Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
#Større selvstændighed, personlighedsændringer, bedre kommunikation med udlændinge #Kunststudier; dyrebare minder #Jeg tog mig tid til at reflektere over mig selv
»Vil der også ske noget lignende for mig?« »Bliver jeg glad, når jeg har gennemført dette projekt?« Det er ikke for sent at gøre sig de tanker, efter man har afsluttet projektet.OgNu hvor jeg har afsluttet projektet, er der sket ting, jeg aldrig kunne have forestillet mig, og jeg kan sige, at jeg blev gladere, efter jeg tog af sted.
-Lad mig præsentere mit eget Seoul for udenlandske venner Gap Year Stay Seoul / Jang Sohyun Gap-Year Tribe Gapper / 8 ugers sabbatår |
#Hvor længe kan jeg blive ved med at være afhængig af mine forældre?
Faktisk var grunden til, at jeg deltog i sabbatårsprojektet, den samme som grunden til, at jeg tog orlov. Jeg tog en pause fra mit hovedfag for at komme væk fra studierne og dyrke de »kunststudier«, jeg altid havde ønsket mig, og jeg valgte projektet »Seoul Gap Year Stay« som en måde at forfølge disse kunststudier på.
Fordi provinsen, hvor jeg boede, var en lille by, var det svært at nyde kulturelle aktiviteter, der udvikler den kunstneriske sans, såsom teater, museer og udstillinger. Jeg vurderede, at det ville være langt mere effektivt at lære om kunst i Hongdae – som er kendt for kunst her i landet – end at studere i min hjemby.
For det andet ville jeg prøve at »udfordre« mig selv. Min skole lå kun 20 minutters bustur fra hjemmet, så jeg var som en drivhusplante, der var vokset op i et trygt hjem og hele livet havde spist min mors mad. Men pludselig slog det mig:»Hvor længe kan jeg blive ved med at være afhængig af mine forældre?«Det var det.
Det var selvfølgelig en skræmmende og uhyggelig beslutning at flytte alene til Seoul, men jeg var sikker på, at jeg på et tidspunkt ville gøre det. Derfor ville jeg prøve denne »udfordring« for min egen skyld.
Fordi jeg havde en klar grund til at tage til Seoul, blev mine mål også tydeligere. Da den første grund til at flytte til Seoul var at studere kunst og udvikle min kunstneriske sans, var det første mål: Lad os udvikle min kunstneriske sans!
Det andet mål var at blive materielt uafhængig, og det tredje var at blive mentalt uafhængig! For at blive økonomisk uafhængig besluttede jeg, at jeg ikke længere ville tage imod det månedlige lommepengebeløb, jeg plejede at få af mine forældre, men i stedet selv tjene mine lommepenge gennem deltidsarbejde.I stedet for at være følelsesmæssigt afhængig tænkte jeg, at jeg burde tage ansvar for mine egne beslutninger.
Og på det tidspunkt var jeg meget ængstelig af natur, og det stressede mig. Så inden jeg tog orlov, fik jeg endda rådgivning på skolen om min personlighed. SåMed dette sabbatår ville jeg ændre denne side af mig selv, så jeg ikke længere stressede mig selv!tænkte jeg.
På grund af min ængstelige natur bekymrede jeg mig på forhånd, selv når jeg gerne ville gøre noget, og tænkte: »Hvad nu, hvis det sker?« Jeg lod andre træffe beslutningerne for mig. Derfor ville jeg så gerne slippe fri af min afhængighed og blive mentalt uafhængig.
To måneder senere var jeg sikker på, at kunst var min vej. Jeg havde arbejdet på deltid i to måneder uden at få lommepenge, og mine venner og min rådgiver sagde endda, at min udstråling og mine ansigtsudtryk havde ændret sig – så man kan roligt sige, at jeg havde nået alle tre mål.
#Men jo længere jeg blev, desto mere taknemmelig blev jeg for, at jeg boede på et »guesthouse«.
Da jeg først søgte om at deltage i projektet, var det byen »Seoul«, der tiltalte mig mest. Jeg havde boet i provinserne hele mit liv, så Seoul i sig selv var grund nok til at søge, og jeg søgte kun med fokus på »Seoul« uden at tænke på ordet »guesthouse«.
Men jo længere jeg blev, desto mere taknemmelig blev jeg for, at jeg boede på et »guesthouse«.Ejeren sagde engang, at jeg skulle forestille mig, at jeg ville møde alle de udlændinge, jeg kom til at møde i mit liv, på guesthouset, og sådan var det virkelig. Der kom nye gæster hver eneste dag uden undtagelse.
I begyndelsen føltes det meget akavet at tale engelsk, mens jeg arbejdede, og jeg var bange for at bruge sproget, fordi jeg kunne komme til at lave fejl. Hver gang jeg så de erfarne medarbejdere snakke på engelsk, tænkte jeg: »Nå, sådan gør man«, og lærte en masse. Langsomt forsvandt min frygt. En dag kom der tre australske piger som gæster.
Vi havde planer om at gå ud om aftenen med dem, og de australske piger var så livlige, at de næsten fik alle gæsterne fra pigeværelset med. Jeg kan huske, at jeg tog på klub med omkring 11 veninder den aften.
Desuden var de fleste langtidsboende gæster, så vi festede også dagen efter og dagen efter igen – vi var virkelig meget sammen,På det tidspunkt føltes det virkelig, som om jeg boede på et kollegium på en udenlandsk skole.For at være ærlig var det slet ikke planlagt, og jeg kunne heller ikke have forestillet mig, at det ville ske.Det er kun noget, der kan ske på et guesthouse.Hvis jeg havde boet i en etværelseslejlighed eller en anden lejlighed i Seoul, ville det aldrig være sket.
#Det var et dyrebart minde, som jeg aldrig ville have fået, hvis ikke det var for guesthouset.
# Ballade i jjimjilbanget
Da jeg kom til Seoul i september, var vejret nogle gange varmt nok til, at jeg kunne have kortærmet på, men i november blev det så koldt, at man havde brug for en vatteret jakke. For at få varmen og introducere mine udenlandske gæstevenner for koreansk kultur tog vi på jjimjilbang som vores anden udflugt.
Patrick, Sean, Kimi, medarbejderen Minyoung og jeg tog af sted, og der skete en masse sjove ting i jjimjilbanget. Først tog vi metroen til Yongsan Station, hvor jjimjilbanget skulle ligge. Men da vi brugte Naver Maps til at finde det, blev appen ved med at sige, at vores nuværende placering var jjimjilbanget.
Men omkring os kunne vi kun se veje med biler, så vi blev ved med at gå rundt. Vi spurgte nogle forbipasserende, men de sagde også, at de ikke vidste det. Mens vi spekulerede på, hvad vi skulle gøre, vendte jeg tilfældigt hovedet mod højre, og der var det med et kæmpestort skilt. Så brød alle ud i latter, og vi gik ind i jjimjilbanget.
For at være ærlig forventede jeg, at der ville være mange forhindringer fra det øjeblik. Da vi var kommet frem og prøvede at gå ind, gik mine venner ind i området, hvor man skal tage skoene af, mens de stadig havde dem på. Så sagde vi: »Nej, nej, nej, nej, tag skoene af«, og de undskyldte med et »Åh, undskyld« og gik ind. Men da vi skulle lægge skoene i skoskabene, var vores amerikanske vens sko så store, at de ikke kunne være i skabet.
Jeg husker, at vi alle hjalp til med at få skoene mast ind i skabet. Da vi endelig havde fået vores jjimjilbangtøj og håndklæder og var ved at gå hver til sit for at tage bad, blev vores tyske ven ved med alvorligt at spørge, om alle derinde ville tage alt tøjet af. Så sagde vi: »Ja, nøgne«, og jeg forklarede, at jjimjilbanget er et fællesområde for både mænd og kvinder.
De så chokerede ud, og vi forstod ikke, hvad der var galt, så vi holdt masken. Men det viste sig, at de troede, at alle var nøgne sammen. Så sagde vi: »Nej, nej, nej, nej, adskilt«, og skiftede tøj uden problemer, før vi mødtes igen i jjimjilbanget.
Efter at have købt æg var vi ved at sætte os på gulvet i jjimjilbanget og spise dem, men mine venner skældte os ud og sagde: »Der er masser af borde, hvorfor sætter I jer så på gulvet for at spise?« Da det var svært at forklare med vores begrænsede engelskkundskaber, sagde vi »koreansk tradition«, og alle nikkede og satte sig på gulvet for at pille og spise æggene.
Det viste sig, at mine udenlandske venner ikke var vant til at sidde på gulvet og syntes, det var ubehageligt. Da vi havde spist æggene, gik vi for alvor i gang med at udforske jjimjilbanget. Først gik vi ind i det nærmeste saltrum. Inde i saltrummet rullede jeg et håndklæde sammen som et fårehoved og tog det på, og de andre venner så ud til at kigge misundeligt på mig.
Så sagde jeg »får, får« og satte min håndklædehat på dem. Vores tyske ven syntes så godt om den, at vedkommende havde den på hele tiden i jjimjilbanget. Saltrummet var så varmt, at de ville ind i isrummet, så vi sagde »is, is« og gik derhen.
Da vi gik ind i isrummet, var der isnende koldt. Så besluttede vi os for at lege en leg. Taberen i sten-saks-papir skulle presse ansigtet mod isen i fem sekunder. Jeg er virkelig dårlig til sten-saks-papir, så jeg var bekymret, og ganske rigtigt tabte jeg og måtte presse ansigtet mod isen i fem sekunder.
Vi havde tænkt os at spise i jjimjilbanget, men maden var meget dyr, så vi gik ud, spiste ramen og tog hjem. Da vi kom tilbage, var vi ikke mindre trætte efter besøget i jjimjilbanget, men endnu mere udmattede, og Minyoung faldt straks i søvn. Det var også en af de seneste oplevelser.Det bragte os tættere på vennerne, så vi tog ud og hyggede os endnu mere dagen efter,Det var et dyrebart minde, som jeg aldrig ville have fået, hvis ikke det var for guesthouset.
#Mine personlige rejsetips til Seoul
Fordi det var første gang, jeg boede i Seoul, føltes hvert hjørne nyt og vidunderligt. Hvis du ikke har lyst til at rejse langt væk, kan jeg anbefale steder tæt på Hongdae: Gyeongui Line Forest Park, Hongdaes legeplads, Sinchon, området omkring Ewha, Itaewon, Yeongdeungpo Times Square, Han-floden, Samcheong-dong, DDP, Naksan Park og Insadong.
Jeg kunne personligt godt lide at tage til Itaewon, Han-floden og Gyeongui Line Forest Park om aftenen. Især Itaewon har en helt anderledes stemning om natten end Hongdae. For folk, der bor i Seoul, er det måske hverdag, men for mig blev selv disse små picnicture, når jeg tænker tilbage,til dyrebare minder. Så mærk stemningen og nyd dem virkelig!
Samcheong-dong og Insadong minder lidt om hinanden, men er alligevel helt forskellige. Da jeg først besøgte Samcheong-dong, syntes jeg, det lignede Jeonju Hanok Village, men jo mere jeg udforskede området, desto mere kom Samcheong-dongs særlige charme til syne.
Inden jeg flyttede til Seoul, havde jeg lovet mig selv at nyde kulturelle aktiviteter, som jeg ikke kunne opleve i min hjemby. Derfor prøvede jeg at besøge så mange museer og udstillinger som muligt, mens jeg var i Seoul. Selv i Hongdae ligger der virkelig mange museer gemt i gyderne, så hvis du kan lide museer, så gå en tur gennem de små gader og kig også på de gratis udstillinger.
Jeg besøgte næsten alle museerne og gallerierne i Hongdae på egen hånd, og der er virkelig mange, så sørg for at tage af sted. Hvis du vil nyde kunstværker endnu mere, så besøg også Seoul Arts Center! Entréen er dyr, men mange af udstillingerne er mere end pengene værd.
#Mine tips til et sabbatår
(Råd om arbejdet)
En gang spurgte ejeren mig: »Når du alligevel skal ud om aftenen, kan du så hente og vise en gæst rundt, som ankommer sent?« Det var ikke nogen særlig vanskelig opgave, men mine arbejdstimer var slut, og jeg var på vej ud med venner, så jeg bad mine venner om forståelse og tog derefter af sted.
Jeg blev også engang skældt ud af ejeren, fordi jeg gik i bad i arbejdstiden, og fik at vide, at jeg skulle overholde tidsplanen.Arbejdstider er et følsomt emne for både ejeren og sabbatårsmedarbejderne, så alle bør tage hensyn og prøve at overholde dem!
(Sprog)
Du behøver slet ikke bekymre dig om sproget (engelsk).I skolen havde jeg kun terpet engelsk grammatik, og selv inden jeg begyndte på projektet, kunne jeg ikke sige en eneste sætning på engelsk i en samtale.Jeg begyndte på projektet, og på en eller anden måde fik jeg de engelske ord, jeg kendte, frem, brugte fagter og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at holde samtalerne med mine udenlandske venner i gang. Efterhånden blev mit hverdagengelsk naturligt bedre.
Jeg lærte også en masse bandeord ... som »holy shit« og den slags. Jeg kan huske, at jeg engang sagde »holy shit«, og de udenlandske venner ved siden af mig blev overraskede og fortalte, at det var et grimt ord, og at jeg aldrig måtte bruge det, haha. Når jeg tog imod gæster og viste dem rundt, vidste jeg heller ikke, hvordan jeg skulle sige »Vil du betale nu?« på engelsk, så jeg sagde altid »pay..?«, men ejeren hørte det og fortalte mig, at jeg skulle sige »Could you pay now?«
Når jeg blev frustreret over, at mit engelsk ikke var godt nok, og sagde til mine udenlandske venner, at jeg gerne ville blive bedre til engelsk, opmuntrede de mig og sagde, at jeg allerede klarede mig godt! Så bare rolig – mange omkring dig vil hjælpe dig! (Jeg var selv meget bekymret for mit engelsk, inden jeg tog af sted. Men det var intet problem!)
Det hjælper selvfølgelig at lære nogle grundlæggende samtaleudtryk. Jeg havde lært udtrykket »Have you ever~?« og kendte det allerede, og det var meget nyttigt, når jeg talte med venner.
(Overnatning)
Det var slet ikke besværligt at bo på stedet; det føltes virkelig lige så behageligt som derhjemme.Der var shampoo, balsam, hårtørrer, glattejern og så videre. Næsten alle dagligdagens fornødenheder var stillet til rådighed, så jeg skulle pakke mindre, og det var praktisk, at jeg ikke behøvede at tage dem med hver gang, jeg vaskede mig. (Ah! Men der var hverken tandpasta eller ansigtsrens ㅠㅠ)
Sengene var også så gode, at alle de kvindelige medarbejdere roste dem. Jeg ville tage dynen med hjem ... Når man lægger sig ned, er den så behagelig, at man falder i søvn med det samme..! Mit råd ... tag bare tandpasta og ansigtsrens med!
#Der var virkelig utallige mindeværdige og dejlige oplevelser.
Der var virkelig utallige mindeværdige oplevelser: at tage ud med de kvindelige medarbejdere, at tage ud sammen med udenlandske gæster og meget mere. Det seneste var, da jeg blev guide og tog på en »tur til Jogyesa-templet og et jjimjilbang (koreansk sauna)« sammen med nogle gæster. Jeg blev meget tæt med vennerne, der var med på turen, og vi skriver stadig sammen.
Inden jeg tog af sted, var jeg faktisk så grebet af frygten for at bo alene, at jeg ikke rigtig var bange for at arbejde på gæstehuset. Når jeg tænkte på rengøringen, forestillede jeg mig bare, at jeg skulle feje og tørre af, og så tog jeg til Seoul. Derfor var de første tre dage på projektet ærligt talt hårde.
Dengang var jeg så bange for at komme tæt på udenlandske gæster og tale engelsk, og de kvindelige medarbejdere skulle på arbejde eller i skole, så jeg var alene om at gøre rent og skrubbe brusebadet, indtil det blev aften, i et tomt gæstehus. Jeg havde virkelig lyst til at tage hjem. Fra den tredje dag begyndte jeg selvfølgelig hurtigt at vænne mig til det og have det sjovt.
I begyndelsen kan arbejdet være meget hårdere, end du forventer. Men hvis jeg var taget hjem dengang, ville jeg aldrig have oplevet alt det, jeg oplevede i løbet af de to måneder.
Du forventer måske, at arbejdet bliver hårdt, men hvis du har et mål og et formål, så tag udfordringen op! Se dig aldrig tilbage.Efter at jeg havde meldt mig til, begyndte jeg at fortryde det en uge før, jeg skulle til Seoul. »Hvorfor gjorde jeg noget så overilet?«, »Hvordan skal jeg klare mig alene?«, »Hvad nu, hvis jeg ikke kan vænne mig til det?« og så videre. Især dagen før og på selve afrejsedagen forsvandt spændingen, og jeg følte kun fortrydelse.
Mit hoved var fuldt af tanken »Jeg vil hjem«. Men lad dig ikke narre af tanken »Jeg vil hjem«. Efter to måneder på gæstehuset i Seoul var mine tanker ændret til »Jeg vil ikke hjem«.
Inden jeg deltog i projektet, læste jeg andres anmeldelser og tænkte ofte: »Sker det også for mig?« »Bliver jeg virkelig gladere af at deltage i det her projekt?«
Jeg kender en ældre veninde, som havde rejst meget rundt i Europa. Da en rejse til Europa kun var noget, jeg drømte om, spurgte jeg hende engang, om livet virkelig ændrer sig, når man rejser. Hun svarede:»Det er forskellen på de to sider af et stykke papir. Når du kommer hjem, vender dit liv tilbage til, som det var, men dine tanker ændrer sig, ligesom de to sider af et stykke papir, og det ændrer måden, du lever på.«
»Vil der også ske noget lignende for mig?« »Bliver jeg glad, når jeg har gennemført dette projekt?« Det er ikke for sent at gøre sig de tanker, efter man har afsluttet projektet.OgNu hvor jeg har afsluttet projektet, er der sket ting, jeg aldrig kunne have forestillet mig, og jeg kan sige, at jeg blev gladere, efter jeg tog af sted.
-Lad mig præsentere mit eget Seoul for udenlandske venner Gap Year Stay Seoul / Jang Sohyun Gap-Year Tribe Gapper / 8 ugers sabbatår |
#Hvor længe kan jeg blive ved med at være afhængig af mine forældre?
Faktisk var grunden til, at jeg deltog i sabbatårsprojektet, den samme som grunden til, at jeg tog orlov. Jeg tog en pause fra mit hovedfag for at komme væk fra studierne og dyrke de »kunststudier«, jeg altid havde ønsket mig, og jeg valgte projektet »Seoul Gap Year Stay« som en måde at forfølge disse kunststudier på.
Fordi provinsen, hvor jeg boede, var en lille by, var det svært at nyde kulturelle aktiviteter, der udvikler den kunstneriske sans, såsom teater, museer og udstillinger. Jeg vurderede, at det ville være langt mere effektivt at lære om kunst i Hongdae – som er kendt for kunst her i landet – end at studere i min hjemby.
For det andet ville jeg prøve at »udfordre« mig selv. Min skole lå kun 20 minutters bustur fra hjemmet, så jeg var som en drivhusplante, der var vokset op i et trygt hjem og hele livet havde spist min mors mad. Men pludselig slog det mig:»Hvor længe kan jeg blive ved med at være afhængig af mine forældre?«Det var det.
Det var selvfølgelig en skræmmende og uhyggelig beslutning at flytte alene til Seoul, men jeg var sikker på, at jeg på et tidspunkt ville gøre det. Derfor ville jeg prøve denne »udfordring« for min egen skyld.
Fordi jeg havde en klar grund til at tage til Seoul, blev mine mål også tydeligere. Da den første grund til at flytte til Seoul var at studere kunst og udvikle min kunstneriske sans, var det første mål: Lad os udvikle min kunstneriske sans!
Det andet mål var at blive materielt uafhængig, og det tredje var at blive mentalt uafhængig! For at blive økonomisk uafhængig besluttede jeg, at jeg ikke længere ville tage imod det månedlige lommepengebeløb, jeg plejede at få af mine forældre, men i stedet selv tjene mine lommepenge gennem deltidsarbejde.I stedet for at være følelsesmæssigt afhængig tænkte jeg, at jeg burde tage ansvar for mine egne beslutninger.
Og på det tidspunkt var jeg meget ængstelig af natur, og det stressede mig. Så inden jeg tog orlov, fik jeg endda rådgivning på skolen om min personlighed. SåMed dette sabbatår ville jeg ændre denne side af mig selv, så jeg ikke længere stressede mig selv!tænkte jeg.
På grund af min ængstelige natur bekymrede jeg mig på forhånd, selv når jeg gerne ville gøre noget, og tænkte: »Hvad nu, hvis det sker?« Jeg lod andre træffe beslutningerne for mig. Derfor ville jeg så gerne slippe fri af min afhængighed og blive mentalt uafhængig.
To måneder senere var jeg sikker på, at kunst var min vej. Jeg havde arbejdet på deltid i to måneder uden at få lommepenge, og mine venner og min rådgiver sagde endda, at min udstråling og mine ansigtsudtryk havde ændret sig – så man kan roligt sige, at jeg havde nået alle tre mål.
#Men jo længere jeg blev, desto mere taknemmelig blev jeg for, at jeg boede på et »guesthouse«.
Da jeg først søgte om at deltage i projektet, var det byen »Seoul«, der tiltalte mig mest. Jeg havde boet i provinserne hele mit liv, så Seoul i sig selv var grund nok til at søge, og jeg søgte kun med fokus på »Seoul« uden at tænke på ordet »guesthouse«.
Men jo længere jeg blev, desto mere taknemmelig blev jeg for, at jeg boede på et »guesthouse«.Ejeren sagde engang, at jeg skulle forestille mig, at jeg ville møde alle de udlændinge, jeg kom til at møde i mit liv, på guesthouset, og sådan var det virkelig. Der kom nye gæster hver eneste dag uden undtagelse.
I begyndelsen føltes det meget akavet at tale engelsk, mens jeg arbejdede, og jeg var bange for at bruge sproget, fordi jeg kunne komme til at lave fejl. Hver gang jeg så de erfarne medarbejdere snakke på engelsk, tænkte jeg: »Nå, sådan gør man«, og lærte en masse. Langsomt forsvandt min frygt. En dag kom der tre australske piger som gæster.
Vi havde planer om at gå ud om aftenen med dem, og de australske piger var så livlige, at de næsten fik alle gæsterne fra pigeværelset med. Jeg kan huske, at jeg tog på klub med omkring 11 veninder den aften.
Desuden var de fleste langtidsboende gæster, så vi festede også dagen efter og dagen efter igen – vi var virkelig meget sammen,På det tidspunkt føltes det virkelig, som om jeg boede på et kollegium på en udenlandsk skole.For at være ærlig var det slet ikke planlagt, og jeg kunne heller ikke have forestillet mig, at det ville ske.Det er kun noget, der kan ske på et guesthouse.Hvis jeg havde boet i en etværelseslejlighed eller en anden lejlighed i Seoul, ville det aldrig være sket.
#Det var et dyrebart minde, som jeg aldrig ville have fået, hvis ikke det var for guesthouset.
# Ballade i jjimjilbanget
Da jeg kom til Seoul i september, var vejret nogle gange varmt nok til, at jeg kunne have kortærmet på, men i november blev det så koldt, at man havde brug for en vatteret jakke. For at få varmen og introducere mine udenlandske gæstevenner for koreansk kultur tog vi på jjimjilbang som vores anden udflugt.
Patrick, Sean, Kimi, medarbejderen Minyoung og jeg tog af sted, og der skete en masse sjove ting i jjimjilbanget. Først tog vi metroen til Yongsan Station, hvor jjimjilbanget skulle ligge. Men da vi brugte Naver Maps til at finde det, blev appen ved med at sige, at vores nuværende placering var jjimjilbanget.
Men omkring os kunne vi kun se veje med biler, så vi blev ved med at gå rundt. Vi spurgte nogle forbipasserende, men de sagde også, at de ikke vidste det. Mens vi spekulerede på, hvad vi skulle gøre, vendte jeg tilfældigt hovedet mod højre, og der var det med et kæmpestort skilt. Så brød alle ud i latter, og vi gik ind i jjimjilbanget.
For at være ærlig forventede jeg, at der ville være mange forhindringer fra det øjeblik. Da vi var kommet frem og prøvede at gå ind, gik mine venner ind i området, hvor man skal tage skoene af, mens de stadig havde dem på. Så sagde vi: »Nej, nej, nej, nej, tag skoene af«, og de undskyldte med et »Åh, undskyld« og gik ind. Men da vi skulle lægge skoene i skoskabene, var vores amerikanske vens sko så store, at de ikke kunne være i skabet.
Jeg husker, at vi alle hjalp til med at få skoene mast ind i skabet. Da vi endelig havde fået vores jjimjilbangtøj og håndklæder og var ved at gå hver til sit for at tage bad, blev vores tyske ven ved med alvorligt at spørge, om alle derinde ville tage alt tøjet af. Så sagde vi: »Ja, nøgne«, og jeg forklarede, at jjimjilbanget er et fællesområde for både mænd og kvinder.
De så chokerede ud, og vi forstod ikke, hvad der var galt, så vi holdt masken. Men det viste sig, at de troede, at alle var nøgne sammen. Så sagde vi: »Nej, nej, nej, nej, adskilt«, og skiftede tøj uden problemer, før vi mødtes igen i jjimjilbanget.
Efter at have købt æg var vi ved at sætte os på gulvet i jjimjilbanget og spise dem, men mine venner skældte os ud og sagde: »Der er masser af borde, hvorfor sætter I jer så på gulvet for at spise?« Da det var svært at forklare med vores begrænsede engelskkundskaber, sagde vi »koreansk tradition«, og alle nikkede og satte sig på gulvet for at pille og spise æggene.
Det viste sig, at mine udenlandske venner ikke var vant til at sidde på gulvet og syntes, det var ubehageligt. Da vi havde spist æggene, gik vi for alvor i gang med at udforske jjimjilbanget. Først gik vi ind i det nærmeste saltrum. Inde i saltrummet rullede jeg et håndklæde sammen som et fårehoved og tog det på, og de andre venner så ud til at kigge misundeligt på mig.
Så sagde jeg »får, får« og satte min håndklædehat på dem. Vores tyske ven syntes så godt om den, at vedkommende havde den på hele tiden i jjimjilbanget. Saltrummet var så varmt, at de ville ind i isrummet, så vi sagde »is, is« og gik derhen.
Da vi gik ind i isrummet, var der isnende koldt. Så besluttede vi os for at lege en leg. Taberen i sten-saks-papir skulle presse ansigtet mod isen i fem sekunder. Jeg er virkelig dårlig til sten-saks-papir, så jeg var bekymret, og ganske rigtigt tabte jeg og måtte presse ansigtet mod isen i fem sekunder.
Vi havde tænkt os at spise i jjimjilbanget, men maden var meget dyr, så vi gik ud, spiste ramen og tog hjem. Da vi kom tilbage, var vi ikke mindre trætte efter besøget i jjimjilbanget, men endnu mere udmattede, og Minyoung faldt straks i søvn. Det var også en af de seneste oplevelser.Det bragte os tættere på vennerne, så vi tog ud og hyggede os endnu mere dagen efter,Det var et dyrebart minde, som jeg aldrig ville have fået, hvis ikke det var for guesthouset.
#Mine personlige rejsetips til Seoul
Fordi det var første gang, jeg boede i Seoul, føltes hvert hjørne nyt og vidunderligt. Hvis du ikke har lyst til at rejse langt væk, kan jeg anbefale steder tæt på Hongdae: Gyeongui Line Forest Park, Hongdaes legeplads, Sinchon, området omkring Ewha, Itaewon, Yeongdeungpo Times Square, Han-floden, Samcheong-dong, DDP, Naksan Park og Insadong.
Jeg kunne personligt godt lide at tage til Itaewon, Han-floden og Gyeongui Line Forest Park om aftenen. Især Itaewon har en helt anderledes stemning om natten end Hongdae. For folk, der bor i Seoul, er det måske hverdag, men for mig blev selv disse små picnicture, når jeg tænker tilbage,til dyrebare minder. Så mærk stemningen og nyd dem virkelig!
Samcheong-dong og Insadong minder lidt om hinanden, men er alligevel helt forskellige. Da jeg først besøgte Samcheong-dong, syntes jeg, det lignede Jeonju Hanok Village, men jo mere jeg udforskede området, desto mere kom Samcheong-dongs særlige charme til syne.
Inden jeg flyttede til Seoul, havde jeg lovet mig selv at nyde kulturelle aktiviteter, som jeg ikke kunne opleve i min hjemby. Derfor prøvede jeg at besøge så mange museer og udstillinger som muligt, mens jeg var i Seoul. Selv i Hongdae ligger der virkelig mange museer gemt i gyderne, så hvis du kan lide museer, så gå en tur gennem de små gader og kig også på de gratis udstillinger.
Jeg besøgte næsten alle museerne og gallerierne i Hongdae på egen hånd, og der er virkelig mange, så sørg for at tage af sted. Hvis du vil nyde kunstværker endnu mere, så besøg også Seoul Arts Center! Entréen er dyr, men mange af udstillingerne er mere end pengene værd.
#Mine tips til et sabbatår
(Råd om arbejdet)
En gang spurgte ejeren mig: »Når du alligevel skal ud om aftenen, kan du så hente og vise en gæst rundt, som ankommer sent?« Det var ikke nogen særlig vanskelig opgave, men mine arbejdstimer var slut, og jeg var på vej ud med venner, så jeg bad mine venner om forståelse og tog derefter af sted.
Jeg blev også engang skældt ud af ejeren, fordi jeg gik i bad i arbejdstiden, og fik at vide, at jeg skulle overholde tidsplanen.Arbejdstider er et følsomt emne for både ejeren og sabbatårsmedarbejderne, så alle bør tage hensyn og prøve at overholde dem!
(Sprog)
Du behøver slet ikke bekymre dig om sproget (engelsk).I skolen havde jeg kun terpet engelsk grammatik, og selv inden jeg begyndte på projektet, kunne jeg ikke sige en eneste sætning på engelsk i en samtale.Jeg begyndte på projektet, og på en eller anden måde fik jeg de engelske ord, jeg kendte, frem, brugte fagter og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at holde samtalerne med mine udenlandske venner i gang. Efterhånden blev mit hverdagengelsk naturligt bedre.
Jeg lærte også en masse bandeord ... som »holy shit« og den slags. Jeg kan huske, at jeg engang sagde »holy shit«, og de udenlandske venner ved siden af mig blev overraskede og fortalte, at det var et grimt ord, og at jeg aldrig måtte bruge det, haha. Når jeg tog imod gæster og viste dem rundt, vidste jeg heller ikke, hvordan jeg skulle sige »Vil du betale nu?« på engelsk, så jeg sagde altid »pay..?«, men ejeren hørte det og fortalte mig, at jeg skulle sige »Could you pay now?«
Når jeg blev frustreret over, at mit engelsk ikke var godt nok, og sagde til mine udenlandske venner, at jeg gerne ville blive bedre til engelsk, opmuntrede de mig og sagde, at jeg allerede klarede mig godt! Så bare rolig – mange omkring dig vil hjælpe dig! (Jeg var selv meget bekymret for mit engelsk, inden jeg tog af sted. Men det var intet problem!)
Det hjælper selvfølgelig at lære nogle grundlæggende samtaleudtryk. Jeg havde lært udtrykket »Have you ever~?« og kendte det allerede, og det var meget nyttigt, når jeg talte med venner.
(Overnatning)
Det var slet ikke besværligt at bo på stedet; det føltes virkelig lige så behageligt som derhjemme.Der var shampoo, balsam, hårtørrer, glattejern og så videre. Næsten alle dagligdagens fornødenheder var stillet til rådighed, så jeg skulle pakke mindre, og det var praktisk, at jeg ikke behøvede at tage dem med hver gang, jeg vaskede mig. (Ah! Men der var hverken tandpasta eller ansigtsrens ㅠㅠ)
Sengene var også så gode, at alle de kvindelige medarbejdere roste dem. Jeg ville tage dynen med hjem ... Når man lægger sig ned, er den så behagelig, at man falder i søvn med det samme..! Mit råd ... tag bare tandpasta og ansigtsrens med!
#Der var virkelig utallige mindeværdige og dejlige oplevelser.
Der var virkelig utallige mindeværdige oplevelser: at tage ud med de kvindelige medarbejdere, at tage ud sammen med udenlandske gæster og meget mere. Det seneste var, da jeg blev guide og tog på en »tur til Jogyesa-templet og et jjimjilbang (koreansk sauna)« sammen med nogle gæster. Jeg blev meget tæt med vennerne, der var med på turen, og vi skriver stadig sammen.
Inden jeg tog af sted, var jeg faktisk så grebet af frygten for at bo alene, at jeg ikke rigtig var bange for at arbejde på gæstehuset. Når jeg tænkte på rengøringen, forestillede jeg mig bare, at jeg skulle feje og tørre af, og så tog jeg til Seoul. Derfor var de første tre dage på projektet ærligt talt hårde.
Dengang var jeg så bange for at komme tæt på udenlandske gæster og tale engelsk, og de kvindelige medarbejdere skulle på arbejde eller i skole, så jeg var alene om at gøre rent og skrubbe brusebadet, indtil det blev aften, i et tomt gæstehus. Jeg havde virkelig lyst til at tage hjem. Fra den tredje dag begyndte jeg selvfølgelig hurtigt at vænne mig til det og have det sjovt.
I begyndelsen kan arbejdet være meget hårdere, end du forventer. Men hvis jeg var taget hjem dengang, ville jeg aldrig have oplevet alt det, jeg oplevede i løbet af de to måneder.
Du forventer måske, at arbejdet bliver hårdt, men hvis du har et mål og et formål, så tag udfordringen op! Se dig aldrig tilbage.Efter at jeg havde meldt mig til, begyndte jeg at fortryde det en uge før, jeg skulle til Seoul. »Hvorfor gjorde jeg noget så overilet?«, »Hvordan skal jeg klare mig alene?«, »Hvad nu, hvis jeg ikke kan vænne mig til det?« og så videre. Især dagen før og på selve afrejsedagen forsvandt spændingen, og jeg følte kun fortrydelse.
Mit hoved var fuldt af tanken »Jeg vil hjem«. Men lad dig ikke narre af tanken »Jeg vil hjem«. Efter to måneder på gæstehuset i Seoul var mine tanker ændret til »Jeg vil ikke hjem«.
Inden jeg deltog i projektet, læste jeg andres anmeldelser og tænkte ofte: »Sker det også for mig?« »Bliver jeg virkelig gladere af at deltage i det her projekt?«
Jeg kender en ældre veninde, som havde rejst meget rundt i Europa. Da en rejse til Europa kun var noget, jeg drømte om, spurgte jeg hende engang, om livet virkelig ændrer sig, når man rejser. Hun svarede:»Det er forskellen på de to sider af et stykke papir. Når du kommer hjem, vender dit liv tilbage til, som det var, men dine tanker ændrer sig, ligesom de to sider af et stykke papir, og det ændrer måden, du lever på.«
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
