene gav op over for! (Det gør jeg nok ikke igen – nej, det gør jeg ikke, lol. Jeg troede, jeg var ved at få et hjerteanfald...) Men takket være det er jeg nu ret god til ting som ziplining.
Jeg rejste meget med venner i weekenderne, og på ture, hvor vi nød Filippinernes fantastiske natur, snorklede og svømmede med delfiner og hvalhajer, skabte jeg nogle virkelig skønne og helt særlige minder.
#Mine egne rejsemål i Filippinerne
For det første: Camotes Island!!!!!!!!!!!!!!
Jeg anbefaler Camotes Island uden tøven! Øen er utrolig smuk, og da en nær ven spurgte: »Vil du ikke med mig?«, besluttede jeg mig pludselig for at tage af sted. Jeg er sikker på, at jeg ville have fortrudt det, hvis jeg ikke var taget med.
Jeg er stadig taknemmelig over for den ven (Tak, Brian, ♥) De største udfordringer i mit liv: klippespring fra 11 meters højde, svømning inde i en grotte, kajaksejlads – og stjernerne. Hvis stjernerne, du har set indtil nu, er som små bolsjer, så var dem, jeg så her, kæmpestore bolsjer.
Dette var stedet, jeg boede. Der findes selvfølgelig måske finere steder, men det ligger lige ved havet, og da jeg tog derhen om morgenen, var der en, der kunne sejle dig til den nærliggende ø i en lille båd for 3.000 won. Faciliteterne var gennemsnitlige, men poolen med udsigt over havet og de fantastiske naturomgivelser gør det til et virkelig uforglemmeligt og smukt sted. Kan varmt anbefales!
For det andet: Top Hills!
At suse af sted på vejene bag på en motorcykel med en chauffør fra Gaisano Mall, de lækre retter på Lantao Restaurant og udsigten over Cebu om natten med måneskinnet, der spejler sig i havet bagved – her mangler intet; det er et perfekt sted. To gange!!!!!!! Tag derhen tre gange!!!!!!!
Vi dokumenterer deltagernes
udviklingsrejser.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
