Projekter
|
Ofte stillede spørgsmål
|
Meddelelser
나답게, 단단하게, 즐겁게
Dette projekter et program, hvor elever planlægger og deltager i en lejr inden for det felt, de gerne vil ind i, sammen med en mentor. Inden eleven deltager i lejren, vurderes elevens tilbøjeligheder, og der tilbydes individuel rådgivning og mentorstøtte.
På den måde afdækkes elevens karrierevej og drømme, og eleven drøfter med sin tildelte mentor, hvilke aktiviteter der vil være mest nyttige, og planlægger lejren direkte sammen med mentoren.
* Deltagerne fra Inuri fik en særlig mission.
Missionen lød: »Fang 10 følelser på en rejse til Japan«, og følelserne, der står under hvert foto, er dem, som Inuri-deltagerne har sendt ind.
# Japan var virkelig rent og fuldt af små hensynsfulde handlinger.
Den tanke, jeg oftest havde, mens jeg rejste i Japan, var, at der var virkelig rent og fuldt af små hensynsfulde gestusser.
Derfor føltes turen endnu mere fornøjelig og behagelig.
På turen så jeg mange meget små og smalle ting. Husene lå helt op ad hinanden, bilerne var små, og parkeringspladserne var smalle. Mærkeligt nok føltes det aldrig trangt, og det var ikke besværligt at udnytte pladsen. Tværtimod virkede de små restauranter og butikker hyggelige og så pænere ud.
Når mange bygninger og tårne ligger tæt sammen i vores land, har hver bygning også så stærk en karakter, at det kan virke lidt rodet, og det er faktisk svært at finde en bygning, der skiller sig ud, så helhedsindtrykket bliver kaotisk. Men japanske bygninger har alle forskellige former, og selv når der indimellem er usædvanlige bygninger, virker det slet ikke kaotisk. Jeg ved ikke, hvordan de får det hele til at passe så godt sammen, men indtrykket på afstand var helt sikkert anderledes end i vores land.
Det, jeg bedst kunne lide ved Japan, var ikke kun renligheden, men også at selv restauranter, der ikke var kendte, serverede lækker mad. Det kan være, det bare passer til min smag, men bortset fra at det var lidt salt, smagte det virkelig godt.
# Jeg tror, at man, når man bor i Japan, helt naturligt begynder at følge reglerne uden selv at lægge mærke til det.
Ud over disse ting var der mange aspekter af Japan, som jeg misundte.Et af dem var, at borgernes ansvarsfølelse var meget stærk.
Sammenlignet med vores land var gaderne rene og fri for affald, selvom der var færre skraldespande og toiletter. Det misundte jeg virkelig. Japanerne holder også helt naturligt til venstre på rulletrapper, uanset hvor de er.
De giver plads, så folk, der skal hurtigere frem, kan gå til højre. Det var virkelig rart at se sammenlignet med vores land, hvor folk kører uden nogen orden. Det er ærgerligt, at vores land lader til at mangle noget af den samme borgerånd.
Jeg tror, at man, når man bor i Japan, helt naturligt ender med at følge reglerne uden at være klar over det.Folk fulgte reglerne strengt, som om de var love, hvilket gjorde det nemt at komme rundt. Jeg ville ønske, at folk i vores land også fulgte en så effektiv orden.
# På en eller anden måde synes jeg, det var godt at vælge Japan som min første rejsedestination i udlandet.
Japan ser ud til at have gjort en enorm indsats for turismen. Selvom jeg var der i en uge, så jeg ikke engang halvdelen af Tokyo, hvilket viser, hvor mange seværdigheder der er, og hvor enorm byen er. Når man tager op på et udsigtspunkt for at se natteudsigten, kan man ofte se horisonten mellem bygningerne. Måske er det derfor, tognettet var så komplekst og omfattende.
På den anden side virker Seoul i vores land ærlig talt fattig på turistattraktioner. Hvis en udlænding kom for at se Seoul, kunne vedkommende sikkert nå at se det hele på en uge, men det ville let tage en måned at se hele Tokyo.
Jeg synes, det var godt at vælge Japan som min første rejse til udlandet. For det første sagde folk omkring mig, at Japan var et godt sted at rejse til, og landet ligner vores kulturelt og ligger tæt på. Måske blev jeg derfor hurtigt fortrolig med min første udenlandsrejse og kunne tage af sted med et mere afslappet sind. Maden minder også om vores, så jeg skulle ikke kæmpe med min smagssans og følte mig mindre bekymret.
Mens jeg planlagde og forberedte turen, var jeg bekymret, fordi det var min første udenlandsrejse, og jeg ikke vidste så meget. Men da jeg først var kommet af sted, forsvandt alle mine bekymringer, og det var bare sjovt.
Jeg tror, at det, jeg bekymrede mig mest om, når jeg tænkte på at rejse til udlandet, nok var sproget. Jeg kan ikke tale japansk, og jeg havde hørt, at japanere ikke er gode til engelsk, så jeg var bekymret for, hvordan jeg skulle spørge om ting eller kommunikere.
Men måske skyldtes det bare de steder, jeg besøgte: Der var en hel del japanere, som kunne lidt engelsk, og alle var virkelig venlige. Nogle tog selv initiativ til at vise vej, og selv når kommunikationen ikke gik så godt, forsøgte de aktivt at hjælpe så meget som muligt.
Japanerne virkede særligt venlige over for turister.Jeg tror også, at turismen måske har kunnet udvikle sig så meget, fordi japanerne behandler turister venligt.
# Jeg besøgte tre udsigtspunkter, ét om dagen, og jeg blev aldrig træt af dem. De tre steder havde hver deres særpræg.
Jeg besøgte engang Tokyos universitet, og det var virkelig stort. Selv om husene er små, var universitetsområdet enormt. Det så ud til at være ferie, så der var ingen mennesker; jeg så omkring to sportsbaner og over 13 bygninger. Jeg gik ind gennem en sideport og forsøgte at komme ud gennem hovedporten. Jeg troede, at jeg havde set hele campus ved at gå rundt langs kanten.
Men de steder, jeg havde set indtil da, udgjorde kun omkring en tredjedel af universitetet. Det var virkelig enormt. Og selv inde på campus var cykelparkeringen og vejene i Japan meget velorganiserede.
Jeg besøgte tre udsigtspunkter, ét om dagen, og jeg blev aldrig træt af dem. De tre steder havde hver deres særpræg.Jeg kunne virkelig godt lide stemningen ved Tokyo Tower. Der var en café, og et band spillede i nærheden – det var virkelig skønt.
Der var også meget at se i Mori Tower. Der var udstillinger, og Tokyo Tower kunne ses i baggrunden, hvilket gjorde det endnu mere imponerende. På Skytree var vinduerne store og gav en uhindret udsigt over nattehimlen, og de viste endda en kort film. Desuden føltes stedet lidt anderledes, fordi det er det højeste.
Senso-ji var fyldt med turister. Der var også mange koreanske turister, og det var dejligt at høre koreansk igen efter lang tid. Der var så tæt pakket med mennesker, at der næsten ikke var plads til at stå. Måske er det derfor, jeg føler, at jeg ikke rigtig fik set stedet ordentligt, og det er lidt skuffende.
# Disney var enormt. Det føltes næsten lige så stort som en hel by.
Efter at have planlagt en tur til DisneySea var jeg lidt bekymret. For det første kan jeg ikke lide forlystelser særlig meget, og jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle få en hel dag til at gå på ét sted. Men som forventet var Disney, en af kun fem parker i verden, noget helt særligt.
Nogle rejser til udlandet bare for at besøge Disney, og efter at være kommet ind og have gået rundt forstod jeg godt, hvorfor de rejser så langt. Heldigvis var vejret godt, hvilket gjorde det endnu smukkere.
Disney var enormt – næsten på størrelse med en lille by. Selv jeg, der normalt ikke har svært ved at finde rundt, blev forvirret.Bygningerne i europæisk stil og de forskellige tematiserede områder i Disney var detaljerede og af høj kvalitet helt ned til de mindste detaljer. I den lille kanal, der var indrettet som Italien, kunne man især sejle i gondol. De sang endda undervejs – det var sjovt.
De virkede til at have tænkt på selv de mindste detaljer på dette enorme sted. Selvom jeg næsten ikke prøvede nogen forlystelser og mest bare gik rundt og kiggede, var lukketid allerede nær. Forestillingen omkring kl. 20 var virkelig spektakulær og tiltrak store menneskemængder.Jeg blev endnu mere overrasket, da jeg hørte, at der ikke var så mange mennesker, selvom der var så overfyldt. Jeg er glad for, at vi tog af sted på en hverdag.
# Udsigten var meget smuk, og da jeg gik op på udsigtspunktet, kunne jeg se det åbne hav og Fuji-bjerget i det fjerne – det var vidunderligt.
Enoshima, som jeg besøgte den sidste dag, var virkelig et afslappende sted.Husene langs vejen fra stationen til Enoshima-øen var så pæne og havde en dejlig stemning. Når man kommer ud af en smal gyde, ligger det vidtstrakte hav lige foran én. Vejret var godt, så man kunne se Fuji-bjerget i det fjerne.
Broen, der førte ud til øen, strakte sig lige frem, og for mig så den perfekt ud til cykling. Der var da også mange, der cyklede.Da jeg kom til øen, var der en sti op til helligdommen med souvenirbutikker og restauranter på begge sider. Jeg smagte mochi på vejen — den var virkelig sej og lækker.
Efter at være gået op og have passeret helligdommen kom jeg til et udsigtspunkt, hvorfra man tydeligt kunne se Fuji-bjerget.Der blomstrede blomster på vejen til udsigtspunktet. Det føltes virkelig som forår. Landskabet var smukt, og fra udsigtspunktet kunne man se det åbne hav og Fuji-bjerget i det fjerne — det var vidunderligt.
Fuji-bjerget var anderledes end bjergene i vores land. Bjergene derhjemme er alle rå og ujævne, men Fuji-bjerget rejser sig i en præcis trekantet form, hvilket var fascinerende.
Jeg kiggede også hurtigt rundt i det nærliggende akvarium, og da jeg kom ud, var solen langsomt ved at gå ned. Det var et syn, der fik mig til at sidde stille og dagdrømme.
# Selv nu, længe efter at jeg er vendt tilbage til Korea, synes jeg stadig, at jeg kan høre lydene fra de japanske tog.
På min rejse til Japan oplevede jeg helt klart mange ting, som jeg ikke ville have oplevet i Korea. Det var helt nye oplevelser, og jeg følte, at der er en hel del, vores land kunne lære af Japan.Det, jeg misundte mest, var, at folk ikke havde travlt, og at det heller ikke føltes trykkende, selv når der var mange mennesker.
Måske fordi jeg interesserer mig for cykler, var der mange ting ved Japan, jeg misundte. Cykelbutikkerne var mere specialiserede end i mit land, vejene var velholdte, og cykelparkeringsfaciliteterne var virkelig gode.Da jeg først kom til Japan og var på vej til mit overnatningssted, var venstrekørsel virkelig forvirrende, og togene var så komplekse og talrige. Men efter omkring to dage vænnede jeg mig til det, og det blev faktisk praktisk.
På denne rejse til Japan kørte jeg meget med tog. Det var ganske vist lidt lettere at finde rundt ved blot at følge farverne, men togene larmede meget mere end vores metro. Til gengæld kører vores metro kun under jorden, så der er ikke noget at se, og det er mørkt overalt, mens man fra de japanske tog kan se lyse bygninger og veje udenfor. Nogle gange føltes det derfor, som om man kørte med tog; de var faktisk smallere end vores metro, men føltes mere rummelige.
Selv nu, efter at jeg har været tilbage i Korea et godt stykke tid, føler jeg, at jeg stadig kan høre lyden af japanske tog. Så meget kørte jeg med dem; Tokyos toglinjer har så mange stationer og er så komplekse, at man kunne stå af tæt på sin destination bare ved at tage toget.
#De små gader, som bliver endnu smukkere, når det regner, står stadig klart i min erindring.
En anden ting, jeg godt kunne lide ved Japan, var trafiklysene. Næsten alle afgiver lydsignaler for synshæmmede, og mange viser ventetiden eller den resterende tid ved siden af. Det har vi også nogle steder i vores land, men det virker stadig, som om der mangler noget.
En ven, der havde været i Osaka før mig, fortalte, at lyden fra busklokken var interessant, og sagde, at jeg skulle trykke på den, så måske er lyden anderledes i Tokyo. Den var ikke særlig imponerende — den sagde bare almindelig ding-dong. Men japanske busser virkede under alle omstændigheder bedre end vores. De var bredere, og de næste stoppesteder blev vist tydeligt på en skærm foran, hvilket var praktisk.
Mens jeg rejste rundt, tænkte jeg hele tiden på, hvor godt jeg kunne lide gaderne og de små gademiljøer i Japan. De havde en særlig stemning, og de små gader, som bliver endnu smukkere, når det regner, står stadig klart i min erindring.
Jeg tror næsten ikke, jeg så den samme type bil to gange i løbet af ugen. De fleste biler kendte jeg, men der var mange producenter, jeg aldrig havde set før. Bortset fra en bestemt varevogn, der lignede en nationalbil (?), var næsten alle bilerne forskellige modeller. Der var ingen gengangere.
Dette projekter et program, hvor elever planlægger og deltager i en lejr inden for det felt, de gerne vil ind i, sammen med en mentor. Inden eleven deltager i lejren, vurderes elevens tilbøjeligheder, og der tilbydes individuel rådgivning og mentorstøtte.
På den måde afdækkes elevens karrierevej og drømme, og eleven drøfter med sin tildelte mentor, hvilke aktiviteter der vil være mest nyttige, og planlægger lejren direkte sammen med mentoren.
* Deltagerne fra Inuri fik en særlig mission.
Missionen lød: »Fang 10 følelser på en rejse til Japan«, og følelserne, der står under hvert foto, er dem, som Inuri-deltagerne har sendt ind.
# Japan var virkelig rent og fuldt af små hensynsfulde handlinger.
Den tanke, jeg oftest havde, mens jeg rejste i Japan, var, at der var virkelig rent og fuldt af små hensynsfulde gestusser.
Derfor føltes turen endnu mere fornøjelig og behagelig.
På turen så jeg mange meget små og smalle ting. Husene lå helt op ad hinanden, bilerne var små, og parkeringspladserne var smalle. Mærkeligt nok føltes det aldrig trangt, og det var ikke besværligt at udnytte pladsen. Tværtimod virkede de små restauranter og butikker hyggelige og så pænere ud.
Når mange bygninger og tårne ligger tæt sammen i vores land, har hver bygning også så stærk en karakter, at det kan virke lidt rodet, og det er faktisk svært at finde en bygning, der skiller sig ud, så helhedsindtrykket bliver kaotisk. Men japanske bygninger har alle forskellige former, og selv når der indimellem er usædvanlige bygninger, virker det slet ikke kaotisk. Jeg ved ikke, hvordan de får det hele til at passe så godt sammen, men indtrykket på afstand var helt sikkert anderledes end i vores land.
Det, jeg bedst kunne lide ved Japan, var ikke kun renligheden, men også at selv restauranter, der ikke var kendte, serverede lækker mad. Det kan være, det bare passer til min smag, men bortset fra at det var lidt salt, smagte det virkelig godt.
# Jeg tror, at man, når man bor i Japan, helt naturligt begynder at følge reglerne uden selv at lægge mærke til det.
Ud over disse ting var der mange aspekter af Japan, som jeg misundte.Et af dem var, at borgernes ansvarsfølelse var meget stærk.
Sammenlignet med vores land var gaderne rene og fri for affald, selvom der var færre skraldespande og toiletter. Det misundte jeg virkelig. Japanerne holder også helt naturligt til venstre på rulletrapper, uanset hvor de er.
De giver plads, så folk, der skal hurtigere frem, kan gå til højre. Det var virkelig rart at se sammenlignet med vores land, hvor folk kører uden nogen orden. Det er ærgerligt, at vores land lader til at mangle noget af den samme borgerånd.
Jeg tror, at man, når man bor i Japan, helt naturligt ender med at følge reglerne uden at være klar over det.Folk fulgte reglerne strengt, som om de var love, hvilket gjorde det nemt at komme rundt. Jeg ville ønske, at folk i vores land også fulgte en så effektiv orden.
# På en eller anden måde synes jeg, det var godt at vælge Japan som min første rejsedestination i udlandet.
Japan ser ud til at have gjort en enorm indsats for turismen. Selvom jeg var der i en uge, så jeg ikke engang halvdelen af Tokyo, hvilket viser, hvor mange seværdigheder der er, og hvor enorm byen er. Når man tager op på et udsigtspunkt for at se natteudsigten, kan man ofte se horisonten mellem bygningerne. Måske er det derfor, tognettet var så komplekst og omfattende.
På den anden side virker Seoul i vores land ærlig talt fattig på turistattraktioner. Hvis en udlænding kom for at se Seoul, kunne vedkommende sikkert nå at se det hele på en uge, men det ville let tage en måned at se hele Tokyo.
Jeg synes, det var godt at vælge Japan som min første rejse til udlandet. For det første sagde folk omkring mig, at Japan var et godt sted at rejse til, og landet ligner vores kulturelt og ligger tæt på. Måske blev jeg derfor hurtigt fortrolig med min første udenlandsrejse og kunne tage af sted med et mere afslappet sind. Maden minder også om vores, så jeg skulle ikke kæmpe med min smagssans og følte mig mindre bekymret.
Mens jeg planlagde og forberedte turen, var jeg bekymret, fordi det var min første udenlandsrejse, og jeg ikke vidste så meget. Men da jeg først var kommet af sted, forsvandt alle mine bekymringer, og det var bare sjovt.
Jeg tror, at det, jeg bekymrede mig mest om, når jeg tænkte på at rejse til udlandet, nok var sproget. Jeg kan ikke tale japansk, og jeg havde hørt, at japanere ikke er gode til engelsk, så jeg var bekymret for, hvordan jeg skulle spørge om ting eller kommunikere.
Men måske skyldtes det bare de steder, jeg besøgte: Der var en hel del japanere, som kunne lidt engelsk, og alle var virkelig venlige. Nogle tog selv initiativ til at vise vej, og selv når kommunikationen ikke gik så godt, forsøgte de aktivt at hjælpe så meget som muligt.
Japanerne virkede særligt venlige over for turister.Jeg tror også, at turismen måske har kunnet udvikle sig så meget, fordi japanerne behandler turister venligt.
# Jeg besøgte tre udsigtspunkter, ét om dagen, og jeg blev aldrig træt af dem. De tre steder havde hver deres særpræg.
Jeg besøgte engang Tokyos universitet, og det var virkelig stort. Selv om husene er små, var universitetsområdet enormt. Det så ud til at være ferie, så der var ingen mennesker; jeg så omkring to sportsbaner og over 13 bygninger. Jeg gik ind gennem en sideport og forsøgte at komme ud gennem hovedporten. Jeg troede, at jeg havde set hele campus ved at gå rundt langs kanten.
Men de steder, jeg havde set indtil da, udgjorde kun omkring en tredjedel af universitetet. Det var virkelig enormt. Og selv inde på campus var cykelparkeringen og vejene i Japan meget velorganiserede.
Jeg besøgte tre udsigtspunkter, ét om dagen, og jeg blev aldrig træt af dem. De tre steder havde hver deres særpræg.Jeg kunne virkelig godt lide stemningen ved Tokyo Tower. Der var en café, og et band spillede i nærheden – det var virkelig skønt.
Der var også meget at se i Mori Tower. Der var udstillinger, og Tokyo Tower kunne ses i baggrunden, hvilket gjorde det endnu mere imponerende. På Skytree var vinduerne store og gav en uhindret udsigt over nattehimlen, og de viste endda en kort film. Desuden føltes stedet lidt anderledes, fordi det er det højeste.
Senso-ji var fyldt med turister. Der var også mange koreanske turister, og det var dejligt at høre koreansk igen efter lang tid. Der var så tæt pakket med mennesker, at der næsten ikke var plads til at stå. Måske er det derfor, jeg føler, at jeg ikke rigtig fik set stedet ordentligt, og det er lidt skuffende.
# Disney var enormt. Det føltes næsten lige så stort som en hel by.
Efter at have planlagt en tur til DisneySea var jeg lidt bekymret. For det første kan jeg ikke lide forlystelser særlig meget, og jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle få en hel dag til at gå på ét sted. Men som forventet var Disney, en af kun fem parker i verden, noget helt særligt.
Nogle rejser til udlandet bare for at besøge Disney, og efter at være kommet ind og have gået rundt forstod jeg godt, hvorfor de rejser så langt. Heldigvis var vejret godt, hvilket gjorde det endnu smukkere.
Disney var enormt – næsten på størrelse med en lille by. Selv jeg, der normalt ikke har svært ved at finde rundt, blev forvirret.Bygningerne i europæisk stil og de forskellige tematiserede områder i Disney var detaljerede og af høj kvalitet helt ned til de mindste detaljer. I den lille kanal, der var indrettet som Italien, kunne man især sejle i gondol. De sang endda undervejs – det var sjovt.
De virkede til at have tænkt på selv de mindste detaljer på dette enorme sted. Selvom jeg næsten ikke prøvede nogen forlystelser og mest bare gik rundt og kiggede, var lukketid allerede nær. Forestillingen omkring kl. 20 var virkelig spektakulær og tiltrak store menneskemængder.Jeg blev endnu mere overrasket, da jeg hørte, at der ikke var så mange mennesker, selvom der var så overfyldt. Jeg er glad for, at vi tog af sted på en hverdag.
# Udsigten var meget smuk, og da jeg gik op på udsigtspunktet, kunne jeg se det åbne hav og Fuji-bjerget i det fjerne – det var vidunderligt.
Enoshima, som jeg besøgte den sidste dag, var virkelig et afslappende sted.Husene langs vejen fra stationen til Enoshima-øen var så pæne og havde en dejlig stemning. Når man kommer ud af en smal gyde, ligger det vidtstrakte hav lige foran én. Vejret var godt, så man kunne se Fuji-bjerget i det fjerne.
Broen, der førte ud til øen, strakte sig lige frem, og for mig så den perfekt ud til cykling. Der var da også mange, der cyklede.Da jeg kom til øen, var der en sti op til helligdommen med souvenirbutikker og restauranter på begge sider. Jeg smagte mochi på vejen — den var virkelig sej og lækker.
Efter at være gået op og have passeret helligdommen kom jeg til et udsigtspunkt, hvorfra man tydeligt kunne se Fuji-bjerget.Der blomstrede blomster på vejen til udsigtspunktet. Det føltes virkelig som forår. Landskabet var smukt, og fra udsigtspunktet kunne man se det åbne hav og Fuji-bjerget i det fjerne — det var vidunderligt.
Fuji-bjerget var anderledes end bjergene i vores land. Bjergene derhjemme er alle rå og ujævne, men Fuji-bjerget rejser sig i en præcis trekantet form, hvilket var fascinerende.
Jeg kiggede også hurtigt rundt i det nærliggende akvarium, og da jeg kom ud, var solen langsomt ved at gå ned. Det var et syn, der fik mig til at sidde stille og dagdrømme.
# Selv nu, længe efter at jeg er vendt tilbage til Korea, synes jeg stadig, at jeg kan høre lydene fra de japanske tog.
På min rejse til Japan oplevede jeg helt klart mange ting, som jeg ikke ville have oplevet i Korea. Det var helt nye oplevelser, og jeg følte, at der er en hel del, vores land kunne lære af Japan.Det, jeg misundte mest, var, at folk ikke havde travlt, og at det heller ikke føltes trykkende, selv når der var mange mennesker.
Måske fordi jeg interesserer mig for cykler, var der mange ting ved Japan, jeg misundte. Cykelbutikkerne var mere specialiserede end i mit land, vejene var velholdte, og cykelparkeringsfaciliteterne var virkelig gode.Da jeg først kom til Japan og var på vej til mit overnatningssted, var venstrekørsel virkelig forvirrende, og togene var så komplekse og talrige. Men efter omkring to dage vænnede jeg mig til det, og det blev faktisk praktisk.
På denne rejse til Japan kørte jeg meget med tog. Det var ganske vist lidt lettere at finde rundt ved blot at følge farverne, men togene larmede meget mere end vores metro. Til gengæld kører vores metro kun under jorden, så der er ikke noget at se, og det er mørkt overalt, mens man fra de japanske tog kan se lyse bygninger og veje udenfor. Nogle gange føltes det derfor, som om man kørte med tog; de var faktisk smallere end vores metro, men føltes mere rummelige.
Selv nu, efter at jeg har været tilbage i Korea et godt stykke tid, føler jeg, at jeg stadig kan høre lyden af japanske tog. Så meget kørte jeg med dem; Tokyos toglinjer har så mange stationer og er så komplekse, at man kunne stå af tæt på sin destination bare ved at tage toget.
#De små gader, som bliver endnu smukkere, når det regner, står stadig klart i min erindring.
En anden ting, jeg godt kunne lide ved Japan, var trafiklysene. Næsten alle afgiver lydsignaler for synshæmmede, og mange viser ventetiden eller den resterende tid ved siden af. Det har vi også nogle steder i vores land, men det virker stadig, som om der mangler noget.
En ven, der havde været i Osaka før mig, fortalte, at lyden fra busklokken var interessant, og sagde, at jeg skulle trykke på den, så måske er lyden anderledes i Tokyo. Den var ikke særlig imponerende — den sagde bare almindelig ding-dong. Men japanske busser virkede under alle omstændigheder bedre end vores. De var bredere, og de næste stoppesteder blev vist tydeligt på en skærm foran, hvilket var praktisk.
Mens jeg rejste rundt, tænkte jeg hele tiden på, hvor godt jeg kunne lide gaderne og de små gademiljøer i Japan. De havde en særlig stemning, og de små gader, som bliver endnu smukkere, når det regner, står stadig klart i min erindring.
Jeg tror næsten ikke, jeg så den samme type bil to gange i løbet af ugen. De fleste biler kendte jeg, men der var mange producenter, jeg aldrig havde set før. Bortset fra en bestemt varevogn, der lignede en nationalbil (?), var næsten alle bilerne forskellige modeller. Der var ingen gengangere.
Hjem
Tag ud af din komfortzone.
Udfordr dig selv for din egen skyld.
Oplev fuld frihed.
Vær lykkelig.
